"Jarl"s Forlis Marts 1890. (Efterskrift til Politivennen

“Jarl” på 115½ registertons blev bygget i Helsingør 1885. Det blev omtalt 17. december 1885 i Fyens Stiftstidende:

Helsingør den 15de December. Det paa det herværende Jernskibs- og Maskinværksted byggede Dampskib "Jarl" skal en af de første Dage foretage sin Prøvefart herfra Værftet; det skal føres af Kaptajn Davidsen og vil fra næste Uges Begyndelse overtage Farten paa Bornholm i Stedet for det dertil tidligere benyttede Dampskib "Erna".

"Jarl" kom til at sejle mellem Nexø, Svaneke, Gudhjem, Allinge, Hasle og København fortrinsvis med gods som smør og kreaturer. Men også med passagerer, fx til Blanchs Badehotel som lå på Galgebakken over Sænebugten ved Hammershus. Det eksisterede 1887-1977. Så afbrændte Civilforsvaret det af for at Dansk Folkeferie kunne opføre en ferieby.

Tirsdag den 4. marts 1890 kl. 23:30 sejlede “Jarl” fra Allinge med 14 passagerer og 13 besætningsmedlemmer, samt en last af bl. a. svin med kurs mod København. Efter midnat blev der heftigt snevejr. Derefter forsvandt skibet med mand og mus.

En Søulykke.

Der synes desværre ikke længere at kunne være Tvivl om, at der er sket en i vore Farvande sjælden Søulykke.

Dampskibet "Jarl" maa efter alle foreliggende Omstændigheder antages Natten mellem Tirsdag og Onsdag at være forulykket med Besætning, Passagerer og Ladning; at Skibet skulde drive om med Bræk paa Maskinen, er desværre vist kun et vagt Haab, man ingen Tillid kan fæste til.

* * *

Oplysninger om Katastrofen.

Fra Rønne telegraferes i Gaar til R. B.: Til "Jarl" har man endnu intet hørt. Fiskere fra Tein har fundet 19 Svin, 2 Laxekasser og en Del Sildekasser ½ Mil nordvest for Hammeren. "Jarl" havde 14 Passagerer om Bord.

* * *

Dampskibet "Elisabeth", som passerede Allinge omtrent samtidig med "Jarl"s Afgang derfra, antages at kunne give Oplysninger. Dampskibet "Erna", der tilhører samme Rhederi som "Jarl", vilde i Gaar gaa ud fra Nexø for at eftersøge "Jarl". Destoværre vil dette Forsøg næppe give noget gunstigt Resultat, idet der fra Dampskibet "Elisabeth", som igaar Eftermiddags ankom hertil fra Danzig, af den vagthavende Officer berettes, at "Elisabeth" Tirsdag Nat Kl. 12 under en yderst haard sydvestlig Storm ud for Hammeren passeredes af en fra Allinge kommende Damper, som maa antages at have været "Jarl", og som gik nærmest inde mod Land. Omtrent Kl. 1 observeredes pludselig forude en rød Lanterne, der atter pludselig forsvandt. Kort efter drev imod "Elisabeth" vistnok et Par Hundrede Kasser og andet Gods. "Elisabeth" fortsatte til Kl. 4, men observerede ellers intet. Maatte da paa Grund af det haarde Vejr vende og søge tilbage under Bornholm.

* * *

Dampskibet "Jarl"s Skæbne er stadig uafgjort. Til Ritz. Bur meldes Listen over Passagererne:

Fra Nexø: Margrethe Karoline Hansen. Andreas Dahl, Julius Kofod.

Fra Svaneke: Frøken Sofie Ipsen, Søren Peter Olsen. Frøken Mathilde Rasmussen. Hr. Preitz, Hr. Madsen, Styrmand Brix fra Ibsker, Albert Petersen fra Svaneke.

Fru Gudhjem: ingen.

Fra Allinge: Bødker Holm.

Fra Hasle: Kjøbmand Kløcker, fhv. Byfogedfuldmægtig Nielsen, Frøken Clausen.

Besætningen bestod af Kaptejn Davidsen, Maskinmester Emanuel Dam, Styrmand Karl Andreas Hansen, Fyrbøder Hans P. Holm, Fyrbøder Carl August Frederiksen. Matroserne Jens Chr. Hansen. Andr. Peter Holm, Niels Lorentzen, Julius Petersen. Endvidere Jfr. Emma Olsen og Restavratrice Fru Larsen. En Kok ubekjendt.

* * *

I Gaar er intet Drivgods fundet, og "Jarl"s Skæbne har vakt stor Bekymring over hele Øen. Dampskibet "Erna" er udsendt for at søge efter det.

* * *

Et Telegram fra Nexø til Fritsche & Ko. melder svigende Fortegnelse over "Jarl "s Besætning og Passagerer.

Disse er:

Besætning: Kaptejn Davidsen. Styrmand E. A. Hansen, Maskinmester E. S. Dam. Fyrbøder P. H. Holm. Matroser: J. E. Holm. A. P. Holm. R. Lorentsen. Julius Petersen. Kok Diemar. Alle Familiefædre. Sidstnævnte fra Kjøbenhavn. De andre fra Rexø. Fyrbøder C. A. Frederiksen, ugift. Gilleleje. Jomfru Emma Olsen Restavratrice. Mdm. Larsen, født Gothardt.

Passagerer: Nexø: Andreas Dahl, Julius Kofoed. Margrethe Pouline Hansen. Alle unge Mennesker.

Svaneke: Frøken Sofie Ipsen, Sømand Peter Olson af Ibsker, Freitz af Holbæk, Madsen, Landmand ved Roskilde, styrmand Brix af Ibsker, styrmand Albert Petersen. Frøken Mathilde Rasmussen, begge af Svaneke. 

Allinge: Bødker Holm af Allinge, Kjøbmand Kløcker af Hasle og forhenværende Fuldmægtig Nielsen af Kjøbenhavn.

(Listen blev i senere artikler korrigeret for mindre fejl).

Kaptejn Davidsen,

"Jarl"s Fører.

Kjækkere Sømand, bravere Menneske, end Kapr. Davidsen var, skal der ledes efter. Alle, der kjendte ham, holdt af ham. Man kunde ikke andet. Hvem der én Gang havde sejlet med ham og lagt Mærke til hans Færd, glemte ikke denne Type paa en Sømand, denne tæt byggede, djærve Skikkelse med det aabne, ærlige Ansigt, det blonde Fuldskæg og de milde blaa Øjne med det viljestærke Ildtryk.

Han var som skabt til at betræde Kommandobroen paa et Skibsdæk. Og saa var han saa god, høflig og venlig mod alle. Ingen glemte han, fra den ringeste til den største af sit Skibsmandskab.

Og, naar de stakkels Dækspassagerer, der ikke havde Raad til at betale en 1ste Klasses Billet til den lune Kahyt med de gode Køjer, sad og frøs - ja saa skulde han nok sørge for, at de fik et Tæppe over sig eller en lun Krog at ligge i, hvis han ikke, hvad ofte hændte i haardt Vejr, lod dem saa en Plads i Spisekahytten eller Salonen.

Men Davidsen var forvoven.

Selv om Pinden peb i hver en Tovende, og Stormen piskede det sprøjtende Skum over hans Skib, der krængede og duvede mellem de haarde Krapsøer i Hammervandet, saa sejlede han alligevel. Naar Rønne-Dampskibenes Førere - hvem ingen, som kjender dem, vil sige et nedsættende Ord om - ikke turde vove sig ud, saa har det hændt flere Gange, at Davidsen stak i Søen.

Næppe har nogen i vore indre danske Farvande haft vanskeligere Sejlads end han. At løbe ind i Svaneke, Gudhjem og Allinge Havne, der er sprængte i Klippen, hvor han skulde vogte sig for Skær ved de smalle, bugtede Indløb med det grunde Vand og han har vist mangen en Gang skrabet Bunden blank paa "Jarl" og hugget mod Klippen - det var ingen Spøg i uroligt Vejr. Og dog har det altid gaaet godt.

Naar en Mand har Evner og Kræfter til at udfylde sin Plads, som Davidsen havde, og han altid har Lykken med sig, saa ligger det saa nær at undervurdere Faren. Og Davidsen har sikkert ikke i Tirsdags Nat haft Anelse om Faren og den vaade Grav, han fandt sig paa over 30 Favne Vand, før det var for silde.

"Jarl", som i 1885 var bygget i Helsingør, var et 1ste Klasses Staalskib, 133 Fod langt. 21½ Fod bredt og 115½ Netto Reg. Tons med 108 Hestes Kraft, stak 6-7 Fod og lastet godt 8-9 Fod dybt. Det var jo bygget til at kunne anløbe de grunde, østbornholmske Havne. Men det havde en forholdsvis høj Overbygning og var derved noget rankt, saa man kan godt forstaa, det kan være kæntret ved at vende ude i den oprørte Sø. "Jarl" havde efter Forlydende en levende Dækslast af over 100 Svin og en 30-40 Kreaturer. Naar i en saadan Storm Skibet faar Bredsiden til Luvart, en Braadsø over sig, saa Svin og Kreaturer, hvis Fortøjninger brister, rutscher mod Læsiden, saa kan Skibet være drejet rundt og gaaet til Bunds i et Øjeblik. "Jarl" plejede man at have assureret, Ladningen derimod ikke.

At saa mange Menneskeliv gaar tabt i vore indre Farvande, er Gudskelov en Sjældenhed. Det kan derfor ikke andet end berøre alle pinligt, naar en slig Søulykke træder os saa nær ind paa Livet. Men paa Bornholm er der Folkesorg. Paa en lille Ø som denne, hvor man i saa stor Udstrækning kjender hinanden, føles sligt saa haardt.

Men ogsaa de mange Bornholmerrejsende vil savne deres kjære Kaptejn Davidsen.

Hans Minde i Ære!

En Bornholmer

(Morgenbladet (København) 8. marts 1890).

Kaptajn Mathias Hermann Koefod Davidsen (1841-1890) havde sejlet ruten i 13 år (før med "Erna"). Ifølge Kjøge Avis skal han have udtalt at "Der skal aldrig komme nogen Storm, som er saa stærk, at den skal kunne forhindre mig i at gaa ud!" Og stak ofte ud selv om andre erfarne kaptajner foretrak at forblive i havn i stormvejr. I “København”, 8. marts 1890 blev han beskrevet som “en djærv og sluttet sømandsskikkelse med mørkebrunt Fuldskæg og smukke blaa Øjne. Han var kendt som en forvoven Sejler og som en ægte Ulk af den gamle Skole.” Besætningen var ligeledes erfarne folk.

Allinge Havn. Her lagde "Jarl" til for sidste gang i 1890, og stævnede ud igen. Der har ikke været meget plads til skibet i havnen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

“Elisabeth” var stærkt overiset og holdt sig gående op mod søen uden mulighed for at vende. Først kl. 6 kunne skibet vende tilbage mod Allinge. Her så man ingen grund til at rapportere det hændte, da man antog at “Jarl” enten var gået tilbage til Allinge, eller fortsat rejsen. 

Et par timer senere stødte “Louise” ind i en del vraggods, ligesom fiskere fra Tejn dagen efter fandt 17 druknede svin, kasser med fersk laks og røget sild mm. drivende i søen 3 mil nordøst for Hammeren" (Folketidenden - Ringsted, 7. marts 1890). Fredag den 7. marts tilbød Tietgen ifølge at udseende et eller flere dampskibe til at eftersøge “Jarl”, men da var dampskibet “Erna” allerede udsendt fra Nexø.  I den kommende tid fandt man vraggods så langt væk som Øland en skibsåre og i Simrishamn en redningsbøje fra “Jarl”.

Søforhør blev afholdt i Sø- og Handelsretten, lørdag den 8. marts hvor “Elisabeths” besætning afgav søforklaring.

"Jarl"s Forlis

Sent iaftes kom en Udskrift af Søforklaringen os i Hænde. Vi meddele nedenstaaende et kort Uddrag.

- For Retten mødte Skibsmæglerfirmaet Schiøtt & Hochbrandt ved Skibsmægler Willer, der begjærede Forklaring modtaget af Besætningen paa Dampskibet "Elisabeth" af Kjøbenhavn. Ligeledes var mødt Grosserer Fritsche som Forretningsfører for det østbornholmske Dampskibsselskab og Hr. Barfoed for det kgl. octr. Søassuranceselskab.

Kaptainen paa "Elisabeth", Martin Frantzen, afgav først Forklaring. Han forklarede bl. A., at "Elisabeth" den 4. d. M. om Aftenen omtrent Kl. 11 a 11½ var passeret Allinge, og at han der har set en Damper forlade denne Bys Havn. Denne Damper, der løb stærkere end "Elisabeth", passerede dette Skib, idet den holdt sig noget nærmere inde under Hammeren.

Kl. 12 tog 2. Styrmand Vagten. Kaptainen blev paa Kommandobroen indtil Kl. 1, da han begav sig ned i Bestikluaf'et. Resten af, hvad han meddeler om den fremmede Damper, man har set, er derfor kun Referat af Styrmandens Udtalelser, samt Beretning om, at han vendte med sit Skib Kl. 6 Morgen og gik tilbage til Allinge Rhed uden at se noget, der kunde tyde paa, at en Søulykke havde fundet Sted.

Anden Styrmand Carl Martin Groth Petersen forklarede, at det Kl. 12, da han overtog Vagten, var haard Storm af Sydvest med meget høi Sø. Del var sigtbart Veir og maanelyst. Da han kom paa Dækket, saaes forude i ikke stor Afstand en lille Damper, som tydeligt kunde ses med blotte Øine. Indtil Kl. 12½ kunde Styrmanden se Damperen, men saa kunde han ikke se den, indtil Kl. 1, hvorimod Røgen fra Skorstenen dog var synlig. Strax før Kl. 1 fik Styrmanden Damperens Toplanterne og røde Lanterne at se, han er sikker paa, at disse Lanterner tilhørte samme Damper, som han i lang Tid havde set. Lanternerne vare imidlertid kun synlige i knap et Minut, og Styrmanden saae derefter ikke mere til den omhandlede Damper. Han antog, at Damperen havde faaet en Sø over sig og derfor var bleven lagt op mod vinden, og derved havde dreiet noget mere til Bagbord. En Dreining til Styrbord havde atter skjult Lanternerne.

Omtrent 20 Minuter efter gik "Elisabeth" igjennem en stor Mængde Kasser, der laa tæt ved hverandre i Vandet. Styrmanden saae ikke Andet flyde paa vandet, og hørte heller ikke Raab eller Skrig eller Noget, der kunde tyde paa, at en Søulykke havde fundet Sted. Han antog, at de Kasser, han observerede, vare tomme Kasser, som Damperen havde havt paa sit Overdæk, og som var skyllede over Bord, idet Skibet havde faaet en Sø over sig. Styrmanden meldte ikke Noget) om det Passerede til Kaptainen, men gik først ned til ham i Bestiklukafet Kl. 2, for at melde, at "Elisabeth" havde faaet en Sø over sig, og at Noget var blevet slaaet løst. Til Kaptainen fortalte han da ogsaa, hvad han havde set, og om de mange Kasser Skibet havde passeret.

Da "Elisabeth" passerede Kasserne var det i en Afstand af ca. 3/4 Mil fra Hammerhus Fyr.

Saavidt Styrmandens Forklaring.

Desuden afhørtes Matros Chr. Lisbjerg Poulsen og Jungmand Thorvald Lauritz Peter Larsen, hvis Forklaringer i alt Væsentligt stemmer overens med Styrmandens. Særligt ere Alle enige om, at de, da den store Masse Pakkasser observeredes, vare af den Formening, at de hidrørte fra den omtalte lille Damper der havde faaet dem skyllet over Bord af en Sø. At der var hændet en større Søulykke, faldt Ingen af dem ind. Ligeledes er der heller ikke Nogen af det Vagthold, som var paa Dækket paa det omhandlede Tidspunkt, der har hørt noget somhelst Nødraab.

Ingen af dem har paa det nævnte Tidspunkt set nogen anden Damper end den, hvor om Talen hele Tiden har været.

(Dagens Nyheder 9. marts 1890).

Styrmanden udtalte at: “Sætte Baade ud fra det lille Fartøj i saadan et Herrens Vejr! De vilde straks være bleven fyldte med Vand eller knuste mod Damperens Sider”.

Kysten ved Hammeren, Nordbornholm, her ved Blåskinsdalen. Utilgængelig, selv hvis man skulle lykkes med at redde sig i land. Og fyldt med farlige klipper. Men kaptajn Davidsen var en erfaren sømand så han har helt sikkert styret langt uden om alle de undersøiske farer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Skibet blev sidst set kl. 2 af et andet dampskib “Louise” ovenfor Hammeren. Men besætningen på “Elisabeth” afgav flest vidnesbyrd. Skibets førstestyrmand udtalte til bladet “København” lørdag 8. marts 1890 (først senere bliver han klar over hvad han har set, og sender meddelelse til Bornholm den 10. marts):

“Det var et forrygende Vejr; Søen gik højt; der blæste en orkan. Skibets Officerer var i Tvivl om hvorvidt man kunde forcere Sejladsen i det haarde Vejr, eller om man burde søge ind under Bornholm for at ride Stormen af …” Her så man så en damper svinge ud fra Allinge: “Den fremmede Damper holdt sig nærmere til Land end “Elisabeth”, og i nogen Tid fulgtes Skibene jævnsides ad. Omtrent ved Ettiden bemærkede da “Elisabeths” anden Styrmand den Skiften med Lanterner ombord paa “Jarl”, der er omtalt i Fritsches Beretning. Kort efter forsvandt Lanterne ganske, “Jarl” blev borte i Uvejrstykningen og Mørket”.

“København” og "Dagens Nyheder" antydede en konkurrence mellem det øst- og vestbornholmske Dampskibsselskab. Bornholmerne ville ikke kendes ved andre dampskibsselskaber end deres eget. Det ene rederi i Rønne med skibene "Hejmdal", "Hjalmar", "Scandia" og "Thor", det andet og nyere rederi i Nexø for Østbornholm med "Jarl" og "Erna". "Scandia" blev under stormen liggende i Rønne.

"Jarl"s Forlis

Det større Kjendskab til bornholmske Forhold "Dagens Nyheder" har frem for sine kjøbenhavnske Kolleger, har bevirket, at vore Udtalelser om "Jarl"s Forlis og de Omstændigheder, der staa i Forbindelse med Ulykke, have vakt ikke ringe Opsigt paa Bornholm. 

Vi har modtaget flere Breve, hvori er blevet udtalt en Tak for den korrekte Fremstilling særligt hvad "Kapseiladsen" (dette Ord bruges i et af Brevene) mellem det østbornholmske og Vestbornholmske Dampskibsselskab angaaer.

Naturligvis ere de i Sagen Interesserede ikke slet saa tilfredse med vor Kritik.

En journalistisk Skiftning, der "Bornholms Dagblad", og som udgaaer Nexø, har i Torsdags taget Affære for Østbornholmerne, men det er rigtignok sket paa en saadan Maade, at alle, der har haft Noget med "Jarl"s Rhederi at gjøre, maa sande det gamle Ord: "Gud fri os for vore Venner." - Ja hvis Skjældsord var Argumenter, saa var det en anden Sag.

Kun paa et Punkt skal vi anholde det lille Blad. Det paastaaer, at vi har sagt, at der paa Bornholm hersker Uvillie mod den til Fordel for de ved "Jarl"s Forlis Efterladte paabegyndte Indsamling. Denne Paastand er med et mildt Ord Usandhed. Vor Udtalelse gik ud paa at man undrede sig over, at "Jarl"s Rhederi ikke paa Øen havde stillet sig i Spidsen for Indsamlingen - og det var sandt. Som man vil se af nedenstaaende Brev fra Rhederiet, er dette nu forandret; den 11. ds. er der fra Rhedere og Aktionærere udstedt Opfordring til Indsamling.

Fra Rhederiet har vi som sagt modtaget nedenstaaende Brev, hvilket vi ikke har villet nægte Optagelse, da det er af Interesse, at den sørgelige Begivenhed belyses fra alle Sider.

Dog maa vi fastholde vor oprindelige Fremstilling af Sagen undtagen paa et Punkt. Vi ere nemlig blevne gjorte opmærksomme paa, at den Gang - sidste eller maaske forrige Sommer - Kaptain Davidsen med "Jarl" anløb Hasle Havn i Storm, fordi Signal til at anløbe Havnen var heist, var det ham, der i tre Dage ikke kunde slippe ud af Havnen igjen paa Grund af Stormen; det var altsaa ikke som feilagtig anført Rønneskibet.

Hermed give vi Rhederne Ordet.

Nexø, den 13. Marts 1890.

Hr. Redaktør!

Den sørgelige og gribende Ulykke, der har ramt Dampskibet "Jarl", har rakt Bevægelse og Deltagelse over det hele Land. Intet Under, at dette giver sig tilkjende gjennem Bladene, og at man søger efter Aarsagen til Ulykken. Ogsaa Deres ærede Blad har indhentet Oplysninger herom og meddelt disse i Nr. 66 og 69; men vi maa beklage, at Deres Kilde har givet urigtige Meddelelser i flere Punkter. Vi tillade os derfor herved at bede Dem optage følgende til Berigtigelse, for at ikke de Vedkommende skulle komme til at staa i en falsk Belysning.

I Nr. 66 meddeler De saaledes, at Ladningen bestod af "Kreaturer samt Fragtgods, nærmest anbragt paa Dækket" og "at Lasten var forholdsvis tom". Hvis dette forholdt sig saaledes, vilde det været urigtigt at gaa tilsøes med Skibets men Kapt. Davidsen var for dygtig en Sømand til ikke at sørge for en forsvarlig Lastning. Skibets Ladning bestod af:

Centner

Sæd, Smør og Diverse ............. 800
Stenballast ................................ 300
Kul ............................................ 330
I alt  i Lasten ........................... 1430

Mellemdækslast

105 Svin a 185 Pd. ................... 194
11 voxne Kreaturer a 800 Pd ..... 88
22 Kalve a 250 Pd ..................... 55
I alt paa Mellemdækket ............ 337

Paa Overdækket slagtede Svin og Kalkuner samt tomt Gods af Vægt ca. 84 Centner. Ladningen var altsaa netop en passende og god Last at seile paa.

I Nr. 69 anføres, at Konkurrencen mellem de to paa Bornholm værende Dampskibsselskaber har været "mere en skarp", og som Bevis herpaa meddeles, paa samme Tid som Rønne Damperen blev liggende i 3 Dage i Havnen paa Grund Storm, maatte Kaptainen paa det østbornholmske Skib under en forrygende pastands Storm paa Kjøbmændenes Forlangende derom gaa ind i Hasle Havn ifølge en Ordre, trods Kaptainen ansaa det for farligt.

Denne Meddelelse kaster Skygge over Rhederiet og Kaptainen.

Sandheden er, at Kaptainerne ingen "Ordre" have, men handle fuldkommen frit. Det er og var dygtige Mænd, hvem Rhederiet med fuld Tillid har overdraget, selv at tage Bestemmelse efter eget bedste Skjøn, angaaende Seiladsen og Havnens Anløb, derfor ingen anden Ordre have at følge deres egen. Men hvad Exemplet angaar, er det baade Usandhed, at Hasle under saadanne Forhold er anløbet, og Usandhed, at noget af Postskibene i sidste Sommer er blevet liggende i 3 Dage i Havnen paa Grund af Storm.

Forøvrigt hænder det ikke sjældent, at Østlandets Baade udgaa og udføre deres Tur til Kjøbenhavn med haard vestlig Storm, samtidig med at Rønneskibene blive liggende, af den Grund, at Østlandets Skibe kunne begynde deres Reise fra en Havn, der ligger i Læ, f. Ex. Allinge paa Østkysten af Bornholm, medens Rønneskibene kun udgaa fra Rønne, hvor Stormen er lige paa Havneindløbet.

At Stormen Natten mellem den 4. og 5. ds, ikke har været saa voldsom haard og ikke haardere end, at almindelige Fragtdampere kunde holde det gaaende imod den, fremgaar jo tydeligt deraf, at Dampskibet "Elisabeth" fortsatte sin Reise i 4 a 5 Timer imod Stormen, efter at Ulykken var overgaaet "Jarl"; og det, at de østbornholmske Dampskibe af og til kunne afgaa og udføre deres Reise til Kjøbenhavn, medens Rønneskibene paa Grund af Veirforholdene maa blive liggende, har ingenlunde sin Grund i den saakaldte usunde Konkurrence, men foruden de forberørte Havneforhold, ogsaa sin Grund deri, at de førstnævnte Skibe ere byggede med fuld Overbygning, for netop i haardt Veir at kunne beskytte de levende Kreaturer, Svin, Kalve, Faar m. m., som hver Reise overføres, medens af Rønneskibene kun det ene, "Thor", er indrettet derpaa. Det vil let ses, at et Skib, der er fuldt overbygget, kan uden Vanskelighed udføre sin Tur, selv da, naar et Skib, der ikke er forsynet med Overdæk, maa blive liggende.

At Deres Meddeler allerede den 10. ds. kunde fortælle, at det har vakt Misstemning paa Bornholm, at ikke det østbornholmske Selskab var gaaet i Spidsen med et Klækkeligt Bidrag, er ogsaa forunderligt; thi først igaar, den 11., udsendtes Opfordringen til privat Indsamling her paa Bornholm.

Saa vidt vi have erfaret, er der netop den største Medfølelse over hele Bornholm, som har givet sig tilkjende paa mangfoldig Maade, og endogsaa mange Aktionærer af Rønneselskabet Høve, den "skarpe" Konkurrence uagtet, velvilligen og af selv sluttet sig til Opfordringen om Indsamling. Vel har Selskabet som saadant ikke stillet sig i Spidsen for denne private Indsamling, men derimod har Bestyrelsens medlemmer og de større Aktionærer som private Mænd gjort det, og med en Bidragstegning for hver især, som efter Forholdene maa anses "klækkelig". Vi tro, at det netop saaledes er den rette Maade at henvende sig til den private Godgjørenhed paa, og det skulde gjøre os meget ondt, om Deres ærede Blad skulde kølne den store MedføleleIse, som hidtil har givet sig tilkjende med Hensyn til at hjælpe de Forulykkedes trængende Efterladte.

Hermann Munck, Kjøbmand, Vicekonsul i Nexø. P. Berg, Kjøbmand, O. E. Sonne, Granitbrud- og Stenværkseier

(Dagens Nyheder 17. marts 1890).

Læs mere på Nexø Museums hjemmeside. 

Bl. a. Nationaltidende 10. marts 1890 og Kjøge Avis 8. marts 1890 beskæftigede sig med passagerne. Fx købmand Kløcker fra Hasle som havde et kontantbeløb på 35.000 kr på sig bestemt til regninger og indkøb i København. Og også at et selskab på 16 unge mennesker fra Bodils Sogn i sidste øjeblik ombestemte sig og tog over Rønne i stedet for at sejle med “Jarl”. Aviserne skrev at skibet ikke kunne forblive i havnen da det begyndte at slå mod bunden. I Dagens Nyheder den 10. april 1890 var en ondartet spøg, nemlig et falsk brev af kaptajn Davidsen.

På Bornholm blev alle forlystelser, såsom baller, fester, bazarer og lignende udsat eller opgivet, og “længe vil det vare, ja vel aldrig ske, saa længe den nuværende Slægt lever, at Bornholmerne, der alle som een føle med den danske Sømand, glemme den skete sørgelige Katastrofe” (Nationaltidende, 10 marts 1890).

Det østbornholmske Dampskibsselskab opkaldte en passagerdamper efter kaptajnen, “M. Davidsen”. Dette skib led næsten samme skæbne ved en stranding i maj 1901. Som “Jarl” i nærheden af Allinge. Skibet huggede sig fast mellem to klipper. Dog blev både kaptajn Hansen og passagerer reddet. Men skibet sprang læk. Det lykkedes at bjerge skibet, om end i stærkt beskadiget tilstand. Det blev 1919 solgt som ruteskib i Island, og omdøbt til Sudurland. Fra 1936 anvendt som bolig for arbejdere på en sildeoliefabrik i Djúpavig på Island.

Bornholms Social-Demokrat 9. november 1915 noterede ved en voldsom storm at “fortsat Sejlads tvers af Søerne kunde have ført til en Gentagelse af “Davidsen”-Katastrofen”.

Forfatteren Vilhelm Bergsøe (1835-1911) blev inspireret af begivenheden til i 1893 at skrive novellen "Da Jarl gik under", gengivet i “Julefortællinger”. I alt væsentlig en samtale mellem den fiktive kaptajn Lykke som kommer til Allinge for at hyre kaptajn Davidsen som styrmand. Uddrag blev bragt i adskillige aviser. Hvor megen realisme der er i fortællingen, melder historien ikke om. Et par udpluk fra novellen:

"Nede ved havnen, der som et firkantet bassin er sprængt ud i granittens hårde bund, herskede et vist røre. Det var tirsdag aften: man ventede Jarl fra Neksø, og i en lille by er et lille skibs ankomst en stor begivenhed som nok formår at samle en snes mennesker på molen. Og så mange var der omtrent: lastdragere, passagerer og så den evindelige flok af dem, der skulle sige farvel, og dem, som ville se andre rejse. Det var jævne, dagligdags folk: landbrugere, handelsrejsende, sømænd - turisternes strøm var endnu ikke væltet ind over øen. Dertil var man for tidligt i våren; man skrev den fjerde marts, og først med pinsesolen kommer de fremmede dragende ..."

... "Han drev langsomt op ad Allinges små, slet oplyste gader, kom forbi kirken og vedblev at gå lige fremad. Der var så stille her, syntes han, så indeklemt - han måtte op på højderne for at trække luft. Men da han nåede derop, slog stormen ham i møde med ustandselig kraft. Støv og granitgrus føg ham i ansigtet; han måtte vende om og ned ad bakken igen. Han søgte tilbage til hotellet. I gæstestuen sad et par prangere og spillede sjavs; i de andre stuer blev der drukket toddy og pratet politik." 

Specifikt om tirsdag den 4. marts 1890 skrev Bergsøe:

"Mørket faldt tættere og tættere, men ude på søen, langt ude, tændtes den ene lanterne efter den anden, tegn på, at vejret var hårdt, og at mangen en sejler ønskede at ride stormen af derude i læ under kysten, frem for at vove sig ud i Hammer-vandets urolige bølger."

Bergsøe forestillede sig skibet således:

Dækket var allerede stærkt belemret med laksekasser, sildekurve, ost i stabler og smør i fjerdinger. Det lignede næsten et flyttedagslæs. Forude lød grynten af svin, blandet med gennemtrængende hyl, og over hele dækket lå en atmosfære af svinesnavs, røgede sild og gammel ost, som var alt andet end appetitlig.

Forliset blev på 25 årsdagen mindet i Bornholms Tidende, 5. marts 1915.

Et formodet vrag af "Jarl" blev fundet af dykkerne Lars Philipsen og Jesper Munk, ifølge TV Bornholm 7. januar 2014 (serien "I Østersøens Dyb" 2018). De fandt rester kufferter, og kreaturknogler samt årstallet 1885. Dykkerne fandt derimod ikke noget ror, kun de to bøsninger fra kølen, men ingen roraksel. Deres teori er derfor at det faldt af og at skibet herefter var overladt til stormens gøren og laden. Det kan være blevet slået løs ved grundstødningerne (der blev kun tjekket for læk), og da roret for alvor skulle stå sin prøve i stormvejret, faldt det af. Skibet var prisgivet uanset hvor gode søfolkene så end måtte være.

En medhjælper hos ekspeditøren i Allinge Emil Bohn blev afgivet 24 år efter forliset. Han skal være den sidste der talte med kaptajn Davidsen: "Jarl" var så bekvemt lastet for sejlads, som tænkes kunne. Med en stor del tilhugget granit og smørforsyning fra hele Østbornholm i bunden. Den var ikke overlastet med kreaturer og svin. Så der var tilsyneladende ikke den store bekymring da det under aften blæste det op til storm:

"kl. ca. 11 kastedes los, var vandet faldet yderligere, så skibet hængte lidt fast med hælen både ved kajen og senere ved udsejlingen, hvilket dog efter Emil Bohns opfattelse var uden betydning. Ved at bakke meget langsomt ud forbi BLAK og holde lidt for længe i agtertrossen, strøg skibet imod, så det lagde sig lidt udover, men da skæret på det sted er rundt og stærkt bevokset med tang, kan der ikke være tale om at dette har bevirket nogen skade, som det så ofte er påstået."

Det sidste hentydede til fremsatte mistanker om at "årsagen var sikkert den, at grundstødningen i Gudhjem må bære skylden, da skibet har fået en skade i bunden, og i det smulte vand fra Gudhjem til Allinge har lækagen ikke kunnet konstateres." "Jarl" fortsatte til Allinge, da alle andre havne var blevet lukket. På grund af lavvande begyndte skibet at hugge mod klippebunden af Gudhjem Havn. Og muligvis havde skibet taget skade af det. 

I udsendelsen påstås at hændelsen modsat Titanic "dårlig (blev) omtalt i datidens aviser". Det står dog noget i modsætning til antallet og omfanget af ovenfor bragte artikler, samt de øvrige adskillige opfølgende artikler i samme aviser, samt stort set alle lokalaviser landet over i så forskellige aviser som Skive Avis, Frederiksborg Amt Avis, Viborg Stifts-Tidende, Jyllandsposten, Nationaltidende, Vendsyssel Tidende, Horsens Adresseavis, Korsør Tidende, Folketidenden og Kjøbenhavns Børs-Tidende. At det nedtonedes efter ca. en uge hænger vel sammen med at det hurtigt blev klart at skibet var gået ned med mand og mus - modsat Titanic hvor aviserne kunne berette om de overlevendes skildringer.

En Fattigbestyrers Slyngelstreger. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har tidligere omtalt Fattiggaardsbestyreren i Næstved, hvis skandaløse Forhold til de kvindelige Lemmer flere Gange har været trukket frem i Bladene. Følgende Artikel om denne Personligheds Meriter, som Sagfører Henrik Schultz i Næstved har skreven i "Næstved Tidende"s Tirsdagsnumer, turde dog være den mest tydelige Anklage, der endnu er fremkommen, og som absolut maa gøre Manden umulig i sin Stilling, selv om der hidtil er gjort alt for at dække ham.

Hr. Schultz skriver under Overskriften "En Fattiggaardsbestyrer":

"Det er Hr. R. P. Jensen paa Næstved Fattiggaard, jeg sigter til. Jeg har nu i nogen Tid været nødsaget til at befatte mig en Del med denne snavsede Størrelse under en Proces, som han har haft Frækhed nok til at anlægge mod Skomagersvend Christensen her i Byen, og som jeg fører for sidstnævnte. De Oplysninger, jeg under denne Sag har erholdt, frister mig til nu offenligt at henlede Næstved Byraads Opmærksomhed paa, at Hr. Jensens Forbliven i sin Stilling er en Skandale, noget absolut utilstedeligt, en Uretfærdighed mod Byens Fattige og en Haan mod den Retsindighed og Humanitet, der dog sikkert besjæler de fleste af Borgerne i Næstved. Og jeg vil tillige spørge Borgmester Salicath, om han ikke tror, at det kunde være heldigt, at han i sin Egenskab af Politimester tog Hr. Jensen lidt nærmere i Øjesyn.

Jeg skal ikke her bygge noget Angreb paa Hr. Jensen paa Spørgsmaalet om, hvorvidt hans Omgang med Fattigvæsenets Ejendele har været i alle Maader forsvarlig; det har i alt Fald kun været Smaating, der i saa Henseende har været fremme til Belysning. Ikke heller skal jeg her lægge Vægt paa et saadant Punkt, som at Hr. Jensen synes at have tænkt mere paa sin egen Gryde end paa Lemmernes, naar Middagsmaden blev tillavet. Ja, jeg skal ikke en Gang opholde mig ved, hvad der er bevidnet under Sagen, at Hr. Jensen har staaet et kvindeligt Fattiglem i Hovedet og for Brystet, saa at det led derunder flere følgende Dage. Der kunde maaske i disse Forhold findes Undskyldninger, og der kunde i alt Fald ses igennem Fingre.

Men Hr. Jensens Forhold overfor de kvindelige Fattiglemmer er af den Beskaffenhed, at der ikke er Plads for nogen Seen gennem Fingre. Det kan siges, at det indenfor visse Grænser er hans private Sag, og at det kommer ingen ved, om han er mere eller mindre udsat for erotiske Anfægtelser, og hvorledes han som Privatmand gestalter sig i saa Henseende. Men som kommunal Bestillingsmand skal han holde sig i Skindet, og det tør ikke taales, at Fattiggaardsbestyreren opfatter sig selv som en Pascha og de kvindelige Fattiglemmer som Haremskvinder, hvis Pligt det er at forlyste hans Øjne med deres Nøgenhed. En saadan Opfattelse synes Hr Jensen at have haft.

Det første Stød, der tilføjedes hans Dyd, skete ved, at en ung paa Fattiggaarden indlagt Kvinde sigtede ham for Voldtægt og fremtvungen Utugt. Jensen gik frank og fri under Undersøgelsen, og der fremkom ikke tilstrækkeligt Bevis imod hans Benægtelse. Dertil kom, at Kvinden var Epileptiker og ikke fuldt tilregnelig. Men det er værd at lægge Mærke til, at hun var i Stand til paa det nøjagtigste og i alle Detaljer at fremstille de enkelte Scener mellem hende og Jensen, og jeg er sikker paa, at skulde hun den Dag i Dag forklare sig om Forholdet, blev Forklaringen enslydende med den, hun afgav for et Par Aar siden. Det gale Fruentimmer, der nok for Resten ikke er saa gal, maa i alt Fald være begavet med en mærkværdig og sjælden levende Fantasi.

Nu ved jeg, at en anden ung Kvinde, der maaske ogsaa har en Skavank i mental Henseende, sidste Aar har udslynget en Sigtelse mod Hr. Jensen for at han, medens hun opholdt sig paa Fattiggaarden, paa lignende Maade har misbrugt sin Stilling overfor hende, om end han ikke der har haft Vold eller Tvang nødig. Hun er ogsaa i Stand til at udpensle Scenerne. Man maa dog lade mig, at det bliver tidt mistænkeligt, naar saaledes to Kvinder hitter paa den samme Sigtelse mod Hr. Jensen.

Og Mistanken mod ham stiger, naar man lytter til Rygter, som i alt Fald var en Undersøgelse værd, om hans Forhold til endnu en Kvinde, og naar man erfarer, hvad der tør betragtes som bevist, at han har ladet kvindelige Fattiglemmer vise sig nøgne for ham. Herfra og til det, de føromtalte Kvinder har sigtet ham for, er der ikke saa forskrækkelig langt et Spring.

Disse Afklædningshistorier indeholder i sig selv tilstrækkeligt Stof til at sætte Jensen under Anklage.

Og det bør ske. Borgmester Salicath er ikke ubekendt med dette Forhold; han har til to Mænd her i Byen udtalt, at Jensen havde vedgaaet at have ladet gamle Kvinder klæde sig af for ham, og en af disse Kvinder har i Retten med sin Ed bevidnet Jensen Adfærd i saa Henseende og beskrevet, hvorledes han yderligere lod hende delvis afklæde ham. i det hele beskrevet Uterligheder fra ham Side, som jeg ikke tør byde Offenligheden nogen udførligere Fremstilling af. Hele dette For held er paa den ene Side saa grundkomisk man tænke sig, at det var gamle rynkede Kvinder, han saaledes muntrede sig med! Men paa den anden Side, hvor er det væmmeligt hvor er det svinsk, og hvor er det nederdrægtigt handlet mod de fattige Stakler, der er betroet til ham. Jeg kan forstaa, at det er Ting, en Politimester kunde ønske sig fritaget for at røre ved; men jeg tror nok, at her kalder Retfærdigheden højere, end naar der er Tale om Tiøres-Tyverier eller om betlende Haandværkssvende.

Hr. Jensen kan gærne - som forleden Morgen - true mig med Prygl; han skal faa Besvær med at give mig dem. Han kan ogsaa gærne gentagende true mig paa Livet; jeg er assureret. Jeg har nu en Gang faaet et forsvarligt Tag i hans lange Øren, og jeg skal ikke slippe ham."

(Social-Demokraten 6. marts 1890).

Besøg paa Fattiganstalter. Næstved Fattiggaard.

Vor Vej faldt i Gaar over Næstved og da denne Bys Fattiggaard i den senere Tid har erhværvet sig en ret sørgelig Berømmelse, benyttede vi Lejligheden til at tage Forholdene  i nærmere i Øjesyn.

Næstved Fattiggaard er en særdeles statelig Bygning med en fri og sund Beliggenhed udenfor Byen og med Betingelser for at kunne være et godt Opholdssted for de af Samfundets Ulykkelige, som havner indenfor dens Mure. At den ikke er det, skyldes først og fremmest dens Bestyrer, Hr. R. P. Jensen og de af Næstveds Matadorer, som trods alle hans Meriter holder en beskyttende Haand over ham.

Man kan ikke finde et bedre Vidnesbyrd om den Samvittighedsløshed, hvormed man næsten overalt her i Landet undlader at varetage de Fattiges Tarv end Ansættelsen af denne Fattiggaards-Bestyrer. Han har tidligere været Møller i Nærheden af Præstø og var her sat under Tiltale for bedrageligt Forhold, fordi han blandede Sand i Melet. Han blev ikke straffet, fordi den besvegne frafaldt sin Klage, da Møller Jensen betalte ham en Erstatning af nogle Hundrede Kroner, saavidt vi véd 300. Det gik ham, som det er gaaet Villabyggeselskabets Direktører, Skibsted og saa mange andre af disse sine Bedragere, der har Fanden til Morbroder, han slap for Hullet fordi han havde indflydelsesrige Venner og en god Pengepung.

Men en "mærket" Mand er og bliver han dog efter den Historie, og en saadan Mand betænker man sig ikke paa at ansætte som Bestyrer af en Fattiggaard. Til en Post, hvortil der fremfor alt kræves en Mand, der moralsk og humant staar som et lysende Eksempel, og i hvis Haand saa mange aandeligt og legemligt forkrøblede og uformuende Individers Velfærd lægges, til en saa vigtig og ansvarsfuld Post vælger man en Mand, der forud er berygtet for uhæderlig Vandel og sit skidne Levned. Det er et lysende Billede af den Samfundsstøtternes-Moral, hvorpaa vore Fattiges Forsørgelse hviler i dette civiliserede, hæderlige og kristelige Land.

Paa alle Punkter har Manden da ogsaa vist sig sine Forudsætninger værdig. Som det gik med Sandet og Melet er det gaaet med Fattiggaardens Ejendele og hans eget Behov. Rundt om i Næstved ved man god Besked med, hvorledes han har brugt Fattiggaardens Lagener til Betræk paa sine Sofaer og Stole, dens Materialier til sine Bistader og dens Madvarer til at sende i Byen. Men de Fattige derimod, dem kneb han af paa deres tarvelige Føde for at kunne berige sig selv. Hr. Jensen er nemlig ogsaa Økonom paa Fattiggaarden.

Seks Lemmer indgav for nogen Tid siden en Klage til Borgmesteren over, at de ikke fik den Mad, de kunde spise, og som de efter Reglementet skulde have. Nu skal man bare høre, hvorledes Fattiggaardsbestyreren klarede den. Han havde en god Ven i Byraadet, Murermester P. Hansen, som ved Vidneførsel i Retten forklarede, at da Fattiglemmerne ikke kunde spise saa meget som de skulde have efter Reglementet (!!!), gav han paa Byraadets Vegne Jensen Tilladelse til daglig at unddrage dem noget af den reglementerede Føde. Saa var det Skær klaret for Jensens Vedkommende. Fattiglemmerne slap derimod ikke saa let. De seks krakilske Mennesker, som ikke kunde spise al den Overflod, der bødes dem, men desuagtet vovede at klage over, at de ikke fik nok, blev i en Haandevending meldt til Øvrigheden for Opsætsighed (Affattelsen af Klagen) og dem der ikke krøb til Korset ved at frafalde det de havde klaget over, blev straffede, én af dem slap med at blive hjemsendt til sin Forsørgelseskommune Herlufsholm. Se saaledes faar den Fattige Ret.

Saa kommer vi til Fattiggaardsbestyrer R. P. Jensens Forhold til Sædeligheden, det som før har været omtalt her i Bladet. Dette Forhold falder i to Dele, til unge og til gamle Kvinder. Det første bestaar i, at to unge Piger, begge med Udpensling af de mindste Detailler har beskyldt ham for Voldtægt. Den ene af disse Kvinder befinder sig endnu paa Fattigaarden, og er i en privat Injuriesag mellem vor Meningsfælle Hr. Skomager Christensen og Bestyreren bleven ført som Vidne for Retten. Hun blev imidlertid ikke afhørt, da en Læge erklærede hende for utilregnelig. Dette er saa meget mere ejendommeligt, som en anden Læge paa Foranledning erklærede, at der ikke er det fjærneste i Vejen med hendes Forstand.

Den anden Kvinde, som har rettet en lignende Beskyldning mod Bestyreren for Voldtægt og fremtvungen Utugt, opholder sig for Øjeblikket paa Møen, og det hændte sig nu ret mærkeligt, at da disse Voldtægtshistorier for kort siden kom for Dagen, og den førstnævnte Kvinde blev erklæret sindssyg, var det paatrængende nødvendigt for Bestyrer Jensen at rejse en lille Tur til Møen. Siden har der ingen hørt noget fra den Pige. Man kunde næsten fristes til at tro, at Hr. Jensen ikke har haft nogen absolut brand- og dirkefri Samvittighed siden han saaledes over Hals og Hoved maatte afsted til Møen. Det havde i al Fald været klogere af ham at blive hjemme, hvis han ikke skulde overfor at stoppe Munden paa Pigen.

Ved Siden af det højst graverende i, at der fra to forskellige Kvinder fremkommer nøjagtigt betegnede Sigtelser mod ham for Voldtægt foreligger der et andet Vidnesbyrd imod ham fra en Gangkone, der tyder paa, at selv om det ikke absolut er med Vold og Magt han har taget sine Fattiglemmer, saa har han i al Fald været i Forbindelse med dem. Hun har nemlig set ham ligge sammen med den for sindssyg udgivne Kvinde i en Stilling, der ikke nærmere kan beskrives.

Straffelovens 167 siger:

"Øves Utugt af Bestyrer, Forstander eller Opsynsmand ved Fængsel, Straffeanstalt, Fattighus, Opfostringshus, Helbredelsesanstalt eller anden saadan Indretning med et under hans Opsyn staaende Fruentimmer, straffes han med Fængsel eller under skærpende Omstændigheder med Straffearbejde indtil 2 Aar."

Der er altsaa ikke Tvivl om, at denne Paragraf af Straffeloven har Krav paa at faa Hr. Jensen i Tale, hvis han kan slippe for Paragraferne om Voldtægt med deres fra 4 til 8 Aars Tugthus.

Endelig er der de gamle Koner. Til dem har den nøjsomme Bestyrer ikke stillet saa store Krav. De er sluppen med at klæde sig af for ham for at han kunde fryde sig over deres rynkede yndigheder. En af dem har i Retten aflagt Ed paa, at hun, foruden selv at stille sin egen Nøgenhed til Skue, er bleven tvungen til at klæde Bestyreren af, i alt Fald saa meget, at visse Dele af hans Legeme blottedes.

Naar man ser disse gamle Koner, som Jensen saaledes har forlystet sig med, ved man ikke ret om man skal le eller blive forbitret. Thi der er noget saa grundkomisk i, at en Mand paa ca. 40 Aar fryder sig over at se en Flok gamle nøgne Kællinger, hvem Livets Slid og Genvordigheder har berøvet ethvert Spor af Tiltrækningskraft. Men paa den anden Side røber det en saa svinsk Natur, at man daarligt kan holde sine Fingre i Ro.

Om dette Forhold siger Straffelovens § 185:

"Den, som ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden eller giver offenlig Forargelse, straffes med Fængsel paa Vand og Brød eller med Forbedringshusarbejde."

Bestyrer Jensens Forhold overfor disse gamle Kvinder, hvis Foresatte han er, er fuldt oplyst ved edelige Vidnesbyrd for Retten i den ovennævnte Injuriesag. Borgmester Salichat har yderligere vedgaaet overfor to af Byens Borgere, d'Hrr. Skomagermester C. C. Nielsen og Redaktionssekretær Jørgen Lund, at Fattiggaardsbestyreren har tilstaaet overfor ham (Borgmesteren), at have gjort sig skyldig i dette modbydelige uterlige Forhold. Det vil med andre Ord sige: Borgmester Salichat erkender, at han er vidende om, at Bestyreren paa en hans Myndighed underlagt Fattiggaard aldeles utvivlsomt har overtraadt Straffelovens § 185 og saaledes bør straffes med Vand og Brød eller Forbedringshusarbejde. Desuagtet har den samme Borgmester indtil den Dag i Dag ikke gjort sin Pligt overfor denne Lovovertræder, men tværtimod sammen med Byens øvrige Bedsteborgere holdt sin beskyttende Haand over ham, saa han vedblivende sidder som den øverste Myndighed paa den Fattiggaard, hvis fattige Stakler stadigt er voldgivet hans forbryderske Lyster.

Vi har her i Landet en Justitsminister. Mon det ikke kunde være paa Tiden, at han talte et alvorligt Ord med Borgmester Salichat om den Ting og fik ham til at opfylde sin allernødvendigste Pligt i et Forhold, der er en Skandale, ikke blot for Næstved By, men for det hele Land. Hr. Salichat har mange Ting, som kunde trænge til at ses efter i Krogene. Det er bevisligt, at han prygler Arrestanterne i Retten under Forhøret og overdænger dem med de værste Skældsord. Han sender sin Kontorist paa Avktioner og tilfører bag efter Protokollen, at han selv har afholdt dem. Enhver Jurist véd, hvad den Slags Protokoltilførsler regnes for. For nogen Tid siden holdt han en Sadelmager et halvt Aar i Varetægtsarrest, sigtet netop for en Sædelighedsforbrydelse og dømte ham saa til Forbedringshusarbejde. Overretten frifandt ham derimod paa Grundlag af Salichats egne Forhørsudskrifter og uden Spor af nye Oplysninger, og det uagtet Sadelmagerens Defensor, der er ansat i Næstved Diskontobank, for hvilken Borgmester Salichat er Direktør, indstillede ham til 8 Maaneders Forbedringshus. Man tænke sig hans Defensor! Sikken et Retsvæsen, de har i den By!

Men Sadelmageren var en fattig Mand, derfor kunde hans "Sædelighed" ikke slippe billigere uagtet han var uskyldig, medens Fattiggaardsbestyreren, der snart har forbrudt sig mod alle Straffelovens Sædeligheds-Paragrafer, stadig gaar omkring som en af Byens pæne Mænd. Man kan, naar man ikke kender Koruptionen i en saadan Provinsby fristes til at spørge, hvorledes det dog er muligt, men det er saa let at forstaa. De af Bedsteborgerne, som har Leverancer til Fattiggaarden, holder af al Kraft paa R. P. Jensen; desuden er han fuldtro Højremand og gennem en formanende kvindelig Slægtning stærkt lieret med den sine Portion i Byen, saa de beskytter ham saa længe det blot er muligt og helst et Stykke til. Det er jo ogsaa kun de Fattige det gaar ud over, og deres Skæbne bekymrer aldrig for Alvor den Slags Folk.

Derfor er Fattiggaardsbestyrer Jensen ogsaa saa kry paa det, som han er. Der siges, at han har truet Byraadets Tilsynshavende paa Fattiggaarden, Skomagermester C. C. Nielsen, med Prygl, og et Faktum er, at han paa alfar Vej har overfaldet Sagfører Henrik Schultz med Skældsord, truet ham med Prygl, ja endog med at ville slaa ham ihjæl. Hr. Schultz er Skomager Christensens Sagfører i den Injuriesag, hvis store Fortjeneste det er, at der er bleven saa mange af Jensens Skændigheder konstateret.

Hvor raa og brutal den Mand er overfor de værgeløse Fattiglemmer, han har under Pisken, kan Enhver sige sig selv. Det er da ogsaa staaet fast ved Vidnesbyrd for Retten, at han har staaet endog kvindelige Fattiglemmer i Hovedet og for Brystet, saa de var syge deraf i flere Dage. Vort personlige Indtryk af Bestyrer Jensen svarede ganske til hans Bedrifter. Det er en sværlemmet Skikkelse med raat og grovtskaarne Ansigtstræk, der saare langt fra indgyder Tillid. 

Og hermed skal vi overlade dette vort nyeste Billede af dansk Fattiggaardsliv til alle rettænkende og humantfølende Menneskers Bedømmelse. Det bekræfter paa det klareste, hvad vi skrev, da vi for godt to Aar siden aabnede vort Felttog mod Fattiggaardene, at ikke alene dem, vi den Gang tog under Behandling - Korsør, Tikøb, Stolpegaard, Sigersløvøster osv. - men de fleste af samtlige Landets Fattiggaarde og Arbejdsanstalter var en Skandale for vort Land og en Skændsel for hele det civiliserede Samfund. Man skulde tro, at alle disse Beviser dog tilsidst maatte vinde Ørelyd blandt Befolkningen, saa der rejste sig en saadan Storm af Indignation, at en ny og bedre Ordning blev tvungen igennem trods al Reaktionens Modstand. Det er jo nemlig saa under de nuværende økonomiske Forhold, at ingen hæderlig arbejdende Mand og Kvinde ved sig sikker for, at de ikke kommer til at ende deres Liv i Fattiganstalternes Elendighed.

(Social-Demokraten 10. april 1890).

Højreavisen Næstved Avis bragte et dementi af R. P. Jensen hvori han erklærede anklagerne for pure opspind og løgn. Borgmester Salicath skrev et noget tvetydigt og uklart svar på anklagerne, se fx Næstved Tidende 26. april 1890. Efterfølgende fortsatte imidlertid forargelsen i befolkningen, samt der meldte sig nye vidner imod Jensen. På et lukket byrådsmøde den 3. juli 1890 blev det besluttet at udnævne en ny fattiggårdsbestyrer: den fra Everdrup fattiggård afskedigede Ravn.

Flere Højremænd i Næstved indsamlede penge til støtte for Jensen så han kunne rejse sag mod sagfører Henrik Schultz, Næstved Tidende og Social-Demokraten. Samtidig blev justitsministeren anmodet om at nedsætte en undersøgelseskommission, hvilket blev afslået. Den 1. oktober fratrådte Jensen stillingen og fik af Næstved Byråd et ekstragratiale på 150 kr. Sagen blev overladt til sættedommer (forhørsdommer) byfoged i Køge, Bræstrup. Under sagen fremkom der graverende oplysninger om Jensen. Men sagens gang blev besværliggjort af Højrefolks indflydelse og ønske om ikke at få anklaget Jensen. 

Jensen blev februar 1892 anholdt, men løsladt igen i april 1892 for at afvente udfaldet af dommen. I august 1892 blev det besluttet at anlægge justitssag for sædelighedsforbrydelser mod Jensen der var taget på ferie i Norge. Offentlig anklager blev prokurator N. Larsen, Næstved. I november 1892 blev han frifundet for sædelighedsforbrydelse på grund af manglende beviser, men dømt skyldig for vold mod et fattiglem. Sagen blev appelleret til overretten som stadfæstede dommen. Han blev ikke fængslet da retten mente hans varetægtsfængsling var nok.

I januar 1895 blev skomagermester Christensen ved Hof- og Stadsretten frikendt for at havde udtalt at Jensen for længst burde have været afskediget som fattiggårdsbestyrer. Underretten havde ellers idømt ham 60 kr. i mulkt. Processen kostede Christensen 400 kr. og har formentlig afskrækket andre fra at anlægge lignende sager. En indsamling opnåede ikke det fulde beløb da sagen havde været så længe (3 år) undervejs.

Borgmester og advokat Carl Salicath (1825-1899) var præstesøn. Han blev cand. jur. 1853, senere samme år slesvigsk cand. jur. 1854-1865 var han underretsadvokat i Slesvig (Haderslev). I 1872 blev han byfoged og byskriver i Store Heddinge, herredsfoged og skriver i Stevns og Fakse Herreder og samme år tillige borgmester i Store Heddinge købstad. 1878-1895 forflyttet til byfoged, by- og rådstueskriver i Næstved, herredsfoged og skriver i Tybjerg Herred og samme år tillige borgmester i Næstved købstad

Sagfører Henrik Schultz begyndte som fuldmægtig 1888-ca 1893 og kompagnon hos C.G. Wæver der imidlertid gik konkurs og rejste til USA. Schultz videreførte praksis i Næstved, bagermester Bolms gård, Brogade 3-5. Schultz sad 1894-? i byrådet. Han forsvandt 1899 med udsigten til en konkurs - formentlig som følge af druk og et ulykkeligt ægteskab. Socialdemokraten skrev ved hans død 1913 at han efterlod sig en bunke sørgende kreditorer og en masse falske veksler.

Ny dansk Kunst. (Efterskrift til Politivennen)

I denne Tid bestaar Kunstforeningens Udstilling af en Samling af moderne dansk Kunst. Da Fotografierne efter de udstillede Malerier er paatrykte "den Bramsenske Malerisamling", er det ingen Indiskretion at meddele, at det er Tandlæge Alfred Bramsen, som er Samlingens Ejer.

Desværre har vi ikke mange Privatmænd, som alvorligt og i større Stil lægger sig efter at samle paa Kunstværker, og vi har endnu færre, som anlægger deres Samling efter et bestemt Princip; dette har Hr. Bramsen gjort, og han fortjener Anerkendelse derfor, thi en saadan bevidst anlagt Samling er naturligvis af langt stort kunsthistorisk Betydning end en, som de staar af lutter tilfældigt sammenbragte Arbejder. Det er den alleryngste, allermest moderne Retning i Malerkunsten, Hr. Bramsen ynder og protegerer, og da det allernyeste som bekjendt har stor Vanskelighed ved officielt at bane sig Vej, gør hele Samlingen nærmest Indtryk af at være en Salon des refusés (hvad den forøvrigt i Virkeligheden ingenlunde er). Naar man anlægger en saadan Samling, er man naturligvis i Begyndelsen ikke altfor kritisk, men efterhaanden som Billedernes Antal voxer, begynder man at vrage og siydk ud, og Hr. Bramsen vil utvivlsomt om nogle Aar have renset sin Samling for adskilligt, som nu, enten af den ene eller den anden Grund, staar disharmonisk til Helheden.

De to Malere, som giver Samlingen dens karakteristiske Særpræg, er Julius Paulsen og B. Hammershøj; af den første findes fjorten Billeder, af den sidste syv. Julius Paulsens fleste Billeder er Landskabsstemninger, stærke i Følelsen, vage i Formen, meget personlige og meget sære; der er deriblandt et Par af hans bekjendteste Billeder, hvorved han paa Udstillingerne har vundet Ry, men ogsaa en Del, man ikke tidligere har haft Lejlighed til at se. Desuden træffer man en ny. form indflet Udgave af hans hvilende, kvindelige Modeller, og et Par udmærket smukke Figurbilleder, særlig det yndefulde Sovekammerinteriør med den unge Kvinde. Blandt Hammershøjs Arbejder beundrer man fuldt ud det nydelige lille Billede med den unge Pige, der syr, ærgrer sig over et Par søgte Genrebilleder og undres over de tre store Portræter af Fru Bramsen. Kr. Zahrtmann og Karl Madsen. Der findes i disse Portræter en absolut Lighed med Originalerne, og i et af dem - Zahrtmanns - en ikke ringe Karakteristik, men samtidig virker de som udflydende Taagebilleder, hvor grådige, farveløse Skygger af afdøde Personer glider forbi Øjet, et Øjeblik fangende Form og derefter atter aandeagtigt glidende ud i det tomme Rum. Maaske ser Maleren Naturen saaledes. Og det er han jo undskyldt for, maafsk gjør han Vold paa Naturen for at frembringe den Farveharmoni, som tiltrækker hans Øje, og det har han jo Lov til, ligesom vi andre har Lov til at se noget abnormt i hele denne Udtryksform. Men stiller en saadan Specialitet de store Fordringer til Beskueren, som den i Virkeligheden gjør, jaa maa den til Gjengjæld respektere Naturen og ikke møde med saa brutale Farveovergange og saa ufine Linjer, som bl. a. Karl Madsens Portræt indeholder.

Veteranen V. Kyhn findes mærkeligt nok her i de unges Selskab; thi vel er hans Kunst stadig frisk og fornyes bestandig, men hele hans Syn og Udtryksmaade staar dog de andres saa fjærnt. Fuldgyldige Repræsentanter er derimod Th. Philipsen, Karl Jensen, Viggo Johansen - af hvem der findes det bekjendte store Billede, hvor Børnene storvaskes i Sovekammeret, det fortræffelige Landskab fra Skagens Plantage, et ypperligt Afteninteriør og et komplet umuligt Selvportræt, en ren Karrikatur af den smukke, mandige Kunstner, - L. A. Ring, Anna Ancher, Niels Petersens Mols, Knud Søeborg, Chr. Clausen, Fritz Syeberg, C. Holsøe og Georg Seligmann. Foruden de nævnte Malere, findes adskillig andre repræsenterede, men enten med Billeder, som ikke er moderne, skjønt flere af dem er fortræffelige, eller med Billeder, som er moderne, men ikke gavner den gode Sag.

Ogsaa paa Keramikens Omraade, Modernismens Kjælebarn, har Hr. Bramsen forskaffet sig interessante Ting. Som ikke søgte i Dekorationen og ikke mislykkede i Udførelsen maa nævnes et Par Fade af Frk. Elise Konstantin Hansen, især den virkningsfulde Balravn, og et helt fortrinligt, i høj Grad dekorativt Fad med Efteraarsblomster af Aug. Jerndorff.

Hvis denne Udstilling skal være et karakteristisk Udtryk for moderne dansk Kunst, saa viser den klart én Ting: at Impressionismen endnu ikke har vundet synderlig Fodfæste herhjemme. De Tillod, der findes hos enkelte af Malerne, er temmelig vage og resultatløse; thi man bliver naturligvis ikke moderne Impressionist, det vil sige en Kunstner med et helt nyt, originalt Syn paa Naturen, radikalt brydende med al nedarvet Tradition, fordi man jasker et Billede op uden at tage det ringeste Hensyn til Linjer, Former og Toner. Der findes nogle saadanne Forsøg, men de vidner mere om Kunstnerens Mangel paa Energi og Evne end paa en selvstændig Opfattelse. Kunsten er nu en Gang en saare vanskelig! Ting, og man naa'r den ikke blot ved at vise Mangel paa Respekt og dovent at gaa udenom alle Vanskeligheder.

Som denne Samling nu én Gang er, vidner den om Ejerens energiske Sympathi for det nye og fremadstræbende, og samtidig giver den os andre et godt Indblik i vore moderne Maleres Kunstopfattelse. Derfor fortjener den i høj Grad at ses, muligen mod en billig Entré af Ikke-Medlemmer af Kunstforeningen.

(Morgenbladet (København) 5. marts 1890).

Grundtvig, Ludvig (12.5.1836-28.11.1901) fotograf: Bramsen, Alfred (1851-1932) tandlæge, forfatter, kunstsamler. 1885. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Artiklen er skrevet i Bramsens allertidligste tid som kunstsamler hvor han havde opbygget en samling af 1880ernes og 90ernes realistiske danske kunst, fx Anna og Michael Ancher, Viggo Johansen, Jul. Paulsen, Th. Philipsen og L. A. Ring, - og Vilh. Hammershøi. I 1903 afhændede han hovedparten af sine billeder, hvoraf mange endte på museer og offentlige samlinger. Han helligede sig nu Hammershøi. I 1918 havde han 71 værker hvoraf 62 oliemalerier (ca. en femtedel af Hammershøis samlede produktion), hvoraf mange hovedværker. Han opkøb støttede således Hammershøi mens han stadig var unge. I 1900 udgav Bramsen den første fortegnelse over Hammerhøis billeder. I 1918 udgav han sammen med Sophus Michaëlis "Vilhelm Hammershøi, Kunstneren og hans Værk." Efter Bramsens død tilfaldt hele samlingen hans efterladte familie.

Se også artikler i forbindelse med hans 70 årsfødselsdag i 1921.

Skandaløst! Kommunal Opdrætningsanstalt for svindsot. (Efterskrift til Politivennen)

Under den stedse stigende Benyttelse af Københavns offenlige Slagtehuse og Kødkontrollens lige saa stærkt stigende Kasseren af sygt Kød har det mere og mere vist sig nødvendigt, at faa oprettet en Destruktionsanstalt for Tilintetgørelse af Affald og smittebefængt Kød, som er utjenligt til Menneskeføde. Hidtil har man anvendt den Fremgangsmaade, at Kødet overgydes med Petroleum og indgnides i Aske, saa det bliver uspiseligt. Men for over Aar og Dag siden bevilgede Borgerrepræsentationen Penge til Opførelsen af en tidssvarende Destruktionsanstalt og sidste Sommer begyndte man endelig at bygge den for Enden af Enghavevej, tæt ved Kalvebodstrand.

Det er et Par smaa Huse, knapt saa store som almindelige Villaer, og private Folk havde selvfølgelig for længe siden havt dem staaende fiks og færdige. Det vil dog næppe forundre nogen at høre, at Magistraten kun omtrent er naaet til Halvvejen. Det gode gammeldags Magistratssmøleri er jo en Ting, som vi alle er fortrolige med.

Denne Efterladenhed har imidlertid medført et Forhold, som i højeste Grad er farligt for Befolkningens Sundhed paa samme Tid det er saa skandaløst som vel muligt, at vore Avtoriteter roligt finder sig i, at sligt finder Sted. I et herværende Blad tager en Indsender i Gaar heraf Anledning til at bringe Sagen frem for Offenligheden. Vi skal give ham vor varmeste Støtte.

Slagterne havde, før den tvungne Slagtning paa de offenlige Slagtehus indførtes, hver for sig et ret betydeligt Svinehold, som for en stor Del fodredes med Affaldet fra Slagtningen.

Dette hørte op ved Slagtetvangen og Slagterne beklagede sig gentagne Gange over det pekuniære Tab, de led derved.

Saa fik de af Borgmester Borup en Aften i Borgerrepræsentationen den stukken ud, at de ikke forstod at benytte deres Affald paa rette Maade. De spekulerede nærmere herpaa og Resultatet blev, at de ude paa Enghavevej. Nærheden af den ny halvfærdige Destruktionsanstalt, oprettede et fælles Svinehold, hvor alt Affaldet fra Slagtehusene førtes hen. Men det blev ikke herved. En Dag kom de og tilbød Magistraten, at bortføre det syge kasserede Kød gratis fra Kødkontrollen. Magistraten, der er saa gærrig paa en Krone som Fanden paa en Sjæl, slog øjeblikkeligt til, uden at de fandt det allermindste mistænkelige i, at Slagterne saa beredvilligt tilbød at udføre gratis Arbejde.

Nu blev der Gang i Sagerne. Hele den Masse Kød, der aarlig kasseres her i Byen, gik nu til at føde Slagternes Svin med. Dyrene aad det, trods det var dyppet i Petroleum, og Slagterne fodrede dem dermed, trods at det i høj Grad befordrede Udbredelsen af vor farligste og smitsomste Sygdom her i Landet. Vore vise Avtoriteter ræsonerede vel omtrent saa saa: Hvad Pokker kommer det os ved.

Det er en Kendsgærning, at den langt overvejende Del af det Kød, som kasseres her i Byen er befængt med Tuberkulose. Det er endvidere et Faktum, at hvert syvende Menneske i Danmark dør af denne skrækkelige Sygdom (Svindsot eller Tæring som den populært kaldes). Ved at en Mængde Svin fodres op med dette smittebefængte Kød forplantes Smitten altsaa fra Føden til Dyrene og fra dem kan det ikke godt undgaas, at den overføres til Menneskene ogsaa. Naar man hører, at Kødkontrollen aarlig kasserer ca. 100,000 Pund Kød som ubrugeligt til Menneskeføde paa Grund af Tuberkulose, kan man gøre sig et Begreb om, hvor udbredt Smitten er og hvor stor Faren er for os alle.

Og til alt dette rækker Magistraten sin hjælpende Haand, Politiet gør ingen Ting, og det falder ikke en eneste af vore Borgerrepræsentanter ind, saa meget som at rette et Spørgsmaal til Borgmester og Magistrat om, hvor Ansvaret og Omsorgen for Befolkningens Sundhed er bleven af.

Skulde man ikke tro, at det var i den slettest forvaltede Landsby og ikke i Landets Hovedstad, at saadanne Forhold kan finde Sted. I Grunden er det Borgernes egen Skyld; hvorfor vælger de Repræsentanter, som ved enhver Lejlighed i den Grad vanrøgter deres Tarv.

(Social-Demokraten 1. marts 1890).

Fotograf Mogens Falk Sørensen (1907-1975): Tidligere destruktionsanstalt under Torvevæsenet. Nedlagt i 1954. Foto optaget for Magistratens 1. Afdeling af Stadsarkivets fotografiske Atelier. Kbhbilleder. Ifølge lokationen og gamle kort lå den i nuværende "Jernbanebyen" hvor Village Vesterbro (studenterkollegiet) ligger.

Fotograf Anders Ole Nielsen 1832-1920 . (Efterskrift til Politivennen)

Anders Ole Nielsen blev født 1832 i Kisserup. Han var fotograf i København ca. 1857-1862. Han boede 1857-1859 i Lorentzensgade, Sankt Paulsgade i København, i 1860 på St. Kongensgade 44, Kbh., i ​1862 på Gl. Kongevej 2 og maj ​1862 i Ringsted. Han rejste rundt og etablerede midlertidigt atelier i forskellige gæstgiverier hvor lyset var egnet til fotografering.

I maj 1859 således hos Bonnesen på Købmagergade i Næstved. Købmand (1827-1848) og restauratør (1848-1861) Christian Bonnesen (1805-65) var efter flere flytninger nået til Købmagergade 9 hvor han holdt pensionat til 1857-1861. Særligt var han interesseret i "Photographister og Daguerrotypister der kunne erholde en dertil svarende Plads til Beqvemmelighed, Alt indbefattet" - Næstveds første fotoatelier. Men som det fremgår af nedenstående annonce også andre steder:

Photographisk Atelier i Nysted. Hos Hr. Skrædermester Valther har jeg Undertegnede indrettet et Atelier for photographiske Portraiter i alle Genres. Enkelte Portraiter fra 8 Mk., Grupper fra 2 Rd. til høiere Priser, Copier af Oliemalerier og andre Portraiter aftages og Bestillinger modtages paa Prospecter af Huse, Gaarde, Landskaber k. Alt aftages veltruffent og smukt indfattet, og uden Hensyn til Veiret.

Prøver af mit Arbeide er til Eftersyn i mit Atelier, og i Haab om et talrigt Besøg og Publicums Tilfredshed tegner jeg mig

A. O. Nielsen, Photograph fra Kjøbenhavn

(Annonce i Lolland-Falsters Stifts-Tidende 15. august 1859).

I Esrom Kro aftages daglig uden Hensyn til vejret i en kort Tid Photopraphi-Portraiter fra 1 Rd. til høiere Priser, endvidere aftages alle Slags Prospecter, Copier og Visitkort og om ønskes i Familiers eget Hjem. A. O. Nielsen, *) Photograph fra Kjøbenhavn. *) I foregaaende Avertissementer er ved Trykfeil kommen til at staa J. O. Nielsen. (Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 13. juli 1861).

Photographiske Portraiter i alle Genre, aftages daglig i restaurateur Nielsen Eiendom ved Jernbanen. A. O. Nielsen, Photograph fra Kjøbenhavn. (Sjællands-Posten (Ringsted) 7. juni 1862).

Fra december 1862 slog han sig mere permanent ned i Slagelse hvor han boede på Sveitserplads 245. Ved den landøkonomiske og industrielle udstilling i Slagelse i oktober 1867 fik "Photograph A. O. Nielsen, Slagelse" broncemedaille i kategorien bogtryk, afbildninger, fotografi og maleriarbejde. I 1876, fik han desuden hæderlig omtale ved udstilling i Ringsted, samt broncemedalje i 1877 på en udstilling i Slagelse.

En lille, hvid Hanhund, Silkepudel, med røde Øren og klippede Poter, lydende Navnet "Jens", er bortkommet igaar Eftermiddags (den er seet af Flere paa Slottensgade). For tilveiebringelsen betales en Douceur af Fotograf A. O. Nielsen udenfor Nyport. (Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 23. november 1867).

Portrait af Pastor Engholm (forhenværende i Ørsløv) er indkommet i Visitkort Format hos Fotograf A. O. Nielsen udenfor Nyport, samt faaes hos Boghandler Kamman paa Slottensgade. (Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 7. december 1867, 2. udgave).

Fotograf Anders Ole Nielsen (3.11.1832-3.8.1920): Præst Johan Peter Jørgen Engholm (1835-1910). Optagelsestidspunkt angivet som 1857-1884, annoncen ovenfor indikerer at det kan være 1867. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Det kongelige Bibliotek har 35 portrætfotoer af A. O. Nielsen.

Fotografi-Portræter aftages daglig strax udenfor Nyport ved Gasværket af A. O. Nielsen. (Slagelse-Posten 24. oktober 1868). Annoncen ses tilbage til november 1866.

Fra 1874 (hvor han da var 42 år) og indtil 1879 var der kommet børn i huset:

En ordentlig og villig Pige, ikke for ung, som vil passe et lille Barn kan faa Plads til 1ste November hos Fotograf A. O. Nielsen. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 14. september 1874).

Et graat Børnevaterproofslag er tabt sidste Lørdag. Den bedes afleveret hos Fotograf A. O. Nielsen imod en Dusør. (Slagelse-Posten 31. maj 1875).

En ordentlig og skikkelige Pige kan saa Plads til 1ste November hos Fotograf A. O. Nielsen (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 27. august 1877).

En flink Pige, som kan Vadsk og Strygning og i øvrigt udføre Stuepigegjerning og deltage i hvad der forefalder i Huset, kan faa Plads til 1ste November hos Fotograf A. O. Nielsen. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 11. august 1879).

En konfirmeret Pige eller en, som gaar til Præsten, som med Troskab og Venlighed vil passe et lille Barn, kan strax melde sig hos Fotograf A. O. Nielsen. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 29. september 1879).

Fra 1880 ser det ud til at der blev mere plads i huset, for han begyndte at leje værelser ud - måske kneb det også med økonomien?:

For en enlig Herre eller Dame er 2 smukke Værelser til Leie nu til Flyttedagen i Villa-Ejendommen ved Sveitserpladsen Nr. 245. Man henvender sig til Fotograf A. O. Nielsen. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 7. oktober 1880).

N. F. Worm, Fotograf. Efter at have uddannet mig hos kgl. dansk, svensk og norsk Hoffotograf Budtz Müller i Kjøbenhavn, begynder jeg Lørdag d. 12. Febr. en Fotografi-Forretning i min Faders Atelier ved Gasværket, som Hr. Fotograf A. O. Nielsen har havt til Leje i 18 Aar, og anbefaler mig med Alt til Faget henhørende. Jernbanevejen nr. 238. N. F. Worm. Fotograf. (Slagelse-Posten 12. februar 1881).

N. F. Worm var søn af Wigandt Christensen Worm (1816-?). Han var bror til fotografen Peter Christian Worm, der var fotograf i  Nykøbing F, fra 1898 ff, i Birkerød, fra 1908 ff., i Skodsborg.

Annonce i Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 13. august 1883. Billedet viser hans hjem på Sveitserpladsen 245. Schweizerpladsen var blevet til efter en bybrand i 1804, opkaldt efter schweizeren, farver og silkebåndsvæver Adam thorman. Nygade blev en del af pladsen.

Af Redaktør og Folkethingsmand Tauber er udkommet et godt Fotografi i Visitkort- og Kabinetsblled-Format, som faas hos Undertegnede.

Med Hr. Taubers Tilladelse forbeholder jeg mig Eneret paa ovennævnte Billeder i Følge Lov af 29de Marts 1863.

A. O. Nielsen. Fotograf, Sveitserpladsen, Slagelse.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 7. oktober 1884).

Fra 1885 lejede han mindre eller større dele af huset ud, samt solgte bær og frugt fra haven indtil han afhændede den i 1890:

1 a 2 Elever som skal frekventere Slagelse Realskole, kan faa Kost og Ophold til moderat Pris, Lektier og Sprogene kunne gjennemgaas. Man henvender sig til A. O. Nielsen, Fotograf. (Slagelse-Posten 16. juni 1885).

Et smukt og livligt Værlese til Gaden, med eller uden Møbler, kan faas til Leje strax eller senere hos Fotograf A. O. Nielsen. (Slagelse-Posten 16. marts 1886).

Slagelse Realskole. Elever, som skulle frekventere ovennævnte Skole, kunne faa Kost og Ophold til moderat Pris - Støtte i Sprogene og andet vedrørende kan faas - gode Referencer haves hos A. O. Nielsen, Fotograf. (Slagelse-Posten 5. juli 1886).

Meget store Stikkelsbær, saavel til Syltning som Spisning, samt meget store Have-Hindbær faas hos Fotograf A. O. Nielsen. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 4. august 1887).

En Kjælderlejlighed, bestaaende af 2 Værelser, Kjøkken og Spisekammer kan faas til Leie April Flyttedag hos Fotograf A. O. Nielsen, Nyport. Den aarlige Leie er 80 Kr. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 21. februar 1889).

Ved byrådsmødet 17. august 1889 omtaltes at en kommission ønskede bedre og sikrere adgang til banegården og i den forbindelse kulnne benytte stien fra "Fotografens Hjørne og gaa bag om Werners Have." Becker: "Gjorde Byens Delegrede ikke noget Forsøg paa at faa Kjørevejen lagt fra A. O. Nielsens Have i Stedet for fra Gasværkshaven?"

Et møbleret Værelse til Gaden er til Leje til November hos A. O. Nielsen, fotograf. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 23. oktober 1889).

En Lejlighed i Stueetagen, bestaaende af 4 Værelser og Kjøkken samt Udenomsbekvemmelighedeer, eller en 1ste Sal, bestaaende af 3 Værelser og Kjøkken, kan erholdes til Leje til April Flyttedag med Adgang til den store og skyggefulde have hos A. O. Nielsen. Fotograf. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 7. februar 1890).

Udlejningen ophørte først da ejendommen blev afhændet i februar 1890:

Fotograf A. O. Nielsen har, ifølge "Sorø Amtstid.", solgt sin Eiendom paa Sveitserpladsen i Slagelse for 17,000 Kr. til Marskandiser R. P. Jensen (Middelfart Avis 28. februar 1890. Meddelelsen stod 25. februar i Sorø Amtstidende). 

Fotografier til nedsatte Priser.

Da jeg paa Grund af Salg af min Ejendom rejser fra Slagelse i Midten af Juli, ønskede jeg forinden at realisere mit Restoplag af Kartons etc. I den Anledning har jeg nedsat Priserne paa Fotografier meget betydeligt; 6 Visitkort for 2 Kr., de efterfølgende a 25 Øre pr. Stk.; store Kabinetsbilleder: 1ste Stykke 1 Kr. 50 Øre, de efterfølgende a 50 Øre; meget store Billeder, som før har kostet 10 Kr., leveres for 5 Kr. Fint udførte Billeder efter ældre Fotogratier meget billigt.

Da jeg har alle gamle Plader i Behold, kunne de Ærede, som er fotograferet hos mig tidligere, ved snarest at sende mig Bestilling, faa Billeder efter de aldre Plader til yderligere nedsatte Priser.

Det bemærkes, at der til de ovenfor nævnte billige Priser leveres ligesaa gode Billeder som hidtil.

Slagelse, den 27de Februar 1890.
A. O. Nielsen,
Fotograf, Sveitserpladsen.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 25. juni 1890). Annoncen var genopslået regelmæssigt mellem marts og juli 1890

Herefter forsvinder han -  der nu var omkring 58 år - ud af aviserne. Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende meddelte ganske kort af han var død 6. august 1920. Hvad han foretog sig 1890-1920 - fra han var 58 til 88 år - kan ikke læses ud fra aviserne. Han efterlod mange fotoer som kan findes i lokalarkiver samt 35 portrætfotoer på Det kongelige Bibliotek.

Fotograf A. O. Nielsens familiegravsted på Vestre Kirkegård. Det er markeret som bevaringsværdigt. Foto Erik Nicolaisen Høy.