Kopper paa Ladegaarden (Efterskrift til Politivennen)

Kopperne paa Ladegaarden.

Ladegaarden lukket.

Det i Gaar omtalte Lem fra Ladegaarden, der som angrebet af Kopper er bleven indlagt paa Øresundshospitalet, var først for 8 Dage siden som erhvervsløs indkommen til Ladegaarden. Han var allerede den Gang noget skrantende og kom derfor straks paa Sygeafdelingen. S!u først en Uge efter brød Kopperne frem, og saasnart Lægen havde konstateret disses Tilstedeværelse, blev han som sagt øjeblikkelig transporteret afsted og de fornødne Forsigtighedsforanstaltninger trufne.

Blandt disse er først og fremmest den, at Ladegaarden er erklæret i en Slags Belejringstilstand, det vil sige Anstalten er lukket - al Adgang udefra er forbudt og ingen indefra maa passere ud.

Ogsaa i Anstaltens forskellige Afdelinger er den store Befolkning - ca. 900-1000 Individer - isoleret ud over den sædvanlige Adskillelse. En omfattende Desinfektion er foretaget - Vakcination har allerede tidligere fundet Sted - og Arbejdet tildels standset paa Værkstederne, da det producerede jo ikke foreløbig maa føres ud.

Disse Forsigtighedsforholdsregler er selvfølgelig paa deres Plads, skønt der rimeligvis ikke er Grund til at frygte nogen videre Udbredelse af Sygdommen Den Angrebne har under sit Ophold derinde heldigvis ikke havt Samkvem med de øvrige Lemmer, men udelukkende været indlagt paa den isolerede Sygeafdeling.

I Byens Fysiognomi vakte det Gaar en Del Forstyrrelse, at Ladegaardens sædvanlige Rengøringskompagni ikke mødte til Fejning paa de offenlige Pladser og Torve. Omtrent 150 Ladegaardslemmer er i Reglen udkommanderet til dette Stykke Arbejde, nu var de jo paa Grund af Karantænen forhindret, og de gamle, udslidte Mennesker har sikkert været glad ved for en Gangs Skyld at slippe for denne offenlige Elendighedsparade.

Gaderengøringen var som Følge deraf en Del mangelfuld i Gaar - Magistratens Folk maatte i Huj og Hast besørge det vigtigste. Men der bliver sandsynligvis nu, saa længe Karantænen vedvarer, engageret privat Arbejdskraft, og det er kun at ønske, at denne med det samme maa vedblive at virke i Fremtiden.

Saa var der i al Fald gjort en Ende paa den Skandale, som Magistraten hidtil hver Formiddag har præsenteret ved at lade Livets Havarister udstilles offenlig paa Gader og Stræder i den bekendte Uniform og med Kost og Skovl.

Smøleri

Som tidligere meddelt blev en Arbejdsmand ved Stavn Rasmussen fra Skyttegade 6, der arbejdede paa Øresundshospitalet, i Tirsdags indlagt paa Hospitalet som angrebet af Kopper.

Tilfældet viste sig meget alvorligt, men desuagtet er der først i Gaar af Sundhedsavtoriteterne foretaget Desinfektion af hans Hjem. Familien blev bragt ud paa Hospitalet, dens Klæder desinficeret og dens Bohave flyttet til den ny Ladegaard ved Møllegade, hvor den foreløbig skal have Bopæl.

Der henligger nu i alt 36 Patienter paa Hospitalet.

(Social-Demokraten 7. marts 1891).

Gadefeiningen igaar

Der er igaar i al Stilhed flet en lille kommunal Revolution i Kongens gamle Kjøbenhavn. Det berømte blaabuxede Compagni, som under Ledelse af de ikke mindre berømte Ladegaardssergeanter siden vore Forfædres Tider daglig har besørget den offentlige Gadefeining, havde igaar faaet Kaserne arrest paa Grund af det paa Ladegaarden forefaldne Koppetilfælde.

At denne Svigten af Fanen ikke kunde løbe af uden Vanskelighed, siger sig selv, vg Dagen igaar har derfor medført en kommunal Begivenhed af Rang.

Byens Feining besørges hovedsagelig af Husværterne, idet disse have den Pligt at renholde Gaden indtil 15 Alen fra Husfacaden. Ganskevist ere kun faa af vore Gader over 30 Alen brede, men der bliver alligevel nok tilbage for Kommunen at renholde. Alt, hvad der hedder Torve og Pladser, alle Strækninger udenfor Kommunens Bygninger og en Del af Statens falder herunder, og tilsammen bliver dette Areal 974,000 Kv.-Alen, hvortil endvidere paa forskjellige Conti kommer saa Meget, at det samlede Antal Kvadratalen bliver op mod en Million.

Dette Arbeide har i umindelige Tider været besørget af Ladegaarden, hvis til Andet uduelige Lemmer daglig i et Antal af gjennemsnitlig noget over 100 under Opsigt føres ud til Arbeide om Morgenen i et stort og om Eftermiddagen i et mindre Hold.

Det vil heraf ses, at Stopningen af dette Arbeide maatte forvolde Magistratens 4. Afdeling, under hvilken slige tekniske Anliggender sortere, ikke ringe Afbræk. Iforgaars Kl. 3½ en halv Time for Kontortidens Afslutning - meldte tredie Afdeling, under hvem Ladegaarden sorterer, sig fra Arbeidet, idet den communicerede en Skrivelse, i hvilken Politidirektøren og Stadslægen i Henhold til den nye Epidemilovs 2, 3. Stykke forbød Beboerne af Ladegaarden at forlade denne. I en Hast blev Brolægningsinspectør Meyer hentet til Borgmester Øllgaard, og efter en kort Conference rullede han i Droschke - alle Begivenheders Vehikel - rundt til Brolægningsvæsenets "Opsigtsførere", sex i Tallet. Disse, der hver have sit District af Byens Brolægning under sig og lede de der forefaldende Arbeider, fik Ordre til straf at tilsige Alt, hvad Brolægningsvæsenet raader over af faste Arbeidere, og desuden at antage en yderligere Dagleierstyrke. Man bragte herved en Styrke af ca. 150 Mand paa Benene, altsaa noget Flere end Ladegaardens Styrke. Alt dette blev ordnet, og igaar Morges kunde man til sædvanlig Tid tage sat paa tot vante Arbeide. Selvfølgelig gik det ikke saa raskt fra Haanden som ellers, det er jo som bekjendt ikke Enhvers Sag "at feie saadan lige rundt om en Lygtepæl" - men det gik under utallige Vittigheder om Arven efter Lemmerne.

Opsigtsførerne ledede Arbeidet, men paa Grund af, at enkelte af deres Districter ere temmelig spredte, kom man i Baghaanden med Strækninger som Nybrogade nærmest ved Bolværket, Rigensgade, Sølvgade og Store Kongensgade. Imidlertid kunde Brolægningsinspecteuren allerede Kl. 11 igaar meddele Borgmesteren, at Arbeidet var gjort, og at han fra idag Lørdag fuldstændig kunde svare for Renligheden i Byen.

Der blev feiet godt, thi det var med nye Koste - Ladegaardens antoges at have Kopper. Allerede dette blev jo en Udgift, og desuden faa Folkene 2,20 Kr. pr. Dag. Og saaledes vil Magistratens fjerde Afdeling, saa længe Ladegaarden er cerneret, have en Extraudgift af et Par Hundrede Kroner daglig. Dem maa tredie Afdeling, hvad den strax i sin Skrivelse iforgaars meddelte, refundere. Men bagefter kommer et nyt Regnskab! Hvorfor skulde nemlig Stadens Kasse ikke nyde Godt af Epidemilovens § 15? Sundhedskommissionen har jo forbudt den at tjene (eller spare) Penge ved Ladegaardens Arbeide, og den maa vel derfor være berettiget til "et passende Vederlag for det derved foranledigede Tab". Men det bliver dog ikke Justitsministeriet, der alene kommer til at bekoste Stadens Renholdelse, thi efter § 22 skal Staden og Staten dele Udgifterne ved Epidemier.

Saadan ser den lille kommunale Begivenhed ud. I al sin Beskedenhed viser den, hvor stort Kjøbenhavns Maskineri virkelig er, og tjener dem, der have maattet handle i den store Hast, til Ære.

Og Alt det, fordi et Ladegaardslem har faaet Kopper!

Jesper

(Dagens Nyheder 7. marts 1891).

Blandt Døde. (Efterskrift til Politivennen)

Hvad Publikum ikke faar at se paa Hospitalerne.

En af vore Medarbejdere havde forleden Dag Ærinde paa Kommunehospitalet. Ved en Hændelse kom han ind i Obduktionssalen og fik her at se lidt af det, som ellers strængt er forbeholdt de Indviede.

Obduktionssalen ligger i en lille lav Tilbygning til Ligkapellet ved Bartholinsgade. Straks man kommer indenfor Døren, har man Brug for al sin Nervestyrke. Tilhøjre hænger i et lille Rum nogle hvide Frakker, oversølede med Blod, det er Lægernes Arbejdstøj. Men det Syn, som man møder ved et Blik ud i det ret store Værelse, glemmer man aldrig, naar man da ikke er "Fagmand" og har faaet sig hærdet gennem Vanens Magt. Der staar tre Borde midt paa Gulvet. Oven paa hvert Bord ligger der en Art Bakke af Træ, med opstaaende Kanter og Bunden skraa nedad mod Midten, hvor der findes et Afløbshul. Bakkerne er alle rødmalede. Paa hver af dem ligger der et Lig.

Vi standser ved det første. Det er en ung Mand omkring de tredive. Ved den venstre Stortaa er der bunden en Seddel, hvorpaa hans Navn, Sygdom og Dødsdag, staar skrevet. Hovedet ligger tilbageoverbøjet, Munden er fast sammenkneben og Øjnene lukkede. det tynge mørke Skæg skyder i Farven sammen med Hudens graablaa Dødningeteint. Fra Hagen og ned til Skridtet er han skaaret op og alle Indvoldene ligger paa Bakken ved siden af Kadaveret. Han er fuldstændig tom, man ser de blottede Ribben og Rygsøjlen. Hans Lunger ligger gennemskaarne ved hans venstre Haand og tæt derved leveren, som er fuld af Pletter og Saar, der stammer fra en eller anden Betændelse. Ved et Bord sidder Prosektor omgivet af en Del Medicinere og skærer i Hjærtet, medens han forklarer sine Tilhørere Sygdommens Kendetegn.

Paa det andet Bord ligger der ogsaa en Mand. Hvorledes han egentlig har set ud kan vi ikke gøre os noget Begreb om. da "Kalotten er trukken ned om Ørene paa ham", som det tekniske Udtryk lyder. Det vil sige, at der tvers over hans Isse er gjort et Snit med en Kniv, og hele Hovedhuden er krænget ned over Hovedet paa ham. Det ser mærkeligt ud, at Haaret saaledes vender indad og den blodige Hud ud. "Kalotten" er løsnet helt ned til Øjenhulerne og den nedtrukne Hud skjuler hele Ansigtet. Det er den saakaldte Kadaverkarl, som udfører dette Arbejde. Naar Kalotten er slaaet af kommer han med en sin Sav, hvormed han giver sig til at save Hjærneskallen igennem Det udføres forsigtig for ikke at beskadige Hjærnen, og naar Savningen er forbi kommer Prosektor og brækker med et Instrument Skallen helt op, saa Menneskeaandens hemmelige Værksted ligger blot. Og saa bliver Hjærnen vendt og drejet, skrabet og rodet i, - Ting som vi Lægfolk ikke forstaar os paa, men som ikke just er saa hyggeligt at se.

I den tredje Bakke ligger der en Kvinde, skaaret op ligesom Manden paa det første Bord. Vi staar et Øjeblik og fordyber os i Forskællen paa Mandens og Kvindens indre Bygning, da Karlen kommer hen og begynder at hale Tarmene til sig. Efter at have tømt dem, fylder han dem med Vand, saa de spiles ud, og Lægerne ligger og føler langs ned ad dem for at se, om der er Saar eller andre Skrøbeligheder paa dem.

Naar Videnskaben endelig er sket Fyldest, samler man hele Indholdet sammen igen og fylder det i Kadaveret, som saa sys sammen. Vi lagde Mærke til, at den ene Mand fik sit Hjærte gemt nede i Maven. Derpaa vaskes Ligene, klædes i Ligløj og lægges i Kiste, og ingen aner siden, hvor meget der kort i Forvejen er "rodet" i dem.

Forgivet - døbt - kvalt og druknet.

Inde paa Hospitalet hørte vi en ret ejendommelig Historie, som skal være passeret en Gang i Vinter Vi har hørt den fra to-tre forskellige Sider, saa vi er vis paa, at den er paalidelig. 

Der blev paa Hospitalet indlagt en Kone paa lidt over tyve Aar. Hun var enten frugtsommelig eller havde en stor Svulst i Underlivet, muligvis begge Dele. Hvis hun var svanger, laa Fostret imidlertid saaledes, at hun ikke kunde føde uden at lade Livet. Det var hvad Lægerne kalder et "Ekstrauterint Svangerskab". Det blev da besluttet at operere hende, for om muligt derved at frelse hendes Liv. Hun døde nogle Timer efter Operationen, men det viste sig, at hun var svanger med et kun 5 a 6 Maaneder gammelt, men desuagtet levende Foster.

Dette Foster blev, efter at det var skaaret ud af Moderens Liv, lagt i en Glasskaal, hvor det laa i mindst i et Kvarter, medens man syslede med Moderen. Det var ca. 10 Tommer langt og kunde umuligt leve længere end 24 Timer, da Tarmkanalen ikke var saa udviklet, at det kunde fordøje Føde, som tilførtes det gennem Munden. Det blev besluttet at dræbe det, for at det ikke langsomt skulde pines ihjel.

Allerede det, at det levede efter at have ligget et Kvarter i Glasskaalen, udsat for Luftens Paavirkning og den stærke Temperatur-Overgang fra Moderens Liv, allerede det forbavsede Lægerne, men de skulde faa større Grund til at undre sig. En af dem tog Fostret og duppede Hovedet i Sublimatvand i den Tro, at det straks skulde dræbes deraf.

Men da han tog Fyren op, sprællede den lige stærkt.

Paa dette Tidspunkt indtraf der en Episode, som man ikke ved om man skal le eller græde over. Der kom en Sygeplejerske fra det Røde Kors ind i Operationssalen, og da hun saa, at man var i Færd med at dræbe det 5 Maaneder gamle Foster, spurgte hun straks om det var døbt. Nej, det havde man rigtignok ikke tænkt paa. Den kristelige Sygeplejerske protesterede nu paa det kraftigste mod at dræbe Fostret før det var døbt. Der var ingen af Lægerne, som følte sig kaldet til at være Præst, og den Røde-Kors-Pige tog da selv et Vandfad og døbte med en Højtidelighed, der jog adskillige af Lægerne og Kandidaterne ind i et Sideværelse, det ufødte Forster i Faderens, Sønnens og den Hellige Aands Navn. Hvad det kom til at hedde og hvem Fadderne var, har vi ikke kunnet faa oplyst.

Da Daaben var til Ende og Fostret saaledes reddet for det evige Liv (!), tog man igen fat paa at slaa det ihjel. En Kandidat fattede det med sin ene Haand om Halsen og forsøgte at kvæle det. Men saa sejglivet var det, at man fandt det varede for længe inden han fik Ende paa det. Man hentede saa en Spand Vand, og nu lykkedes det endelig at faa Livet af Fosteret ved at drukne det.

Nogle Dage efter blev det sammen med Moderen begravet paa Kirkegaarden. Her ligger altsaa et ufuldbaaret Væsen, om hvem det nok kan siges, at det aldrig er født, men desuagtet har været kristnet Borger i Samfundet.

(Social-Demokraten 4. marts 1891).

Ligkapellet i ombygget form ligger på Bartholinsgade nr. 2, hjørnet med Nansensgade og Bartholinsgade. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Fra Trap Danmark (på Lex.dk) fås følgende oplysninger: Oprindelig var det af Christian Hansen tegnede kapel mod Bartholinsgade et kapel. Det indeholdt pynterum, præsteværelse, ligrum og laboratorier. Den oprindelige del består af en central bygningskrop omkranset på tre sider af lavere fløje, som indvendigt indeholder korridor på bagsiden og separate rum mod øst og vest. Den centrale bygningskrop har skiferbelagt sadeltag, på sidefløje og tilbygninger er taget beklædt med zink af nyere dato. Indgangspartiet er rundbuet og et består af sammenhængende dør- og vinduesparti, der afspejler kapelrummets loftshøjde. Bygningen blev forlænget på bagsiden både i 1900 med laboratorier og i 1970 ud med henblik på at skabe direkte forbindelse til patologisk institut, som blev om- og udbygget på samme tid. Indvendigt fremstår kapellets hovedrum med originalt, rødt terrazzogulv med sort bort og dekorationer af hvide mosaikstifter, malede vægge med kvaderimitation som i H-fløjens trapperum samt originale, malede bjælkelofter med røde trækbånd. De originale fyldningsdøre og greb, fodlister og gerichter er bevarede. De omkringliggende rum er indrettet som kontorer, der ligesom korridoren og interiøret i det øvrige anlæg fremstår med varierende originalitet, hvad angår vinduer, lofter og overflader.

I dag anvendes den som forskningskontorer og undervisning, Københavns Universitet. Bygningen står i gulsten med røde teglstensbånd og rundbuefriser som de øvrige oprindelige bygninger i anlægget. 

Ikke Kommunehospitalet, men Sankt Johannes Stiftelsens lighuset hvor selvmordere, dødfundne og ofre for ulykker eller drab blev indbragt til obduktion. Ukendt fotograf, 1921. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Barnefødsel i Dølgsmaal og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

En 22-aarig Tjenestepige i Ugilt Sogn Vendsyssel har den 25. d. M. i Pigekamret paa den Gaard, hvor hun tjente, i Dølgsmaal født et levende Pigebarn, som hun straks efter Fødslen kvalte under Dynen ved at klemme om Barnets Hals med sin ene Haand. Alt nogle Dage før Fødslen besluttede hun, i Følge "Vends. Tid ", at dræbe Barnet, hvis det kom levende til Verden. Hun var gaaet til Sengs om Eftermiddagen Kl. 5 a 6 under Foregivende af at være syg, og hun fødte om Aftenen Kl. ca 3 inden de 2 Piger, som laa i samme Kammer, var komne ind i dette, saa at hun under Fødslen var alene. Barnet blev liggende i Sengen hos hende hele Natten, uden at den Pige, hun delte Seng med, vil have mærket noget. I Torsdags Morges kort efter at de andre Piger var staaede op rejste Pigen sig af Sengen, indsvøbte Barnet t en gammel Trøje og lagde det i sin Klædekiste, som hun laasede af, hvorefter hun gik til sit sædvanlige Arbejde. Forbrydelsen opdagedes i Torsdags ved Middagstid derved, at Gaardens Piger, deriblandt ogsaa Arrestantinden, rensede Gaardens Retirade, hvor Arrestantinden havde været om Morgenen og efterladt sig Spor af Fødslen. Pigen, der er arresteret, men som, da hun endnu ikke kan taale at flyttes, befinder sig under Bevogtning paa Gaarden, har aflagt fuldstændig Tilstaaelse ved det i Torsdags paa Gærningsstedet afholdte Forhør.

(Social-Demokraten 1. marts 1891).

Aviserne berettede tilsyneladende ikke noget om hvad der videre skete. Af Vendsyssel Tidende den 23. februar 1892 fremgår at en gårdmandsdatter i Spørring ved Hasle herredsret var blevet idømt 2 måneders fængsel for fødsel i dølgsmål og barnemord. For en tjenestepige kan straffen dog have været strengere.

Cyklekørsel. (Efterskrift til Politivennen).

Cykling er i dag noget enhver dansker kender til. Sådan var det ikke i "90'erne", 1890'erne. altså.

"Cyklen og dens anvendelse i hæren" var en lille pjece udgivet af premierløjtnant A. Lobedanz i 1889 som beskrev cyklens historie og anvendelse i forskellige landes hære. I Danmark var der et par år tidligere lavet forsøg i Jylland med 3 øvede "bicycleordinantser". Disse kom til den konklusion at kørsel udenfor hovedvejen og de bedste private veje var umulig.  

Aarhus Amtstidende kunne 23. februar 1891 fortælle om hvordan cyklen blev anvendt i datidens England, især inden for sport, men også almindelige legemsøvelser. I de følgende artikler fra 24. og 25. februar kom man så ind på cyklismen i Danmark.

Velocipede-Kapløb, afholdt ved Bordeaux den 1ste November 1868. Efter "Le Monde Illustré". Tegningen viser at kvinderne var involveret i cykelsport meget tidligt. I teksten oplyses det: "De tre bare Pagedragt; den Fjerde havde rødt Liv og Skjørt, og en hue med nedhængende Guldkvaster paa hoevedet. Illustreret Tidende 29. november 1868.

Cykling i Danmark.

Il.

Men nu i Danmark. Ja, cyklisterne kan jo for så vidt ikke klage herhjemme, som deres vilkår har forbedret sig betydeligt i de senere år. Men ser vi fx hen til England og de engelske forhold, opdager vi let hvor langt vi endnu står tilbage, hvor meget der endnu kan gøres. En sådan ting blot som den, at det i et nyt toldlovforslag af regeringen findes heldigt at lægge en told på cykler og derved en skat på cyklesporten, viser i sig selv hvorledes den bevidsthed at cyklesporten alene i rent legemeudviklende retning har sin betydning for ungdommen, for folket, jævnsides med al anden god legemsøvelse, endnu kun har vundet ringe udbredelse.

Den opfattelse, som for en halv snes år siden da bicyklerne begyndte at komme hertil, herskede hos de 9/10 af befolkningen mht. cykling at den var gøgl, at de der drev den sport, var narre. Den er vel i det hele modificeret noget, men den er ikke engang i denne krasse form ganske forsvundet, og har end en sund og ædruelig opfattelse af cyklesporten vundet en meget betydelig udbredelse, går der dog endnu en meget stor procenttal af vort gode danske folk rundt med den opfattelse, at cyklisterne dog alligevel er nogle ret naragtige væsener, nogle børn som man ikke skal tage noget hensyn til, og hvis sport man helst burde forbyde, da den kan genere fredsommelige medborgere i deres gode danske søvnige drysseri.

Alfred Benzon: Bicykle Klubbens væddeløb i Tivoli, 1885. 1882 arrangerede Dansk Bi-cykle Klub Danmarks første cykelvæddeløb i Tivoli. Dansk Cyklist Forbunds Jubilæumsaarsskrift, 1930.

Nej, endnu er cyklisterne herhjemme ikke nået så vidt at de har den almene opfattelse for sig, og de er ikke selv uden skyld deri. Vi danske har nemlig den uheldige egenskab, at vi holder umådelig meget af at smådrille vores medmennesker, når vi bare kan komme afsted med det, og de unge i særlig grad.

Jeg tror der er få cyklister der vil kunne sige sig fri for - især i begyndelsen af deres cykletid - stundom at have gjort sig en glæde af at forskrække fodgængere som de har passeret, og som ikke har mærket deres nærmelse.

Men det sætter ondt blod. Og ved kørende har cyklister ofte gjort det samme: ikke vist den tilbørlige hensynsfuldhed. Men det er naturligvis en af hovedbetingelserne for at overvinde modvilje eller vrangvillie og skabe velvilje at tage det tilbørlige hensyn til dem, hvis velvilje man vil vinde. Imidlertid er dog cyklesporten gået godt frem og den synes også at være ledet ind i et godt spor. Der har efterhånden dannet sig en mængde klubber rundt om i landet - der er vel nu et halv hundrede stykker - og disse klubber har som regel optrådt og efter evne fået deres medlemmer til at optræde på den ene side hensynsfuldt og på den anden side dog energisk.

I løbet af de 9 - 10 år cyklesporten har været kendt her i landet, har den da også vundet tilhængere i stedse stigende grad. Det var særlig, da den lave maskine, safetyen, kom frem, denne mærkelige maskine, der - ved hjælp af et par tandhjul og en kæde - var i stand til at følge med de høje maskiner som nok var flotte, men som også var temmelig farlige; det var særlig da den kom at cyklisternes tal forøgedes. 

Man vænnede sig til at se dem, man så de kom rask af sted og at disse køretøjer jo var meget bekvemme, og man omvendte sig og blev selv cyklist, og der er i øjeblikket vel 6.000 cyklister landet over. Og af dette store tal falder vel nok halvdelen på København, men landets andre byer kan dog for en stor del møde op med langt betydeligere procenttal cyklister i forhold til indbyggerantallet end København. Et faktum som er glædeligt, for så vidt som det viser hvorledes sporten har bredt sig - den er kommet fra København og har så taget mere og mere af landet med sig, selv vore mindste købstæder møder op med mange cyklister, ja enkelte med en imponerende mængde.

Landet - udenfor byerne - er i følge sagens natur, kan man vel sige, ikke endnu kommet med, men cykling er dog også der begyndt at vinde indpas og der findes endog landklubber.

Danmark er unægtelig et land hvor cyklesporten burde finde glimrende eksistensbetingelser, et fladt land - ingen bjerge og kun få og små højdedrag - og et land hvor den jævne bebyggelse har skabt et talrigt forgrenet net af veje som forbindelsesled mellem alle landets punkter. Vort land burde altså være et Eldorado for cyklister. Men det er det ikke alligevel ikke på langt nær. Og først og fremmest fordi vore veje kun er tarvelige, og fordi cyklisterne, om de end tåles, ikke har sympati hos autoriteterne og kun til dels hos folket.

Vore veje er som helhed taget slette. De største strækninger af hovedlandevejene, kongevejene, de store forbindelsesårer går ganske vist i reglen an, enkelte er endog fortræffelige. Men de allerfleste af de andre veje - selv i og for sig betydningsfulde og befærdede veje - er mere eller mindre elendige, nogle under al kritik. Og selv partier af hovedlandeveje, særlig i nærheden af de større byer, er også kun tarvelige. Og fejlen ligger i vejenes anlæg, det er ikke rationelt nok, ikke grundigt nok gjort.

I Norge fx er alle de nyere veje i ypperlig stand, det er en ren fornøjelse i fuld fart på sin cykle at lade stå til henad vejen, der skumples man ikke, så man tror man skal få en hjernerystelse.

Man vil måske indvende: Ja, vore veje anses dog ellers for gode, og det befordringsmiddel, for hvilket vejene dog egentlig er byggede og som det derfor nærmest kommer an på, at vejene tilfredsstiller, nemlig vognene, kan dog fortræffeligt bruge vejene som de er. Ja, Gud bevares, det ville naturligvis være fordringsfuldt, for fordringsfuldt, om cyklisterne ville forlange at der skulle tages hensyn til dem, når de kørende var tilfreds (selv om cyklisterne - hvad der vel snart sker - benytter vejene lige så meget som de firhjulede køretøjer med heste for), men sagen er den, at de kørende i grunden taget slet ikke er tilfreds. Der er næppe en - han skulle da have et ganske ekstra kombineret fjedersystem på sin vogn - der tør påstå, når han skal være ganske ærlig, at han ikke skumples og rystes temmelig nederdrægtigt på de allerfleste af vore veje. Men de kørende tier, de er nu fra gammel tid ikke bedre vant, det er som det nu er, og de tror ikke det hjælper, fordi de kvækker op om det.

Nu er det ganske vist så at cyklisten, særlig fordi han kommer langt hurtigere afsted, behøver bedre veje end en vogn. Men vejene burde selvfølgelig være i det mindste så gode, at vore jævnt luntende køretøjer kunne køre nogenlunde roligt og lydløst henad dem, og ikke som nu hvor de skumples og rystes, og hvor de gør et spektakel, så man kan høre dem i en fjerdingvejs afstand.

Nu, efter at i fjor de ny gummiringe "Cushion" og "Pneumatic" er kommet frem, vil dette forhold, vore dårlige veje, imidlertid for fremtiden ikke tilnærmelsesvis få den betydning som tidligere. Disse nye ringe kan - på grund af deres konstruktion - absorbere de fleste af de skub og stød, vejenes ujævnheder nødvendigvis giver de hjul, der triller henover dem.

(Aarhus Amtstidende, 24. februar 1891)

Cykling i Danmark.

III.

Så er der den anden ting, den manglende sympati. Vores autoriteter som jo desværre i det hele taget udmærker sig ved en betydelig konservatisme og ved en besynderlig mistro til det nye i tiden, det være sig som i åndelig retning eller i materiel henseende, har fra begyndelsen af stillet sig køligt og skeptisk over for cykling og over for dens nytte.

Forholdet har jo været således - her som andre steder - at cyklen i begyndelsen da den særlig fremtrådte som høj maskine, ordinary, blot benyttedes til sport, og dette nye hurtige aparte køretøj forskrækkede ikke få af vore fredelig vante heste - og da også ikke få af vort rare, men mindre livlige folk. Autoriteterne anså de få mennesker, der satte sig op på sådan et apparat, for spradebasser og gøglere, som gjorde en del fortræd, og som der ingen grund var til ikke at lægge nogle små hindringer i vejen, hindringer, som måske også kunne virke til gavn og beskyttelse for sky heste og sky mennesker.

Og der kom politibestemmelser for cyklister om at ringe, om at stå af for hver vogn, om at køre med lygte om aftenen o. s. v., om at cyklisterne ikke måtte køre der og der. Bestemmelser hvoraf nogle kunne have deres berettigelse, når de fremtrådte i en lempeligere form, men af hvilke en del er således at cyklisterne, med åbenbar ret deri kun ser udtryk for uvilje mod dem og deres sport, mangel på åbent og frit blik på forholdene og en fuldstændig misforstået værnen om det bestående og dets ubetingede ret over for alt moderne.

Og jo mere cyklesporten - trods sådanne hæmsko - har vundet udbredelse, det værre synes dette forhold at blive. Jeg skal således minde om den berømte politibestemmelse af birkedommer Oldenburg i Københavns Amts nordre Birk, og om forbudet mod at køre på gaderne i Stege.

Befolkningen var - særlig ude på landet - i cyklesportens første år i det hele taget højst uvillig stemt mod cyklisterne. Landboerne kunne ikke indse, at sådan noget sprinkelværk kunne være andet end et dumt stykke legetøj, som blot forskrækkede deres heste og bragte dem selv i fare for at vælte, og det faldt dem slet ikke ind, at de optrådte egenmægtigt, end sige at de tilsidesatte cyklisternes ret, når de forlangte, at cyklisterne skulle stå af og holde stille 300 alen før de 2 parter mødtes. Og de gik ofte langt videre; adskillige er de piskesmæld, som landboerne har langet ud over cyklisterne, ledsagede af grovheder og skældsord. Ja mange har højlydt udtrykt deres forbavselse og forargelse over at cyklisterne skulle have lov til at færdes på vejene.

Nu er det værste stød forbi. Landboerne har vænnet sig til dem - og deres heste har til dels vænnet sig til dem, og om end forholdet langtfra almindelig er venskabeligt, så er det i alt fald til dels blevet venskabeligt og overalt betydeligt forbedret. I byerne er forholdet tåleligt, og til dels rigtig godt, ja i mange småbyer er cyklisterne næsten byens kæledægger. Den opfattelse af cykling, som af sport i det hele taget - legemssporten, der hersker i England, er imidlertid en opfattelse, som herhjemme kun i ringe udstrækning har vundet udbredelse. Der mangler derfor cyklisterne her hjemme den store moralske - og derigennem også materielle - støtte som de engelske sportsmænd har gennem deres landsmænds sympati og respekt for sporten.

Det danske folk er ikke nået stort videre end, at det tåler cyklesporten. Forholdet er i alt fald ikke andet og bedre end et køligt venskabeligt. Vore cyklister har derfor måttet bygge deres sag op på deres egen tro på og begejstring for deres sag.

Og de har dog fået udrettet meget. De har fravristet landets ungdom flere og flere proselytter, de har vendt stemningen fra at være fjendsk til at være i alt fald indifferent, og de har langsomt men sikkert podet mere og mere af deres egen tro på deres sag ind i befolkningen.

Forældre give deres børn lov til at køre på cykle, ja lader sig endog overtale til at forære dem maskiner, og en selv ældre folk kører endogså selv. Lægerne har begyndt at indrømme cyklesportens gavn, befolkningen ser på væddeløbene og konkurrence, og cyklisternes første mænd bliver kendt udenfor deres egen kreds, sportsmændenes kreds.

Cyklen i praksis er et stadium, vi endnu er et godt stykke fra. Og det er en stor skam - men det ligner os - at vi ikke kan få øjnene op for cyklens brugbarhed som befordringsmiddel. 

At landpostbudene forsynedes med stærke cykler, er en reform, som ligger så lige for, at en blot nogenlunde livlig administration let måtte få øje på den, og det er en reform, som i kraft af den omstændighed, at en cyklist let tilbagelægger en 3 gange så lang vej om dagen som en fodgænger, oven i købet ville frembyde mulighed for besparelser. Forretningsfolk burde selvfølgelig også benytte cyklen, og ikke - om end de havde lyst - lade den tanke fare af frygt for at blive udleet.

Postkortet fra Grænge Station (Lolland) mellem 1900 og 1913 viser at cykler senere blev anvendt af fx postbude. Postkort, H. J. Jensen. Ukendt ophavsmand. 

Vor gode, gamle danske frygt for på nogen måde at gøre anderledes, end alle andre gør, dette usalige kujoneri, som er en af de værste hindringer for reformer og fremskridt i vort lille snobbede samfund. I en enkelt henseende har dog vor statsstyrelse haft øje for cyklen som et brugbart instrument; jeg tænker på den anvendelse, man er begyndt at gøre af cyklen i hæren.

Nu, efter at de nye gummiringe, cushionringene især, er kommet frem, nu, da derved en af de værste ulemper, den stødende kørsel over ujævn vej, er fjernet, tør man dog forhåbentlig vente, at cyklens anvendelse i praksis vil få et godt skub fremad, så at nogle flere end de par snese - mest handelsrejsende -, der nu er fornuftige nok dertil, vil få øjnene op for nytten og behageligheden ved denne betydningsfulde opfindelse, og vil være i besiddelse af den smule fordomsfrihed, en beslutning om at benytte sig af den, udkræver.

Cyklisternes organisation er herhjemme - til dels vel på grund af de ovenfor skildrede forhold - kun dårlig. Der var en gang en, hele landet omfattende, union, men det gik den ilde - den opløstes. Nu findes der, foruden de lokale klubber, centralforeninger for de enkelte landsdele, som ganske vist søger at skabe deres medlemmer fordele og behageligheder ved udøvelsen af deres sport, men resultatet er ikke stort, og mest fordi betingelserne ikke er gode. Der mangler den rette samfølelse og den rette begejstring for sagen hos de enkelte, der mangler penge og der mangler, som påvist, velvilje hos dem vis velvilje har betydning for cyklisterne.

Det går vel fremad, men der er langt igen. Hvad vore hjemlige sportslige resultater angår, er vi i de sidste år begyndt at oppe os. Vel er vi nogle hestelængder bag englænderne, men under hensyn til vore mindre heldige forhold, må det dog siges at vi er kommet ganske godt med. Vi er således fuldt på højde med nordmændene og langt forud for svenskerne. Det er "Dansk Bicykle Klub", den københavnske - og vor ældste - cykleklub, der her stadig har ført an.

Da der, ved dens anstrengelser, for nogle år siden blev bygget cyklisterne en - den gang god, nu allerede noget lille - bane ved København, en rigtig cyklebane, fik væddeløbssporten bund at bygge på. Af vore bedste danske væddeløbsresultater skal jeg nævne: 1 eng. mil i 2 m. 50 sek., 1/4 engl. mil. 37 3/5 sek., 1 dansk mil i 14 m. 11. sek. og 6 danske mil i 1 t. 28 m. 11 sek. Af præstationer på landevej skal vi nævne 18 danske mil i 6 timer og 31 1/8 min. i 12 timer.

Med safety'ens fremkomst blev der fart i cyklesporter herhjemme. Mon vi med de nye gummiringes opfindelse tør håbe på at cyklingen vil slå fuldstændig igennem og blive hvad den fortjener, en nationalsag.

Safety.

(Aarhus Amtstidende, 25. februar 1891)

Natterestaurationer. (Efterskrift til Politivennen).

 Da i 1888 den store nordiske udstilling - som kong Oscar med et bevinget ord kaldte en "formelig verdensudstilling" - nærmede sig, da millionen begyndte at danse for øjnene på de noget sangvinske københavnere, da man i ånden så de store verdenssteder øde og tomme, mens alle jordens folkeslag i lange tog oversvømmede vor by og vort land forstod selv en så ravnekrogsagtig institution som Københavns Byråd at man måtte ophæve rådstueplakaten af 1884, der snarere gør indtryk af at være affattet i Bethesda end på Råd- og Domhuset.

Denne bestemmelse gik som bekendt ud på, at de gode borgere kun indenfor hjemmets fire vægge havde lov til at spise og drikke efter midnat. På slaget 12 skulle hver café, hver beværtning, hvert værtshus være lukket.

At Københavns daværende udmærkede og kloge politidirektør, etatsråd Crone, af yderste evne modarbejdede vedtagelsen af en sådan anordning, havde selvfølgelig intet at sige ligeover for den stærke pietistiske retning, som altid ser skævt til enhver ytring af livsglæde, og hvis mest udprægede repræsentant afdøde vekselerer Mannheimer forbindelse med den endnu levende møbelfabrikant Severin Andreas Jensen den gang var.

Men da, som sagt, udstillingen stod for dørene, var ophævelsen af denne plakat en af de første og af forholdene mest påkrævede foranstaltninger, som blev truffet til at modtage den gyldne sommer. En fem, seks restaurationer fik mod erlæggelgelsen af 4000 kroner lov til at holde åben til kl 2 - en halv snes andre måtte beholde siddende gæster til det samme klokkeslet, der i en by som Paris er døgnets skønneste time.

En sag på papiret er imidlertid noget andet end samme sag udført i det virkelige liv.

De vise borgerrepræsentanter, der kun von Hørensagen kender København ved nat, er selvfølgelig ved den praktiske gennemførelse at sådanne beslutninger på en vis måde afhængige af den konduite, som deres naturlige rådgiver, Københavns politidirektør, er i besiddelse af.

Sjælden har man haft større anledning til at beklage, at gamle Crones ånd ikke længere svævede over vandene, end netop ved denne lejlighed. For vistnok er Crones efterfølger, hr. Eugen Petersen, besjælet af de bedste forsætter. I alt Fald er det in confesso, at han har seks lauder til sin juridiske embedseksamen.

Men det synes, som om hans erfaringer ikke er at denne verden. Havde hr. Eugen Petersen nemlig et indgående kendskab  til, hvorledes de glade københavnere morer sig ved nat, vilde han - for han bærer i virkeligheden ansvaret - efter udstillingsårets slutning ikke have nægtet natbevilling til det lokale i byen, der blandt alle natterestaurationer i 88 viste sig som det eneste brugelige - National

*

Som bekendt har vi i vor by et utal af kælderbeværtninger.

Vi vil lade det spørgsmål stå åbent, om kældere overhovedet er sømmelige opholdssteder for mennesker. Vi vil heller ikke udtale os om, hvorvidt de egner sig til restaurationslokaler om dagen. Om natten er de absolut mindre heldige som sådanne - i alt fald når man kun har dem.

En elegant natterestauration skal ligge i stuen. Der må være vidt og rummeligt, højt til loftet med store spejle og elektrisk lys - kort sagt et lokale hvis hele udstyr lægger en vis dæmper på en altfor vidtdreven munterhed.

*

Når man derimod som en grævling må krybe ned i en hule, hvor loftet er lavt og luften indeklemt, fordi der aldrig kan luftes ordentlig ud - hvor muligheden af et spejdende øje fra gaden er udelukket, hvor selv de ivrige politibetjente betænker sig to gange på at kaste en tølperagtig person ud, fordi de må slæbe ham op af trapperne, dér bliver uvilkårlig tonen hulebeboerisk.

Vore tre fashionable nattebeværtninger er Blanch, Klosterhallen og Rydberg - alle på Strøget.

Vi véd ikke, om politidirektøren, hr Eugen Petersen, nogensinde har været dernede. Vi véd derimod, at hans næstkommanderende, første politiinspektør, fhv. dragonløjtnant, cand. juris Theodor Petersen, nidkær som han er, ikke så sjældent har inspiceret disse nødtørftsanstalter. Det synes ikke, at hr. politiinspektøren har haft tilstrækkeligt udbytte af sine ihærdige anstrengelser.

For i så fald måtte han have forklaret sin overordnede, at om end selvfølgelig disse nattebeværtninger har deres berettigelse, hvad der til overflod bevises af deres talrige publikum, tiltrænges der ved siden deraf andre kaféer, hvor folk, hvis arbejde først slutter efter midnat, og familier, der efter en sen teaterforestilling ønsker at tilbringe et par timer på et offentligt sted, i ro og stilhed kan nyde deres aftensmad.

Og man pådrager sig sikkert ikke beskyldningen for rigorisme ved at udtale, at vore nuværende nattebeværtninger er mindre egnede for familieliv

*

Som enhver ved, foretager første politiinspektør - og andre af politietatens spidser fra tid til anden med offentlig understøttelse smårejser til udlandets større byer for at gøre sig bekendt med forskellige kommunale institutioner, såsom drosker, prostitution, sundhedsvæsen, opdagelsespoliti etc.

Vi vil ikke tale om de store verdensbyer. Men vi er sikre på, at når en af disse politiofficianter har været i - lad os tage Hamburg, en by omtrent af Københavns størrelse - når de altså har været i Hamburg, har de sikkert spurgt sig selv: Hvorfor er dog ikke forholdene sådan i vor egen by?

Efter deres uden tvivl hårde dagværk, der mange gange har trukket ud til midnat, har de på en elegant restauration kunnet styrke deres udhungrede legemer lige til kl. 1 - uden hverken at generes af politi eller fulde folk.

Og når klokken er blevet 1, er det måske muligt, at de herrer har tilbragt en times tid eller to i Kafe Nowak på Gänsemarkt, hvor der er åbent til den lys morgenstund.

En stor og luftig stueetage, et publikum der tilhører alle stænder uden at man generes af dennes blanding.

I et hjørne sidder rige udlændinge, og ved deres bord skiftes hurtig champagneflaskerne. Lige overfor et selskab herrer og damer - virkelige damer.

Demimonden - i hvert fald fruentimmer, der vitterligt for Politiet ernærer sig ved utugt, - findes ikke i dette lokale.

Ved døren står en uniformeret portier. Han indlader ingen dame, med mindre hun er ledsaget af en herre, og skulle det hændes, at berygtede fruentimmer slap ind, er fornøjelsen kun kort. værten eller overkelneren behøver blot at hviske et par ord til selskabet, og damerne forsvinder.

Om vedkommende herrer er flotte kunder, der bruger masser af penge hver eneste aften, må de lige godt finde sig i denne bestemmelse, der overholdes med ubøjelig strenghed.

Skulle det ikke være muligt herhjemme at få i hvert fald en sådan natterestauration.

Jacob Worm Müller.

(København, 13. februar 1891).