En artist-Begravelse paa Vestre Kirkegaard.. (Efterskrift til Politivennen).

Død i Cirkus i Aftes.

En i artistverdenen kendt dame, fru Hanna Nikitin, der var ansat som garderobeforvalterske i Cirkus Orlando, døde i aftes pludselig under forestillingen, mens hun var inde for at hjælpe balletdamerne med påklædningen.

(Folkets Avis - København, 4. juli 1907).

Cirkus Orlando optrådte i Cirkusbygningen i København 1905, 1906 og 1907. Det var svensk og etableret af Henning E. Orlando (1875-1945).

Vestre Kirkegård. I går blev den forleden omtalte gamle finske garderobekone Hanna Nikiten i Cirkus Orlando begravet fra kapellet på Vestre Kirkegård.

En ejendommelig forsamling stod om den afdøde artistindes båre: klovner, balletdamer og alle de der aften efter aften viser deres glade kunst i manegen, lyttede andægtigt til præstens tale om den gamle kvinde der døde ensomt i et fremmed land.

"Dejlig er jorden" blev sunget på en halv snes forskellige tungemål. Så tod de mandlige artister fat i kisten, der var nydeligt smykket med mængder af signerede krænse, og stedte den til jorden.

(Social-Demokraten, 9. juli 1907).

En Artistbegravelse.

I går middags begravedes på Vestre Kirkegård den gamle garderobiére ved Cirkus Orlando, fru Nikitin, der som meddelt forleden aften faldt om og døde midt under sit arbejde bag cirkus' kulisser.

Begravelsen som direktør Orlando bekostede, var meget smuk, og der hvilede over den den ejendommelige stærke stemning man altid møder ved en artistbegravelse, hvor en af disse jordens evigt vandrende trækfugle stedes til den store fred langt borte fra deres slægt og hjem blandt fremmede mennesker der vil have glemt den fremmede fugl dagen efter at graven er kastet til.

Den gamle kvindes kiste var prydet af en mængde kranse, hvoriblandt sås en mængde signerede. Og omkring båren stod hele cirkuspersonalet lige fra direktøren og de fornemste artister ned til den simpleste staldknægt. Balletdamernes brogede sommerfugleskare var også mødt fuldtalligt. De røde bånd havde de ikke evnet at få kastet, men deres pludrende latter var borte, og de græd allesammen under den kønne og varmtfølte tale, kommunehospitalets præst, hr. Rasmussen holdt over deres gamle veninde skønt vel kun de færreste forstod et ord deraf.

Artister bar kisten til graven, og efter jordpåkastelsen drog hele skaren i småflokke, stille og taves, tilbage til byen - og manegen. 

(København, 9. juli 1907).

Primadonnaens Endeligt.

En artistbegravelse på Vestre Kirkegård.

I går begravedes på Vestre Kirkegård i København Cirkus Orlandos forleden afdøde nogle og halvtredsårige garderobeforvalterske fru Hanne Nikitin.

Begravelsen der overværedes af en overordentlig stor mængde artister, var en af de flotteste artisbegravelser der længe har fundet sted i København.

Men den afdøde var også selv en prøvet og vidt berejst artist der har haft en meget omtumlet livsskæbne.

Hun var russisk af fødsel og debuterede 20 år gammel som sangerinde i St. Petersborg.

Med sit fordelagtige ydre og sin overordentlig smukke sangstemme vandt hun sig hurtig mange beundrere, og blandt disse var en rig russiske embedsmand med hvem den unge sangerinde indgik ægteskab.

De nygiftes lykke varede imidlertid kun kort. Manden blev if. "Politiken" arresteret sigtet for en politisk forbrydelse, og den unge frue flygtede til Finland, hvor hun tiltrådte et engagement ved operetteteatret i Helsingford.

En tid var hun teatrets primadonna, men pludselig begyndte hun at miste sin stemme, og snart gik det sådan tilbage for hende at hun omsider måtte tage pladsen som garderobeforvalterske ved det teater, hvis primadonna hun havde været. 

Senere rejste hun som garderobeforvalterske, en årrække med Cirkus Madigan, og derfra kom hun til Orlando, i hvis garderobe et hjerteslag gjorde ende på hendes liv.

(Holbæk Amts Venstreblad, 11. juli 1907).

Grosserer Albrechtsen (1876-1908) og Hustru. (Efterskrift til Politivennen).

Mord og Selvmord.

Skudt sin Hustru og sig selv.

I Formiddags noget før Kl. 12 er der i et Pensionat i Ejendommen Vesterbrogade Nr. 16 udspillet et uhyggelig! Drama, idet Grosserer Chr. Albrechtsen, Indehaver af Firmaet Vilh. Nielsen & Co., Gasværksvej 13, har skudt sin Hustru og derefter sig selv. Albrechtsen selv var død paa Stedet, medens Hustruen døde, da Politiet har hende ned i Ambulancevognen, som bragte dem begge paa Hospitalet.

Eller hvad der er oplyst for Politiet, er der Grund til at antage, at Ægtefællerne har været enige om at gaa i Døden. I Formiddags havde Fru Albrechtsen sagt til Indehaversken af Pensionatet, at hun vilde lægge sig til at sove, da hun, der iøvrigt var svagelig, ikke følte sig vel. Hun har sandsynligvis taget et Sovepulver, thi da Pensionatsfruen senere saa ind til hende, laa hun i dyb Søvn i sin Seng.

Lidt efter at Grosserer Albrechtsen ved Halvtolvtiden kom hjem fra Byen, lød der inde fra Ægteparrets Værelse to Skud og derefter hurtigt endnu to. Da man ilede derind, laa Fru Albrechtsen i Sengen i nøjagtig den samme Stilling, hvori hun laa, da Pensionatsfruen sidst havde set hende. Hun var skudt i Tindingen, medens Albrechtsen laa inde i Dagligstuen med Skudsaar i Munden. Hurtigst muligt tilkaldtes Politiet, som rekvirerede Ambulancevogn. En tilkaldt Læge konstaterede, at Albrechtsen øjeblikkelig var død, medens Fru A. endnu aandede. Ved Politiets Foranstaltning bragtes de begge ned i den nedenfor ventende Ambulancevogn, hvori de kortes til Hospitalet.

Efterretningen om den uhyggelige Begivenhed havde hurtigt bredt sig til Ejendommens Beboere, og derfra til Folk paa Gaden, saa at en overordentlig stor Menneskemængde havde samlet sig, da Ambulancevognen kom.

Paa Beboerne af Pensionatet, hvor Grosserer Albrechtsen havde boet i 1½ Aar, gjorde Dramaet et stærkt Indtryk, men man havde Følelsen af, at Ægteparrets fortvivlede Handling maatte være aftalt, derpaa tydede den Maade, hvorpaa Dramaet udspilledes. Fru A. har sandsynligvis ikke haft Mod til at gaa Døden imøde, og hun har derfor først taget et bedøvende Pulver. Dørene til deres Værelser var aflaasede, saa at de maatte sprænges, før man naaede derind.

Ægteparret havde været gift i to Aar, han var 31 Aar gammel, hun kun 20. Fornylig har Albrechtsen, der var nervesvækket, haft Ophold paa en Nerveklinik. Efter hvad man foreløbig kan skønne, maa Aarsagen til Ægtefællernes Beslutning om at berøve sig Livet søges i pekuniære Vanskeligheder. I hvert Fald havde Albrechtsen sidst igaar ladet falde Ytringer om, at det kneb for ham. I August forrige Aar overtog han Firmaet Vilh. Nielsen & Co., der driver Kolonialvarehandel en gros. Han var Eneindehaver af Firmaet.

Paa Kommunehospitalet, hvorhen Ligene kørtes, kunde man kun konstatere, at Døden var indtraadt. Politiet optog naturligvis straks Forhør over de af Pensionatets Beboere, som havde været tilstede, medens Dramaet udspilledes, ligesom det undersøgte Lejligheden og Ligenes Stillinger for deraf at kunne danne sig et Begreb om, hvorledes alt er gaaet til. Der er neppe Tvivl om, at Grosserer Albrechtsen, efter at have aflaaset Dørene, straks er gaaet ind i Sovekamret og paa nært Hold har skudt sin trygt sovende Hustru. Hurtigt er han derpaa ilet ind i Dagligstuen, har sat Revolveren i Munden og trykket af.

Ved den ved Politiets Foranstaltning foretagne Undersøgelse af Revolveren, viste det sig, at denne var af en meget ejendommelig Konstruktion, saa at man maatte have en Bøssemager til at allade den. Der fandtes endnu 3 skarpe Patroner i den.

Grosserer Albrechtsen, der var Søn af en Proprietær i Giveegnen ved Vejle, efterlader sig ingen Børn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 3. juli  1908). 

Nutidigt foto af Vesterbrogade 16, på hjørnet til Skt. Jørgensgade. Pensionatet lå ifølge dette indslags artikler på 3. sal. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Efter at være kommet tilbage fra Bangkok, boede Chr. Albrechtsen 9. november 1901 til 1. november 1905 i Studiestræde 51, mezz, 1. november 1905-6. december 1906 Vesterbrogade 67, 4. sal, 6. december 1906 er to adresser opgivet: Gl. Kongevej 85, 3. og Sortedams Dossering 87. Først fra 1. april 1907 opgives adressen til Vesterbrogade 16, 3. sal. Så de i artiklen opgivne 1½ år er en anelse overdrevet.

Skudt sin Hustru og sig selv.

Dobbelt Revolverdrama paa Vesterbro.

En 31-aarig Grosserer skyder sin 18-aarige Hustru og sig selv. - Sygdom og Fallit havde ødelagt deres Lykke.

I et Pensionat paa Vesterbrogade Nr. 16, 3. Sal, har 31aarig Grosserer Chr. Albrechtsen i Gaar Eftermiddags skudt sin 18aarige Hustru og derpaa sig selv.

Grosserer Albrechtsen, der er en Fætter til Brygger Carl Jacobsen, har ført et ret bevæget Liv, lsær før sit Ægteskab. Han havde nu et Kolonialvarelager - Firmaet hed Vilh. Nielsen & Co. - paa Gasværksvej 13 over Gaarden, men Forretningen gik daarligt. Albrechtsen har før faaet megen Hjalp hos sin Tante, den gamle Fru Jacobsen, og ogsaa hos Fætteren, Brygger Jacobsen, men nu havde de nægtet at hjælpe ham mere.

En 10-aarig Brud.

Han giftede sig for to Aar siden med en kun 16aarig ung Pige, Frk. Ellen Howarth, hvis Moder, Enkefru Howarth, indtil April Flyttedag har haft Pensionat i Westend. Fru Howarth var stærkt imod Ægteskabet, og hun og Datteren har siden da ikke haft nogen Omgang med hinanden.

Fru Howarth var skilt fra sin Mand, vinhandler Andersen, Tordenskjoldsgade.

I Vinter blev den unge Fru Albrechtsen syg. og hun kom senere paa Hareskov Kur-Anstalt, som hun først for nylig har forladt. Da hun kom hjem, sandt hun alt ødelagt.

Ægteparret har stadig boet i Pensionat, i ca. ½ Aar i ovennævnte Pensionat, hvor de for Resten var almindelig afholdt. Man havde ondt af den unge, syge Kone, der ikke var stort mere end et Barn. Flere Gange talte hun og Manden ogsaa om, at det var bedst at dø; Katastrofen kom derfor ikke uventet, ja, Pensionatets Værtinde, Fru Bang, raabte endog, da hun hørte ham dreje Nøglen om: Nu skyder han sig.

4 Revolverskud.

Et Øjeblik efter drønede de to første Skud gennem Huset. Nogle af Beboerne løb ned paa Gaden efter Politiet, men imens faldt der endnu to Skud. En Smed, som var bleven tilkaldt, dirkede Døren op, alle Pensionatets Beboere strømmede ind i det første Værelse, men de fleste af dem skyndte sig ud igen, forfærdede over det Syn, de havde mødt.

Paa Sengen laa den unge Kone i Krampetrækninger. Blodet vældede ud gennem to store Skudsaar i Tindingerne og farvede Sengen rød. I Man mente, at der endnu var Liv i hende, men da Lægen et Øjeblik efter traadte ind i Stuen, var hun død.

Inde i det næste Værelse, som Parret havde benyttet til Soveværelse, laa Albrechtsen paa Gulvet i en stor Blodpøl. Han havde slaaet foran Spejlet for at faa rigtigt Sigte. De to Skud var gaaet tværs igennem Hovedet, og Døden er indtraadt øjeblikkelig.

Morfinpulver først.

Paa Natbordet foran Hustruens Seng fandt man en Æske med Morfinpulvere, hvoraf der var taget en Del. Rimeligvis har hun været bange for at dø og har derfor bedøvet sig, men alle var enige om, at hun nok frivillig har valgt Døden.

Om Formiddagen havde hun været stærkt nedtrykt og undertiden helt opløst i Graad. Hun havde ogsaa overfor Fru Bang ladet skimte igennem, at nu skulde det hele være forbi.

Dramaet vakte naturligvis vældig Opsigt i Kvarteret. Folk strømmede til og stormede Huset, saa Politiet maatte rykke mandstærk frem for at rydde Trappegangen. Politiassistent Gyldenfeldt fra Svendsgade, kom straks til og optog et foreløbigt Forhør. Der var jo ikke meget at tilføje til de blodigt Fakta. De talte for sig selv, og Motiverne laa jo klart for alle.

Ambulancen var imens kommen, og den kørte Ligene direkte til Johannes Stiftelsen, hvor der i Morgen vil blive afholdt officielt Ligsyn.

Beboerne i Pensionatet skildrede den unge Frue som en meget indtagende Dame, men hun var overnervøs og ofte saa stærkt ophidset af sin Nervøsitet, at det kom til stormende Scener mellem hende og Manden.

Albrechtsens Forretning varetages nu af Overretssagfører Kalko, der var Ungdomsven af ham.

Albrechtsen selv var Søn af en Proprietær i Give ved Vejle. Han kom som ungt Menneske ind i Østasiatisk Kompagni og var i nogle Aar i Siam, tilsidst avancerede han endog til Filialbestyrer derovre, men Længselen efter København drev ham hjem.

(Folket Avis 4. juli 1908).

 Christian Laurits Ingvar Albrechtsen (1876-1908) var langt ude i familie med brygger Carl Jacobsen: Hans far (Christian Andreas Emil Albrechtsen, 1848-1928) var fætter til brygger Carl Jacobsen. Et foto af hans barndomshjem findes på internettet. Faderens mor var Lyna Marie Holst (1806-1890), og hendes lillesøster var Laura Christine Holst (1819-1911), der i 1839 blev gift 1839 brygger J.C. Jacobsen.

Albrechtsen var født i en tid hvor rollefordelingen ideelt set var som tegningen viser. Teksten lyder: "Hygæa"-Brödet vinder Dag for Dag mere og mere Indgang i alle Hjem hvor den gode Smag er raadend. Dette Rugbröd har haft en kolossal Sukces, alle vil smage det, og hvor det en Gang er prövet, holder man ved det." Af den øvrige lange tekst fremgår at brødet blev fremstillet på "Forstædernes Brødfabrikker" på en "syrefri og bakteriefri Gærsort".(Nationaltidende 28. september 1906, 2. udgave).

Et frygteligt Drama paa Vesterbro.

Grosserer Albrechtsen skyder sin Hustru og sig selv.

De fulgtes ad i Døden efter fælles Overenskomst.

---

Sidste Akt.

Straks efter at den blodige Scene var udspillet kom Politiassistent Gyldenfeldt fra Vesterbro til Stede sammen med Opdageren Maden. De aflaasede og forseglede Værelserne efter at de havde taget Forklaring af Pensionatets Folk.

Der fremkom intet udover det, vi her har fortalt om de to Ægtefæller, som fulgtes ad i Døden.

Albrechtsen havde forøvrigt været ansat i Østasiatisk Kompagni og i en Aarrække opholdt sig i Bangkok, hvor han havde paadraget sig den Sygdom, som han senere overførte paa sin Hustru.

Deres Ægteskab var ikke saa lidt af en Roman, Albrechtsen var blevet udnævnt til Værge for den unge Pige, som han med Djævlens Vold og Magt vilde gifte sig med. Hendes Moder satte sig imod Partiet af al Magt, men Kampen endte foreløbig med, at Moderen blev indlagt paa 6. Afdeling, og Albrechtsen giftede sig med Pigen. Nu er Romanen altsaa slut med et Mord og et Selvmord. Albrechtsen var en Nevø af Brygger Jacobsen. Hans Moder var en Søster til Brygger Jacobsens Moder.

(Aftenbladet 4. juli 1908. Uddrag).

Det frygtelige Ægteskabsdrama i København.

Grosserer Albrechtsen skyder sin Hustru og sig selv. - Pekuniære Vanskeligheder drev dem i Døden. Dramaets Enkeltheder.

(Specialkorrespondance til "Aarh. Stiftst.")

København, 3. Juli.

Ejendommen paa Vesterbrogade Nr. 16 har i Middags været Skuepladsen for et frygteligt Ægteskabsdrama, hvorved en af Hovedstadens Yngre kendte Grosserere, Chr. Albrechtsen har berøvet sin Hustru og sig selv Livet.

Det unge Ægtepar boede i Fru Bangs Pensionat paa 3. Sal, hvor de havde lejet et Par Værelser. Fra de blev gift for 2 Aar siden, har de stadig boet i Pensionater, men det var Meningen, at de nu til Efteraaret vilde have stiftet eget Hjem. Nu har de selv med Døden stillet sig i Vejen for denne Beslutning.

(Herefter følger en beretning som følger de ovenstående artikler).

Motivet

til den fortvivlede Handling var ingen af Pensionatets Beboere i Tvivl om. Det fremgik af deres Udtalelser, at de havde ventet, den maatte komme.

Grosserer Albrechtsen havde i lang Tid følt sig stærkt trykket af pekuniære Vanskeligheder. Det faldt mange Gang svært for ham at opfylde sine Forpligtelser, og der ymtedes endog om en nærforestaaende Fallit. Hans Hustru var meget svagelig. Hun havde i længere Tid lidt meget af Nervøsitet og havde gennemgaaet en Kur derfor paa Hareskovens Klinik, men uden synderligt Resultat. Efter at være kommen hjem laa hun næsten altid til Sengs, og det kunde vel næppe være anderledes, end at hendes stadig Sygdom og de evindelige pekuniære Vanskeligheder maatte male Livet sort for det unge Ægtepar, og de har da foretrukket frivilligt at søge Døden.

---

Grosserer Albrechtsen var nylig fyldt 31 Aar. Han var en Søn af Proprietær Albrechtsen i Give ved Vejle og var af alle anset for en usædvanlig flink og dygtig ung Mand. Som ganske ung var han traadt i Østasiatisk Kompagnis Tjeneste og havde i nogen Tid været ansat paa Selskabets Kontor i Bangkok.

Livet i Troperne tilfredsstillede ham dog ikke, og han vendte derfor hjem til Danmark, hvor han giftede sig med en Datter af Vinhandler P. Andersen. Hun var den Gang kun 17 Aar gammel, men led allerede da en Del af Nervøsitet.

Herhjemme overtog Albrechtsen for et Aars Tid siden Grosserer Vilh. Nielsens Forretning i Kolonialvarer, men den synes altsaa ikke at have villet gaa for ham.

Opdager.

Aarhuus Stifts-Tidende 4. juli 1908).

Nemesis?

Skøndt der allerede er gaaet nogle Dage, siden Byen opskræmmedes af de to dystre Revolverskud fra Vesterbrogade, samler denne Begivenhed alligevel stadig Interessen om sig.

Man mærker det, naar man kommer ud paa Caféer eller paa Sporvogne. Hvad og hvorfor drøftes stedse med ikke ringe Iver, og de Gisninger, der opstilles, er hverken faa eller uoriginale!

Københavnerne er af Naturen stemt til at ræsonnere. For det meste er Ræsonnementet lovlig hurtig færdigt, men Lysten til at bestemme og definere enhver Hændelse er der.

Det er nu forøvrigt ogsaa ganske rimeligt, at man ved en Lejlighed som denne giver sig nogen Tid til Filosofi. Thi det horer jo dog til Sjældenhederne hertillands, at et ungt Ægtepar, der tilsyneladende lever lykkeligt sammen, enes om at gaa i Døden og fuldbringer Planen paa en kynisk og opsigtsvækkende Facon.

Adskillige vilde da nok synes, der laa nogen Urimelighed i dette: at Grosserer Albrechtsen havde sin unge, smukke Hustrus Tilladelse til at begaa sin forfærdelige Handling. Der hører nemlig mere til end et Par fede Ord og en romantisk Beslutning i et løftet Øjeblik. Sikkert er det, at det langt overvejende Flertal af de raske Mennesker, der hvisker hinanden et: "I give my life for You" i Øret, meget vilde betakke sig, hvis det en skønne Dag krævedes.

Selv om det skulde være sandt, at Albrechtsens Forretning gik sløjt, og at hans Frue var saa syg, at Livsglæden nødvendigvis maatte være knækket for hende, - ja, der forelaa der vel endda næppe nogen fyldestgørende Forklaring. -

Nej, man maa vist søge Aarsagen dybere end i en uovervejet, omend maaske velment Ytring en Aften, de Unge var i Stemning til Maaneskinslyrik.

Og efter de nu fremkomne Oplysninger at dømme, har Lyrikens Modsætning: den skærende Prosa været Hovedfaktoren i det myrdede Ægtepars Liv.

Albrechtsen kom for 3 Aar siden fra Bangkok, og var blevet Bogholder i Ø. K. Man indlogerede sig hos en Fru Hovarth, der havde Pensionat i Westend, og blev hurtig forelsket i den nydelige, 15-aarige Datter. Fruen ejede et Teaterblad, som A. efterhaanden fik Magt og Raadighed over, - hvorledes det egentlig gik til synes endnu vanskeligt at udrede.

Efterhaanden blev A. meget uklar med Fruen, og han søgte nu at faa hende indlagt paa 6. Afdeling, hvilket ogsaa lykkedes. Saa var han fri for hende i 2 Maaneder, og da hun kom ud, skete der igen noget romantisk: A. "bortførte" den purunge Pige og holdt Bryllup med hende!

Senere fik A. den omtalte Forretning paa Gasværksvej, men det saa ud til, at de utvivlsomt stygge Planer, han havde søgt at realisere, vilde hævne sig. Det gik skævt. Hans lille, stakkels Hustru begyndte at sygne hen, han selv drak til den store Medaille, og den Omstændighed, der havde tvunget ham til at gifte sig med Ellen, formørkede Samlivet.

Hun besluttede tilsidst at ville forlade Manden, og det ser da nu ud til, at Mordet er sket imod hendes Vilje.

Albrechtsen var fortvivlet herover, men Ellen holdt fast ved sit Ønske. Tilsyneladende lykkedes det da ogsaa Albrechtsen at forsone sig med, hvad der ikke kunde være anderledes.

Den unge Frue brugte ofte Sovepulvere for at døve Smærterne i det forpinte, lille Legeme.

Hvem véd om den halvt sindsyge Mand ikke har benyttet sig af denne Viden . . .

Stakkels, lille Ellen, blev det Din Lod at undgælde for, hvad Din Mand forbrød?

Kan da Nemesis ramme andre end den Skyldige?

Ja, hvem andre kan vel give Svaret, end den Sfinx, der slog sine skarpe Kløer i Dit hvide Bryst.

Nemesis, - den uløste Gaade!

Th. Borre.

(Adresse-Avisen. Organ for Handel, Industri og Haandværk 6. juli 1908)

I begravelsesprotokollen står der bl.a. at han var død "af selvmord ved skydning efter umiddelbart forinden at have aflivet? sin hustru. Økonomisk vanskelighed". Ellens var født Howarth.

Grosserer Albrechtsen og hans Hustru begraves.

I al Stilhed blev i Gaar Ægteparret Albrechtsen og hans Hustru begravet paa Bispebjærg Kirkegaard.

Der var lige efter Dramaet af Dr. Lund blevet afgivet en Erklæring om at Albrechtsen var sindssyg, da han skød sig selv og sin Kone.

Og til denne Betragtning holdt Pastor Rasmussen fra St. Johannes Stiftelsen sig da ogsaa, da han holdt Talen ved de to Kister. Ingen kunde gaa i Rette med Manden, der havde udført den frygtelige Daad, fordi hans Sind havde været formørket. Vi maa nøjes med at bede for at hans og hans Hustrus Sjæl maa finde Fred.

Det lille Følge, der bestod af Familien og et Par af de nærmeste Paarørende sang Salmerne: "Aldrig er jeg uden Naade", og "Du Herre Krist, min Frelser est", og de to Kister sænkedes i Fællesgraven.

Tæppet gik ned for Tragedien.

(Aftenbladet (København) 7. juli 1908)

Flere aviser oplyser at det var på Bispebjerg Kirkegård. Andre Vestre Kirkegård. Det sidste er forkert, ægteparret blev begravet i samme grav på Bispebjerg.

Ægteskabsdramaet. I gaar blev Grosserer Albrechtsen og hans Hustru i dybeste Stilhed begravet fra St. Johannesstiftelsen.

Til Stede var kun de Afdødes Forældre, Personalet fra Albrechtsens Forretning og Overretssagfører Kalkow, som var Grosserer Albrechtsens Ven og juridiske Konsulent.

Efter at Pastor Rasmussen fra St. Johannes Kirke havde holdt en kort Tale og foretaget Jordpaakastelsen, satte Ligtoget sig i Bevægelse mod Vestre Kirkegaard, hvor Ægteparret nu hviler i en Fællesgrav.

(Holbæk Amts Venstreblad 8. juli 1908).

Præsten og hans Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

En Mindetale.

Pastor Jul. Ifversens Hustru, der døde forleden i Barselsseng, blev i Forgaars begravet fra Helligkors Kirke i Kjøbenhavn. Blandt Talerne var Pastor Ifversen selv, og han udtalte ifl. "Kristel. Dagbl." bl. a.:

Nu er hun gaaet over Jordan, som tidligere tre af vore Smaadrenge. Livet i Gud var hendes kosteligste Eje. Nu er hendes skrøbelige Lerkar brudt itu, men selv er hun gaaet ind til Livets Herre, og det vil vi prise og takke for, og did alene vil vi stunde. Og engang skal vi faa vore Legemer igen og saaledes evigt være hos Herren.

Hun vidste ikke blot, at hun var en Synder, og der var mange Taarer paa hendes Vej, men det er ikke om hendes Skyldbrev, der skal tales; det er alt betalt .... Hun levede sit Liv i nært Samfund med Gud.

Der var Aar, da det var meget svært i det timelige, men hun udviste stor praktisk Sans og sparede paa sig selv. Og det gjorde hende ondt, naar hun ikke kunde hjælpe. Og naar Herrens Venner samledes i vort Hjem og bragte os Hjælp, priste hun Guds Naade, og al den Lykke, Gud havde givet hende.

Den første Opgave fandt hun i sit Hjem, men dernæst glemte hun ikke, at hun var Præstens Hustru. Hun forstod ogsaa i denne Henseende at ofre, saa hun ikke skulde staa som en Hindring for Præstegerningen. I en særlig vanskelig Sag sagde hun til sin Mand; "Du kan under ingen Omstændigheder give efter i denne Sag".

"Herren er min Hyrde!", det var hendes Livs Ord; fra ham fik hun sin Styrke. Og hendes sidste Ord var Glæde over, at hun snart skulde faa Lov at være hos ham.

Det var altsammen Guds Naade over et Menneskeliv. Hun har nu naaet sin Rejses Maal, de fjerne og dog saa nære Egne.

- -

Jordfæstelsen fandt Sted paa Vestre Kirkegaard. Pastor Ifversen forrettede Jordpaakastelsen.

(Viborg Stifts Folkeblad 3. juli 1908).

Julius Ifversen (1863-1927) er behandlet andetsteds på denne blog. I Ugeskrift for Retsvæsen findes en længere gennemgang skrevet af Peter Garde af en sag hvor pastor Ifversen havde nægtet at gifte en murersvend.

Sofus Marius Breckwoldt - "Bananen" (1866-1947). (Efterskrift til Politivennen)

Da "Bøffen" besejrede "Bananen"

og Bananen maatte opgive i Kallundborg.

I disse Dage er det 25 Aar siden det meget omtalte Væddeløb "Sjælland rundt" mellem "Bøffen" og "Bananen" - Carl Hector og S. Breckvoldt - udkæmpedes.

Begivenheden vakte kolossal Opsigt, ogsaa indenfor Datidens Sportskredse. Overalt diskuterede man Chancerne i det 52 Mil lange Løb, Kødspiserne akcepterede i overstrømmende Optimisme Væddemaal paa op til 5 mod 1 paa Hector, og Vegetarianerne var lige saa sikre paa en Sejr for Grøntsagerne. Bølgerne gik højt i de to Lejre, og Ekkoet naaede selv til Udlandet, hvor man ved daglige telegrafiske Meldinger holdt sig underrettet om Stillingen paa de forskellige Etaper.

Løbet blev en straalende Triumf for Bøffen Carl Hector. Omskrivende Ordsproget til: Selv om du ogsaa har det i Benene, kan du ogsaa godt have noget paa Hovedet, bar han under hele Løbet en Stanleyhat. Takket være denne Talisman fuldførte han den 52 Mil lange Rute paa mindre end fem Dage, mens Bananen paa Grund af hovne Føder maatte opgive ved Ankomsten til Kallundborg;

I København blev "Bøffen" modtaget med larmende Ovationer og efter Løbet opstod en enorm Hause i Bøffer - og Byens Slagtermestre viste deres Taknemmelighed over Sejrherren ved at invitere ham til Fest paa Kvægtorvet, hvor han fik overrakt en Sølvpokal.

(Kallundborg Avis 27. juni 1933)

Dagbladet "Politiken" arrangerede løbet der var på 52 mil i juli 1908. Ved 50 årsdagen var kun den da 71-årige Carl Hector stadig i live. Han medgav ved den lejlighed, at hans modstander var langt ældre, og desuden løb i solheden, mens han selv kun løb i de kølige aftentimer. Hector var dengang 21 år, mens "Bananen" var 42. Hector løb i øvrigt ikke, men gik i tyksålede støvler med hæle. Bananen løb i lette, tyndsålede sko. Breckvoldt havde på daværende tidspunkt været vegetar i 10 år, og ville bevise vegetarismens overlegenhed. Han levede af æbler, bananer og vand under hele tiden, mens hans modstander spiste kød.

Der er i nyere tid skrevet artikler (fx Per Jørgensen: Kampen mellem Bananen og Bøffen. Krop, Kost og sundhed primo 1900) og lavet podcast om selve løbet. Ligesom løbet lagde navn til en stumfilm med titlen "Bøffen og Bananen"i 1913. Med selveste Gissemand (Holger Pedersen). Men der er også mere til historien en dette løb.

I de følgende år udfordrede Breckvoldt kødspiserne flere gange. I 1912 forsøgte Bananen sig med et lignende løb (kapgang) på 56 mil. Denne gang med en amerikansk fru Humphries. De ankom i skøn samdrægtighed. Fruen havde i øvrigt kun spist 2 bøffer, og roste Breckvoldt og vegetarismen. 

En dansk Sportmand der tilbyder at æde Bakterier.

Breckvoldt vil sluge Tyfus - eller Kolerabaciller.

Et interessant Forsøg. Naturhelbredelsen. En Lægmand om Lægerne.

S. M. Breckvoldt.

De kender Breckvoldt, den saa ofte omtalte vegetariske Sportsmand, der har agiteret og eksperimenteret for at slaa til Lyd for den vegetariske Kosts Fortrin overfor Kødmaden. Sidst tog Breckvoldt en tur som Fyrbøder med Østasiatisk Kompagnis "Tranquebar" ud til Østen. Han har Attester for af han kun fik udleveret Brød og Frugt som sin Foder paa Turen, at han udførte Arbejdet til fuldstændig Tilfredshed, og at han var sundere og raskere end nogensinde, da han kom hjem fra den.

Men man kender ikke Breckvoldt, naar man tror, at han nu vil ligge stille. Han, som er Ild og Krudt, naar der er tale om Vegetarismen. Den giver Menneskene det, der er det vigtigste af alle Goder: et kraftigt, modstandsdygtigt Legeme, som Sygdommen gaar saa langt udenom som en Indbrudstyv om en Politibetjent. Ja modstandsdygtigt Her er vi ved Breckvoldts sidste:

Han tilbyder at sluge Sygdomsbaciller: Kolera Tyfus eller en anden djævelsk Slags Baciller, netop for at vise, hvor modstandsdygtigt hans Legeme er overfor Sygdomsbringerne.

Man maa forstaa, at dette ikke er Spøg, men rammende Alvor. Hr Breckvoldt stiller sig selv til Raadighed sum Forsøgskanin. Han antager, at han kun vil blive let inficeret af Sygdomspirerne og han vil ved en Naturhelbredelses-Metode - Diæt og Vandkur - hurtigt ryste Sygdommen af sig igen. Hr. Breckvoldt, der som sagt har eksperimenteret med sit eget Legeme mener, at Lægerne ikke er fuldt paa det rene med Naturhelbredelses-Metoden eller i hvert Fald agter den for lidt. Til dem er det da han siger: Værsgod, prøv engang med mig. Giv mig for Eksempel en Tyfus paa Halsen, og jeg skal vise, at jeg kan faa den væk i en Fart

Man kan ikke nægte Forsøget vilde være Interessant; men Spørgsmaalet er Kan det iværksættes? Tør Lægerne gøre det? Breckvoldt tør det, det er i hvert Fald sikkert.

Man ved, at der fornylig blev gjort et Forsøg ude paa Rudolph Bergs Hospital, hvor en Læge prøvede at lade Gonokokker indpode i Armen. Man hørte imidlertid ikke noget nærmere om sagen, det var formodentlig ogsaa kun en Prøveballon. Men Forsøget med Vegetaren ville være endnu mere vidtgaaende, da det drejer sig om at konstatere en bestemtd Ernæringsmetodes Hærdning af det menneskeliger Legeme.

(Aftenbladet (København) 14. januar 1914).

Både dr. Madsen på Seruminstituttet og kommunelæge og vegetar Michael Larsen afviste at gøre et sådant forsøg. Han foreslog i stedet Breckvoldt at forsøge sig udenlands.

Da Breckwoldt fik Pokalen.

Som omtalt vilde "Bananmændene" i Vegetar Klubben "Tagore" hædre den gamle Vegetar Brechwoldt ved Fortunløbet. Det skete ogsaa Den gamle rapfodede Gullerod- og Bananspiser fik overrakt Sølvpokalen af selve Generalmajor Castenskjold, der udtalte:

- Baade De og jeg, kære Breckwoldt, er jo lidt ældre Herrer men vi kan jo da Gudskelov endnu være med til at tage en Tørn.

Dog maa jeg sige, at jeg ikke vilde have været i Stand til at gøre Dem denne Løbetur i Dag efter; men jeg spiser ogsaa andet end Grøntsager. Maa jeg ønske Dem til Lykke med den smukke Præstation.

Og saa fik Breckwoldt Tagore Sølvpokalen med de lueforgyldte Bananer og med Inskription: I Sommersol, i Vinterfrost, Bananen er den bedste Kost.

(Aftenbladet (København) 16. marts 1925).

"Bananen" og hans søn - Helge og Sofus M. Brechwoldt løber tur i Dyrehaven. På daværende tidspunkt mere end 60 år. Aftenbladet (København) 17. januar 1927.

Sønnen Helge Johan Anthon Damm Breckvoldt (1903-1970?) var sølv- og guldsmed og atlet (IF Sparta). Han vandt sølv ved de danske mesterskaber på 10.000 meter 1925. Søsteren Eli Damm Breckvoldt (1895-?) var en af de første kvinder, der stillede op til løb. Hun var desuden skuespillerinde og kabaretsangerinde på Casino i 1920'erne. Familien var vegetarer.

"Bananen" kan selv.

I København findes en rask ung Mand paa 65 Aar, som vi præsenterer ovenfor. Han hedder Brechwoldt, er ivrig Forkæmper for Vegetarianerne og en ivrig Sportsmand. I adskillige Aar har han deltaget i det aarlige Frederiksborgløb, 33 km. Han har hvert Aar besat Pladsen som Jumbo, men Københavnerne har hyldet ham og forkælet ham, fordi han i det hele taget gennemførte Løbet. Men i Aar ønskede "Sparta" - uvist af hvilken Grund - ikke at have Brechwoldt med, selv som Jumbo, og han blev lukket ude fra Løbet. "Bananen", som hans Kælenavn er, blev gnaven og sagde: Vil I ikke have mig med, saa kan jeg selv. Og Dagen før det store Frederiksborgløb startede han fra Hillerød og løb de 33 km i ca. 3½ Time. Han løb alene, men ledsaget af en Mængde Cyklister. Han blev modtaget med Leveraab, da han kom til Stadion i København.

(Fredericia Social-Demokrat 20. august 1930).

"Bananen hyldes paa Aalborg Stadion.

En Hædersaften for den gamle Idrætsmand S. M. Breckwoldt.

---

Hvis Slagtermester Randrup havde været paa Aalborg Stadion i Aftes havde hans Teori om Bøffens fortræffelige Egenskaber sikkert faaet et uhyggeligt Grundskud ved at se den herlige gamle "Banan", Sportsmanden, Vegetaren, Afholdsmanden, Antirygeren S. M. Brechwoldts smidige Skikkelse flugte over Maallinien efter et Løb paa 2200 Meter med en Slutspurt, der tog Vejret fra det tusindtallige Publikum og fremkaldte en Torden af Bifald og Hurraab. S. M. Brechwoldt, eller som han bedre er kendt "Bananen", skal efter sigende være 66 Aar. Troede man ikke inderligt paa det højtærede Idrætsudvalgs Sanddruhed, vilde man ryste overbærende paa Hovedet. - En 66-aarig Mand, værdig til Aldersrente og det hele, med saadan en Spændstighed og saadan en Krop - nej, den Fødselsattest er vist nogle Dage for gammel. Og saa er det netop lige det, den ikke er. "Bananen" er, siger og skriver 66 Aar, og hans blændende Smidighed, hans fænomenale Udholdenhed og hans ungdommelige Skikkelse er ikke opnaaet ved Steinack- eller Bratbjergkunster, men ved en maalbevidst, daglig og ihærdig Legemskultur, en Træning som alle og enhver er i Stand til at gennemgaa. 

Rørdals og Kommunens Opgør

Det blev selvfølgelig den gamle Idrætsmand, der satte Præget paa hele Stævnet i Aftes Trods Regnen strømmede Folk til i Tusindvis, og da "Bananen"s graanende Isse viste sig paa Banen, var der samlet mellem 4 og 5000 Mennesker.

---

(Aalborg Amtstidende 31. juli 1931. Uddrag).

På sine gamle dage dansede Breckvoldt folkedans og meldte sig ind i Dansk Vandrelaug.

Justitsraad Frederik August Christian Peschardt (1868-1915). (Efterskrift til Politivennen).

Den 8. september 1908 meldte daværende justitsminister P. A. Alberti sig selv til politiet for dokumentfalsk og underslæb. Alberti-skandalen stod ikke alene, bl.a. havde en del banker før da mistet flere hundrede tusinde kroner på sagførere. Og i maj måned 1908 havde en af Albertis gode venner meldt sig for næsten det samme som Alberti gjorde. Hans bedragerier fik store økonomiske konsekvenser for nystiftede byggeforeninger i fx Valby. Sagen er siden blevet overskygget af Albertis. Men her lidt om Frederik Peschardt. Frederik August Christian Peschardt var født i Horsens og havde 3 søskende. Han var gift med Ida Peschardt (født Haslund). De havde sønnen Olaf Peschardt (født 1895). 1894-1907 havde han kontor på Nytorv 17.

Sejladsen paa Søerne.

Et Selskab, bestaaende af Direktør Sophus Ritrer, Ingeniør Howitz og sagfører Peschardt har dannet sig i disse Dage under Navnet "De elektriske Baade". Der er afsluttet Kontrakt med det likviderende Aktieselskab "Sejladsen paa Søerne", hvorefter dette Selskabs Materiel paa visse nærmere fastsatte Betingelser overtages til Brug. Kontrakten er bindende for 3 Aar og det nye Selskab forbeholder sig Forkjøbsret til Materiellet for 35,000 Kr. - det stod oprindelig i ca. 200.000 Kr.

Det nye Selskab er etableret med en Aktiekapital paa 50,000 Kr i Ihændehaveraktier - a 10 Kr., og der udbydes 3500 Stykker. Enhver, der kjøber en Aktie a 10 Kr., modtager tillige et Kort, som giver Ret for Aktionæren eller en anden navngiven Person til fri Seilads, saa længe Brugsretten varer, foreløbig de søgne Dage.

For at Seiladsen kan foregaa saa hurtig i som mulig, skal den etableres som Ringroute saaledes, at der samtidig udgaar Baade fra begge Sider. Man vil søge Overenskomst med "Kjøbenhavns Sporveie", saa at der kan aabnes Korrespondancefart mellem Baadene og Svorvognene.

Den foreliggende Plan synes at have mange Chancer for at reussere. Faar 10 Kroners Aktionærerne ikke Andet, saa faar de dog fri Seilads, der repræsenterer store Procenter af de indskudte Penge.

Alle, der sætter Pris paa, at Søernes til dagligdags vel stillestaaende Fysiognomi oplivet ved Baadtrafiken, maa i ethvert Fald være det nye Selskabs Starten taknemlig for det initiativ, de har taget.

Cr.

(Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 2. juni 1899)

Lars Peter Elfelt (1866-1931): Nedgang til de elektriske både ved Søerne (1903). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Aktieselskabet Sejladsen på Søerne" var grundlagt i 1893 for at løse et af hovedstadens trafikale problemer. Arbejdere fra gamle del af byen måtte spadsere rundt om Sortedamssøen for at komme til og fra arbejde. Den første Fredensbro 1878 var en smal træbro beregnet til fodgængere. Senere kom dæmningen. Omkring 200.000 mennesker passerede hver dag over eller uden om Søerne. Mere end sporvognene kunne klare.  De første både sejlede mellem Østerbrogade og Gyldenløvesgade med daglige sejladser i 1894. De sejlede hvert 7. minut. På grund af de ustabile petroleumsmotorer og klager over stanken fra beboerne i Østersøgade gik man allerede efter et års tid over til elektricitetsdrevne motorer. Rederiet tog navneforandring til "De elektriske Både". De stank dog af syre. I 1903 gik man over til moderne benzinmotorer. Passagertallet faldt drastisk da bilerne kom, folk begyndte at cykle og mistede efterhånden lysten til at tage færgen.

I oktober 1899 var Peschardt en af talerne på vegne af bestyrelsen ved nedlæggelsen af grundstenen til arbejderboliger på Trekronergade i Valby. I 1900 var han med til at rejse penge til at kysttrafikken langs Øresund kunne forblive på danske hænder, han var her formand for aktieselskabet "Kysten" hvor også Clauson-Kaas var involveret. Det viste de første år stort underskud. I de følgende år var Peschardt involveret i flere investeringsforretninger i skibe, samt likviditetsforretninger. Han var da blandt de kendte københavnere.

I juli 1904 lod Peschardt sig føre bag lyset af en engelsk svindler, en ung engelsk ingeniør Howard som havde henvendt sig med henblik på et lån til at købe gården. Han havde løjet sig til en alder af 27 (han var 22) og ejer af store rigdomme (7 kroner). Han købte herregården "Kaas" i Salling og giftede sig med husjomfruen. Han blev efterfølgende afsløret som svindler. 

På et tidspunkt begyndt Peschardt at spekulere, først i byggeforetagender, senere på Børsen. I oktober 1907 holdt Borgbjerg i Folketinget en længere tale hvori han udtalte mistillid til om justitsminister P. A. Alberti kunne adskille private og offentlige interesser. Heri blev også Peschardt nævnt som en af Albertis venner medspillere. I slutningen af maj 1908 brast boblen:

Den store Bedrageri-Affære

Albertis Justitsraad.

Mange smaafolk mister deres Penge.

København. Fredag Aften.

I Dag har Sagfører, Justitsraad Peschardt meldt sig selv til Politiet efter først at have begæret sit Bo under Konkursbehandling. I et øjeblikkeligt forhør tilstod han sig straks skyldig i Bedragerier til henved 400,000 Kroner.

Der foreligger endnu kun sparsomme Oplysninger om Enkelthederne, men man er dog allerede klar over, at en Del Smaafolk vil blive ramt meget haardt.

Efter den af Overretssagfører Anders Hvass foreløbig foretagne Opgørelse er Peschardts Gæld 600,000 Kr. og til denne findes ingen nævneværdig Dækning.

De 400,000 Kroner har Peschardt tilvendt sig ved Bedragerier, der for største Delen er udført paa den Maade, at han har brugt de Midler, der var ham betroet. folketingsmand, Overretssagfører Alfred Christensen har saaledes paa egne og 4 Høkeres Vegne begæret kriminel Tiltale. En Række Byggeforeninger har mistet ret store Beløb, som de havde deponeret hos ham, dels i rede Penge, dels i Obligationer. De sidste har Peschardt gjort i Penge og formøblet.

Peschardt var en højtbetroet Mand indenfor Odd-fellow-Ordenen og mange af dennes Medlemmer benyttede ham som Sagfører. Paa denne Maade har han indkasseret meget betydelige Beløb, der alle er brugte.

Forøvrigt har Bedragerierne strakt sig over en lang Aarrække og det er højst mærkeligt, at Katastrofen ikke er kommen for lang Tid siden.

Mange Laangivere har nemlig i de sidste 4 a 5 Aar kæmpet fortvivlet med Peschardt for at faa deres Penge, for et Par Aars Tid siden omtaltes del saaledes meget i visse Kredse, at Kontorchef, forfatteren Ricard næsten maatte true Peschardt paa Livet for at faa ham til at udbetale en Kapital, der var betroet ham af forfatteren Gustav Esmanns Enke.

En stor Del af de mange Penge har Peschardt brugt til et flot Liv. Han havde Sommervilla i Jægersborg og han holdt fint Køretøj, Kusk og Tjener. Han var en feteret Skydebanebroder i den Alberti-Køhlerske Klikke og i del hele havde han meget flotte Vaner, skønt han begyndte i fattigdom. I sin tidligste Ungdom var han Gaardskarl, saa blev han Kontorist, tog dansk juridisk Eksamen og banede sig ved sit gode Hoved og sin flid Vej opad.

Han indlod sig i Byggespekulationer, der dog ikke andrager meget store Beløb, og lige i den sidste Tid forsøgte han saa uden Held at redde sig ved nogle vanvittige Kup paa Børsen. Peschardt var Sekretær i Selskabet "Hjemløses Venner", hvis fornemste Kraft er den moderate folketingsmand Neergaard. Peschardt er gift og har et. Der har i nogen Tid gaaet Rygter om, at han skulde skilles fra Hustruen.

Blandt de Mænd, der i disse Dage har gjort alt for at redde Peschardt, er Højres tidligere Kandidat i 7. Kreds, Dr. Petrus Beyer, Formand for Odd-fellow-Ordenen. Det var imidlertid umuligt at skaffe saa mange Penge, som der her var Tale om. 

(Social-Demokraten 30. maj 1908)

I forbindelse med Alberti-skandalen senere på året viste det sig at P. A. Alberti havde tilbageholdt en del af de indsamlede penge til "Hjemløses Venner" til eget brug. Peschardt var foreningens kasserer. En anden af de foreninger som havde overdraget Peschardt penge, var Nationalforeningen tilTuberkulosens Bekæmpelse - 5.000 kr. som Peschardt formøblede til sig selv.

Sagfører Peschardts Dom.

Sagen mod Sagfører Peschardt blev i Gaar paadømt ved den samlede Kriminalret. Tiltalen lod paa Falsk og Bedrageri, men Retten skønnede, at intet af det, hvori Peschardt havde gjort sig skyldig, kunde betragtes som Falsk, og han dømtes derfor efter Straffelovens Bedrageriparagraffer 251 og 253 til Forbedringshusarbejde i 4 Aar.

Frederik Peschardt, der er Søn af en Arbejder paa Crome & Goldschmidts Fabriker i Horsens, og som har levet sin første Ungdom i meget smaa Kaar, tog dansk juridisk Eksamen i 1890 og fik, efter i nogle Aar at have været Fuldmægtig hos Højesteretssagfører Bagger, Bestalling som Underretssagfører i 1894. Han blev straks derefter Sagfører for "Frelsens Hær" og tjente paa dennes store Ejendomskøb og deraf flydende Forretninger saa betydelige Salærer, at han i Efteraaret 1896 kunde flytte fra den beskedne Lejlighed, han hidtil havde beboet i Hyskenstræde Nr. 6, til en stor 6 Værelsers Lejlighed i Nørresøgade og senere til den Lejlighed i Stockholmsgade, hvor han boede, da han blev arresteret. Han udnævntes til Justitsraad i Maj Maaned 1904, uden at nogen forstod, hvorfor denne Udmærkelse tilfaldt den unge og forholdsvis ukendte Sagfører, og omtrent samtidig begyndte han det flotte og ekstravagante Liv, der i Løbet af kort Tid gjorde ham til en af Byens kendteste Skikkelser. Han holdt Villa i Ordrup, Ride- og Køreheste, og han slog i det hele om sig, saa man allerede den Gang straks begyndte at ymte om, at hans Indtægter langtfra lunde slaa til til de Udgifter, hans Liv krævede.

I Følge hans Tilstaaelse, efter at han den 39. Maj i Aar havde meldt sig selv til Politiet og var bleven arresteret, har han allerede i 1991 gjort sig skyldig i ulovlige Dispositioner over Værdier, der enten var ham betroede, eller hvorover han havde skaffet sig Raadighed i sin Egenskab som Sagfører for forskellige Byggeforetagender. Aar efter Aar tiltog hans Bedragerier, indtil Bankkracket i Februar i Aar gjorde det umuligt for ham at holde Svindelen dækket længere. Der var efterhaanden tilgaaet Politiet en Mængde Klager over ham med Hensyn til ukorrekte eller langsomme Afregninger. Han fik Udsættelse paa udsættelse for at kunne afvikle Gælden, men tilsidst lukkedes alle Hjælpekilder for ham, og han saa ingen anden Udvej end at overgive sig til Politiet og tage sin Straf, da han under en Konference med Overretssagfører Anders Hvass, hos hvem han havde søgt Raad, havde opgjort sine Besvigelser til et samlet Beløb af ca. 530,000 Kr.

De Besvegne,

Blandt de ved Peschardts Bedragerier Besvegne er den tidligere Overbetjent i Opdagelsespolitiet, Kammerassessor Peter Klein, der har mistet ca. 18,999 Kr. - den Valbyske Byggeforening "Venners Hjem", der har tabt ca. 44,000 Kr. - Maskinmester P. Hansen, der har tabt ca. 14,000 Kr. - Byggeforeningen "Selveje", der taber ca. 65,000 Kr. - Hørkræmmer Herman Christensen, Carl Johan Wendt og Viktualiehandler Jens Peter Jensen, hvem Peschardt har besveget for ialt 30,000 Kr.

Endvidere har han - hvad der forøvrigt var den væsentlige Aarsag til hans Arestation - bedraget den herboende svenske Direktør Hugo Asplund for ca. 6000 Kr., fhv. Blikkenslager Reusch' Bo for ca. 50,000 Kr., Bugserselskabet "Stærkodder" for ca. 7000 Kr., Gaardejer Niels Jensen af Vanløse for ca. 55,000 Kr., Husejer Wilh. Behrendt for ca. 2299 Kr. og Tøjhusarbejder Hans Frandsen for ca. 4500 Kr.

Dommen lød, som nævnt, paa Forbedringshusarbejde i fire Aar, hvorhos Peschardt tilpligtedes at betale Aktionens Omkostninger, herunder Salær til Aktor og Defensor, 50 Kr. til hver.

(København 8. november 1908)

Peschardt kom til at afsone omtrent samtidig med Alberti som sad i Horsens Statsfængsel 1910-1912 og i Vridsløse Statsfængsel 1912-1917. Det udmøntede sig bl.a. i nedenstående satiretegning:

Tegning fra Kolding Social-Demokrat 9. december 1908. Den viser to "almindelige" fanger i stribede dragter, mens resten er klædt i kjole og hvidt, høje hatte, striber på bukserne osv.

Højesteretsdom.

Tvist om, hvem der skal bære Tabet ved et af de Peschardtske Bedragerier.

Et af de Bedragerier, som Justitsraad, Sagfører Peschardt i sin Tid gjorde sig skyldig i, var udført paa følgende Maade:

Han var i Besiddelse af en Obligation paa nogle faa hundrede Kroner, tilhørende Gaardejer Niels Jensen i Vanløse. Denne Obligation agtedes indfriet af Debitor, som i den Anledning ønskede Obligationen tiltransporteret. Niels Jensen underskrev derfor paa Peschardts Kontor en Transport, hvor baade Obligationen og Navnet paa den, der skulde have den tiltransporteret, stod in blanco. Peschardt indførte derefter i Transporten en anden Obligation paa noget over 62,000 Kr., ligeledes tilhørende Niels Jensen, og indførte sit eget Navn som den, der fik den overdraget. Del lykkedes ham derefter i "Bikuben" at opnaa et Laan paa 55,000 Kr. til en Rente af 8 pCt. p. a., mod at give Obligationen og Transporten i Haandpant.

Da Niels Jensen ansaa den af "Bikuben" paa denne Maade erhvervede Haandpanteret for ugyldig, anlagde han Sag imod "Bikuben", som havde oppebaaret Aars Rente af Obligationen, og paastod "Bikuben" dømt til at betale ham dette Rentebeløb.

Landsover- samt Hof- og Stadsretten fandt ikke, at Transporten, der blev fremlagt under Sagen, havde noget mistænkeligt Ydre, og statuerede, at "Bikuben" maatte anses at have haft en til ekstinktiv Erhvervelse af Haandpanteretten tilstrækkelig god Tro. "Bikuben" blev derfor frifunden.

Ved Højesterets Dom blev Overrettens Dom stadfæstet i Henhold til dens Grunde. Det paalagdes Niels Jensen at betale "Bikuben" 200 Kr. i Procesomkostninger for Højesteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. november 1910.)

Peschardt annoncerede i fængslet at han ville slå sig ned som tandlæge. Men det afviste formanden for "Dansk Tandlægeforening" da tandlæger kun kunne anerkendes når de havde en uddannelse fra Tandlægeskolen. Den 10. maj 1911 meddelte aviserne at Peschardt ville blive løsladt fra Vridsløselille den dag.

Albertis Justitsraad Peschardt død.

Peshardt.

Albertis gode Ven og højre Haand, fhv. Sagfører og Justitsraad Peschardt, er i Gaar død paa Kommunehospitalet efter en længere Tids Svagelighed.

Peschardt var Typen paa den rigtige Storsvindler, han var en snu Sagfører, en ret smart Mand og dette i Forbindelse med en slesk Optræden gjorde, at han fik Folk til at gaa i Tøjet.

Hans store Bedragerier var særlig rettet mod et Par af Byens største Byggeforeninger, og Hundreder af smaa familier har hos ham mistet alt, hvad de ejede.

Saa længe den store Byggeperiode var inde, klarede Peschardt imidlertid alle Skær; men da Tiderne begyndte at sløje af, brast alt sammen for ham. Og Aaret før Alberti, vandrede den daværende Justitsraad op paa Domhuset og meldte sig selv for Falsk og Bedrageri.

Indirekte blev hans Fald imidlertid den Tue, som fik Albertis store Læs til at vakle, og at det ikke var Smaating, her var Tale om, fremgaar af, at han fik 4 Aars Forbedringshusarbejde.

Efter sin Løsladelse boede han nede paa Gl. Holm. hvor han var gaaet i Kompagni med en tidligere Kollega.

Sit gamle Navn beholdt han, og han optraadte med en forbløffende Frækhed alle Vegne.

Der var dog intet, som nu vilde gaa for ham, og de sidste Aar har sikkert været meget knappe for ham.

Nu er han altsaa død, ingen vil savne ham, og Samfundet er bleven en uappetitlig Type kvit.

(Folkets Avis - København 22. maj 1915)

Den omtalte tidligere kollega var fhv. protokolsekretær i Kriminalretten Tychsen. Han kaldte sig "retskonsulent", men pga. mistillid blev forretningen ophævet. Han blev 46 år gammel. Alberti blev løsladt 1917 og levede et stilfærdigt liv indtil han blev kørt ned af en sporvogn på Nørrebrogade i 1932. Albertis navn er indskrevet i Danmarkshistorien, mens Peschardt vel stort set er blevet glemt.