De Dødes Sted. (Efterskrift til Politivennen)

(Eftertryk frabedes.)

Kjøbenhavn, d. 26. Januar.

Naar Storbyen voxer og voxer i rivende Fart, naar dens Gader kastes længer og længer ud over Landet, - saa kaster den alt det, der ikke hører den og dens levende Liv til, udenfor sine Porte. Der kan det saa ligge en Stund, til Byen naar det paa sin ustandselige Fart og atter flytter sine Porte. Saa flytter det igjen, videre ud og videre ud i en moderne Uendelighed.

Saadan gaar det f. Ex. med Kirkegaardene.

Rundt om alle de gamle Kirker ligger en lille Plet Jord, - en gitterhegnet bille Lund, nu og da med et enkelt Monument, ellers bare en Plads, hvor Vognene kan kjøre op til Bryllup og Begravelse. Det er de gamle Kirkegaarde.

Og nu og da stikker Byggespekulanterne Spaden ned i de ældste af dem. Hjærneskaller og mugne Ben kommer med et for Dagens Lys efter hundredaarig Hvile.

Kjøbenhavnerne staar stille et Øjeblik, pirrer med Stokken ved Benene og gaar videre. Og strax efter rejser et flunkende nyt femetages Hus sig af de gamle Grave.

Frederiksberg Kirkegaard ligger fredelig og skyggefuld mellem Villahaverne. Den passer ind i Stilen derude. Men Kasernerne fra Vesterbro rykker den nærmere og nærmere paa Livet. Den ene skyggefulde Have efter den anden stykkes ud, Murkolosserne gror op af Jorden som vrimlende Paddehatte. Alleens gamle Træer er gule og visne og triste ved al den Gas, der siver ud mellem deres Rødder, og de nye smaa, man planter, giver sig god Tid med at gro. Hvor lange vil det vare, inden den skjønne Kirkegaard ligger som en upraktisk Fortidslevning klemt mellem ubrydelige Murrækker, overgivet fra tusinde Vinduer?

Assistenskirkegaard vil snart være indrammet af Nørrebros himmelhøje, private Fattiggaarde og saadan overalt.

Men hvor skulde der ogsaa være Plads til de døde midi i en levende og larmende, handlende og lidende, sultende og fraadsende By? Hvor kan de forlange Respekt for deres Grave, nu de er væk, døde og borte og glemte for nye Liv, der bides og slaas for at skaffe sig Alburum til at leve Tiden ud, til ogsaa de skal kastes paa Porten? Og hvor kan der være Fred om de dødes Have midt i den larmende By, hvor det gjælder om at leve og lade leve, og hvor der slet ikke er Tid til at tænke paa dem, der forlængst gav den evige Kamp i Arv til deres Efterfølgere?

Men op af de gamle, forstyrrede Grave stiger et Spørgsmaal, der ikke vil tøve alt tor længe paa sit Svar. Og rundt mellem Blomsterduftene paa de indeklemte Kirkegaarde lister sig en Tanke, der ikke vil vente altfor lange paa sin Virkeliggjørelse. Spørgsmaalet og Tanken har samme Navn. Og Navnet er Ligbrænding.

* * *

Tæt ude ved Kalvebodstrand, med Karlsberg og Valby paa den ene Side, Frederiksholms Teglværk og Aandssvageasylet Karens Minde paa den anden - ligger Vestre Kirkegaard.

Den er ikke stort andet end en Mark endnu. Der bygges Terrasser og plantes Træer. Men Terrasserne er nøgne og kolde, og Træerne er smaa. Blot hist og her en lille Lund af fine Birke, en Samting mørke Fyrrer, en skallet Høj med en gulmalet Bank, hvorfra man ser vidt ud over det blanke Vand.

Men Blomsterne gror kun smaat paa de tusinde Grave, der ordner sig i regelmæssige Rader paa Skraaningen.

Det er maaske, fordi de ikke føler sig ret sikre. Det er saa nyt, det hele, - det ser saa hastig gjort, saa ufærdigt ud. Den store By har skyndt sig at bringe sine døde udenfor Portene og saa dem puttet i Jorden. Saa er der kastet Grus om Kisten, skyldige Kranse er lagt paa den friske Grav, - siden kom et Par Potteplanter, en Sten med graadtung Inskription, en Bank med paamalet Navn og "Familiebegravelse" - og saa var det hele i Orden, bare Graveren fik et Par Skilling for Vedligeholdelsen.

Men forleden Dag blev det aabenbart, at det hele ikke var i Orden. Da Uvejret løste den frostbundne Jord, sank den sammen - Grav for Grav, Linie for Linie - somme Steder sank Jorden en Alen - somme Steder mer og somme Steder mindre. Og ned styrtede Stenene med Efterverdenens bedrøvede Farve til de døde. Ned styrtede Bænkene, hvorpaa Savnet og Erindringen kunde hvile sig ud, naar de en enkelt Gang havde drevet en levende den lange, trættende Vej fra Byen. Ned sank Roser og Buxdom og Kristtorn, visne Kranse og friske Kranse med smilende Blomster og hvide Baand.

De laa og blomstrede dernede - de laa, som de har ligget en Gang før, omtrent paa Kistens Laag.

Et underligt Syn var det. Som om der var gravet nye Grave ovenpaa de gamle. Neden for Bakkerne, ovre mod Frederiksholm, hvor de friskeste Grave ligger i snorlige Linier, var der kastet fem nye op - parate til at modtoge deres stille Lejere. Og rundt om de friske var de gamle sunkne sammen - som om de ikke havde nok i deres ene Beboer, men fordrede fler. Mellem Gravene staar bare den smalle Skillevæg - en enkelt Krans hænger paa Randen, de andre er sunkne med Jorden.

Det er, som om vor Tid ikke en Gang kunde bygge en Grav ordentlig.

Inde fra det yderste Vesterbro skuer de tomme Ruder i Dybbølsgade og Sankelmarksgade, og hvad de allesammen hedder, over mod Kirkegaarden. De er ogsaa en Slags Grave - eller Gravmonumenter. Men de staar vel nok. Det var bare under den Bygmester, Jorden gled væk. 

Carl Ewald.

(Randers Dagblad og Folketidende 28. januar 1888).

Kvindesamfundets Fæstekontor. (Efterskrift til Politivennen)

(Dansk Kvindesamfunds avtotiserede Fæste- og Arbejdsanvisningskontor for Kvinder.)

Efter "Kvinden og Samfundet".

Dette Kontor har d. 28de December f. A. begyndt sin Virksomhed i et fortrinligt beliggende Lokale i Studiestræde Nr. 1. Stuen (lige ved Frue Plads). Der forefindes foruden en lille Bolig for Bestyrerinden, Frk. V. Møller, 3 smukt udstyrede Værelser til Bolig for selve Kontoret, hvoraf 2 Venteværelser. Det for tjenestesøgende beregnede Venteværelse er, da de ofte maa tilbringe en stor Del af Dagen paa et saadant Fæstekontor, særlig rummeligt og derhos - i Modsætning til andre saavel avtoriserede som uavtoriserede Fæstekontorer - hyggelig møbleret, saa at de tjenestesøgende kan have Følelsen af, at Kontoret lige saa meget stræber efter at varetage Tyendets som Husbondens Tarv.

Vi opfordrer alle til, hver i sin Kreds, at henlede Familiers og kvindelige Tyenders Opmærksomhed paa Fæstekontoret. Den Uvilje, mange Husmødre, navnlig i Kjøbenhavn, hidtil har næret mod at Henvende sig til Fæstemand, bør ikke ramme dette Kontor, der forestaas af en Kvinde og helt igjennem vil blive drevet ikke som en Spekulationsforretning, men som en Anstalt, der uden noget som helst Bihensyn stræber at afhjælpe et virkeligt Samfundsonde. Vi anmoder navnlig dem af vore Læsere, der bor udenfor Kjøbenhavn, om at formaa de mangfoldige ufordærvede unge Kvinder, der fra Landet og Provinskjøbstæderne tager til Hovedstaden for at søge Beskæftigelse, til at henvende sig til Dansk Kvindesamfunds Fæstekontor; de vil ikke blot værge dem mod at falde i Hænderne paa samvittighedsløse Personer, der i egennyttigt, ofte utugtigt Øjemed tilbyder deres Bistand, men Kontoret vil tillige efter bedste Evne søge at raade og vejlede dem.

Foretagendet, der er mødt med den største Velvilje af de kjøbenhavnske Myndigheder, navnlig Magistraten og Politiet, har allerede vakt Opmærksomhed i Sverige, hvis kvindelige Ungdom jævnlig har været Gjenstand for oprørende Misbrug fra herværende Fæstemænds Side. Der er derfor fra Sverige indløbet Anmodninger om, at der fra Kontorets Side maa blive gjort Skridt til, at dets Virksomhed kan blive kjendt derovre i størst mulig Udstrækning.

For Benyttelse af Fæstekontorets Medvirkning har Kiøbenhavns Magistrat fastsat en meget moderat Taxt; da man ønsker at knytte saa mange Tyender til Kontoret som muligt, og mange af disse desuden har daarligt Raad til at betale synderligt, har man imidlertid for tjenestesøgendes Vedkommende nedsat Betalingen til det halve af den tilladte eller med andre Ord til et Beløb, der varierer mellem 50 Øre og højst 1 Kr. efter den betingede Lønstørrelse. Tyendet betaler derhos intet Indskrivningsgebyr, saa at kun det Tyende, der virkelig ved Kontorets Mellemkomst opnaar Plads, har at erlægge noget Vederlag.

Desværre gaar det kun smaat med Indsamlingen af Bidrag til Kontoret; der er hidtil kun indkommet noget over 1300 Kr, medens Udgifterne ved Kontorets Oprettelse og dets Drift i den første Tid, indtil det har vundet sikkert Fodfæste, som vi gjentagende har fremhævet, vil andrage et langt større Beløb. Dansk Kvindesamfunds Styrelse nærer imidlertid den fulde Fortrøstning, at det maa lykkes at skaffe den nødvendige Sum til Veje. Mangfoldige Mennesker interesserer sig jo dog for Tyendets Vel, og det drejer sig her kun om et Bidrag en Gang for alle. Thi, naar Kontoret først er kommet i den rette Gænge, vil det ikke alene kunne bære sig selv, men muligen endog kunne give et Overskud, der da udelukkende vil blive anvendt i t Fordel for fattige kvindelige Tyender, navnlig til Hjælp til større praktisk Uddannelse. Vi anbefaler derfor paa ny Indsamlingen varmt ikke blot til alle Kvindesagens Venner, men til enhver, der vil medvirke til en bedre Ordning af de uheldige Tyendeforhold

(Morgenbladet (København) 17. januar 1888).

Hensynsløs Behandling af et Lig fra Kommunehospitalet. (Efterskrift til Politivennen)

Som et Eksempel paa, hvor hensynsløst man ved vore offentlige Institutioner behandler vore Fattige, endog efter Døden, er der meddelt os følgende:

Den 3. Januar døde paa Kommunehospitalet Arbejdsmand R. F. Jørgensens Hustru. Til Trods for, at Familien var fattig, gjorde Manden sig dog store Anstrængelser for at faa sin Kone pænt i Jorden. Den 10. Jan. fandt Begravelsen Sted fra Hospitalets Lighus, og ved Imødekommenhed fra Inspektørens Side blev Liget ført ud paa Kirkegaarden i en særlig Rustvogn. Det lille Følge skyndte sig saa hurtigt som muligt til Kirkegaarden, men da de naaede derud, fandt de til deres store Forbavselse, at Liget allerede var sænket i Graven, uden at Personalet paa Kirkegaarden havde bekymret sig om, hvorvidt Familien ønskede at sige den Afdøde et sidste Farvel, ja endogsaa uden at tage Hensyn til, hvem der modtog Gravsedlen, idet denne var givet til en aldeles uvedkommende Mand.

Paa denne Maade behandler man de Fattige, naar de skal begraves. Det er en Behandling, der saa fuldt ud svarer til, hvad der bydes den levende Fattige, at den i Grunden ikke forundrer os. Men vi henstiller dog til Overopsynet paa Vestre Kirkegaard, at der tages lidt mere Hensyn til almindelig Velanstændighed og til Familiens Følelser, at de ikke oftere begraver fattige Lig, forinden Følget kommer til Stede.

(Social-Demokraten 15. januar 1888).

Den mosaiske Menigheds vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

På denne er der blevet opført et kapel i overensstemmelse med den allerede opførte hegnsmur og inspektørbolig i romansk stil af røde sten med rig anvendelse af huggen sandsten i gesimser og bånd samt glacerede og uglacerede formsten. Bygningen er placeret midt i det samlede haveanlæg og er udv. målt 48 alen lang og 33 alen bred; den består af et hovedskib med Indgang fra nord og korrunding mod syd og et lavere sideskib på hver side af midterskibet. I det ene sideskib findes ligværelser, rum i hvilke ligene tvættes, samt opholdsrum for de vågere, der efter jødisk ritus skal være til stede ved liget indtil begravelsen; i det østlige sideskib er indrettet en stor åben hal med bjælkeloft i gammeldags stil med forskellige farver, ved hvilket arrangement der er tilvejebragt en stemningsfuld siddeplads med vid udsigt over en del af begravelsespladsen, bag hvis grænser den flade kyst ved Kalveboderne, stranden og Amager danner en fredelig landlig baggrund. Her kan de besøgende fra hovedstaden hvile ud, og her kan i ugunstigt vejr en del af det ceremoniel, der under almindelige forhold ved begravelser foretages under åben himmel, finde sted i læ for regn og blæst. Fra denne hal er der endvidere adgang til præstens værelse og til den vestibule, hvorfra adgangen er til damernes pladser.

Kapellet på Mosaisk Vestre begravelsesplads, set fra "bagenden". Indgangen ligger mod venstre i fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Adgangen til selve kapellet finder sted for enden af den brede, med chausse og gangstier forsynede hovedalle, der begynder ved indkørselsporten til hegnsmuren og fører lige op til kapellets nordre gavl, foran hvilken der er anbragt en stor og vid portal, hvis rundbuer bæres af 2 polerede, røde granit- og 4 terrakottasøiler med forskelligartede mønstre. Fra portalen fører monumentale egetræsdøre ind i den egentlige, flisebelagte vestibule, hvis vægge er dekorerede med lyse farver, mens bjælkeloftet har fået noget kraftigere præg; her er den egentlige indgang til selve kapellets begravelseshal; denne består af et rum 37 alen langt og 18 alen bredt, begrænset modsat vestibulens indgang af en mægtig bueåbning, under hvilken præstens talerstol og katafalken er placeret. Bag denne bue strækker sig det halvrunde kor, i hvilket sangerne og orgelet har plads, skjulte for følget bag en høj dekoreret egetræsplanke. Hallens væsentlige smykke er den åbne, lette tagkonstruktion, hvis dragere og søjler er forsirede med vekslende lyse farveornamenter, der samles til en harmonisk helhed i belysning fra 42 rundbuede vinduer, der som et sortløbende galleri er anbragt under gesimsen. Kapellets indvendige højde til tagryggen er 19 alen, til gesimsen under spærene 13 alen, så at der altså endnu under vinduerne er en temmelig høj mur, der inddelt med pilastre og mellemliggende buer og smykket med malede kvadre og friser i forskellige lette toner danner en rolig og værdig baggrund for den alvorlige handling, som ofte vil gentage sig i dette rum. Ved særlige lejligheder kan lysene tændes i de 10 smedejernslampetter, der i gammeldags former er anbragt på salens vægge.

På gulvet er, adskilt ved en bred midtergang fordelt i 2 rækker, siddepladser for ca. 150 personer foruden særlige pladser for de nærmeste efterladte og desuden ståpladser for ca. 250 personer, altså plads til et betydelig større antal end menighedens nuværende kapel i Møllegade rummer. Kvinderne, der ved de jødiske begravelser sidder adskilt fra mændene, har plads på et åbent galleri, der når hen over hele vestibulen. Når det endvidere bemærkes, at det samlede anlæg er opvarmet og ventileret ved 2 Reckske centralapparater, vil man vistnok selv af denne kortfattede beskrivelse have fået indtryk af hvor meget anerkendelse det jødiske samfunds styrelse fortjener, fordi den ved indretningen af hele den nye begravelsesplads, ved haveanlægget, ved pladsens indhegning og dræning, ved opførelsen og udstyrelsen af selve kapellet har frembragt et samlet hele, der både med bekvemmeligheden og sundhedsplejen for øje og ikke mindst hvad den ydre harmoni og værdighed angår på en heldig måde adskiller sig fra byens øvrige begravelsespladser og nærmer sig adskillige af udlandets lignende nyere anlæg.

Det samlede arbejde har været givet i entreprise til murermester Lytthan S Petersen, for hvem atter følgende håndværkere har arbejdet: Snedkermester V. S. G. Nielsen, der har leveret det smukke snedkerarbejde, også stolestaderne, korskranken og de store egetræsdøre, glarmester Du Vier, der har indsat de mønstrede, blyindfattede ruder i forskellige farver, stenhugger V. Nielsen, Nørrebro, som har haft alt sandstensarbejdet og også leveret de polerede granitsøjler, endvidere har Frederiksholms Teglværker på en overordentlig smuk måde udført de mange forskelligartede glacerede og uglacerede terrakottaarbejder. Malermester E. Mollmann har udført Malerarbejdet.

Tegningen til kapellet skyldes ligesom tegningen til kirkegårdsmuren og inspektørboligen arkitekt Fred. L. Levy, hvis arbejde fortjener den fuldeste anerkendelse. Det nu fuldendte kapel er en af de smukkeste kirkelige bygninger der i mange år er blevet opført her.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 14. januar 1888, 2. udgave.)

Barnefødsel i Dølgsmaal og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Den 25de November 1887 fandtes der i et Læs Latringjødning, der fra Latrinoplaget paa Roskildevej var udført til Brøndbyøster Mark, Liget af et nyfødt Barn, med Hensyn til hvilket den foretagne Obduktion oplyste, at det var dræbt ved Slag paa Hovedet, hvorved Hjerneskallen var bleven brudt. Da der ikke fandtes noget Spor, der kunde lede til den Skyldiges Opdagelse, indrykkede Politiet Avertissementer om Barneliget i en heel Deel Blade og udlovede en Belønning for Meddelelsen af saadanne Oplysninger, der ledede til Udfindelsen af den Skyldige. I Henhold hertil indfandt der sig for nogle Dage siden paa Frederiksberg Politistation en i Saxogade boende Kone, der meddeelte, at der hos hende logerede en svensk Pige, Beata Johansson. 27 Aar gammel, der formeentlig havde født midt i November s. A. Hendes Udseende for den Tid havde nemlig tydet paa, at hun var frugtsommelig og hun havde omtalt, at hun led af en Svulst i Maven, men ved den nævnte Tid var hun bleven syg og havde lidt et saadant Blodtab, at Konen ikke nærede Tvivl om, at hun havde født. Da Pigen i Anledning heraf blev tagen i Forhør, negtede hun nogensinde at have født, men da en derefter foretagen Lægeundersøgelse godtgjorde, at dette var usandt, vedgik hun, at hun havde født et Barn og ombragt det. Hun forklarede, at hun strax da hun mærkede, at hun var frugtsommelig, tog den Beslutning at ville dræbe Barnet, naar det blev født. Da hun den 14de November f. A. om Eftermiddagen var i Arbeide hos en Familie i Nr. 14 paa Gasværksveien og mærkede. at Fødselsveerne begyndte, gik hun ind paa en af Ejendommens Retirader, hvor hun fødte Barnet og lod det falde ned i Latrintønden og derefter gik hun bort uden at see efter det og gik hjem og i Seng.

(Roskilde Avis 11. januar 1888).