Egebjerg-Drengen. (Efterskrift til Politivennen)

"Egebjergdrengen". Den formodede Kirkeindbrudstyv Chr. Petersen. Egebjerg, der i Søndags anholdtes i Søvind, er 64 Aar og har tilbragt 43 Aar i Tugthuset. I Aaret 1835 blev han ifølge "Silkeb. Av." første Gang anholdt for Bedrageri og idømt 30 Dages Vand og Brød. To Aar efter, 1837, fik Rettens Haandhævere igjen fat i ham. og han dømtes til 5 Aars Tugthus. Neppe var han kommen paa fri Fod, før han igjen blev arresteret og idømt 7 Aars Tugthus. Atter kom han ud og atter kort efter (1850) arresteredes han for nogle meget grove Forbrydelser. Han blev idømt Tugthusarbejde paa Livstid, men benaadedes efter 20 Aars Forløb (1870) af Kongen. Man skulde nu tro, at han havde faaet nok af Fængselslivet, men nej, omtrent 1 Aar efter dømtes han igjen til Tugthus paa Livstid. I 1883, efter 12 Aars Forløb, blev han benaadet for anden Gang, men hans Frihed var kun kort; thi den 3die Juni anholdtes han igjen for at have begaaet Indbrud i Kirker m. m. Ved Voer og Nim Herreders Ret idømtes han 10 Aars tugthus, men ved Overretten og Høiesteret frifandtes han paa Grund af manglende Bevis. Bevis. Chr. Petersen Petersen, Egebjerg, havde nemlig ved sin sidste Bortrejse fra Tugthuset tjent nogle og tredive Kr., og da man beskyldte ham for at have stjaalet, benægtede han det og beraabte sig paa, at det var hans egne Penge, han havde hos sig og havde levet for. Det bevistes rigtignok, at han havde forbrugt over et halvt hundrede Kr., og han maatte altsaa have stjaalet en Del Penge, men desuagtet frifandtes han, som sagt, ved Overretten og Højesteret af Mangel paa Bevis. Denne Gang har man imidlertid Beviser for, at han har stjaalet og gjort Indbrud, og han kan derfor ikke undgaa at blive dømt. "Egebjerg-drengen", som han kaldes, har nu tilbragt 2/3 af sit Liv i Tugthuset og vil sikkert efter den nu faldende Dom opnaa den lidet misundelsesværdige Lod at kunne højtideligholde sit 50-aarige Jubilæum som Tugthusfange.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 28. maj 1884).

Fra Skanderborg skrives i B. Av. af 31te ds.: "Egebjerg-Drengen", en gammel Forbryder, der mangfoldige Gange har været straffet for Tyverier og som i Sommer blev anholdt mellem Horsens og Odder, sigtet for adskillige Kirketyverier m. m., indsattes for en 12-14 Dage siden i Arresten her, efter i nogen Tid at have havt Residents i Silkeborg Arresthuus. Grunden til hans Indsættelse i Arresten her var nærmest nogle her i Judisdiktionen begaaede Tyverier, bl. A. et i Bodil Mølle, i hvilke "Egebjerg-Drengen" antages at have gjort sig skyldig. I denne Anledning har Forbryderen, der er c. 65 Aar gammel, flere Gange været paa Smaaudflugter tilvogns eller tilsøes her i Omegnen, selvfølgelig stadig under den fornødne Politi-Ledsagelse. I Onsdags og i Torsdags var han da ogsaa ude paa en Iængere Kjøretour, aflagde Visiter i Stjær, Galthen osv., og vendte i Torsdags Middags tilbage hertil Byen for kort efter paany at aflægge Besøg ovre paa den anden Side af Storesø. Det er naturligviis overstadigt at bemærke, at naar Politiet har viist "Egebjerg-Drengen" saamegen Opmærksomhed i Form af Kjøre- og Sejltoure, saa har det stedse været i Haab om, at han skulde vise sin Paaskjønnelse ved at aflægge forskjellige Bekjendelser paa de vedkommende Steder. Men i dette Haab har "Egebjerg-Drengen" nok temmelig grundigt skuffet Politiet. Den sidste Skuffelse, han har belønnet Lovens Haandhævere med, er dog den største af dem alle. Den gik ud paa hverken mere eller mindre end at forsvinde fra Arresten efter Hjemkomsten i Fredags Aftes. Da "Egebjerg-Drengen" var retourneret den nævnte Aften Kl. 9 fra Visitten ovre paa den anden Side af Storesø, bad han nemlig om Tilladelse til at gaae et Øjeblik ud i Arrestgaarden. Denne Tilladelse fik han, og lidt efter var han ved Hjælp af et Sengelad, der mærkværdig nok var hensat i Gaarden, entret over Muren og sprunget ned i Skolegaarden. Nu var Fyren fri, og bærende Træskoene under Armen, spadserede han strax ud af Byen sydpaa ad Chausseen. Ved Skanderborg Slotskirke gjenkjendtes han af nogle Spadserende, der spurgte hinanden, om det ikke var "Egebjerg-Drengen", som her foretog en Spadseretour i den smukke Sommeraften. Da Forbryderen hørte sit Navn nævne, fortsatte han sin Vej i Løb og forsvandt lidt efter i Skoven. De nævnte Spadserende henvendte sig nu til Politiet med Forespørgsel, om "Egebjerg- Drengen" ikke havde absenteret sig, idet de syntes at have seet ham ude paa Vejen; men Politiet havde allerede dengang opdaget Arrestantens Flugt og var strax i fuld Aktivitet til alle Sider. Endnu igaar Eftermiddage var det imidlertid ikke lykkedes at paagribe den Undvegne, som besidder stor Rutine paa Forbryderomraadet, medens han dog næppe hører til de voldsomme og forhærdede Karakterer, der benytte ethvertsomhelst Middel for at naae deres brødefulde Hensigter. 

(Aarhuus Stifts-Tidende 1. september 1884).

"Egebjerg-Drengen", der undveg fra Skanderborg Arrest sidste Fredag Aften, er ifølge "Skandb. Av." paany bleven paagreben, nemlig i Tirsdags Aftes paa Enner Mark, hvor han var gaaet ind i et Hus for at faa noget Mad. Konen her kjendte "Egebjerg-Drengen" og havde hørt om hans Undvigelse; medens Forbryderen spiste den Mad, der bødes ham, sendte hun hennemlig Bud efter et Par haandfaste Karle og der kom lidt efter fire Mænd, som bragte "Egebjerg-Drengen" til Sognefogden, der igjen strax lod ham føre til Horsens Arrest, hvortil han ankom om Natten Kl. 1.

(Dagens Nyheder 6. september 1884).

Egebjerg-Drengen.

(Skdb. Av ).

I Søndags Middags vandrede en gammel, øjensynlig meget svækket Mand op gjennem Skanderborg, tagende Retning ud efter Banegaarden til.

Den gamles Gang var noget vaklende, hans Træk var slappe og Blikket sænket mod Jorden. Ryggen var kroget og Haaret graat med et stærkt hvidligt Skær. I Haanden bar han en Stok, den, han øjensynlig støttede sig park: til, og hans Dragt var temmelig fattig, om end ikke pjaltet. Ved et flygtigt Øjekast vilde ingen falde paa, at den gamle var en af Landets mest kjendte og i sin Tid mest - forhærdede Forbrydere.

Det var "Egebjerg-Drengen", der havde aflagt et lille Besøg i Skanderborg, medens han iøvrigt var paa Vejen til Silkeborg.

"Egebjerg-Drengen" er nu en gammel Mand paa 73 Aar. Han har igjennem næsten hele sit Liv været indviklet i Tyvehistorier og andre Forbrydelser, ja af sit lange Liv har han som en Følge af de af ham begaaede Forbrydelser tilbragt ca. 53 Aar i forskjellige Straffeanstalter og Tugthuse.

I sine yngre Dage var han en kraftig og snu Mand, en Forbryder, der med stor List kunde begaa sine Tyverier, undgaa Politiet og bryde ud af Straffeanstalterne. Hans Specialitet har det navnlig været at stjæle Lærred, og rundt omkring i Landet har han drevet sine Tyverier efter en stor Maalestok.

Han har stadig haft sine Smuthuller og sine Gjemmesteder, og han har i Dage, ja Uger, ladet sig jage af Politiet fra Egn til Egn, fra Skov ttl Skov, indtil han til Slut blev nappet, træt og mødig, sulten som en Ravn og kjed af det hele.

Men listig var han. Tilsyneladende kunde han vise det godmodigste Ansigt frem; men som en Kat kunde han løbe fra sit Opsyn, og som den snedigste Tyv kunde han rapse sit Bytte, gjemmende det bedre end de fleste af Faget. Siden han kaldes "Egebjerg-Drengen" - et Navn han har beholdt fra sin Ungdom - , antager vi, at han stammer fra Egebjerg ved Horsens; han er i hvert Fald fra Egnen der omkring.

I 1885 gjorde han Bekjendtskab med Skanderborg Arrest paa Grund af en Række Tyverier, han havde begaaet her omkring; men en Dag, da han opholdt sig ude i Arrestgaarden, forsvandt han med en Akrobats Behændighed over Arrestgaardens høje Mure, tog Flugten igjennem Byen og paagrebes først senere. Hans Flugt vakte megen Opsigt og Uro her i Egnen; men efter sin Paagribelse og Dom, vandrede den gamle forstokkede Forbryder 3 Aar i Horsens Tugthus, et Sted, hvor han før havde haft Ophold i længere Tid.

I Tugthuset, hvor han selv har erklæret, at han hellere vilde være, end sidde nede i Hr. Jøns's ensomme Celler i Skanderborg, tjente han i Overarbejdspenge t Løbet af de 8 Aar hele 245 Kr., og med den Sum i Lommen blev han frigivet forleden.

"Egebjerg-Drengen" slog naturligvis strax efter sin Løsladelse en lille "Basseralle", i Lørdags var han beruset, ja allerede i Fredags havde han nok - under en lille Afstikker ud i Hads Herred - drukket for meget; Natten mellem Fredag og Lørdag sov han i en Vejgrøft, og i Lørdags Aftes arriverede han til Skanderborg, temmeligt stærkt beruset. Her i Byen blev han strax henvist til et Nattelogi, hvor han ikke var udsat for spirituøse Fristelser, og i Gaar Morges havde han sovet Rusen godt ud. I sit Logi fortalte han til, hvem der vilde høre derpaa, hvem han var, hvad hans Liv havde bragt, hvad han havde oplevet i Tugthuset osv. "Jeg husker godt, da jeg var i Skanderborg, - derovre i Arresten," sagde han i Gaar Formiddags. "Men jeg foretrækker dog alligevel Tugthuset ; der er slet ikke saa galt."

"Nu er jeg" - fortsatte han - "for gammel; ja, ja, rent tosset er jeg ikke endnu; Politiet skal ikke saadan løbe med mig. Jeg ved nok, at jeg er en fri Mand igjen, og at ingen kan gjøre mig noget. Jeg er imidlertid nu for gammel til at stjæle mere. Nu vil jeg leve stille og rolig Resten af mine Dage. Jeg vil ikke stjæle mere - gjentog han og jeg vil ikke l Tugthuset mere. Jeg vil nu besøge min Familie rundt omkring, se hvordan den har det, bruge mine Penge til at rejse op og leve for, og naar det er forbi, melder jeg mig til den Kommune, der skal sørge for mig Resten af mit Liv."

"Der er slet ikke saa galt i Tugthuset - vedblev "Egebjerg-Drengen" - ; men naar man er i min Alder, skal man tænke paa de gamle Dage, og det vil jeg til at gjøre .... Jeg har saamænd truffet mange derude i Tugthuset, som er godt kjendt herude i Livet. Jeg kjendte godt ham, Jens Nielsen, der blev halshugget; jeg saa jo selv, da de henrettede ham, og saadan er der adskillige derinde af de mest kjendte, som jeg godt ved Besked om."

Paa Forespørgsel, om han ogsaa kjendte Philipsen. Budet Meyers Morder, svarede "Egebjerg-Drengen", at han vidste slet intet om, at et saadant Mord havde fundet Sted, saa lidt som han vidste, hvem der havde begaaet Mordet. Fangerne i et Tugthus véd altsaa i Virkeligheden ikke stort om hinanden, selv om de er der i aarevis.

Det gamle, blege, trætte Aasyn med de dybe Rynker i Panden røbede i Gaar hverken noget voldsomt eller grist i Karakteren; men naar den gamle Forbryder saa paa den, han talte med, spillede der i Øjet et listigt og funklende Blik, som røbede, at Manden har været i Besiddelse af en Snuhed og Snedighed, som ofte har hjulpet ham paa hans lange, dristige Forbryderbane.

(Horsens Folkeblad 6. juni 1893).

Det bekendte Forbryder Kristen Pedersen af Egebjerg, almindelig kaldet "Egebjerg-Drengen" blev i F. "Hors. Av." i Fredags Morges anholdt af Sognefogden i Egebjerg og transporteret ind til Arresthuset i Horsens. Kristen Pedersen, der for kort Tid siden løslodes af Tugthuset, er bl. a. sigtet for et Indbrudstyveri, der for en halv Snes Dage siden fandt sted i Kattrup, og hvorfra der er blevet stjaalet nogle Klædningsstykker.

(Herning Folkeblad - Vestjylland. 7. august 1893).

"Egebjerg-Drengen", Christen Petersen, er i F. "Horsens Venstreblad" i Forgaars anholdt i Horsens. Man mener nemlig, at det er ham, som har Indbrudstyveriet i Fruering Kirke Natten mellem den 18. og 19. paa sin Samvittighed.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 28. februar 1894).

Forskrækkelse i Søvind.

Fra Søvind skrives til os:

"Egbjerg-Drengen kommer!" gik som et Lyn gennem Søvind i Onsdags Aftes. Der telefoneredes til Sovind, at den berygtede Forbryder vistnok havde været paa Tyrrestrup og var gaaet efter Toftum til. Folk i Søvind fik travlt med at efterse alle Vinduskroge og faa Dørene stænget forsvarlig, for at han ikke skulde komme ind. Enkelte Steder satte man endog Søm for Haspen for at være sikker. Og saa var det endda knap nok, at Folk kunde sove rolig.

Men Dagen efter klaredes Situationen, idet det oplystes, at det var en gammel skikkelig Mand fra Grimstrup, som man havde antaget for at være "Egebjerg-Drengen". Han gik for at besoge en gammel Bekendt i Ørbæk. Manden var ganske vist Halvbroder til nævnte Person, men det kunde han jo ikke gøre for. Han oplyste til stor Beroligelse for de opskræmte Mennesker, at "Egebjerg-Drengen" for Tiden sidder under Laas og Lukke.

(Horsens Arbejderblad 15. april 1894).

Egebjergdrengen.

Den nu 75-aarige Christen Pedersen Egebjerg, kendt under Navnet Egebjergdrengen, som i over et halvt Aarhundrede har været en stadig Gæst i vore Straffeanstalter, har nu atter faaet sit Strafferegister forøget med 8 Aars Tugthusarbejde for følgende Forbrydelse:

Natten mellem den 18, og 19. Febr. blev der begaaet Indbrud i Fruering Kirke ved Skanderborg, ved hvilken Kirkeblokken, der var forsynet med Anle-Hængelaase, blev opbrudt og paa 74 Øre nær tømt for sit Indhold, der havde udgjort ca. 10 Kr, Tyven havde haft ikke saa lidt Besvær med at komme ind i Kirken; først havde han nemlig opbrudt Døren til Taarnet, og da han ikke derfra kunde komme videre, havde han forsøgt at opbryde et Jærnvindue og Døren paa Kirkens Sydside, Da dette imidlertid mislykkedes for ham, har han saa taget Kirkegaardslaagen og stillet den op ad Døren paa en Træramme, der benyttes som Gravform; ved at klatre herop paa, kunde han naa Buevinduet, hvorigennem han saa, efter at have ituslaaet en Rude, er krøbet ind i Vaabenhuset, hvorfra der var uhindret Adgang ind i Kirken. Efter at have opbrudt Blokken, er han gaaet samme Vej tilbage, idet han, for at naa op til Vinduet fra den indvendige Side, har stillet tre Bænke ovenpaa hinanden opad Døren.

Mistanken faldt straks paa Arrestanten, og skønt han vedholdende har benægtet at være Gærningsmanden, er der dog fremkommet saa mange Indicier imod ham, at Viborg Overret, der har stadfæstet Hjelmslev-Gern Herreders Ekstrarets Dom, har kunnet dømme ham derpaa. For saa vidt han derimod tillige bl. a. er sigtet for Tyveri af et Par Benklæder, kan dette mod hans bestemte Benægtelse ikke anses godtgjort, (Hors, Av,)

(Herning Folkeblad (Vestjylland) 19. december 1894).

Overretten i Viborg stadfæstede underretsdommen i september 1894. Mens han ventede på højesteretsdom, sad han på "Hotel de Jøns" i Skanderborg. Højesteret stadfæstede i november 1894 dommene. Egebjerg-Drengen døde i januar 1899 i Horsens Tugthus. Han nåede altså kun at afsone ca. 5 år af straffen på 8 år.

Egebjergdrengen.

Om en gammel Tyv, der i Vinter døde i Horsens Tugthus, "Egebjerg-drengen", skriver Inspektør Grundtvig i "Tidsskrift for Fængselsvæsen" bl. a. : Christen Egebjerg var født i Egebjerg ved Horsens den 11. April 1819 og døde i Horsens Tugthus den 21. Januar d. A , blev næsten 80 Aar gl. Han havde dog i de sidste 61 Aar saa godt som ikke hørt til denne Verden, idet han efter sit 18. Aar havde tilbragt paa det nærmeste 59 Aar i Fængsel og kun været paa fri Fod godt 2 Aar ialt, hvoraf endda en Tidsalder paa Fattiggaarde etc.

Af de 59 Fængselsaar er de ca. 8½ Aar tilbragt i Varetægtsfængsel, ca. 35½ Aar i Horsens og 7 Aar i Viborg Tugthus, ca. 5 i Kronborg Fæstning og ca. 2 Aar i Københavns Stokhus.

Hans Operationsfelt var ikke stort, egentlig kun Horsens-Aarhus-Randers-Silkeborg- Skanderborg, og hans Forbrydelser var - afset fra Politiforseelser - kun Ejendomsforbrydelser, i de sidste 57 Aar kun Tyverier. Nogen egentlig Specialitet havde han ikke; han stjal stort og smaat. Penge og Effekter, lejlighedsvis eller efter forudlagt Plan, om Dagen eller om Natten, ved Indbrud eller ikke, alt som det kunde falde sig. Hvad der gør ham mærkeligt ved Forbrydere, er hans ustandselige og hurtige Tilbagefald.

Han har nemlig i ca. 61 Aar kun været paa fri Fod ialt i 2 Aar 16 Dage og i alle disse Aar uafbrudt kun 1 Gang i godt 1 Aar og iøvrigt 1 Gang i ca. 4 Maaneder, 2 Gange i ca. 3 Maaneder, 3 Gange i ca. 2 Maaneder, 2 Gange i ca. 1 Maaned og 1 Gang i 8 Dage.

Selv de 3 forskellige Indespærringer paa 13-14 Aar formaaede ikke at gøre ham lovlydig mere end 2-3 Maaneder, skønt han endog den ene Gang (1869) var benaadet for Tugthusarbejde paa Livstid paa den Betingelse, at han, hvis han begik ny Forbrydelser, vilde være at indsætte til Udstaaelsen af denne Straf, og skønt han hverken var drikfældig, arbejdsudygtig eller ubegavet.

Ti Gange er han løsladt af Straffeanstalter som færdig med sin Straf eller benaadet og fire Gange er han brudt ud, idet han to Gange (1843 og 1846) undslap fra Viborg Straffeanstalt, 1 Gang (1869) fra Horsens Straffeanstalt og 1 Gang (1884) fra Arresthuset i Skanderborg; det varede dog kun henholdsvis 14 Dage, 4 Dage. 1 Maaned og 5 Dage, førend han atter paagrebes i sin sædvanlige Egn.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 29. september 1899).

til dette tilføjede Viborg Stifts-Tidende:

Med god Grund spørger Forfatteren: Mon ikke Troen paa den blandt Folk i Almindelighed faa højt vurderede "Afskrækkelse" kunde bringes til at vakle en Smule ved et sligt Exempel, og det tilmed fra en Tid, da der i Strafudøvelsen lagdes en ganske anden Vægt paa dette Moment end paa det opdragende, som man nu til Dags sværger til og stræber mere og mere at udforme efter Individets og Livets Kraft.

At Egebjerg-Drengen, som han kaldtes, blev, som han blev, har vel nok tildels sin Grund i, at han som født af en Tjenestepige uden for Ægteskab fik den for slige Børn - ikke mindst i den Tid - almindelige, forhutlende Opdragelse, der giver deres Liv et vist rodløst Præg, saa at de ingensteds føle sig hjemme, men allesteds tilovers, og skaber det uheldigst mulige Milieu for den i dem maaske alt ved Fødslen nedlagte flygtige Tilbøjelighed.

(Viborg Stifts-Tidende 14. november 1899. Uddrag).

Husarrekrut Stuhr løsladt. (Efterskrift til Politivennen)

Søg på Rekrutsagen og Stuhr på Jægersborg Kaserne og den opstandelse sagen vakte i 1876.

Husarrekrutten A. P. Stuhr, der for en Del Aar siden blev idømt 150 Rottingslag og 6 Gange 5 Dages Fængel paa Vand og Brød i mørk Arrest og dernæst til Tugthusstraf paa Kongens Naade, bliver, i Følge hvad der fra flere Sider meddeles, efter Krigsministerens Indstilling til Kongen løsladt af Horsens Tugthus, hvor han har været fængslet 8-9 Aar. En større Del af Straffetiden har han som  sindsforvirret tilbragt paa St. Hans Hospital ved Roskilde. - Stuhrs Historie er, i F. Vejle A. Fkbl., i Korthed følgende: Umiddelbart efter at være indkaldt som Husarrekrut med Ophold paa Jægersborg erklærede han en Aften, - vistnok den første - da Rekrutterne skulde til Ro, at han ikke vilde i Seng, en Underofficer tilkaldtes og en uhyggelig Scene paafulgte, under hvilken Stuhr slog sin Foresatte. Han skulde nu have 150 Rottingslag, paa 2 Dage; men under Ekskutionen sprang Stuhr ind paa Livet af sin Ritmester og øvede Vold imod ham. Saa blev han dømt til Tugthusstraf paa ubestemt Tid, og det unge Menneskes Fremtid var dermed spoleret. Nu har han, som sagt, hensiddet det meste af en halv Snes Aar i Horsens Tugthus og har formodenlig faaet koldt Vand i Blodet. Men man ser deraf, at liden Tue tidt kan vælte et stort Læs; Stuhr, der, indtil han trak i Trøjen, var en ordenlig Fyr, havde næppe tænkt, hvilken sørgelig Ende hans Militærtjeneste skulde tage, og hvilken afgjørende Indflydelse, den skal faa paa hele hans Liv. Rottingslagene og Tugthusopholdet skulde forøvrigt have efterladt saa varige Mærker, at det før saa sunde og raske unge Menneske nu er ældet betydeligt og dertil meget svagelig.

(Skive Folkeblad 21. maj 1884).

Martin Schmidt: Vestre Kirkegaard Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Tivoli som åbnedes store bededag, var trods det mindre gunstige vejr dog straks besøgt af henimod 4.000 mennesker, og i går aftes da vejret var fuldstændig sommerligt, havde der samlet sig ca. 7.000 mennesker på etablissementet. Siden sidste sæson er der vel ikke foretaget noget større byggearbejde, men forskellige udvidelser og anlæg har dog fundet sted, ligesom lokalerne i det hele er blevet oppudsede, så at etablissementet nu under den begyndende forårspragt tager sig meget smukt og tiltalende ud i enhver henseende. 

Til de anlæg der er blevet udvidet, hører dampkarussellen hvor der i går eftermiddag indtraf en uhyggelig begivenhed, idet konduktøren (en ugift typograf ved navn Martin Schmidt), som var i begreb med at indkassere penge hos publikum, mens karrussellen var i gang, sprang ned imellem to af bådene, hvorved han faldt på skinnerne og blev overkørt af hjulene på hoved, bryst og arme, så at han øjeblikkelig måtte køres til Kommunehospitalet hvor han efter svære lidelser er afgået ved døden i morges. 

De to store orkestre i Tivoli dirigeres som sædvanlig af hr. Balduin Dahl og hr. C. E. Møller, og på teatret samt på Plænen optræder der tre ualmindelig dygtige gymnastikerselskaber. 

Ørstedsparkens Kuranstalt der først senere åbnes i parken, vil med det første etablere en brøndkur på Tivoli. Anstaltens kemiske fabrik har været i travl virksomhed lige siden december måned, da aktieselskabet blev stiftet. Dets maskiner der for en stor del er forfærdigede i udlandet, leveres og opsættes af firmaet Løwener & Co, og er af allernyeste konstruktion, ligesom der i det hele bliver draget omsorg for at de forskellige sorter vand bliver fabrikerede efter de bedste metoder. Det er ikke ganske ubetydelige kapitaler der hertil udkræves, og alene flaskerne repræsenterer en værdi af henimod 10.000 kr.

(Slagelse-Posten, 13. maj 1884).

På dette foto fra 188 ses til venstre Damp Flotille Karrussellen. Det anes at der er tale om både, men om det er de samme hvor Martin Schmidt blev dræbt, skal jeg ikke kunne sige. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder. Mariboes samling. 

At vor elskede søn, typograf Martin Schmidt ved et ulykkestilfllde er afgået ved føden, i sit 21. år, efter 12 timers hårde lidelser, dette sorgens budskab meddeles herved af hans dybtsrgende forældre og søskende.

Johanne Schmidt, født Schmidt.

Ludvig Schmidt, skrædder

Begravelsen finder sted søndag den 18. maj, kl. halv et fra kapellet på Vestre Kirkegård.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 16. maj 1884).

Jordefærd. I søndags jordedes på Veste Kirkegård typograf Martin Schmidt der forrige søndag forlykkede på Tivoli hvor han var ansat ved dampkarrusellen. Et meget stort følge af slægt, venner og kolleger havde indfundet sig. Sangforeningen "Baldur" sang en ligsalme i kapellet, hvorefter pastor Schmaltz holdt en lang tysk tale. Ved graven sang en tysk sangforening et farvel. Efter jordpåkastelsen sænkedes typografernes fane tre gange over graven som en sidste hilsen fra arbejdsfæller.

(Social-Demokraten, 20. maj 1884).

Det omtalte kapel er det nu nedrevne trækapel tæt på indgangen ved Bavnehøj Alle. Det var det eneste kapel som eksisterede dengang. Der er formentlig tale om daværende sognepræst ved St. Petri tydske Kirke, Paul Ferdinand Schmaltz (1828-1893).

Frederik A. Hertz dømt for Majestætsfornærmelse. (Efterskrift til Politivennen)

Forfølgelsen mod Hertz

- - -

Hvad endelig tiltalen mod Hertz for Overtrædelse af Straffelovens 11te Kapitel, er denne foranlediget ved et i Ugebladet "Ravnen" Nr. 45 for 11te November f. A. indrykket Digt. betitlet "Luthers 100aarige Jubilæum" ved hvis i de to sidste Vers indeholdte anstødelige og forhaanende Hentydninger den Kongen og Dronningen skyldige Ærbødighed maa anses t høj Grad krænket. Da Hertz har erkendt, at der paa bemeldte Numer af "Ravnen" som Ansvarhavende anførte Navn Fr. A. Hertz er sigtet til ham, og tilmed erklæret, at det er med hans Billigelse, at Digtet er indrykket i Bladet, og da der intet Hensyn vilde kunne tages til hans Anbringende om, at han ikke har tænkt sig, til hvem der i de nævnte 2 Vers er sigtet, kunde han for sit Forhold i saa Henseende ikke undgaa Ansvar efter Straffelovens §§ 90 og 93.

Ved Rettens Dom blev [---] Hertz i Medfør af Straffelovens § 64 med en efter dens §§ 90 og 93 lempet Tillægsstraf, der bestemtes til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

Vi skal senere komme tilbage til denne Dom.

(Social-Demokraten 23. april 1884).

Kriminalrettens Dom over Redaktør Hertz.

- - -

Vi vender os nu til den for "Majestætsfornærmelsen" afsagte Dom. Denne er som bekendt bygget paa et Digt i Ugebladet "Ravnen", hvori der skal være sigtet til Kongen og Dronningen. Det mærkelige er imidlertid, at hverken Kongen eller Dronningen er nævnt i Digtet og at Hertz har protesteret imod, at der deri var sigtet til disse to Personer. Der er endvidere den Mærkelighed derved, at Undersøgelsesdommeren, Assessor Thiele, ikke forstod de ytringer, det nævnte Digt indeholdt, og at man først efter vidtløftige Undersøgelser og Forespørgsler fik stillet en Forklaring deraf paa Benene. Ikke desto mindre har Retten idømt Hertz G Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

Efter denne Retspraksis kan man altsaa befrygte, at enhver uforsigtig Ytring kan blive udlagt som en Majestætsfornærmelse. Betingelsen for at blive dømt er jo herefter kun den, at en Kriminalretassesor "finder", at der ved en saadan Ytring kan være sigtet til Kongen eller Dronningen. Det nytter ikke, at Vedkommende benægter, at Sligt har været hans Hensigt. Det nytter heller ikke, at der her i Landet kan gives mangfoldige andre Personer, til hvem en saadan Ytring kan være rettet, lige som det er en aldeles ligegyldig Sag, om Vedkommende bliver "overbevist" eller ikke; naar en Assessor mener, at der er sigtet til Kongen, saa er dette nok til at fælde en Dom, og til at hensætte en Mand i el langvarigt Fængsel paa Vand og Brød.

Denne Jagen efter Majestætsforbrydelser, denne Forfølgelse af Folk, der staar i Opposition til det bestaaende Regimente samtidig med, at der ses igennem Fingre med Folk, der bærer et finere Navn og beklæder en eller anden af de saakaldte "agtede" Stillinger i Samfundet vil imidlertid ikke bidrage til at befæste det Bestaaende. Tværtimod aabner en saadan Fremgangsmaade Øjnene for det nuværende Regeringssystems Hulhed og Raaddenskab, og bevirker, at den nuværende Samfundsbygning hurtigere end ellers vil styrte sammen for at give Plads for sundere og fornuftigere Tilstande.

(Social-Demokraten 24. april 1884).

Drab af Pleiebarn. (Efterskrift til Politivennen)

Drab af et Plejebarn. H. N. S. L. Kornerup kom for ca 8 Aar siden tilligemed sin Hustru her til Staden, hvor de senere har levet i ringe Kaar, uden at han har haft nogen stadig Beskjæftigelse. I bemeldte Tid har de mod Betaling haft to Barn i Pleje, og efter at det ene af disse var død i Begyndelsen af forrige Aar, henvendte hans Hustru sig efter Samraad med sin Mand til en Jordemoder for ved hendes Hjælp paany at erholde et Barn i Pleje. Den 25de September f. A. modtog de ogsaa et Drengebarn, som de skulde abortere mod en Betaling en Gang for alle af 450 Kr, hvilken Sum de, for at Adoptionsbevillingen vor erhvervet, erholdt udbetalt den 18. Oktober. Dagen efter døde Barnet, og da den i den Anledning til kaldte Læge fandt Tegn paa Vold. gjorde han Anmeldelse til Politiet, hvorefter Kornerup blev anholdt. Han nægtede først at have udøvet nogen Vold mod Barnet, senere afgav han Tilstaaelse, hvis Rigtighed er bestyrket ved det iøvrigt oplyste. Efter at han og hans Hustru havde modtaget de ovennævnte 450 Kr., forlod sidsenævnte lidt efter Middag deres Hjem, og medens han sad alene hjemme og tænkte over, at han herefter skulle forsørge Barnet, faldt det ham ind, at han kunde fri sig for denne Byrde ved at dræbe Barnet, og besluttede strax at sætte dette i Værk. Han gik derfor hen til den i hans Dagligstue staaende Barnevogn, hvori Barnet laa, anbragte en Haand paa hver af dets Sider udvendig paa Klæderne, saalede, at han lagde Tommelfingrene ind paa dets Bryst og de fire andre Fingre sat op mod dets Sider, lidt under Armhulerne og trykkede derefter med begge Hænderne to Gange stærkt paa Barnets Brystkasse, hvorpaa det begge Gange skreg højt og græd lidt, men derefter laa rolig. Da hans Hustru kort efter kom hjem, fortav han det passerede for hende, og først hen paa Aftenen bemærkede hun, at Barnet var meget sygt, og lod først en Jordemoder og derefter en Læge kalde, der imidlertid ikke var hjemme og først indfandt sig næste Dags Morgen. Barnet viste sig da at være Døden nær, og lidt før Middag døde det. I Følge Obduktionsforretningen har Døden indtraadt som Følge af flere forefundne Læsioner i Brystkassen, som maatte være opstaaede ved ydre Vold. Forøvrigt har der under Sagen været Spørgsmaal om Arrestantens Tilregnelighed, og han har i den Anledning været indlagt paa Kommunehospitalet under Qbservation af Retslægen. Denne har som sin Overbevisning udtalt, at der ingen Grund foreligger til at antage, at Arrestanten ikke har været tilregnelig, da han begik den i Sagen omhandlede Forbrydelse, og denne Erklæring er tiltraadt af det kgl. Sundhedskollegium.

I Medfør at det anførte og idet Arrestantens Drab af Barnet efter samtlige med samme forbundre Omstændigheder fandtes at maatte betragtes som udøvet med Overlæg, blev han ved Kriminalrettens Dom af 19de d. M. anset efter Straffelovens § 190 med Livsstraf.

(Morgenbladet (København 23. april 1884).

Hans Nicolai Sophus Lehmann Kornerup, født 13. februar 1848 indankede sagen til højesteret hvor straffen den 11. juni 1884 blev stadfæstet. Tirsdag den 12. august 1884 blev straffen ved kongelig resolution ændret til livsvarigt tugthus. Tirsdag den 17. juli 1900 blev Hans Nicolaj Sofus Lehmann Kornerup prøveløsladt.