Ali Nouri Bey (1858-1937) og Hairie Ben Ayad (1879-?). 5/7. (Efterskrift til Politivennen)

 Hr. Ali Nouri Bey

En af Ungtyrkernes Ledere. Den svenske Æventyrer.

Da Generalkonsulen skulde arresteres i København.

Et Telegram fra Konstantinopel melder, at tidligere Generalkonsul Ali Nouri Bey findes blandt Lederne af de ungtyrkiske Uroligheder i Tyrkiet.

København, 8 August

Hr. Ali Nouri Bey! Husker De ham? Tyrkiets landflygtige Generalkonsul, der for et Par Aar siden var en af de kendteste Figurer i København, en ejendommelig Blanding af Geni og Svindel, der et Par Gange bragte ham paa den forkerte Side af Grænsen af Loven

- En Sommeraften for en 6-7 Aar siden kom den nu landflygtige Redaktør Emil Opffer hen til mig i Tivoli og præsenterede mig for Ali Nouri Bey, tyrkisk Generalkonsul i Rotterdam. Ali Nouri var klædt fuldstændig paa tyrkisk Vis med Pludderbukser og Fez, og han vakte almindelig Opsigt den Aften i Tivoli. Hans Historie fik jeg senere, og den er saa bevæget og eventyrlig, at det ikke overrasker nu at se ham som Drivfjeder i Urolighederne dernede. Maaske er han om otte Dage et Hovedkortere, heller ikke det vil undre, - næppe en Gang ham selv.

Hr Ali Nouri begyndte som Smedesvend i Sverrig. Hans borgerlige Navn var Thorup, det var først senere, han kom i sit tyrkiske Ham. Hvorledes han egentlig fik Fodfæste hos Sultan Abdul Hamid, er der ingen, der ved, men et Faktum er det, at den forhenværende svenske Smedesvend indtog en høj Stjerne hos Sultanen, blev gift med en tyrkist Prinsesse og udnævnt til tyrkisk Generalkonsul i Rotterdam.

Og her begyndte et bevæget Afsnit af hans Liv. I flere Aar havde han i al Stilhed og med den Snuhed, der var ham egen, virket i det ungtyrkiske Parti og konspireret mod hans Højhed Sultanen. Det blev opdaget, og en stønne Dag fik Ali Nouri Anmodning om at komme til Konstantinopel for at snakke et Par Ord med Sultanen. Men Ali var for gammel en Ræv til at lade sig narre. Han sendte Indbydelsen tilbage med Tak og foretrak i Stedet for at søge Tilflugt i København. Saa lod Sultanen anlægge Sag imod ham, og en eller anden tyrkisk Ret dømte ham til 101 Aars Fængsel.

Imedens Sagen stod vaa, var hans Hustru bleven fængslet i Konstantinopel, men det lykkedes hende ved en meget eventyrlig og den Gang meget omtalt Flugt at undslippe og naa til København, hvor Parret saa slog sig ned.

Ali Nouris Københavnerophold blev ogsaa bevæget. En kort Tid holdt han sig i Ro - saa var han paa Færde igen. Adskillige vil sikkert huske, hvorledes de socialdemokratiske Blade bsekyldte den danske Regering for at have krænket Neutraliteten ved at sælge Rekylgeværer fra Statens Geværfabrik til den russiske Hær. Historien viste sig naturligvis at være Opspind og en Undersøgelse konstaterede, at det hele var Ali Nouris Værk.

Saa blev ogsaa den københavnske Asfalt ham for brændende. En Arrestordre svævede i en ubehagelig Nærhed af hans Hoved, og for at undgaa at stifte Bekendtskab med det danske Politi maatte han fortrække til Berlin. Under sit Ophold i København udgav han en Bog, "Sultan Abdul Hamids Privatliv"' der vakte en Del Opsigt ved sine Afsløringer fra det tyrkiske Hof. Et af hans Glansnumre var forøvrigt, da han i den hyperfine Forening Alliance Francaise lod sin Hustru holde et Foredrag om de tyrkiske Kvinders ulykkelige Livsskæbne

Et Par Aar tabte jeg ham af Syne. Saa traf jeg ham atter en Vinterformiddag, ved et tilfældig Glas Øl paa Cafe Bauer i Berlin.

Og nu telegraferes der som sagt, at han atter er bleven den levende Sjæl i det tyrkiske Oprør Det undrer mig ikke.

Hr. Ali Nouri er, som Emil Opffer sagde, en af dem, der enten bliver Ridder af Elefanten eller klynget op i det højeste Træ i hans Stormægtighed Sultanens Have.         Københavner

(Skive Folkeblad 6. august 1908)

Emil Opffer (1863-1924) var bl.a. redaktør af Køge Avis 1879-1882, redaktionssekretær ved Jyllandsposten 1883, Næstved Avis 1884, Avisen 1885-1889, udgiver af Nyborg Avis 1893-1900 m.m. Han blev dømt for fornærmelser mod nogle fyrstelige personer og mod krigsminister W. H. O. Madsen og rejste til USA 1904 hvorefter han udgav forskellige aviser og magasiner. Han vendte i 1921 tilbage til Danmark, hvor myndigheder vendte et blindt øje til hans tilstedeværelse. 

Frederik August Vilhelm Bagge (6: Automobilloven1908). (Efterskrift til Politivennen)

 Automobilloven.

Hvad en Automobilist mener om den.

Interview med Hr bogtrykker Bagge.

En af de mange Love, der gjordes færdige paa Slutningen af denne Rigsdagssamling, var Lov om Kørsel med Automobiler. Som man vil have set af Rigsdagsreferaterne, fremsattes der i Tingene mange bitre Udtalelser mod Automobilerne og den hensynsløse Brug, der undertiden gøres af dem. Vi har ment, at det som Modsætning hertil kunde have sin Interesse at høre, hvad Automobilisterne mener om den ny Lov, og har derfor henvendt os til en af de bedst kendte, nemlig Hofbogtrykker Bagge, hvis Udtalelser vi her gengiver uden Kommentarer, idet vi dog tilføjer at Sagen ganske naturligt kan ses fra to Synspunkter.

"Min Mening om Automobilloven," siger Hr. Bagge, "er, at den er umulig. Den er næsten i alle Henseender bleven skærpet, skønt, Guderne skal vide, den var streng nok i Forvejen. Der er særlig een Paragraf, som synes mig haard. Det er den, der lyder saaledes: "Sker der ved Sammenstød Med Automobilen eller derved, at vejfarendes Heste bliver sky for Automobilen, Skade paa Person eller Gods, er den for Automobilen ansvarlige pligtig at erstatte Skaden, medmindre det oplyses, at den skadelidte selv forsætlig eller ved grov Uagtsomhed har hidført Skaden, eller det fremgaar af Omstændighederne, at denne ikke skyldes Automobilens Tilstedeværelse." Det vil i Virkeligheden sige, at i de 99 af 100 Tilfælde kommer Automobilisten til at betale, thi selvfølgelig vil det kun yderst sjældent kunne bevises, at Kusken med Villie eller ved grov Forsømmelighed selv har hidført Ulykken. Landstingsmand Jørgen Pedersen sagde i Landstinget, at han vilde stemme imod Loven, fordi han fandt den slet; som Bevis herpaa nævnede han følgende Eksempel: Hvis en Kusk møder en Automobil og, stolende paa, at han nok kan styre Hestene, undlader at række Pisken i Vejret, vil Automobilejeren, hvis Kussen alligevel ikke kan magte Hestene og kører i Grøften, komme til at betale Skaden, skønt Fejlen ligger hos Kusken. Er det ikke absurd? Paragraffen er affattet saaledes, at man hver Gang, man kører ud, maa være belavet paa at vende hjem som dobbelt Familieforsørger. Og den sætter i Virkeligheden en Præmie paa den hensynsløse Kørsel, idet den ikke skelner mellem de samvittighedsfulde Automobilister og dem, der blot lader staa til.

Jeg har naturligvis mange andre Anker at anføre imod Loven. At Bøderne er satte op, synes mig af mindre Interesse; de, der ikke har Raad til at betale, kan jo lade være at køre. Derimod synes jeg, det er kedeligt, vi ikke maa køre paa Sognevejene; det er jo tidt en ren Tilfældighed, om Vejene er Sognets eller Amtets. En Kendsgerning er det ogsaa, at Hestene ved Amtsvejene er meget mindre bange for Automobilerne end Hestene ved Sognevejene, hvor vi ikke maa køre.

Fik vi Lov til at køre alle Vegne og baade Dag og Nat - nu maa vi de 9 Maaneder af Aaret kun køre fra Solopgang til Solnedgang - vilde Hestene hurtigt blive vænnede til os. Jeg kan allerede se en stor Forandring paa dem i de 8 Aar, jeg har kørt.

Sidste Aar foretog jeg en 28 Dages Automobiltur gennem Tyskland, Svejts og Østrig, hvor man har Lov til at køre alle Vegne, til alle Tider og med saa stor Fart man vil, undtagen i Byerne, Og paa denne lange Rejse hændte det ikke en eneste Gang, at en Hest blev bange for min Automobil..."

(Slagelse-Posten 2. juni 1908)

En urimelig Dom.

Den kendte automobilist, Hofbogtrykker Bagge, har if. Politiken maattet betale en Mulkt paa 20 Kroner for at have kørt paa Biveje med sin Bil. Bladet oplyser om den nærmere Sammenhæng følgende:

En Vogn væltede forleden Dag i Hareskov, hvorved en Mand var saa uheldig at brække Benet. Samtidig med Lægen, Distriktslæge Mønster, kom Hr. Bagge til Stede, og han indvilgede da i at køre den forulykkede paa et Hospital. Han foreslog da at køre ind til København, men Distriktslægen ønskede, da Benbrudet var farligt og en Koldbrand at befrygte, at han skulde køre til det nærved beliggende Hospital i Lyngby - skønt denne Vej ikke maa befares af Biler. Saa kørte Hr. Bagge Manden kom paa Hospitalet og er uden for al Fare.

Paa Vejen fra Hospitalet blev Bagge skrevet, og i Gaar maatte han betale tyve Kroner.

- - -

Efter hvad der meddeles os, var det Distriktslæge Hansted, Nykøbing - som har holdt Ferie ved Hareskov - der tilsaa den Forulykkede og det var denne selv, der absolut ville til Hospitalet i Lyngby.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 6. august 1908).

En artist-Begravelse paa Vestre Kirkegaard.. (Efterskrift til Politivennen).

Død i Cirkus i Aftes.

En i artistverdenen kendt dame, fru Hanna Nikitin, der var ansat som garderobeforvalterske i Cirkus Orlando, døde i aftes pludselig under forestillingen, mens hun var inde for at hjælpe balletdamerne med påklædningen.

(Folkets Avis - København, 4. juli 1907).

Cirkus Orlando optrådte i Cirkusbygningen i København 1905, 1906 og 1907. Det var svensk og etableret af Henning E. Orlando (1875-1945).

Vestre Kirkegård. I går blev den forleden omtalte gamle finske garderobekone Hanna Nikiten i Cirkus Orlando begravet fra kapellet på Vestre Kirkegård.

En ejendommelig forsamling stod om den afdøde artistindes båre: klovner, balletdamer og alle de der aften efter aften viser deres glade kunst i manegen, lyttede andægtigt til præstens tale om den gamle kvinde der døde ensomt i et fremmed land.

"Dejlig er jorden" blev sunget på en halv snes forskellige tungemål. Så tod de mandlige artister fat i kisten, der var nydeligt smykket med mængder af signerede krænse, og stedte den til jorden.

(Social-Demokraten, 9. juli 1907).

En Artistbegravelse.

I går middags begravedes på Vestre Kirkegård den gamle garderobiére ved Cirkus Orlando, fru Nikitin, der som meddelt forleden aften faldt om og døde midt under sit arbejde bag cirkus' kulisser.

Begravelsen som direktør Orlando bekostede, var meget smuk, og der hvilede over den den ejendommelige stærke stemning man altid møder ved en artistbegravelse, hvor en af disse jordens evigt vandrende trækfugle stedes til den store fred langt borte fra deres slægt og hjem blandt fremmede mennesker der vil have glemt den fremmede fugl dagen efter at graven er kastet til.

Den gamle kvindes kiste var prydet af en mængde kranse, hvoriblandt sås en mængde signerede. Og omkring båren stod hele cirkuspersonalet lige fra direktøren og de fornemste artister ned til den simpleste staldknægt. Balletdamernes brogede sommerfugleskare var også mødt fuldtalligt. De røde bånd havde de ikke evnet at få kastet, men deres pludrende latter var borte, og de græd allesammen under den kønne og varmtfølte tale, kommunehospitalets præst, hr. Rasmussen holdt over deres gamle veninde skønt vel kun de færreste forstod et ord deraf.

Artister bar kisten til graven, og efter jordpåkastelsen drog hele skaren i småflokke, stille og taves, tilbage til byen - og manegen. 

(København, 9. juli 1907).

Primadonnaens Endeligt.

En artistbegravelse på Vestre Kirkegård.

I går begravedes på Vestre Kirkegård i København Cirkus Orlandos forleden afdøde nogle og halvtredsårige garderobeforvalterske fru Hanne Nikitin.

Begravelsen der overværedes af en overordentlig stor mængde artister, var en af de flotteste artisbegravelser der længe har fundet sted i København.

Men den afdøde var også selv en prøvet og vidt berejst artist der har haft en meget omtumlet livsskæbne.

Hun var russisk af fødsel og debuterede 20 år gammel som sangerinde i St. Petersborg.

Med sit fordelagtige ydre og sin overordentlig smukke sangstemme vandt hun sig hurtig mange beundrere, og blandt disse var en rig russiske embedsmand med hvem den unge sangerinde indgik ægteskab.

De nygiftes lykke varede imidlertid kun kort. Manden blev if. "Politiken" arresteret sigtet for en politisk forbrydelse, og den unge frue flygtede til Finland, hvor hun tiltrådte et engagement ved operetteteatret i Helsingford.

En tid var hun teatrets primadonna, men pludselig begyndte hun at miste sin stemme, og snart gik det sådan tilbage for hende at hun omsider måtte tage pladsen som garderobeforvalterske ved det teater, hvis primadonna hun havde været. 

Senere rejste hun som garderobeforvalterske, en årrække med Cirkus Madigan, og derfra kom hun til Orlando, i hvis garderobe et hjerteslag gjorde ende på hendes liv.

(Holbæk Amts Venstreblad, 11. juli 1907).

Grosserer Albrechtsen (1876-1908) og Hustru. (Efterskrift til Politivennen).

Mord og Selvmord.

Skudt sin Hustru og sig selv.

I Formiddags noget før Kl. 12 er der i et Pensionat i Ejendommen Vesterbrogade Nr. 16 udspillet et uhyggelig! Drama, idet Grosserer Chr. Albrechtsen, Indehaver af Firmaet Vilh. Nielsen & Co., Gasværksvej 13, har skudt sin Hustru og derefter sig selv. Albrechtsen selv var død paa Stedet, medens Hustruen døde, da Politiet har hende ned i Ambulancevognen, som bragte dem begge paa Hospitalet.

Eller hvad der er oplyst for Politiet, er der Grund til at antage, at Ægtefællerne har været enige om at gaa i Døden. I Formiddags havde Fru Albrechtsen sagt til Indehaversken af Pensionatet, at hun vilde lægge sig til at sove, da hun, der iøvrigt var svagelig, ikke følte sig vel. Hun har sandsynligvis taget et Sovepulver, thi da Pensionatsfruen senere saa ind til hende, laa hun i dyb Søvn i sin Seng.

Lidt efter at Grosserer Albrechtsen ved Halvtolvtiden kom hjem fra Byen, lød der inde fra Ægteparrets Værelse to Skud og derefter hurtigt endnu to. Da man ilede derind, laa Fru Albrechtsen i Sengen i nøjagtig den samme Stilling, hvori hun laa, da Pensionatsfruen sidst havde set hende. Hun var skudt i Tindingen, medens Albrechtsen laa inde i Dagligstuen med Skudsaar i Munden. Hurtigst muligt tilkaldtes Politiet, som rekvirerede Ambulancevogn. En tilkaldt Læge konstaterede, at Albrechtsen øjeblikkelig var død, medens Fru A. endnu aandede. Ved Politiets Foranstaltning bragtes de begge ned i den nedenfor ventende Ambulancevogn, hvori de kortes til Hospitalet.

Efterretningen om den uhyggelige Begivenhed havde hurtigt bredt sig til Ejendommens Beboere, og derfra til Folk paa Gaden, saa at en overordentlig stor Menneskemængde havde samlet sig, da Ambulancevognen kom.

Paa Beboerne af Pensionatet, hvor Grosserer Albrechtsen havde boet i 1½ Aar, gjorde Dramaet et stærkt Indtryk, men man havde Følelsen af, at Ægteparrets fortvivlede Handling maatte være aftalt, derpaa tydede den Maade, hvorpaa Dramaet udspilledes. Fru A. har sandsynligvis ikke haft Mod til at gaa Døden imøde, og hun har derfor først taget et bedøvende Pulver. Dørene til deres Værelser var aflaasede, saa at de maatte sprænges, før man naaede derind.

Ægteparret havde været gift i to Aar, han var 31 Aar gammel, hun kun 20. Fornylig har Albrechtsen, der var nervesvækket, haft Ophold paa en Nerveklinik. Efter hvad man foreløbig kan skønne, maa Aarsagen til Ægtefællernes Beslutning om at berøve sig Livet søges i pekuniære Vanskeligheder. I hvert Fald havde Albrechtsen sidst igaar ladet falde Ytringer om, at det kneb for ham. I August forrige Aar overtog han Firmaet Vilh. Nielsen & Co., der driver Kolonialvarehandel en gros. Han var Eneindehaver af Firmaet.

Paa Kommunehospitalet, hvorhen Ligene kørtes, kunde man kun konstatere, at Døden var indtraadt. Politiet optog naturligvis straks Forhør over de af Pensionatets Beboere, som havde været tilstede, medens Dramaet udspilledes, ligesom det undersøgte Lejligheden og Ligenes Stillinger for deraf at kunne danne sig et Begreb om, hvorledes alt er gaaet til. Der er neppe Tvivl om, at Grosserer Albrechtsen, efter at have aflaaset Dørene, straks er gaaet ind i Sovekamret og paa nært Hold har skudt sin trygt sovende Hustru. Hurtigt er han derpaa ilet ind i Dagligstuen, har sat Revolveren i Munden og trykket af.

Ved den ved Politiets Foranstaltning foretagne Undersøgelse af Revolveren, viste det sig, at denne var af en meget ejendommelig Konstruktion, saa at man maatte have en Bøssemager til at allade den. Der fandtes endnu 3 skarpe Patroner i den.

Grosserer Albrechtsen, der var Søn af en Proprietær i Giveegnen ved Vejle, efterlader sig ingen Børn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 3. juli  1908). 

Nutidigt foto af Vesterbrogade 16, på hjørnet til Skt. Jørgensgade. Pensionatet lå ifølge dette indslags artikler på 3. sal. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Efter at være kommet tilbage fra Bangkok, boede Chr. Albrechtsen 9. november 1901 til 1. november 1905 i Studiestræde 51, mezz, 1. november 1905-6. december 1906 Vesterbrogade 67, 4. sal, 6. december 1906 er to adresser opgivet: Gl. Kongevej 85, 3. og Sortedams Dossering 87. Først fra 1. april 1907 opgives adressen til Vesterbrogade 16, 3. sal. Så de i artiklen opgivne 1½ år er en anelse overdrevet.

Skudt sin Hustru og sig selv.

Dobbelt Revolverdrama paa Vesterbro.

En 31-aarig Grosserer skyder sin 18-aarige Hustru og sig selv. - Sygdom og Fallit havde ødelagt deres Lykke.

I et Pensionat paa Vesterbrogade Nr. 16, 3. Sal, har 31aarig Grosserer Chr. Albrechtsen i Gaar Eftermiddags skudt sin 18aarige Hustru og derpaa sig selv.

Grosserer Albrechtsen, der er en Fætter til Brygger Carl Jacobsen, har ført et ret bevæget Liv, lsær før sit Ægteskab. Han havde nu et Kolonialvarelager - Firmaet hed Vilh. Nielsen & Co. - paa Gasværksvej 13 over Gaarden, men Forretningen gik daarligt. Albrechtsen har før faaet megen Hjalp hos sin Tante, den gamle Fru Jacobsen, og ogsaa hos Fætteren, Brygger Jacobsen, men nu havde de nægtet at hjælpe ham mere.

En 10-aarig Brud.

Han giftede sig for to Aar siden med en kun 16aarig ung Pige, Frk. Ellen Howarth, hvis Moder, Enkefru Howarth, indtil April Flyttedag har haft Pensionat i Westend. Fru Howarth var stærkt imod Ægteskabet, og hun og Datteren har siden da ikke haft nogen Omgang med hinanden.

Fru Howarth var skilt fra sin Mand, vinhandler Andersen, Tordenskjoldsgade.

I Vinter blev den unge Fru Albrechtsen syg. og hun kom senere paa Hareskov Kur-Anstalt, som hun først for nylig har forladt. Da hun kom hjem, sandt hun alt ødelagt.

Ægteparret har stadig boet i Pensionat, i ca. ½ Aar i ovennævnte Pensionat, hvor de for Resten var almindelig afholdt. Man havde ondt af den unge, syge Kone, der ikke var stort mere end et Barn. Flere Gange talte hun og Manden ogsaa om, at det var bedst at dø; Katastrofen kom derfor ikke uventet, ja, Pensionatets Værtinde, Fru Bang, raabte endog, da hun hørte ham dreje Nøglen om: Nu skyder han sig.

4 Revolverskud.

Et Øjeblik efter drønede de to første Skud gennem Huset. Nogle af Beboerne løb ned paa Gaden efter Politiet, men imens faldt der endnu to Skud. En Smed, som var bleven tilkaldt, dirkede Døren op, alle Pensionatets Beboere strømmede ind i det første Værelse, men de fleste af dem skyndte sig ud igen, forfærdede over det Syn, de havde mødt.

Paa Sengen laa den unge Kone i Krampetrækninger. Blodet vældede ud gennem to store Skudsaar i Tindingerne og farvede Sengen rød. I Man mente, at der endnu var Liv i hende, men da Lægen et Øjeblik efter traadte ind i Stuen, var hun død.

Inde i det næste Værelse, som Parret havde benyttet til Soveværelse, laa Albrechtsen paa Gulvet i en stor Blodpøl. Han havde slaaet foran Spejlet for at faa rigtigt Sigte. De to Skud var gaaet tværs igennem Hovedet, og Døden er indtraadt øjeblikkelig.

Morfinpulver først.

Paa Natbordet foran Hustruens Seng fandt man en Æske med Morfinpulvere, hvoraf der var taget en Del. Rimeligvis har hun været bange for at dø og har derfor bedøvet sig, men alle var enige om, at hun nok frivillig har valgt Døden.

Om Formiddagen havde hun været stærkt nedtrykt og undertiden helt opløst i Graad. Hun havde ogsaa overfor Fru Bang ladet skimte igennem, at nu skulde det hele være forbi.

Dramaet vakte naturligvis vældig Opsigt i Kvarteret. Folk strømmede til og stormede Huset, saa Politiet maatte rykke mandstærk frem for at rydde Trappegangen. Politiassistent Gyldenfeldt fra Svendsgade, kom straks til og optog et foreløbigt Forhør. Der var jo ikke meget at tilføje til de blodigt Fakta. De talte for sig selv, og Motiverne laa jo klart for alle.

Ambulancen var imens kommen, og den kørte Ligene direkte til Johannes Stiftelsen, hvor der i Morgen vil blive afholdt officielt Ligsyn.

Beboerne i Pensionatet skildrede den unge Frue som en meget indtagende Dame, men hun var overnervøs og ofte saa stærkt ophidset af sin Nervøsitet, at det kom til stormende Scener mellem hende og Manden.

Albrechtsens Forretning varetages nu af Overretssagfører Kalko, der var Ungdomsven af ham.

Albrechtsen selv var Søn af en Proprietær i Give ved Vejle. Han kom som ungt Menneske ind i Østasiatisk Kompagni og var i nogle Aar i Siam, tilsidst avancerede han endog til Filialbestyrer derovre, men Længselen efter København drev ham hjem.

(Folket Avis 4. juli 1908).

 Christian Laurits Ingvar Albrechtsen (1876-1908) var langt ude i familie med brygger Carl Jacobsen: Hans far (Christian Andreas Emil Albrechtsen, 1848-1928) var fætter til brygger Carl Jacobsen. Et foto af hans barndomshjem findes på internettet. Faderens mor var Lyna Marie Holst (1806-1890), og hendes lillesøster var Laura Christine Holst (1819-1911), der i 1839 blev gift 1839 brygger J.C. Jacobsen.

Albrechtsen var født i en tid hvor rollefordelingen ideelt set var som tegningen viser. Teksten lyder: "Hygæa"-Brödet vinder Dag for Dag mere og mere Indgang i alle Hjem hvor den gode Smag er raadend. Dette Rugbröd har haft en kolossal Sukces, alle vil smage det, og hvor det en Gang er prövet, holder man ved det." Af den øvrige lange tekst fremgår at brødet blev fremstillet på "Forstædernes Brødfabrikker" på en "syrefri og bakteriefri Gærsort".(Nationaltidende 28. september 1906, 2. udgave).

Et frygteligt Drama paa Vesterbro.

Grosserer Albrechtsen skyder sin Hustru og sig selv.

De fulgtes ad i Døden efter fælles Overenskomst.

---

Sidste Akt.

Straks efter at den blodige Scene var udspillet kom Politiassistent Gyldenfeldt fra Vesterbro til Stede sammen med Opdageren Maden. De aflaasede og forseglede Værelserne efter at de havde taget Forklaring af Pensionatets Folk.

Der fremkom intet udover det, vi her har fortalt om de to Ægtefæller, som fulgtes ad i Døden.

Albrechtsen havde forøvrigt været ansat i Østasiatisk Kompagni og i en Aarrække opholdt sig i Bangkok, hvor han havde paadraget sig den Sygdom, som han senere overførte paa sin Hustru.

Deres Ægteskab var ikke saa lidt af en Roman, Albrechtsen var blevet udnævnt til Værge for den unge Pige, som han med Djævlens Vold og Magt vilde gifte sig med. Hendes Moder satte sig imod Partiet af al Magt, men Kampen endte foreløbig med, at Moderen blev indlagt paa 6. Afdeling, og Albrechtsen giftede sig med Pigen. Nu er Romanen altsaa slut med et Mord og et Selvmord. Albrechtsen var en Nevø af Brygger Jacobsen. Hans Moder var en Søster til Brygger Jacobsens Moder.

(Aftenbladet 4. juli 1908. Uddrag).

Det frygtelige Ægteskabsdrama i København.

Grosserer Albrechtsen skyder sin Hustru og sig selv. - Pekuniære Vanskeligheder drev dem i Døden. Dramaets Enkeltheder.

(Specialkorrespondance til "Aarh. Stiftst.")

København, 3. Juli.

Ejendommen paa Vesterbrogade Nr. 16 har i Middags været Skuepladsen for et frygteligt Ægteskabsdrama, hvorved en af Hovedstadens Yngre kendte Grosserere, Chr. Albrechtsen har berøvet sin Hustru og sig selv Livet.

Det unge Ægtepar boede i Fru Bangs Pensionat paa 3. Sal, hvor de havde lejet et Par Værelser. Fra de blev gift for 2 Aar siden, har de stadig boet i Pensionater, men det var Meningen, at de nu til Efteraaret vilde have stiftet eget Hjem. Nu har de selv med Døden stillet sig i Vejen for denne Beslutning.

(Herefter følger en beretning som følger de ovenstående artikler).

Motivet

til den fortvivlede Handling var ingen af Pensionatets Beboere i Tvivl om. Det fremgik af deres Udtalelser, at de havde ventet, den maatte komme.

Grosserer Albrechtsen havde i lang Tid følt sig stærkt trykket af pekuniære Vanskeligheder. Det faldt mange Gang svært for ham at opfylde sine Forpligtelser, og der ymtedes endog om en nærforestaaende Fallit. Hans Hustru var meget svagelig. Hun havde i længere Tid lidt meget af Nervøsitet og havde gennemgaaet en Kur derfor paa Hareskovens Klinik, men uden synderligt Resultat. Efter at være kommen hjem laa hun næsten altid til Sengs, og det kunde vel næppe være anderledes, end at hendes stadig Sygdom og de evindelige pekuniære Vanskeligheder maatte male Livet sort for det unge Ægtepar, og de har da foretrukket frivilligt at søge Døden.

---

Grosserer Albrechtsen var nylig fyldt 31 Aar. Han var en Søn af Proprietær Albrechtsen i Give ved Vejle og var af alle anset for en usædvanlig flink og dygtig ung Mand. Som ganske ung var han traadt i Østasiatisk Kompagnis Tjeneste og havde i nogen Tid været ansat paa Selskabets Kontor i Bangkok.

Livet i Troperne tilfredsstillede ham dog ikke, og han vendte derfor hjem til Danmark, hvor han giftede sig med en Datter af Vinhandler P. Andersen. Hun var den Gang kun 17 Aar gammel, men led allerede da en Del af Nervøsitet.

Herhjemme overtog Albrechtsen for et Aars Tid siden Grosserer Vilh. Nielsens Forretning i Kolonialvarer, men den synes altsaa ikke at have villet gaa for ham.

Opdager.

Aarhuus Stifts-Tidende 4. juli 1908).

Nemesis?

Skøndt der allerede er gaaet nogle Dage, siden Byen opskræmmedes af de to dystre Revolverskud fra Vesterbrogade, samler denne Begivenhed alligevel stadig Interessen om sig.

Man mærker det, naar man kommer ud paa Caféer eller paa Sporvogne. Hvad og hvorfor drøftes stedse med ikke ringe Iver, og de Gisninger, der opstilles, er hverken faa eller uoriginale!

Københavnerne er af Naturen stemt til at ræsonnere. For det meste er Ræsonnementet lovlig hurtig færdigt, men Lysten til at bestemme og definere enhver Hændelse er der.

Det er nu forøvrigt ogsaa ganske rimeligt, at man ved en Lejlighed som denne giver sig nogen Tid til Filosofi. Thi det horer jo dog til Sjældenhederne hertillands, at et ungt Ægtepar, der tilsyneladende lever lykkeligt sammen, enes om at gaa i Døden og fuldbringer Planen paa en kynisk og opsigtsvækkende Facon.

Adskillige vilde da nok synes, der laa nogen Urimelighed i dette: at Grosserer Albrechtsen havde sin unge, smukke Hustrus Tilladelse til at begaa sin forfærdelige Handling. Der hører nemlig mere til end et Par fede Ord og en romantisk Beslutning i et løftet Øjeblik. Sikkert er det, at det langt overvejende Flertal af de raske Mennesker, der hvisker hinanden et: "I give my life for You" i Øret, meget vilde betakke sig, hvis det en skønne Dag krævedes.

Selv om det skulde være sandt, at Albrechtsens Forretning gik sløjt, og at hans Frue var saa syg, at Livsglæden nødvendigvis maatte være knækket for hende, - ja, der forelaa der vel endda næppe nogen fyldestgørende Forklaring. -

Nej, man maa vist søge Aarsagen dybere end i en uovervejet, omend maaske velment Ytring en Aften, de Unge var i Stemning til Maaneskinslyrik.

Og efter de nu fremkomne Oplysninger at dømme, har Lyrikens Modsætning: den skærende Prosa været Hovedfaktoren i det myrdede Ægtepars Liv.

Albrechtsen kom for 3 Aar siden fra Bangkok, og var blevet Bogholder i Ø. K. Man indlogerede sig hos en Fru Hovarth, der havde Pensionat i Westend, og blev hurtig forelsket i den nydelige, 15-aarige Datter. Fruen ejede et Teaterblad, som A. efterhaanden fik Magt og Raadighed over, - hvorledes det egentlig gik til synes endnu vanskeligt at udrede.

Efterhaanden blev A. meget uklar med Fruen, og han søgte nu at faa hende indlagt paa 6. Afdeling, hvilket ogsaa lykkedes. Saa var han fri for hende i 2 Maaneder, og da hun kom ud, skete der igen noget romantisk: A. "bortførte" den purunge Pige og holdt Bryllup med hende!

Senere fik A. den omtalte Forretning paa Gasværksvej, men det saa ud til, at de utvivlsomt stygge Planer, han havde søgt at realisere, vilde hævne sig. Det gik skævt. Hans lille, stakkels Hustru begyndte at sygne hen, han selv drak til den store Medaille, og den Omstændighed, der havde tvunget ham til at gifte sig med Ellen, formørkede Samlivet.

Hun besluttede tilsidst at ville forlade Manden, og det ser da nu ud til, at Mordet er sket imod hendes Vilje.

Albrechtsen var fortvivlet herover, men Ellen holdt fast ved sit Ønske. Tilsyneladende lykkedes det da ogsaa Albrechtsen at forsone sig med, hvad der ikke kunde være anderledes.

Den unge Frue brugte ofte Sovepulvere for at døve Smærterne i det forpinte, lille Legeme.

Hvem véd om den halvt sindsyge Mand ikke har benyttet sig af denne Viden . . .

Stakkels, lille Ellen, blev det Din Lod at undgælde for, hvad Din Mand forbrød?

Kan da Nemesis ramme andre end den Skyldige?

Ja, hvem andre kan vel give Svaret, end den Sfinx, der slog sine skarpe Kløer i Dit hvide Bryst.

Nemesis, - den uløste Gaade!

Th. Borre.

(Adresse-Avisen. Organ for Handel, Industri og Haandværk 6. juli 1908)

I begravelsesprotokollen står der bl.a. at han var død "af selvmord ved skydning efter umiddelbart forinden at have aflivet? sin hustru. Økonomisk vanskelighed". Ellens var født Howarth.

Grosserer Albrechtsen og hans Hustru begraves.

I al Stilhed blev i Gaar Ægteparret Albrechtsen og hans Hustru begravet paa Bispebjærg Kirkegaard.

Der var lige efter Dramaet af Dr. Lund blevet afgivet en Erklæring om at Albrechtsen var sindssyg, da han skød sig selv og sin Kone.

Og til denne Betragtning holdt Pastor Rasmussen fra St. Johannes Stiftelsen sig da ogsaa, da han holdt Talen ved de to Kister. Ingen kunde gaa i Rette med Manden, der havde udført den frygtelige Daad, fordi hans Sind havde været formørket. Vi maa nøjes med at bede for at hans og hans Hustrus Sjæl maa finde Fred.

Det lille Følge, der bestod af Familien og et Par af de nærmeste Paarørende sang Salmerne: "Aldrig er jeg uden Naade", og "Du Herre Krist, min Frelser est", og de to Kister sænkedes i Fællesgraven.

Tæppet gik ned for Tragedien.

(Aftenbladet (København) 7. juli 1908)

Flere aviser oplyser at det var på Bispebjerg Kirkegård. Andre Vestre Kirkegård. Det sidste er forkert, ægteparret blev begravet i samme grav på Bispebjerg.

Ægteskabsdramaet. I gaar blev Grosserer Albrechtsen og hans Hustru i dybeste Stilhed begravet fra St. Johannesstiftelsen.

Til Stede var kun de Afdødes Forældre, Personalet fra Albrechtsens Forretning og Overretssagfører Kalkow, som var Grosserer Albrechtsens Ven og juridiske Konsulent.

Efter at Pastor Rasmussen fra St. Johannes Kirke havde holdt en kort Tale og foretaget Jordpaakastelsen, satte Ligtoget sig i Bevægelse mod Vestre Kirkegaard, hvor Ægteparret nu hviler i en Fællesgrav.

(Holbæk Amts Venstreblad 8. juli 1908).

St. Johannes Stiftelsen, set fra Østersøgade. Illustreret Tidende nr. 30, 26. april 1885.

Præsten og hans Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

En Mindetale.

Pastor Jul. Ifversens Hustru, der døde forleden i Barselsseng, blev i Forgaars begravet fra Helligkors Kirke i Kjøbenhavn. Blandt Talerne var Pastor Ifversen selv, og han udtalte ifl. "Kristel. Dagbl." bl. a.:

Nu er hun gaaet over Jordan, som tidligere tre af vore Smaadrenge. Livet i Gud var hendes kosteligste Eje. Nu er hendes skrøbelige Lerkar brudt itu, men selv er hun gaaet ind til Livets Herre, og det vil vi prise og takke for, og did alene vil vi stunde. Og engang skal vi faa vore Legemer igen og saaledes evigt være hos Herren.

Hun vidste ikke blot, at hun var en Synder, og der var mange Taarer paa hendes Vej, men det er ikke om hendes Skyldbrev, der skal tales; det er alt betalt .... Hun levede sit Liv i nært Samfund med Gud.

Der var Aar, da det var meget svært i det timelige, men hun udviste stor praktisk Sans og sparede paa sig selv. Og det gjorde hende ondt, naar hun ikke kunde hjælpe. Og naar Herrens Venner samledes i vort Hjem og bragte os Hjælp, priste hun Guds Naade, og al den Lykke, Gud havde givet hende.

Den første Opgave fandt hun i sit Hjem, men dernæst glemte hun ikke, at hun var Præstens Hustru. Hun forstod ogsaa i denne Henseende at ofre, saa hun ikke skulde staa som en Hindring for Præstegerningen. I en særlig vanskelig Sag sagde hun til sin Mand; "Du kan under ingen Omstændigheder give efter i denne Sag".

"Herren er min Hyrde!", det var hendes Livs Ord; fra ham fik hun sin Styrke. Og hendes sidste Ord var Glæde over, at hun snart skulde faa Lov at være hos ham.

Det var altsammen Guds Naade over et Menneskeliv. Hun har nu naaet sin Rejses Maal, de fjerne og dog saa nære Egne.

- -

Jordfæstelsen fandt Sted paa Vestre Kirkegaard. Pastor Ifversen forrettede Jordpaakastelsen.

(Viborg Stifts Folkeblad 3. juli 1908).

Julius Ifversen (1863-1927) er behandlet andetsteds på denne blog. I Ugeskrift for Retsvæsen findes en længere gennemgang skrevet af Peter Garde af en sag hvor pastor Ifversen havde nægtet at gifte en murersvend.