Forfatterindens, Victoria Benedictssons sørgelige, opsigtsvækkende død giver naturligvis anledning til at omtale denne, for nogen tid siden udkomne bog, og til at dvæle noget længere ved den, end man måske ellers vilde (have) fundet grund til at gøre.
Den består af syv små historier, skildringer af svensk, nærmest skånsk almueliv. Idet vi foreløbig forbigår den første, skal vi kort omtale indholdet af den anden og de følgende fortællinger. "En ægteskabs-roman" beretter i let, humoristisk tone om en meget flink, men også meget grim strygekone og linnedsyerske på landet, gift med et gyseligt drog af en mand, hvem hun imidlertid tilbeder, skønt han i ingen henseende er behagelig eller god imod hende. Ja, der røbes endog mere end mistænkelige tegn på utroskab fra hans side, men da hun med en velmenende frøkens hjælp prøver på at læse ham loven for den sags skyld, vender han overlegent forholdet om og gør sig i kraft af sin uundværlighed - fordi konen er forelsket i ham - til situationens herre, hvilket er ganske komisk skildret. Mens det dertil i virkeligheden er madammen som skaffer relativ velstand til huse, er han alligevel hjemmets ejer, og da han skal til at vandre heden, er det knapt nok at han sikrer hendes fremtid ved at give hende skøde på besiddelsen. Død og borte begrædes han selvfølgelig mere end nogensinde som lykken i denne ægteskabsroman. Fortællingen er, som sagt, holdt i en spøgende tone, men rummer dog adskillig alvor eller endog en hel tendens om man vil søge den, i fremstillingen af den i realiteten kuede hustru - kuet af tåbelig kærlighed, kuet også af de ydre forhold som giver den mandlige ægtefælle en husbondsret han i al fald kan misbruge. En egentlig tragedie har forfatterinden imidlertid ingenlunde skrevet her, men i den følgende historie er hun nærmere derved. Her tegnes et fattigt og sørgeligt hjem og endda et hjem med en ejendommelig ideal glans over sig. Ogsaa denne Gang møder man Konen i Huset som den stærke og styrende, men paa den anden Side er hun sit første, i hendes tidligste Ungdom uægte fødte Barns Morderske, dømt og efter at være "kommen ud" flyttet sammen med en Mand, en Arbejder med flere Børn, af hvilke nu kun et eneste er tilbage. Forfatterinden giver i smaa, korte, men stærke træk Billedet af denne Kone som baade Martyr og Heltinde. Martyr for sin Ungdoms Synd og for det officielle Stempel, som derved er sat paa hende for alle Tider, saa at hun end ikke "vil" blive Mandens ægteviede Hustru, skjønt hun iøvrigt er ham tro og god i Alt, kjærlig og øm mod ham og mod hans vanføre Barn. Ei heller "vil" hun nyde Nadveren, da han ligger paa Sottesengen, d. v. s. hun føler sig udelukket saa vel af Menneskenes som af Vorherres Samfund - og dog er hun saa god, saa dygtig, saa kjærlig! Samme Historie fører desuden en Præst frem eller egenlig to, den ældre Sognepræst og hans Kapellan. Der begyndes med skarp Antydning af den unge Mands strange Iver; med Paavisning af, hvor lidet disse Forhold, lige som selve Folkene knapt nok forstaa hans lærde Tale, men inden Enden skjønner han, hvor svagt Theorier og Læresætninger forslaa overfor Livets Virkelighed. "Ved Sottesengen" viser da tydelig nok Forfatterindens Tendens, som ligger i den grelle Fremhævelse af Barnemorderskens rene Dyd og Kapellanens ufyldestgjørende Kirkelighed, hvortil der saa kommer saadanne karakteristiske Træk, som, at den døende Mand anser sit Livs salige Ende betinget af det rent ydre Faktum, hvor vidt Præsten vil give ham Alterens Sakramente eller blot holde en Straffeprædiken, hvilken den Døende dog ikke kan fatte. Der er andre, baade slaaende sande og smukke Træk i Billedet. men altfor følelig er Forfatterindens egen Mening om de sociale, moralske og religiøse Problemer, som berøres, selvfølgelig uden at blive løste eller blot klarede, uagtet Fortællingen vil belyse dem saa skarpt som muligt. En saadan Historie virker da mere melodramatisk og deklamatorisk end kunstnerisk eller overtydende, medens den indirekte gjør Krav paa at raade dunkle Runer, kun Forfatterindens Sympathier, ikke disses Begrundelse eller Berettigelse giver Skildringen Værd og Betydning.
"Mens Kaffen koger" er atter en lille Humoreske, paany handlende om en Kone af Folket, hvem Elskov har ført ind i et tragikomisk Ægteskab. Manden er en glad fyr, men en uordentlig Personage, der ikke holder hus, men des lettere gjør Gjæld, og naar Konen skænder, bruger han blot at forsvinde for at more sig bedre andet Steds. Under den spøgende Form kan man her igjen finde en halvdulgt Klage over Kvindens mislige Kaar, som flygtig Forelskelse og Ægteskabets faste Baand forvold«.
Perlen imellem disse "Folkelivs-Billeder" kommer i "Kammerater", en fortrinlig Tegning af en gammel Røgter med en skrap Kone, hvis Renlighed ikke mindst bevirker, at Manden føler sig mest hjemme ude i Stalden mellem Dyrene. Pointen er alligevel en ejendommelig Anekdote om samme Røgter og hans kjære, trofaste Hund, hvilken han absolut vil have - virkelig faar - med sig i Kirke, da der højtidelig skal gives ham Hæders-Belønning for hans (og Hundens) opofrende Hjælp ved en Ildebrand. Der er noget inderlig rørende, ja hjertelig gribende i denne lille Skitse om Kjærlighed, Hengivenhed og Troskab, og endskjønt Billedet af Røgteren med Hans Hustru og hans Hund vistnok kan synes at ville give noget mere Almindeligt og Almengyldigt, end det i sin Knaphed og Ensidighed virkelig gjør, virker det alligevel ikke blot beklagende, men ogsaa betagende som et Genrestykke, hvori Kunstneren - Forfatterinden - har nedlagt baade sin Iagttagelse og end mere sin, kjærlighedsfuld Følelse.
Tilbage staar "Forbryderblod", som er den første, og "Tre", den sidste Historie i den foreliggende Bog. Hin rummer Spor af en mørk Fantasi med Hang til Lidenskab og Uhygge. Den gjør Forsøg paa at afmale Sindsstemning og Tanker hos en stakkels Karl, som er haabløst forelsket i en flanet eller i det mindste let og lystig Pige. Vægten ligger paa, at Forfatterinden lader ham føle sig uvilkaarlig, mekanisk og modstandsløs dragen mod en Udaad, enten at myrde Pigen eller at myrde sig selv, om hun ikke vil blive Hans. Fru Benedictsson har med kjendelig Forkjærlighed for Æmnet dvælet ved den diaboliske Dragning i ham, halvt en magisk eller hypnotiseret Tilstand, under hvilken han vel kan reflektere og ræsonnere over den kommende Misgjerning og dens skæbnesvangre Følger, men i hvilken han dog ikke kan andet end lade den onde Drift fuldstændig beherske Villien. Det ender med, at han stikker hende, hvem han elsker - og samtidig hader - brutalt ihjel uden at bryde sig om, at der er Vidner, og uden at gjøre Forsøg paa enten at flygte eller at undskylde Drabet. Denne Fortælling er maaske mere konstrueret end greben ud af Livet, selv om dens Hovedtræk kunne være virkelige nok, men den har nu i hvert Fald sin triste Interesse til Vidnesbyrd om Forfatterindens Syslen med tungsindige Tanker. om den Lidenskab, der driver modstandsløs til Alternativ som mellem Mord og Selvmord.
Trist paa anden Vis er "Tre", en gratiøs, men vemodig Historie om en lille sky Piges Længsel efter Kjærlighed; om hendes Henrykkelse ved at faa i Foræring et Egern, som da bliver hendes varme Følelsers Maal; om hendes sørgmodige Skuffelse, da det ikke lykkes hende at vinde det lille Dyrs Hengivenhed, samt om hendes halvt ligegyldige Smerte, da "Kurre" dør, savnet af en gammel Aftægtsmand, som har været lykkeligere end stakkels Laila til at blive elsket af Kurre. Man kan finde ikke saa lidt Sentimentalitet og adskillige Feilgreb a la Duft-Vaudeville i denne Fortælling, men man kan ogsaa læse den som Udtryk for, hvad Forfatterinden i Grunden har ment og tænkt med Billedet af den mod Kjærlighed og Hengivenhed higende unge Kvinde, som aldrig faar, hvad hun attraaer, og som sluttelig staar taaieløs
----
Den brat bortgangne Forfatterindes "Folkelivs-Billeder" ere i og for sig ikke særdeles betydelige. Det enkelte, som staar høiest, hæver dog ikke hele Samlingen til større literær Værdi ,- man kan kun sige, at disse Smaahistorier ere mer end blot middelmaadig gode eller jævnt læselige. Det bør bemærkes, at om dem gjælder det samme som om "Ernst Ahlgrens" øvrige Skrifter: De maa helst læses paa Svensk. Selv i god dansk Oversættelse - og en saadan have de i Reglen ikke faaet - maa de miste en væsenlig Del af den Charme, der ligger i deres eiendommelige, stundom virkelig stilfulde, gjennemgaaende i det mindste særdeles friske og naturfrodige Sprog. Endog i deres bedste Skikkelse og i heldigste Tilfælde turde Fru Benedictssons Arbeide alligevel kun regnes til de smukke Sommerblomster, hvis Liv ikke er langt, og hvis Nytte kun bestaar i deres Skjønhed - hvad selvfølgelig ikke skal sige, at de savne Betydning. Eller de vare maaste snarest at ligne ved Markblomster, da de ei alene fortrinsvis handlede om Landet, individuelle vg sociale Forhold under Provinslivet, men ogsaa hentede deres Kraft og Ynde fra Forfatterindens Samvækst med disse Forhold. Hun blev imidlertid fristet til en Omplantning, til en mere literar, en "ideal" Kultur. Hun kom til at hige mod en aandelig Jordbund, rigt gødet med store og svære Tanker: hun blev dragen ind l den skæbnesvangre Svindel, der i vore Dage har bemægtiget sig saa mange Sind. Intet ringere end det høieste, det fineste det fuldkomneste kunde tilfredsstille hende; fra den Bolig, hun her i Byen havde mest kjær, tale, om hendes uafviselige Trang til en rig Luksus i de daglige Omgivelser: hele hendes Liv i en Række Aar vidner om uafladelig Higen snart fra Hjemmet til de store Byer - mulig som Nora - "for at finde sig selv" - forøvrigt mod ædle, lysende Formaak.
Det vides, hvordan enden blev. Fra sider, der synes bedst underrettede, betegnes årsagen til hendes sørgelige bortgang fra livet i en alder af ikkun 38 år, som væsentlig bestemt ved to betragtninger: den ene, at hun følte sig skuffet i sig selv, fandt sig og sine evner ringere, end hun hade forestillet sig, dengang de første opmuntringens dagskær bestrålede dem, erkendte sin underlegenhed overfor de store opgaver, som havde foresvævet hende, og hvis løsning ene forekom hende livet værd; den anden, at mismodet eller fortvivlelsen næredes af og parredes med en legemlig sygelighed, som vel i hvert fald krævede en anden levevis end netop den mest urolige, hidsende, fortærende. Hun er nu gaaet bort, og langt fra at skulle dømmes vil hun i personlig og literær Erindring staa med sympathelist Skær om sig, men tillige med Beklagelse og endelig - ikke mindst - til Advarsel. Thi det er farligt at lege med Ild, ogsaa med den himmelske Ild. Jødernes Udsagn, at den, der ser Jehova, maa dø, og Grækernes Mythe om Ikaros, som vilde fly for den dunkle Labyrinth, men som med sine kunstige Vinger kom Solen for nær, blev brændt og gik til Grunde - ja, gammel og ny Livsvisdom har tidt nok advaret mod den Unøisømhed, der vil være Gud lig, men hvis Veis Ende i Eventyret sættes i selve Muddergrøften. For faa Uger siden hørte vi fra Stockholm Lyden af et skud, hvormed en god, ret tænkende, men for den Gjerning, han havde slaaet ind paa, alt for ømtaalelig, alt for fintfølende og nervøs en Mand forlod Livet og det Land, han helst vilde gjøre de største Tjenester. Statsminister Richters Selvmord blev Følgen af den bløde, lige som lidt kvindelige Idealists Indfiltring i den haarde politiske Realitet. Vi have her t Danmark for nogle Aar siden set en ung alt for alt for høit stræbende Dame - Adda Ravnkilde - meget hurtig fortvivlet efter at have følt sig lokket til literær Virksomhed, og den svenske Fru Viktoria Benedictsson har i de sidste Dage i lige Maade sluttet en Forfattervirksomhed, der saare vel kunde kaldes "lovende", men som for hende syntes at love langt mere, end den viste sig at kunne holde.
Der er da baade Grund og Anledning til en simpel Reflektion. Lad ikke en Higen og Attraa, som i og for sig kan være rigtig, gjøres saaledes til Lov for Livet, at dette med den tarvelige Husmandskost, Virkeligheden kan byde, bliver umåleligt! Der kan gives stærke Aander - med stærke Nerver, Muskler o. s. v. - hvem den store Trang er nødvendig og naturlig, fordi de have tilsvarende Evner. Men i skrøbeligere Kar, i nervøse, kvindelige Konstitutioner er der altid Fare for, at Gæringen vil sprænge, at der i det mindste voldes langt mere Ufred og Misfornøielse end Gavn og Glæde. Fornemlig gjælder det over for Ungdommen - mest maaske den kvindelige Ungdom - at den ikke lader sig bedaare og forlede til en Villen, som ikke følges af Kunnen. Det er i hvert Fald slemt nok med et voksende literært Proletariat af Mandkjøn, mislykkede Genier, misfoniøiede Talenter: det gaar lettelig deres Søstre i Musen end værre. Man behøver ikke at ønske Nutidens og Fremtidens Kvinder indsnørede i vore Bedste- eller Oldemødres trange Korsetter for at blive betænkelig ved at se de mange unge Damer, der nu til Dags opskjørte sig for at løfte Ideens Fane med Mund eller Pen. I mere end ni af ti Tilfælde er det Synd, at deres Begavelse - om de ere begavede - skal spildes i Forfatterinde-Forhaabninger, nyttende Verden grumme lidt, skadende Vedkommende selv grumme meget. Dem som saa Leilighed til at give Raad, naar Lysten til at blive noget stort ved at skrive noget stærkt angriber alle disse lyriske, novellistiske eller dramaliske Begyndere og Begynderinder, kan det ikke noksom anbefales at gjøre alt for at gjenne dem tilbage, da godmodig Opmuntring som oftest volder Fortræd for hele Livet efter en stakket, illusorisk Glæde. Et Forfatterskab som det, der nys sluttede saa tragisk ved Fru Benedictssons Død, er i sig selv jo meget pænt og rart, ja! det blev langt mere vellykket end de flestes, men hvilken Nytte har det egenlig øvet? Og hvor dyrt betalt blev det ikke baade for hende selv og for en kreds af slægt og venner? Den Vei, det viser, er alt i alt dog kun som hin til Løvens Hule, og de blodige Spor er da i det mindste tjene til Advarsel.
(Nationaltidende, 28. juli 1888).
