Vi har tidligere omtalt Fattiggaardsbestyreren i Næstved, hvis skandaløse Forhold til de kvindelige Lemmer flere Gange har været trukket frem i Bladene. Følgende Artikel om denne Personligheds Meriter, som Sagfører Henrik Schultz i Næstved har skreven i "Næstved Tidende"s Tirsdagsnumer, turde dog være den mest tydelige Anklage, der endnu er fremkommen, og som absolut maa gøre Manden umulig i sin Stilling, selv om der hidtil er gjort alt for at dække ham.
Hr. Schultz skriver under Overskriften "En Fattiggaardsbestyrer":
"Det er Hr. R. P. Jensen paa Næstved Fattiggaard, jeg sigter til. Jeg har nu i nogen Tid været nødsaget til at befatte mig en Del med denne snavsede Størrelse under en Proces, som han har haft Frækhed nok til at anlægge mod Skomagersvend Christensen her i Byen, og som jeg fører for sidstnævnte. De Oplysninger, jeg under denne Sag har erholdt, frister mig til nu offenligt at henlede Næstved Byraads Opmærksomhed paa, at Hr. Jensens Forbliven i sin Stilling er en Skandale, noget absolut utilstedeligt, en Uretfærdighed mod Byens Fattige og en Haan mod den Retsindighed og Humanitet, der dog sikkert besjæler de fleste af Borgerne i Næstved. Og jeg vil tillige spørge Borgmester Salicath, om han ikke tror, at det kunde være heldigt, at han i sin Egenskab af Politimester tog Hr. Jensen lidt nærmere i Øjesyn.
Jeg skal ikke her bygge noget Angreb paa Hr. Jensen paa Spørgsmaalet om, hvorvidt hans Omgang med Fattigvæsenets Ejendele har været i alle Maader forsvarlig; det har i alt Fald kun været Smaating, der i saa Henseende har været fremme til Belysning. Ikke heller skal jeg her lægge Vægt paa et saadant Punkt, som at Hr. Jensen synes at have tænkt mere paa sin egen Gryde end paa Lemmernes, naar Middagsmaden blev tillavet. Ja, jeg skal ikke en Gang opholde mig ved, hvad der er bevidnet under Sagen, at Hr. Jensen har staaet et kvindeligt Fattiglem i Hovedet og for Brystet, saa at det led derunder flere følgende Dage. Der kunde maaske i disse Forhold findes Undskyldninger, og der kunde i alt Fald ses igennem Fingre.
Men Hr. Jensens Forhold overfor de kvindelige Fattiglemmer er af den Beskaffenhed, at der ikke er Plads for nogen Seen gennem Fingre. Det kan siges, at det indenfor visse Grænser er hans private Sag, og at det kommer ingen ved, om han er mere eller mindre udsat for erotiske Anfægtelser, og hvorledes han som Privatmand gestalter sig i saa Henseende. Men som kommunal Bestillingsmand skal han holde sig i Skindet, og det tør ikke taales, at Fattiggaardsbestyreren opfatter sig selv som en Pascha og de kvindelige Fattiglemmer som Haremskvinder, hvis Pligt det er at forlyste hans Øjne med deres Nøgenhed. En saadan Opfattelse synes Hr Jensen at have haft.
Det første Stød, der tilføjedes hans Dyd, skete ved, at en ung paa Fattiggaarden indlagt Kvinde sigtede ham for Voldtægt og fremtvungen Utugt. Jensen gik frank og fri under Undersøgelsen, og der fremkom ikke tilstrækkeligt Bevis imod hans Benægtelse. Dertil kom, at Kvinden var Epileptiker og ikke fuldt tilregnelig. Men det er værd at lægge Mærke til, at hun var i Stand til paa det nøjagtigste og i alle Detaljer at fremstille de enkelte Scener mellem hende og Jensen, og jeg er sikker paa, at skulde hun den Dag i Dag forklare sig om Forholdet, blev Forklaringen enslydende med den, hun afgav for et Par Aar siden. Det gale Fruentimmer, der nok for Resten ikke er saa gal, maa i alt Fald være begavet med en mærkværdig og sjælden levende Fantasi.
Nu ved jeg, at en anden ung Kvinde, der maaske ogsaa har en Skavank i mental Henseende, sidste Aar har udslynget en Sigtelse mod Hr. Jensen for at han, medens hun opholdt sig paa Fattiggaarden, paa lignende Maade har misbrugt sin Stilling overfor hende, om end han ikke der har haft Vold eller Tvang nødig. Hun er ogsaa i Stand til at udpensle Scenerne. Man maa dog lade mig, at det bliver tidt mistænkeligt, naar saaledes to Kvinder hitter paa den samme Sigtelse mod Hr. Jensen.
Og Mistanken mod ham stiger, naar man lytter til Rygter, som i alt Fald var en Undersøgelse værd, om hans Forhold til endnu en Kvinde, og naar man erfarer, hvad der tør betragtes som bevist, at han har ladet kvindelige Fattiglemmer vise sig nøgne for ham. Herfra og til det, de føromtalte Kvinder har sigtet ham for, er der ikke saa forskrækkelig langt et Spring.
Disse Afklædningshistorier indeholder i sig selv tilstrækkeligt Stof til at sætte Jensen under Anklage.
Og det bør ske. Borgmester Salicath er ikke ubekendt med dette Forhold; han har til to Mænd her i Byen udtalt, at Jensen havde vedgaaet at have ladet gamle Kvinder klæde sig af for ham, og en af disse Kvinder har i Retten med sin Ed bevidnet Jensen Adfærd i saa Henseende og beskrevet, hvorledes han yderligere lod hende delvis afklæde ham. i det hele beskrevet Uterligheder fra ham Side, som jeg ikke tør byde Offenligheden nogen udførligere Fremstilling af. Hele dette For held er paa den ene Side saa grundkomisk man tænke sig, at det var gamle rynkede Kvinder, han saaledes muntrede sig med! Men paa den anden Side, hvor er det væmmeligt hvor er det svinsk, og hvor er det nederdrægtigt handlet mod de fattige Stakler, der er betroet til ham. Jeg kan forstaa, at det er Ting, en Politimester kunde ønske sig fritaget for at røre ved; men jeg tror nok, at her kalder Retfærdigheden højere, end naar der er Tale om Tiøres-Tyverier eller om betlende Haandværkssvende.
Hr. Jensen kan gærne - som forleden Morgen - true mig med Prygl; han skal faa Besvær med at give mig dem. Han kan ogsaa gærne gentagende true mig paa Livet; jeg er assureret. Jeg har nu en Gang faaet et forsvarligt Tag i hans lange Øren, og jeg skal ikke slippe ham."
(Social-Demokraten 6. marts 1890).
Besøg paa Fattiganstalter. Næstved Fattiggaard.
Vor Vej faldt i Gaar over Næstved og da denne Bys Fattiggaard i den senere Tid har erhværvet sig en ret sørgelig Berømmelse, benyttede vi Lejligheden til at tage Forholdene i nærmere i Øjesyn.
Næstved Fattiggaard er en særdeles statelig Bygning med en fri og sund Beliggenhed udenfor Byen og med Betingelser for at kunne være et godt Opholdssted for de af Samfundets Ulykkelige, som havner indenfor dens Mure. At den ikke er det, skyldes først og fremmest dens Bestyrer, Hr. R. P. Jensen og de af Næstveds Matadorer, som trods alle hans Meriter holder en beskyttende Haand over ham.
Man kan ikke finde et bedre Vidnesbyrd om den Samvittighedsløshed, hvormed man næsten overalt her i Landet undlader at varetage de Fattiges Tarv end Ansættelsen af denne Fattiggaards-Bestyrer. Han har tidligere været Møller i Nærheden af Præstø og var her sat under Tiltale for bedrageligt Forhold, fordi han blandede Sand i Melet. Han blev ikke straffet, fordi den besvegne frafaldt sin Klage, da Møller Jensen betalte ham en Erstatning af nogle Hundrede Kroner, saavidt vi véd 300. Det gik ham, som det er gaaet Villabyggeselskabets Direktører, Skibsted og saa mange andre af disse sine Bedragere, der har Fanden til Morbroder, han slap for Hullet fordi han havde indflydelsesrige Venner og en god Pengepung.
Men en "mærket" Mand er og bliver han dog efter den Historie, og en saadan Mand betænker man sig ikke paa at ansætte som Bestyrer af en Fattiggaard. Til en Post, hvortil der fremfor alt kræves en Mand, der moralsk og humant staar som et lysende Eksempel, og i hvis Haand saa mange aandeligt og legemligt forkrøblede og uformuende Individers Velfærd lægges, til en saa vigtig og ansvarsfuld Post vælger man en Mand, der forud er berygtet for uhæderlig Vandel og sit skidne Levned. Det er et lysende Billede af den Samfundsstøtternes-Moral, hvorpaa vore Fattiges Forsørgelse hviler i dette civiliserede, hæderlige og kristelige Land.
Paa alle Punkter har Manden da ogsaa vist sig sine Forudsætninger værdig. Som det gik med Sandet og Melet er det gaaet med Fattiggaardens Ejendele og hans eget Behov. Rundt om i Næstved ved man god Besked med, hvorledes han har brugt Fattiggaardens Lagener til Betræk paa sine Sofaer og Stole, dens Materialier til sine Bistader og dens Madvarer til at sende i Byen. Men de Fattige derimod, dem kneb han af paa deres tarvelige Føde for at kunne berige sig selv. Hr. Jensen er nemlig ogsaa Økonom paa Fattiggaarden.
Seks Lemmer indgav for nogen Tid siden en Klage til Borgmesteren over, at de ikke fik den Mad, de kunde spise, og som de efter Reglementet skulde have. Nu skal man bare høre, hvorledes Fattiggaardsbestyreren klarede den. Han havde en god Ven i Byraadet, Murermester P. Hansen, som ved Vidneførsel i Retten forklarede, at da Fattiglemmerne ikke kunde spise saa meget som de skulde have efter Reglementet (!!!), gav han paa Byraadets Vegne Jensen Tilladelse til daglig at unddrage dem noget af den reglementerede Føde. Saa var det Skær klaret for Jensens Vedkommende. Fattiglemmerne slap derimod ikke saa let. De seks krakilske Mennesker, som ikke kunde spise al den Overflod, der bødes dem, men desuagtet vovede at klage over, at de ikke fik nok, blev i en Haandevending meldt til Øvrigheden for Opsætsighed (Affattelsen af Klagen) og dem der ikke krøb til Korset ved at frafalde det de havde klaget over, blev straffede, én af dem slap med at blive hjemsendt til sin Forsørgelseskommune Herlufsholm. Se saaledes faar den Fattige Ret.
Saa kommer vi til Fattiggaardsbestyrer R. P. Jensens Forhold til Sædeligheden, det som før har været omtalt her i Bladet. Dette Forhold falder i to Dele, til unge og til gamle Kvinder. Det første bestaar i, at to unge Piger, begge med Udpensling af de mindste Detailler har beskyldt ham for Voldtægt. Den ene af disse Kvinder befinder sig endnu paa Fattigaarden, og er i en privat Injuriesag mellem vor Meningsfælle Hr. Skomager Christensen og Bestyreren bleven ført som Vidne for Retten. Hun blev imidlertid ikke afhørt, da en Læge erklærede hende for utilregnelig. Dette er saa meget mere ejendommeligt, som en anden Læge paa Foranledning erklærede, at der ikke er det fjærneste i Vejen med hendes Forstand.
Den anden Kvinde, som har rettet en lignende Beskyldning mod Bestyreren for Voldtægt og fremtvungen Utugt, opholder sig for Øjeblikket paa Møen, og det hændte sig nu ret mærkeligt, at da disse Voldtægtshistorier for kort siden kom for Dagen, og den førstnævnte Kvinde blev erklæret sindssyg, var det paatrængende nødvendigt for Bestyrer Jensen at rejse en lille Tur til Møen. Siden har der ingen hørt noget fra den Pige. Man kunde næsten fristes til at tro, at Hr. Jensen ikke har haft nogen absolut brand- og dirkefri Samvittighed siden han saaledes over Hals og Hoved maatte afsted til Møen. Det havde i al Fald været klogere af ham at blive hjemme, hvis han ikke skulde overfor at stoppe Munden paa Pigen.
Ved Siden af det højst graverende i, at der fra to forskellige Kvinder fremkommer nøjagtigt betegnede Sigtelser mod ham for Voldtægt foreligger der et andet Vidnesbyrd imod ham fra en Gangkone, der tyder paa, at selv om det ikke absolut er med Vold og Magt han har taget sine Fattiglemmer, saa har han i al Fald været i Forbindelse med dem. Hun har nemlig set ham ligge sammen med den for sindssyg udgivne Kvinde i en Stilling, der ikke nærmere kan beskrives.
Straffelovens 167 siger:
"Øves Utugt af Bestyrer, Forstander eller Opsynsmand ved Fængsel, Straffeanstalt, Fattighus, Opfostringshus, Helbredelsesanstalt eller anden saadan Indretning med et under hans Opsyn staaende Fruentimmer, straffes han med Fængsel eller under skærpende Omstændigheder med Straffearbejde indtil 2 Aar."
Der er altsaa ikke Tvivl om, at denne Paragraf af Straffeloven har Krav paa at faa Hr. Jensen i Tale, hvis han kan slippe for Paragraferne om Voldtægt med deres fra 4 til 8 Aars Tugthus.
Endelig er der de gamle Koner. Til dem har den nøjsomme Bestyrer ikke stillet saa store Krav. De er sluppen med at klæde sig af for ham for at han kunde fryde sig over deres rynkede yndigheder. En af dem har i Retten aflagt Ed paa, at hun, foruden selv at stille sin egen Nøgenhed til Skue, er bleven tvungen til at klæde Bestyreren af, i alt Fald saa meget, at visse Dele af hans Legeme blottedes.
Naar man ser disse gamle Koner, som Jensen saaledes har forlystet sig med, ved man ikke ret om man skal le eller blive forbitret. Thi der er noget saa grundkomisk i, at en Mand paa ca. 40 Aar fryder sig over at se en Flok gamle nøgne Kællinger, hvem Livets Slid og Genvordigheder har berøvet ethvert Spor af Tiltrækningskraft. Men paa den anden Side røber det en saa svinsk Natur, at man daarligt kan holde sine Fingre i Ro.
Om dette Forhold siger Straffelovens § 185:
"Den, som ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden eller giver offenlig Forargelse, straffes med Fængsel paa Vand og Brød eller med Forbedringshusarbejde."
Bestyrer Jensens Forhold overfor disse gamle Kvinder, hvis Foresatte han er, er fuldt oplyst ved edelige Vidnesbyrd for Retten i den ovennævnte Injuriesag. Borgmester Salichat har yderligere vedgaaet overfor to af Byens Borgere, d'Hrr. Skomagermester C. C. Nielsen og Redaktionssekretær Jørgen Lund, at Fattiggaardsbestyreren har tilstaaet overfor ham (Borgmesteren), at have gjort sig skyldig i dette modbydelige uterlige Forhold. Det vil med andre Ord sige: Borgmester Salichat erkender, at han er vidende om, at Bestyreren paa en hans Myndighed underlagt Fattiggaard aldeles utvivlsomt har overtraadt Straffelovens § 185 og saaledes bør straffes med Vand og Brød eller Forbedringshusarbejde. Desuagtet har den samme Borgmester indtil den Dag i Dag ikke gjort sin Pligt overfor denne Lovovertræder, men tværtimod sammen med Byens øvrige Bedsteborgere holdt sin beskyttende Haand over ham, saa han vedblivende sidder som den øverste Myndighed paa den Fattiggaard, hvis fattige Stakler stadigt er voldgivet hans forbryderske Lyster.
Vi har her i Landet en Justitsminister. Mon det ikke kunde være paa Tiden, at han talte et alvorligt Ord med Borgmester Salichat om den Ting og fik ham til at opfylde sin allernødvendigste Pligt i et Forhold, der er en Skandale, ikke blot for Næstved By, men for det hele Land. Hr. Salichat har mange Ting, som kunde trænge til at ses efter i Krogene. Det er bevisligt, at han prygler Arrestanterne i Retten under Forhøret og overdænger dem med de værste Skældsord. Han sender sin Kontorist paa Avktioner og tilfører bag efter Protokollen, at han selv har afholdt dem. Enhver Jurist véd, hvad den Slags Protokoltilførsler regnes for. For nogen Tid siden holdt han en Sadelmager et halvt Aar i Varetægtsarrest, sigtet netop for en Sædelighedsforbrydelse og dømte ham saa til Forbedringshusarbejde. Overretten frifandt ham derimod paa Grundlag af Salichats egne Forhørsudskrifter og uden Spor af nye Oplysninger, og det uagtet Sadelmagerens Defensor, der er ansat i Næstved Diskontobank, for hvilken Borgmester Salichat er Direktør, indstillede ham til 8 Maaneders Forbedringshus. Man tænke sig hans Defensor! Sikken et Retsvæsen, de har i den By!
Men Sadelmageren var en fattig Mand, derfor kunde hans "Sædelighed" ikke slippe billigere uagtet han var uskyldig, medens Fattiggaardsbestyreren, der snart har forbrudt sig mod alle Straffelovens Sædeligheds-Paragrafer, stadig gaar omkring som en af Byens pæne Mænd. Man kan, naar man ikke kender Koruptionen i en saadan Provinsby fristes til at spørge, hvorledes det dog er muligt, men det er saa let at forstaa. De af Bedsteborgerne, som har Leverancer til Fattiggaarden, holder af al Kraft paa R. P. Jensen; desuden er han fuldtro Højremand og gennem en formanende kvindelig Slægtning stærkt lieret med den sine Portion i Byen, saa de beskytter ham saa længe det blot er muligt og helst et Stykke til. Det er jo ogsaa kun de Fattige det gaar ud over, og deres Skæbne bekymrer aldrig for Alvor den Slags Folk.
Derfor er Fattiggaardsbestyrer Jensen ogsaa saa kry paa det, som han er. Der siges, at han har truet Byraadets Tilsynshavende paa Fattiggaarden, Skomagermester C. C. Nielsen, med Prygl, og et Faktum er, at han paa alfar Vej har overfaldet Sagfører Henrik Schultz med Skældsord, truet ham med Prygl, ja endog med at ville slaa ham ihjæl. Hr. Schultz er Skomager Christensens Sagfører i den Injuriesag, hvis store Fortjeneste det er, at der er bleven saa mange af Jensens Skændigheder konstateret.
Hvor raa og brutal den Mand er overfor de værgeløse Fattiglemmer, han har under Pisken, kan Enhver sige sig selv. Det er da ogsaa staaet fast ved Vidnesbyrd for Retten, at han har staaet endog kvindelige Fattiglemmer i Hovedet og for Brystet, saa de var syge deraf i flere Dage. Vort personlige Indtryk af Bestyrer Jensen svarede ganske til hans Bedrifter. Det er en sværlemmet Skikkelse med raat og grovtskaarne Ansigtstræk, der saare langt fra indgyder Tillid.
Og hermed skal vi overlade dette vort nyeste Billede af dansk Fattiggaardsliv til alle rettænkende og humantfølende Menneskers Bedømmelse. Det bekræfter paa det klareste, hvad vi skrev, da vi for godt to Aar siden aabnede vort Felttog mod Fattiggaardene, at ikke alene dem, vi den Gang tog under Behandling - Korsør, Tikøb, Stolpegaard, Sigersløvøster osv. - men de fleste af samtlige Landets Fattiggaarde og Arbejdsanstalter var en Skandale for vort Land og en Skændsel for hele det civiliserede Samfund. Man skulde tro, at alle disse Beviser dog tilsidst maatte vinde Ørelyd blandt Befolkningen, saa der rejste sig en saadan Storm af Indignation, at en ny og bedre Ordning blev tvungen igennem trods al Reaktionens Modstand. Det er jo nemlig saa under de nuværende økonomiske Forhold, at ingen hæderlig arbejdende Mand og Kvinde ved sig sikker for, at de ikke kommer til at ende deres Liv i Fattiganstalternes Elendighed.
(Social-Demokraten 10. april 1890).
Højreavisen Næstved Avis bragte et dementi af R. P. Jensen hvori han erklærede anklagerne for pure opspind og løgn. Borgmester Salicath skrev et noget tvetydigt og uklart svar på anklagerne, se fx Næstved Tidende 26. april 1890. Efterfølgende fortsatte imidlertid forargelsen i befolkningen, samt der meldte sig nye vidner imod Jensen. På et lukket byrådsmøde den 3. juli 1890 blev det besluttet at udnævne en ny fattiggårdsbestyrer: den fra Everdrup fattiggård afskedigede Ravn.
Flere Højremænd i Næstved indsamlede penge til støtte for Jensen så han kunne rejse sag mod sagfører Henrik Schultz, Næstved Tidende og Social-Demokraten. Samtidig blev justitsministeren anmodet om at nedsætte en undersøgelseskommission, hvilket blev afslået. Den 1. oktober fratrådte Jensen stillingen og fik af Næstved Byråd et ekstragratiale på 150 kr. Sagen blev overladt til sættedommer (forhørsdommer) byfoged i Køge, Bræstrup. Under sagen fremkom der graverende oplysninger om Jensen. Men sagens gang blev besværliggjort af Højrefolks indflydelse og ønske om ikke at få anklaget Jensen.
Jensen blev februar 1892 anholdt, men løsladt igen i april 1892 for at afvente udfaldet af dommen. I august 1892 blev det besluttet at anlægge justitssag for sædelighedsforbrydelser mod Jensen der var taget på ferie i Norge. Offentlig anklager blev prokurator N. Larsen, Næstved. I november 1892 blev han frifundet for sædelighedsforbrydelse på grund af manglende beviser, men dømt skyldig for vold mod et fattiglem. Sagen blev appelleret til overretten som stadfæstede dommen. Han blev ikke fængslet da retten mente hans varetægtsfængsling var nok.
I januar 1895 blev skomagermester Christensen ved Hof- og Stadsretten frikendt for at havde udtalt at Jensen for længst burde have været afskediget som fattiggårdsbestyrer. Underretten havde ellers idømt ham 60 kr. i mulkt. Processen kostede Christensen 400 kr. og har formentlig afskrækket andre fra at anlægge lignende sager. En indsamling opnåede ikke det fulde beløb da sagen havde været så længe (3 år) undervejs.
Borgmester og advokat Carl Salicath (1825-1899) var præstesøn. Han blev cand. jur. 1853, senere samme år slesvigsk cand. jur. 1854-1865 var han underretsadvokat i Slesvig (Haderslev). I 1872 blev han byfoged og byskriver i Store Heddinge, herredsfoged og skriver i Stevns og Fakse Herreder og samme år tillige borgmester i Store Heddinge købstad. 1878-1895 forflyttet til byfoged, by- og rådstueskriver i Næstved, herredsfoged og skriver i Tybjerg Herred og samme år tillige borgmester i Næstved købstad
Sagfører Henrik Schultz begyndte som fuldmægtig 1888-ca 1893 og kompagnon hos C.G. Wæver der imidlertid gik konkurs og rejste til USA. Schultz videreførte praksis i Næstved, bagermester Bolms gård, Brogade 3-5. Schultz sad 1894-? i byrådet. Han forsvandt 1899 med udsigten til en konkurs - formentlig som følge af druk og et ulykkeligt ægteskab. Socialdemokraten skrev ved hans død 1913 at han efterlod sig en bunke sørgende kreditorer og en masse falske veksler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar