Kjøbenhavns Politi 1. juli 1863-1. juli 1888. (Efterskrift til Politivennen).

Den 30. juni 1863 kl. 6 om aftenen var der røre på Rosenborg eksercerplads; for her holdt den nye politidirektør, etatsraad Crone, i overværelse af justitsministerens repræsentant, etatsråd Leuning, Københavns Kommunalbestyrelse, medlemmer af pressen m. fl. mønstring over det nye politikorps, der dagen efter skulle tiltræde sin virksomhed. Korpset der talte henved 240 mand, hvoraf ca. 70 havde været betjente i det gamle politi og 12 havde været vægtere, mens resten var nye folk, foretog under daværende første politiinspektør Kolderup-Rosenvinges kommando en del militære evolutioner, hvorpå etatsråd Crone i en tale, der endte med et leve for kongen og for København, formanede det til ved imødekommende og human optræden at søge at vinde befolkningens bistand, da dets opgave netop var at forsvare og understøtte denne.

Korpsets uniformer efter engelsk mønster, der i alt væsentligt lignede de nuværende, idet dog den med klæde betrukne og med ventiler forsynede læderhat senere ombyttedes med hjelmen, gjorde, såvel som mandskabets hele holdning et gunstigt indtryk på de tilstedeværende. Efter endt præsentation marcherede korpset afdelingsvis bort fra eksercerpladsen, og kl. 3 om morgenen begyndte det nye politi sine funktioner med at afløse vægterne på deres poster, for endelig en time efter at overtage hele tjenesten i hovedstaden.

I forberedelserne til den reform, der således i henhold til lov af 11. februar 1863 var trådt ud i livet, havde Dagbladet en ikke uvæsentlig del. Æren for dens gennemførelse må tilskrives justitsminister Casse og Københavns kommunalbestyrelse, navnlig Borgerrepræsentationen. Det gamle system var efterhånden, trods politidirektør Bræstrups personlige humanitet, kommet fuldstændig i miskredit, idet politiet ganske syntes at have glemt at betingelsen for dets heldige virksomhed var et velvilligt vekselvirkningsforhold mellem det og hovedstadens borgere. Et stadig patruljerende politi kendtes ikke, og når det i større antal kom til stede for at opretholde orden, skete det hyppig med en brutalitet, der ikke kendte til persons anseelse. Efter det barske "passer gaden" hang spanskrørstokkene meget løst i hænderne, og der behøvedes såre lidt for at blive slæbt i brummen. De berygtede "nytårsoptøjer", hvor en mængde personer uforskyldt fik denne medfart, satte i så henseende kronen på værket. Politiets brutale optræden havde til sidst skabt et ligefrem fjendtligt forhold mellem det og befolkningen. Man drillede stokkemændene, hvor man kunne komme afsted med det, og var altid tilbøjelig til på forhånd at give dem uret ved ethvert sammenstød. Heller ikke betænkte man sig på at narre dem, hvor man kunne, og fx helligdagsanordningen blev af de handlende kun overholdt så som så, idet butikkernes døre stod på klem og kun lukkedes helt for det øjeblik, patruljen passerede forbi. Stod imidlertid dagpolitiet således ikke i synderlig agt og ære, var det dog værre med natpolitiet, de berømmelige vægtere. Et politi som udførte størstedelen af sin vagttjeneste ved at sove i kælderhalsene, kunne ikke undgå at blive en skive for de kådeste løjer, og nattevægterne var jo i virkeligheden også fuldstændig prisgivet alle lystige svirebrødres opfindsomhed.

På disse forhold skulle nu den nye politiordning efter engelsk mønster råde bod. Vægterne afskaffedes, idet der blev indført regelmæssig patruljetjeneste for politiet både nat og dag. De forhadte spanskrørsstokke kom på pulterkammeret, og i deres sted trådte staven, et våben, hvis farlighed henviste til kun at benytte det i yderste nødstilfælde. Endelig lød parolen for det nye politi på at optræde humant og imødekommende overfor hovedstadens befolkning. I anledning af gehejmeetatsråd Crone's afgang som politidirektør i fjor påviste vi, hvorledes denne parole ikke havde været tomt mundsvejr, men virkelig var blevet det ledende princip for hele hans embedsvirksomhed. At der stundom, særlig i begyndelsen, blev begået fejlgreb, kunne vel ikke undgås, men i det hele og store viste politiet sig sin opgave voksen og vandt hurtig befolkningens tillid. Derved blev det muligt senere at holde den socialistiske bevægelse indenfor sådanne grænser, at den ikke antog nogen truende karakter, og det forhold, der betegnede det gamle politiregimente, at borgerne altid var parate til at tage parti mod politiet, slog forholdsvis hurtig over i modsætningen, at politiet kunne stole på bistand fra alle gode borgeres side. At Crone under sin embedsvirksomhed tillige havde vundet sine undergivnes hengivenhed, viste bl. a. den hædersgave, han ved sin fratræden som politidirektør 1. august 1887 modtog fra det samlede politipersonale.

I de forløbne 25 år har det københavnske politi selvfølgelig så nogenlunde måttet holde skridt med hovedstadens vækst og befolkningens tiltagen. Den 1. juli 1863 bestod politistyrken af 3 inspektører, 6 assistenter, 27 overbetjente, 15 inspektionsbetjente og 195 politibetjente, ialt 246 mand, hvoraf 82 var overgåede fra det ældre politi, nemlig 2 inspektører (M. Hertz og J. P. Nielsen), 3 assistenter (Thygesen, Hjorth og Rantzau) 14 overbetjente, 12 inspektionsbetjente og 51 politibetjente. Den 1. juli 1888 består politistyrken af 3 inspektører, 7 assistenter, 39 overbetjente, 68 inspektionsbetjente, 328 politibetjente, 40 overtallige politibetjente og 100 do. do. med lønning af statskassen, ialt 585 mand. Af disse er endnu politiassistent Rantzau, samt 5 overbetjente, 3 inspektionsbetjente og 3 politibetjente tilbage fra det ældre politi, mens af de øvrige 1 politiinspektør, 2 politiassistenter, 11 overbetjente, 10 inspektionsbetjente og 16 politibetjente har haft ansættelse i politiet siden 1. juli 1863. Også antallet af stationer er vokset. 1863 fandtes foruden hovedstationen kun de 6 kredsstationer. Nu er kredsenes i antal 7, og der er tillige oprettet flere politivagtstationer rundt om i byen. Foruden hovedstationen og de 7 kredsstationer findes 5 sådannne vagtstationer (vil man medregne den på udstillingen for i sommer indrettede vagtstation, bliver antallet endogså 6). Politistyrken er med andre ord, selv når de overtallige betjente fraregnes, vokset til henved det dobbelte, og antallet af stationer ligeledes.

Af de personalforandringer, der i samme tid er foregået i politiet, skal kun de vigtigste nævnes. Afdøde gehejmeetatsråd Crone beklædte posten som politidirektør indtil 1. august 1887, da han afløstes af den nuværende politidirektør Eugen Petersen. Som vicepolitidirektører har efter hinanden fungeret v. Osten, nuværende højesteretsassessor Koch, birkedommer Oldenburg og Eugen Petersen, der afløstes af Ravn. Inspektører for ordenspolitiet var efter hinanden Kolderup - Rosenvinge og Clausen, der afløstes af Theodor Petersen, inspektører for opdagelsespolitiet Hertz, der fra betjent sprang op til denne plads og viste sig den i fortrinlig grad voksen, samt efter ham Carsten Petersen, inspektører for sundhedspolitiet endelig J. P. Nielsen, Carsten Petersen, Thortsen og Korn. Af forhenværende politiassistenter kunne fremhæves borgmester Thalbitzer og justitsråd Hjorth. 

For at opretholde ordenen i en befolkning, der af naturen er så godmodig som den københavnske, behøves ikke noget stokkeregimente, eller snarere, et sådant gør i længden mere skade end gavn. Det var dette, man havde indset, da loven af 11. februar 1863 så lyset, og det er det omordnede københavnske politis og i første række da dets afdøde tidligere chef gehejmeetatsråd Crones hæder, at politiet i de forløbne 25 år i overensstemmelse med den nævnte lov har vidst at hævde sin myndighed uden at overskride dens grænser. Når politiet i dag fejrer femogtyveårsdagen for omordningen, sker det under sympati fra hovedstadens borgeres side, der i de forløbne år har vænnet sig til at betragte politikorpsets medlemmer som venner ikke som fjender. Noget bedre ønske kan man da ikke medgive korpset ved dets jubilæum end, at dette forhold ikke må forandre sig, men at de gode traditioner fra det første kvartsekel må fortsættes i det næste og fremdeles.

(Dagbladet, søndag 1. juli 1888)

Et smukt Træk. (Efterskrift til Politivennen)

Et smukt træk der fortjener at kendes i en videre kreds, tildrog sig 1. pinsedag på Vestre Kirkegård, skriver en indsender i "Aftenbladet". Efter jordfæstelsen af en yngre håndværker (good templar) opfordrede hr. pator Krag, der ved båren stærkt havde betonet det velsignelsesfulde liv som havde udfoldet sig i afdødes hjem som følge af hans afholdsstandpunkt, folket til her om den åbne grav at yde et bidrag til lindring af den nød han vidste herskede i hjemmet, idet enken nu stod tilbage med 6 mindre børn og det syvende i vente. Pastor Krag lagde derpå til en begyndelse en tikroneseddel i sin hat, hvorefter han gik kredsen rundt, modtagende de frivillige gaver der strømmede ind i rigelig mål. Dette smukket træk formener jeg, fortjener at kendes i en videre kreds, og er jeg derfor så fri at udbede mig plads for nærværende linjer i Deres ærede blad.

(Stubbekøbing Avis, 24. maj 1888).

Den mosaiske Menigheds vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

På denne er der blevet opført et kapel i overensstemmelse med den allerede opførte hegnsmur og inspektørbolig i romansk stil af røde sten med rig anvendelse af huggen sandsten i gesimser og bånd samt glacerede og uglacerede formsten. Bygningen er placeret midt i det samlede haveanlæg og er udv. målt 48 alen lang og 33 alen bred; den består af et hovedskib med Indgang fra nord og korrunding mod syd og et lavere sideskib på hver side af midterskibet. I det ene sideskib findes ligværelser, rum i hvilke ligene tvættes, samt opholdsrum for de vågere, der efter jødisk ritus skal være til stede ved liget indtil begravelsen; i det østlige sideskib er indrettet en stor åben hal med bjælkeloft i gammeldags stil med forskellige farver, ved hvilket arrangement der er tilvejebragt en stemningsfuld siddeplads med vid udsigt over en del af begravelsespladsen, bag hvis grænser den flade kyst ved Kalveboderne, stranden og Amager danner en fredelig landlig baggrund. Her kan de besøgende fra hovedstaden hvile ud, og her kan i ugunstigt vejr en del af det ceremoniel, der under almindelige forhold ved begravelser foretages under åben himmel, finde sted i læ for regn og blæst. Fra denne hal er der endvidere adgang til præstens værelse og til den vestibule, hvorfra adgangen er til damernes pladser.

Kapellet på Mosaisk Vestre begravelsesplads, set fra "bagenden". Indgangen ligger mod venstre i fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Adgangen til selve kapellet finder sted for enden af den brede, med chausse og gangstier forsynede hovedalle, der begynder ved indkørselsporten til hegnsmuren og fører lige op til kapellets nordre gavl, foran hvilken der er anbragt en stor og vid portal, hvis rundbuer bæres af 2 polerede, røde granit- og 4 terrakottasøiler med forskelligartede mønstre. Fra portalen fører monumentale egetræsdøre ind i den egentlige, flisebelagte vestibule, hvis vægge er dekorerede med lyse farver, mens bjælkeloftet har fået noget kraftigere præg; her er den egentlige indgang til selve kapellets begravelseshal; denne består af et rum 37 alen langt og 18 alen bredt, begrænset modsat vestibulens indgang af en mægtig bueåbning, under hvilken præstens talerstol og katafalken er placeret. Bag denne bue strækker sig det halvrunde kor, i hvilket sangerne og orgelet har plads, skjulte for følget bag en høj dekoreret egetræsplanke. Hallens væsentlige smykke er den åbne, lette tagkonstruktion, hvis dragere og søjler er forsirede med vekslende lyse farveornamenter, der samles til en harmonisk helhed i belysning fra 42 rundbuede vinduer, der som et sortløbende galleri er anbragt under gesimsen. Kapellets indvendige højde til tagryggen er 19 alen, til gesimsen under spærene 13 alen, så at der altså endnu under vinduerne er en temmelig høj mur, der inddelt med pilastre og mellemliggende buer og smykket med malede kvadre og friser i forskellige lette toner danner en rolig og værdig baggrund for den alvorlige handling, som ofte vil gentage sig i dette rum. Ved særlige lejligheder kan lysene tændes i de 10 smedejernslampetter, der i gammeldags former er anbragt på salens vægge.

På gulvet er, adskilt ved en bred midtergang fordelt i 2 rækker, siddepladser for ca. 150 personer foruden særlige pladser for de nærmeste efterladte og desuden ståpladser for ca. 250 personer, altså plads til et betydelig større antal end menighedens nuværende kapel i Møllegade rummer. Kvinderne, der ved de jødiske begravelser sidder adskilt fra mændene, har plads på et åbent galleri, der når hen over hele vestibulen. Når det endvidere bemærkes, at det samlede anlæg er opvarmet og ventileret ved 2 Reckske centralapparater, vil man vistnok selv af denne kortfattede beskrivelse have fået indtryk af hvor meget anerkendelse det jødiske samfunds styrelse fortjener, fordi den ved indretningen af hele den nye begravelsesplads, ved haveanlægget, ved pladsens indhegning og dræning, ved opførelsen og udstyrelsen af selve kapellet har frembragt et samlet hele, der både med bekvemmeligheden og sundhedsplejen for øje og ikke mindst hvad den ydre harmoni og værdighed angår på en heldig måde adskiller sig fra byens øvrige begravelsespladser og nærmer sig adskillige af udlandets lignende nyere anlæg.

Det samlede arbejde har været givet i entreprise til murermester Lytthan S Petersen, for hvem atter følgende håndværkere har arbejdet: Snedkermester V. S. G. Nielsen, der har leveret det smukke snedkerarbejde, også stolestaderne, korskranken og de store egetræsdøre, glarmester Du Vier, der har indsat de mønstrede, blyindfattede ruder i forskellige farver, stenhugger V. Nielsen, Nørrebro, som har haft alt sandstensarbejdet og også leveret de polerede granitsøjler, endvidere har Frederiksholms Teglværker på en overordentlig smuk måde udført de mange forskelligartede glacerede og uglacerede terrakottaarbejder. Malermester E. Mollmann har udført Malerarbejdet.

Tegningen til kapellet skyldes ligesom tegningen til kirkegårdsmuren og inspektørboligen arkitekt Fred. L. Levy, hvis arbejde fortjener den fuldeste anerkendelse. Det nu fuldendte kapel er en af de smukkeste kirkelige bygninger der i mange år er blevet opført her.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 14. januar 1888, 2. udgave.)

Sygdomssag paa Kindstrup Børnehjem. (Efterskrift til Politivennen)

Fra K. L. Jensens dagbog om hans behandling af en syg dreng på Kindstrup Børnehjem, marts til maj 1888: 

1888. Den 4. Marts. Leonid hører lidt tungt med højre Øre. Talte med Læge Gleerup derom. Han ordinerede inddrypning i Øret og derefter udskylning med lunkent Vand, udført med Øresprøjte. I dag er det første gang, jeg foretog denne Operation. Jeg inddryppede 2 Dråber af det mig dertil sendte omtrent kl. 10 Fmd. Kl omtr. 1 ½ Eftermiddag foretog jeg Udskylningen med Sprøjte. Under selve Udskylningen mærkede hverken Drengen eller jeg noget usædvanligt med Hensyn til Fornemmelsen i Øret eller Hovedet, hvorimod der af Øret udskylledes flere større eller mindre Stykker skiddengule Ting af den i Øret ophobede Ansamling. 2 a 3 Minutter efter Udskylningen blev Drengen utilpas, blev svimmel, fik ondt i Hovedet, men da han havde siddet lidt, gik Anfaldet over. Jeg gik over til min Lejlighed, men efter et kvarter kom en Dreng og meldte, at Leonid var bleven syg igjen. Jeg gik derover. Han blev nu lagt i Seng. På grund af Kulde indsvøbte jeg ham i et uldent Tæppe. Efter en Time var han atter varm, men han led af Vildelse og Fantasi. Han klagede over ondt i det højre Øre. Jeg kunne på grund af snevejr ikke tage til Læge Gleerup i Aarup. Vi lagde drengen i Vorherres Hånd og lagde afkølede Klude på hans Pande. Turde ikke bruge Is på grund af ukyndighed i, hvad Drengen fejlede. Vågede over ham om Natten. Næste Morgen ingen ændring. På grund af Snefygning kørte første Tog til Aarup ikke. Kom med 8 Toget. Fik lægen til Gelsted med 15.23 toget. Lægen erklærede, at Sygen var en slags Hjernebetændelse, der var fremkaldt ved Udskylningen af Øret, hvilket ikke skal være ualmindeligt at finde Sted. Lægen ordinerede Feber- og Sovemedicin m.m. Sygdommen er farlig og kan føre til Død, men Lægen troede dog mest på, at Drengen ville komme sig om ikke lang Tid. Medicinen kom med Toget kl. 19.40. Drengen fik så megen ro, at han sov flere Timer i sidste Halvdel af Natten. Næste Dag var Leonid igjen i febervildelse. Var igjen i Aarup at tale med Lægen. Natten gik uforandret. Næste dag atter hos Lægen i Aarup, som ville komme sidst på Eftermiddagen. Jeg har hele Tiden bedt Vorherre, at han ville gøre det godt for Drengen. Vorherre, hør min Bøn. Lægen sagde nu, at det var Betændelse i Mellemøret. Drengen har noget med Vorherre at gøre, taler om ham med Glæde og Tro. Han har ellers i sund Tilstand ikke syntes at have ville kjendes ved Vorherre eller sværmet for at gå i Kirke.

Sygdommen fortsatte, Leonid fik også problemer med afføringen: Efter lægens råd skal han have rigelig Stolgang. Lægen ordinerede amerikansk Olie, hvilket hjalp.

Den næste uge bedredes drengens tilstand, dog med enkelte tilbagefald, og uden at han på nogen måde var blevet rask. K.L. Jensen var sit ansvar bevidst og valgte at tage til læge Boden i Odense med Leonid. Denne stillede diagnosen: Leonid lider af dobbeltsidet kronisk Mellemørebetændelse med Hjærnesymptomer. Lidelsen er af ældre Dato, han har været behandlet for Tunghørighed på Kjøbenhavns Kommune-hospital. Leonid blev indlagt på Odense Sygehus.

20 Dage senere kunne Leonid atter udskrives. Sygehuslæge Møller mente, at han nu var helbredt for Ørebetændelsen. Dog flød det af det ene Øre endnu, det skulle skylles jævnligt. Ved Hovedpinen kunne intet gøres. Den 2. maj atter hos Læge Boden i Odense med Leonid. Hans højre Øre er stadigvæk sårligt. Nu har han Betændelse eller små Bylder i Øregangen. Den 19. Maj. Leonid anses nu for at være helbredt.

Dagbogen fortæller også om drenge, som simulerede sygdom for at slippe for arbejde og skolegang. Det gjorde det naturligvis ikke lettere for forstanderen at skelne og tage den rigtige beslutning om evt. behandling.

Der findes flere artikler om Kindstrup Børnehjem og dets arvtager, Gelsted Skolehjem på denne blog, brug søgefeltet.

De Dødes Sted. (Efterskrift til Politivennen)

(Eftertryk frabedes.)

Kjøbenhavn, d. 26. Januar.

Naar Storbyen voxer og voxer i rivende Fart, naar dens Gader kastes længer og længer ud over Landet, - saa kaster den alt det, der ikke hører den og dens levende Liv til, udenfor sine Porte. Der kan det saa ligge en Stund, til Byen naar det paa sin ustandselige Fart og atter flytter sine Porte. Saa flytter det igjen, videre ud og videre ud i en moderne Uendelighed.

Saadan gaar det f. Ex. med Kirkegaardene.

Rundt om alle de gamle Kirker ligger en lille Plet Jord, - en gitterhegnet bille Lund, nu og da med et enkelt Monument, ellers bare en Plads, hvor Vognene kan kjøre op til Bryllup og Begravelse. Det er de gamle Kirkegaarde.

Og nu og da stikker Byggespekulanterne Spaden ned i de ældste af dem. Hjærneskaller og mugne Ben kommer med et for Dagens Lys efter hundredaarig Hvile.

Kjøbenhavnerne staar stille et Øjeblik, pirrer med Stokken ved Benene og gaar videre. Og strax efter rejser et flunkende nyt femetages Hus sig af de gamle Grave.

Frederiksberg Kirkegaard ligger fredelig og skyggefuld mellem Villahaverne. Den passer ind i Stilen derude. Men Kasernerne fra Vesterbro rykker den nærmere og nærmere paa Livet. Den ene skyggefulde Have efter den anden stykkes ud, Murkolosserne gror op af Jorden som vrimlende Paddehatte. Alleens gamle Træer er gule og visne og triste ved al den Gas, der siver ud mellem deres Rødder, og de nye smaa, man planter, giver sig god Tid med at gro. Hvor lange vil det vare, inden den skjønne Kirkegaard ligger som en upraktisk Fortidslevning klemt mellem ubrydelige Murrækker, overgivet fra tusinde Vinduer?

Assistenskirkegaard vil snart være indrammet af Nørrebros himmelhøje, private Fattiggaarde og saadan overalt.

Men hvor skulde der ogsaa være Plads til de døde midi i en levende og larmende, handlende og lidende, sultende og fraadsende By? Hvor kan de forlange Respekt for deres Grave, nu de er væk, døde og borte og glemte for nye Liv, der bides og slaas for at skaffe sig Alburum til at leve Tiden ud, til ogsaa de skal kastes paa Porten? Og hvor kan der være Fred om de dødes Have midt i den larmende By, hvor det gjælder om at leve og lade leve, og hvor der slet ikke er Tid til at tænke paa dem, der forlængst gav den evige Kamp i Arv til deres Efterfølgere?

Men op af de gamle, forstyrrede Grave stiger et Spørgsmaal, der ikke vil tøve alt tor længe paa sit Svar. Og rundt mellem Blomsterduftene paa de indeklemte Kirkegaarde lister sig en Tanke, der ikke vil vente altfor lange paa sin Virkeliggjørelse. Spørgsmaalet og Tanken har samme Navn. Og Navnet er Ligbrænding.

* * *

Tæt ude ved Kalvebodstrand, med Karlsberg og Valby paa den ene Side, Frederiksholms Teglværk og Aandssvageasylet Karens Minde paa den anden - ligger Vestre Kirkegaard.

Den er ikke stort andet end en Mark endnu. Der bygges Terrasser og plantes Træer. Men Terrasserne er nøgne og kolde, og Træerne er smaa. Blot hist og her en lille Lund af fine Birke, en Samting mørke Fyrrer, en skallet Høj med en gulmalet Bank, hvorfra man ser vidt ud over det blanke Vand.

Men Blomsterne gror kun smaat paa de tusinde Grave, der ordner sig i regelmæssige Rader paa Skraaningen.

Det er maaske, fordi de ikke føler sig ret sikre. Det er saa nyt, det hele, - det ser saa hastig gjort, saa ufærdigt ud. Den store By har skyndt sig at bringe sine døde udenfor Portene og saa dem puttet i Jorden. Saa er der kastet Grus om Kisten, skyldige Kranse er lagt paa den friske Grav, - siden kom et Par Potteplanter, en Sten med graadtung Inskription, en Bank med paamalet Navn og "Familiebegravelse" - og saa var det hele i Orden, bare Graveren fik et Par Skilling for Vedligeholdelsen.

Men forleden Dag blev det aabenbart, at det hele ikke var i Orden. Da Uvejret løste den frostbundne Jord, sank den sammen - Grav for Grav, Linie for Linie - somme Steder sank Jorden en Alen - somme Steder mer og somme Steder mindre. Og ned styrtede Stenene med Efterverdenens bedrøvede Farve til de døde. Ned styrtede Bænkene, hvorpaa Savnet og Erindringen kunde hvile sig ud, naar de en enkelt Gang havde drevet en levende den lange, trættende Vej fra Byen. Ned sank Roser og Buxdom og Kristtorn, visne Kranse og friske Kranse med smilende Blomster og hvide Baand.

De laa og blomstrede dernede - de laa, som de har ligget en Gang før, omtrent paa Kistens Laag.

Et underligt Syn var det. Som om der var gravet nye Grave ovenpaa de gamle. Neden for Bakkerne, ovre mod Frederiksholm, hvor de friskeste Grave ligger i snorlige Linier, var der kastet fem nye op - parate til at modtoge deres stille Lejere. Og rundt om de friske var de gamle sunkne sammen - som om de ikke havde nok i deres ene Beboer, men fordrede fler. Mellem Gravene staar bare den smalle Skillevæg - en enkelt Krans hænger paa Randen, de andre er sunkne med Jorden.

Det er, som om vor Tid ikke en Gang kunde bygge en Grav ordentlig.

Inde fra det yderste Vesterbro skuer de tomme Ruder i Dybbølsgade og Sankelmarksgade, og hvad de allesammen hedder, over mod Kirkegaarden. De er ogsaa en Slags Grave - eller Gravmonumenter. Men de staar vel nok. Det var bare under den Bygmester, Jorden gled væk. 

Carl Ewald.

(Randers Dagblad og Folketidende 28. januar 1888).