En forurettet Gade. (Efterskrift til Politivennen)

Fra en Eiendomsbesidder i Prinsessegade har vi modtaget følgende Klagesuk i Form af en Forespørgsel til Politidirektøren:

I Ejendomsskatterne i Kjøbenhavn findes en Post, som hedder Vægterskat, som man nu til Dags maa forstaa som en Politiskat; Kjøbenhavns Borgere betaler selv for Ordenens Overholdelse, selvfølgeligt. Ude paa Kristianshavn, som det populært hedder, er en Gade, som hedder Prinsessegade, et Stykke af den, nemlig fra Baadsmandsstræde til Orlogsværftet, har den mærkværdige Egenskab at være baade privat og offenlig, det vil sige, den er anerkendt af Kjøbenhavns Magistrat som offenlig Gade, men ejes af Marineministeriet. Ud til denne Gade er i de sidste 10 Aar opført 10 Ejendomme, næsten alle med For- og Baghus, og disse Ejendomme har hele Tiden, saa længe de har betalt Skat, betalt ovennævnte Politistat, men da Orlogsværftet har sit private Politi, mente Kjøbenhavns Kommune, at al Ordens Overholdelse paa Gaden maatte paahvile dette private Politi, uagtet de opkrævede Skatter, som andre Steder i Byen, forpligter Kommunen til Ordensoverholdelse. For et Par Aar siden kom man endelig saa vidt, at Kjøbenhavns Politi overtog Patruljetjenesten i Gaden, fra først af kun som halv Post, men senere som hel Post, der dog regelmæssig toges bort, naar der var Brug for Betjenten andet Steds, og altid inddroges Kl. 11 om Aftenen. Saa kommer imidlertid den kiære Udstilling. hvor der skal bruges en Del Politi, og da Politidirektøren formodentlig ikke har Politi nok, saa fandt han snart paa at inddrage saadanne Poster som den i Prinsessegades Forlængelse. Nu spørger jeg: Er det Meningen, at vi ikke skal betale nogen Politiskat i det halve Aar, Udstillingen varer? I modsat Fald forlanger vi fuld Patruljetjeneste, og har de ikke Betjente nok, saa maa de selv se at finde et Arrangement paa hvad Maade de kan, men der er dog ingen Mening i, at man hist og her, hvor man tror, at det kan lade sig gjøre, piller nogle enkelte Borgere ud som man lader betale den extraordinære Polititjeneste. Endvidere vilde jeg gjærne spørge, om Hr. Politidirektøren anser det for forsvarligt, at det samme Stykke Gade, som er makadamiseret, ikke vandes, navnlig i denne varme Tid. Helst flere Gange om Dagen burde det ske. Tilstanden er paa Grund af tommetykt Støv, der hvirvles i Vejret ved den mindste Vind, mildest talt uudholdelig: et Vindue kan aldrig lukkes op, uden at Værelserne fyldes af Støvet. Har vi du ingen Ret herude? Det er mig bekjendt, at der er sket Henvendelse til Marinministeriet, Gadens Ejer, om at faa den vandet; men endnu har denne Avtoritet ikke fundet det nødvendigt, uagtet det blev lovet; maaske vilde en Paamindelse af Politidirektøren gjøre den forønskede Virkning

Saa har vi endelig ud til samme Gade et stort Svineslagteri, hvor der under Tiden slagtes indtil 2000 Svin om Ugen; jeg skal slet ikke tale om den Stank, dette foraarsager, trods al anvendt Renlighed, men kun henlede Opmærksomheden paa det uhyggelige Skrigeri, som begynder Kl. 2-3 om Morgenen og fortsættes hele Dagen; jeg har ladet mig fortælle, at man andre Steder, f. Ex. i Tyskland, slagter Svinene, uden at de skriger; kunde denne Maade at slagte paa ikke ogsaa forsøges indført her?

(Morgenbladet (København) 28. juni 1888).

Kjøbenhavns Væbning. (Efterskrift til Politivennen)

har paabegyndt sine Øvelser for i Aar, der som sædvanlig strækker sig over 15 Dage med et Par Timers Øvelser hver Eftermiddag.

Det er et broget Skue, naar man ved Femtiden ser disse aldrende Soldater, hvoraf adskillige allerede er graanede og krumbøjede af Slid og Slæb i den daglige Gjerning, lægge Vejen til Samlingspladserne.

Vanskeligt maa det være for de mange fremmede, der for Tiden giæster Byen, at danne sig nogen Mening om, hvad Opgave dette Korps egenlig har. Noget Elitekorps kan man næppe kalde det, man kan med Kjøbenhavnerne sige: "Det er ikke smukt, men sjældent", thi det vil vistnok være vanskeligt i noget andet Land tilnærmelsesvis at træffe Magen til det.

Den mest brogede Forvirring af sammenblandede Uniformsstykker er Særkjendet. Paa de forskjellige Pas, der udsendes er vedføjet en lille hvid Seddel, som meddeler vedkommende at han selv skal holde sig med Mundering; dog kan han faa en saadan udleveret fra Depotet, naar han fremlægger Attest fra Skattekontoret for, at han er saa fattig, at han ikke kan skaffe Uniformen; men i saa Tilfælde bortfalder den daglige Godtgjørelse af 50 Øre for egne Munderingssager.

Det er kun meget faa, der griber til denne sidste Udvej. Det kan ikke betale sig. For de 15 Dage bliver det en Godtgjørelse af 7 Kr. 59 Øre og da Væbningsuniformerne aldrig slides op - de bliver kun "lidt medtagne" - kan der kjøbes Uniformer for 3 a 4 Kr saa er der dog et Par Kroner tjent, og vedkommende slipper for at ydmyge sig og stille med den omtalte Fattig-Attest.

Under disse Omstændigheder kan man forstaa hvorledes Udseendet bliver. Tøjet spiller i alle Farver, snart flunkende nye Uniformer snart saa afslidte fedtede og hullede, at man ikke kan anse dem for gode til Kludemøllen. Sommertøj og Vintertøj gaar prægtig Side om Side i den bagende Solhede og Jakkerne spiller en Rolle et Par blanke Knapper forvandler dem fra civilt til militære Klædningsstykker. Benklæderne slet ikke at tale om, de er lige saa forskjellige som der er Mandskab i Bataillonerne. Pudsning er der her ikke Tale om, og det vilde ogsaa være for meget forlangt, at f. Ex. en Arbejdsmand, der har hængt i fra den tidlige Morgen, skulde gjøre nogen synderlig Anstrængelse for at fire op paa Lædertøj og Knapper.

Og saa selve Tjenesten i det reneste, skiæreste Legeværk, der ikke i den allerringeste Grad kan bidrage til nogen militiær Kundskab ud over den. Soldaterne all sidder inde med fra den faste Tjeneste. Alt, hvad der udføres, bliver gjort med den største Slaphed og Ligegyldighed - Exercissen gjøres, fordi den skal giøres, men uden Spor af Respekt for militær Strænghed.

Naar ikke Ærgrelse over de Indhug, disse Øvelser gjør i den daglige Fortjeneste, er fremherskende, gaar det hele som Regel med Gemytlighed. Vitzerne falder som Gnisterne fra Raketter, der kommanderes et, der udføres et andel, der tales spyttes og lignende i Geleddet, noget, der ellers paa det strængeste strider imod militære Begreber, samtalerne mellem overordnede og underordnede foregaar paa en fortrolig Maade, i alt Fald fra de underordnedes Side, og man kan ofte høre et: "Det er noget, vi selv bestemmer" eller lignende efter en falden Kommando. Selvfølgelig findes der Elementer imellem der sætter alle Hensyn til Side og kun gaar ud paa at holde Lystigheden i Aande, rigtignok ofte paa en temmelig grovkornet Maade, men de finder altid velvillige Øren hos Kammeraterne.

Det maa ikke være noget behageligt Hverv at være overordnet i dette Korps; enten maa Ørerne holdes luklede. eller ogsaa skal der fares frem med Strænghed, men dette sidste er som at gyde Olie paa Ild, hvad mere end én Løjtnant har kunnet tale med om - forrige Aar fik saaledes en af disse en slem Medfart paa Amager, fordi han i Stedet for at aftroppe paa sædvanligt Sted lod Kompagniet gaa i stram Marsch med skuldret Gevær et længere Stykke Vej. Ved den endelige Aftropning blev han udpebet og udskreget saa grundigt, at han næppe glemmer det saa let. Mandskabet finder sig ikke i, at man behandler dem som Rekruter.

Men alt i alt er Kjøbenhavns Væbning en Skam for Byen, et Korps, der kun er til Latter, i ingen Henseende til Gavn. Og hvorfor skulde Kjøbenhavnerne mere trænge til en Opfriskning af deres militære Kundskaber end det øvrige Land, der kun møder til 1 Dags Mønstring?

I paakommende Krigstilfælde vilde Kjøbenhavnerne gjøre deres Pligt saa godt som nogen anden i Landet, men disse evindelige Indkaldelser er demoraliserende, fordi de paa saa mange Maader gjør Skaar i Kampen for Livets Ophold.

Lad Indkaldelserne til de større Øvelser i Linjen være nok ogsaa for Kjøbenhavns Vedkommende.

Kjøbenhavns Skytteforening udsendte for nylig et Opraab om Indmeldelse i Foreningen og meddelte, at ved Opnaaelsen af et vist Antal Points kunde man ved Krigsministerens Foranstaltning slippe for Væbningen.

Men hvis Skydningen er Formalet, saa kunde Mandskabet jo indkaldes til at møde et Par Søndage for at afgive de faa Skud, der er Tale om. Bekostning til Uniform og Tidsspilde vilde derved falde bort, og man vilde undgaa Synet af dette lattervækkende Korps.

Hr. Bahnson burde gjøre sig fortjent af Kjøbenhavnerne ved en god Gjerning i bemeldte Retning.

(Morgenbladet (København) 26. maj 1888).

Ordningen for borgervæbningen i København faldt bort i 1909. I købstæderne var den allerede afskaffet i 1873.

Et smukt Træk. (Efterskrift til Politivennen)

Et smukt træk der fortjener at kendes i en videre kreds, tildrog sig 1. pinsedag på Vestre Kirkegård, skriver en indsender i "Aftenbladet". Efter jordfæstelsen af en yngre håndværker (good templar) opfordrede hr. pastor Krag, der ved båren stærkt havde betonet det velsignelsesfulde liv som havde udfoldet sig i afdødes hjem som følge af hans afholdsstandpunkt, folket til her om den åbne grav at yde et bidrag til lindring af den nød han vidste herskede i hjemmet, idet enken nu stod tilbage med 6 mindre børn og det syvende i vente. Pastor Krag lagde derpå til en begyndelse en tikroneseddel i sin hat, hvorefter han gik kredsen rundt, modtagende de frivillige gaver der strømmede ind i rigelig mål. Dette smukkt træk formener jeg, fortjener at kendes i en videre kreds, og er jeg derfor så fri at udbede mig plads for nærværende linjer i Deres ærede blad.

(Stubbekøbing Avis, 24. maj 1888).

Om Sædelighedsforholdet i det danske Folk, særlig i Bondestanden og Almuen. (Efterskrift til Politivennen)

Paa B. Pontoppidans Forlag har Fængselspræst Hafstrøm under ovenstaaende Titel udgivet en i mange Henseender interessant Piece. Forf. støtter sig dels til det alt foreliggende statistiske Materiale, dels til Oplysninger, han har indhentet hos et stort Antal Præster, Læger, Lærere og Andre i Landets forskjellige Egne. Det er jo en bekjendt Sag, at Danmark med Hensyn til Antallet af uægte Fødsler indtager en sørgelig høi Plads. Hvorvel Procenttallet, der har været oppe paa 11, i den seneste Aarrække er sunket noget, staa vi dog endnu næstøverst i Ræklen. Kun Østerrig overfløier os med 13.50 pCt. som Nr. 3 følger Tyskland med 8.67 pCt. og derefter daler Procenttallet jævnt ned til Holland, hvor Tallet paa de uægte Fødsler kun er 3,49. Selvfølgelig er Forholdene her i  Landet ikke ens over det Hele; Forskjellighederne ere tværtimod overordentlig store. Der kan i samme Stift være Herreder med 4 pCt. og andre Herreder med 16-19 pCt. Indenfor det samme Herred kan der være et Sogn med 31 pCt. og et andet med 1.7 pCt.

Af den Fortegnelse over Kjøbstæderne, Forf. har udarbejdet, ses det, at Kjøbenhavn staar øverst med 20.14 pCt. Da Forholdene jo imidlertid her ere temmelig exceptionelle (bl. A. Fødselsstiftelsen osv.) er det vel tvivlsomt, om ikke Aalborg med sine 12.3 pCt. bør opføres som Nr. 1. Nederst paa Listen staar Ærøeskjøbing med 2 pCt. Procenttallet for samtlige Kjøbstæder bliver 8.44.

Hvad Forholdene paa Landet angaar, staar Sjælland forholdsvis godt med 7.24 pCt. Dette er dog selvfølgelig Gjennemsnitstallet; Skalaen bevæger sig fra 0 pCt. til op over 12 pCt. Særlig mørke Skildringer har Forf. modtaget fra det nordøstlige Sjælland. En Læge skriver bl. A. om Almuen der: "Jeg tror sikkert, det bliver kun en ringe Part af Brude, der ikke ere frugtsommelige ved Vielsen, ligesom jeg kun sjældent finder, at der er en passende Tid mellem Bryllupet og det første Barn. En ikke ringe Del Ugifte med Børn er her ogsaa."

Fra sin egen Erfaringskreds føier Forf. følgende lille Træk til: "Da der i Anledning af en natlig Ildebrand paa en større Gaard blev optaget forhør over Tjenestefolkene, viste det sig, at alle Gaardens Karle og Piger havde været sammen med deres Kjærester". Fra en Præst i det sydøstlige Sjælland har Forf. modtaget en Beretning, der ikke stiller Forholdene der i bedre Lys.

De fynske Landsogne have i mange Tider været bekjendte for Usædelighed, og Procenttallet for de uægte Fødsler gaar da somme Steder ogsaa op over 30. Nogen særlig Aarsag til disse exceptionelle Forhold er ikke paavist, og Grunden maa vel søges i en almindelig Slappelse af de moralske Begreber. Fra det nordvestlige Fyen skrives saaledes til Forf, at "Egnen har det tilfælles med den største Del af det øvrige Fyn, at det i de lavere Samfundsklasser ikke anses før at være vanærende for en Mand at indlade sig i løse Forbindelser eller for e Kvinde at føde uægte Børn." En Enkefrue, der eiede en større Gaard i det sydlige Fyn, kjæmpede forgjæves i flere Aar for at faa en sædelig Husstand. Tilsidst opgav hun Kampen, solgte sin Gaard og flyttede bort. Den eneste Pige, hun fik, der vedblev at være sædelig, var en Sjællænderinde, men denne opsagde sin Tjeneste, "fordi hun ikke kunde udholde Omgangen med de andre Piger med deres Spot over, at hun ikke kunde faa Børn."

Hvad Lolland-Falsters Stift angaar, da staar det efter Statistiken under Sjælland, for Kjøbstædernes Vedkommende endog under Fyn, men iøvrigt ere de faa Beretninger, Forf. har faaet fra denne Landsdel, i høi Grad afvigende. En Læge fra det vestlige Lolland skriver: "Befolkningen her er utaalelig. Jeg har i Fyn set megen Usædelighed, og Statistiken beviser sagtens, at der er mere end her deraf; men skjøndt jeg næppe kan forklare hvorfor, har Fynboernes Usædelighed aldrig forekommmet mig saa stødende og dyrisk som Bøndernes her osv." En Præst i Sønder Herred giver derimod et langt lysere Billed af Forholdene.

Jylland er den Landsdel, der fremviser de største Modsætninger. Dog kan man ved at drage en Linie fra Holstebro over til Mols (ganske vist med nogle Bugtninger) paavise en væsenlig Forskjel mellem de to Dele. Medens nord for Linien Procenttallet af uægte Fødsler varierer mellem 9 og 19, synker det syd for Linien til mellem 3 og 8, lavest paa Vestkysten, høiest paa Østkysten. Særlig slet staar Vendsyssel, hvor adskillige Herreder kunne maale sig med Fyn, hvad Antallet af uægte Børn angaar. Dronninglund Herred med 19 pCt. overgaar endog ethvert fynsk Herred, medens dog intet enkelt Sogn naaer de værste fynske. Fra Egnen mellem Hobro og Aalborg skriver en Sognepræst bl. a.: "Det gjælder i det Hele taget om Egnen her, Vendsyssel iberegnet, at Usædelighed blandt Ungdommen regnes for en høiest tilgivelig Letsindighed. Som Hovedaarsag maa nævnes den fuldstændige Slappelse i Sædelighedsbegreberne baade iblandt Ældre og Yngre. Man kan godt sige, at de Karle ere snart talte, som ikke have været Pigerne for nær, og de Piger ere snart nævnte, som kunne kaldes for rene Jomfruer. Det er ingen Overdrivelse.

Det gjælder hele Himmerland og Vendsyssel. Usædeligheden er her paa Egnen slem baade blandt Fine og Grove." Senere i Brevet hedder det: "Man skammer sig i Reglen ikke ved at faa et uægte Barn. "Du er ikke den første Pige og bliver heller ikke den sidste, som det er gaaet saadan" sige Forældrene ofte trøstende; naar Datteren kommer frugtsommelig hjem. Fra Egnen mellem Aarhus og Randers meddeler en Læge, at det efter hans Overbevisning kun er meget faa unge Piger af Bondestanden, der har bevaret deres sædelige Renhed til 19 Aars Alderen. - Som ovenfor sagt er Sædelighedstilstanden betydelig bedre sydfor Linien Holstebro-Mols. Dog hersker der adskillige Steder visse aparte Forestillinger. Paa nogle Egne betragtes saaledes Brudefolkenes Samliv efter den "første Lysning som værende aldeles i sin Orden og Præsten vil forgæves gjøre Forestillinger herimod. Paa andre Egne anses det for en meget formildende Omstændighed, naar Pigen "har Fader" til sit Barn, og denne, selv om han ikke vil gifte sig med hende, dog tillader, at Barnet døbes med hans Efternavn, især naar det er en ældre, holden Sari. der kan betale noget ordenligt til Barnets Underhold. Kan Pigen derimod ingen Barnefader opgive eller er denne en "ung Knægt, som intet eier", stiller Sagen sig betydelig værre. - Som tidligere nævnt har det sydlige Vestjylland den bedste Statistik at opvise.

Forfatteren gaar derefter over til at omtale forskjellige Aarsager til den slette Sædelighedstilstand og søger at paavise, ad hvilke Veie man maatte kunne opnaa i al Fald noget bedre Resultater. Hertil skulle vi komme tilbage i en senere Artikel

(Dagens Nyheder 13. maj 1888).

II

I sin Undersøgelse af Aarsagerne til den mangelfulde Sædelighedstilstand nævner Forf. først Beboelsesforholdene. Disse ere mange Steder utilladelig slette. For Kjøbenhavns Vedkommende er dette jo paavist tidligere; vi skulle exempelvis kun nævne, at 182 Eiendomme ere saaledes fyldte med Beboere, at der boer over 5 Mennesker paa hver 100 Kvadratalen; i 162 Værelser boer hele Familien tilligemed en Logerende. Slet saa uheldige ere Forholdene paa Landet naturligvis ikke. Hvor Aarsagen til Sammenpakningen skyldes Fattigdom, er det selvfølgelig vanskeligere at raade Bod paa Ondet; men mange Gange maa den søges i den kompletteste Ligegyldighed. Som et pregnant Exempel herpaa nævner Forf. saaledes, at en tysk Præst for ikke mange Aar siden havde et Kammer til sin Karl og Pige i Fællesskab.

Forf. gaar derefter over til at omhandle Hjemmene og Skolerne. Hvad de første angaar, paavises specielt de sørgelige Forhold, hvorunder de uægte Børn jævnlig anbringes, og han anfører Exempler paa - dog uden for Kjøbenhavn - at uægte Børn ere blevne satte i Pleie hos vitterlig løsagtige Fruentimmer; at de derved gik til Grunde, er en Selvfølge. Meget lidet opbyggelige ere de Beretninger, Forf. giver om Tilstanden i mange Skoler saavel i Kjøbstæderne som paa Landet. Der synes herefter paa flere Steder at gaa en Raahed og Uterlighed i Svang mellem Ungdommen, baade den mandlige og kvindelige, som kun kan bære slette Frugter. Ganske vist fritager Forf. i det Hele og Store Læreren for Skyld, men man kan dog ikke værge sig mod, at den Anskuelse paatrænger sig, at Tilsynet med Ungdommen vistnok ofte er altfor slapt, og at en skarpere Kontrol fra Lærernes Side vilde være ønskelig og gjennemførlig. I adskillige Breve til Forf. henledes Opmærksomhed paa det uheldige i, at Bønderbørnene saa tidlig faar deres Tanker henvendte paa Kjønslivet ved at overvære Dyrenes Parring. En landsbypræst i det sydøstlige Jylland skriver saaledes: "Det er endogsaa meget almindeligt, at Bonden sender sin halvvoksne Søn eller Datter med Koen til Tyren; de yngre Sødskende følge da ofte med for at nyde dette Skuespil. Det foregaar midt i Gaarden lige for Vinduerne. At tale med Forældrene herom nytter efter min Erfaring lidet eller intet; de forstaa næppe, hvad man mener."

Et særligt Kapitel helliges Ungdommens Forlystelser. For Kjøbstædernes Vedkommende er det væsenligt de offenlige Danselokaler, der virke depraverende, paa Landet Legestuerne, Kro- og Skovballer, Nattesværmen (Gadesjov) m. m. Som et Vidnesbyrd om Tonen ved disse landlige Fester kan anføres, hvad en Præst paa Fyn skriver: "Saa vidt jeg ved, have endog Kjøbenhavn Skjøger og deres Kavallerer Adgang tll Dansesalonerne, men hvad jeg er ganske vis paa, er, at Kjøbenhavns Politi aldrig vilde tillade, at slige Mennesker opførte sig som de unge Piger og Karle jævnligt gjør ved deres Forlystelser ved Baller og andet. Fra det sydøstlige Sjælland beretter en Skolelærer om de saakaldte Legestuer: "Jeg skal meddele et Træk fra disse Sammenkomster, som er fortalt mig af en Pige, der deltog i Gilderne. En "Herre" faar under et eller andet Paaskud "en Dame" ind i et afsides Værelse, et Sovekammer f. Ex., hvori der er Lys; saa slukker han Lyset! - der skal prøves, hvordan han tør gaa i sin Behandling af hende. Man skulde synes, at den unge Pige, som en Gang havde været udsat for saadant, maatte komme til at hade og afsky baade disse Sammenkomster og de "Herrer" som færdes der; men ved næste Gang gaar hun igjen gladelig med. Den samme Historie passerede et Par Gange i Løbet af en Vinter. Og hun skulde endda høre til de bedste!" Om det saakaldte Gadesjov meddeler en jydsk Landsbyskolelærer: "I de store Bondebyer er der i det mindste hver Søndag Aften fuldt Gadesjov Aftenen ud, om  Sommeren Natten ud. Betegnende for bisse Sammenkomsters Karakter er et Udtryk, som Ungdommen her selv bruger om dem: den er "[rimle] og ramle", det samme Udtryk, der bruges om Dyr i Brunsttiden."

Foruden de ovennævnte Aarsager til Sædelighedstilstandens Slethed fremdrager Forf. adskillige andre, saasom de ofte uheldige Tyendeforhold, Forførelser, Livet paa de store Gaarde, Fabriker og Fattiggaarde m. v. Fra sin egen Erfaringskreds anfører han her et ret mærkeligt Exempel paa Begredsforvirring. En Kone, som var bleven meget vred paa sin Mand, der havde forbudt sin Familie at omgaas med hendes Datter, udtalte: "Fy, han  burde skamme sig! det er blot fordi min Datter har faaet det ene uskyldige Barn! Min Datter er saamænd saa uskyldig som den reneste Engel, der er kommen ned fra Himmelen!"

At Bondestanden aldeles ikke anser det for anstødeligt, at Brudefolk flytte sammen efter den første Lysning, men før Vielsen, har vi [set] af foregaaende Artikkel. At Samling imidlertid faktisk etableres endog før Lysningen viser Kategorien "de frugtsommelige Brude" Af de Landsbypræster, Forf. har tilskrevet have mindst 90 pCt. svaret, at Brudene "meget ofte" ere frugtsommelige. Enkelte gunstige Svar lyde paa, at det ikke er almindeligt, men i øvrigt bevæge de sig igjennem en Skala fra "omtrent 1/4 af Brudene" og til "de allerfleste" eller "[] af 10". En Mand fra Stevns Herred skriver: "Jeg antager, at 9 af 10 Brude var besvangrede inden Vielsen. Og dette er ikke at forstaa som en vel tidlig Sammenflytning men det er utvivlsomt en Maade, hvorpaa Piger søge at blive gifte, idet paa den Egn saagodtsom aldrig nogen Karl svigter en Pige som hin har besvangret. Men blev hun [nu] besvangret ved en Kjæreste, søgte hun en anden og ofte havde hun flere ad Gangen." Fra Silkeborgegnen meddeler Fo:f. følgende kateristiske Træk: "I en anset Gaardmandsfamilie skete det Uheld, at en ung Pige der skulde giftes, overanstrængte sig [ved] Forberedelserne til Brylluppet, saa at hun fødte sit Barn for tidligt. Derfor opgav man dog ikke Bryllupsgildet; men løste Kongebrev og i den store Forsamlings Overværelse blev Barselkvinden viet, og derpaa Barnet døbt og det Arrangement fandt man meget smukt. At høre Udtalelser i Bondestanden om, at det er ganske i sin Orden, at man ikke gifter sig før man har Havt Bruden paa Prøve, er man hyppigt- . 

Efter nogle Bemærkninger om det Uheldige i den altfor lette Adgang til at opnaa Skilsmisse gaaer Forf. over til at omtale de tvende Omraader, paa hvilke han mener, at en Reformation, som formentlig vilde medføre gunstige Resultater, burde foretages. Det første Omraade er den lovbeskyttede Usædelighed.  Forf. viser sig her som en svoren Tilhænger af "Foreningen mod Lovbeskyttelse for Usædelighed", og man vil derfor se de samme Argumenter føres frem, som saa ofte for have været i Ilden og ere blevne gjendrevne. Det synes bl. a. ikke, at Forf. har været bekjendt med den for nogen Tid siden fra vore første Autoriteter, d'Hrr. Engelsted og Haslund, fremkomne Udtalelser i al Fald berører han den ikke.

Ulige interessantere er Forf's Indlæg om en Gjenindførelse af Kirketugten, hvad han anser for "tvingende nødvendigt". Særlig støtter han sin Fordring herom ved en Henvisning til den Mærkelighed, at en Mængde Mennesker ikke have den mindste Forstaaelse af, at deres Sædelighed har noget med deres Religion at gjøre. Han har i sin Fængsels-Praxis [an]truffet Sædelighedsforbrydere, der erklærede at høre til den indre Mission, og et almindelig simpel Utugt er stærkt fremherskende i de Egne hvor Grundtvigianismen er udbredt, e. [] Ex. bekjendt fra Fyn. Forf. forvarer sig [] mod, at dette skulde gjælde de egentlig troende Medlemmer af disse Samfund, og henviser [til] at ethvert Parti let faaer et Anhang af mindre heldige Bestanddele. Som et Tilfælde, [] ovennævnte Mangel paa Forstaaelse gav sig karakteristisk Udslag, nævner Forf. følgende:

En Straffefange i Horsens Straffeanstalt meldte sig til Altergang. Han var inddømt Anstalten, fordi han havde lokket Mandfolk til sig, havde opfordret dem til at voldtage hans egen Datter og havde hjulpet dem dermed under haarde Mishandlinger af hende. Efter Datterens Mening havde hans Hensigt dermed været den, at hun senere skulde ernære ham ved Utugt. Da Fangen hverken vilde bekjende sin Brøde eller udtale nogen Anger, nægtede Forf. ham Sakramentet. Fangen blev da vred og bandede paa, at om saa Hafstrøm var [Præst] i Helvede, skulde han tage ham til Alter. Selvfølgelig fik han ikke sin Krig sat igjennem, da Biskoppen ubetinget stillede sig paa Præstens Side.

At en Genindførelse af Kirketugten - tænkes udøvet af Præsten i Forbindelse med Menighedsraad - vil kræve megen Kamp og ihærdigt Arbejde fra Præsternes Side, er Forf. ikke blind for. Utvivlsomt har han umidlertid paa dette Punkt Ret i meget. Særlig paa Landet, hvor Forholdet mellem Præst og Menighed vel som Regel er mere umiddelbart end i Kjøbstæderne, maatte der formentlig kunne gjøres noget ad denne Vei. Men som Forf. siger : "Paa Prædikestolen at sige noget i al Amindelighed, som Ingen i Særdeleshed behøver at tage sig af, er ikke nok. Det er ikke det eneste, vel heller ikke det heldigste Sted til at kjæmpe mod Utugten. Præsten maa gaa den ganske anderledes ind paa Livet.

(Dagens Nyheder 15. maj 1888).

Salomon Maurits Krusenstjerna Hafstrøm (1847-1905) var præst og forfatter. Han var oprindelig exam. jur. 1867. Han var præst ved Horsens Tugthus 1884 og formand for Horsens Fængselsselskab. Sognepræst Raarup 1896-1905.

Fotograf Viggo Emil Svendsen (1837-1901): Præst, forfatter Salomon Maurits Krusenstjerna Hafstrøm (1847-1905) . Det kongelige Bibliotek.

To Selvmord fra Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

Nedstyrtningen fra Rundetaarn. Som i Onsdags kortelig med delt styrtede et ungt Menneske sig i Tirsdags 'Middags ud over Rækværket paa Rundetaarn i Kjobenhavn. Han faldt ca. halv Snes Alen fra Taarnets Fod, og Døden indtraadte øjeblikkelig.

Den forulykkede hed Schøne, var 22 Aar gammel og var Drejersvend. Hans Moder er Enke og boer i Kjøbenhavn.

Det meddeles, at han kort forinden Nedstyrtningen ene havde begivet sig op paa Taarnet, hvor der befandt sig et andet ungt Menneske, som dog ikke bemærkede Redstyrtningen, men han forklarede at have set el slankt ungt Menneske gaa ben til den modsatte Side as Platformen og læne sig ud over Rækværket med Hatten i Haanden.

Motivet til Gjerningen antages at være Kjærestesorg i Forbindelse med en Smule Forskruelse fra for megen Romanlæsning. Hans Kjæreste, en ung Cigarhandlerske, slog for nogle Dage siden op med ham.

Nogle svage Blodpletter paa Stenbroen samlede endnu sent paa Eftermiddagen en tæt Menneskemængde paa Ulykkesstedet, hvor Politiet havde al Umage med at holde Passagen nogenlunde fri.

I Onsdags afholdtes det lovlige Ligsyn, det konstateredes, at Døden var indtraadt som Følge af en indvendig Sprængning af Hjærnen. Stødet har den forulykkede faaet paa den højre Hofte, som er knust.

I Gaar afholdtes Forhør over den afdødes Familie og paarørende.

Det er som bekjendt længe siden, der er forefaldet et Tilfælde af Selvmord fra Rundetaarn, men maaske dette dog nu kan føre til, at man fremtidig lader en Opsynsmand være tilstede paa Taarnet, naar dette er tilgjængeligt for Publikum.

(Skive Folkeblad 11. maj 1888).

Et nyt Selvmord

ved Nedstyrtning fra Rundetnarn

fandt Sted i Mandags Eftermiddags, idet et ganske ungt Menneske omved Kl. 3 styrtede sig ned fra Taarnets Platform.

Nogle Damer, der bor paa en 4de Sal lige overfor Rundetaarn, havde iagttaget den Forulykkede en Tid for han styrtede sig ned. De mente, at han havde været næsten en Time oppe paa Taarnet, og de havde indbyrdes talt om, at det var mærkeligt, saa længe den Dreng blev der oppe. Han var gaaet Lidt og havde kigget ned til alle Sider; af og til havde han bøjet sig saa langt frem, at de var bange for, han skulde faa Overballance.

Opsynsmanden ved Taarnet havde ikke særlig lagt Mærke til den Forulykkede. Der havde netop været saa mange Besøgende i Mandags. Men da Ulykken passerede, troede han, at det unge Menneske havde været alene. Der kom ganske vist lidt efter to ned derfra, men de havde ikke set noget som helst. Formodenlig har den Ulykkelige ventet til det Øjeblik, de to forlod Platformen og han var alene.

Han faldt med et Brag - dog ikke saa stærkt som Schøne - en god Alen ud fra Taarnet mod Landemærket. Politibetjent Koldbech, der paa den Tid havde Post ved Trinitatis Kirkeplads, blev Ulykken vaer, ilede til og fandt det unge Menneske liggende med Bryst og Mave ned mod Stenbroen, stinkende Ansigtet i sine Hænder. Den Ulykkelige gav nogle konvulsiviske Trækninger fra sig og laa derpaa stille hen. En ung Mediciner, der kom til, erklærede ham for dod. Betjenten anbragte Liget i en Droske og førte det til St. Johannesstiftelsens Lighus.

Politiet fandt i den Afdødes Lommer en Regning fra Land- og Gasmester Koch i Vendersgade, samt tre Kæder til en Hængelampe og en Niptang. Ved Henvendelse til Hr. Koch oplystes det, at den Afdøde var i Blikkenslagerlære hos ham, var 18 Aar gammel og hed Carl Nielsen.

Undersøgelsen af Liget blev i Gaar Middags Kl. 12½ foretaget af Dr. med. Hertz i St. Johannesstiftelsens Lighus.

Efter at Glaslaaget var taget af Kisten, skar man hans Tøj fra Kroppen. Brystet og Maven var blændende hvide, Ryggen var blaarød med de sædvanlige Ligpletter, hist og her Smaarifter med Blodudtrædninger. Det blev konstateret, at han var falden med den højre Side mod Stenbroen, idet hele denne Side ned igennem var massakreret. Armen var brækket paa et Par Steder, Ribbenene ligeledes, og Laaret og Skinnebenet havde en Del større og mindre Kvæstelser. Hoved og Ansigt var derimod uskadt. Døden var indtraadt ved Brystkvæstelsen, og det antages - Kraniet blev ikke aabnet - , at Slaget mod Hjærtet havde forplantet sig op til Hjærnen og sprængt denne.

Carl Nielsens Moder og Stedfader, Malersvend Schmidt, og hans Mester, Blikkenslager Koch, var i Igaar Formiddags Kl. 11 tilsagt til Forhør paa Pilestrædes Station.

Moderen antog, at den Afdødes Iver efter at læse overspændte Romaner havde paavirket ham til at nære Ønsker om at blive "udødelig" og "berømt". Hun havde lagt Mærke til. at han til Stadighed læste Bladet "Revnen" med en vis Begærlighed. Han havde været hjemme til Middag og drukket en Kop Kaffe.

Hr. Koch kunde heller ikke tænke sig nogen Aarsag til Selvmordet. Mesteren havde al Tid været fornøjet med ham, og han roste ham som en flittig, opvakt og tro Lærling. Carl Nielsen havde ganske vist, da han i sin Tid læste om Schønes Bedrift, ladet sig forlyde med, at han ønskede, det var ham selv, der paa den Maade var kommen af Dage, da det var en Død, enhver kunde være bekendt; men efter den Tid havde hverken Mesteren eller Lærekammeraterne mærket noget usædvanligt hos ham. I Mandags Formiddags havde han sunget og været lystig paa Værkstedet, og da han Kl. 12½ anmodede om at maatte gaa til Middag, saa han glad og tilfreds ud.

I Dag er hans Lærekammerat og Portneren ved Rundetaarn, Hr. Ankjær, blevet afhørte.

(Randers Folkeblad 19. juli 1888).