Elvine Cathrine Wadum (1860?-1891). (Efterskrift til Politivennen).

Fredag morgen den 9. januar hjemkaldte Herren til hvile og fred min kære datter Elvine Cathrine Wadum, 28 år gammel efter 6 års tiltagende svaghed og 14 dages hårde lidelser, for at samles med sin 5 uger forinden hensovende fader.

Valby d. 10. januar 1891.
Sophie Wadum
født Mortensen Hassing.

Begravelsen finder sted onsdag den 14. januar kl. 1 fra Vestre Kirkegårds Kapel. 

(Aftenbladet (København) 12. januar 1891).

Elvine Cathrine var datter af Marie Sophie Wadum Wadum (født Mortensen Hassing), 1826-1898, og købmand, senere (fhv.) overbetjent Søren Peter Wadum (1823-1890). Begge begravet på Vestre Kirkegård. De fik 8 børn. Søren var søn af opsynsmand ved Randers Fattighus, Mads Sørensen Wadum og Juliane Pedersdatter.

Børns Overbebyrdelse i og udenfor Skolen. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør !

Skjønt Spørgsmaalene om Børns Overlæsselse med Arbejde i Skolerne ofte har været fremdraget saavel her som andetsteds - man kjender den unge tyske Kejsers Mening om den Sag - er der dog ikke sket nogen nævneværdig Forandring til det bedre.

Jeg vilde derfor gjærne, selv om De ikke i alle Enkeltheder maatte være enig med mig, have Lov til at gjøre det klart for Forældre, hvilken ubodelig Skade der ved denne Overbebyrdelse forvoldes for Børnenes Udvikling og hele senere Liv, og det til liden eller ingen Nytte.

Jeg begynder ved Begyndelsen - den første Skolegang. Næppe 6 Aar gamle sendes Børnene til Skole, til Dels til Lokaler, der er overfyldte i Forhold til Rumfang, daarlige og slet ventilerede Lokaler. Kvalm og usund Luft er Resultatet. Her tilbringer Børnene omkring 4 Timer af Dagen med aandelig Anstrængelse for at lære at fatte, hvad deres smaa Hiærner ofte ikke egner sig til at forstaa. Torturen fortsættes med hurtig stigende Skala; i 8-10 Aars Alderen faar de foruden alt, hvad de skal lære i Skolen, endnu Hjemmearbejde, Lektielæsning, Regning etc., og i 12 Aars Alderen er de saa overbebyrdede med Skolearbeide og Hiemmearbeide, at der næppe levnes dem en Time til Rekreation og Fornøjelse.

Børn i denne Alder gaar til Skolen i giennemsnitlig Kl. 8 om Sommeren og Kl. 9 om Vinteren og kommer hiem Kl. 2-3 om Eftermiddagen. De maa op Kl. 6-7 om Morgenen for at blive paaklædt og som oftest gjennemgaa deres Lektier til Skolen. Naar de kommer fra Skolen, maa de atter tage fat paa Lektierne og har som oftest Arbejde hele Eftermiddagen med Læsning, Regning etc., til de trætte og udmattede gaar i Seng eller falder i Søvn paa Sofaer eller Stole, hvor de sidder, overvældede af  Dagens Anstrængelse.

Mon det staar klart for Forældrene, hvor nedbrydende et saadant Liv er for Børnene?

Jeg tror det næppe, ellers vilde vistnok flere og flere rejse sig imod en saadan Mishandling.

Man taler om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker og har truffet Lovbestemmelser herimod; men det vil vistnok ved fornuftig Eftertanke staa klart for de fleste, at aandeligt Arbejde er mere trættende og tager Haardere paa Helbredet end legemligt Arbejde.

At Faren er overhængende, fremgaar tilstrækkeligt af Procentantallet af syge Børn i Skoleaarene, og faar endmere yderligere Bekræftelse, naar man iagttager Børnenes blege, blodfattige og nervøse Udseende.

Børns Hjærner trænger til mere Hvile end voxne Menneskers, og dog byder man næppe noget fuldvoxent Menneske saa mange Timers aandeligt Arbejde som de skolebesøgende Børn. Langt bedre vilde de kunne taale ordenlig legemligt Arbejde end aandeligt.

Jeg har i det foregaaende berørt, hvilken Ulæmpe det er for Børnene, og skal i det efterfølgende se, hvad Nytte de drager af det anstrængende Arbejde.

Det staar som en uomstødelig Kjendsgjerning, at Børn, naar de med 14-18 Aars Alderen gaar ud af Skolen, saa godt som intet har lært der kan hjælpe dem i Fremtiden. Overbebyrdede med en Mængde forskjellige Fag, har de end ikke lært, hvad der er det nødvendigste: at kunne skrive eller regne ordenligt. De fleste, og jeg har talt med mange Kontorfolk og andre herom, erklærer, at Drengene næppe kan regne Reguladetri eller almindelig Brøk, naar de gaar ud af Skolen. Sprogkundskaberne er saa mangelfulde, at de i Samtale med Udlændinge som Regel ikke forstaar et Ord. Og det var dog nærmest de her nævnte Fag, som skulde danne Grundvolden for den hele kommende Udvikling. Thi Meningen med Lærdom maa dog til Begyndelsen være den, at Børnene bibringes saadanne Kundskaber, som kunde hjælpe dem til en Næringsvej, hvorved de ved senere Udvikling kunde ernære sig selv.

Mange Fag, som Historie, Naturhistorie osv., der bebyrder Børnenes Hukommelse med en Række af unyttige og tomme Tal og Skemaer, kunde læres Børnene ved fortælling, Forevisning af Billeder. Børnene vilde paa denne Maade have en behagelig Adspredelse i Skoletimerne. Det er ingen Overdrivelse, naar jeg siger, at nogle faa Timers Ophold under kyndig Vejledning i zoologisk Have vilde bibringe dem mere Lærdom om Dyreverdenen end lang trættende Læsning om denne.

Sprog burde altid tales med Børnene i Timerne. 

Naar Børn gik ud af Skolen i 14-18 Aars Alderen og havde lært Skrivning. Skjøn- og Retskrivning, Regning, samt Tysk og Engelsk og Begyndelsesgrundene i Fransk, saa havde de i Grunden al den Lærdom, som var nødvendig. Alle de andre Fag maatte være Gjenstand for senere Udvikling, afpassede efter den Levevis, de agtede at staa ind paa.

Vi skal i en efterfølgende Artikel forsøge at paavise, hvor forfejlet ligeledes unge Menneskers Opdragelse er, og bidrage vort til, at mm sund og nyttig Lærdom kunde bibringes disse.

For vi slutter denne Artikel, tillader vi os endnu at henlede Forældres Opmærksomhed paa, at de skolepligtige Børns Ernæring og Levevis ogsaa for ofte er mangelfuld.

En Kop The eller Kasse med lidt Brød til om Morgenen og nogle stykker Smørrebrød med i Skolen er ikke tilskrækkeligt til den sene Middag; for at kunne bevare en sund Sjæl i et sundt Legeme fordres, foruden langt mindre aandelig Anstrængelse, megen Bevægelse i fri Luft og god, kraftig Ernæring.

k

(Morgenbladet (København) 12. januar 1891).

Den bebudede fortsættelse af artikel ses ikke i Mediestream.

Stor Idsvaade paa Kristianshavn. (Efterskrift til Politivennen)

Atter i Gaar opskræmmedes Kjøbenhavnerne ved Meddelelsen om en større Ildsvaade her i Byen. Ved 3-Tiden raslede Dampsprøjten gjennem Gaderne og tog Vejen ad Kristianshavn til. fulgt af en talrig Mængde nysgjerrige, der forgjæves spejdede efter det røde Skjær, der bebuder de store Ildsvaader. Intet saadant var at opdage.

Over Knippelsbro ad Store Torvegade kjørte Dampsprøjten og gjorde Holdt paa Hjørnet af Strandgade og Lille Torvegade. Her holdt allerede fire Stationssprøjter fuldt bemandede.

Det viste sig nu, at Ilden var i Bagbygningen i Gaarden, der hører til Kristianshavns Eddikebryggeri i Strandgade. Bryggeriet ejes af Grosserer Gregersen, der tillige i samme Gaard har Sæbekogeri og Pakhuslager.

Ilden opdagedes Kl. 2½ af nogle Arbejdere, der var beskæftigede i Bygningens andet Stokværk. En gjennemtrængende Røg trængte pludselig op igjennem Gulvet og fyldte Rummet, hvori Arbejderne og Hr. Gregersen opholdt sig.

Man foretog strax et Eftersyn, og det viste sig da, at Ovnen i det nedenunder beliggende Værelse havde antændt Træværket i Panelet, der stod i lys Lue.

Hurtig meldtes Ilden til Brandstationen ved Nikolaj Taarn, samtidig med at Fabrikens Arbejdere beordredes til at holde sig rede til mulig Assistance.

Med forfærdelig Hurtighed bredte Ilden sig til alle Rammene i første Stokværk, hvor Pakkasser og andet tørt Træværk afgav let fængeligt Materiale. Ved Dampsprøjtens Ankomst slog Luerne ud af Vinduerne og slikkede op ad Træværket i andet Stokværk.

Med beundringsværdig Hurtighed blev samtlige Sprøjter sat i Virksomhed, og Dynger af Vand dængedes over den brændende Bygning. Men Ilden havde allerede grebet for stærkt om sig.

Fra første Stokværk forplantede den sig til andet og tredje, og pludselig faldt Taget med et øredøvende Brag og sendte en Regn af Gnister ned over Gaarden og Forhuset, der fuldstændig indhylledes i Røg.

Da lød det pludselig fra Mund til Mund: "Ilden har forplantet sig til Sidehuset", og ganske rigtigt, gjennem Røgtaagen saas smaa, spillende Flammetunger løbe langs den mørke Sidebygnings Tagryg.

Øjeblikkelig forandrede Brandvæsenet sin Angrebsplan. En Slange blev lagt ind fra Lille Torvegade og en fra Vildersgade, medens Dampsprøjten gjennem Porten i Strandgade stadig sendte sin mægtige Vandstraale ind i Flammehavet.

Tyngvaade og sorte som Negre løb Brandfolkene frem og tilbage, lystrende de korte og bestemte Ordrer, der udsendtes af deres Foresatte.

Pludselig raabtes et Navn og Nummer op. Manden er ikke til at finde; man leder og leder. Saa findes han liggende besvimet paa Trappegangen i Forhuset. Den stærke Røg har næsten kvalt ham, og bevidstløs maa han kjøres bort i en Droske.

Et forfærdeligt Brag! Det er Loftet i første Stokværk, der styrter ned. Nu skal der tages fat. Alle Slanger rettes mod Sidebygningen. Her maa Ilden bøje sig for Overmagten.

Saa rettes Angrebet paa selve den brændende Bagbygning, hvor glødende og knitrende Vindusrammer skinner frem gjennem Taagen fra øverst til nederst.

Et Par Timers ihærdigt Arbejde, og Brandvæsenet er Herre over Ilden, men alt er brændt fra Kvist til Kjælder; kun Murene staar tilbage. Endnu Kl. 9 brændte det lystigt, men al Fare for, at Ilden skulde antage større Dimensioner, var da afvendt.

Brandkorpset lededes af Oberstløjtnant Meyer, Kaptejn Benzon og Brandassistent Lisberg, Politikorpset af Inspektør Theod. Petersen og Politiassistent Stephensen. En mønsterværdig Orden blev opretholdt. Helt nede fra Hjørnet af Lille Torvegade, ved Vildersgade og Strandgades modsatte Ende stod Politikordoner. der strængt tilbageviste ethvert Forsøg paa at trænge igjennem Afspærringen.

En umaadelig Menneskemasse havde samlet sig i Torvegade og betragtede interesseret Dampsprøjtens glødende Fyr og ildsprudende Skorsten.

Hvor meget der er bleven ødelagt ved Branden, er det endnu umuligt at danne sig noget bestemt Begreb om. Hr. Gregersen havde forsikret i "Dansk Brandforsikring", men Forsikringssummen er saa lav, at han rimeligvis vil lide et ikke ubetydeligt Tab.

Hertil kommer, at han sandsynligvis for en Tid vil komme til at indstille Virksomheden i Bryggeriet, hvad der jo ogsaa vil paaføre ham pekuniært Tab. Sæbekogeriet, der findes i det samme Bygningskomplex, forblev derimod aldeles uberørt af Ilden, og Virksomheden hermed vil derfor ikke lide noget Afbræk

(Morgenbladet (København) 7. januar 1891)

Brandvæsenet havde i Tirsdags, da den store Ildløs paa Kristianshavn lagde Beslag paa dets bedste Kræfter, om Eftermiddagen og Aftenen en usædvanlig livlig Dag, idet der fandt ikke mindre end følgende 11 Ildebrandsmeldinger Sted. Om Morgenen Kl. 5½ kaldtes Brandvæsenet til Ildebrand i St. Kongensgade 110 (Borchorst Brænderi), hvor der var Ild paa øverste Loft omkring et Axelleie tæt ved Sigten, hvilken Ild ved at opdages saa hurtigt slukkedes i sin Fødsel. Var Brandvæsenet blevet kaldt nogle Minuter senere, havde der været al Udsigt til, at det var bleven en meget stor Ildløs. Formiddagen igjennem havde Brandvæsenet Fred, men fra Ettiden gik det Slag i Slag med Ildebrande. Kl. 1 meldtes Husild i Laxegade 15, hvor et Gulv var blevet antændt fra en Kakkelovn. Kl. 2,37 meldtes den store Ild paa Kristianshavn. Kl. 3,15 var der atter Ild i Gulvet ved en Kakkelovn, denne Gang i Griffenfeldtsgade 4, efter ½ Times Forløb var denne sid slukket. Kl. 5 meldted der Ild i Pakningen om et Vandrør i Baggesensgade 20, som hurtig blev slukket, og Kl. 5½-6 3/4-7,30 og -8 meldtes mere eller mindre betydelig  Skorstensildebrande, henholdsvis i Fredensgade 22, Guldbergsgade 12, Balsomgade 3, Rosenvængets Alle og Østerbrogade 60. Den sidste Ildløs var paa Østerbrogade 68, hvor en exploderet Petroleumslampe foraarsagede en mindre Husild 

Fra Branden paa Kristianshavn Brandstedet frembød igaar Synet af Ødelæggelsens Vederstyggelighed; af de brændte Bygninger stod kun Murene tilbage, fra det Indre steg stadigt Røgskyer i veiret, det ulmede bestandigt i Grunden.

Kjælderen til Sidehuset, som det lykkedes at redde, stod fuld af Vand; to Mand var i Færd med at øse det op med Spande og Skovle. Tidligt om Formiddagen havde Eieren, Hr. Gregersen, gjort Forsøg Paa at trænge ind i Stueetage og Kjælder, til de brændte Bygninger for at blive klar over, hvor mange af de der beroende Varer der vare blevne mere eller mindre ødelagte af Ild og Vand. Opholdet derinde var imidlertid saa ubehageligt, at Undersøgelsen opsattes.

Hvad Assurancen angaar, da vare Bygningerne assurerede i "Kjøbenhavns Brandforsikring", medens Varerne vare forsikrede i forskjellige Selskaber. Hvor stort et Beløb der er brændt for, lader sig endnu ikke bestemme; men saa meget er sikkert, at det er betydelige Summer, det dreier sig om.

Den Brandmand, der blev syg som Følge af den stærke Røg, befandt sig igaar ret vel, men der vil dog gaa nogen Tid, før han kan udskrives fra Hospitalet. To andre Brandmænd, der ogsaa bleve angrebne af Røgen, have maattet melde sig syge i Hjemmet.

At Mandskabet ogsaa paa anden Maade har været i Fare, vise følgende to Episoder, som indtraf under Branden: Paa Taget af Sidebygningen i Baggaarden, hvor Ilden først brød ud, stod tre Brandmænd, hvis Opgave det var at bekæmpe Ildens Udbredelse til Baghuset; uden at de have mærket det, ere de blevne omringede af Flammerne; at komme ned var umuligt, den eneste Redning var at vove Springet fra den brændende Bygning til Baghuset; Afstanden er kun 3 Alen, men i den usikre Belysning og med det usikre Fodfæste paa de af Isen glatte Mure er det mere end nok. Der var dog ikke Andet at gjøre: Springet maa voves, hvis man ikke vil omkomme ynkeligt i Ilden - og det lykkedes.

Kort efter kom Kaptain Bentzen op i Baghuset, som nu stod i Flammer; han havde set to Brandmænd arbeide i en faretruende Nærhed af en vaklende Gavl; han faar lige tilraabt Brandmændene om den Fare, der truer; de springe til Siden, og i samme Nu styrter Gavlen ned for Fødderne af de bestyrtede Mænd - et Minut til, og de havde ligget knuste under Grushoben.

Kun ved Befalingsmændenes Omsigt og Mandskabets Konduite undgik de Faren, der truede under Slukningsarbejdet.

(Dagens Nyheder 8. januar 1891).

Strandgade 14-6 (2019). Nr. 12: Jennows Gaard. Foto Erik Nicolaisen Høy. Kbhbilleder.

Branden paa Kristianshavn.

- - -

Vi var et Øjeblik oppe paa Baghus-Taget af Ejendommen Nr. 24 i Lille Torvegade, der ligger umiddelbart op til den brændte Fabrik. Denne kiler sig i en Vinkel tæt ind mellem de omliggende Rønner, og det maa regnes som et ligefremt Held, at det under disse Omstændigheder lykkedes Brand væsenet at holde disse fri af Ilden. Bryggeriet hører til en meget gammel Handelsgaard, og det sønderbrudte Tømmerværk og Loftsbjælker, som vi fik Øje paa, viste sig at være i den Grad frønnet og ormædt, at det er mærkeligt en saa skrøbeligt udseende Bygning har kunnet anvendes baade til Fabrik og Oplagsrum uden at den for længe siden er futtet af. Byggeloven tillader næppe, at en ny Bygning af lignende Dimensioner rejses paa dette indskrænkede Omraade.

Publikum valfartede hele Gaarsdagen til Brandstedet for at bese de Rester, Ilden havde levnet. Særlig vakte det Sensation fra Wildersgade at iagttage, hvorledes Bagbygningen til Nr. 24 i Lille Torvegade havde forskudt sig i den Grad, at den stod fuldstændig stæv og syntes faldefærdig. Bygningens øverste Del ragede mindst en halv Alen ud fra den lodrette Linie, saa der her syntes Anledning til at søge forebygget en mulig Indstyrtning.

- - -

(Social-Demokraten 8. januar 1891. Uddrag).

Christianshavns Eddikebryggeri blev grundlagt 29. oktober 1847 af fabrikant Carl Gregersen. I 1905 sluttede det sig sammen med Eddikebryggeriet J. Nydam & Co. grundlagt i 1882 af J. H. Nydam til De Forenede Eddikebryggerier ved Carl Peter­sen. Fabrikant Carl Gregersen afløstes efter få år J. Nydam. Firmaet blev i 1918 overtaget af fabrikant Carl Petersen. I 1924 føjedes eddikefirma­erne H. Kjørup & Co. og A/S Vinaigre til virksomheden. Det havde adresse på Strandgade 12 (Jennows Gård).

Svenske Slaver. (Efterskrift til Politivennen)

Billeder fra en Vanring blandt Landarbejdere.

Ude omkring i Provinserne findes der undertiden Forhold saa uciviliserede, at man ikke tror dem mulige før man med egne Øjne har set dem. Fra det Øjeblik, vi under vor Rejse blandt Landarbejdere satte Foden paa Lollands Jord, hørte vi Tale om de skandaløse Forhold, som fandt Sted paa Hanemose Teglvarefabrik ved Sakskøbing. Rygtet om dem var trængt flere Mil ud i Landet, ja, fra den ene Ende af Lolland til den anden.

Vi tog dertil og maa tilstaa, vi har aldrig set noget lignende!

Hanemose ejes af en Arkitekt Jensen i Nykøbing paa Falster. Fra Grænge Station er der en god halv Times Gang dertil, og naar man kommer mellem de spredte Bygninger faar man straks Øje paa en Skare Mænd og Kvinder, der, overstænkede af Ler og Snavs, gaar og slider i et strængt og i høj Grad urenligt Arbejde. Unge Piger gaar med opkiltrede Skjorter, lange, nøgne Ben og Fødder, fulde af vaadt Ler, og triller Ler og raa Sten paa en Hjulbør. Eller de med Hænder, som ikke er til at se for Snavs tager Leret fra Møllen og bærer det til Valseværket. De slæber det vaade, bløde, skidne Ler paa de bare Arme klemt ind mod Brystet, saa deres Tøj er som draget op af en Rendesten. De skærer Sten paa Maskinerne, læsser brændte Sten paa Vognene og læsser dem af ved Jærnbanen og Skibene.

Er Arbejdet strængt og ubehageligt, saa er Bolig, Kost og det Liv, de fører, noget saa forfærdeligt, at det var skammeligt at byde selv Dyr noget lignende. Betegnende derfor er. at det er lutter svenske Arbejdere, Mænd saa vel som Kvinder, der findes paa Fabriken. Ingen danske vil finde sig i et Liv som dette. De lokkes dertil gennem disse samvittighedsløse Fæstemænd og Menneskehandlere her i København, der altid staa rede til at skaffe selv de usleste Arbejdsledere den fornødne Arbejdskraft

Kvindeboliger.

Kvinderne er unge kraftige Bønderpiger, som kommer hertil langt oppe fra Midtsverig. De bor i to forskællige Huse. Vi tager det bedste først, og gaar ind i en af Stuerne. Her bor Piger, som ligger i 3 saakaldte Senge. Disse er raat sømmede sammen af til dels  høvlede Brædder og ligner umalede Pakkasser. I Bunden ligger der en gammel Halmsæk, og ovenpaa dem nogle kulsorte Lagner, som de havde ligget med i 3 Maaneder. Over sig havde de endelig nogle væmmelige Tæpper, som vi ikke vilde røre ved med Enden af en Stok.

Halmen i Sækken, hvorpaa de direkte laa, var klumpet og slidt itu, saa de klagede stærkt over, at de blev ømme i Ryggen af at ligge paa det elendige Leje. En dejlig Hvile efter Dagens Slid! Møblementet voldte dem ikke stort Besvær. Der var nemlig kun et lille plumt sammentømret Bord af umalede Brædder og en Stump Bænk af lignende Materiale, og hvorpaa der højest var Siddeplads til 3 af Værelsets Beboere. Foruden dette var der intet i Værelset uden de nøgne, modbydeligt skidne Vægge og en gammel rusten Blikplade, som var slaaet for Vinduet, hvor nogle af Ruderne var itu. Gardiner eller blot noget til at dække for Vinduerne mens Pigerne klæder sig af og paa, var der ikke Spor af.

I en Ovn.

I den anden Hule var der endnu værre. Det var en gammel udbrændt Teglovn, som var lavet om til Beboelse. Naar den ikke længere er god nok til Mursten, kan den altsaa dog være god nok til at huse Mennesker! I dette usle Hul, der er meget mindre end det forud beskrevne, bor der 6 Piger. Hummeret har to smaa Glugvinduer og paa det elendige Murstensgulv staar der 3 "Senge" af samme forfærdelige Beskaffenhed som de andre. Kakkelovn er der ingen af, men udenfor er der en Grotte" med en Slags aaben Skorsten, hvor der næppe kan staa en Gryde paa en defekt Trefod. Her koger de deres lukulliske Maaltider. Nat og Dag har de stadigt Selskab af en Skare fjendtligsindede Rotter, som æder deres Mad og napper deres Tær.

Lige som vi var kommen indenfor Døren, kom Beboerne fra Arbejde. Det var unge, rigtig pæne Piger med kraftige Lemmer, men de saa ikke hyggelige nd, saa overdængede af Snavs de var. Den halvnøgne, skidne Krop var endnu værre end de pjaltede, lerede Klæder. Efter at de havde vaflet Ansigt og Hænder gav de sig i Færd med at tilberede Middagsmaaltidet, der bestod af 2 Spegesild og nogle kogte Kartofler uden Spor af Dyppelse. Silden, som de ufrivillig købte hos Fabrikernes Marketender, saa gul og harsk ud. Men Føden kommer vi siden til.

Værre endnu!

Bor Kvinderne Gendigt, saa er det næsten umuligt at beskrive det Syn, som mødte os, da vi traadte ind i den Bolig, der er budt de ugifte Mænd Det var paa Loftet ovenover Marketenderen, man havde indkvarteret dem. For Tugthusfanger vilde det være en barbarisk Tillægsstraf at byde dem et saa rædselsfuldt Tilflugtssted. Ad en almindelig Stige, som havde mistet de halve Trin, kravlede man derop. Der var saa mørkt, saa man ikke kunde se tre Skridt foran sig. Det lille Vindue, der var i Gavlen, var saa skident, at Lyset kun trængte ind gennem de 2 Huller, hvori der tidligere havde siddet 2 Ruder. Til Gengæld var der faldet et saa stort Stykke af Muren ud, at en Mand mageligt kunde krybe derigennem, og der var ikke Tale om at stoppe denne Gennemkørsel for Sol og Vind og al Slags ondt Vejr.

Midt gennem Loftet var der en smal Gang og paa begge Sider fandtes "Sengene" i to Etager, lige som Burene i et Menageri eller Køjerne i en slet udstyret Udvandrerdamper. Der var slaaet noget Spærreværk op af Lægter mellem Lost og Gulv. Ud mod Midtergangen stod et Par Fjæl paa Kant, og det var "Sengene". Dem, der laa i nederste Etage, laa paa det bare Gulv, og hos dem i Etagen ovenover var Bundbrædderne saa utætte, at Halm, Sand og andet Snavs dryssede ned i Hovedet paa dem underneden.

"Sengetøjet" svarede til "Sengene". Det bestod af noget fint, hakket Halm, som man kunde blive baade angst og bange for at komme i Nærheden af. [... nogen af] samme Farve, som det sølede Gulv og Jorden udenfor. Tæpperne var komplet ubeskrivelige. I hver Baas laa der to Mand med en Tot Halm i en Sæk under Hovedet.

De havde selv tømret sig noget sammen, der brugtes i Stedet for Bord. Det var nogle gamle, brugte Bræder, kulsorte af Snavs, som var sømmede fast, tæt op ad den ene Række Senge. Nogle af Brædderne var lange, andre korte, og hvor et havde været for langt, var det ganske simpelt brækket over, saa Fliser og Splinter rev Tøjet itu, naar man skubbede sig forbi.

Mændene skal ogsaa selv lave deres Mad, og dertil har de en gammel faldefærdig Kakkelovn uden Dør eller Ringe over Kogehullet. Naar de har Ild paa, er der som Følge deraf en Kulos i Rummet, saa det er mærkeligt, at de ikke er kvalte for længe siden. De Spisevarer, der laa henslængte paa det skidne Bord, var mere lig Svinesøde end Mad til Mennesker.

Papstumper.

Hver Arbejder og Arbejderske skal efter Kontrakten have udbetalt 4 Kr. om Ugen i Kostpenge. Det faar de ikke. Derimod faar de leveret 4 Papstumper, hvorpaa der staar skreven "1 Krone" og Fabrikantens Navn. For disse Papstumper kan de købe Varer i Marketenderiet og selvfølgelig kun der. Som Skillemønt bruger Marketenderen nogle Blikmærker, og det er saaledes umuligt for Arbejderne at handle andre Steder end hos ham. Følgen deraf er naturligvis, at de kun faar daarlige Varer, som de maa betale med højere Priser end de kan løbe gode Varer for lige ved Siden af. Dette gælder navnlig i høj Grad om Smør og Flæsk. Mælk har Marketenderen ikke hast hele Sommeren, men da de ikke kan købe andet Steds for deres Papstumper, har Kvinderne altsaa aldrig kunnet faa en Draabe Mælk at drikke.

Der er ikke Tvivl om, at dette Forhold er fuldstændig ulovligt. Naar de efter deres Kontrakt skal have 4 Kr. om Ugen, er det ulovligt at byde dem 4 Papstumper i Stedet og tvinge dem til at købe Varerne, hvor de ikke faar mere end det halve Udbytte for deres Penge. Men de er fattige og kan ikke kræve deres Ret, værgeløse som de er i Arbejdslederens Magt ved en uforsvarlig Kontrakt. Ved den er de bunden til 1. November - det var i Sommer vi var der - , og rejser de før den Tid, faar de ikke en Øre af, hvad de har til Gode. I Sommer rejste 2 Mand derfra, da de ikke kunde finde sig i det skrækkelige Liv. De mistede derved 40 Kr. og 35 Kr., som de havde til Gode. Trænger de til noget Tøj, Støvler osv., faar de ikke Penge at købe det for, men en Lap Papir, hvorefter de kan saa det indleveret hos en Marskandiser i Nykøbing paa Falster. Altsaa ganske paa samme Vis som med Fødevarerne.

Selv de gifte Folk, som bor der med Kone og Børn, faar ikke deres Betaling paa anden Maade. De maa købe hele Føden til deres Familie for Hr. Jensens Papstumper!

Arbejdstid og Indtægt.

Tidligere har Arbejdstiden været fra 5½ Morgen til 7½ Aften - 14 Timer - , men saa meget har Øvrigheden dog lagt sig imellem, saa at den har faaet Arbejdstiden indstrænket til fra 6 til 6 for nogle og fra 5½ til 6 for andre.

Pigerne faar 80 Kr. for Tiden fra Maj til November - 6 Maaneder - , men Mændene arbejder mest paa Akkord. Vi har set flere Arbejdsbøger med den indførte ugenlige Fortjeneste, og den saa saaledes ud: 9 Kr. 50 Øre - 11 Kr. 8 Øre - 11 Kr. 49 Øre - 10 Kr. 72 Øre - 9 Kr. 15 Øre - 7 flr. 89 Øre - 9 Kr. 44 Øre - 9 Kr. 40 Øre - 11 Kr.

Aldrig har vi set et Arbejdssted, hvor Ordet Slaveri med større Berettigelse kunde anvendes. Det maa være en ren Vellyst at være i Tugthuset i Stedet for at [friste] Livet paa den Maade. Men desværre, Hanemose kan faa Folk nok. Hvert Halvaar, naar det ene Sæt rejser, stakkes der med Lethed en ny Forsyning gennem Menneskeforretningen paa Halmtorvet her i Byen. Og de stakkels Svenskere aner jo ikke, hvad de gaar ind til!

(Social-Demokraten 3. januar 1891).

Hanemosegaard (Damp)Teglvarefabrik (Hanemose Dampteglvarefabrik  var blevet oprettet ca. 1860). Borgmesteren i Sakskøbing indledte i 1889 en offentlig undersøgelse af arbejdsforholdene på Hanemose efter at en svensk arbejder havde ligget syg ved værket uden pasning eller lægehjælp skønt han var medlem af fabrikkens sygekasse. "De svenske arbejdere", hedder det i en erklæring fra denne retssag, "var hyppigt drenge mellem 15 og 20 år. Sat i et fremmed land under sådanne forhold som på Hanemose teglværk, og med skældsord og prygl holdt til et i forhold til deres kræfter hårdt arbejde, var de mest at anse som en flok slaver. Når de blev bortjagne som ubrugbare, det vil nærmest sige, at deres kræfter ikke slog til, var de komplette lazaroner. De ejede aldeles intet, og der var for politiet intet andet at gøre, end at give dem de allernødvendigste klæder og at sende dem ud af landet" (Den gamle By 1984).

Opvarmning af Jernbanekupeer. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Som god Demokrat forargedes jeg, da jeg for nylig saa en af vore allerfolkeligste Rigsdagsmænd sidde mageligt indsvøbt i et Uhyre af en Plaid i en 1. Klasses Kupee. Jeg sagde til mig selv, at denne første Klasses Luxus var noget udemokratisk, at en Mand, hvis Hjerte bankede varmt for Folkets Nød, maatte kunne [undvære] sine overflødige Penge bedre end til med overflødig Flothed at fede en allerede overfyldt Statskasse. Men nu gjør jeg i mit stille Sind Manden Afbigt. Nu forstaar jeg, hvorfor han, erfaren som han er med Jernbanereiser, ikke nægter sig Noget, naar han farter omkring. Jeg har nemlig været saa uforsigtig at vove mig til at kjøre paa 3. Klasse i denne Juletid. Det var nu egentlig min Kone, der satte igjennem, at vi af økonomiske Grunde skulde være fornuftige og spare. Hun kaldte det at være fornuftig, thi "Der er Varme paa tredie Klasse", og er der blot det, saa kan man lige saa godt sidde der som paa anden Klasse, Selskabet er meget morsommere. Jeg tvivlede og tilbød at bære hendes Kirkegangsfodpose, som jeg gjør, naar vi gaar vor Søndagstur til Kirke, men hun troede blindt på det høie Direktoret, forstokket som hun er i  gammel Autoritetstro, og saa reiste vi da afsted - Juleaftensdag med Morgentoget fra Korsør og videre til Masnedsund, og hvem der fik Ret, det var mig med min Tvivl. For Varme - ja. Varme er jo et relativt Udtryk, - men Opvarmning, - det var der ikke Tale om. En Konduktør, som blev adspurgt i Ringsted, erklærede, at Toget var saa langt, at man ikke kunde opvarme, og desuden var det saa koldt, at det varede længe, inden Opvarmningen kunde mærkes. - Naa - jeg hoverede, og min Kone var flou, men "det var jo Juleaften. Trafiken var saa stærk, det var nok Grunden." Med en Letsindighed, der nu bag efter synes mig forfærdelig, toge vi saa afsted den 28. med Morgentoget fra Masnedsund og videre til Kallundborg - paa tredie Klasse. Følgen er, at vi nu sidde med Snue, mulig Lungebetændelse - ialfald med megen Duelighed i Hals og Bryst. Thi rigtignok vare vi godt udrustede med Reisetøi idag, men Intet hjalp. Se, Hr. Redaktør, jeg er menneskekjærlig, og ikke vil jeg gjøre en Opdagelse, der kan komme mine Medmennesker til Nytte, uden strax at offentliggøre den. Derfor - lad Deres Læsere vide, at det er farligt - mer eller mindre efter Ens Konstitution - at stole paa tredie Klasses Kupeernes Opvarmning, naar det er Frostveir. De ere nu advarede. Ja - ser det er vel utænkeligt, at- det ærede Direktorat vil gjøre nogetsomhelst for at sørge for en nogenlunde jævn efter Veirets Beskaffenhed afpasset Opvarmning af Kupeerne.

Deres

-n.

(Dagens Nyheder 1. januar 1891).