Drejer man en Dag Cyklen ud ad Enghavevej, stryger forbi Sporvognsremissen og alle de nye Godsbaneanlæg med Viadukten og hele det Net af Skinner, forbi den gule Fængselsbygning, der tegner sig saa grelt mod Kirkegaardens mørkegrønne Træer, ud, hvor Markerne ligger og soler sig og Udsigten over Kalveboderne til Amager er frisk og vid - og videre ud forbi Teglværket med dets Arbejderboliger, ad en lidt kroget Kørevej, ind mellem Landsbyhuse og Gaarde, - kommer man til Slut forbi en stor gammel Have, hvor smukke, røde, herregaardsagtige Bygninger staar saa hugget af alt det frodige Grønne, med Roser smygende sig op ad Murene, og duftende Jasminer bag Havens Stakit.
Denne "Herregaardsidyl" saa nær ved Byen er Aandssvageanstalten "Karens Minde"; den Anstalt, der rummer de mindst udviklingsmulige aandssvage Børn, nogen Anstalt i Evropa gemmer. Staar man udenfor, har man ondt ved at begribe, at her, bag disse smilende Mure i al denne venlige Hygge, lever den dybeste menneskelige Elendighed. Men er man derinde, gaar man, ledsaget af den elskelige og milde Forstanderinde, gennem Anstaltens mange Stuer og Sale, vil man samtidig med, at man ser Elendigheden, saa forfærdelig haabløs, som den er, forstaa og fornemme, at disse smukke Omgivelsers Hygge maa virke mildnende, ikke alene for Forstanderinden og de unge Plejersker, som over deres uendelige Kærlighedsgerning her, men ogsaa for de Forældre, der nu og da kommer og besøger deres aandssvage Børn herude. Og har man saa set f. Eks. de tyske Anstalter, har følt den isnende Gysen, der gennem fo'r En, da man stod midt i den spartanske Fængselsuhygge. der præger dem, forstaar man, at Kærligheden, hvormed Forstanderinden og Plejerskerne omfatter de smaa Patienter, her maa kunne blive ligesom inderligere, fordi dette langt mere er et Hjem, et Asyl, end en Anstalt. Og Børnene - de af dem, der overhovedet formaar at vise en Følelse, de, der - om end kun glimtvis - har en Smule Bevidsthed om den Kærlighed, der ydes dem - , de kan søge at gengælde den saa famlende, rørende.
Der er Børn her fra 4-5-Aars Alderen til 16-17 Aar. Børn, med vanskabte, misdannede ufuldkomne Lemmer og med de Aandssvages uhyggelige Hovedformationer, - Børn, der kan tale, frembringe enkelte stakaandede Sætninger, og Børn, som Dag ud og Dag ind sidder i deres Stol og virrer frem og tilbage, tilbage og frem, med det uformelige Hoved, medens de udstøder uartikulerede Lyde, eller savler ustandseligt ned i en Emaljeskaal, der er spændt under Hagen paa dem. Men de af dem, der overhovedet har Glimt af Fatteevne, er som oftest musikalske. Forstanderinden fortalte mig, da jeg var derude, at skønt de intet som helst andet kan lære - slet intet - kan de dog synge, huske baade Tekst og Melodier. Og jeg hørte dem synge - klare og rene var Stemmerne og Tekst og Melodi blev overholdt - , men Sangen lød livløs og mekanisk.
"Men," sagde Forstanderinden, "det er til saa stor Glæde baade for dem og os, det, at de kan synge."
Og jeg begreb, at det maatte være det, for der er dog alligevel som en Gnist af aandeligt Liv i denne Fatteevne overfor Toner.
Et andet Eksempel - et lillebitte, som Tegn paa en pludselig opdukkende Forstaaelse, hvor alle aandelige Rørelser ellers syntes mødte, fortalte Forstanderinden mig. Det var to Smaapiger, hvis Iagttagelsesevne, ingen før havde anet. som alligevel maatte have set, at Forstanderinden, naar hun kom ind i deres Opholdsstue, af Ordensvane pillede nogle Trævler op fra Gulvet. En Dag, da hun kom ind, bukkede de sig efter Trævlerne og kom hen og rakte hende dem. Man maa have set disse aandssvage Børn og kende deres aandelige uformaaenhed for at forstaa, hvor meget et saadant lille Træk betyder, hvilke Haab, det kan give, og hvilken Agtpaagivenhed Forstanderinde og Plejersker efter dette omgiver dem med for at opspore, om der dog ikke skulde vise sig flere Tegn paa bare den allersimpleste menneskelige Udvikling.
Meget Haab om nogen - end ikke den allersvageste - Art af Udvikling, giver de smaa Patienter paa "Karens Minde" ikke, og netop derfor er de Kvinders Kærlighedsgerning saa stor, de, som Dag ud og Dag ind maa pleje og hæge om alle disse Liv, der kun rent fynsk fungerer. Men det er som lagt godt, at Asylet "Karens Minde" er indrettet som et godt og hyggeligt Hjem; det mildner Elendigheden og gør, at der dog trods alt kan blive et Samliv derude, mellem de gode, venlige Plejersker, den elskelige Forstanderinde og alle de smaa, hjælpeløse Asylister, som dog - glimtvis i alt Fald - ad en aller anden Vej mærker den Kærlighed, hvormed de omgives.
Karia Behrens.
(København 13. juli 1907).
"Asyl for Aandssvage" Mindetavle over en af indgangene til Karens Minde. Foto Erik Nicolaisen Høy.
