(sluttet)
Det er en meget broget og meget uensartet Befolkning, der færdes indenfor Ladegaardens Mure. Der findes Repræsentanter for de forskjelligste Aldere og Livsstillinger. Ja, der savnes "end ikke Løjtnanter og Studenter og deslige Folk af Stand". Ja, der hviskes endogsaa om en Greve, en Søn af en Kommandør og en Ridder af Dannebrog. Der er dem, der har bedst af i al Stilhed at forsvinde bort fra Verden bag disse Mures skaansomme Inkognito. Der er Folk, der har kjendt bedre Dage; der er vel ogsaa dem, der har kjendt værre. Men, hvor galt man end har haft det før, saa længes man dog derud igjen, hvor den gyldne Friheds bedrageriske Skiær vinker. For den Slags Bohéme-Existenser, som havner derinde, er selve den strænge daglige Orden, med faste Reglementer, fast Arbejdstid og faste Maaltider en Straf, hvortil kommer den endnu større Straf, som den nødtvungne Afholdenhed fra Brændevin er.
Man finder paa Ladegaarden gamle, graanede Alkoholister, og man finder pur unge Piger, der allerede er komne paa Afveje, man finder flittige og dygtige Arbejdere, godmodige og omgængelige Mennesker, der har sat alting overstyr og gjort sig selv umyndige i Drik. Alle Vegne, hvor man søger tilbage til den første Aarsag, finder man den samme - Drik.
Men skjønt Medlemmerne herinde lever i en fuldstændig Isolationstilstand, maa man blot ikke tro, at de derfor er absolut afskaarne fra den kjære Brændevin. For det første er der Udgangsdagene, der for en stor Del benyttes til Opsøgen af spirituøse Nydelser, og dernæst indsmugles der stadig trods den vagtsomme Kontrol, Kvantiteter af denne Kontrabande. Man kan anvende saa stor Paapasselighed, man vil, saa undgaas det dog ikke, at Opsynet af og til bliver taget ved Næsen; thi naar det gjælder om Tilfredsstillelse af denne Lidenskab, er Opfindsomheden uhyre stor og finder stadig nye Udveje. I Halstørklæder, i hule Stokke, dobbelte Brokbind, ja selv i de bare Sko indsmugles der Brændevin, eller, som et Surrogat Kamferspiritus, og man kan sige sig selv, at det ikke er nogen let Sag at visitere alle de Mennesker grundig, der paa Fridage gaar ud og ind. Denne Lidenskab for Brændevin er udviklet til en ren Mani - end ikke Lampespritten er sikker mod Efterstræbelser. Da Inspektøren i sin Tid opdagede, at Spiritussen til Lamperne svandt i en ganske betænkelig Grad, lod han den - for at hindre Misbrug - tilsætte med et skrækkeligt ildelugtende Stof, men han var dog ikke endnu sikker paa, om man ikke af og til kneb fra Lamperne. En særlig Fristelse for Lemmerne opstod tidligere derved, at et af Soveværelserne vendte ud til Gaden. Denne Omstændighed benyttedes da til at træffe Aftaler med gode Venner, der bragte den saa ivrig attraaede Artikel hen til Muren i Nattens Mulm og Mørke, hvorpaa den fra Vinduet blev heiset op i en Snor. Eller man anbragte det dyrebare Fluidum udenfor paa Marken paa et aftalt Sted, hvorfra den da ved Lejlighed hentedes af Lemmerne. Og, skjønt der gik Vagt, om Vinteren paa to, om Sommeren paa én Mand, lykkedes det dog undertiden at skuffe denne. Saa vidt jeg véd, er dette Forhold med Soveværelse til Gaden dog nu forandret. Det følger af sig selv, at al Prædiken mod denne Arvefjende er ørkesløs. Naturligvis, naar én eller anden tager sig for at moralisere for disse Adams Børn og der i Øjeblikket ingen Lejlighed viser sig til at slaa til Skaglerne, er de villige til at gaa ind paa enhver Forestilling og angre alle deres tidligere Forsyndelser; men saa snart Lejligheden viser sig paa ny, "gjør den atter Tyve". Thi Brændevinen har en ligefrem magisk Magt over dem; naar de ser den, kan de ikke modstaa. Jeg har ladet mig fortælle om en Mand, en flink, net og elskværdig Mand, dygtig og samvittighedsfuld ved sit Arbejde, naar han er indenfor Ladegaardens Mur, er han et rent Mønster Menneske, enhver vilde være tilbøjelig til at kavere for ham. Men, hver Gang han er kommet ud - og det har været forsøgt flere Gange - har han faaet Tilbagefald og har atter maatut vende tilbage til "Gaarden". Og dog er han selv gennemtrængt af et levende Ønske om at komme ud oa en Gang komme til at staa paa egne Ben.
Selvfølgelig er en saare stor Del af Ladegaardens Befolkning Gjengangere, Folk, der har været der flere Gange, og som i lang Tid har været fortrolige med Livet derinde. Enkelte har været der helt fra Barn af og er blevne oplærte til et Haandværk derinde. Der er flinke Arbejdere derinde, ordenlige og rolige Folk; men, det følger af sig selv, at der ogsaa er opsætsige og balstyrige Hoveder, der sørger for, at Ordnet ikke har alt for magelige Dage. Dette bestaar for en stor Del af gamle afgaaede Underofficerer fra Marinen, der har den Fordel, at de er vante til at kommandere, hvad der nok til Tider kan gjøres nødvendigt. Indenfor den lille Stat, hvor deres Virksomhed falder, føler de sig som store Mænd, omtrent som Politimestre udenfor i det store Samfund, og opbærer en efter Omstændighederne ret betydelig Gage (en 1,000 a 1,200 Kr ). Flere af dem er gifte. Desuden haves et særligt Brandkorps og Sprøjte i Tilfælde af paakommende Ildsvaade, og der paahviler ikke dette Brandkorps Forpligtelse til at gjøre Tjeneste udenfor Ladegaarden selv, med mindre der skulde ske særlig Rekvisition.
De "bedre" Folk, som havner paa Ladegaarden, bliver i Reglen andrage paa Kontoret, hvor der er meget at bestille med at føre de store Protokoller, der optages i Anstaltens Arkiv. Der fører de en stille og rolig Tilværelse, qjemte og glemte, fjærnt fra den Verden, hvor de dog har forspildt deres Chancer.
* * *
Man maa nu ikke tro, at alting ligger og flyder sammen i kaotisk Forskjelsløshed paa Ladegaarden. Ogsaa her er der Distinktioner, Klassifikation. Naar Folk kommer ind paa Ladegaarden, saa begynder de fra neden af i anden Klasse. Naar de saa tjener, hvad deres eget Underhold er beregnet til, og for Resten skikker sig vel, avancerer de op i første Klasse, hvor Forplejningen er noget bedre, idet de faar deres Arbejdes Overskud udbetalt i Mærker, der gjælder som Betalingsmiddel paa Ladegaardens Marketenderi, saa at de derfor kan erholde Smørrebrød, Ost, Øl. Tobak eller andre Delikatesser, alt efter enhvers Smag, kun ikke det saa meget attraaede Brændevin. Dog er heller ikke denne Nydelse absolut udelukket, idet der i første Klasse indrømmes Arbejderne en Morgensnaps, i den stedlige Jargon kaldet "en Blodkop". Undertiden tilbyder der sig ogsaa paa Formiddagsudflugter, naar Inspektionen et Øjeblik falder i Betragtninger eller vender Ryggen til, Lejlighed til at kile ned i en Kjælder oq faa en Opstrammer til, forudsat at man er i Besiddelse af de dertil fornødne Midler. Hvad man end vil sige om Kosten paa Ladeaaarden - Ankerne vil vel nærmest ramme en vis Ensformighed i Spisesedlen - over Mangel paa Maaltider kan man ikke klage, naar man hører, at der daglig holdes fem, nemlig foruden de tre Hovedmaaltider tillige Mellemmad og Vesperkost. De staaende Middagsretter er Kjødsuppe og Oxekjød - Grød og Oxesteg - Ærter og Flæsk. Al Kogningen foregaar ved Damp i vældige Kjedler. Køkkenet, der intet haver tilbage at ønske i Properhed, staar under Ledelse af en Bestyrerinde.
* * *
Det er en vidtløftig og meget forgrenet Anstalt, samme Ladegaard. Den rummer i sig ligesaa mange Mennesker som et Par meget ansellge Landkommuner. Kvindeafdelingen er den stærkest belagte og rummer henved 900 Medlemmer, Mandfolkeafdelingen henved 700. Foruden Arbejdsanstalten er der tillige en Lemmeafdeling for gamle Folk, en Husvildeafdeling, Sygestuer for de Syge med et særligt Værelse for Delirister. De mandlige Arbejdere sysselsættes - for saa vidt de ikke anvendes i Magistratens Tjeneste ude omkring - paa en Mængde forskjellige Værksteder, idet man lader enhver blive ved sin "Læst", og de, der intet Haandværk kan, bliver oplærte til et. Der er Væveri, hvor der væves saa vel ved Damp som paa landlig, gammeldags Vis ved Haandvæv. Der er Snedker-, Skomager-, Sadelmager-, Smede-, Blikkenslager- og Bogbinderværksteder, der er store Skrædderstuer, og modsat andre Værksteder, hvor der undertiden kan være Dyrtid paa Arbejde, er der her altid fuldt op at gjøre, idet Kommunen forbruger en Mængde Arbejde derfra til Hospitaler, Kommuneskoler og lignende Anstalter. Desuden forbruger jo Ladegaarden selv stadig en Mængde Arbejde. De gamle og svagelige er anbragte i et Rum, hvor de beskæftiges med at rense Kryolith, pille Værk og lignende let Arbejde. Paa hver Arbejdsstue er der en opsynshavende, der benævnes "Rodemester". Der hører ogsaa til Ladegaarden et Jordstykke, hvor der drives Gartneri. Kvinderne sysselsættes med Vask, Strygning og lignende Husgjerning, og man kan tænke sig, at der er en antagelig Vask, naar man hører, at det er ikke alene Ladegaardens Tøj, men ogsaa "Almindelighedens", der bliver vasket her.
Mændenes og Kvindernes Gaard er adskilte fra hinanden ved et højt Gitter, i hvilket der findes en aflaaset Laage. Efter Sigende skal dog en Gang et Fruentimmer ved Navn Katrine, drevet af kvindelig Nyfigenhed efter at vide, hvordan der saa ud paa den anden Side, være klatret over Stakitet og kommet ind i Mandfolkenes Gaard; men Besøget blev kun af kort Varighed.
Husvildeafdelingen bestaar af en dobbelt Række Værelser med mellemliggende Køkken til fælles Brug for to Familier. Den er bestemt til at give dem, der ved Flyttedagstid bliver Husvilde, et midlertidigt Opholdssted. Den regelmæssige Tid for Opholdet er beregnet til fjorten Dage. I Etagen oven over disse Lejligheder findes en Afdeling til Optagelse af uvorne eller moralsk fordærvede Drenge. Der er særlig Spisestue, Opholdsrum og Sovestuer. De sidste minder om Kasernernes Sovestuer. Sengene - Jærnsenge naturligvis - er opstillede i lange Rækker, og hver Seng er forsynet med to uldne Tæpper, der er lagte dobbelt. Hver Sovesal har som Opsynsmand en saakaldt "Sovevært", der skal vaage over Orden og Renlighed. Sengene er forarbejdede paa Ladegaarden selv, og det samme gjælder for Resten alt det øvrige Inventar. Desuden findes der paa Ladegaarden en lille Kirke, hvor der en Gang om Ugen holdes Gudstjeneste af Kapellanen ved Johanneskirken. Adgangen til denne, der ligger i Mændenes Afdeling af Gaarden, er forbeholdt Mændene. Kvinderne kommer der kun ved Altergang. Ellers søger de deres egen Bedesal. Kirkegangen er en fri Sag; men Kirken besøges dog flittig. Muligvis betragtes det som en Afvexling i det ensformige Liv, saa meget mere som der forefindes et godt, lille Orgel til Ledsagelse af Sangen. Jeg overværede en Gudstjeneste der, og det var ejendommeligt at se, med hvilken Iver de tilstedeværende tog Del i Sangen, det var, som de søgte en Vederkvægelse ved efter Dagens lange Slid i de snævre Stuer at hvile ud i Sangens Toner. Prædikestolen var anbragt højt oppe, og Prædikenens Ord - den handlede om "Omskærelsen" - gik vistnok ogsaa hen over Hovedet paa dem. Der hører jo vistnok ogsaa et særligt Kald og navnlig en moden Livserfaring til at tale til disse Mennesker, saaledes at det naar indenfor Trøjen, men Ladegaardens Præster er gjennemgaaende unge, da denne Gjerning som sagt paahviler Kapellanen ved Johannes Kirke. Dertil kommer, at de idelig skifter, saa at de ikke faar Tid til at blive kjendte med de Mennesker, de her skal tale til.
* * *
Der er Renlighed og Orden overalt, og dog gjør det hele med de lave Lofter, de snævre, mørke Trappegange, de tavse Arbejdere, hvoraf mange er graanede og bøjede under Dagenes Slid, et fortrykt Indtryk. Det er, som om der laa en vis Haabløshed over det Hele, som om der stod over Døren derude Dantes berømte Ord: I, som gaar ind, lader Haabet ude! Der er noget trist i at se alle disse Mennesker, der længes efter Livet udenfor, og som dog maa ende deres Dage her inde, fordi de ikke evner at staa paa egne Ben, og medens man gruer over disse Virkninger af Brændevinen og det bajerske Øl, sender man Totalafholdenhedsforeningerne en venlig Tanke og ønsker dem til Lykke med deres Virksomhed; thi at der er et Felt for dem og det et stort, derom bliver man overbevist ved et Besøg paa Ladegaarden.
(Morgenbladet (København) 17. april 1886).
Første del af artiklen beskrev bygningerne og stod i Morgenbladet 16. april 1886
Foto J. F. Meyer (1849-1905): Gårdmiljø, Ladegården, ca. 1895. Kbhbilleder. Public domain.
Forfatteren Peter Alfred Buntzen Ipsen (1852-1922) kom fra Jylland, blev student i Århus 1872 og tog eksamen i teologi 1877. Han blev journalist, bl.a. ved Morgenbladet og efter et ophold i London i 1879 og et par år sproglærer i Odense, flyttede han til København. Han udgav nogle (polemiske) pjecer, udgav digtsamlinger og fortællinger. Han er begravet på Vestre Kirkegård.
