Den 28. april 1944 kl. 16.51 blev graver fra Apostelkirken, Ejnar Andreasen, født i Ballerup den 6. Maj 1914, boende Tullinsgade 3, 3., skudt på Vesterbrogade ud for National-Scala. Andreasen var ledsaget af sin hustru og 2 børn, og blev ramt af et skud, der sandsynligvis blev affyret af tyske politifolk, der var i færd med at foretage en anholdelse udfor "Lido-Kaffebaren", Vesterbrogade 6 (overfor Hovedbanegården), og i den anledning skød efter en flygtende person. Skuddet var øjeblikkelig dræbende. Den 9. maj afleverede det tyske politi uopfordret sagen til Københavns Opdagelsespoliti og anholdt Niels Børge Jensen, der blev sigtet for uagtsomt manddrab på Andreasen.
Den dræbte Graver jordet på sin bryllupsdag
Højtidelighed fra Apostelkirken
VED en usædvanlig smuk højtidelighed blev graver Ejnar Andreasen, der forleden dag dræbtes at et vådeskud på Vesterbrogade, i går bisat fra Apostelkirken, den kirke, hvor han kun fik lov til at virke ved i fjorten dage, men til hvis menighed han havde været så nøje knyttet fra sin tidligste ungdom.
Kirken var fuld til sidste plads, da højtideligheden skulle begynde, og kirkerummet var meget smukt pyntet. Omkring kisten, der stod i koret, lå en lang række signerede kranse, således fra Apostelkirken, dens menighedsråd og menighedssamfund og Københavns Arbejdshjem.
Efter salmen “Hvo ved, hvor nær mig er min ende", talte kirkens sognepræst, provst, dr. phil. Jul. Schousboe, meget smukt om den unge graver, der nu var blevet kaldt bort fra sin familie. Provsten gik ud fra ordene: “Midt i livet er vi i døden" Ord der er hentet fra en gammel latinsk kirkesang.
Provst Schousboe udtalte videre, at vi lever i en tid, hvor vi daglig må mindes de ord som vi nu må tænke på ved Ejnar Andreasens død. Provsten udtalte videre, at graver Andreasen kun havde fået lov til at virke i fjorten dage i sit embede, som han var så glad for at overtage, og som man var så glad ved at se ham træde ind i, fordi han var en af menighedens gamle bekendte. Bisættelsen fandt sted netop på tre-årsdagen for Ejnar Andreasens bryllup i kirken, og dette viste jo, at midt i livet er døden.
Provst Schousboe rettede derefter i hjertelige vendinger nogle trøstens ord til fru Andreasen, hvorunder han bl. a. udtalte, at Andreasen selv havde beskæftiget sig så meget med livet hinsides døden og graven, og hvad han og hustruen havde til fælles. Det tager dødens håbløshed bort at vide, at der er et evigt møde for dem, der lever deres liv i Gud. Provst Schousboe sluttede med at udtale at håbet lyser over denne båre, og vi er alle blevet mindet om. at midt i livet er døden.
“Vi, der kendte ham, sagde provsten, forstår, hvor meget De har mistet, fru Andreasen, og vi vil sige et æret være hans minde, og salig er de, der dø i Herren.
Til tonerne af “Den er slet ikke af Gud forladt" blev kisten af slægtninge og en ven, der stod ham meget nær, båret ud af kirken. Selve jordefærden fandt sted på Vestre Kirkegård, hvor Provst Schouboe forrettede jordpåkastelsen.
(Nationaltidende, 5. maj 1944.)
