I denne Tid bestaar Kunstforeningens Udstilling af en Samling af moderne dansk Kunst. Da Fotografierne efter de udstillede Malerier er paatrykte "den Bramsenske Malerisamling", er det ingen Indiskretion at meddele, at det er Tandlæge Alfred Bramsen, som er Samlingens Ejer.
Desværre har vi ikke mange Privatmænd, som alvorligt og i større Stil lægger sig efter at samle paa Kunstværker, og vi har endnu færre, som anlægger deres Samling efter et bestemt Princip; dette har Hr. Bramsen gjort, og han fortjener Anerkendelse derfor, thi en saadan bevidst anlagt Samling er naturligvis af langt stort kunsthistorisk Betydning end en, som de staar af lutter tilfældigt sammenbragte Arbejder. Det er den alleryngste, allermest moderne Retning i Malerkunsten, Hr. Bramsen ynder og protegerer, og da det allernyeste som bekjendt har stor Vanskelighed ved officielt at bane sig Vej, gør hele Samlingen nærmest Indtryk af at være en Salon des refusés (hvad den forøvrigt i Virkeligheden ingenlunde er). Naar man anlægger en saadan Samling, er man naturligvis i Begyndelsen ikke altfor kritisk, men efterhaanden som Billedernes Antal voxer, begynder man at vrage og siydk ud, og Hr. Bramsen vil utvivlsomt om nogle Aar have renset sin Samling for adskilligt, som nu, enten af den ene eller den anden Grund, staar disharmonisk til Helheden.
De to Malere, som giver Samlingen dens karakteristiske Særpræg, er Julius Paulsen og B. Hammershøj; af den første findes fjorten Billeder, af den sidste syv. Julius Paulsens fleste Billeder er Landskabsstemninger, stærke i Følelsen, vage i Formen, meget personlige og meget sære; der er deriblandt et Par af hans bekjendteste Billeder, hvorved han paa Udstillingerne har vundet Ry, men ogsaa en Del, man ikke tidligere har haft Lejlighed til at se. Desuden træffer man en ny. form indflet Udgave af hans hvilende, kvindelige Modeller, og et Par udmærket smukke Figurbilleder, særlig det yndefulde Sovekammerinteriør med den unge Kvinde. Blandt Hammershøjs Arbejder beundrer man fuldt ud det nydelige lille Billede med den unge Pige, der syr, ærgrer sig over et Par søgte Genrebilleder og undres over de tre store Portræter af Fru Bramsen. Kr. Zahrtmann og Karl Madsen. Der findes i disse Portræter en absolut Lighed med Originalerne, og i et af dem - Zahrtmanns - en ikke ringe Karakteristik, men samtidig virker de som udflydende Taagebilleder, hvor grådige, farveløse Skygger af afdøde Personer glider forbi Øjet, et Øjeblik fangende Form og derefter atter aandeagtigt glidende ud i det tomme Rum. Maaske ser Maleren Naturen saaledes. Og det er han jo undskyldt for, maafsk gjør han Vold paa Naturen for at frembringe den Farveharmoni, som tiltrækker hans Øje, og det har han jo Lov til, ligesom vi andre har Lov til at se noget abnormt i hele denne Udtryksform. Men stiller en saadan Specialitet de store Fordringer til Beskueren, som den i Virkeligheden gjør, jaa maa den til Gjengjæld respektere Naturen og ikke møde med saa brutale Farveovergange og saa ufine Linjer, som bl. a. Karl Madsens Portræt indeholder.
Veteranen V. Kyhn findes mærkeligt nok her i de unges Selskab; thi vel er hans Kunst stadig frisk og fornyes bestandig, men hele hans Syn og Udtryksmaade staar dog de andres saa fjærnt. Fuldgyldige Repræsentanter er derimod Th. Philipsen, Karl Jensen, Viggo Johansen - af hvem der findes det bekjendte store Billede, hvor Børnene storvaskes i Sovekammeret, det fortræffelige Landskab fra Skagens Plantage, et ypperligt Afteninteriør og et komplet umuligt Selvportræt, en ren Karrikatur af den smukke, mandige Kunstner, - L. A. Ring, Anna Ancher, Niels Petersens Mols, Knud Søeborg, Chr. Clausen, Fritz Syeberg, C. Holsøe og Georg Seligmann. Foruden de nævnte Malere, findes adskillig andre repræsenterede, men enten med Billeder, som ikke er moderne, skjønt flere af dem er fortræffelige, eller med Billeder, som er moderne, men ikke gavner den gode Sag.
Ogsaa paa Keramikens Omraade, Modernismens Kjælebarn, har Hr. Bramsen forskaffet sig interessante Ting. Som ikke søgte i Dekorationen og ikke mislykkede i Udførelsen maa nævnes et Par Fade af Frk. Elise Konstantin Hansen, især den virkningsfulde Balravn, og et helt fortrinligt, i høj Grad dekorativt Fad med Efteraarsblomster af Aug. Jerndorff.
Hvis denne Udstilling skal være et karakteristisk Udtryk for moderne dansk Kunst, saa viser den klart én Ting: at Impressionismen endnu ikke har vundet synderlig Fodfæste herhjemme. De Tillod, der findes hos enkelte af Malerne, er temmelig vage og resultatløse; thi man bliver naturligvis ikke moderne Impressionist, det vil sige en Kunstner med et helt nyt, originalt Syn paa Naturen, radikalt brydende med al nedarvet Tradition, fordi man jasker et Billede op uden at tage det ringeste Hensyn til Linjer, Former og Toner. Der findes nogle saadanne Forsøg, men de vidner mere om Kunstnerens Mangel paa Energi og Evne end paa en selvstændig Opfattelse. Kunsten er nu en Gang en saare vanskelig! Ting, og man naa'r den ikke blot ved at vise Mangel paa Respekt og dovent at gaa udenom alle Vanskeligheder.
Som denne Samling nu én Gang er, vidner den om Ejerens energiske Sympathi for det nye og fremadstræbende, og samtidig giver den os andre et godt Indblik i vore moderne Maleres Kunstopfattelse. Derfor fortjener den i høj Grad at ses, muligen mod en billig Entré af Ikke-Medlemmer af Kunstforeningen.
(Morgenbladet (København) 5. marts 1890).
Artiklen er skrevet i Bramsens allertidligste tid som kunstsamler hvor han havde opbygget en samling af 1880ernes og 90ernes realistiske danske kunst, fx Anna og Michael Ancher, Viggo Johansen, Jul. Paulsen, Th. Philipsen og L. A. Ring, - og Vilh. Hammershøi. I 1903 afhændede han hovedparten af sine billeder, hvoraf mange endte på museer og offentlige samlinger. Han helligede sig nu Hammershøi. I 1918 havde han 71 værker hvoraf 62 oliemalerier (ca. en femtedel af Hammershøis samlede produktion), hvoraf mange hovedværker. Han opkøb støttede således Hammershøi mens han stadig var unge. I 1900 udgav Bramsen den første fortegnelse over Hammerhøis billeder. I 1918 udgav han sammen med Sophus Michaëlis "Vilhelm Hammershøi, Kunstneren og hans Værk." Efter Bramsens død tilfaldt hele samlingen hans efterladte familie.
Se også artikler i forbindelse med hans 70 årsfødselsdag i 1921.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar