Dømt fra Livet for Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Overretten har if "D. n. T." afsagt Dom i en fra Salling Herreds Extrarel indanket Sag, hvorunder Arrestanten Rasmus Larsen tiltaltes for med Overlæg at have dræbt sit 5 Maaneder gamle Barn. Arrestanten indgik i 1883 Ægteskab med en Kvinde, med hvem han forud havde et Barn, og som den 20de Januar d. A.fødte det her under Sagen omhandlede Drengebarn. I sidstafvigte Foraar bosatte han sig med sin Hustru og deres to Børn paa Aastrup Mark, hvor han ernærede sig som Daglejer. De levede i meget trange Kaar, og ofte, naar Arrestanten ikke vilde bestille noget, jagede han sin Hustru ud for ved Betleri at skaffe det fornødne.

Lørdagen den 28de Juni d. A. gik Arrestanten til Faaborg for at søge Lægehjælp til det fornævnte yngste Barn, som led af Udslæt, i hvilken Anledning hans Hustru havde medgivet ham en Flaske til Medicin. Han traf ikke den Læge, han søgte hvorfor han overnattede i Faaborg og den 29de om Morgenen gjorde han paany et Forsøg paa at faa Lægen i Tale. Da dette ikke lykkedes, besluttede han at dræbe Barnet, idet han. der følte sig trykket af sin daarlige økonomiske Stilling, mente, at naar han og hans Hustru var fri for at passe dette Barn kunde de bedre ernære sig ved at gaa paa Arbejde. For at iværksætte denne Beslutning kjøbte han paa Faaborg Apothek for 10 Øre Skedevand (Salpetersyre), hvilket han modtog i den medbragte Flaske og bragte til sit Hjem, som han naaede henved Kl. 12 Middag. Han ængstedes ved Tanken om at indgive Barnet Salpetersyre og tøvede dermed, indtil Hustruen omtrent Kl. 8 samme Dags Aften for et Øjeblik forlod deres Stue og bad ham holde Barnet saa længe. Medens han havde Barnet paa Armen, tog han Flasken med Salpetersyren og hældte i den Hensigt, at Barnet skulde synke Salpetersyren og dø heraf, omtrent Halvdelen af Flaskens Indhold i Barnets Mund. En Del af Vædsken faldt paa Barnets Hage, Hals og Bryst; Flasken med deri tilbageværende salpetersyre kastede Arrestanten ud af Vinduet. Ved Barnets Skrig ilede Moderen til og vilde søge Raad hos Nabofolkene. men dette forbød Arrestanten hende, ligesom han afslog hendes Anmodning om at hente en Læge. Den 30te Juni om Eftermiddagen indfandt Distriktslægen sig paa hendes Foranledning, og da Barnet viste sig at være forbrændt af Salpetersyren i hele Mundhulen, paa Læberne, Hagen. Halsen og Brystet, foranledigede han en Undersøgelse indledet. Barnet døde den 4de Juli, og som Resultat af den foretagne Obduktion udtalte vedkommende Læger, al der maa antages at være død af de ved Salpetersyren fremkaldte betydelige Saar udvendig paa Huden i Forening med den mangelfulde Ernæring paa Grund af Ætsningen af Slimhinden i Munden og svælget. Til denne Udtalelse havde det kgl. Sundhedskollegium sluttet sig. Arrestanten, der tidligere er straffet, blev ved Underretsdommen efter Straffelovens § 190 anset med Livsstraf, hvilken Dom Overetten stadfæstede.

(Randers Dagblad og Folketidende 13. december 1884).

Salling Herred lå i Svendborg Amt. Højesteret stadfæstede 2. februar 1885 dommen. Den 7. marts 1885 blev han benådet mod en livstidsstraf i tugthuset.

Trianglen. (Efterskrift til Politivennen)

Langs med den Tjærebetonsti, der fører over Trianglen forbi Telefonhuset og Sporvognsventesalen, har der paa de samme Steder, hvor der tidligere stod en Række Træer, som efterhaanden gik ud og derfor maatte fjernes, i en Maanedstid været gravet ca to Alen dybe, ca. tre Alen lange og ca. to Alen brede Huller. Disse Huller bleve omgivne med spinkle Træstakitter for ikke at være altfor slemme Faldgruber for det veifarende Publikum, for hvilket Hullerne i Førstningen var en uløselig Gaade, da man ikke kunde tænke sig Muligheden af et gjentaget Forsøg paa at plante Træer paa et Sted, hvor Erfaringen har vist, at de ikke kunne gro. Alligevel hedder det nu med Bestemthed. at Magistraten virkelig paatænker en ny Plantning af Træer paa dette Sted; men vi maa oprigtig tilstaa, at det er os ufatteligt, hvorledes denne Tanke har kunnet falde nogen ind. Ganske vist lyder der et almindeligt Suk, hver Gang Magistraten fælder et af de af vore Forfædre møisommelig plantede og opelskede Træer paa vore Gader og Veie, og der er mangfoldige Steder, hvor en fremsynet Økonomi kunde have skaanet prægtige Alleer, der ere faldne for Magistratens ubarmhiertige Ødelæggelseslyst; af saadanne Alleer kan særlig nævnes Østerfarimagsgade, som meget vel kunde have været anlagt saaledes fra Begyndelsen af, at i det mindste den ene Side af den tredobbelte Trærække var bleven skaanet, og hvor man nu atter planter nye Træer paa den vestlige Side i Stedet for de omhuggede præglige Veteraner. Men med et Torv som Trianglen er det en hel anden Sag. Færslen der er saa stærk, at Pladsen paa ingen Maade egner sig til hverken store eller smaa Trærækker. Vi have Aar efter Aar henledet Opmærksomheden paa dette Torv, hvoraf endnu stadig store Stykker henligge som bundløst Smaamoradser, der i et Føre som i disse Dage ere næsten ufremkommelige. Hvorfor kan man dog ikke omsider beslutte sig til at opfylde, regulere og brolægge denne Plads, den østre Forstads eneste Torv, hvor hele Trafikken koncentrerer sig? Her findes nu foruden Telefonhuset og Dampsporvognens Dreieskive og Ventesal m. v. ikke mindre end tre Sporvognsstationer, hvor der stadig holde en Sporvogn paa hver. En Mængde Fiskevogne og Vogne med diverse Produkter fra Landet have deres Stade her, og den hele Plads er ofte lige saa belemret som Gammeltorv. Men nogen ledende Aand i Virvaret spores ikke. Det Hele er et storartet Kaos. Vi skulle ikke blive trætte af at henlede Kommunalbestyrelsens Opmærksomhed paa denne Sag, som visselig fortjener en bedre Ordning. Pladsen har forlængst været bebygget paa alle Sider, og efterhaanden som Arbeiderne paa Nordhavnen skride frem, tiltager Vogntrafiken ad denne Kant. Medens man med store Udgifter har brolagt den lange eg brede Kalkbrænderivei, hvilket kostede Rækker af vore største og smukkeste Træer Livet, henligger Tilkjørslen til den, Trianglen, endnu bestandig i Uføre. Nogen fornuftig Plan heri er ikke til at øine. Og jo længer man udsætter Pladsens Regulering, desto mere forstyrrende ville Reguleringsarbeiderne gribe ind i den stadig voksende Færsel. Heller end at udskyde disse uundgaaelige Arbeider synes man at maatte kunne udsætte Ombrolægningen af en af de gamle Gader et Aarstid.

(Nationaltidende 9. december 1884. 2. udgave)

Foto Henrichsen. Parti af Trianglen ved Østerbro. 1880-1889. Fotoet er formentlig taget i 1885, måske 1886. Pladsen er modsat artiklens beskrivelse fuldt brolagt. På et andet foto fra 1888 ses træerne noget større og udsprunget. Kbhbilleder.

Fra Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

(Fra vor Korrespondent).

St Kroix, den 12. November 1884.

Naar De modtager dette Brev, vil HS Excell. Guvernøren, der forlod Øen den 25 f. M., forhaabenlig i god Behold være ankommen til Danmark. Under hans Fraværelse fungerer Overdommer Andersen som Bierguvernør, medens Dommer Jurs er kommen herover fra St. Thomas for at overtage Overdommerens Funktioner, og Hr. Maxen har afløst Jurs paa St. Thomas.

---- I det Hele frembyder Landet nu et prægtigt Skue, og Træer og Buske prange i det friskeste Grønt. Vigtigere er det dog, at det gode Veir aabner os en Udsigt til at bekæmpe den Krise, der hersker paa Sukkermarkedet. Under de nuværende Priser vilde en daarlig Høst have været ødelæggende for Øen. Nu kunne vi derimod haabe at faa Udgifterne takkede, og hvis dette sker, maa vi under de nuværende ugunstige Forhold betragte det som meget heldigt. Regnen har naturligvis gjort det nødvendigt at grave en Del, og der er Arbeide nok for de Arbeidere, der ere villige til at arbeide for den nedsatte Lønning af 20 Cent om Dagen. Nogle Plantager, hvis Eiere ikke ere Medlemmer af The Agricultur Association, give høiere Løn, men det er den almindelige Anskuelse, at Sukkerindustrien ikke vil kunne betale sig, medmindre alle Udgifter indskrænkes til de mindst mulige og Administrationen føres med den størst mulige Sparsommelighed. Lønnens Nedsættelse fra 30 eller 25 Cent, hvilket betaltes tidligere paa Aaret, til 20 Cent pr. Dag er af de fleste bleven betragtet som en Nødvendighed, man maatte finde sig i. Skjønt Arbejderne ikke forstaa Grunden, kjende de de lave Priser, der for Tiden herske, og de vide følgelig ogsaa, at Plantagerne ikke kunne give Eierne det samme Udbytte som hidtil. Skjønt mange nærede nogen Bekymring, forløb dog den Dag, da Lønningsnedsættelsen blev indført, den 13. f. M., ligesaa rolig som enhver anden Dag. Paa nogle enkelte Plantager indfandt Arbejderne sig ikke til deres Arbeide, men der forefald ikke nogen som helst Uorden, der blev ikke fremført nogen Trusel af nogen Art, og efter to Dages Forløb havde hele Arbejderbefolkningen gjenoptaget sit Arbeide som sædvanlig. Arbeiderne fra Byen, de saakaldte porters, skulde have den samme Løn af 20 Cent, og det er netop nu et af Stridspunkterne imellem Regjeringen og Plantageejerne, at de Arbeidere der ere beskæftigede paa Statsplantagerne, faa 25 Cents om Dagen.

Skjønt Arbeiderpriserne ere dalede, er Befolkningen her paa Øen dog bedre stillet end paa mange af Naboøerne. - - -

(Nationaltidende 3. december 1884. Uddrag).

Fra Utterslevmark. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! De vilde gjøre mig - og sikkert Almenheden i det hele - en Tjeneste ved at give nedenstaaende Bemærkninger Plads i Deres ærede Blad.

I det Foredrag, som Professor Engelsted i Tirsdag Aftes holdt i "Selskabet for Sundhedspleien", omtalte han, "at der ved Utterslev fandtes et Sted, hvor Drikkevandet til Hovedstaden løb saaledes, at der var Fare for dets Inficering", og han tilføiede senere: "Heldigvis havde vedkommende Borgermester lovet at bidrage til en Forandring i dette Forhold." Endelig omtalte han, at Oplagspladsen for Natrenovationen kunde være en Kilde til Infektion. Da Publikum i Almindelighed sagtens ikke kjender nærmere til denne ved Utterslev paa Magistratens Jorder liggende Kilde til Inficering af Kjøbenhavns Drikkevand, være det mig her tilladt at give en Del faktiske Oplysninger om den omhandlede "Kilde." Fra Latrinoplagene i Raadmandsmarken, fører der en stor, aaben Markgrøft gjennem Magistratens Jorder, Haarene kunne reise sig paa ens Hoved, naar man betragter denne Grøfts Indhold. Det ser ud og lugter, som om flere Læs Latringødning vare væltede ud i Grøften. Men en Markgrøft skal jo have Afløb, og Grøften føres derfor videre over en privat Mands Jorder; derfra ledes dens Indhold under Haraldsgade mellem Eiendommene Nr. 5 og 7 og videre under Nordbanens Spor til Lersøen. Langs med denne Sø fortsættes Grøften med dens for de tilstødende Lodseiere værdifulde Indhold videre under Ladegaardsaaen over paa Utterslevs Mark. Grøften følger nu langs Ladegaardsaaen til den Ledning, der forsyner Kjøbenhavn med Drikkevand. Her føres den atter under Ladegaardsaaen og følger nu langs denne og Kjøbenhavns omtalte Drikkevands-Ledning. Tilsidst udmunder Grøften i den Kloak, der kaldes Rosenaaen. - Den omtalte Grøft er i sin Begyndelse aldeles fyldt med Latringødning næsten hele Aaret igjennem. De Latrinoplag, der tidligere fandtes paa Utterslev Mark, ere nu ved Lersøen, men man tør sikkert antage, at den omhandlede Grøfts Indhold derved kun yderligere forøges, og Faren for en Inficering af Kjøbenhavns Drikkevand ligesaa. Overfor det her omhandlede Forhold staar det som temmelig betydningsløst, at Natrenovationen ikke formenes at arbeide paa tilfredsstillende Maade, naar dog de Produkter, der ere Gjenstand for dens Omsorg, bagefter i fortyndet Tilstand føres tilbage til Kjøbenhavns Indbyggeres Forbrug igjen gjennem Drikkevandet. At vedkommende Borgermester har lovet at bidrage til en Forandring i dette Forhold, turde dog virkelig være for lidt under den truende Fare for en Koleraepidemis Udbrud: der maa mere til, for at Kjøbenhavns Indbyggere skal kunne føle sig trygge ved Nydelsen af det dem leverede Drikkevand.

(Nationaltidede 22. november 1884).

Latrinoplaget på Utterslev Mark ("Ørnevejskvarteret") eksisterede 1870-1880. Latrinoplaget i Rådmandsmarken eksisterede 1850-1890. Det lå nogenlunde i nutidens firkant Nørrebrogade-Baldersgade-Tagensvej-nordvest for Heimdalsgade. Begge blev erstattet fra 1880 af Lersøen indtil 1920'erne.

Fejø-Sagen (3): Højesteretsdom. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteretsdom. Under en af Højesteret i Onsdags paakjendt Sag tiltaltes Ane Kirstine Christiansen og hendes Moder Christiane Gotfredsen, førstnævnte for Barnefødsel i Dølgsmaal, Barnemord og falsk Angivelse; sidstnævnte for Delagtighed i disse Forbrydelser og Mishandling af sine Børn. - De nærmere Omstændigheder, som vi tidligere har gjengivet udførligt, resumerer vi efter Kjøbenhavnsbladene kort.

Da Ane Christiansen, der er ugift og et uægte Barn af Christiane Gotfredsen - hvilken sidste selv er ugift og har tre uægte Børn, der igjen have uægte Børn, som tildels ere tilhuse hos hende - i Sommeren 1880, medens hun tjente hos en Gaardejer paa Femø, var bleven besvangret af en hos denne tjenende Karl, og denne derefter ikke vilde vide noget af hende, henvendte hun sig i Efteraaret til sin Moder, tiltalte Gotfredsen, der ligeledes bor paa Femø, for hvem hun tidligere havde nægtet at være frugtsommelig, og betroede hende nu sin Tilstand samt den hende af Barnefaderen gjorte Meddelelse. Da nu Moderen indsaa, at hun ogsaa vilde komme til at faa Datterens Barn tilhuse hos sig, og det uden Vederlag, hvis det skulde leve, besluttede hun at formaa Datteren til at aflive Barnet efter Fødslen. Da Datteren af Naturen er blød, brugte Moderen, der har en haard Karakter, sin Indflydelse over hende for at faa hende til at beslutte sig til Barnets Drab. Datteren gik da modstræbende ind herpaa, og det bestemtes, at Moderen skulde være tilstede ved Fødslen, men at Datteren, saa snart denne var foregaaet, selv skulde ombringe Barnet, og Moderen derefter skaffe Liget til Side, og for at Gjærningen bedre kunde skjules, besluttedes det, at Drabet af Barnet skulde foregaa paa Fejø.

Til den Ende begav Datteren sig en Dag i December 1880, da hun følte, at Fødslen var nær forestaaende, over til en gift Søster paa Fejø, hvor hun efter Aftale med Moderen traf sammen med denne, der for ikke at vække Mistanke forud var tagen over til Fejø. Ved Middagstid begave Moder og Datter sig paa Vejen til en i Nærheden af Fejø Kirkegaard beliggende Mark, hvori Datteren ved et Gjærde nogle Timer efter og efter Mørkets Indtræden fødte et Drengebarn, der var levende og skreg. Datteren aflivede derpaa, efter at Moderen havde sagt til hende, at hun skulde skynde sig dermed, Barnet ved at kvæle det, og Moderen vilde nu skaffe Barnet til Side, men for at være ganske sikker paa, at der ikke længere var Liv i det, forlangte Datteren, at det skulde blive liggende en Tid ved Siden af dem, og det blev derfor liggende en halv Times Tid utildækket, hvorpaa de atter overbeviste sig ved Barnets Kulde om, at Døden virkelig var indtraadt. Moderen indsvøbte derefter Barnet i noget af hende medbragt Tøj, hvilket hun bandt stramt om Barnets Hoved og Krop med et Baand, som hun snoede flere Gange om Barnets Hals og bandt fast, for at Livet i Barnet, hvis det imod Formodning endnu skulde findes, kunde udslukkes. Moderen begav sig derpaa alene med Pakken op paa Fejø Kirkegaard, hvor hun ønskede Liget hen, for at det kunde komme i kristen Jord, og hvor hun vidste, at der fandtes en større Ukrudts- eller Affaldsbunke, og i denne gjorde hun en Aabning, hvori hun lagde Pakken, som hun tildækkede med Indholdet af Bunken. Derpaa gik Moderen tilbage til Datteren, som hun søgte at trøste, da Datteren klagede sig for sit Barn, og derpaa begave Moder og Datter ved Midnatstid sig tilbage til deres Slægtnings Hus, hvor de overnattede. Dagen efter tog Datteren tilbage i sin Kondition paa Femø og en følgende Dag Moderen til sit Hjem sammesteds, idet de, ligesom ved Ankomsten til Fejø, ogsaa rejste tilbage til Femø hver for sig, for ikke at vække Mistanke.

Barneliget fandtes den 26de Maj 1881 paa Fejø Kirkegaard, men var den Gang i en i høj Grad opløst Tilstand; Obducenterne antage, at Barnet har været nyfødt, og at det har havt en saadan Modenhedsgrad, at det maa anses for at have været levedygtigt, lige som Obducenterne ansaa det for sandsynligt, at at det har aandet og altsaa levet efter Fødslen.

Da Barneliget blev fremlyst af Politiet, men førend Moder og Datter vare tagne i Forhør, tilskrev Datteren for at bortlede Mistanken fra sig - efter Opfordring af Moderen - Birkedommeren paa Fejø i Juli 1831 et anonymt Brev, hvori hun henledede Mistanken paa en Gaardejers Datter, som derefter blev underkastet Lægeundersøgelse til Oplysning om, hvor vidt hun havde født.

Hvad Tiltalen imod Moderen for Mishandling af sine Børn angaar, da sigtedes herved til Forhold, der laa over 10 Aar tilbage i Tiden, men ved Resolution af Justitsministeriet bestemtes det, at Sagen ogsaa for saa vidt skulde paakjendes. Det var i saa Henseende oplyst, at Moderen, da førnævnte Datter var 9 a 10 Aar gammel, havde paa forskjellig Maade mishandlet hende, navnlig slaaet hende voldsomt med knyttet Næve for Brystet og i Hovedet og vedblevet saa længe dermed, at det sortnede for Datterens Øjne og der stod Blod ud af det ene Øre, lige som Moderen havde slaaet Datteren med en Gjærdestav, hvor hun kunde træffe, og oftere tærsket hende med en Riskost, der var dannet af fem sammenbundne Pilekviste.

Ved de foregaaende Instansers Domme vare de tiltalte ansete, Datteren, der er født 1858 og altsaa nu 26 Aar gammel, med Forbedringshusarbejde i 5 Aar, Moderen, der er født 1825 og altsaa nu 59 Aar gammel, med Livsstraf. 

Højesteret stadfæstede disse Domme.

(Lolland-Falsters Folketidende 31. oktober 1884)

Det anbefales at læse hele serien om Fejø-Sagen idet det viste sig at tilståelserne var aftvungne og de to dømte blev senere pure frifundet.