Indtrængen i de københavnske Kommuneskoler.. (Efterskrift til Politivennen)

Interview med Skoledirektør, Prof. Sophus Bauditz.

Kbhvn. d. 23. Decbr.

I Borgerrepræsentationens Møde i Aftes vakte det almindelig Opsigt, da Borgerrepræsentant Johan Nielsen fremkom med den Oplysning, at Folketingsmand Peter Sabroe nu syntes at have forlagt sin Virksomhed fra Børnehjemmene til de københavnske Kommuneskoler. Johan Nielsen fortalte, at Sabroe i den sidste Tid var trængt ind i ikke mindre end tre Kommuneskoler, hvor han et Sted havde faaet et Barn udleveret, fordi det var forsømt, et andet Sted havde kritiseret Skolens Undervisning og et tredie Sted givet en Dreng 5 Øre "for at sige Sandheden".

Vi har henvendt os til Skoledirektøren, Prof. Sophus Bauditz, for at forhøre, hvorledes det forholdt sig med denne Sag.

"Det er naturligvis Historien med Sabroe. De vil vide Besked om." siger den kendte Forsatter, endnu før vi har fremfort vort Ærinde, "men jeg ved virkelig ikke noget at fortælle Dem."

"Er det ikke sandt, at Sabroe ... ?"

"Sandt og sandt ... ja, det hele, der foreligger, er, efter hvad jeg har kunnet faa oplyst, at Sabroe har henvendt sig paa to Skoler og forhørt sig om forskellige Forhold hos Inspektørerne, men det har han jo Lov til. Man kan ikke forbyde en Mand at henvende sig paa et offentligt Kontor, hvilket en Skoleinspektørs Kontor jo maa anses for at være.

At han skulde have "bortført" Drenge el. lign., kender jeg intet som helst til."

"Der vil altsaa ikke være Anledning for Skoledirektionen til at skride ind?"

"Nej, da der foreløbig ikke foreligger andet, end hvad jeg her har fortalt Dem, er der ikke noget, som vi kan skride ind imod. Hvis der senere skulde fremkomme yderligere Oplysninger i Retning af det. som Hr. Johan Nielsen fremdrog i Aftes i Borgerrepræsentationen, kan der muligvis blive Anledning for os til at tage Affære, men den Tid den Sorg.

Maaske har Sabroe været i Lag med nogle af Børnene uden for Skolen, men det kommer jo ikke Skoledirektionen ved. Saa snart vi kommer uden for Skolens Mure, har vi ikke den ringeste Kompetence til at skride ind."

Liber.

(Østsjællands Avis (Køge) Konservativt organ 25. december 1909).

Militarisme og børnelege. Olga Eggers. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Den 6. september 1907 kl. 11 var hendes lejlighed på Gråbrødretorv udsat for en gaseksplosion (sennepsfabrikant Nissens ejendom i Niels Hemmingsensgade). Hun boede på 1. sal, og brædderne i gulv og loft var revet i stumper og stykker, møbler og kunstsager beskadiget. Eksplosionen skyldtes et gasrør i hendes lejlighed som gasmesteren havde glemt at tilproppe. Olga Eggers var bortrejst, men hun havde forinden tilkaldt en gasmester da hun kunne lugte gas i lejligheden. 

I denne periode fik hun august 1908 stykket "Den blå vase" opsat på Folketeatret. Hun begyndte også at skrive til årbøger, som fx Arbejdernes julealbum 1908 (stor artikel om kvinden). Og var i det hele taget meget produktiv i denne periode: Hun udgiver op til flere bøger om året der flittigt bliver anmeldt og omtalt i aviserne.

("Arbejderbladet")

Menneskenes begejstring for krigen begynder at kølnes! De skønne ord om det mod, den opofrelse og fædrelandskærlighed, som fødes af og under krigen, begynder at vige pladsen for andre, der udtrykker rædsel og afsky. 

Selv de mest krigsgale kan blive betænkelige, når man viser dem billeder fra de store slagtepladser, hvor menneskeblod har flydt som kilder, og hvor menneskelig ligger slængede og nedtrådte imellem hverandre.

Men alligevel - 

I det minut, militærmusiken lyder op fra gaden, flatter den mor, som et øjeblik i forvejen har gyst over krigens ubarmhjertighed, hen til vinduet, smækker det op og råber ind i stuen :

"Hans og Peter, kom, skynd jer, her er soldaterne!"

Og Hans og Peter skynder sig og rækker hals og bliver kostede op i vinduet, så de ret kan nyde synet af de brogede uniformer, og deres barnehjerter hamrer af henrykkelse over at høre den ildnende musik.

Moderen lukker vinduet, går igen til sit arbejde og tænker ikke mere over det.

Men hvad gør Hans og Peter? De giver sig straks, som efter en stiltiende overenskomst, til at lege soldater.

Trommen og sværdet, sabelen og barnebøssen bliver halet frem, og legen går med benyttelse af alle de kommandoord, som de har opsnappet.

Bliver de trætte, så er der jo de dejlige tinsoldater. De kan både kæmpe og sejre, flygte og falde på valpladsen. Men de har den gode egenskab, at de kan rejse sig igen. hvad der måske er mere end de små levende drenge selv kan, når de om nogle år måske er blevet slagtede ned af mennesker, der engang var uskyldige børn som de selv.

Kan mødrene virkelig ikke se, hvilket forfærdeligt ansvar de har ved således, måske ubevidst, at indprente børnene krigens fortræffelighed.

Men det er i hvert fald altid en skøn død at dø for sit fædreland, indvender man, og betydningen af dette faneord "Alt for fædrelandet I" kan børnene ikke tidligt nok lære at forstå.

Sit fædreland! - ja Gud bedre det. Fædrelandet er for de fleste mennesker et fortvivlende slet fædreland - visselig ikke værd at ofre livet for.

Mon nogen eneste sjæl tror, at disse ulykkelige tusinder af unge, russiske mænd som med vold slæbtes bort fra deres hjem, som flygtede ud i skovene og dér omkom af sult, som lemlæstede sig eller pådrog sig afskyelige sygdomme, alt blot for at slippe for at gå i krig - tror nogen, at de følte det som "en skøn død" at dø for deres fædreland?

Nej, de følte det som en rædselsfuld uret, som en fortvivlende vold - intet andet.

Det er jo heller ikke andet. Men endnu den dag i dag findes der hysteriske mødre, som med sammenbidte tænder og hede øjne påstår, at deres sønner fandt en smuk død - de døde for fædrelandet!

Af mange forfærdelige vildfarelser synes denne mig en af de sørgeligste.

Mødrene tænker ikke på at hvis de prægede afskyen for krigen ind i deres børns tanker lige fra de kan flsnne, så ville der snart ikke mere være brug for den misforståede opofrelse.

For hvem er det der fører krigene?

Det er ikke øvrigheden, det er ikke et glansbillede på en trone og de fine navne i et land.

Hvad ville de formå mod et folks samlede vilje?

Nej, det er den store, uvidende masse, der støtter nogle få kapitalister i deres rovbegærlige kamp om større magt!

Lær derfor mødrene at slå armene om deres sønner og holde dem fast, lær dem at vende deres hoveder med foragt bort fra de udstafferede og viljeløse slaver, som man kalder soldater, lær dem at brænde trommen og bøssen og de små tinsoldater - lær dem hadets velsignede styrke og ubøjelighed - hadet til alle de forpestede, nedværdigende magter, som gennem årene har knuget det frie menneskes hoved ned imod støvet.

Lær dem trodsen. Lær dem et ubøjeligt: "Jeg vil ikke", som de da slynger mod øvrighed, mod præsteskab, mod pengevæide og kongevælde, mod alle de rådne samsundsonder, der ikke hurtigt nok kan jages ind i mørket og døden, medens menneskene løfter deres lysende øjne imod frihedens gyldne sol.

Olga Eggers.

(Nordjyllands Social-Demokrat, 29. december 1909).

Det hensigtsmæssige Hus. (Efterskrift til Politivennen)

Vi fortsætter i Dag Udtalelserne om det hensigtsmæssige Hus, idet Arkitekt Schlegel til Afveksling siger nogle borgerlige Ord om hele Byggesituationen, som den tager sig ud i Øjeblikket.

Arkitekt Schlegels eget Hus i Skovshoved bryder helt med de gængse Forestillinger. Er det kønt? Det er et Spørgsmaal, der kunde skrives Bøger om.

BLANDT de yngre Arkitekter er Arkitekt Schlegel en at dem, der hurtigst har vundet sig et virkelig anset Navn, og han har allerede gennem flere flere Arbejder skabt sig en Position.

Professor Edvard Thomsens talentfulde unge Kompagnon Fritz Schlegel, Vinder af en lang Række Arkitektkonkurrencer.

- Man kan ikke bygge et hensigtsmæssigt Hus for en rimelig Pris, siger Arkitekt Schlegel paa vor Opfordring, og jeg vil egentlig, hvis jeg skal udtale mig, holde mig til det principielle i Tidens Bolig og Byggesituation. For det første har vi en Boliglov, der er 200 Aar for gammel, og dernæst en Kreditordning, der kræver, at Husene opføres som Monumenter, hvis man vil have Laan i dem. Men hvorfor i Alverden skal vi bygge Huse for Eftertiden? Det rimelige og det hensigtsmæssige er at bygge Huse, der er færdige mortiseret, inden eller samtidig med at de er forældede. En Mand, der bygger sit Hjem nu, tvinger sine Børn eller andre Successorer til at bo i et Hus, der i hvert Fald til den Tid ikke er hensigtsmæssigt, hvis Tiderne da ikke pludselig skulde staa stille!

Huset i Skovshoved.

96 Procent af Husmødre, der har Villa, er Slaver af deres Arbejde, der stadig maa foregaa inden for Rammer, som en fjern Fortid i Principet har angivet. Til disse Vanskeligheder for fornuftigt Byggeri kommer endelig den allermest afgørende: Bygningshaandværkernes Kamp imod det nye. Den er simpelthen en Gentagelse af de øvrige Haandværks Kamp imod Maskinerne for et Hundrede Aar siden. Kampen føres gennem Priskuranterne. Man bliver tvunget til at betale 100 pCt. mere ved Anvendelsen af nye Materialer, som netop skulde være billige gennem deres Arbejdsbesparing. At Kampen forestår, er der intet underligt i, for Byggefagene er først nu ved at industrialiseres, hundrede Aar efter de øvrige Fag. Men man behøver heller ikke her at tvivle om Udfaldet: selvfølgelig lader, Udviklingen sig ikke stoppe. Vi vil simpelt hen naa til, at man køber sit Hus færdigt fra Fabriker, der laver en Serie Modeller, ganske som det nu er Tilfældet med Automobiler.

Hus i Odense opført paa en Betonplade over opfyldt Grund. Grunden Areal 7x50 Meter stillede en meget vanskelig Opgave.

- Bliver det Rækkehuse i løs Vægt"?

- Rækkehusene er ikke nogen Løsning af Boligtype-Problemet, saaledes som vi nu kender dem. Et Hus til en Familie maa kun have een Etage, og der skal hverken være Kælder eller Loft. Mit eget Hus er for saa vidt hensigtsmæssigt. Det er saa at sige en Etagelejlighed, der er revet løs og lagt i en Have. Men det var alt for dyrt. Laanesystemet tvinger altid Bygherrerne til at bygge dyrt. Det bliver Konsumenterne, der kommer til at betale Gildet i Form af for høje Lejer. Hvis man vilde bygge et Hus uden profilerede Gerichter om Dørene, uden Stukstads og den Slags, saa vilde Laanet straks gaa ned. Man kan ikke faa Lov at bygge rationelt. Og i Sammenhæng hermed er Byggelovene en uoverstigelig Hindring. Tænk, om Saxogadekvarteret havde været bygget af Materialer, der gjorde det muligt uden urimelige Omkostninger at rive ned og bygge om! Men vi bliver ved med de samme FromgangHnaader, der skaber os Monumenter i Stedet for "Boligmaskiner".

Interiør fra Arkitekt Schlegels Hjem i det lave Hus.

- Hvad mener De om Øjeblikkets moderne Byggeri?

- At man er ved at opfylde Kravet om, at hvert Familiemedlem skal have sit eget Rum lidt for meget paa Bekostning af Rummenes Størrelse.

- Og Skønheden?

- Det er Muligheden for fra Boligen at se Træer, Himmel, Lys og Luft, og saa for Resten at Boligen er hygiejnisk. Saa vil Følelsen af at den ogsaa er smuk komme som en Selvfølge.

(Nationaltidende 29. december 1929. Søndagstillægget.)

Statsbanernes Centralværksteder. (Efterskrift til Politivennen)

Et Anlæg til 4.300.000 Kroner.

Statsbanernes Centralværksteder ved Kallebod Strand, det store Anlæg, som nødvendiggjordes ved den paatænkte Flytning af Personbanegaarden i Kjøbenhavn, vil være i fuldstændig Drift med det nye Aars Begyndelse. Dette er en Begivenhed indenfor vor Jernbaneverden, hvor man nu endelig faar de hensigtsmæssige, efter Nutidens Teknik indretlede og tilstrækkelig store Maskinværksteder, som man saa længe har trængt til.

Anlæget spænder over 29 Tdr. Land, hvoraf en Del er opfyldt Grund, hvad der bar medført en Udgift hertil alene af 300,000 Kr. Af Arealet er omtrent 5½ Td. Land overbygget, og der tindes paa Terrænet omtrent 7000 løbende Meter Normalspor og ca. 2000 løbende Meter Smalspor.

Bygningen af Værkstederne blev paabegyndt i 1907. Indflytningen begyndte den 1ste Oktober iaar, og med det nye Aars Begyndelse vil, som sagt, Værkstederne være i fuld Drift. Omkostningerne ved Anlæget kan anslaas til 4,300,000 Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. december 1909).

Bodil Albrechtsen (1878?-1909). (Efterskrift til Politivennen)

Et mystisk Dødsfald.

Er det Mord?

København, Onsdag.

Nogle Mælkedrenge fandt i Gaar Morges i en Kælder i Ejendommen, Colbjørnsensgade 6 i København en ca. 30aarig Kvinde liggende i det blotte Linned, kun indsvøbt i et Sengetæppe. I en Ambulancevogn lod Politiet hende Køre til Kommunehospitalet, men paa Vejen hertil afgik hun ved Døden uden at have været i Stand til at afgive nærmere Forklaring. 

Det oplystes senere, at den Afdøde havde været Husholderske for en i Ejendommen boende Mand, og efter hans Udsagn var hun under et hysterisk Anfald løben bort fra Lejligheden. Han havde søgt efter hende over hele Huset, men uden at finde hende og mente, at hendes bratte Død skyldtes Krampe i Forbindelse med Nattekulde.

En Anholdelse.

I Eftermiddags telegraferes:

Brygger Hauberg i Colbjørnsensgade 8 er i Nat anholdt sigtet for at have foraarsaget sin Kærestes Død.

Kæresten er den ovenfor nævnte Kvinde.

Ved Lægeundersøgelsen viste det sig, at Damen, hvis Navn er Frk. Johanne Albrechtsen har været Genstand for Vold og havde betydeligt Læsioner i Hovedet. I Dag bliver Liget obduceret.

(Slagelse-Posten 1. december 1909).

Colbjørnsensgade set fra Vesterbrogade mod Istedgade. Nr. 6 ligger ca. midt i billedet. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Et Drab i Kjøbenhavn.

Den halvnøgne Kvinde paa Trappegangen. - Har Brygger Hauberg slaaet sin Husholderske ihjel.

Kbhvn. d. 1. Decbr.

Igaar Morges fandt et Par Mælkedrenge i Ejendommen Colbjørnsensgade Nr. 6 en Kvinde liggende bevidstløs og yderst forkommen paa Trappegangen. Den Ulykkelige var kun iført en Chemise og havde et Sengetæppe slaaet om sig.

De to Drenge fik hurtigt hidkaldt Hjælp, og i første Øjeblik troede man, at Kvinden var frosset lhjel. Snart opdagede man dog Livtegn hos hende og Ambulancen blev derfor rekvireret I strygende Fart gik det afsted  til Kommunehospitalet, men for man naaede hertil, var den Syge død.

En Opdagelse.

Det var først Lægernes Mening at underkaste Liget en hurtig Undersøgelse for at konstatere Dødsaarsagen og derefter at lade det bringe ud paa Johannesstiftelsens Lighus, men ved Undersøgelsen gjorde man en Opdagelse, som lod formode, at her forelaa en Forbrydelse.

Det viste sig nemlig, at der fandtes et Brud paa den Dødes Hjerneskal nærved Issen, og at Bensplinter herfra var trængt ind i Hjernen og havde foraarsaget Døden.

Der blev strax sendt Bud efter Politiet, og efter at dette havde faaet Underretning om Opdagelsen, gav det sig til at undersøge Sagen nærmere.

Først meldte Spørgsmaalet sig: Hvem var den Kvinde, der var funden under saa mystiske Omstændigheder? Man fik snart opklaret, at hun ikke hørte hjemme i den Ejendom, hvor hun var funden. Derimod oplyste en af Beboerne at det var en 

Frk. Albrechtsen,

som var Husholderske hos Brygger Hauberg i Colbjørnsensgade Nr. 8. Denne Meddelelse viste sig hurtigt at være rigtig. men hvordan skulde man derefter forklare sig, at Frk. Albrechtsen, der var højst frugtsommelig, blev funden i en saadan Tilstand paa Trappegangen i en fremmed Ejendom.

Beboerne i Nr. 8 forkarede, at Hauberg og hans Husholderske først var flyttet ind i den flotte Lejlighed, de beboede, for et Par Maaneder siden. Der havde hyppigt været Gilder oppe hos dem, hvor det efter Larmen at dømme var gaaet livligt til, og et saadant Gilde var ogsaa bleven afholdt iforgaars Aftes.

Hauberg anholdes.

Politiet anmodede derefter Brygger Hauberg om at komme hen paa Svendsgades Station og afgive Forklaring. Han erklærede strax, at han Intet kunde huske om, hvad der var foregaaet oppe hos ham den paagjældende Aften, da han havde været stærkt beruset. Endnu mindre vidste han noget om. hvordan hans Husholderske var kommen ud paa den fremmede Trappegang.

Hans Forklaring var imidlertid fuld af Selvmodsigelser, og han indrømmede bl. A., at han undertiden havde slaaet Frk. Albrechtsen. Han blev derfor sat under Anholdelse, og Sagen blev indsendt ti! Politikamret.

Her blev den overgivet til Assessor Riise, som strax tog Hauberg i Grundlovsforhør. Efter dette blev der afsagt Arrestdekret over ham.

Blandt de Andre, som har været i Forhør, er ogsaa Haubergs Tjenestepige. Hun har forklaret, at Hauberg den nævnte Nat har overfaldet og slaaet Frk. Albrechtsen oppe i Lejligheden. Husholdersken, der var meget daarlig til Bens, raabte om Hjælp, men da der ikke kom Nogen, slæbte hun sig ud paa Gangen. Hun har derfra - uvist paa hvilken Maade - slæbt sig videre ud af Huset og ind paa den fremmede Trappegang, hvor hun har lagt sig til at dø.

Brygger Hauberg

er en søn af Museumsinspektør H.

Han skildres af alle sine Bekiendte som en raa og brutal Natur, og Ingen holder ham for god til ikke at have begaaet Drabet. For nogle Aar siden ledede han et Bryggeri paa Roskildeegnen, men i de senere Aar har han boet i Kjøbenhavn, hvor han var en kjendt Skikkelse i de letlevende Kredse. Han er en Mand paa ca. 35 Aar.

Frøken Albrechtsens Forhold kjendes ikke nøjere, men man anslaar hendes Alder til ca. 30 Aar.

(Fyens Stiftstidende 2. december 1909).

Ifølge Bornholms Social-Demokrat 2. december 1909 havde familien slået hånden af Hauberg pga hans rå og voldsomme optræden. Han havde flere gange været  idømt høje bøder for slagsmål.

Bedstefaderen Jørgen Christian Hauberg (1814-1899) var apoteker og anlagde bl.a. et bryggeri i Rahbeks Alle på Frederiksberg. Han er begravet på Vestre Kirkegård. Faderen, Peter Christian Hauberg (1844-1928) var numismatiker, arkæolog. Han er som frøken Albrechtsen begravet på Vestre Kirkegård. På daværende tidspunkt var han ansat ved Den kgl. Mønt- og Medaillesamling. Her var han siden han var assistent 1885, steget til inspektør 1887 og administrerende inspektør 1898-1920. Han var også knyttet til folkemuseet (1887–98), Nationalmuseets historiske afdeling (1892–1920) og Thorvaldsens museum (1891–1915). I 1909 var han medstifter af Nationalforeningen Bornholm. Han forestod bl.a. udgravningen af Lilleborg i Almindingen og restaureringen af Hammershus' ruiner samt igangsatte den systematiske undersøgelse af de danske voldsteder.

Dramaet i Colbjørnsensgade

Tjenestepigens Forklaring i Forhøret i Dag og Politiets Undersøgelser.

København. Torsdag.

Dramaet i Colbjørnsensgade er endnu langtfra fuldt opklaret. Som i Gaar meddelt holdt Assessor Riise det foreløbige Grundlovsforhør over Hauberg.

Hauberg aflagde kun en halv Tilstaaelse, og i Dag har han ikke været i Forhør. Sagen er nu overgivet til Assessor Aksel Rasmussen. Allerede i Formiddags havde Assessor Rasmussen ladet flere Vidner tilsige, bl. a. Tjenestepigen Josephine Dühring, hvis Forklaring vi meddelte i Gaar.

Josephine Dühring maa anses for at være Hovedvidne mod Hauberg. Hun var jo til Stede, da Frk. Albrechtsen flygtede for den rasende Hauberg, og hendes Vidneudsagn har derfor afgørende Betydning.

Vi havde Lejlighed til at tale med Josephine Dühring efter Forhøret. I Modsætning i Gaar, hvor Frk. Dühring selvfølgelig var en Del ophidset, formaaede Frøkenen i Dag at give os en sammenhængende Forklaring, den samme, hun har givet i Forhøret i Dag.

I Følge hendes Udsagn kom Hauberg i Mandags Aftes hjem med den i Gaar omtalte Ven. Vennen medbragte selv Drikkevarer - nogle Flasker Rom, og Rommen hældte de sammen med noget Skibsøl. Senere drak de en hel Flaske ren Rom.

Efter dette Gilde var de selvfølgelig begge saa berusede, at de knap kunde staa paa Benene. Hen paa Natten gik saa Vennen, og Hauberg fulgte ham ned ad Trapperne. Da han kom op i Lejligheden igen, saa han, at Josephine Dühring stod og lagde Bandager om den syge Frk. Albrechtsens Ben.

Frk. Albrechtsen sagde saa til Tjenestepigen:

"Gaa nu hellere. Du ser, at han er fuld, og saa bliver han rasende, naar Du hjælper mig".

Josephine gik saa ind i sit Værelse og gav sig til at sy. Et Kvarter efter hørte hun pludselig Lyden af et Slag, saa det rungede, og hun hørte, hvorledes Frk. Albrechtsen streg op af Smærte. Saa lod der nogle Slag igen, og et Øjeblik efter gik Døren op, og Frk. Albrechtsen kom vaklende ind. Hun raabte:

"Hjælp mig! Han staar mig ihjæl! Se mit Øje!"

Fra Panden og ned over Øjet saa Josephine da en Skramme, hvorfra der flød Blod.

Hauberg kom nu til, men Josephine smækkede rask Døren i Laas og raabte: "Her kommer ingen ind!"

"Saa slaar jeg Døren i Mas", raabte Hauberg. Men han betænkte sig nok, for et Øjeblik efter raabte han til Frk. Albrechtsen: "- Se nu at skrubbe i Seng, din Mær! Ellers skal Du faa flere Tærsk."

Frk. Albrechtsen laa stønnende af Smærte paa Josephines Seng. Da Hauberg var gaaet, vilde hun absolut ud. Hun turde ikke blive i Lejligheden, men vilde vente udenfor paa Gangen, til Hauberg var gaaet i Seng. Hun trak derfor Strømper paa, Josephine slog et Tæppe om hende, og saaledes humpede den syge Kvinde ud af Køkkendøren, som hun lukkede i Laas efter sig. Hvad der derefter er foregaaet, ved Josephine intet om.

Politiets Undersøgelser.

Det, der først og fremmest interesserer Retten, er nu Spørgsmaalet, om Hauberg ad Hovedtrappen og gennem Gaarden er gaaet efter Frk. Albrechtsen, og der givet hende det Slag, der gjorde det af med hende.

Efter de Undersøgelser, der er foretaget af Politiet i Dag, er det sandsynligt, at det forholder sig saaledes. Og angaaende Vaabnet, Hauberg har brugt, har Politiet i Dag gjort en højst interessant Opdagelse. I Haubergs Lejlighed har man nemlig fundet en Sengehest, der er brækket i Stykker. Bruddet er helt friskt, og Politiet hælder til den Anskuelse, at man her har det Vaaben, hvormed Hauberg førte det dræbende Slag mod Frk. Albrechtsen.

Obduktionen.

I Formiddags foretog Retslæge, Professor Pontoppidan og Overlæge Jacobæus den retslige Obduktion. Obduktionen var til Ende Kl. 2, men Assessor Rasmussen havde da allerede forladt Domhuset, og Lægernes Erklæring om Obduktionens Resultat vil derfor ikke komme ham i Hænde før i Morgen. Om Resultatet meddeles dog, at Læsionen i Hovedet i og for sig under almindelige Omstændigheder ikke vilde have medført Døden. Men den afdødes hele svagelige Tilstand i Forbindelse med hendes Ophold om Natten nøgen i Kælderen har medført, at Saaret maa anses for at have været medvirkende til Frk. Albrechtsens Død.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 3. december 1909)

Dramaets Heltinde.

Under Hauberg-Affæren er der et Navn, der er dukket (rem for Offentligheden paa en meget fordelagtig, men ogsaa meget beskeden Maade - Josefine Dühring.

Den attenaarige Tjenestepige, der saa modigt optraadte som Beskytter for Frk. Albrechtsen. Da den rasende og stærk berusede Hauberg fo'r omkring i sin Lejlighed og skabede sig som en Gal, tog hun den stakkels syge og højst frugtsommelige Kvinde paa sine stærke Arme og bar hende op paa sit Kammer

Josefine Dühring.

og bagefter, da Frk. Albrechtsen af Skræk og Rædsel slæbte sig ned ad Køkkentrappen. kastede Pigen sit vaterede Sengetæppe, det eneste hun havde til at tage over sig om Natten ned til hende

Time paa Time sad den unge Pige i sit Kamme og afventede at Hauberg skulde gaa til Ro. Først henad Kl 3 lagde han sig. Saa listede hun sig til hans Værelse. lyttede ved Døren og hørte Haubergs dybe Aandedræt. I den Tro at han nu sov, aabnede hun sagte Døren til hans Værelse, med Kattefjed naade hun hans Seng, fik listet Haanden ned i hans Frakke for at faa fat i Nøglerne til Hoveddøren som han havde lukket af - stadigt i Tanken om at kunne komme Frk. Albrechtsen til Hjælp - da han i det samme vaagnede og gav sig til at overfalde hende.

Trods Hug og Stød tabte hun ikke Modet, Hun satte sig roligt ind paa sit Kammer en halv Times Tid. Lyttede saa igen ved Haubergs værelse. Hørte han sov. Løb saa til Kammervinduet og raabte ned I Gaarden efter Frk. Albrechtsen, men der kom intet Svar.

Hele Natten forsøgte hun paa alle mulige Maader at komme i Forbindelse med den syge Kvinde, men forgæves.

Det er vistnok en ret sjælden Optræden af en Tjenestetyende De fleste var vel nok gaaet fra Sans og Samling, men den lille Josephine tabte ikke Hovedet.

Nu da Hauberg er bleven arresteret, er hun arbejdsløs.

Er der ikke en Familie, der trænger til en snarraadig og pligtopfyldende Tjenestepige?

Vi har hendes Adresse. 

(Aftenbladet (København) 3. december 1909).

Hauberg-Affæren

Som i Gaar meddelt fandt Obduktionen af Frk. Albrechtsen Sted i Gaar. Den officielle Beretning er endnu ikke offentliggjort, men som vi allerede i Gaar kunde meddele, har Resultatet ikke konstateret, at Hauberg direkte er skyldig i Frk. Albrechtsens Død.

Som den direkte Dødsaarsag har Obduktionen forklaret: Blodprop. Frk. Albrechtsen led jo af Aareknuder, og denne hendes sygelige Tilstand i Forbindelse med hendes Ophold nøgen i Kælderen har medført en Blodprop, der øjeblikkelig har gjort Ende paa hendes Liv. Først i anden Række kommer Kvæstelsen i Hoved t, og den Mulighed er jo ikke udelukket, at dette kan være fremkommet ved et Fald mod Kælderens Betongulv.

En anden Sag er det naturligvis, at det staar fast, at Hauberg har mishandlet Frk. Albrechtsen, og at hun som Følge deraf flygtede ned i Kælderen. Men Anklagen mod Hauberg vil næppe efter Obduktionens Resultat kunne lyde paa andet end uforsætlig Drab.

Assessor Rasmussen, der har Sagen til Behandling, ser i hvert Fald saaledes paa Forholdet.

I Dag blev Hauberg en Overgang ført ud til Vestre Fængsels Hospital. Han havde faaet et Anfald af Dilerium, men allerede ved 9-Tiden bragtes han i tilbage igen, og i Eftermiddags holdt Assessor Rasmussen et kort Forhør over Hauberg. Der skele dog intet andet, end at Rapporten blev læst op for ham. Han erklærede intet at kunne huske og blev derefter ført ned i arresten igen.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse) 4. december 1909).

Den døde Kvinde i Kælderen

Hauberg er kronisk Alkoholist.

I Affæren med Frk. Albrechtsen, der blev funden død i Kælderen i Colbjørnsensgade i København, har Assessor Rasmussen i de sidste Dage afholdt en Række Forhør over Haubergs Omgangsvenner.

Det, Assessoren gærne vil have Rede paa, er, om Hauberg as fine bekendte regnedes for normal. Og i den Retning har Vidneudsagnene været ret enstemmige.

At Hauberg er kronisk Alkoholist, er fastslaaet. Drak han blot et Par Glas, kunde han blive helt forstyrret og foretog fig Ting, som han bagefter ikke havde nogen Anelse om.

En Ven af ham har saaledes i et af Forhørene fortalt om en meget karakteristisk Begivenhed, der foregik i Haubergs Lejlighed for nogen Tid siden.

Vennen var kommen op for at besøge Hauberg, og de drak saa en Flaske Portvin sammen. Da Flasken var drukken ud, gav Hauberg Frk. Albrechtsen Ordre til at trække en ny Flaske op. Da Frk. Albrechtsen efter Haubergs Formening ikke var hurtig nok i Vendingen, fo'r han ind paa hende og gav sig til at mishandle hende paa det frygteligste.

Det syntes Vennen dog var for galt. Han bebrejdede Hauberg det. Hauberg blev saa rasende derover, at han greb en stor Brødkniv og rimeligvis vilde have gennemboret Vennen, hvis denne ikke havde faaet ham væltet over paa Sengen og bunden fast med nogle Lagner.

Haubergs Plads synes snarere at være paa et Sindssygehospital eller en Drankeranstalt, end i et Fængsel.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 8. december 1909).

Hauberg-Affæren.

Bodil Albrechtsens Begravelse. Hauberg konfronteres med Vidnerne. De sidste Forhør. 

Assessor Aksel Rasmussen lod i Gaar Brygger Hauberg konfrontere med Vidnerne i Affæren.

Størst Interesse knyttedes selvfølgelig til den Beretning, Tjenestepigen var kommen med og som "Aftenbladet" har bragt. Hauberg maatte indrømme det meste af hvad hun havde sagt. Han protesterede imidlertid mod, at han skulde have slaaet Frk Albrechtsen oven i Hovedet den Nat.

Selvfølgelig lægger man mindre Vægt paa Haubergs Protest. Han var jo den paagældende Nat aldeles omtaaget af spiritus, og at han netop skulde kunne huske, at han ikke havde slaaaet hende i Hovedet lyder jo mest usandsynligt.

Familiens Paastand om, at Hauberg ikke er normal, synes forøvrigt at bekræfte sig.

Mandens Nervesystem er ganske oprevet og ødelagt, og det er uden for al Tvivl, al han vil blive indlagt til Observation paa 6te Afdeling.

En stille Højtidelighed paa Vestre Kirkegaard.

I gaar Middags jordedes Bodil Albrechtsen paa Vestre Kirkegaard

Kun en ganske snæver Kreds af Familiebekendtskaber - knapt en snes Mennesker udgjorde Følget.

Pastor Schousboe talte over Baaren.

Han var bleven anmodet om blot at tale kort, og han indskrænkede sig da til at udtale de smukke skudsmaal, den Afdøde havde faaet af dem, der stod hende nær. Hun var en trofast og godhjertet Sjæl. Præsten bragte til slut den Afdøde en Hilsen fra hendes Forældre, de to Gamle, som nu sidder i dybeste Smerte paa deres lille Sted ovre i Jylland og en Hilsen fra dem, der var hendes Venner. Endelig en Bøn om Tilgivelse fra den Mand hun havde haft saa kær.

Det lille Følge var dybt bevæget.

Præsten bad saa en Bøn, og under Salmesang blev den smukt prydede Kiste baaret ud paa Kirkegaarden.

Bodil Albrechtsen blev jordet paa et af Kirkegaardens mest højtliggende Steder, hvorfra Vestre Fængsles røde og gule Mure tydeligt skimtedes i Omrids.

Fra en ensom Celle i Fængslet er der maaske sendt en Tanke til Kirkegaarden.

Reporter. 

(Aftenbladet (København) 9. december 1909).

Assessor Axel Rasmussens undersøgelser sluttede før jul. De viste at frk. Albrechtsen var død af en blodprop, og at Hauberg ikke havde nogen direkte skyld i hendes død. I betragtning af varetægtsarresten slap han for tiltale og blev løsladt.

I slutningen af januar 1910 kom Hauberg igen i politiets søgelys da han og en af hans gæster, journalist Dagnø under en brandert havde raseret lejligheden og Dagnø et blødende sår i hovedet. Begge udtalte dog at de intet anede om hvordan det var gået til, og Hauberg blev løsladt.

Familien skred herefter i marts 1910 til at erklære ham for umyndig. Hauberg flyttede efterfølgende til Johannevej, hvor han blev opsagt til oktober 1910. Da den nye lejer ville flytte ind, nægtede han at gå og låste døren. Politiet blev tilkaldt, senere kongens foged som satte ham ud med magt.