Ballotti-Rovmordsagen og den polsk-russiske Ghetto i Kjøbenhavn (3): Banden pågribes. (Efterskrift til Politivennen)

Lørdag den 14. november blev Bulotti fanget. Endda på dramatisk vis efter at have affyret flere skud mod politiet som overmandede ham på planlægningsstedet i Lille Brøndstræde 6. Bemærk at pga gentagelser er kun bragt udvalgte artikler, hvor illustrationer fra andre aviser er indsat. Det fremgår af billedernes undertekster hvor de stammer fra. 

Balotti og bande tilfangetaget

Politiet fangede lørdag aften i København Balotti og 3 af hans hjælpere - Ballotti gjorde fortvivlet modstand.
En kamp i mørke på liv og død.
To opdagelsesbetjente såres ved revolverskud, men ikke farligt.
Det på Højbjerggården stjålne sølvtøj var indsyet i en madras i Balottis værelse
("Politiken")

Københavns Politi har lørdag aften efter en hidsig kamp på liv og død anholdt rovmorderen Ballotti.

Anholdelsen fandt sted efter angivelse af den polak Szadkowsky, som i tirsdags blev anholdt. Det var ham som proprietær Beck slog en flaske i panden; derfra stammede de sår, han havde i hovedet.

Som meddelt løslod politiassistent Nielsen i Hellerup i torsdags Szadkowsky, fordi det ikke var muligt at få nogen fornuftig forklaring ud af ham. Lørdag eftermiddag blev Szadkowsky anholdt påny på angivelse af en polsk skomager Altermann, der er vært i polakkolonien, Øresundsvej nr. 21.

Szadkowsky indrømmede nu at han var meddelagtig i rovmordet, og tilstod, at Ballotti og bandens øvrige medlemmer holdt sig skjult i København.

Han mente, at Ballotti var at finde i polakkolonien i Amagergade, og desuden gav han politiet den vigtige meddelelse, at alle tyvekosterne fra rovmordet var gemt i Brøndstræde nr. 6 hos skomager Schlewinsky, Ballottis gode ven.

Det var lørdag eftermiddag ved tretiden, at denne tilståelse forelå.

Politiinspektør Henrik Madsen satte straks 3 opdagere på vagt i Amagergade og 3 i Lille Brøndstræde. Ballotti kom imidlertid ikke, som ventet, ud i Amagergade. Derimod kom der en anden mistænkelig fyr som opdagelsesbetjentene tog op på politikammeret, hvor han efter at være konfronteret med Szadkowsky tilstod sin meddelagtighed.

Lille Brøndstræde. Fotograf Fritz Theodor Benzen. (Obs: Foto var ikke med i den originale artikel). Foto som viser den tætte sammenbygning af huse, af bindingsværk og tegl. Københavns Museum. Public Domain.

Anholdelsen.

I Lille Brøndstræde gik imedens overbetjent Niels Andersen fra Nørregades politistation. Overbetjent Kjær samt opdagerne Frandsen og Jandrup og lurede. Ved 5-tiden besluttede Niels Andersen og Frandsen at gå op i skomager Schlewinskys lejlighed i nr. 6 på tredje sal for at se om Ballotti ikke tilfældig skulle være der.

Niels Andersen gik forrest op ad den smalle trappe. Frandsen bagefter. På tredje sal standsede de udenfor en dør, som de oplyste med deres "tyvelygter". På bagsiden af et visitkort stod beboerens navn: Johan Schlewinsky. Gennem nøglehullet så opdagerne, at der var LYS inde i værelset. Uden at banke på åbnede Niels Andersen døren og trådte rask ind i værelset, fulgt af Frandsen. Ballotti stod midt på gulvet i den lille, lavloftede stue, der oplystes af en lille køkkenlampe.

--- Er du Ballotti? spurgte Niels Andersen ham

Kampen på liv og død begynder

- Nej. jeg er ikke, svarede Ballotti på godt dansk og hævede i det samme en revolver, med hvilken han affyrede to skud mod opdagerne. Det ene gled lige forbi Niels Andersens hoved, det andet sårede Frandsen i låret.

Revolverskudene skræmmede ikke de to kække opdagere. Niels Andersen sprang ind på banditten og slog revolveren fra ham. Inden opdagerne kunne komme ind på livet af ham, trak han imidlertid med en jonglørs behændighed en anden revolver frem og gav sig til at fyre. To nye skud knaldede, og kuglerne borede sig ind i loftets træværk.

I dette øjeblik faldt rovmorderen for et af Niels Andersens bekendte snuptag. Han blev kastet over i en lille jernseng, og begge politimændene kastede sig over ham med hele deres vægt. Ved vægten af de tre mænd knækkede jernsengen sammen på midten, hvad der i høj grad besværliggjorde kampen for opdagerne.

Ballotti kæmper fortvivlet

Naturligvis søgte politimændene først og fremmest at afvæbne morderen. Han knugede hånden så fast om revolveren, at det næsten var umuligt at vriste den fra ham, og han fik lejlighed til, mens han lå her på ryggen med de to mænd over sig, at affyre endnu to skud, hvoraf det ene strejfede Niels Andersen i højre tinding, så blodet flød ham ned over øjet.

Endelig fik man det farlige våben fra ham. Han begyndte nu at brydes med sine modstandere.

- Jeg er anarkist! I skal dø! skreg han, og uden at betjentene vidste, hvorledes det egentlig gik til, så de pludselig en dolk blinke i luften.

Ballotti førte sin højre arm, i hvilken han holdt mordvåbnet, på ryggen af Niels Andersen i den hensigt at gennembore ham.  Dolken skar en lang flænge i overbetjentens frakke omme på ryggen. I sidste øjeblik standsede Frandsen dette attentat. Dolken blev vristet ud af hånden på Ballotti der nu endelig var helt afvæbnet.

Under kampen var bordet med lampen væltet, så at der var mørkt i værelset. Politimændene pryglede løs på forbryderen af alle kræfter, og Niels Andersen søgte at tage vejret fra ham ved at klemme hans strube sammen, men han var stærkere end de.

Opdagerne er ved at give tabt.

Da kampen havde varet et kvarter, begyndte opdagerne at føle at kræfterne svigtede. De var begge foruden af kampen udmattede af deres sår og af den store spænding, hvori de befandt sig. De var ganske vist begge bevæbnede med revolvere og kunne sagtens have skudt forbryderen, men dette middel ville de først i alleryderste øjeblik anvende. De skreg om hjælp, så det rungede gennem hele huset, men ingen af husbeboerne kom til hjælp.

Niels Andersen sagde da til Frandsen: "Prøv, om du kan holde ham et øjeblik alene, mens jeg skriger om hjælp ud på gaden".

Overbetjenten slap sit tag i forbryderen, sprang hen og slog ruderne ud og skreg ud over det snævre stræde:

Hjælp! Hjælp! Her er mord i huset.

Overbetjent Kjær, opdageren Jandrup, nogle civile folk samt et par uniformerede betjente stormede op ad de mørke, stejle trapper, angst for, at de to kække opdagere skulle være myrdede. I sidste øjeblik kom de Niels Andersen og Frandsen, der var segnefærdige, til hjælp.

Ballotti måtte nu give efter for overmagten. En velvillig mand løb ned til den nærmeste hørkræmmer og købte et tykt reb, med hvilket han kort efter kom tilbage, og med dette blev den farlige forbryder bundet på hænder og fødder så solidt, som nogen forbryder nogen sinde er blevet bunden.

Han skældte og bandede på dansk og russisk og vred sig som en orm, mens fråden stod ham om munden af raseri. Han blev nu slæbt ned ad trapperne og af seks stærke betjente båret ud i strædet.

Brøndstræde 6. Det var på 3. sal anholdelsen fandt sted. Foto fra Aftenbladet, 16. november 1908.

Transporten gennem gaderne. Man vil lynche forbryderen.

Her var ganske ufremkommeligt af mennesker. Revolverskudene havde kaldt det første par hundrede til, og rygtet om at det var Ballotti, der var fanget, samlede tusinder af nysgerrige. Politiet, der nu også var mødt mandsstærkt op fra de omliggende gader, og fra Antoniegades Station, havde den største møje med at forhindre, at Ballotti blev lynchet.

- Dræb skurken! skreg man og trængte paa fra alle sider.

- Hæng ham på lygtepælen! råbte nogle.

Der var ingen droske at få. Man havde ikke anden udvej end hurtigst muligt at bære fangen til den nærmeste politistation. Gennem Lille Brøndstræde, Store Brøndstræde, Vognmagergade og Kristen Bernikowsgade bar seks politimænd Ballotti til politistationen i Antoniegade nr. 11. Mage til optog er vist aldrig før set i Københavns gader, og da stationens døre lukkede sig bag forbryderen, udbrød de tusinder af mennesker udenfor i et rungende hurraråb, der vist var ment som en hyldest til politiet, fordi det havde haft held til at fange Ballotti.

På Antoniegades Station var imens politiinspektør Theodor Petersen og politiassistenten kommet til stede. De tog Ballotti i øjesyn og gav derefter ordre til at han med det samme skulle køres til politikammeret på Nytorv.

Drosken der afhentede ham, kom ind i politistationens gård. Ballotti blev ført ud gennem køkkentrappen og lagt ind på bunden af vognen. Under ledsagelse af 4 politimænd blev han kørt til domhuset.

På politikammeret.

Hele domhuset var i oprør. Alt til rådighed værende mandskab var i virksomhed. Man lykønskede hverandre til den gode fangst. Foruden politiinspektør Henrik Madsen var politidirektør Eugen Petersen og birkedommer Valeur til stede.

Mens Ballotti lå bundet på gulvet og rasede, kom opdagere kørende med ny anholdte rundt omkring fra. Blandt disse var skomager Schlewinskys 19-årige kæreste og hendes kun 21 dage gamle barn. Hun har ligget i barselseng i den seng i hvilken tyvekosterne var gemt, og når man kom op til hende, hvad vi flere gange har været, for at få hende til at røbe Ballottis opholdssted, trak hun dynen op over hovedet, sagde, at hun havde barselfeber, og hun kendte ikke det mindste til nogen ting.

I værelset, hvor Balotti anholdtes. - Det stjålne sølvtøj var indsyet i madrassen.

Endnu flere timer efter, at anholdelsen havde fundet sted, holdtes Brøndstræderne afspærrede af politi. En meget vigtig handling skulle foregå i lejligheden, nemlig afdækningen af tyvekosterne som man vidste fandtes her.

Den blev foretaget af opdagelsesbetjentene Balle og Herskind, der blev hjulpet af en hel del politibetjente. Alt, hvad der fandtes i det lille rum, blev endevendt. Det var dog først, da man sprættede madrassen i sengen op, at tyvekosterne fra Højbjerggaard, det vægtigste bevis mod forbryderne, kom for dagens lys.

Her fandtes alt sølvtøjet omhyggeligt indsyet i halmen. De af Ballotti mod opdagerne affyrede skud blev konstaterede ved kuglerne i loftet og vægge, og efter endnu forskellige rent politimæssige undersøgelser blev tyvekosterne pakkede i to rejsekufferter, båret ned i en ventende droske, i hvilken Balle og Herskind kørte af sted med dem.

De anholdte.

Københavns politi har i alt anholdt 3 af deltagerne i rovmordet på Højbjerggård, nemlig Ballotti, Szadkowsky og Lobetsky. Ved nordre Birk sidder en fjerde deltager anholdt.

Szadkowsky der har angivet banden, hævder at de kun var 4 om rovmordet, men politiet ved med vished, at der findes i hvert fald en femte medskyldig, som desværre endnu er på fri fod.

Da planen til rovmordet lagdes.

Planen om at udføre rovmordet blev lagt i mandags, samme dag som mordet fandt sted. Mødet holdtes i skomager Schlewinskys lejlighed i Lille Brøndstræde nr. 6, 3. sal. Schlewinsky overværede mødet. Han er derfor også ligesom kæresten anholdt og vil blive straffet for meddelagtighed.

Straks efter, at planen var lagt, tog morderbanden afsted, bevæbnet med revolvere og dolke. De tog med toget til Holte, hvor fra de til fods nåede Højbjerggaard, hvor de udførte forbrydelsen på den måde, som tidligere udførlig er beskrevet.

Efter at rovmordet havde fundet sted, gik de over Virum ud til Lyngbyvejen, som de fulgte lige til København. Ved ankomsten til København gik de straks op i Brøndstræde hos Schlewinsky og gemte tyvekosterne, og derefter gik de ud at solde og soldede hele natten. 

Den følgende formiddag var det, vi overraskede Szadkowsky i dyb søvn oppe i Lille Brøndstræde nr. 15 på tredje sal og overgav ham til opdageren Sønderskov.

Samtale med Niels Andersen.

Kort efter Ballottis tilfangetagelse havde vi en samtale med overbetjent Niels Andersen.

Den dristige politimand, der tidligere har fanget så farlige forbrydere som modermorderen Arthur Jørgensen og rovmorderen fra Fredensgade, var endnu medtaget af kampen. Sårene i hovedet var dog heldigvis ganske ufarlige.

Hr. Andersen udtalte, at Ballotti var den værste forbryder, han endnu havde haft med at gøre. Hans håndled var så tykke, at opdagerne ikke kunne spænde om dem.

Desværre fik vi ikke lejlighed til at hilse på opdagelsesbet. Frandsen. da lægerne på Kommunehospitalet rådede ham til at blive derinde. Man ved nemlig ikke, om kuglen, der er gået helt igennem låret, ind fra forsiden og ud på bagsiden, muligt har berørt benet, så at en mere forsigtig behandling er nødvendig. Nogen fare for betjent Frandsens liv er der under alle omstændigheder ikke.

Hvad der nu vil ske søndag

Ballotti blev søndag morgen ført fra domhuset på Nytorv til tinghuset på Blegdamsvej. Dermed er Københavns Politi færdig med ham, og det bliver birkedommer Valeur, som skal afhøre morderbanden og fælde den første dom over den. Forhørene vil antagelig begynde allerede søndag. Efter hvad der hidtil er oplyst har kun Ballotti skudt og stukket med kniv.

Jeg er anarkist!

Da vi sent lørdag aften forlod politistationen, hørte vi endnu helt ud i hangen Ballottis røst: "Jeg er anarkist!" skreg han ustandseligt inde fra det værelse hvor han lå bundet på gulvet, omgivet af en forsvarlig vagt.

Hvorledes politiet kom på sporet.

"København" fortæller: 

Det er Københavns Politi, der har æren for pågribelsen, men at det overhovedet fandt vejen til denne, skylder politiet to civile folk, en russiskfødt skrædder Altermann og en danskfødt fru Vogel der tidligere har været gift med en polak. 

Disse to havde fået indrettet et slags polakpensionat på Øresundsvejen, hvor Balotti og hans hjælpere har søgt. Efter udåden mente man, at de ville komme tilbage, og opdagelsespolitiet fik et vink. Der blev straks sendt en afdeling opdagere derud, og mærkeligt nok fandt man den ene af røverne, der lige var kommet listende op ad bagtrappen.

Han blev overmandet og kørt til politikammeret. Her opdagede man, at manden var den samme, man havde anholdt i onsdags efter anvisning fra nogle folk, der havde bemærket, at hans ansigt var fuldt af friske sår og skrammer, og at han mulig var den samme polak, proprietær Beck havde såret med terpentin-flasken, umiddelbart før han selv blev skudt ned.

Polakken blev udleveret til Nordre Birks politi torsdag morgen, men løsladt samme dag, efter at han i et forhør havde forklaret, at han havde fået skrammerne under et slagsmål med et fruentimmer i Vognmagergade, og en hastig undersøgelse tilsyneladende havde bekræftet denne forklaring!!!

Nu fik Københavns Politi ham igen udpeget som en af de skyldige, og hvad mere er: Nu var manden blevet så meddelsom, at han ikke alene tilstod sin egen meddelagtighed i mordet - og denne var ikke ringe - men han gav en fuldstændig forklaring af mordets planlæggelse og dets udførelse, samt angav på hvilke steder man skulle søge Balotti og de øvrige skyldige.

Han fortalte, at de sammen med ham havde haft tilhold en tid dels i en ejendom i Amagergade, dels i Lille Brøndstræde nr. 6 på 3. sal hos en derboende skomager ved navn Clewinsky, en landsmand af dem, som politiet for øvrigt i forvejen havde sikret sig og afleveret til Nordre Birk, skønt han hårdnakket havde nægtet at kende hverken morderne eller noget til ugerningen.

Tre opdagere blev sendt til Amagergade og fandt her en anden af de skyldige, en ganske ung polak ved navn Lobelsky. Han lå og sov, da politiet trærgte ind til ham, han havde håndjernene på, inden han var blevet rigtig vågen, og sad næppe et kvarter senere ligeledes oppe på politikammeret som anholdt.

Szadkowskis tilståelse.

Politiinspektør Henrik Madsen har fortalt i et interview "København" har haft med ham, detaljerne i den først anholdte polak, Szadkowskys tilståelse.

Szadkowsky var, som fortalt, blevet særdeles meddelsom nu, da politiet anden gang fik fat i ham. Og efter den tilståelse, han aflagde, og som åbenbart er ganske åbenhjertig, er togtet til Højbjerggaard planlagt i mandags eftermiddags - altså på selve morddagen - oppe i kammeret hos skomager Clewinsky, hvor Balotti havde anmodet Szadkowsky, Lobelsky og den fjerde polak, der endnu er på fri fod, om at møde.

Balotti havde - i Clewinskys nærværelse - udviklet planen for sine kammerater, og ved 6 tiden kørte de fire røvere, bevæbnede med knive og revolvere, med toget til Holte, gik uantastede gennem skoven, forbi hotellet og ad Øverødvejen til Højbjerggaard. Her blev den ene stillet på post ved karlekammeret, hvor han spærrede fodermesteren inde. De tre andre trængte med Balotti i spidsen ind i spisestuen, hvor fru Bech sad og syede, og forlangte penge. Da hun erklærede, at hun ingen havde, og samtidig skreg op, kastede Szadkowsky sig over hende og tilføjede hende de to knivstik, der endnu binder hende til sygelejet.

Mens Szadkovsky og Lobetsky var i færd med at snøre hendes hænder og ben sammen, gik døren op og Bech styrtede ind. Szadkowsky, der var ham nærmest, sprang ind på ham, blev ramt i hovedet af terpentinflasken, men nåede alligevel, efter hvad han hævder, at få tilføjet Bech to knivstik i brystet, inden Balotti med sine to revolverkugler, der var affyret på ganske nært hold, strakte Bech død til jorden. Så slæbte de umenneskelige røvere den halvt bevidstløse fru Bech hen ved siden af mandens lig, plyndrede dem begge for ringe og andre værdigenstande, og gik derefter i gang med husets udplyndring.

Da udåden var fuldbragt, gik de fire banditter uforstyrret deres vej. Efter hvad man kan forstå af Szadkowskys fremstilling, har de fulgt vejen om ad Virum, indtil de nåede ud på Kongevejen, og ad den er de vandret lige ind til København, hvor de så har opholdt sig siden, og hver dag i aviserne har læst om politiets om militærets frugtesløse jagt efter dem ude i Nordsjælland.

Også om sporhundenes for øvrigt! - 

Den forklaring, fru Vestergaard fra Nyvej i Gentofte bragte politiet, er altså den eneste rigtige af de mange, øvrigheden har fået om mordernes vej. Hun har ganske rigtig mødt banden på Kongevejen ved Lyngby, umiddelbart efter at mordet var begået. Kun er der den uoverensstemmelse mellem hendes og Szadkowskys forklaringer, at hun nævner først at have mødt to polakker og bag efter fire, mens han hævder at de kun var fire i alt, men ganske vist gik to og to sammen. 

Ballotti og hans bandes pågribelse.

Da efterretningen om Balotti og hans bandes pågribelse lørdag aften gennem telefonen og bladenes løbesedler spredtes ud over by og land, vakte den ligefrem jubel. Folk gik hele Sjælland over i frygt og bæven for, at de ville menneskedyr pludselig skulle dukke op på deres egn og udøve ny skændselsgerninger. Ingen følte sig sikker. 

Endelig fik altså politiet forbryderen og de fleste af hans medskyldige fanget. Det var sandelig også på tiden! Det er en ren farceforestilling, politiet har leveret i dette uhyggelige forbryderdrama. Det er ganske utilbørligt, at det kan lade sig gøre for sådan en udenlandsk bandit i uger at være på fri fod, gående fra den ene voldsdåd til den anden, brændende, skydende og myrdende Og hvad siger man til at Nordre Birks politi lader morderen Szadkowsky løbe uden at undersøge, om hans forklaringer passer!

Denne affære fastslår to ting: Vi må have et udsøgt, højt lønnnet korps opdagere, som står til rådighed for alle landets jurisdiktioner. Dette lille korps af dygtige mænd, der må have opdagergeni, opfindelsesevne, sporsans, rådsnarhed, der må være ukendt af forbryderne, som aldrig måtte ses i samme ydre osv osv. - skulle telegrafist eller telefonist tilkaldes, så snart en større forbrydelse var udøvet. Når virkelige opdagere straks blev sat på sporet, ville det sikkert i ethvert tilfælde føre til opdagelse af forbryderne. Nu har vi desværre alt for mange uopklarede forbrydelser her i landet.

Og så må vi have et ridende statspoliti, der skal rense landet for omstrejfere. Det er en skandale for vort land, at vi tåler alle disse mange løse elementer, som gør landevejene og byerne usikre, og som er en ren plage for landets borgere. Det er en alt for kostbar måde at forsørge de mennesker, som ikke vil arbejde, på, når man giver dem lov til i ubunden frihed at fare landet over tiggende eller stjælende som det kan træffe sig, og brændende huse og gårde af, enten ved ligegyldig uforsigtighed eller af ondskab. Særlig nu da alle disse mange slaviske folk har fået færten af, at i Danmark kan de gøre, hvad de vil, er det blevet til en nødvendighed at få ridende statspoliti. Forhåbentlig vedtager også Rigsdagen i indeværende samling både opdagerkorpset og statspolitiet.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad, 16. november 1908).

Lille Brøndstræde mod Landemærket (beskåret). Fotograf Fritz Theodor Benzen. Københavns Museum. Public Domain.

Ballotti arresteret!

En hårdnakket kamp.
6 revolverskud
Opdagelsesbetjent Frandsen og overbetjent Andersen såret.

Ballotti overmandes i ejendommen Lille Brøndstræde 6.

(Artiklen indledes med beretningen, nogenlunde som den der ovenfor er gengivet fra Næstved Tidende. Herefter fortsætter artiklen:)

Mordets planlægning og udførelse
En tilståelse.

Under så uhyggelige forhold opnår vi omsider en samtale med opdagelsespolitiets chef, hr. Henr. Madsen der har modtaget besøg af politidirektøren og birkedommer Valeur. Hr. Madsen fortæller:

Vi har nu her i København anholdt 3 deltagere i mordet, mens man ved nordre birk har gjort en del andre anholdelser uden dog endnu at vide om disse omfatter egentlige deltagere i komplottet. De 3 her anholdte er Ballotti, samt et par af hans landsmænd ved navn Czadkowsky og Lobetsky. De første værdifulde oplysninger der førte på sporet, har politiet fået af to prvate personer, nemlig en udlænding der hedder Altermann og en dansk dame ved navn Vogel. Denne dame har et herberg på Øresundsvej ved Strandvejen, og her har en af deltagerne boet det sidste døgn. De givne oplysninger førte til et par anholdelser, dels af Czadkowsky, dels af Klewinsky som for så vidt er meddelagtig som han har overværet planlæggelsen af mordet på Beck. Mordet er planlagt i Klewinskys værelse i Lille Brøndstræde nr. 6, hvor Ballotti i går blev grebet. Om udførelsen har en af de anholdte deltagere aflagt tilståelse.

Denne går ud på at de har været

4 mand om mordet.

De tog samme aften som de havde lagt planen, af sted til Holte med toget og gik til fods fra Holte Station til Øverød og Højbjerggård. Selve mordgerningen skildrer han væsentlig i overensstemmelse med hvad der tidligere er oplyst i Social-Demokraten. En af røverne blev ude i gården som vagt. De var alle bevæbnede med Browning-revolvere og knive. De 3 gik ind i stuen hvor de traf fru Beck. De forlangte penge, og da hun råbte, stak en af dem hende med sin kniv, Hendes skrig kaldte manden til, og han kastede en genstand (formentlig den tidligere omtalte flaske med fernis) i hovedet på den mand der havde stukket fru Beck. Så var det Ballotti skød Beck ned med to skud.

Straks efter foretog de plyndringen.

Med deres bytte vendte de så

tilbage til København

ad "forskellige omveje", som den anholdte udtrykker sig. Foreløbig ser det ud til som de kan være gået ad Virum til, til de nåede Kongevejen ved Lyngby, og de har så siden fulgt Kongevejen ind til København. Det kan derfor gerne være dem den tidligere omtalte dame på en køretur har set mordaftenen på vejen ved Lundehuskroen. Ganske vist erklærer den anholdte at de kun var 4 og at de gik 2 og 2 hjem mod København. Men det er jo ikke udelukket at der kan have været flere end 4 mænd om mordet.

Hvis man går ud fra at der kun var 4 røvere, går der altså i hvert fald endnu en af dem på fri fod.

I København samledes røverne i Lille Brøndstræde nr. 6 om natten og anbragte

tyvekosterne i barselssengen

hos Klewinsky, dels under madrassen, dels ved at sy sagerne ind i selve madrassen. Dag og nat har Klewinskys kæreste, Stanislawa derefter med sit 21 dage gamle barn ligget på vagt over rovmordets udbytte. Vor medarbejder har på sine ture i polakkvarteret flere gange besøgt Klewinskys lejlighed og talt med nogle kvinder der opholdt sig der. Barselskvinden spillede sin rolle godt og lød meget syg, så syg, at hun i det hele ikke var til at få i tale. På spørgsmål svarede hun kun med enstavelsesord og angav iøvrigt også at hun kun talte dårlig tysk og dansk. Ballotti vite sig ved disse lejligheder ikke, men måske har han været skjult i værelset.

Ballottis kærlighed.

Under et besøg i de christianshavnske polakkvarterer i går eftermiddags havde vi en samtale med en lettisk kvinde der er gift med marskandiser Rasmussen i Strandgade. Denne kvinde har tidligere haft et herberg for russere og polakker i Prinsessegade og har derfor et nøje kendskab til mange af de indvandrede, hvem hun ofte har hjulpet med at få arbejde. Adskillige kalder hende "mor" og henvender sig til hende om råd og dåd, fordi hun taler godt dansk. Fru Rasmussen fortalte os at hun i mandags havde besøg af Ballotti og Klewinsky. Hun kendte ikke Ballotti, men ikke desto mindre kom han til hende og bad hende hjælpe ham med at blive gift  med en ung kurlandsk pige der tjener hos en gårdejer i Viby. Fru Rasmussen spurgte Ballotti nærmere ud, og det viste sig at han kun havde set pigen en gang, nemlig i søndags under et besøg i Viby. Men han forklarede at han straks var blevet så forelsket i den kønne pige at han absolut måtte have hende og giftes med hende.

Fru Rasmussen kunne naturligvis ikke hjælpe Ballotti, og han gik vred bort, hvorfor hun nu gik og var meget bange for at han skulle komme og myrde hende.

Hos Aufseher Selinski.

I etagen under det værelse hvor anholdelsen fandt sted, træffer vi Aufseheren Selinski. Det er en høj, kraftig mand midt i trediverne. Han er i skjorteærmer og endnu meget nervøs efter det der er sket.

Han fortæller:

"Jeg lå her på min seng, halvt påklædt, og tog mig en lur, da jeg pludselig vækkes ved at en polsk kvinde kommer styrtende ind i værelset, skrigende og ude af sig selv og råber: "De skyder! De skyder!" I det samme hører jeg et frygteligt spektakel ovenpå. Skuddene havde jeg ikke hørt, men nu hører jeg råb og en voldsom larm og mærker at der er folk i kamp.

Jeg tror straks det er nogle fulde personer der slås. Uden at betænke mig et øjeblik, styrter jeg op ad trappen. Både trappen og værelset er bælgmørkt. "Lys! Lys!" er der nogen der råber. Jeg stryger en tændstik og ser da værelset fuldt af mennesker der kæmper på liv og død. "Det er politiet! Lad os få lys." I en fart er jeg nede af trappen og får hentet en køkkenlampe, og da jeg kommer derop, har betjentene fået den anholdte op i sengen og forsøger at holde ham nede.

Jeg træder nærmere med lampen, og lamslået af skræk ser jeg da hvem den anholdte er.

"Ballotti!" råber jeg og sætter lampen fra mig. Jeg er næsten ude af stand til at røre et lem. Så styrter jeg hen til vinduet og råber af mine lungers fulde kraft: "Til hjælp! Til hjælp!"

Imidlertid har politiet fået Ballotti overmandet og har fået givet ham håndjernene på. Et øjeblik efter er han bastet og bundet og føres afsted."

Bullottis værelse. (Illustration bragt i dagbladet Dannebrog 15. november 1908 som også bragte en udførlig beretning om anholdelsen)

Hos polakken Kreinofska.

Vi træder ind hos en anden af naboerne, hos polakken Kreinofska. Værelset støder lige op til det sted hvor morderen blev pågrebet. Mellem Kreinofskas værelse og trappegangen der fører ind til Ballottis værelse, er der et skillerum med et hul foroven. Overalt er der skummelt og mørkt, og vi famler os frem.

Værelset er kun et hul. På væggen hænger der på et søm en enlig køkkenlampe og lyser med et dystert skær. Møblementet er en seng med et par dyner, et bord og nogle kasser. Værelset er fuldt af mennesker. Af mænd og kvinder. Den ene af dem har et barn på armen, og alle er de fuldstændig rystede af skræk.

Vi taler med Kreinofska, en lille, intelligent udseende, yngre mand.

"Jeg sad her på sengen", siger han, "da jeg pludselig hører skud. Hvor mange skud? Jeg ved det ikke - en 5-6 skud! Og derefter høje råb og en forbitret kamp. Jeg hørte hvor de trampede og tumlede om på gulvet, og samtidig var der en kvinde der hvinede med sønderskærende skrig.

Vi sad som forstenede herinde et øjeblik. Vi anede en frygtelig ulykke. Jeg troede det var røvere der brød ind. Og grebet af rædsel, sprang jeg hen til væggen, fik fat i det store skrin som står der, og slæbte det sammen med en anden hen til døren. Skulle de forsøge at overfalde også os, ville vi i hvert fald varrikadere os så godt vi kunne. Allesammen flokkedes vi da sammen ved døren, både mænd og kvinder, og stemmede armene og skuldrene imod af al vor livsens kraft. Samtidig for kvinden der, Katerina Kreinofska, hen til vinduet, slog det op og hvinede ned over gaden: "Til hjælp! Til hjælp!"

Barnet græd i vilden sky. Alle stod vi i den dødeligste angst. Hvert øjeblik ventede vi at man også skulle bryde ind til os. Ingen af os var bevæbnede, men vi var beredt på at ville kæmpe til det yderste.

Så blev der endelig stille, og vi hørte trin af en mængde folk. Fra vinduet så vi gaden fyldt med politi".

Hr. Kreinofska kigger ængstelig ud på hangen hvor man ser politiets blændlygte pludselig kaste skær gennem mørket: Det falder med en grel refleks hen over væggen. Så bliver der mørkt igen.

"Oh, sig til politiet", siger han, "at der er en mængde rum oppe på loftet. Der ligger også en halmsæk. Jeg har set den. Er loftet blevet gennemsøgt? Er der ingen deroppe? Jeg er endnu så fuld af angst, at jeg skælver over hele kroppen. Jeg tør ikke bo her ... o Gud, hvad det dog bliver for en nat!"

Og en af de andre polakker føjer glædestrålende til: "Gudskelov! I morgen rejser jeg til Tyskland! Hjem!"

Vi forhører hos politiet. Loftet er blevet gennemsøgt. Og de angstfulde polakker trækker et lettelsens suk.

Kelner Frandsen om anholdelsen.

Vi taler med kelneren, hr, Frandsen i beværtningen "Brøndkuren" der har lokaler i stuen i ejendommen.

Hr. Frandsen forklarer:

"Jeg kom herop sammen med gadebetjentene der var blevet posteret herude. Vi hørte skuddene deroppe fra og kom styrtende ud i gangen. Oppe fra larmede man og råbte, men det var umuligt at høre hvad der blev sagt.

Gadebetjenten troede at alle de tre betjente der var blevet sendt derop, var blevet skudt, og de betænkte sig på at gå op ad trappen. Værtens kone, fru Hansen, herinde fra beværtningen var også kommet ud i gangen, og betjentene sagde nu til hende at hun skulle råbe "Frandsen! Frandsen!" - det var jo navnet på den ene af opdagelsesbetjentene. Hun råbte også, og oppe fra hørte vi nu brøle ned: "Ja, kom herop! Skynd jer! .... til hjælp!"

Fru Hansen står ved siden af os under samtalen og føjer til:

"Ja, jeg var ved at begynde at tudbrøle, idet jeg gik frem på den mørke gang og råbte. Så nervøs og ude af mig selv af skræk var jeg!"

Og hr. Frandsen fortsætter:

"Da vi kom derop, havde betjentene fået Ballotti lagt op på maven i sengen. Den ene holdt ved hans hovede og den anden ved hans ben. De lå over ham og tyngede ham ned med deres vægt. De sårede opdagelsesbetjent stod lænet op ad væggen og var bleg som et lig.

I en fart fik man håndjernene frem og fik dem lagt på ham. Men det varede kun et øjeblik. Med lynets fart havde han fået dem smøget af sig igen. Han kæmpede som en rasende. Men overmagten var for stor, og i næste øjeblik havde man fået fat i et par nye håndjern, fik dem skruet fast om hænderne på ham og fik dem forsvarligt låsede.

Der sendtes så bud her ned i beværtningen, hvor man hentede et reb. Med dette blev benene bundet sammen på ham, så han ikke kunne røre sig. Og båret af betjentende i arme og ben førtes han ned ad trappen og ud på gaden. Her stod folk allerede i hundredvis og de var ved at lynche ham da han kom ud Betjentene havde det største besvær med at holde ham fri.

På denne måde slæbtes han over på Antonigades politistation."

Hr. Frandsen tager et revolverprojektil frem, som han har fundet oppe på værelset. Det er til en revolver af svært kaliber. Projektilet bærer mærket 32.

Værtens hustru, fru Hansen.

tilføjer yderligere at hun er sikker på at der under kampen deroppe var nogle der flygtede ud af gården.

Hun hørte dem ile ned ad trappen og klatre over plankeværket, som fører ud til gårdene i Gothersgade.

Overbetjent Andersen var svært blodig i ansigtet da han kom ned.

Ballotti på gaden.

Allerede i går middags skete der anmeldelse til politiet fra en privatmand om at han havde set Balotti gå ud af ejendommen nr. 72 i Pilestræde.

Vi havde i aftes en samtale med denne mand der dog ikke ønskede at få sit navn nævnt da han frygtede for at muligvis nogle af Ballottis kammerater kunne forsøge at ville hævne sig på ham. Han fortalte os følgende:

"Jeg kender godt Ballotti fra den tid han boede i Pilestræde. Man lagde nemlig let mærke til ham fordi han ofte fik en skrigende rød trøje og med tyrkisk fez på hovedet. Jeg havde set ham mange gange og kendte godt hans udseende.

Nu i formiddags ved 11-tiden da jeg kom i gaden, ser jeg pludselig en person komme ud af den samme ejendom, nr. 72. Det slog mig straks at han af skikkelse ganske lignede Ballotti, skønt hans ansigt var meget forandret. Mens han tidligere var et flot, sort overskæg og langt hår, var han nu fuldstændig glatraget og kortklippet med maskine.

Men som sagt: Jeg kendte ham på hans legemsbygning. Denne var nemlig ret påfaldende, idet han ikke - som mænd ellers er - var flad over brystet. Men hans bryst buede så han omtrent var cirkelrund. Det var dette der slog mig. Og da jeg nu så på hans ansigt, kunne jeg, til trods for forandringen, også kende hans træk igen.

Jeg gjorde derefter politiet opmærksom på at jeg havde set ham her i byen. Ballotti var, da jeg så ham, iført en trøje med uniformsnit, tætsluttende og med stiv, opstående krave."

De røvede koster.

Straks efter anholdelsen gik politiet i gang med at søge efter de stjålne koster, og hele værelset blev underkastet en gennemgribende eftersøgning.

I madrassen i sengen fandtes da alle de stjålne værdigenstande, skeer og gafler, servietringe og smykker.

I den samme seng var det at Klewinskys hustru der lige havde overstået sin barsel, havde ligget. I tillid til at politiet ved en mulig ransagning ikke ville falde på at søge under den syge kvindes leje, har morderne gemt deres tyvekoster her. Og på disse tyvekoster har hun ligget siden mordet fandt sted.

Ved 7-tiden førtes madrassen, de røvede værdigenstande og andre af værelsets ejendele ned til en droske og kørtes til politikammeret på Nytorv.

Ophidselsen i kvarteret.

Rygtet om anholdelsen og de dramatiske omstændigheder under hvilke den havde fundet sted, spredtes med lynets fart i kvarteret, og hensatte det i den største ophidselse.

Fra alle sider strømmede folk til. Vinduerne åbnedes og man råbte og spurgte. Alle de omliggende gader var i et øjeblik sorte af mennesker.

Fra Antonigades politistation og fra hovedpolitistationen udsendtes der en stor politistyrke under ledelse af assistent With. Alle de tilstødende gader omkring Lille Brøndstræde blev øjeblikkelig afspærrede. Ved Landemærket var der trukket en stærk afspærring af betjente, ligeledes ved Vognmagergade og Gothersgade. Ingen civile fik lov at passere.

Udenfor nr. 6 var der yderligere en stærk vagt af politi. Hele kvarteret var som i belejringstilstand. Overalt vrimlede det af politi, uniformerede og civile der dels holdt mængden tilbage, og dels holdt øje med alle mistænkelige personer. 

Værelset hvor Ballotti blev fundet, var strengt isoleret. Udenfor det var posteret 4 betjente der med blændlygter undersøgte enhver som nærmede sig ad trappen.

En halv time efter anholdelsen var sket, stod der i tusindvis af mennesker i gaderne omkring stedet, og hele aftenen var der klynger af folk som ivrigt diskuterede begivenheden.

Ved 8-tiden blev gadeafspærringerne atter hævet.

På Højbjerggård.

Allerede i går aftes fik den sårede fru Beck meddelelse om at Ballotti og to af hans kammerater var anholdt.

På egnen hvor rygtet bredte sig med rivende fart, vakte det overalt beroligelse, og for første gang i den sidste uge har man sovet trygt.

Den nervøsitet der har hersket derude, fremgår af følgende brev, som er sendt til karetmager Nielsen i Varde af hans datter, der for tiden opholder sig på Højbjerggård. Hun skriver således:

"Kære forældre! Ja, I længes vel efter at høre lidt om hvor jeg er efter den frygteligt tildragelse. Jeg er endnu uskadt, men vi går alle sammen og venter på at blive dræbt. Værst er nætterne. Første nat havde vi soldaterne til at forsvare os. Sidste nat var vi ene. Vi sover allesammen i den øverste ende af huset. Jeg måtte straks da det var passeret, tilbage til gården og har lovet fruen at blive her indtil videre, da begge pigerne, fruen havde fæstet, snød hende. Når I skriver straks, så skriv her til gården. Nu kan jeg ikke skrive mere, da jeg er så nervøs at jeg ikke kan samle mine tanker."

Både i går formiddags og i går eftermiddags har birkedommer Valeur afholdt forhør på Blegdamsvej over de polakker der var anholdt i forgårs.

(Social-Demokraten, 15. november 1908).

Ovenstående billede viser Lille Brøndstræde set fra Landemærket. Det hus nr. 6 hvor pågribelsen af Bullotti og hans medskyldige fandt sted, ses som det fjerde på venstre hånd. (Illustration bragt i dagbladet Dannebrog 15. november 1908 som også bragte en udførlig beretning om anholdelsen).

Et besøg hos den russiske tolk

Vi var i går så heldige at træffe skrædermester Altermann i hvis polaklogi på Øresundsvejen Szadkowski blev anholdt.

Hr. Altermann, der er en yngre, intelligent mand med lyst skæg, taler godt dansk om end med en del akcent. Han har med sit store kendskab til de polsk-russiske kolonier været til uvurderlig hjælp for politiet, og er derfor, som meddelt en af dets tolke i retten.

"Jeg kender jo omtrent alle russere og polakker i byen." siger hr. Altermann. De fleste har været hos mig en eller anden gang, for at jeg skulle skaffe dem arbejde." 

"Czadkowsky har jeg to gange sendt over til arbejde i Sverige, men han duede ikke og kom hver gang tilbage igen Han er i det hele taget en sølle fyr, der er lokket med af Bulotti."

"Men hvorfor tilstod han da ikke da politiet havde fat i ham første gang?'

"Nej, de har det på en særlig måde, disse mennesker. Når man vil tvinge dem, kommer man ingen vegne med dem. Men han er jo katolik, og så snart jeg begyndte at tale til hans samvittighed, sagde, at uskyldige ville komme til at lide for hans skyld, foreholdt ham, at straffen blev lille, når han tilstod nu, og stillede ham god mad i udsigt, så smeltede han og tilstod det hele for mig

Så gik han i byen for at få oplyst Bulottis adresse, og imens sendte jeg bud til politiet. - Jeg står forresten stadig i forbindelse med politiet og får tilsendt signalementet, når der er noget i vejen med nogen af mine landsmænd, men jeg må sige, at jeg slet ikke kunne vide, hvem Bulotti var, efter det signalement, der blev opgivet. - Da Szadkowsky var kommet tilbage, politiet var ankommet, gik jeg op for at forberede ham. Men nu fik han et anfald af raseri og slog på, at han var anarkisk! "Ingen penge, ingen mad, ingen tøj," sagde han på sit gebrokne dansk. "Så må man selv tage!"

Han var også i en elendig forfatning, havde ikke fået noget ordentlig at spise i mange døgn. Men jeg fik da talt ham til rette igen så han godvillig fulgte med politiet."

Man ser hvor stor hr. Altermanns andel i røvernes tilfangetagelse er, og vi bliver da heller ikke forbavset, da han fortæller os, at birkedommer Valeur har spurgt ham om han vil modtage en traducør foruden de 200 kr., der i forvejen tilhører ham. Dette havde hr. Altermann selvfølgelig intet imod.

Desuden får han selvfølgelig sin betaling for det store arbejde, han udfører som politiets tolk ved forhørene.

"Men," spørger vi, "er De nu ikke bange for hævn fra Bulottis kammerater?"

"O nej. Jeg skal nok vide at forsvare mig! Jeg er ganske vist blevet truet flere gange, og i søndags var der en russer ude på Øresundsvej, som absolut ville have min kone til at fortæIle, hvor jeg var henne. Han var ikke til at blive af med, og min kone blev helt bange for ham. 

Men jeg skal nok være forsigtig."

(København 18. november 1908).

I samme nummer af Social-Demokraten var en udførlig beskrivelse af Becks begravelse i Søllerød. Der var bl.a kranse fra kongen. Præsten nævnte tilstandene på egnen hvor en af sognets fremskudte mænd havde begået et stort bedrageri, og nu mordet! Seneste talte Axel Beck, søn af indremissionspræsten Wilhelm Beck og anklagede "blødagtighedens talsmænd" og opfordrede ordensmagten til at "bruge sværdet". Fotoet stammer fra Aftenbladet, 16. november 1908.

Becks gravsted findes stadig på Søllerød Kirkegård: "Lauritz Nicolai Beck. F. 28/9 1872. D. 9/11 1908. Familiegravsted." står der på denne sten med udsigt over søen.

Ballotti-Rovmordsagen og den polsk-russiske Ghetto i Kjøbenhavn (2): Rovmordet på Højbjerggård. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen ved Køge skulle snart blive overskygget af en anden begivenhed mandag den 9. november 1908.

Bulotti søgte efter branden i Køge tilflugt i den russiske koloni omkring Lille Brøndstræde i København. Tyendeloven gav i vid udstrækning husbonden fuldstændig hånd- og halsret over sit tyende: "Forladt arbejdstjeneste i utide" var et så elastisk begreb at det stort set aldrig blev den tjenende der fik ret. Under retssagen i december 1908 skulle det da også vise sig at proprietæren havde det med at skaffe sig af med folk før skiftedag så han slap for at udbetale løn til dem. Fredeligere landarbejdere ville normalt bide det i sig, og bære den elendighed det førte med sig. 

Men Bulotti kom fra en anden verden hvor vold absolut var en mulighed for at få løst sine problemer - og det var nu anden gang det var sket. Han havde nemlig ikke glemt sit løfte til Beck på Højbjerggård om at komme tilbage: En novemberaften i 1908 tog han sammen med tre medsammensvorne, to polakker og en russer toget til Holte, og fortsatte til Øverød for at kræve sin løn.

Mordramaet på Højberggård.

 "Højbjerggaard", (>< mellem de to vinduer viser værelset hvor mordet fandt sted).

Et besøg på mordstedet
Soldater og politihunde på jagt efter morderen.
Panik mellem egnens befolkning.

Man vægrer sig ved at tro det. Den grufulde gerning kan man ikke få passet ind i et nordsjællandsk landskabs fredelige ramme. Meddelelsen om de 7 polakker, der stormer gården. myrder ejeren, binder og sårer hustruen, viser børnene i skjul og udplyndrer huset, synes jo kun at høre hjemme under de anarkiske tilstande i Ruslands fjernere egne. Og alligevel er det sket her på Sjælland, et par mil fra hovedstaden.

"Det er ikke godt at vide, hvem det næste gang går ud over. For at de skulle lade sig nøje med disse tre ugerninger, tror jeg ikke". Det er kusken, der kører os til "Højbjerggaard", som udtaler sin og hele egnens mening.

Et stykke ud ad Øverødvejen - og ned ad en sidevej, og vi er ved "Højbjerggaard". Den er ikke meget anselig; nærmest ligner den en jævn, god bondegård. Længerne er sammenbyggede; stuehuset er af nyere dato opført af røde sten, i den traditionelle landsbystil. Om sommeren ser det sikkert kønt ud med de frodige espaliertræer.

Nu er den afribbet og udskiller sig kun fra de omliggende gårde ved den mængde køretøjer, som holder udenfor på markvejen. Og så ved de politibetjente, der pr. cykle eller vogn kommer til eller forlader gården, samt ved de enkelte, højere øvrighedspersoner der færdes på gårdspladsen med alvorsfulde miner.

Af politiassistent Pürschel, som dels har afholdt forhør på gården mandag nat, dels har fortsat dette i går formiddag, får vi en beretning om dramaet, der nok kan virke opstrammende på sindene.

Politiassistenten fortæller: Klokken var lidt over 8, da polakkerne ankom til gården. De to blev stillede på vagt udenfor, - den ene i porten, den anden uden for vinduet til røgterens kammer - og de fem mand stormede ind i gangen og herfra ind i spisestuen, hvor fru Bech sad og syede. Børnene var inde i barnestuen ved siden af soveværelset. Proprietæren sad inde i borgestuen, i færd med at lave kit.

For bedre at kunne forstå det derpå følgende optrin ridser politiassistenten følgende rids op af husets indre:

Have

Gårdsplads.

*) Fru Bechs plads da polakkerne trængte herind.

Da de fem mand stormede ind i spisestuen, udstødte fru Bech et angstskrig som hørtes af hendes mand. I næste øjeblik var hun imidlertid overmandet, stukket med en kniv dels ved højre skulderblad, dels i venstre arm og af en tredje forsvarligt bundet. Røverne skreg derefter: "Frem med pengene!"

Den myrdede proprietær Bech og hans hustru der blev hårdt såret.

I det samme kom proprietæren til. Han havde, som nævnt, hørt hustruens råb og løb fra borgestuen ad dennes 7-8 skridt lange gang hen til spisestuen. Instinktmæssig havde han grebet en flaske, og idet han åbner døren, og den ene af polakkerne vil springe ind på ham, knuste han flasken på polakkens pande. Men i samme øjeblik knaldede to revolverskud, Bech blev kastet om og yderligere gennemboret med tre knivstik, hvoraf det ene, der traf i hjertet, øjeblikkelig dræbte ham.

Efter at have forøvet denne udåd stormede røverne dels ind i havestuen, dels ind i soveværelset og i Bechs kontor, hvor de stjal mellem 2 og 300 kr. i kontanter, en del smykker, som de end ikke gjorde sig den ulejlighed at tage ud af etuierne, endelig stjal de fra spisestuen en del sølvtøj. Og først efter en halv times ophold på gården forlod de denne. Nogle af dem formodes at have taget flugten, nordvestlig retning over mod Rude Skov. Nogle må have gået ad Øverødvejen; i alt fald fandt man i går morges et tomt etui her.

Først da røverne var forsvundet, blev det muligt at tilkalde hjælp. Det traf sig så uheldigt, at proprietæren og røgteren i ulykkesøjeblikket var de eneste voksne mænd hjemme, idet fodermester Andersen og gårdens karl var gåer bort et par timer. Dette har selvfølgelig polakkerne vidst og indrettet deres overfald herefter.

Så snart de var borte, sprang en ung tjenestepige ud gennem vinduet og løb hen til hønseriejer Nielsen, hvem hun fortalte om den grufulde gerning. Hr. Nielsen fulgte straks med, fik fru Bech befriet for hendes bånd og tilkaldt en læge samt alarmeret det lokale politi.

Ved 11-tiden kom politiassistent Pürschel til stede og afhørte straks gårdens betjening, der dog intet kunne oplyse. Børnene, som skræmte var krøbet sammen i barneværelset, kunne heller ikke give nævneværdige oplysninger. Kun fru Bech kunne efter at hun var blevet bragt til sengs og hendes sår forbundet, fortælle, hvorledes overfaldet var gået for sig, samt at hun havde genkendt et par af karlene. Ligeledes meddelte hun, at den ene af polakkerne, da de havde plyndret huset forlod det, slog sig for brystet og sagde, at han var Bolotti. - Desværre var det ikke muligt at foretage noget effektivt mandag nat med de få mænd, politiassistent Pürschel disronerede over. Et par af dem indkvarteredes på gården for det tilfældes skyld, at en eller anden af polakkerne skulle vende tilbage og for søge at stikke ild på gården, hvad de plejer at gøre. Et par sendtes af sted til de nærmeste lands- og stationsbyer. Desuden blev politiet i København, Helsingør. Kalundborg, Korsør, Nykøbing Falster og Gedser samt Esbjerg telegrafisk underrettet om det skete, ligesom politiet i Helsingborg og Malmø, Warnemünde og Hamborg straks blev anmodet om at have et øje med ankommende polakker.

*

Stemningen var hele natten dyster, og ingen fik søvn på gården. Proprietær Bechs lig, som var lagt ovenpå spisestuebordet, kun tildækket med et lagen, måtte forelødig ikke røres. Fruen, som var bragt til sengs i soveværelset, led stærke smerter, navnlig i skulderbladet. Snitsåret i hendes arm var blevet syet sammen. Først i går formiddags kunne lægen erklære hende udenfor fare; men hun måtte ikke flyttes foreløbig.

Fru Beck. Tegningen stammer fra Aftenbladets artikel, den 11. november 1908.

Såsnart det blev morgen, begyndte betjentene en undersøgelse af terrænet udenom gården. Blodspor viste, at den ene af polakkerne havde lidt blodtab, formodentlig ham, der ramtes af flasken i hovedet. Et blodigt lommetørklæde fandtes bag gården. Men man kunne ikke heraf skønne, hvad vej røverne havde taget.

Rundt om fra de andre gårde og villaer begyndte folk at strømme til. De fleste steder havde man tilbragt en søvnløs nat, ængstelig for at polakkerne skulle hjemsøge andre ejendomme og måske endog stikke ild på huset. Ved Virum og Lyngby havde man mellem Kl. 9 og 10 i aftes truffet en bande polakker på landevejen, hvad der kunne tyde på, at de var vandret mod København. Andre mente at have hørt skrål fra Rude Skov, og nogle troede at have hørt en klynge mennesker komme vandrende ved Birkerød; alle disse modstridende oplysninger gjorde sindene ængstelige. Og det var flere steder en almindelig mening, at man sikkert ville høre fra dem i den kommende nat.

Sporhunden i arbejde. Et kompagni

infanteri

og en eskadron husarer rykker ud. Der

skydes på de vejfarende ved Birkerød.

Polakkerne antages endnu at være

på egnen.

Politiassistent Hakon Jørgensens hund som er uddannet af overbetjent Læssøe på Valby Politistation, og som har været omtalt her i bladet på grund af sine særlige sporevner, blev i går morges ført til Holte for at assistere. Såvel hr. Hakon Jørgensen som overbetjent Læssøe var med, og hunden syntes særlig godt oplagt.

Politiassistent H. Jørgensen og overbetjent Læssøe med deres hunde. Foto fra Aftenbladet, 14. november 1908.

Efter at have snuset til et tabt lommetørklæde og nogle blodige seglgarnssnore, som polakkerne havde brugt til at binde fru Bech med, satte Seit afsted i nordvestlig retning ind i Rude Skov. Uden famlen fulgte den sit spor gennem skoven til Birkerød hvor den et øjeblik syntes at tabe det. Men efter et hvil genoptog den arbejdet og genfandt sporet på hovedlandevejen der fører til Frederiksborg. Et stykke fra Birkerød svingede hunden til højre ind på vejen til Islerød og fulgte denne ned imod Sjælsø. Lidt før man nåede søen, gik den langs granskoven ved denne, fulgte så sporet langs søens bred og satte pludselig over et gærde op til det såkaldte "polakhus", der bebos af markarbejdere - væsentlig polakker - som arbejder på "Islerødgård". Hunden standsede ved døren og ville ind, hvorfor dens ledsagere - assistent Jørgensen, Læssøe samt 7 betjente fra Nordre Birk - omringede huset og sprængte døren. Huset var imidlertid tomt. Man undersøgte dog hver krog af det. Sengesteder m. m. for om muligt at finde tyvekoster herinde, og en mand entrede op på loftet, men uden resultat. Sporet syntes imidlertid at føre tilbage op imod "Islerødgaard". og man tænkte sig derfor den mulighed, at en polak herfra havde været med i komplottet. I alt fald følte man sig overbevist om, at husets beboere måtte vide besked med røvernes natlige besøg, og et par betjente forlod så her sporjagten for at søge oplysninger på gården. Sporet drejede imidlertid et stykke fra gården, fulgte bredden af Sjælsø, forbi et bådehus, hvor hunden standsede, af hvilken årsag man brød døren op og undersøgte huset; dog atter her uden resultat. Hunden gik så videre langs søen, fulgte udkanten af en pløjemark, satte over et hegn og fortsatte ad vejen ind til Islerød samt videre herfra uden særlige oplevelser til Hørsholm. Her hvilte man en stund, men da hunden syntes stærkt optaget af sit spor, fortsatte man sporjagten trods aftenens komme og håbede på omsider at få et resultat. 

En anholdelse.

Der er nogen grund til at tro, at hunden var på det rette spor, i alt fald for en eller to af bandens vedkommende. At denne har opløst sig efter besøget på "Højbjerggaard", er nemlig det sandsynligste, og at en del af dem opholder sig i omegnen af Birkerød, hvis befolkning er opskræmte i anledning af besøget fremgår af alle ting.

Det meddeltes os således, at i aftes ved halvsyv-tiden, da en gårdejer kom kørende ad Frederiksborgvejen, faldt der tæt ved ham to skud. Skudenes nærhed lod gårdejeren føle sig overbevist om, at de var tiltænkt ham; men med en forstandig frygt for at være den underlegne i kampen, piftede han på sine heste og kørte hurtigst muligt hjemefter.

Meddelelsen herom nåede hurtigt politiet i Birkerød, hvor både betjent Nyland og reservebetjent Petersen gav sig til at undersøge den nærmeste omegn henimod Bloustrød. Dette førte til, at betjent Petersen kom ind på "Høveltegård", hvor man fortalte ham, at der oppe på høstænget lå en polak gemt, som måske hørte til banden. Petersen fik fat i manden, som var i besiddelse af en håndkuffert, man ikke i øjeblikket kunne få lukket op, men som man tænker sig muligheden af at indeholde et og andet fra røveriet på "Højbjerggaarden". Han oplyste at hedde Glütt, men nægtede ellers at udtale sig; han påstod ikke at have været med banden i aftes og heller ikke at kende noget til den. Han blev imidlertid straks taget med til Birkerød, hvorefter Petersen stærkt bevæbnet atter begav sig ud, med kurs mod Bloustrød. 

- Som man vil se, kan hundens spor udmærket godt stå i forbindelse både med den anholdte polaks skjulested og de faldne skud. Sandsynligheden taler for at banden befinder sig - spredt - i den skovrige omegn. 

Ligsynet.

Lidt over kl. 11 ankom distriktslæge Ditlevsen til gården for at foretage det legale ligsyn. Politiassistent Pürschel var til stede. Distriktslægen konstaterede 2 revolverskud i nakken samt 3 dybe stiksår, det ene i brystet i hjerteregionen, det andet i ryggen og det tredje i nakken, sammenfaldende med det ene revolverskud. Liget bærer andre mærker af voldsom behandling, bl.a. syntes det at røverne havde gjort sig anstrengelse for at få de ringe af der sad på ligets fingre.

Soldaterne rykker ud.

Med toget kl. 12.06 ankom Birkedommer Valeur samt et kompagni på 70 mand under kapt. Ulrichs kommando. Soldaterne, der hørte til 24. bataljon, deraf 40 mand vintermandskab og 30 mand befalingsmandselever, var efter rekvisition af birkedommeren stillet til politiets rådighed. De havde måttet afbryde deres øvelser og var så hovedkuls kommet afsted, at man i Holte kro måtte rekvirere frokost til dem. Straks efter at have indtaget denne blev de sendt ud i småpatruljer under kommando af løjtnanterne R. Wulff, Tryde og Fogh til afsøgning af den nærmeste del af Rude Skov.

Man nåede inden mørkets frembrud at få afsøgt den del af skoven, der ligger nørmest Øverød. Da man ikke længere kunne se, gik en del af mandskabet i kvarter. Resten fordeltes som vagtposter i en kæde udenom skoven, og hver mand fik forinden udleveret 5 skarpe patroner. Den del af mandskabet, der først tildeltes hvil, skulle i nattens løb sendes i småpatruljer gennem skoven.

Omtrent samtidig sendtes en eskadron gardehusarer under ritmester Garde-Jørgensens kommando og med premierløjtnanterne Hegermann-Lindencrone og grev Ahlefeldt-Laurvigen som førere for rekognoserings-patruljer ind gennem skoven ved Frederiksdal. Heller ikke rytteriet opnåede resultat ved sit første fremstød. Men ligeledes her var man beredt til at overnatte - - mandskabet medførte konservesforplejning - og i nattens løb ville man afpatruljere skovene.

Birkedommer Valeur,

som vi træffer i Holte krohave, og som har foranlediget soldaternes medhjælp, siger: Det er jo muligt, at vi ikke opnår større resultater; men soldaternes nærværelse vil i alt fald berolige sindene. Dette, at de ligesom våger over egnen i nat, vil gøre de ængstelige mere trygge. Og det er det, som denne egn i øjeblikket trænger mest til.

Vi forespørger birkedommeren, om det politi, der var på vagt mandag nat, var bevæbnet. Birkedommeren svarer herpå at, ham bekendt, var de alle forsynede med revolvere. Når vi har stillet dette spørgsmål, er det, fordi man på "Højbjerggaard" udtalte i går, at betjentene næsten var lige så bange som folkene selv for at gå ud i nattens mørke og den meste tid holdt sig inden døre.

Herpå svarer birkedommeren naturligvis, at han vanskeligt kan tro det. Navnlig da betjentene sikkert har haft revolver hos sig.

Efter hvad vi erfarer, er soldaterne i går blevet forsynet med skarpe patroner til brug i nødstilfælde.

Men en udåd som den her omtalte, gør atter spørgsmålet om betjentenes bevæbning aktuel. Kampen er ulige når en betjent sendes imod en morder der er forsynet med skydevåben og fra et baghold kan plaffe ham ned. Vil man opnå resultater, må betjenten ikke være ringere udrustet end dem, han skal pågribe

Fejlagtige anholdelser.

Det siger sig selv, at politiet er lydhørt overfor folks anmeldelser om at have set de formentlige mordere. Overalt er sindene jo opskræmte, og hellere vil man løbe risikoen og tage fejl, end afvise anmelderne. Dette kan ganske vist føre til sådanne fejltagelser, som i aftes i en beværtning på H. C. Ørstedsvej. I den omtalte beværtning kom 3 sortsmudsede, fremmed talende mænd ind; den ene havde endog en skramme tværs over næsen, og værten var derfor ganske overbevist om at have tre af polakkerne for sig og sendte i al stilhed bud til politistationen på Herluf Trolles Vej, hvorfra lidt efter en deling politi kom, som omringede huset og anholdt de tre mystiske fremmede. Det oplystes imidlertid hurtigt, at man denne gang havde taget fejl, idet de fremmede var tre persiske tæppehandlere.

Mere værd må man tillægge en anholdelse, der er foretaget i Roskilde, hvor mistanken henledtes på 4 polakker, som kom til byen i går middags. De syntes at være landarbejdere og var godt beslåede med penge. Selvfølgelig nægtede de at kende noget til mordet, men de er dag foreløbig blevet holdt tilbage, og deres signalement er i aftes blevet sendt op til Nordre Birk.

Endelig har man i selve Nordre Birk foretaget 10 anholdelser i løbet af i går. De 7 blev dog straks dimitterede. Men de tre holdt man tilbage endnu i aftes, dog er man ikke stærkt overbevist om at de har gjort sig skyldig i andet end løsgængeri, ligesom de formodes at være tyskere, ikke polakker.

De flygtende røvere. 

Endnu ved redaktionens slutning forelå intet resultat vedrørende de flygtende polakker. 

Straks efter mordet underrettedes politiet på Gedser-Warnemünderuten samt i Hamborg. Men for den muligheds skyld, at røverne skulle forsøge at slippe over til England, er også Esbjerg alarmeret, og endelig håber man at have spærret dem vejen til Sverige over Helsingborg og Malmø.

Det sidste er imidlertid det usikreste. Såfremt røveriet hos Bech er planlagt, er det ikke usandsynligt, at de kan have skaffet sig en båd i forvejen, eventuelt have stjålet den mandag nat og lagt Sundet imellem sig og forfølgerne, inden disse kunne forhindre det. Fra Bellevue, Skodsborg eller Vedbæk ville de uden større vanskelighed kunne slippe bort fra Danmark.

- Nu meddeles det, at man fra svensk side har opmærksomheden henvendt på de punkter ved kysten, hvor en landgang kan tænkes.

Det københavnske politi

har i går formiddag ladet sine opdagere foretage en undersøgelse hos den herværende russisk-polske koloni. Undersøgelsen har ikke givet noget positivt resultat; i alt fald har man ikke fundet de flygtende røvere; men det er jo, som sagt, muligt, at de slet ikke har søgt skjul her, og i alt fald har politiet opnået det at "revidere" listen over de her for tiden boende immigranter.

Det er særlig i Pilestræde- og Vognmagergadekvarteret samt omkring Adel- og Borgergade, at de holder til.

(Dagens Nyheder, 11. november 1908).

Proprietær Beck og hans ældste datter. Foto fra Aftenbladet, 11. november 1908.

Som det fremgår, blev der iværksat en klapjagt, bl.a. med udkommanderet militær. Egnen var opskræmt, folk flyttede sammen i husene, og politi og dommer måtte for at berolige kommunens borgere indlogere sig på Ny Holte Hotel. De skyldige blev set mange steder i København og omegn. Mange polakker og russere i Københavnsområdet kan have set sig mistænkte, der blev anholdt en del uskyldige polakker og russere - og finner. Aftenbladet kunne således den 12. november berette at Bullotti var pågrebet i Helsingør - hvad der ikke var tilfældet.

Polakkvarteret.

Ballottis ven, Jan Tschernetzky, anholdt.

Det udvendige af et "polakhotel" i Pilestræde.

Mordbrænderen Ballotti har ført en meget urolig og omskiftende tilværelse her i landet. Vi kunne i går meddele at han med forskellige mellemrum havde slået sig ned i København, hvor han snart boede i Pilestrædekvarteret, snart på Christianshavn, men længst hos skomager Neumann, Pilestræde nr. 70 over gården. 

Fra Ballottis interessante logivært peger sporet videre til en polak ved navn Jan Tschernetzky, en net ung mand der oprindelig er bogbinder af fag, men nu arbejder som skomager efter at have lært dette håndværk hos Neumann. Jan Tschernetzky arbejdede nu hos en skomager Frank, Landemærket 47, men blev i forgårs anholdt her og befinder sig fremdeles i varetægtsarrest. Da skomager Frank og hustru i forgårs aften kom hjem fra byen, stod en civil opdagelsesbetjent og ventede ved deres lejlighed. Betjenten blev til Tschernetzky kom hjem og tog så polakken med på stationen. Efter at den unge mand her havde afgivet forklaring, blev han holdt tilbage. 

Bullotti. Tegningen stammer fra Aftenbladet, 12. november 1908.

Blandt andet gik hans forklaring ud på at han 3 dage efter branden på Thornbjerggaard havde mødt

Ballotti uden skæg

og med blond paryk. Han traf mordbrænderen i Pilestræde og talte med ham. De to var under Ballottis tidligere ophold i København ofte kommet sammen, og til Tschernetzky har Ballotti omtalt sine pengemellemværender med de forskellige proprietærer han havde tjent hos. Mulig har han også udtalt sig om sin bedrift på Thornbjerggaard, da han forleden mødte vennen i Pilestræde, og sandsynligvis er det formodningen herom eller i det hele om et medviderskab fra Tschernetzkys side, der har fået politiet til at sætte den unge polak fast. 

Tschernetzkys øvrige bekendte mener ikke han kan have noget på samvittigheden selv. Han anses i kolonien for en pæn hæderlig mand om hvem der aldrig er oplyst noget ufordelagtigt.

Den pågældende aften da han mødte Ballotti, traf han aftale med denne om at møde ham igen en påfølgende aften. Om de da har været sammen påny, og hvad de har foretaget i forening, ved man foreløbig intet om. 

Hos en polsk familie i Brøndstræde meddeler man os yderligere om Tschernetzky at han efter at være kommet hertil fra Østrig og Tyskland, fik hjælp til at skaffe sig nogle små handelsartikler, hvormed han søgte at opretholde livet, idet han en tid vandrede rundt på landet og solgte.

Som sagt er Tschernetzky den eneste intimere bekendt af Ballotti man foreløbig har kunnet opspørge i København. Overalt i polske og russiske familier hævder man at såvel Ballottis som vennens omgangskreds var meget spredt og løs. Det formodes at Ballotti har benyttet flere af de her i byen oprettede

polske og russiske logishuse

Vi besøgte nogle af disse, men man vægrede sig alle vegne, ret naturligt, ved at kende noget nærmere til mordbrænderen eller bestemt at kunne huske, om han havde været imellem de mange skiftende gæster.

Vi indhenter dog her højst interessante oplysninger om de indvandrede polske og russiske fattiges livsvilkår i København, forhold, som bl. a. afgiver en overordentlig talende baggrund for det hævn- og ildgernings-raseri, der har grebet Ballotti for tilsyneladende små pengespørgsmåls skyld. Et af de største "hoteller", hvor Ballottis landsmænd taget ind på kortere eller længere tid, findes i den store ejendom, Pilestræde 86. Her har en indvandret mand ved navn Wisnewsky lejet lejligheder i forskellige stokværk inde over gården. Værelserne er væsentlig optaget af jernsenge med uldne tæpper og i de værelser rummes undertiden over 30 logerende. Priserne er noget forskellige, og værten afpasser den noget efter gæsternes fordringer. Det vil sige eftersom de ønsker en hel seng alene eller er villige til at dele med andre. Der betales gennemsnitlig 25 øre pr. gæst for natten. De særlig velhavende giver 35 øre, og de som logerer sig for længere tid eller fx ligger selvtredje i sengen, slipper med endnu lavere pris end 25 øre.

Pilestræde 86, gårdinteriør set fra nr. 82, o. 1899. Foto Fritz Benzen. Københavns Museum. Public Domain. Bemærk at fotoet ikke hørte til den oprindelige artikel.

Det er dog væsentlig de nylig ankomne eller folk på gennemrejse der optager disse logiser. Familien der slår sig fast i København, ser sig hurtig om efter private boliger.

En den af dem er efterhånden heldige, opnår godt arbejde, og flytter til forstæderne. Fra deres kreds dannes de forskellige

Russerkolonier.

der nu findes her i byen. Disse kolonier eller foreninger holder sig indbyrdes stærkt afsondrede, ganske som sædvanen er hjemme i Rusland eller Polen. Letterne der navnlig har fundet sig til rette i Ryesgade, har deres forening for sig selv. Russiske socialdemokrater ses jævnlig i små selskaber i "Kommunekælderen" i Gothersgade. De russiske og polske jøder er nået så vidt at de holder læsestuer, men også de deler sig igen i 2 afdelinger hvis medlemmer næppe nok kender hverandre. Bundisterne - tilhængerne af det store jødiske socialdemokratiske forbund "Bund" - holder læsestue i Linnesgade 37. Her kommer ca. 120 læsekredsmedlemmer, mens selve foreningen tæller ca. 40 medlemmer. Zionisterne - for hvem det nationale jødespørgsmål står i forgrunden - har læsestue i Gothersgade nr. 9. De synes netop i denne tid særlig virksomme for deres forenings vel og vil fx i morgen, søndag, spille komedie i Prins Wilhelms Palæ til fordel for deres kasse. Der opføres, fortæller man os, et stykke med titlen: "Dora eller millionæren som betler". Bagefter er der bal. 

Såvidt er nogle af de indvandrede nået. Andre som udgår fra logihusene, glider den modsatte vej, nedad i endnu større fattigdom, mange helt ned til

dybets bund

hvor tilstanden virker som en direkte omplantning på dansk grund af de udenlandske millionbyers forfærdeligste elendighed. Også her går logisforholdet igen, men i endnu lavere former. Her er ikke mere tale om at udleje en seng, men en soveplads i en seng, hvor ofte 3 eller endog 4 personer har fælles leje, hvis sengen blot er bred nok. De bedst stillede på dette trin bruger de gammeldags brede træsenge eller kasser som dem man ser i karlekamrene på landet. Andre rejser simpelthen rundt med den "dyne" - ofte nogle grå, sæklignende laser - og lejer sig en gulvplads, hvorpå de breder laserne ud og kaster sig til hvile mellem kakkelakker, væggelus og andet grådigt utøj.

Vi traf i Brøndstræde hvor især polske familier overvintret efter høst- og roearbejdet i Sverige eller hos vore egne bønder, et par familier der havde måttet forlade "Hotel Wisnewsky". De 25 øre pr. nat var efter deres formuesforhold en glubende pris. Nu havde de slået sig sammen om et lille, mørkt gårdværelse som de havde udstyret med 2 jernsenge med "madrasser" til i alt 4 kr. For værelset betaler de 5 kr. om måneden, men må dele køkken med nogle af kvarterets offentlige kvinder. Polakkerne klagede over at de ikke kunne sove om natten fordi disse kvinder fejrede de vildeste orgier og drikkegilder dør og dør med dem. Dog, hvad nytter det! siger en af konerne resigneret. For 5 kr. kan man vel ikke forlange andet! Hun syntes endda nogenlunde tilfreds, så længe de to familier har råd til at "brede" sig i de to jernsenge. Men en dag - eller rettere nat - når det kniber, rykker de måske ned på gulvet og lejer jernsengene ud. Der er jo plads til mange logerende, og det giver mønt!

I et lille, langagtigt lavloftet rum fandt vi i Pilestræde ca. 14 personer boende sammen, mænd og kvinder, voksne og børn. De deler 4 senge og ligger for resten på gulvet. Et tredje sted lå en ung kvinde i barselsseng. Et par mænd sad ved et lille bord og skar tykke skiver af et rugbrød som de langsomt fortærede med fedt på. Fra en lav, tyk kakkelovn steg en kvalm dunst af "suppe", kogt på ben med brød og kartofler imellem ud i værelset. Gardiner eller møbler fandtes så godt som ikke, og ved døren lå en større bunke fejeskarn ophobet, tilsyneladende resultatet af flere ugers fejning. 

Pølsemagerens ven.

Disse menneskers levevis står på samme trin som deres boligforhold. Brød og kartofler er deres væsentligste næring. Men "suppe" er en livret, som de en gang imellem gør fortvivlede forsøg på at stikke imellem. Nogle familier der boede i nærheden af en pølseslagter, skiftedes til at "låne" slagterens bortskaffede ben fra gårdens affaldsdynger. De tog benene med hjem, kogte suppe på dem, pillede dem, og sugede dem og lagde dem så pænt tilbage igen hvor de havde taget dem! Efter gode fund i pølsemagerens svinetønder fejrede disse fattige spisegilder der i forhold til deres daglige levemåde var topmålet af overdådighed og luksus.

I omgivelserne af lignende art færdedes Ballotti. I disse gyder og gårde levede han som logerende, snart længst nede, snart højt til vejrs, som fx hos skomageren i Pilestræde. Han havde 23 kr. til gode hos Beck på Højbjerggård og en hel del mere på Thornbjerggaard. For disse penges skyld satte han himmel og jord i bevægelse, søgte hjælp alle vegne, og da alt glippede, følte han sig berøvet en formue, som under hans eksistensforhold var nok til at sikre ham mod sult vinteren igennem. Ingen hjalp ham, alt bristede. Hadet til de hårdhændede arbejdsgivere, der nægtede ham penge, gjorde ham til et vildt dyr. Han gik ud og myrdede og brændte.

Jp. George.

(Social-Demokraten 14. november 1908).

Tegning fra Aftenbladet den 13. november 1908 som viser et værelse på en ussel kvist i Vognmagergade hvor Bullotti boede til leje hos en skomager Neumann i sommer. 

Polakkerne

Hvem trykker dem revolveren i hånden?

Forbrydelsen på Tårnebjerggård ved Køge, Solbjerggård ved Slagelse og nu det frygtelige rovmord på Højbjerggård i Øverød ved København har opskræmt sindene og givet anledning til spørgsmålet: Hvem har skylden?

Da de danske godsejere og storbønder ikke byder landarbejderne - hverken de polske eller danske - gode menneskelige vilkår, så er det indlysende at de hæderligste og dygtigste polakker i størst mulig grad søger Tyskland og Sverige frem for Danmark og kun tager hertil i mangel af noget bedre.

Altid er der spektakler mellem polakkerne og godsejerne og storbønderne, og i de senere år mere end nogensinde før.

Polakkerne snydes på alle måder.

Det er de også blevet tidligere, men da var de så dumme at de ikke forstod det. Nu ved de at de bedrages for en fortjent løn, for rejsepenge såvel som ved en hel del af deres indkøb. De behandles ofte værre end dyr. De skubbes og sparkes, hånes og skældes ud, og de er ikke altid som tidligere til sinds at sige tak til og kysse deres plageånder på hånden.

I arresterne i provinserne sidder der altid polakker. Anledningen er tyveri, brandstiftelser, vold, betleri etc.

Stadig sendes der på vor bekostning polakker ud over grænsen, og de samme vender trolig tilbage igen for på ny at blive hjemsendt. I disse dage sender politiet hver eneste dag polakker hjem på det offentliges bekostning som subsistensløse, og mange af disse har faktisk penge til gode hos deres husbond, de kære agrarer.

Hertil kommer følgende:

Når en polak mishandles for stærkt i sin tjeneste, forlader han denne, og han kræver så sit tilgodehavende. Husbonden nægter at betale i henhold til at polakken har gjort sig skyldig i kontraktbrud. Det er i god overensstemmelse med hvad der sker overfor danske tyende, men polakkerne forstår ikke at de skal berøves en del af deres surt fortjente løn, de kalder sådant for snyderi.

Det er ganske det samme som førte til at Ballotti myrdede proprietær Beck, og der går i dette øjeblik mange storbønder og ryster for livet, fordi de har beholdt polakkernes penge.

Der er folk - endda ikke så få - der spekulerer i at få tyendet til at forlade "pladsen i utide", når årets travlhed er forbi, for derved at tilbageholde den fortjente del af lønnen. De danske folk går til de socialdemokratiske blade og får juridisk assistance, men polakkerne er afskåret fra hjælp. Sproget lægger dem hindringer i vejen, og selv om man kunne skaffe dem juridisk hjælp, så vil de længe før sagen er sluttet, blive hjemsendt som subsistensløse.

De har intet middel til at få deres ret, og de griber da til den udvej, de har lært i deres fædreland.

De hævner sig.

En oprørende begivenhed på herregården Ulriksdal.

Her er et eksempel fra de sidste dage:

På herregården "Ulriksdal" på Lolland hvor forpagter Thye og hans søn, forvalter Thye, fører et strengt regimente, har man som på alle vore herregårde en flok polakker.

Forleden dag gav forvalteren en højst frugtsommelig polsk kone ordre til at rense køerne, hvilket hun da også gav sig i lag med. Forvalteren forlangte at hun med fingrene skulle skrabe noget møg af en ko, hvilket hun nægtede. Så slog han hende med sit egespir over maven!

En polak fortalte hendes mand at forvalte Thye havde slået konen med egespiret, og manden for så ind i stalden og ramte Thye, så hans ene finger blev noget læderet. 

Forvalter Thye anmeldte sagen, og borgmester Holck, Nysted, tog ud på "Ulriksdal" for at holde forhør. Konen lå syg i sin modbydelig snavsede rede i Thyes polakkaserne.

Hun fastholdt at være slået med stokken af hr. Thye, og to polakker erklærede at have set det.

Efter dette skulle man synes at Thye måtte være blevet anholdt. Men det skete ikke. Rettens folk satte sig derimod til at spise frokost sammen med hr. Thye og hans familie, hvorefter 

1) de to polske vidner blev taget med til Nysted, og

2) Den syge kones mand arresteredes i Maribo.

Denne stakkels fattige fremmede, der havde værget sin hustru, idømtes 150 kr. i erstatning til forvalter Thye for den dårlige finger, hvilket beløb antagelig udredes af hans og konens tilgodehavende løn for sommerens arbejde og en bøde på 100 kr. som han afsoner.

Altså den hovne og brøsige godsforvalter Thye, der efter konens forklaring og to vidners første forklaring har slået hende, tilkendes 150 kr. i erstatning af de fattige folk, og dermed er han færdig.

Polakken må døje en del fængselsstraf, og når han kommer ud, står han i et fremmed land, med tomme lommer efter at han og konen har slidt et halvt år for at have lidt at stå imod med til vinter.

Han er et hidstigt gemyt, så der behøves næppe så meget som her er sket for at trykke ham revolveren i hånden. Han bliver måske en Balotti nr. 2.

Fra en anden lollandsk herregård.

På Maribo Ladegård slog forvalteren forleden dag hovedet itu på en polak. Dommeren foreslog forvalteren at betale polakken 20 kr. i erstatning. Han fik imidlertid 50 kr. samt lidt for lægeregning og ridsspilde.

Ja, det er kun et par historier fra de sidste dage. De kan suppleres med hundrede alene for denne sommer. Men det er jo overflødigt. Enhver ved hvorledes polakkerne bliver behandlet og hvorledes de selv optræder.

Disse tilstande kan ikke blive ved.

Skal egespiret vedblivende danse på polske mænd og kvinders rygstykker, skal de fremdeles lokkes hertil med store løfter og bagefter med eller imod loven berøves deres arbejdsudbytte, så vil revolveren komme til at afgøre adskillige stridigheder, og på mere end en herregård vil den røde hane komme til at gale!

Hvad bør der gøres?

Ja, der er efter vor mening slet ikke andet at gøre end at lade de polske arbejdere blive hjemme og udelukkende bygge på den danske arbejdskraft.

Man vil sige at det ikke kan forslå, men det er slet ikke sandt.

Her er arbejdskraft nok i vores land, og der kan blive meget mere når blot ikke man ved dårlig behandling hvert år tvinger tusinder af unge kvinder og mænd bort fra landbruget ind til byerne og til Amerika.

(Social-Demokraten 16. november 1908)

Barrison som Teaterstykke. (Efterskrift til Politivennen)

 Som i går omtalt af vor københavnske korrespondent har et nyt teaterstykke gjort lykke på "Kasino". Ideen til stykket har varietedamerne søstrene Barrisons livsskæbne givet.

Forældrene boede for nogle og 30 år siden i Aabenraa, hvor kun fattigfolk havde til huse. Faderen der hed Barejsen, var drejer, det kneb meget hårdt med at skaffe det allernødvendigste til livets ophold. Lejligheden var lille, og selv efter fattige forhold meget tarvelig. Her er i hvert fald nogle af de fejrede varietedamer født og opdraget.

En skønne dag rejste Barejsen til Amerika. Tilbage sad hustruen, der selv var en køn kone, med sine smukke pigebørn hvoraf den ældste nu var en 12-13 år.

Familien fik nogen hjælp - vist nok kun lidt - af en kendt modepræst. Han blev meget vred da han hørte at den ældste, meget smukke datter Abelone optrådte som statistinde på teatret.

Når præsten kom på besøg måtte man - for ikke at miste hjælpen - hykle en hellighed som slet ikke eksisterede, og det er et spørgsmål om ikke det netop var under disse forhold man fik ideen til Barrisons store varietenummer. Vi kunne i hvert fald meget vel tænke os at den unge kone og hendes børn har siddet i København og sunget salmer sammen med pastoren for så snart han var vel ude af døren at rykke hykleriet af sig og tage sig en munter kankan i den lille stue. 

Nå, efter nogen tids forløb skaffedes rejsepenge til Amerika. Derovre - men sikkert også først derovre - traf familien den talentfulde socialistiske journalist Fleron. Ved hans hjælp og under hans ledelse lagde den Europas og Amerikas levemænd for de smukke damers fødder.

Abelone blev gift med Fleron. De lever nu i København som meget rige folk. Moderen - fru Barejsen - bor også i København, mens faderen enten er død eller endu opholder sig i Amerika.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov, 10 november 1908).

Stykket "De fem søstre" er også omtalt i Aarhus Amtstidende, 9. november 1908. De gik på forskellige teatre landet over i hvert fald et par år ind i 1. verdenskrig.