Alle Bornholmere kender Navnet Hammeren og efterhaanden lærer ogsaa en Del andre Danske at kende de prægtige Klippepartier paa Bornholms Nordspids. Didhen søger nu hvert Aar Tusinder af Mennesker for at glæde sig over den prægtige og storslaaede Natur. Gennem Millioner af Aar har de vældige Granitklipper paa Bornholms Nordspids trodset Sø og Vejr. Generation efter Generation er sunken i Graven, men lige stejl og haard har Hammerens Klippe staaet som det urokkelige, mens alt andet forgik og fortæredes af Tidens Tand.
I sin Uroprindelse stod Hammeren indtil for ca. 35 Aar siden, da man fandt paa at gøre den i Penge. Før den Tid havde ingen tænkt paa at drage anden Nytte af den rige, stejle Natur end en Smule Græsning for nogle Faar og Kvæghøveder. Staten ejede Hammeren, der har et Fladeareal paa over 350 Td. Land, men Staten var højsindet og overlod Græsningsretten til Allinge-Sandvig Kommune, ligesom den havde overladt Retten til Fiskeriet i Hammersøen til Bornholms Kommandant. Mens dette Forhold holdt ved, levede Beboerne i Allinge og Sandvig det mest idylliske Liv. De tvende Byer, der nu er sammenvoksede, talte i 1870 kun 1022 Indbyggere og de ernærede sig hovedsagelig ved Agerbrug og Fiskeri samt en Smule Haandværk og nogen Købmandshandel. Der var ingen, der paa den Tid drømte om, at Stedet om et halvt Hundrede Aar skulde blive et Valfartssted for Turister fra fremmede Lande. Der var heller ingen, som den Gang tænkte paa at gøre Hammeren til et af de mest storstilede industrielle Anlæg i Danmark. Rent tilfældig er forøvrigt Planen herom bleven ført ud i Livet.
I Midten af forrige Aarhundrede var der rundt om i Evropa en Mani for storslaaede Projekter hvorved der skulde tjenes Penge, og det er denne Mani, der indirekte har været Aarsag til, at Granitværket Hammeren er blevet til. Et internationalt Selskab var løselig blevet dannet med det Formaal for Øje at omdanne Hammersøen ved Hammeren til en international Nødhavn. Selskabet talte mange mere eller mindre fine Navne. Det siges endog, at afdøde Grev Frijs var med i det. En af dets Medlemmer var en Kaptejn Petersen fra København, en anden var en Ingeniør Brandt, en tredje Ingeniør Glæsel, København.
Selskabet havde en stor Kapital tegnet og Planerne til den internationale Nødhavn var delvis færdige, da Selskabet paa Grund af forskellige Omstændigheder brød sammen.
Det var Meningen at danne Havn af selve Hammersøen, og Havnen skulde have Indsejling baade fra Sænekysten og Sandvigbugten. Paa den Maade blev det muligt at søge Havnen fra Vestsiden og Østsiden. Det tog sig jo storartet ud. Det vilde ganske vist koste vældige Beløb, men man ventede sig - besynderlig nok forresten - ogsaa store Indtægter. Nu kan ethvert Menneske se, at Idéen var ganske vild. Den endnu levende fhv. Postmester og Borgmester i Allinge, Marckmann, stod i Forbindelse med det internationale Selskab og havde for dettes Regning taget Ejendommene omkring Hammersøen paa Haanden, deriblandt ogsaa Hammersholm.
Derimod raadede Selskabet ikke over selve Hammeren, som var Statens, og som vederlagsfrit udnyttedes af Kommunen. Allerede i 1843 - 44 søgte Allinge og Sandvig Kommune om, at den maatte faa fuld Ejendomsret over Hammeren, men der udstedtes i 1844 en kongelig Resolution, hvorefter det ansøgte ikke kunde bevilges. Derimod tilstod man paany Byerne en uforstyrret Nydelse af Græsningsretten til Hammeren. At det heller ikke var ganske ideelle Grunde, der foranledigede Kommunen til at begære Ejendomsretten til Hammeren, viste sig tydelig nok senere. I 1873 gav Staten Køb overfor et nyt Andragende og den 18de September samme Aar fik Kommunen vederlagsfrit Skøde paa Hammeren. Men allerede i 1875, altsaa kun 2 Aar efter, solgte Kommunen igen hele Hammeren for 16,000 Rigsdaler til Grosserer J. C. Martens fra København. Købet var fra Martens Side en Spekulationsforretning og den stod i Forbindelse med Planerne om at omdanne Hammersø til en international Havn. Grosserer Martens mente, at han kunde gøre en god Forretning med Havneprojektselskabet og kom dette i Forkøbet med at erhverve Hammeren. Han forregnede sig imidlertid, thi Havneplanerne blev ikke til noget, og dermed bristede alle Forudsætninger for Hammerens Erhvervelse.
Havneplanerne var ikke nogen ny Opfindelse. Det fortælles, at den russiske Kejser Zar Peter den Store allerede i 1716, da han i 4 Dage boede i Allinge og Sandvig, skal have fundet Søen velegnet til Orlogshavn. Ogsaa den danske Regering har til Tider beskæftiget sig med Tanken om at omdanne Hammersøen til en Orlogshavn. Der blev i 1809 af Ritmester v. Salchow foretaget Undersøgelser over Bekostningerne ved et saadant Anlæg. Man naaede til Erkendelse af, at det vilde blive bekosteligt, og efterhaanden er Danmarks sømilitære Magt reduceret til saa lidt, at det ikke i lange Tider har haft nogensomhelst praktisk Betydning for os, om Hammersøen er egnet til Orlogshavn eller ej. Noget anderledes har Forholdet været, naar Talen var om en Nødhavn paa Bornholm. Lige til de allersidste Aar har Nødhavnsspørgsmaalet været drøftet, og der har af og til været talt om Hammersøen, men Nødhavnsspørgsmaalet har efterhaanden faaet et Stænk af bypatriotisk Karakter over sig; Hammersøen har derfor mindre været anbefalet. Omkostningerne vilde forøvrigt blive kolossale og næppe staa i noget passende Forhold til den egentlige Nytte, der kunde drages af Anlæget. Man kan derfor med nogenlunde Sikkerhed sige, at der ingen Udsigt er til, at der vil blive hverken Orlogshavn eller Nødhavn ved Hammersøen. Den faar sikkert Lov til endnu i mange Aar at ligge i sin idylliske Ro.
Men det er gaaet anderledes med Hammeren. Den brydes efterhaanden itu, og fortsættes Stenbrydningen der, som den er begyndt, vil Hammeren efterhaanden helt forvandles, og de storslaaede Klippepartier vil forsvinde for at gøre Tjeneste som Sikringer for Havneanlæg langs Tysklands Østersøkyster.
Grosserer Martens blev ikke ret længe Ejer af Hammeren. Da han ikke kunde gøre Forretning med Havneselskabet gav han sig til i mindre Stil at udnytte Klipperne ved Stenbrydning.
I Aaret 1875 i Juni Maaned begyndte Virksomheden med Stenbrydning paa Hammeren, idet Hr. Grosserer Martens da med Hr. Ingeniør H. Brandt som ledende Ingeniør tog fat paa at udnytte Hammerens svære Klippepartier. Der arbejdedes i ca. 3 Maaneder med en Snes Mand indforskrevne fra Tyskland og Bøhmen. Arbejdets daglige Gang lededes af en bøhmisk Formand ved Navn Donhart; men det blev ikke til stort. Bøhmerne forstod ikke rigtig Haandteringen i de svære haarde Klipper. I August Maaned samme Aar overtog nuværende Stenværksejer i Allinge A. R. Wiberg den praktiske Ledelse af Stenbrydningsarbejdet paa Hammeren i Forening med Hr. Ingeniør Brandt. Hr. Brandt blev imidlertid syg og allerede Aaret efter i 1876 - fratraadte han helt og Wiberg overtog derpaa Ledelsen alene. Hr. Wiberg virkede som Leder for Grosserer Martens Stenhuggeri indtil 1882. Da indstillede Grosserer Martens sin Forretning. De bøhmiske Arbejdere vendte alle tilbage til deres Hjemland. Det kneb imidlertid med at faa hjemlige Stenarbejdere. I Aarene 1875-82 blev der indforskrevet 10 Italienere, og de viste sig som duelige Stenarbejdere. Der arbejdede ogsaa baade svenske og danske Arbejdere paa Hammeren i de Aar. Antallet af Arbejdere var den Gang som nu stærkt varierende. Der var fra 50 til 100 Arbejdere beskæftiget i de Aar. I 1883 overtog Hr. Wiberg for egen Regning Granitværket Hammeren i Forpagtning og Forpagtningen varede til Efteraaret 1890. Forinden Forpagtningens Ophør havde Grosserer Martens imidlertid overdraget Hammeren til Brødrene Ohlendorff i Hamborg. Overdragelsen til Tyskerne fandt Sted i Aaret 1884. Hr. Wiberg drev en ret omfattende Virksomhed og afhændede Stenarbejdet til det øvrige Danmark, Tyskland og Rusland.
Da Virksomheden begyndte paa Hammeren i Efteraaret 1875 fandtes der nogle smaa Stenhuggerier paa Nordlandet. Et af Værkerne tilhørte Købmand M. Curdts, et andet tilhørte Købmand J. J. Grønbech, begge i Alling. Den Grønbech'ske Forretning dreves af et Konsortium, som Grønbech var den egentlige Leder af. Ogsaa den Gang solgtes den forarbejdede Granit dels til det øvrige Danmark, dels til Tyskland, særlig til Kiel. Hele Arbejdsstyrken i Stenindustrien var i Aarene før 1875 20 a 30 Mand. Afskibningen af Graniten fandt da Sted dels fra Allinge Havn, dels fra Bugten ved Sæne, hvor Skibene under gunstige Vindforhold fik Stenen udskibet i Pramme. I "Humledal'', hvor der nu ligger en Del Arbejderboliger, laa der i tidligere Tider en Smedie, et Maskinhus, Stalde og Ladebygninger, som Hr. Wiberg benyttede under sin Virksomhed. Han drev forøvrigt noget Landbrug ogsaa paa Hammeren. De nævnte Bygninger nedbrændte imidlertid et Aar ganske kort Tid efter, at Sæden var bleven indbjærget - vistnok i Aaret 1887. 1884 maatte Hr. Martens som nævnt afhænde Hammeren til sin Svoger Baron v. Ohlendorff i Hamborg. Ohlendorfferne var meget rige Folk og tog vel nærmest Hammeren at Familiehensyn.
I 1891 dannedes der et Aktieselskab: "Bornholms Granitværk", hvis Aktier i alt væsentlig er paa tyske Hænder. Der blev anlagt Stenværk i stor Stil. Svenske Arbejdere kom herover i Hundredtal, der byggedes Arbejderboliger og Arbejderkaserner og en meget livlig Tid begyndte for Allinge og Sandvig. Alt tegnede stort. "Bornholms Granitværk" var et Millionforetagende og mange drømte om en Stortid. Der blev bygget en Havn i Bugten ved Sæne nedenfor Hammershus Ruiner. Fra denne Havn skulde det meste af Granitværkets Produktion udskibes. Ved Sænekysten havde der i ældre Tider været nedrammet Pæle til en Art Skibsmole, benyttet for Sejladsen for Ind- og Udskibning for Hammershus Slot, og ved Anlæg af den ny Havn fandtes betydelige Rester af denne gamle Skibsmole. Pælene var af Birk og saa velbevarede, at de kunde bruges til Nyttegenstande, f. Eks. Drejearbejde.
Der rejste sig imidlertid straks Røster imod at Kommunen havde solgt Hammeren for den ringe Pris 32,000 Kroner, og det vakte ikke ringe Uvilje, at en saa betydelig Del af Bornholm skulde overgaa til et tysk Aktieselskab. Da Selskabet saa fik i Sinde at anlægge en Havn ved Sænebugten, kom Uviljen paany til Orde og der var Vanskeligheder at overvinde for Selskabet med Hensyn til Koncessionen paa Havneanlæget.
Ohlendorfferne var imidlertid formaaende Folk. De var gode Bekendte af Børsmanden Tietgen, og Tietgen gik ind paa at repræsentere det tyske Selskab og dermed overvandtes Vanskelighederne. Koncessionen blev givet den 19. Juli 1890.
I de første Aar, efter at Hammerværket ret var kommen i Drift, beskæftigedes der flere Hundrede Arbejdere i Værket. Senere er det gaaet mere og mere tilbage med Produktionen og egentlig Stenhuggerarbejde udføres slet ikke mere paa Hammeren. Produktionen udgør nu kun Brosten, som hugges med Faldhammer, samt Skærver og Ros. Den tyske Toldpolitik har lagt betydelige Hindringer i Vejen for Udførslen af det færdighuggede Materiale. Den tyskfødte Direktør Weiler er forlængst rejst herfra og den ligeledes tyskfødte Bestyrer Gottspenn er fratraadt. Nu ledes Hammerværket af Hr. Bestyrer Julius Andersen, som tidligere var en af Formændene paa Værket. Men det ejes fremdeles af Baron v. Ohlendorff i Hamborg og det beskæftiger ca. halvandet Hundrede Arbejdere.
Hammerværket har sikkert ikke været nogen Guldgrube for Tyskerne, og saaledes som Forholdene tegner, er der næppe nogen Udsigt til, at der i de nærmeste Aar kan blive større Virksomhed. Værket har været stort og dyrt anlagt, og der er eksperimenteret der i saa vid Udstrækning, at der skulde særlig gunstige Salgsvilkaar til for at bære Omkostningerne.
Allinge-Sandvig Kommune er bleven fattigere og fattigere, eftersom Aarene er gaaet, og Hammeren er bleven grimmere og grimmere. Der er altsaa ingen, der har spundet Silke ved Anlæget. For Arbejderne har Stenindustrien altid været et besværligt Felt. Arbejdet er haardt og Lønnen er ringe i Forhold til det opslidende Arbejde og den store Risiko for Liv og Lemmer, der er forbunden med Arbejdet i Klipperne.
Nu er hele Hammeren øde og gold. Der vokser en Del Lyng i Lavningerne oppe paa Højdepartiet; men Træer er der ingen af i egentlig Forstand. Det menes imidlertid, at Hammeren i ældre Tider har set anderledes ud og har været bevokset med Træer.
I Rawert & Garliebs Bornholms Beskrivelse af 1815 hedder det om Hammeren saaledes:
"Fordum har Hammeren været bedækket med Skov; nu ser man kun Træernes Rødder og nøgne Klipper hist og her stige op af Sandet."
Det menes forøvrigt, at Hammeren har været beboet i Middelalderen, uden at man dog har nærmere Rede paa dette Forhold. Den formodede Bebyggelse sættes i Forbindelse med Ruinerne af det gamle kristne Kapel, Salomons Kapel. Disse Ruiner ligger tæt op ad Havet i en Lavning ved Hammerens Nordvestkyst, altsaa paa den helt modsatte Side, hvor Sandvig nu ligger. Sagfører Bulmer anslaar i sin Beskrivelse over Hammershus Birk i "B. S. V B." Salomons Kapel til at være ca. 600 Aar gammelt. Ruinen af Kapellet anses for meget værdifuld. Kapellet har maalt 18½ Alen X 8½ Alen og mod Sydside har det været en Art har der været en Art Vaabenhus som Tilbygning. Gavlpartiet i Vaabenhuset er ret godt bevaret. Indgangsdøren har været indsat under en med brændte Sten muret Spidsbue.
Det fortælles, at der ved Salomons Kapel har været en undergørende Kilde, Salomons Kilde. Til denne Kilde tyede syge Folk for at søge Helse, dels ved at drikke af Kildevandet og dels ved at vaske sig deri. Der findes ogsaa den Dag i Dag en lille stensat Brønd ved Kapellet; men at dømme efter Vandets Urenhed maa Kraften nu forlængst være borte. Thura fortæller i sin Omtale af Salomons Kapel, at Kilden har sit Væld fra et Gravsted, og at Søfolk jævnlig, naar de kommer paa de Kanter, henter Vand fra Kilden. Maaske Kapellet er opført som et Kapel for de "Pilgrimme", der søgte Kilden; et lignende Kapel har været bygget ved Helligdoms-Kilden i Rø. Det menes tillige, at Kapellet kan have tjent som Gudshus for en der i Nærheden boende Fiskerbefolkning. Thura fortæller, at Kapellet har haft sin egen Præst. At Dalene ved Salomons Kapel i Oldtiden har været Boplads synes sikkert bevist igennem foretagne Udgravninger og Fund fra Oldtiden. Fremtidige Udgravninger vil maaske bringe endnu mere Lys over disse Ting.
(Bornholms Social-Demokrat, 1. januar 1910).
