Det sammenstyrtede Hus paa Værnedamsvejen. (Efterskrift til Politivennen)

Som meddelt i Gaar styrtede i Torsdags Eftermiddags Kl. mellem 4 og 5 et 2-Etages Hus, Bygningen Nr. 7 paa Værnedamsvejen, pludselig sammen. Et Øjenvidne meddeler os herom følgende:

Ulykken er dels foranlediget ved, at Ejendommen var opført af særdeles usolide Materialier, dels derved, at Grunden ved Siden af, den tidligere "Ny Rosenlund", et Forlystelsessted, der afløste Danselonen "Bal mabille", blev udgravet, fordi der skulde opføres en ny Ejendom. 6-7 Arbejdere var netop færdige med deres Dagsarbejde i samme Øjeblik Gavlen revnede. En af Arbejdente saae tilfældig op og gjorde sine Kammerater opmærksomme paa Revnen. De toge alle øjeblikkelig Flugten og havde kun gjort nogle faa Skridt, da Gavlen styrtede ned lige foran deres Fødder. Sammenstyrtningen kom dog ikke ganske uventet. Allerede i et Par Uger, altsaa efter at Udgravningen af Nabogrunden havde fundet Sted, frygtede Gadens Beboere for, at en Katastrofe, som den nu passerede, vilde finde Sted, mærkelig nok uden at Frederiksberg Bygningsinspektør, C. L. Thuren, eller noget Medlem af Kommissionen, havde fundet sig foranlediget til at træffe tilstrækkelige Sikringsforanstaltninger. Hele Bygningen var stivet af med et Par meget svage Bjælker, der naturligvis ikke ydede mindste Modstandskraft ved Sammenstyrtningen. Det var forøvrigt ikke vanskeligt at se, hvad der muligvis vilde ske. Hele Bjælkelaget havde givet sig, det ene Hjørne af Huset sank i foruroligende Grad, saaledes at bl. a. Porten var skæv. Det har saaledes ikke manglet paa Barsler, som selv mindre Bygningskyndige end Hr. Thuren eller hans Kolleger kunde forstaa.

Ved Sammenstyrtningen faldt den halve Del af Bygningen, som vender ud mod Gaarden, samt Gavlen. Det var et rent Vidunder, at kun det Barn, en lille Pige, vi i Gaar omtalte, kom væsentlig til Skade. Desværre brækkede hun foruden Armene tillige det ene Ben og fik Hovedet en Del forslaaet. Moderen og Barnet, opholdt sig tilfældigvis hos en paa 2den Sal over Porten boende Skomager, hvor de ventede paa et Par Støvler, som han gjorde færdig. Da Katastrofen indtraadte, faldt de alle tre gennem den underliggende første Sal og Port ned paa Jorden, og saa heldig slap de, at bl. a. Skomageren blev siddende paa sin Stol med Støvlen i Haanden oven paa Grusbunken. Foruden disse tre styrtede endnu en Snedkers Hustru og fire Børn fra 1ste Sal ned paa Jorden uden at tage Skade. En Murer, der logerede i et Værelse, som ikke blev revet med i Faldet, blev vækket af sin Middagssøvn ved Braget og gik derfor ned paa Gaden for at tage Skaden i Øjesyn. Han udtalte som sin Formening, at den øvrige Del af Huset vilde blive staaende, og gik derfor ganske rolig op i sit Værelse for at fortsætte den afbrudte Søvn. Da Politiet kom til Stede, fik det travlt med at afspærre de tilbagestaaende Ruiner for at at ikke yderligere Ulykke skulde ske, og nu fortaltes det til almindelig Forbavselse, at der endnu var en Mand i Huset. Da Politiet kom op til ham med Anmodning om at fortrække, vægrede han sig paa det Bestemteste mod at aabne Døren. Han havde betalt sin Husleje, sagde han, og vilde blive boende i Værelset for den Tid han havde betalt. Dette Standpunkt fastholdt han haardnakket, saa at Døren maatte sprænges og han selv føres bort med Magt.

Det vakle almindelig Deltagelse, at en Kanariefugl var bleven hængende i sit Bur i en Vinduessprosse oppe under Taget. Endnu i Gaar hang den der, uden at det var muligt at komme den til Hjælp, og det kunde forudses, at den vilde blive knust enten ved senere Nedstyrtninger, eller naar man begynder at nedrive de endnu tilbagestaaende Rester af Huset.

(Social-Demokraten 12. januar 1884).

Dansk Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

Den voldelige måde at holde landarbejderne i skak slog også indad i familierne, det fremgik af en artikel i: 

Brev fra Vestindien (uddrag)

Man er paa Øerne noget betænkelig ved den overhaandtagende Tilbøjelighed hos Negerbefolkningen til at give sin Heftighed og sine tøjlesløse Lidenskaber Luft i Voldshandlinger, der ikke saa sjeldent ende med Døden, og man beklager meget den Lemfældighed, de danske Domstole i saadanne Tilfælde udvise imod Gjerningsmændene. Disse slippe gjerne med et Par Aars Strafarbejde, og gaar det højt, saa at de dømmes fra Livet, kunne de altid gjøre Regning paa den kongelige Benaadning, der endog gierne efter nogle faa Aars Ophold i en Straffeanstalt hjemme aldeles fritager dem for Resten af Straffetiden. 

Paa de omliggende engelske Øer viser man ikke en saadan Mildhed i Drabssager, hvormed graverende Omstændigheder have været forbundne, og en Dødsdoms Fuldbyrdelse er næsten altid det uundgaaelige Resultat af Sagen. Som Følge heraf hører man ogsaa jevnlig Negerne sige, at man paa vore Øer kan gjøre, hvad man vil, da man ikke udsætter sig for at blive hængt, og blive de dømte til Tugthusstraf, saa bede de om at blive hjemsendte, fordi de vide, at de ved deres Tilbagekomst ville blive hyldede og beundrede af deres Kammerater som Folk, der Lave gjort en Europarejse og under Opholdet i Danmark have lært Dansk. 

Som en Illustration til hvad jeg her har sagt om Negernes Tilbøjelighed til uden Hensyn til Følgerne at give deres Lidenskab Tøjlen skal jeg blot anføre et Par enkelte i den allerseneste Tid forefaldne Drabshandlinger: En Arbejder paa Plantagen Pleasant Walley paa St. Croix. ved Navn James Francis Carter, blev en Søndag i Oktober opbragt over, at hans Stedsøn, en Dreng paa 9 Aar, havde spist hans Mad, og gav sig i den Anledning til at mishandle Drengen paa en saa grusom og oprørende Maade, dels ved ligefrem at slaa ham, dels ved at løfte ham op og kaste ham ned i Gulvet og endelig støde hans Hoved imod Jorden, at Barnet tilsidst døde imellem Hænderne paa sin Bøddel. Carter blev vel ved Underretten idømt Livsstraf men hans endelige Dom vil naturligvis kun komme til at lyde paa nogle faa Aars Strafarbejde Paa St. Thomas forefaldt en næsten ligesaa gruelig Drabssag i samme Maaned. 

En vagtmand paa Plantagen Thomas blev en Søndag opbragt over at en Mand fra Byen havde uden hans Tilladelse begivet sig ind i Gaarden for at bese Sukkerkogeriet, og gav sig efter at have puttet Vedkommende hen til Indgangen til at slaa løs paa Manden med en tyk Knippel. Han slog ham i Hovedet og vedblev dermed, indtil den Anden laa bevidstløs for hans Fødder. Andendagen efter døde den Ulykkelige, der skal have laa et Hjerneskallen knust og Gjerningsmanden sidder nu og afventer sin Dom, der formodentlig ligeledes endelig resulterer i et Par Aars Strafarbejde. At saadanne Tilstande ikke ere hyggelige, og at Straffelovene ikke svare til Forholdene paa Øerne, tror jeg vil vare indlysende for Enhver, ialfald hersker der ingen Tvivl herom på Øerne.

(Dagbladet (København), 27. december 1883 (uddrag)

View of the lagoon near New Port, Christiansted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

En Fodbold-Kamp. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Boldklubs yngre Afdeling førte i Søndags Formiddags en Væddekamp i Fodboldspil med Eleverne fra Kostskolen i Birkerød. Hvert Parti havde stillet 13 Deltagere, alle under 17 Aar, og det gjaldt om at gjøre det største Antal Partier i Løbet af 1½ Time. Der begyndtes Kl 10,10, og "Birkerødderne" viste sig strax "Kjøbenhavnerne" langt overlegne, thi ikke blot var der mere System og Ro i deres Spil, men ogsaa i Føringen af Bolden osv. viste de større Færdighed og mere fornuftig Hensyntagen end deres kjøbenhavnske Kolegaer. I første Omgang fik Birkerødderne, efter 20 Minutters Kamp med vexlende Held, Bolden tæt ind mod Kjøbenhavnernes Maal, og et Par af disse sidste begik af Kampiver den Fejl at "gaa bag om Bolden", hvilket var forbudt, saa Modpartiet erhvervede sig et "frispark" som gav Birkerød vundet Spil præcis Kl 10½. I anden Omgang førte Birkerød Hæren ligesom i første strax Kampen ind paa Kjøbenhavnernes Territorium, og næsten hele Striden leveredes her; ikke mindre end 6 Gange dreves Bolden igjennem tæt ved Siden af Kjøbenhavnernes Maal, og efter at det et Øjeblik pludselig havde set ud, som om disse skulde vinde, fejrede Birkerødderne paa Slaget 11. Begge disse Partier viste alene ved deres Længde (½ Time), at der fra begge Sider blev spillet med ikke ringe Dygtighed. Kjøbenhavnerne begik navnlig den Fejl, at de stadig holdt sig i en Klump tæt bag ved Bolden, og at de altfor ofte drev denne frem mod Modstanderne med store Spark, ligesom man ogsaa kun sjældent saa, at de havde nogen af deres Folk ude foran Bolden. Disse 2 Omgange tog vistnok til Dels Modet fra Kjøbenhavnerne, hvorfor der ogsaa til Slut ofte viste sig nogen Træthed, ja af og til næsten Ligegyldighed hos dem. Tredje Spil varede i 16 Minutter, og Birkerødderne sejrede atter, og i fjerde Spil forløb den fastsatte Tid (1½ Time), uden at Spillet var afgjort, og uagtet det fortsattes endnu nogen Tid, vel nærmest for at give Kjøbenhavnerne Lejlighed til Oprejsning, tabte disse dog ogsaa denne Gang.

Vi kan ikke noksom anbefale dette fortrinlige Spil til alle Skolemands Opmærksomhed; det er saa at sige ikke forbunden med nogen Omkostning og i høj Grad morende, og da det foregaar under aaben Himmel, bidrager den frembragte dybe og kraftige Respiration til at styrke Lungerne; hertil kommer, at dette Spil paa Grund af den voldsommme Motion bedst egner sig til at udføres i den koldere Aarstid i hvilken næsten alle andre Øvelser af denne Art maa hvile. Derfor er man ogsaa i den senere Tid (se f. Ex. tyske Sportsblade) begyndt at anbefale det stærkt som Vinterøvelse for Roforeninger og deslige. I England har man allerede i mange Aar prist Fodbold Spillet i høje Toner, og sikkert er det, at man vanskeligt skal finde et Spil der bedre egner sig for Drenge end dette.

H.

(Morgenbladet (København) 19. december 1883).

Fotograf J. F. Meyer (1849-1905): Fodbold spilles på græsmark. Ukendt sted. 1870-1905. Kbhbilleder.

Kampen regnes for den første danske fodboldkamp. Det blev først populært blandt den københavnske overklasse, siden over hele landet. Kjøbenhavns Boldklub var stiftet i 1876 for langbold, fra 1879 også fodbold. Man spillede i starten på Rosenborg Eksercerplads, men flyttede så ud på Blegdamsfælleden. En opvisning af fodboldspillet fandt sted 7. september 1879 på Eremitagesletten i Dyrehaven. I perioden 1884–88 stiftedes 18 fodboldklubber i København af disse eksisterer stadig Boldklubben Frem (1886) som cricketklub.

Cigararbejdernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Formanden for Tobaksarbejder- forbundet "Enigheden" har vi modtaget Følgende:

Den langvarige Strejke, der i Aar har fundet Sted i vort Fag, er, som ofte tidligere fremhævet, bleven os paatvungen. Den udbrød den 2den Maj d. A. paa en enkelt Fabrik og Arbejderne fordrede da en Lønningsforhøjelse af 1 Kr. pr. 1600 Cigarer. Vi antog den Gang ikke, at Strejken skulde have faaet det Omfang, som den senere fik, og som gjorde, at vi maatte henvende os til vore Meningsfæller i andre Fag om Hjælp til at føre Kampen. Aarsagen til Strejkens senere store Udvidelse var, at den Fabrikant, hos hvem Arbejdet først blev nedlagt, blev understøttet af flere andre Fabrikanter, og vi indsaa da, at hvis det skulde lykkes os at føre Strejken til et for Arbejderne heldigt Resultat, da maatte Arbejdet nedlægges saa vel paa de Fabriker, hvor fra ovennævnte Fabrikant hentede sin Støtte, som paa alle de Steder, hvor Arbejdet blev betalt med den laveste Løn Dette var saa meget mere nødvendigt, som Cigararbejdernes Lønningssorhold ved gentagne Nedsættelser var blevne saa slette, at mange Arbejdere maatte arbejde til langt ud paa Natten for at skasse det allernødvendigste til sig og Familje, og det havde vist sig, at alle Forsøg paa, ved Hjælp af en mindelig Overenskomst at hæve Lønnen, var strandede paa Fabrikanternes Umedgørlighed.

Da vi saaledes saa os nødsagede til at bruge mere energiske Midler for at tiltvinge os en større Andel i vort Arbejdsudbytte, blev der stillet Fordring om en Lønningsforhøjelse af 2 Kr. pr. 1000 Cigarer. Da vi havde taget dette Skridt, indsaa vi, at Kampen vilde blive Haardere end nogensinde tidligere i vort Fag, og at vi, dersom vi skulde have Udsigt til at føre den sejrrig igennem, maatte sikre os de fornødne Midler til de Strejkendes Underhold ved at appellere til vore Meningsfællers Støtte. Vor Anmodning var ikke forgæves, idet de Løfter, der blev os givet, saa vel om frivillige Bidrag som ogsaa om eventuelle Laan, blev opfyldt ud over de Forventninger, som vi dristede os til at nære. Og denne Støtte har ikke alene virket materielt, men har tillige været en stadig Opmuntring for de Strejkende.

Det gode Sammenhold, der var til Stede blandt Cigararbejderne, og den store Interesse for Sagen, der viste sig hos de øvrige Fags Arbejdere, var selvfølgelig alt andet end velset af Cigarfabrikanterne, og de opbød derfor alt for at sprænge vor Organisation. De indsaa nu, at den tidligere Udbytning, og deraf følgende Fattigdom hos Arbejderne, ikke havde gjort disse modstandsløse, og de forsøgte derfor at undertrykke det, som de kaldte for den "rebelske Aand" hos Arbejderne, og atter faa dem til at gaa ind under Kapitalmagtens Aag, ved at stille dem en stedsevarende Arbejdsløshed i Udsigt. De truede med, at de i Fremtiden ikke vilde beskæftige mandlig Arbejdskraft, og indgik senere en gensidig Forpligtelse, ikke at give Arbejderne en eneste Øre i Lønningsforhøjelse. Medens Fabrikanterne, naar Arbejderne henvendte sig til dem om Lønningsforbedringer, stadig skød sig ind under, at de ikke indbyrdes kunde opnaa Enighed desangaaende, var der dog intet til Hinder for at blive enige om ovennævnte Beslutning, der havde Arbejdernes Undertrykkelse til Formaal, og de fleste Fabrikanter har sikkert fuldt og fast troet, at Sejren nok vilde falde paa deres Side. Men efter at ovennævnte gensidige Løfte var aflagt, indsaa bestandig flere og flere Fabrikanter, at det kneb med at holde det, idet den travle Tid var begyndt, og de derfor ikke kunde undvære deres Arbejdere. Fabrikanterne burde paa den anden Side heller ikke bryde det Løfte, de havde givet deres Kolleger (det er kun overfor Arbejderne, man kan give et Løfte i Dag og bryde det i Morgen), og for at komme ud af Forlegenheden, besluttede de at gaa en Omvej. De sendte da Bud efter deres tidligere Arbejdere, og paatog sig overfor dem en Humanitets-Maske, beklagede deres Nød og opfordrede dem til at genoptage Arbejdet paa de gamle Betingelser. Naar Arbejderne saa havde arbejdet en 14 Tages Tid under de tidligere Forhold, saa skulde Lønnen nok blive forbedret. Dette Forslag, ved hvilket Fabrikanterne stillede sig selv i den rette Belysning, blev selvfølgelig afvist af Arbejderne med Harm og Indignation.

Det viste sig tillige ved denne Fabrikanternes Fremgangsmetode, at der bagved den Fordring, de jævnlig havde stillet, om kun at ville underhandle med deres egne Arbejdere, medens de stadig nægtede at underhandle med Forbundet, skjulte sig et Forsøg paa at undertrykte Arbejderne, og da vi indsaa, at denne Underhandlingsmaade ikke vilde føre til noget som helst for Arbejderne gavnligt Resultat, besluttede Tobaksarbejderforbundet "Enigheden" at tilstille Cigarfabrikanternes Forening et Forslag, hvori der fordredes en gennemgaaende Lønningsforhøjelse af 1 Kr. pr. 1000 Cigarer, samt at intet Arbejde maatte betales med en lavere Løn end 8 Kr. pr. 1000. Dette Forslag blev antaget af Fabrikanterne, og Strejken blev derved endt paa de fleste Fabriker.

Sejren bragtes saaledes til sidst over paa Arbeidernes Side. Opnaaede vi ikke at føre Fordringen om de 2 Kr. pr. 1000 igennem, saa opnaaede vi dog, dette, at Arbejdet vandt en Sejr over Kapitalmagten. Fabrikanterne har ikke sparet paa Midler for at bringe Arbejderne til at underkaste sig. De har sat deres Efteraarsforretning paa Spil, og det er dog navnlig den, der anses for at være den bedste; de har udtømt deres Lagre, og til Trods for deres idelige Fraser om at ville værne om Indlandets Industri, har de ikke taget i Betænkning at lade en stor Del af deres Kunder forsyne sig i Udlandet. Men til Trods for alt dette har de dog til sidst maattet bøje sig for Arbejdernes Solidaritet og Organisation.

Vi maa derfor aflægge vor dybtfølte Tak til enhver, der har bidraget til vor Strejkes Gennemførelse, thi uden Eders Hjælp vilde vi selvfølgelig have staaet forsvarsløse. Vi takker enhver Bidragydende, hvad enten hans Bidrag har været større eller mindre, og vil vise os værdige til den Hjælp, vi har modtager, ved bestandig at hævde vor Ret overfor Kapitalmagten, og vil tillige af yderste Evne gengælde den os tildelte Støtte ved enhver given Lejlighed, hvor andre Fag maatte komme til at trænge dertil.

I det Hele er nu 33 Fabrikanter gaaet ind paa vore Fordringer, og da vi nu ser os i Stand til selv at kunne bestride Udgifterne ved de eventuelle mindre Arbejdsnedlæggelser, bringer vi herved vor Tak til enhver Bidragyder faavel her i Landet som i Udlandet i Tobakarbeiderforbundet "Enigheden."

Den 4. December 1883.

Paa Bestyrelsens Vegne;

E. Hyller.

F. T. Formand.

(Social-Demokraten 5. december 1883).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter f. Petersen Elfelt (1866-1931): Cigarfabrik m. arbejdere. 1903-1910. Det kongelige Bibliotek.

Skt. Peders Gjæstehjem. (Efterskrift til Politivennen)

Skt. Peders Gjæstehjem, der for største Delen er opført for frivillge Bidrag, nærmer sig nu med stærke skridt sin Fuldføreise og vil, hvis der ikke skulde indtræde aldeles uforudsete Forhindringet, efter al Sandsynlighed kunne tages i Brug endnu i indeværende Aar. Forbilledet for dette det første kiøbenhavnske Giæstehjem er det tyske "Herberg zur Heimats", en Instilution, som i Tyskland har vundet stor Udbredelse og der fra fundet Vei op til Hertugdommerne. Overalt hvor denne Institution har faaet Fodfæste, har den udbredt stor Velsignelse, idet dens Formaal nærmest er, ved at byde et godt og billigt Logi i Forbindelse med sund, god og billig Forpleining, at modvirke de billige, men slette og demoraliserende Logishuse, af hvilke Kjøbenhavn eier ikke ganske faa. Det første Giæstehjem hos os er ganske vist kun en ringe Begyndelse i en god Sags Tjeneste, men det maa haabes, hvis Foretagendet vinder den Støtte og Anklang, det fortjener, at det da maa lykkes de Mænds Ihærdighed, der have formaaet at føre Sagen ud i Livet, i en ikke saa fjern Fremtid at reise lignende Gjæstehjem i andre Dele af Byen.

Det nye Gjæstehjem, der ligger i Sct. Pederstræde, er en statelig og anselig Bygning, som skudt noget tilbage fra Gaden og skilt fra Fortovet ved et Jerngitter tager sig aldeles godt ud. Bygningskomplexet har, set fra Gaden, Form som et omvendt T og omfatter Kjælder, en meget høi Stue, første og anden Sal samt betydeligt Loftsrum. Facaden mod Sct. Pedersstræde er fra Grunden og op over den høie Stue pudset med Cement, medens den øvrige Del er opført af graa og røde Mursten, Indgangsdøren og Vinduerne ere fremhævede ved Cementornamenter.

Begiver man sig ned i Kjælderen, finder man her den store, lyse og rummelige Spisestue, endvidere Kjøkken, Spisekamre, Kjedelhus og Maskinrum samt alle de for Økonomaen i et Logishus nødvendige lokaliteter. Gaar man op af Trappen fra Gaden, træffer man i Stueetagen, foruden Gjæstehjemmets Bestyrers den saakaldte "Herbergfaders", Leilighed, den store af Jernsøiler baarne Forsamlingssal og ved Siden af denne en Læse- og Skrivestue samt Opbevaringsrummet for de Logerendes Reisetøi. Første og anden Etage indtages i hele Bygningskomplexets Længde og Dybde af de to Sovesale, der ved spanske Vægge ere delte i flere mindre Rum. saa store, at der i de fleste er Plads til fire Senge. I begge Salene er desuden ladt saa store Rum tilovers, at der udenfor Soveværelserne kan anbringes de fornødne Vaskeapparater. Loftsrummet mod Gaden er ligeledes delt i mindre værelser, der faa Lys gjennem Tagvinduer; disse Rum samt nogle enkelte lignende paa første og anden Sal ere særlig bestemte til Udleining for faste Logerende. Den bageste Del af Loftet indtages af en større Sal, der vil kunne tjene til Afholdelse af Møder og Forsamlinger eller i lignende Øiemed. Alle Rummene oplyses ved Gas og opvarmes gjennem Dampovne, der faa Damp fra Kjedlerne i K|ælderen. Det er desuden paa forskjellig Maade sørget for Ventilation. Maden vil blive kogt ved Damp. Gjæstehjemmet vil naar det staar fuldt færdigt, kunne rumme c. 100 Logerende.

St. Peders Gjæstehjem i Kjøbenhavn. Illustreret TIdende nr. 1276, 9. marts 1884.

Murerarbeidet ved Gjæstehjemmet er besørget af Murmestrene Hansen & Kruse, Tømmerarbeidet af Tømmermester Thorup. Snedkerarbeidet af Snedkermester Evers. Malerarbeidet af Malermester Th. Brandt, Jernstøberarbeidet og Maskinerne af DHrr. Mogensen, Løwener samt Smith & Mygind og Smedearbeidet af Smedemester Høst.

Blandt de større Gaver til Gjæstehjemmet kan fremhæves, at Hds. Majestæt Keiserinde Dagmar har skænket 1000 Kr, Jernstøber Mogensen 1000 Kr. i Arbeide og Savværkseier Hansen 100 Stole.

(Nationaltidende 26. november 1883).

Sct. Peders gæstehjem lå i Sct.Pederstræde 19. Det åbnede februar 1884 og blev nedlagt april 1910. 

Johannes Hauerslev (1860-1921): Sct. Pedersstræde 19. Skiltet på væggen: "Gjæstehjem og Spisehus". Over kældervinduet: "De gamles Spisehus". Bygningen ligger rykket tilbage på grunden af hensyn til en påtænkt gadeudvidelse der aldrig fandt sted. Siden opførelsen synes det også som kælderen ligger lavere: Trappen op til døren ligger nu i gadeniveau. Ca. 1887-1918. Kbhbilleder.