28 august 2023

Fra Utterslevmark. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! De vilde gjøre mig - og sikkert Almenheden i det hele - en Tjeneste ved at give nedenstaaende Bemærkninger Plads i Deres ærede Blad.

I det Foredrag, som Professor Engelsted i Tirsdag Aftes holdt i "Selskabet for Sundhedspleien", omtalte han, "at der ved Utterslev fandtes et Sted, hvor Drikkevandet til Hovedstaden løb saaledes, at der var Fare for dets Inficering", og han tilføiede senere: "Heldigvis havde vedkommende Borgermester lovet at bidrage til en Forandring i dette Forhold." Endelig omtalte han, at Oplagspladsen for Natrenovationen kunde være en Kilde til Infektion. Da Publikum i Almindelighed sagtens ikke kjender nærmere til denne ved Utterslev paa Magistratens Jorder liggende Kilde til Inficering af Kjøbenhavns Drikkevand, være det mig her tilladt at give en Del faktiske Oplysninger om den omhandlede "Kilde." Fra Latrinoplagene i Raadmandsmarken, fører der en stor, aaben Markgrøft gjennem Magistratens Jorder, Haarene kunne reise sig paa ens Hoved, naar man betragter denne Grøfts Indhold. Det ser ud og lugter, som om flere Læs Latringødning vare væltede ud i Grøften. Men en Markgrøft skal jo have Afløb, og Grøften føres derfor videre over en privat Mands Jorder; derfra ledes dens Indhold under Haraldsgade mellem Eiendommene Nr. 5 og 7 og videre under Nordbanens Spor til Lersøen. Langs med denne Sø fortsættes Grøften med dens for de tilstødende Lodseiere værdifulde Indhold videre under Ladegaardsaaen over paa Utterslevs Mark. Grøften følger nu langs Ladegaardsaaen til den Ledning, der forsyner Kjøbenhavn med Drikkevand. Her føres den atter under Ladegaardsaaen og følger nu langs denne og Kjøbenhavns omtalte Drikkevands-Ledning. Tilsidst udmunder Grøften i den Kloak, der kaldes Rosenaaen. - Den omtalte Grøft er i sin Begyndelse aldeles fyldt med Latringødning næsten hele Aaret igjennem. De Latrinoplag, der tidligere fandtes paa Utterslev Mark, ere nu ved Lersøen, men man tør sikkert antage, at den omhandlede Grøfts Indhold derved kun yderligere forøges, og Faren for en Inficering af Kjøbenhavns Drikkevand ligesaa. Overfor det her omhandlede Forhold staar det som temmelig betydningsløst, at Natrenovationen ikke formenes at arbeide paa tilfredsstillende Maade, naar dog de Produkter, der ere Gjenstand for dens Omsorg, bagefter i fortyndet Tilstand føres tilbage til Kjøbenhavns Indbyggeres Forbrug igjen gjennem Drikkevandet. At vedkommende Borgermester har lovet at bidrage til en Forandring i dette Forhold, turde dog virkelig være for lidt under den truende Fare for en Koleraepidemis Udbrud: der maa mere til, for at Kjøbenhavns Indbyggere skal kunne føle sig trygge ved Nydelsen af det dem leverede Drikkevand.

(Nationaltidede 22. november 1884).


Latrinoplaget på Utterslev Mark ("Ørnevejskvarteret") eksisterede 1870-1880. Latrinoplaget i Rådmandsmarken eksisterede 1850-1890. Det lå nogenlunde i nutidens firkant Nørrebrogade-Baldersgade-Tagensvej-nordvest for Heimdalsgade. Begge blev erstattet fra 1880 af Lersøen indtil 1920'erne.

26 august 2023

Fejø-Sagen (3): Højesteretsdom. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteretsdom. Under en af Højesteret i Onsdags paakjendt Sag tiltaltes Ane Kirstine Christiansen og hendes Moder Christiane Gotfredsen, førstnævnte for Barnefødsel i Dølgsmaal, Barnemord og falsk Angivelse; sidstnævnte for Delagtighed i disse Forbrydelser og Mishandling af sine Børn. - De nærmere Omstændigheder, som vi tidligere har gjengivet udførligt, resumerer vi efter Kjøbenhavnsbladene kort.

Da Ane Christiansen, der er ugift og et uægte Barn af Christiane Gotfredsen - hvilken sidste selv er ugift og har tre uægte Børn, der igjen have uægte Børn, som tildels ere tilhuse hos hende - i Sommeren 1880, medens hun tjente hos en Gaardejer paa Femø, var bleven besvangret af en hos denne tjenende Karl, og denne derefter ikke vilde vide noget af hende, henvendte hun sig i Efteraaret til sin Moder, tiltalte Gotfredsen, der ligeledes bor paa Femø, for hvem hun tidligere havde nægtet at være frugtsommelig, og betroede hende nu sin Tilstand samt den hende af Barnefaderen gjorte Meddelelse. Da nu Moderen indsaa, at hun ogsaa vilde komme til at faa Datterens Barn tilhuse hos sig, og det uden Vederlag, hvis det skulde leve, besluttede hun at formaa Datteren til at aflive Barnet efter Fødslen. Da Datteren af Naturen er blød, brugte Moderen, der har en haard Karakter, sin Indflydelse over hende for at faa hende til at beslutte sig til Barnets Drab. Datteren gik da modstræbende ind herpaa, og det bestemtes, at Moderen skulde være tilstede ved Fødslen, men at Datteren, saa snart denne var foregaaet, selv skulde ombringe Barnet, og Moderen derefter skaffe Liget til Side, og for at Gjærningen bedre kunde skjules, besluttedes det, at Drabet af Barnet skulde foregaa paa Fejø.

Til den Ende begav Datteren sig en Dag i December 1880, da hun følte, at Fødslen var nær forestaaende, over til en gift Søster paa Fejø, hvor hun efter Aftale med Moderen traf sammen med denne, der for ikke at vække Mistanke forud var tagen over til Fejø. Ved Middagstid begave Moder og Datter sig paa Vejen til en i Nærheden af Fejø Kirkegaard beliggende Mark, hvori Datteren ved et Gjærde nogle Timer efter og efter Mørkets Indtræden fødte et Drengebarn, der var levende og skreg. Datteren aflivede derpaa, efter at Moderen havde sagt til hende, at hun skulde skynde sig dermed, Barnet ved at kvæle det, og Moderen vilde nu skaffe Barnet til Side, men for at være ganske sikker paa, at der ikke længere var Liv i det, forlangte Datteren, at det skulde blive liggende en Tid ved Siden af dem, og det blev derfor liggende en halv Times Tid utildækket, hvorpaa de atter overbeviste sig ved Barnets Kulde om, at Døden virkelig var indtraadt. Moderen indsvøbte derefter Barnet i noget af hende medbragt Tøj, hvilket hun bandt stramt om Barnets Hoved og Krop med et Baand, som hun snoede flere Gange om Barnets Hals og bandt fast, for at Livet i Barnet, hvis det imod Formodning endnu skulde findes, kunde udslukkes. Moderen begav sig derpaa alene med Pakken op paa Fejø Kirkegaard, hvor hun ønskede Liget hen, for at det kunde komme i kristen Jord, og hvor hun vidste, at der fandtes en større Ukrudts- eller Affaldsbunke, og i denne gjorde hun en Aabning, hvori hun lagde Pakken, som hun tildækkede med Indholdet af Bunken. Derpaa gik Moderen tilbage til Datteren, som hun søgte at trøste, da Datteren klagede sig for sit Barn, og derpaa begave Moder og Datter ved Midnatstid sig tilbage til deres Slægtnings Hus, hvor de overnattede. Dagen efter tog Datteren tilbage i sin Kondition paa Femø og en følgende Dag Moderen til sit Hjem sammesteds, idet de, ligesom ved Ankomsten til Fejø, ogsaa rejste tilbage til Femø hver for sig, for ikke at vække Mistanke.

Barneliget fandtes den 26de Maj 1881 paa Fejø Kirkegaard, men var den Gang i en i høj Grad opløst Tilstand; Obducenterne antage, at Barnet har været nyfødt, og at det har havt en saadan Modenhedsgrad, at det maa anses for at have været levedygtigt, lige som Obducenterne ansaa det for sandsynligt, at at det har aandet og altsaa levet efter Fødslen.

Da Barneliget blev fremlyst af Politiet, men førend Moder og Datter vare tagne i Forhør, tilskrev Datteren for at bortlede Mistanken fra sig - efter Opfordring af Moderen - Birkedommeren paa Fejø i Juli 1831 et anonymt Brev, hvori hun henledede Mistanken paa en Gaardejers Datter, som derefter blev underkastet Lægeundersøgelse til Oplysning om, hvor vidt hun havde født.

Hvad Tiltalen imod Moderen for Mishandling af sine Børn angaar, da sigtedes herved til Forhold, der laa over 10 Aar tilbage i Tiden, men ved Resolution af Justitsministeriet bestemtes det, at Sagen ogsaa for saa vidt skulde paakjendes. Det var i saa Henseende oplyst, at Moderen, da førnævnte Datter var 9 a 10 Aar gammel, havde paa forskjellig Maade mishandlet hende, navnlig slaaet hende voldsomt med knyttet Næve for Brystet og i Hovedet og vedblevet saa længe dermed, at det sortnede for Datterens Øjne og der stod Blod ud af det ene Øre, lige som Moderen havde slaaet Datteren med en Gjærdestav, hvor hun kunde træffe, og oftere tærsket hende med en Riskost, der var dannet af fem sammenbundne Pilekviste.

Ved de foregaaende Instansers Domme vare de tiltalte ansete, Datteren, der er født 1858 og altsaa nu 26 Aar gammel, med Forbedringshusarbejde i 5 Aar, Moderen, der er født 1825 og altsaa nu 59 Aar gammel, med Livsstraf. 

Højesteret stadfæstede disse Domme.

(Lolland-Falsters Folketidende 31. oktober 1884)


Det anbefales at læse hele serien om Fejø-Sagen idet det viste sig at tilståelserne var aftvungne og de to dømte blev senere pure frifundet.

Uhyggelige Arrestlokaler. (Efterskrift til Politivenen)

Vendsyssel Tidende skildrer et Besøg i Arrestlokalerne i Hjørring paa følgende Maade: "Vi traadte med en Lygte ud i den mørke, lave, halvt mugne Gang, hvortil vender 11 sorte, jærnbeslaaede Døre. Alle Fangerne er gaaede til Ro. De maa ikke have Lys. Inde i en af dem hører man Mumlen. Det er et Par, der forslaar Tiden for hinanden. Fra en anden lyder der Vuggen, en hæs og grov syngende Fruentimmerrøst og spæde Barneskrig. Den lille er kommen i Brummen i rigtig god Tid. Det Liv begynder under lovende Forhold. "Her er en," sagde Arrestforvareren, idet han lukkede en Dør op. Vi stod i et lille Rum med en Luft, der faldt for Brystet, skjøndt Vinduerne eller Glughullerne var aabne. Væggene var mørkplettede af Fugt, der er løbet ind fra Gaden. Et Par sammenslaaede Brædter danner Bordplade, hvorpaa en Vandkrukke og en laset salmebog, sædet er et Brædt, bag hvilket Væggen er smudsig af Fangernes Ryg, og en lang, flad, gjennemhullet, hyttefadlignende Trækasse er seng. "skal der være et - Menneske her?" - "Nej, der skal være tre. Denne seng er til to, og den der til en". Han viste paa en anden smallere Kasse, der var slaaet op ad Væggen bag ved. Jeg bankede med Knoen paa Loftet og maalte stiltiende Gulvet Det var fem skridt langt paa den ene Kant og fem skridt bredt. "Hvordan forhindrer De, at Folk, ja Fangernes medskyldige, taler med dem eller putter noget ind til dem fra Gaden?" sagde jeg, idet jeg bemærkede, at der var boret et fingerstort Hul gjennem Vinduets helt raadne Ramme, saa at det kunde aabnes. "Det kan vi heller ikke forhindre." "Ja. De kan maaske have dem ud til Gaarden?" - "Nej, der er kun 10 brugelige Arrester, og vi har haft indtil 31 Fanger. Vi har jo to Herreder." Den anden Række af Fængsler vender ud til en 11 skridt bred Gaard, af hvilken Halvdelen bruges til Have. Med andre Ord, Hjørrings Arresthus med Tilbehør er ikke alene daarligt, men det er en skandale.

(Morgenbladet (København 29. oktober 1884).


Hjørring Arrest var indtil 1886 i byens rådhus. I 1834 blev der opført et nyt rådhus på Torvet 6 opført og i kælderetagen blev indrettet med 11 arrestlokaler og en bolig til byens arrestforvalter. Et af arrestlokalerne blev kaldt for den borgerlige og blev benyttet som gældsfængsel. To andre lokaler var vand og brød arrester. Et ophold kostede i 1885 fangen i forplejning 40 øre i døgnet, brød kostede 7 øre og skulle man have rengjort sit tøj for utøj, kostede det 1 kr. Arresterne var på daværende tidspunkt overfyldte. Man opførte i 1886 et nyt ting- og arresthus i Jernbanegade.

Kvindehævn. (Efterskrift til Politivennen)

Den derværende Overret har paadømt en fra Antvorskov Birks Politiret indanket sag under hvilken Meieripigerne W og S paa Idagaard tiltaltes for en Aften i Januar Maaned at have gjennembanket Avlsforvalteren, som under Ejerens Fraværelse havde Husbonds Myndighed paa Gaarden. Den 26de Januar havde Forvalteren, som i Mejeribødkerens Fraværelse førte Tilsyn med Malkningen, efterat denne var endt paalagt dem at tætte Jungerne med Mælken paa Vægten, forinden de blev kjørte til Slagelse, hvor ellers Vejningen først plejede at finde sted. Begge vægrede sig ved at efterkomme denne Ordre, og da S gik ind i sit Kammer, tog Forvalteren hende i Armen og førte hende ud i Mejeriet, hvor han skal have udskjældt dem, men begge vedblev at vægre sig ved at giøre Arbejdet, som maatte udføres af andre. Paa Forslag af S blev det nu aftalt, at de skulde hævne sig paa Forvalteren og ved Lejlighed banke ham af, og da denne den 28de f. M. om Formiddagen ved Stævningsmændene havde ladet en Indkaldelse til Forligsmægling i Anledning af deres Ulydighed forkynde for dem, blev Overfaldet bestemt til samme Dags Aften. Da Forvalteren henimod Kl. 10 Aften i Mørket vilde gaa fra Gaarden til sit Kammer, der er i en Bygning lige udenfor samme, blev han angrebet af de tiltalte, som havde iført sig Mandfolkeklæder og stillet sig paa Lur ved nogle Træer, Forvalteren skulde passere. Hver af dem medførte en Hesselkjæp Forvalteren blev omtrent samtidig angrebet baade for og bagfra, og da W. havde slaaet sin stok over, hentede hun en i Nærheden liggende Knippel og, idet hun holdt i den tynde Ende, bibragte hun Forvalteren et Par slag. De har begge forklaret, at de søgte at undgaa at ramme hans Hoved. Dagen efter Overfaldet havde Forvalteren som Følge af dette en stærk Hovedpine, det generede ham at tygge, og han kunde ikke bruge Armene til videre anstrængende Arbejde, men det kunde dog ikke antages, at de ham tilføiede Beskadigelser har haft skadelige Følger for hans fremtidige Helbred. 

De tiltalte bleve ved Overrettens Dom, der stadfæstede Underretsdommen, ansete efter Tyendelovens § 26 sidste Led, med straf af Fængsel paa Vand og Brød hver i 2 Gange 5 Dage

(Morgenbladet (København 29. oktober 1884).


Forvalteren hed Castenschiold og var ansat af godsejer Spandet. Den oprindelige dom den 12. april 1884 ved politiretten lød på 5 dages vand og brød. Begge appellerede. Den ene af de to svenske mejeripiger appellerede herefter til Højesteret der i januar 1885 stadfæstede dommen på de 2 gange 5 dage på vand og brød

Idagård var opkaldt efter en af døtrene (Adelaide Caroline Johanne 1792-1857) til købmand og gehejmekonferensråd Johan Christian Constantin Brun (1746-1836) som i 1799 havde erhvervet hovedgårdene Antvorskov og Falkensteen og i 1806 delt Antvorskov Hovedgård i en hovedparcel og fire ladegårde opkaldt efter hans børn Ida, Augusta, Charlotte og Carl. Gården ejedes før Spandet overtog den i 1878, af overhofmarskal Adam Wilhelm Hauch, slotsforvalter Marcus Frederik Voigt. Ole Rasmussen Schou, William Mourier, kammerråd Lars Trolle og Ludvig Ferdinand Schultz. Sjovridder S. Spandet og senere hans enke havde gården 1878-1917

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. Den 11te Aarsberetning omfatter Tidsrummet fra 1ste Maj 1883 til 30e April 1884. Skoleaaret begyndte med et Antal af 20 Piger. I Aarets Løb tilkom 11 og udgik 10, saa at Aaret endte med et Antal af 21. Skolen har fortsat sin Virksomhed uforandret og med samme Held som tidligere. Pensionatet har været besat næsten hele Aaret, og Vaskeriet har været benyttet i samme Omfang som forrige Aar. Indtægten af betalende Skolepiger og Elever er aftagen med circa 2800 Kr. En af de væsentlige Aarsager hertil er den, at Skolen i det forløbne Aar har været meget lidet benyttet af private Elever, hvortil Grunden vistnok hovedsagelig maa søges i Oprettelsen af flere saakaldte Husholdningsskoler, hvor man er istand til at gjøre Undervisningen baade lettere og behageligere, end Tilfældet kan være i den praktiske Tjenestepigeskole. Skolen har ved denne Mangel paa højt betalende Elever lidt et ikke ringe pekuniært Tab, men paa den anden Side fremhæves i Beretningen, at saadanne Elever ofte stille Fordringer, der ikke kunne opfyldes. Regnskabet udviser et Deficit af 283 Kr., men det maa derved bemærkes, al der paa Skolens Prioritetsgjæld er blevet afbetalt 1204 Kr. 75 Øre.

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole er anlagt som en Slags Normalskole for hele Landet. Den optager unge Piger af tarvelige Kaar strax efter deres Konfirmation og oplærer dem i et toaarigt Kursus i Madlavning, Vask, Strygning og al Pigegjerning. Der er udgaaet efterhaanden circa 150 Piger fra Skolen til Tjeneste baade i fornemme og borgerlige Huse og saa godt som alle have vist i Gjerning, at Skolen havde løst sin Opgave med dem. Af dens nuværende 22 Elever ere 14 fra Kjøbenhavn og Frederiksberg og 8 fra Provindserne. Skolen fik paa Udstillingen i Bryssel en hædrende Anerkjendelse og er i Norge bleven benyttet som Forbillede. Den virker for Tiden desværre under trange Forhold, og Bestyrelsen har for ikke ret lang Tid siden rettet en Opfordring til Medborgere og Medborgerinder om at komme Skolen til Hjælp ved hver i sin Kreds al vække Interesse for Sagen og skaffe Skolen Hjælp enten ved aarlige Bidrag eller en Gang for alle. Skolen har sin Bygning i Emiliegade Nr. 8.

(Ribe Stifts-Tidende 24. oktober 1884).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.