Sophus Bauditz (1850-1915) død. (Efterskrift til Politivennen)

Forfatteren og skoledirektør Sophus Bauditz døde i 1915. Han blev den 24. august begravet fra en fyldt Holmens Kirke (der var udstedt 2000 adgangskort). Bauditz er nævnt i flere indslag på denne blog, søg på hans navn.

Foto fra Aftenbladet (København) 18. august 1915:  Sophus Bauditz' skrivebord.

Sophus Bauditz.

Københavns Skoledirektør, Forfatteren Sophus Bauditz er, som telegrafisk meddelt, død forrige Nat efter nogen Tids Sygdom.

Bauditz vil være Læserne bedst kendt som Forfatter. Han har skrevet en Række Fortællinger og adskillige Skuespil, der er bleven vel modtaget af et stort Publikum. Nogen stor Forfatter var Bauditz dog ikke, men han fortalte hyggeligt, muntert og elskværdigt, ligesom de Personer, han skildrede, altid virkede sympatetisk.

Som Skoledirektør har han ikke øvet nogen stor og særlig heldig Indflydelse paa det vældige Skolevæsen, han ledede.

Han var konservativ og stod ofte uforstaaende overfor de moderne Rørelser paa Skolevæsnets Omraade.

Et stort Held vilde det være, om Københavns Kommune nu kunde finde en frisindet og handlekraftig Mand til Afløser af Baudtiz.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 17. august 1915)

Skoledirektør Sophus Bauditz død.

I Gaar Morges er Skoledirektør, Professor Sophus Bauditz afgaaet ved Døden paa Professor Jens Schous Klinik, hvor han havde ladet sig indlægge for et Par Uger siden. Han led af en Tarmforsnevring, der krævede en større Operation. Det lykkedes ogsaa at foretage Operationen paa en tilfredsstillende Maade, men en Lungebetændelse stødte til og gjorde det af med Bauditz Modstandskraft.

Sophus Bauditz fødtes i Aarhus den 23. Oktober 1850 og blev saaledes kun 65 Aar gammel. Faderen var Oberst ved Dragonerne, og den afdøde Skoledirektør havde til Tiden lidt Anstrøg af "Retning til Højre"!

Efter at have taget juridisk Embedseksamen begyndte Sophus Bauditz i 1881 sin offenlige Virksomhed som Bestyrer af det kgl. Teaters Elevskole. Tre Aar efter ansattes han som Bibliotekar ved det Moltke-Bregentvedske Bibliotek. Han blev derefter Medlem af Kommissionen for Afholdelse af almindelig Forberedelseseksamen.

Under hele den her nævnte Periode fra midt i Halvfjerdserne havde han præsenteret sig for Publikum som Prosaforfatter, en Naturdyrker og Jæger, der fortalte hyggelige Historier fra det danske Øland. Denne Side af sin Virksomhed satte Sophus Bauditz sikkert selv mest Pris paa, og naar han maatte dele sig mellem Livskaldet og Naturdyrkelsen, var det vil nok det sidste, som havde hans virkelige Kærlighed.

Da Bauditz for 15 Aar siden udnævntes til Skoledirektør, blev dette ikke betragtet med Velvilje fra alle Sider. Den ny Mand havde intet særligt Kendskab til den københavnske Folkeskole, og han blev sikkert heller aldrig i summe Grad som den tidligere Skoledirektør Jens Holbech eller Frederiksbergs øverste Skoleleder Joakim Larsen fortrolig med Arbejdets Gang i Kommunens Skoler. Det laa ikke ret for Jagtjunkernes gode Ven at studere Proletarbørn og Lærernes daglige Gærning. Dermed være ingenlunde sagt, at Sophus Bauditz isolerede sig for paatrængende Spørgsmaal fra Skolens Verden. Man maa saaledes med al Anerkendelse fremhæve hans aldrig svigtende Sympathi for Skolebespisningen. Han havde blot ikke Sansen for at tage alt fra Grunden af, fordybe sig i Enkeltheder, give sig selv helt hen i smaat saavelsom stort.

Men levede han i en Tid, hvor netop nye, demokratiske tanker fik de gamle Skolemure til at vakle, maa det erkendes, at netop fordi Sophus Bauditz saa stort paa tingene, traf han ofte en god Afgørelse. Han var modtagelig for Meninger, der kunde gaa hans egne imod, og en støvet Kontormand blev han aldrig. I Bauditzs Skoledirektørtid er saa vigtige Sager som Fortsættelsesundervisningen, Oprettelse af Mellemskole og Realklassen m. m. ført frem til Afgørelse, og Lærergærningen er baade finansielt og pædagogisk set undergaaet vigtige Omforandrlnger.

Naar nu det ledigblevne Embede skal besættes, har man Grund at ønske, at Sophus Bauditzs Arvtager maa eje hans friske Syn paa Livet, men samtidig være i Besiddelse af de Kvalifikationer, der bringer sin Mand til større personlig Indsats, hvor det drejer sig om Indseende i Kommuneskolernes daglige Liv. Den, der skal være Skolens øverste Styrer, maa helt og fuldt vie sig denne store, ansvarsfulde Gærning.

(Social-Demokraten 17. marts 1915).

Sophus Bauditz.

Bauditz som Skoledirektør.

Af Fridtjof Bön

(i "Politiken").

Professoren tog hver Dag imod mellem 1-3 oppe i Skoledirektionens Kontorer paa Raadhuset. Bauditz kaldtes altid i den københavnske kommunale Skoleverden for Professoren, meget sjældent for Skoledirektøren. Han led Sen første Benævnelse bedst, hed det, men jeg har aldrig hørt det bekræftet af ham selv.

Forværelset deroppe foran Skoledirektørens Kontor kunde til Tider være fuldpakket. Intet Under, da der ved det københ. komm. Skolevæsen undervises ca. 60,000 Børn af ct. 1700 Lærere og Lærerinder. Skolernes Budget er paa op imod 6 Mill. Kr. aarligt. - I Forværelset sad aspirerende Lærere og Lærerinder, fast ansatte Lærere og Lærerinder, der søgte højere Poster, Forældre, store Skoledrenge, der vilde klage, Oversættere, Journalister. Professoren var endnu ikke kommet, hed det. Inde i Forværelset sad Folk tavse, indadvendte og memorerede, ofte med lidt klamme Hænder - eller førte hviskende Samtaler. Ude i Kontorerne talte man dristigere. Da hørtes hastige Trin ude i Raadhuskorridoren, Døren gik op - og ind traadte Københavns Skoledirektør, Forfatteren, Professor Sophus Bauditz. Der var Holdning over Skikkelsen, Slankt, ed og Race - en karakteristisk Slægtsnæse, som Bauditz var stolt af, han bar som oftest Jakke, uden Overfrakke baade  Sommer og Vinter, dampede gerne paa en stor Cigar - og havde sin kære Jagthund i Hælene.

Der var Fart over Manden, og han førte et Pust af Friskluft med sig ind i Kontorerne.

Et Øjeblik var Bauditz ene inde paa sit Privatkontor, fik Hunden under Bordet, Cigaren lagt fra sig, og saa lukkede det elskværdige og diskrete Bud Nielsen, Professorens trofaste Faktotum. Døren op for den første Audienssøgende, man slap ind til Professoren. Han bad En med en chevaleresk Haandbevægelse om at tage Plads, og Samtalen begyndte. Det første Indtryk, man havde faaet af Manden, forstærkedes. Der var ringe Spor af Skole og Kontorstøv over ham, han var frisk og ligetil, uden Omsvøb; kunde være en stor Charmeur, hørte gerne paa en god Historie, men holdt mere af at fortælle en selv, helst fra Teaterverdenen, opfattede hurtigt og kunde til Tider handle hastigt, besad en ikke ringe instinktmæssig Tilpasningsevne, og var i Bunden en beskeden Mand, der meget vel kendte sin egen Begrænsning og spøgende kunde udtale sig derom.

Det, der gav Sophus Bauditz Baggrund og Respekt, ogsaa som Skoledirektør, var hans Forfatterskab, da han jo er en at de mest læste Forfattere i hele Norden, og hans sociale og selskabelige Stilling i dansk Selskabsliv Takket være gammel Kultur var han lige sikker paa sig selv i "Grøften", nede under Tivolis Pantomimeteater, som i de høje Sale paa Danmarks Herregaarde ved en jagtmiddag, hvor han virkede dekorativt med alle sine Ordrer.

Professor Sophus Bauditz kunde til Tider være en frisindet Mand i Gerning. For en Snes Aar siden var der en yngre kommunal Lærer, der samtidig forsøgte sig som Forfatter. Nogle af hans Frembringelser mentes at være vel vovede, og han maatte paa given Foranledning henvende sig til Skoledirektøren for at spørge, hvilke Grænser Skolevæsnet vilde sætte for hans Produktion. - Absolut ingen, svarede Skoledirektøren vedkommende Lærer. - Jeg vil nødig se Dem anklaget for Overtrædelse af Blasfemiparagraffen. - Den Gang var adskillige saakaldte liberale Skoleledere ikke nær saa frisindede - som den i Hjertet konservative Bauditz.

Det var ofte en Fornøjelse at høre og se Sophus Bauditz lede et Skoleinspektørmøde. Uden egentlig at være inde i det store københavnske Skolevæsens Detailler, ejede han ofte en instinktmæssig Fornemmelse af, hvad det egentlig drejede sig om, og med megen Humor skød han al overstadig Tale til Side og naaede hurtigt ind til Sagens Kerne, som han klart og præcist fik sat i Form, takket være en betydelig formel Evne.

Forfatteren Sophus Bauditz

havde den Glæde, at hans Bøger hørte til de mest læste i Landet, og de fortjente det ogsaa. Bauditz Livsskildringer var friske og i mange Henseende trufne paa Kornet. Desuden havde han jo, som den fødte jæger, en Kærlighed til Naturen, som ogsaa altid gik igennem hans Bøger og skaffede ham mange Tilhængere.

Flere af Sophus Bauditz' Bøger er udkomne i Oplag, der maa siges at være betydelige efter danske Forhold.

Højest naaede "Historier fra Skovridergaarden", hvoraf niende Oplag udkom i Fjor som Jubilæums-Udgave. Denne Bog er trykt i 41,500 Eksemplarer.

"Krøniker fra Garnisonsbyen" og "Hjortholm" er hver for sig trykt i 17,500 Eksemplarer, Vinternovellen SporSne" i 18,000, "Jul i Skovridergaarden" i 18,750, "Absalons Brønd" i 10,500, "Komedie paa Kronborg i 25,000, "Jægerblod" i 8000, "Omkring Ilden" i 9000 og "Den gamle Kro" i 8000 Eksemplarer

For nogle Aar siden udkom hans samlede Romaner og Noveller i en Folkeudgave paa seks Bind.

Bauditz talte i de senere Aar jævnlig om at nedskrive sit Livs Erindringer. Han naaede dog neppe at faa paabegyndt dette Arbejde.

Om Livets Efteraar og Vinter har han selv skrevet følgende smukke Vers :

Ja, vist var Livet et ganske andet,
den Gang man var ung og ude paa Landet.
Men har man i Grunden Lov til at klage
over de svundne Ungdomsdage.
Lov til at løfte en utilfreds Rast,
naar man af Minder har bjerget en Høst,
som man endnu har tilbage?

- Saa sikkert som Foraar følges af Sommer,
Ens egen Vinter tilsidst jo kommer.
lidt mørkt og ensom, med Rusk og Slud.
Een Gang er den sidste, man Lampen slukker,
og Uhret maa een Gang helt løbe ud!

Man staar ved sit store vinterskel:
Dem, man forlader, til Tak og Farvel
den ene Haand man i Tanken rækker;
den anden man ydmygt mod oven strækker
i Haab om, at Haanden vil gribes af dem,
som forud gik bort til et bedre Hjem

- Og saa, i det sidste Nu, man maaske
den "store, hvide Flok" faar at se.

*

"Og bliver jeg saa gammel som Mosset paa Bro
og svagsynt og aflagt, saa har jeg den Tro,
at naar jeg ikke mere kan skyde her, saa giver
Vorherre mig et andet og bedre Revier".

Prof. Bauditz' Sygdom.

Professor Bauditz, der tidligere havde et Helbred, som han kunde byde omtrent alt - hærdet som han var gennem sit Friluftsliv - var siden Nytaar næsten stadig syg Han havde den Gang et Mavesaar med gentagne Blødninger, men under et Klinikophold svandt alle Symptomerne paa denne Sygdom, og en kort Tid syntes han atter ganske rask. For nogle Maaneder siden viste der sig imidlertid Tegn paa en Tarmforsnævring, og Professor Bauditz var gentagne gange meget syg, men mellem de enkelte stærkere Anfald kunde han atter rette sig og betænkte sig da paa at lade sig underkaste Operation. Han laa stadig til Sengs i sit Hjem og efterhaanden blev den for saa muntre og vennesæle Mand en Del indeslutttet, men med en Taalmodighed uden Lige bar han de Lidelser og Skuffelser, Sygdommen bragte ham, og var han fri for Smerter, fik han sin Guitar frem og laa og nynnede kære, gamle Sange.

For en Uges Tid siden blev han indlagt paa Professor Schous Klinik, og modigt og tappert gik han i Tirsdags til en Operation der desværre afslørede Tilstedeværelsen af en stor Kræftsvulst i Tyktarmen. Chancerne for Helbredelse var ikke store, men man begyndte dog at nære Haab, at Patienten de første Dage befandt sig henholdvis godt, og Mave- og Tarmfunktionen kom i normal Gænge, ligesom der ikke viste sig Tegn paa nogen Bughindebetændelse eller Saarinfektion. I Søndags kom der imidlertid høj Feber og Symptomer paa en Lungebetændelse, og Mandag Morgen ved Fire-Tiden døde Professor Bauditz stille og fredeligt uden Lidelser. Ligesom i Hjemmet var han paa Klinikken den mest velsignede, uselviske Patient, man kunde tænke sig. Han var klar omtrent til det sidste og livligt interesseret i alt, hvad der foregik ude som hjemme, og sin egen Sygdom søgte han stadig at stille i Baggrunden.

* * *

Blandt de mange, der tænkte paa Professor Bauditz under hans sidste Sygeleje, var ogsaa Prinsesse Thyra. I Forgaars modtog Professoren et Brev og en pragtfuld Buket Nelliker fra Prinsessen.

(Bornholms Avis og Amtstidende 18. august 1915).

Jægeren Sophus Bauditz.

Ikke helt uventet kom Meddelelsen om Sophus Baudits Død til hans Jagtkammerater Landet over. Man havde ganske vist lige til det sidste haabet. at det skulde lykkes at redde ham paa Professor Schous Klinik, men man havde ingen Tro dertil.

Nu er han altsaa gaaet bort, og vi skal aldrig mere have den Glæde at være sammen med ham til Jagt i Skov og i Mose. For det var en Jæger en ubeskrivelig Fornøjelse at se hans Interesse for Sporten og hans Nyden af Naturen. Her i Nordsjælland, ikke mindst i Hornsherred, paa Lverberg og i Jægerspris Skove, havde han i mange Aar været en søgt og skattet Deltager i Jagterne.

Var han Jæger ? Nej, maaske ikke i Ordets egentlige Forstand. Sophus Bauditz elskede Jagten for den Charme, der var forbundet dermed. Han elskede Naturen og han elskede at se Vinden pusle og røre sig, i Rør, Siv og krat, se Fuglevildtet "rejse" hver paa sin forskellige Maade, og jeg tror, at det var næsten hans Natur imod at forkorte disse Skabningers Dage. Saa elskede han Kammeratskabet, den muntre uceremonielle Tone, der altid hersker mellem Jægerne, og de gode Viser og Anekdoter, som altid gives til Bedste, medens Frokosten spises, paa en Grøftekant, af den i Jagttasken medbragte Smørrebrødspakke, og Feltflasken, hvad den nu indeholdt, gik rundt fra Mund til Mund. For det er nu saaledes mellem de gæve Nimrod Sønner, intet kan nogen af dem beholde for sig selv, alt skal paa en Jagt være Fælleseje, det være sig en god Historie eller en Dram af Flasken. Det skulde da lige vare Æren af at have nedlagt et Stykke Vildt - den vil man ikke dele med nogen anden, selv om det er ens allerbedste Jagtkammerat, og det er, vel nok det største og intimeste Venskab, der kan eksistere mellem Mænd.

Bauditz var ikke blandt de rutinerede Jægere, som altid "leverede" sit Stykke, naar det paa Klapjagten sprang hans Post forbi, - tværtimod, meget ofte tog han imod Stikpenge af baade Ræv og Buk; men det var nu ikke saa underligt; man maa erindre, Bauditz var altid Digter, og navnlig paa en Jagt i den skønne Natur lod han sig henrive af Omgivelserne. Naar han saa var højt oppe paa "Pegasus" Vinger, ja saa benyttede Ræven eller Bukken sig af Lejligheden og listede eller sprang ham forbi, fer han narrede ned til Jorden. Men glad og stolt var han alligevel, naar han "leverede" noget særlig i et fint Skud. Jeg husker en Grævling, han skød paa Overberg en Gang. Det var vist den første af den Slags, han havde nedlagt. Han fik Dyret udleveret af Godsejeren, og jeg tror, at han omgikkes noget med Tanken om at lade det udstoppe, men det blev vist dog kun som et Tæppe ved hans Skrivebord.

Ganske enestaaende var Bauditz, naar man efter Dagens Slid og Møje samledes ved Middagsbordet, og han præsiderede som Jagtfiskal. Retten var sat og han idømte os Mulkter og Bøder over en lav Sko for Forseelser, som vi havde begaaet paa Jagten eller muligvis havde haft i Sinde at begaa. Det var jo nemlig saaledes, at ikke alle Jægerne havde haft "Tilbud", men naar der ikke havde været Vildt for, kunde de jo ikke skyde forbi eller begaa andre Fadæser, men saa maatte han jo se at finde paa et eller andet, som han kunde hænge sin Hat paa, og det manglede han aldrig. - Jeg vil kun som Eksempel navne: S.B.: "N.N. betaler 2 Kr. for at møde til Jagt i Lakstøvler". - N. N.: "Undskyld, Hr. Fiskal, maa jeg gøre en Bemærkning?" S. B.: "Det er tilladt, men det koster ekstra 25 Øre". - N. N.: "Jeg vilde kun meddele, at det ikke var Lakstøvler, jeg havde paa". S. B.: "Da N. N. møder her til Jagt, og ikke en Gang har iført sig Lakstøvler, sættes Mulkten til 3 Kr. + 25 Øre for utidig Interpellation". Saadan var han som Dommer ved Jagten, fuld af Lune, slagfærdig og vittig. - Vi vil savne ham paa vore fremtidige Jagter, og ofte vil Talen gaa om ham, hvad Bauditz havde gjort og hvad Bauditz havde sagt ved den og den Lejlighed paa det eller det Sted, og en venlig Tanke vil vi skænke hans Minde. Sophus Bauditz havde mange Venner, ikke de daarligste fandtes blandt hans Jagtkammerater.

Nimrod.

(Herning Folkeblad - Vestjylland 20. august 1915).

De fleste provinsaviser heftede sig ved Sophus Bauditz som fritidsmenneske og jæger.

Foto fra Folkets Avis - København 25. august 1915. Ifølge artiklen deltog 2.000 i begravelsestoget fra holmens Kirke ud til Vestre Kirkegård. Hustruen lå allerede begravet der.

Sophus Bauditz blev begravet på Vestre Kirkegård. Bisættelsen overværedes af et fornemt følge. Kongen, dronningen samt flere af kongefamilien sendte kranse. Hans sønner Gustav og Knud rejste mindesmærket på gravstedet i august 1916. Øverst på stenen er udhugget tre jægerhorn i Bauditz-slægtens våben. Graven var/er omgivet af et jernrækværk. Nogle venner forsøgte i 1917 at få rejst en mindesten om ham. En buste på en støtte blev opsat 1920 i Østre Anlæg og givet til Københavns Kommune. Gader i Charlottenlund, Lyngby, Odense og Åbyhøj er opkaldt efter ham.

Sophus Bauditz blev efterfulgt som skoledirektør af dr. phil. Niels Bang, mens skoleinspektør H. A. Swane blev viceskoledirektør - han var også valgt som formand for Danmarks Lærerforening.

Sophus Bauditz.

Bogen af Sønnen om Faderen.

I Slutningen af denne Maaned udkommer der en Bog under Titelen: "Sophus Bauditz. Hans Liv og Digtning".

Den er skrevet af hans Søn, Forfatteren, Landskabsmaler Gustav Bauditz, paa Grundlag af Samtaler med hans Fader, Forfatteren, Skoledirektør, Professor Sophus Bauditz. Og vi har i denne Anledning haft en Samtale med Gustav Bauditz om Bogen.

. .. De, der har haft den Glæde at komme i Sophus Bauditz' Hjem, vil i Sønnens Stuer genfinde ikke lidt af den gamle, stilfulde Hygge, der laa over Faderens Hjem. Der er en stilfærdig Noblesse over disse, lidt gammeldags Interiører. Og i denne fredsæle Ro hygger man sig og har det rart. Henne i Hjørnet ligger den trofaste Hund, der saa ofte fulgte Sophus Bauditz paa hans Jægerfærd. Paa Væggene hænger Malerierne af Slægten, og ved Faderens gamle Skrivebord sidder nu Sønnen og fortæller:

"Jeg har skrevet i mit Forord til Bogen om Far disse Par Linier: "Uden i mindste Maade at forsøge paa at afvæbne en berettiget Kritik vil jeg bede Læseren erindre, at Bøgen om Sophus Bauditz skyldes en Søn, der saa op til sin Fader, og som nu efter hans Død med Taknemlighed mindes Faderens Venskab og Kærlighed". 

Og det, der kommer til at staa i Bogen om Far, vilde vel kun en ham saa nærstaaende Personlighed som hans Ven og Søn kunne skrive.

Jeg har fortsat, hvor Far begyndte - og Slægten førend han. Se nu her - " og Gustav Bauditz tager frem af Hylsteret en haandskreven Skildring af Slægten Bauditz' Historie. Med en sjælden Troskab og Kærlighed har en af Slægtens Ældre møjsommeligt prentet Hundreder og atter Hundreder af Sider, fyldt med en bitte lille, næsten gnidret Skrift. Her staar alt om Bauditz'erne og deres Forfædre Baudissin'erne. "Alt det har jeg naturligvis kunnet bygge videre paa", siger Gustav Bauditz. - "Og saa har jeg jo haft Fars Dagbøger. Med en sjælden Nøjagtighed har Sophus Bauditz ført disse Dagbøger.

I den sidste Snes Aar har han konsekvent skrevet en ti-femten Linier daglig om sine Oplevelser. Lige interessant for Udenforstaaende kan det selvfølgelig ikke altsammen være. Men der er dog Oplysninger deri, som er af megen Værdi. Ogsaa for Fremtidens Historieforskere - men, det er naturligvis Ting, der endnu ikke er modne til at komme frem. Men der er baade morsomme og interessante Enkeltheder. Og igennem disse Dagbøger øg gennem Samtalerne med Far har jeg faaet Indblik i mangen af Livets Romaner.

Mærkværdigt nok - der er en Lacune i Fars Optegnelser. I et Tidsrum af 10-12 Aar har han enten intet skrevet eller brændt det, han havde optegnet. Det var omkring Hundredaarsskiftet.

Sophus Bauditz kom meget sammen med alle Slags Mennesker. Han var ingenlnnde nogen ensom Mand. Men jeg har en Fornemmelse af. at han var en tavs Mand. Og da "70'ernes Mænd" kom op, tog han ikke Parti. Maaske har det været vanskeligt for ham, men han sluttede sig ikke til den ene eller den anden Gruppe. Han var sig selv. Jeg er sikker paa, at han havde mange Venner, men jeg er ikke ganske sikker paa, at han overhovedet havde nogen "Ven". Dertil var han vist for tavs. Han vilde staa udenfor. Og selv om mange maaske har troet, at de havde hans fulde Venskab og Fortrolighed - jeg syntes jo alligevel, at han var lidt af en Sfinx.

Saadan var hele hans Naturel.

I Bogen fortæller jeg lidt om hans Forhold til Kongehuset. Han sendte dem sine Bøger, og de takkede for dem: men jeg tror, han aldrig har været i Audiens i den Anledning.

Navnlig Kong Frederik den Ottende og hans Hus stod Sophus Bauditz nær. I det hele omgikkes han alle Kong Christians Børn og havde deres Venskab ..

Og vi blader i den sirligt ordnede Brevsamling, Sophus Bauditz har efterladt sig, mens Sønnen siger disse stilfærdige Ord om sin Far: "Jeg tror, at Frederik den Ottende viste Sophus Bauditz baade sin Fortrolighed og sit Venskab. Og det skete i saa høj en Grad, fordi han og Far mødtes i den fælles Glæde ved at glæde andre."

I disse Breve, som Sophus Bauditz ordnede kort forinden sin Bortgang, paa et Tidspunkt, da han vidste, at han skulde dø, finder man en Række karakteristiske Breve fra den afdøde Kong Georg af Grækenland Her er en Passus af et af dem, dateret Charlottenlund i 1912:

"Naar jeg altsaa er stolt af at være en af Deres Venner og tillige at kunne regne mig som hørende til Kredsen af Deres Læsere, saa et jeg ikke alene glad ved at have den samlede Udgave af Deres hidtil udkomne Skrifter, men ogsaa taknemlig for alt Godt, De har virket for Folket og Fædrelandet. Deres hjerteligt hengivne Georg."

Og der er nogle andre fra 1910, da "Foreningen for national Kunst" gerne vilde have Carl Blochs berømte Maleri "Prometeus" herop fra Athen. Kongen havde allerede flere Gange nægtet at sende Kunstværket til København. Men Sophus Bauditz ombestemmer ham. Og Kongen skriver:

"Det er mig umuligt denne Gang at kunne afslaa dette Ønske, som De har fremsat paa en saa smuk Maade. Hvem kan i det hele afslaa Dem noget? Jeg i hvert Tilfælde ikke!"

Er ikke disse Ord karakteristiske baade for Adressaten og Afsenderen? Og se, hvor nænsomt Kongen vaager over Billedet. Han har læst i "Danneborg", at han har "erhvervet" Billedet. Det passer ikke, skriver han. "Jeg har bestilt det hos Carl Bloch!" Og han kræver bestemt, at det skal assureres, dette Billede, der "skaffede Bloch hans Berømmelse, som gjorde ham til Professor, og for hvilket han fik Akademiets store Guldmedaille."

I et saadant Forhold stod Sophus Bauditz til dem, der var i de høje Sale. Men hans levende Interesse syslede jo med alle. Og inderst inde higede han vel mest mod sin Digtning, mod Jægerlivet, Friluftsnaturen, mod de sjældne Blomster - mod selve Poesiens blaa Blomst.

"Er det ikke karakteristisk for Far?" spørger Gustav Bauditz. "Det første, han fik paa Tryk, var en lille Opsats om den lille, sirlige Klippebregne "Asplenium Ruta muraria", som blev funden mellem de gamle Kvaderstene ved Ombygningen af Aarhus Domkirke. Se heri Sophus Bauditz har gemt Chr. Lüttens Brev fra 1869 om Opsatsen i "Tidsskrift for populære Fremstillinger af Naturvidenskab". Mon det ikke er denne lille Plante, der genspejler sig i hans "trapa natans" i "Fortællinger fra Skovridergaarden"?"

Og saa viser Gustav Bauditz til Slutning, hvad Faderen en Gang skrev: "Hvad jeg har udrettet, maa andre dømme om! Hvad jeg har villet, det ved jeg selv bedst". I al sin Stilfærdighed giver vel disse faa Ord Briefet af Sophus Bauditz. Og den Bog, hans Søn nu skriver om ham, vil utvivlsomt finde mange Venner blandt dem, der værdsætter Sophus Bauditz for hans Troskab og hans Menneskeværd.

Emil Aars.

(Aarhuus Stifts-Tidende 22. oktober 1917).

Bogen om Sophus Bauditz.

Gustav Bauditz: "Sophus Bauditz, hans Liv og hans Digtning."

I sine sidste Leveaar begyndte den kære, rare Professor Sophus Bauditz at skrive sine Erindringer. Sygdommen og Døden hindrede ham i at fuldføre Arbejdet.

Sønnen, Gustav Bauditz, gør nu gjort Bogen færdig efter de forefundne Optegnelser og dertil føjet sine egne Minder om Faderen.

Første Del af Bøgen optages af Sophus Bauditz' egne Erindringer og indeholder mange, smukt fortalte Minder.

Anden Del af Bogen er derimod Gustav Bauditz. Her fortæller han i sønlig Ærbødighed øg Beundring om Faderens sidste Dage.

De, der kendte Sophus Bauditz, kan kun indrømme, at det er lykkedes Sønnen at give en fuldtud god Karakteristik af Faderen, den usnobbede Professor.

E. R.

(Folkets Avis - København 30 november 1917)

Da han fyldte 60 år, bekostede en kreds af kendte kvinder og mænd et maleri af ham af Carl Wentorf. Dette maleri blev ophængt på Frederiksborg slot. En portrætbuste blev sat i Østre Anlæg i København og en i haven ved Vesterbro i Århus.

Novellen "Landsbørnene" blev bragt i "Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende" 30. december 1925. Enkelte andre blev fra tid til anden publiceret i aviserne i årtiet efter hans død. Gyldendal udsendte i samme periode hans værker i nye oplag og udgaver.

Nikolaj Kirkebygning. (Efterskrift til Politivennen).

Den nye Sct. Nicolai Kirke

Tale ved Grundstensnedlæggelsen

af

Departementschef P. N. Rentzmann

Den ny St. Nicolai Kirke. Efter Arkitekt Ambergs Forslag.

Kjøbenhavns højtærede Kommunalbestyrelse! Ærede Damer og Herrer!

Jeg byder Alle, som har vist mig den Tillid og Ære at samles med mig idag, et hjerteligt Velkommen.

Ved Indmuringen af Grundstenen i denne kommunale Kirkebygning, som i det Ydre opføres i samme Stil og nøjagtig de samme Dimensioner som den oprindelige St. Nicolai Kirke havde paa Reformationens Tid, har jeg fundet det rettest at indlede denne Handling med Tonerne til Martin Luthers Sejrssalme "Vor Gud han er saa fast en Borg", hvortil han ogsaa har skrevet Musiken. Reformationens Lære forkyndtes første Gang i denne Kirke, kort efter at den var undergaaet en større Ombygning, efter Kong Christian II's Henvendelse derom i 1519 til Luther, som hidsendtc Magister Reinhardt. Han kom hertil i 1520, men det varede kun kort, da han ikke var det danske Sprog mægtig. Først i August Maaned 1529 under Kong Frederik I talte den danskfødte Reformator Hans Tausen i Nicolai Kirke, og dansk Salmesang lød første Gang i Hovedstaden i denne Kirke.

De ved Udgravningen forefundne Fundamenter af den afbrændte Kirke viste sig alle tjenlige til Paabygning, og den nye Bygning har faaet nøjagtig samme Længde og Bredde som den oprindelige Kirke, hvori Hans Tausen prædikede. Da hver Pille var nogle Tommer længere, og Ydermuren strakte sig ca. 3 Alen længere mod Øst end forudsat, er den nye Kirkebygning bleven ca. 8 Alen længere end angivet paa de indleverede Tegninger. Hovedskibet er 58 Alen langt og strækker sig ind i de nu nedbrudte indvendige Slagterboder.

Derimod vilde en Genopførelse af det under Kong Christian IV opførte Kor med Kapeller have naact ind i Nicolaigade Husrækker følgelig umuligt at genopføre.

Afstanden fra den nye Bygning til Nicolaigades Husrække er ca. 30 Alen, til Vingaardsstrædes Husrække ca. 36 Alen og til Lille Kongensgades Husrække ca. 40 Alen. Kirken kommer altsaa til at ligge paa en rummelig Plads.

Lehnssekretær, Departementschef P. N. Rentzmann.

Grundstens - Indmuring har jeg ikke villet undlade, da det er en ældgammel Skik ved større offentlige Byggeforetagender, og der knytter sig - som bekendt - i Haandværkerkredse den Tro dertil, at Murværket ellers giver sig, saaledes som det nylig er kommet til Orde ved Thorvaldsens Museum, hvor ingen Grundsten blev lagt. Hertil var imidlertid Aarsagen, at der ikke opførtes en Nybygning, idet Museet er en Ombygning al en tidligere Bygning. Her er det en ny Kirkebygning, som opføres paa den for Aarhundreder siden til Kirkebygning indviede Jord.

Naar Grundstenen ikke som sædvanlig blev lagt straks efter Fundamenteringens Fuldførelse og de forste Murpartiers Opførelse, skyldes det Vejrliget i Vinter, som gjorde Byggepladsen til et Uføre. Ved at udsætte Grundstenens Indsætning til et senere Tidspunkt, f. Eks. til nu, da Bygningen er opført i sin fulde Højde med tydelig Afskildring af Hovedskib, Sideskibe og Sidekapeller samt Etageadskillelse i Hovedskib og Sidekapeller, og da Taarnels indvendige Forandring næsten er fuldført, er det opnaaet, at hele Byggeforetagendet og dets Anvendelse bliver mere forstaaeligt.

Da Kommunalbestyrelsens Godkendelse af Pladsens Bebyggelse efter mit derom i 1913 indgivne Andragende altsaa ikke ligger mere end 2 Aar tilbage og derfor i al Almindelighed turde være bekendt, vil jeg indskrænke mig til i korte Træk at gengive Sagens Gang.

Min oprindelige Plan om Pladsens Bebyggelse med en Kirkebygning som den afbrændte skriver sig fra et den 12te Juni 1902 notarialiter oprettet Fællestestamente, hvori min dalevende, senere i 1910 afdøde Søster, Frøken Ida Rentzmann, og jeg gensidig bandt vore Formuer til dette Formaal, selvfølgelig da tænkt til egentlig kirkelig Brug. Der gik imidlertid kun faa Aar, da vi indsaa, at dette neppe lod sig gøre, fordi der ingen kirkelig Trang var dertil, og vi besluttede derfor, at Kirkebygningen ikke udelukkende skulde være til dette Brug, men f. Eks. til oplysende Foredrag, og et af Sidekapellerne til Bibellæsning og Forsamling for Holmens Sogns Menighed, hvortil det tidligere Nicolai Sogn i det væsentlige er henlagt, saa meget mere som Holmens Sogn ikke har noget Menighedshus, som f. Eks. Helligaandskirken, som har Helligaandshuset. Vi fulgte med Opmærksomhed enhver Plan om Pladsens Anvendelse. Der var nok af Projekter. Det eneste aktuelle var formodentlig Pladsens og Taarnets Afhændelse til Staten til Opførelse af en Telegrafbygning. Det var i Vinteren 1905-06, men Planen blev imødegaaet baade fra et historisk og et sagligt Synspunkt, f. Eks. af Stadsarkitekten, hvorefter Salget ikke blev vedtaget af Borgerrepræsentationen.

Det var derhos vort Ønske at faa Kirkebygningen opført, medens vi levede og selv have den Tilfredsstillelse at se den. En ydre Anledning hertil var det prægtige Spir, som Brygger, Dr. Carl Jacobsen i Aarene 1908-09 fik rejst paa Taarnet efter Professor Ambergs pietetsfulde Tegninger, medens det massive Taarn ved Kommunens egen Foranstaltning samtidig blev grundig istandsat.

Ideen til en kommunal Kirkebygning i den foreliggende Form fik jeg fra Forhandlingerne i Borgerrepræsentantsamlingen i Maj 1911 i Anledning af det fra Grundejere ved Nicolai Taam indgivne Andragende om Slagterbodernes Fjernelse fra Pladsen. Jeg bad da Spirets Arkitekt, Professor Amberg, til hvem jeg alt i 1910 havde henvendt mig, om at samarbejde Tegningerne i Overensstemmelse hermed, altsaa i det Ydre en Kirkebygning, som efter min Formening er den eneste Bygningsart, som i arkitektonisk Henseende kan slutte sig til Taarnet, og som, opført i den oprindelige Stil. med historisk Berettigelse vil Staa som et monumentalt Mindesmærke om Reformationens Indførelse her i Landet, og i det Indre til Forsamlings- og Foredragssal, Bymuseum og Folkebibliotek, alt under kommunal Styrelse. Arkitekten tog straks fat og afleverede Planen Skuddag 29de Februar 1912. Den beroede bos mig til i Marts 1913, da jeg af Overretssagfører Carl Recker som fra sin nævnte borgerlige Virksomhed kendte Testamentet og mit Ønske om at faa det udført, medens dog jeg var i Live, fik at vide, at der var berammet et Møde i det Udvalg, som i 1911 var nedsat om Slagterbodernes Fjernelse og Pladsens Anvendelse, saa at Tiden nu formentlig var inde. Jeg udbad mig en Tilladelse til at maatte forelægge Planen for Borgmesteren for Magistratens 2den Afdeling, Hr. Borgmester Jensen, under hvis Forretningsomraade Pladsen sorterer, og for Udvalget, som da bestod af følgende 7 Borgerrepræsentanter: Landstingsmand Chr. Christiansen, Tømrer From Petersen, Detailhandler C. F. Sørensen, Overretssagfører Becker og Viktualiehandler Joh. Nielsen samt 2 senere udtraadte Borgerrepræsentanter. Grosserer, Frk. Reruq og nuværende Indenrigsminister Rode. Efter de Udtalser, som da fremkom fra Borgmester Jensen og fra Udvalget, særlig sidstnævnte Medlem, blev det foreslaaet at dele den 32 Alen høje Hovedhal (Kirkens Hovedskib) i to Etager for at skaffe bedre Plads til Bymuseet, saaledes at den øverste Etage,  11½  Alen høj, blev Museum, en Opgave Arkitekten saa at sige omgaaende løste.

Herefter indgav jeg 18de Juni 1913 mit Andragende til Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse; ved Skrivelse 24de s. M. forelagde Magistraten det med Anbefaling for Borgerrepræsentationen, som i Samlingens sidste Aføde 30te s. M. modtog Tilbudet.

Efter de Forhandlinger, som i Vinteren 1913-14 fandt Sted med Folkebibliotekernes Hovedbestyrelse, blev Planen atter ændret, idet der, i Stedet for et Kredsfolkebibliotek i Sidekapellerne, foresloges indrettet et stort Centralfolkebibliotek, hvortil begge Sideskibe i Bygningen tillige maatte anvendes, saa at kun Hovedskibet benvttes til Foredrags- og Forsamlingssal. Planens Omarbejdelse, der vil medføre Sideskibenes Adskillelse fra Hovedskibet ved kunstnerisk udført Træpaneler og store Vinduer, blev færdig i Forsommeren 1914.

Herefter bliver Bygningens Indretning saaledes:

Hovedskibet: Den underste Hal, Hovedhallen, til Forsamlings- og Foredragssal, 58 Al. lang, 13½ Al. bred, 20 Alen høj. Den øverste Hal til Bymuseet samme Længde og Breilde, 11½ Al. høj. Loftet i begge Haller bliver Hvælvinger i armeret Beton.

Sideskibene, afskildrede fra Hovedskibet, forneden med smukke Træpaneler, foroven med Vinduer af Antikgins, er hvert 47 Al. lange, 8 Al. brede og 12 Al. høje, begge med Hvælvinger af ai moret Beton.

I det nordre, til Lille Kongensgade. Avislæsestue, Katalogiseringsrum og anden Virksomhed for Folkebibliotekets Personale.

I det søndre, mod Vingaardsstræde: Udlaanssal med Forhal (aabne Hylder tilgængelige for Publikum). I Sakristiet Stadsbibliotekarens Kontor, tillige Værelse for Foredragsholdere.

Sidekapellerne er hver delt i 2 Etager altsaa 4 Sale. hver 19 Al. lang 11 Al. bred og 6 A. bøje.

Det nordre: Stuen: Læsesal med Haandbibliotek. 1ste Sal til Børnebibliotek og Læsestue, med særlig Opgang. Det søndre: Stuen: Hovedbibliotekets Bogsal med Ekspedition til Kredsbibliotekeme (med særlig Indgang). I Kælderen indrettes Bogbinderværksted. 1ste Sal til Bestyrelsens Værelser.

Taarnet: Hovedindgang og eneste Indgang med Garderobe og Toilet tilvenstre. Tilhøjre fører en bred og bekvem Trappe med flere Afsatser, først til Orgelpulpituret ind til Ilovedhallen, derpaa til en Sal i selve Taarnet med Vindue til Admiralgade, 12½ Al. lang, 3 Al. brad og 11 Al. bøj, og derfra videre op fil den store Bvmuseeumshal i Hovedskibet hvortil vil blive en særlig dekorativ Indgang (en Forhal).

Salen i Taarnet var oprindelig tænkt anvendt til Bymuseet, men da dette maa antages at faa rigelig Plads i oftnævnte Hovedlial mej Forhal og paa Væggene i Forsamlingshallen og paa Trappernes talrige Afsatser m. v., bar jeg udtalt mig for, at Taarnværelset benyttes paa bestemte, et Par Gange ugentlig. Tider til Bibellæsning og Menighedsmøde for et begrænset Antal af Holmens Sogns Beboere. Egentlige kirkelige Foredrag, ligeledes til bestemte ugentlige Timer, for Sognets Beboere, holdes som ethvert andet oplysende Foredrag i Hovedhallen efter Samraad indenfor Styrelsen,

Byggeforetagendets Arkitekt, Professor Amberg, har med overlegen Dygtighed løst sin Opgave paa en saadnn kunstnerisk, praktisk og - hvad jeg lægger særlig Vægt paa - historisk-pietetsfuld Maade, at Bygningen vil staa som et af de bedste Eksempler paa dansk Bygningskunst fra Begyndelsen af dette Aarhundrede. Jeg var ikke kunnet henvende mig til en Arkitekt. der bedre end han har forstaaet at omsætte mine Tanker, først i Tegninger og derpaa i Mursten, Tømmer, Beton, Kobber og andet Bygningsmateriale.

Det være mig nu tilladt fra dette Sted at udtale min oprigtige og bedste Tak for den forstaaende Imødekommenhed, jeg altid har mødt og møder hos Kjøbenhavns højtærede Kommunalbestyrelse, saavel Magistrat som Borgerrepræsentation. Særlig retter jeg min Tak til Borgmesteren for 2den Afdeling. Hr. Borgmester Jensen havde straks den mest fuldkomne Forstaaelse af Planen, og har vist sig i Besiddelse af en aldeles enestaaende Evne til at føre Sagen igennem, og han har paa ethvert af Sagens Omraader, ogsaa dem, der ligger udenfor hans Forretningsomraade, givet mig de bedste Raad. Ligeledes takker jeg de ærede Medlemmer af Udvalget om Pladsen, nuværende og forhenværende Borgerrepræsentanter. Ændringen om Etageadskillelsen i Hovedskibet vil give Bymuseet en pompøs stor og lys Sal uden at forringe Foredragssalens Brugbarhed, muligt endog forbedre den i akustisk Henseende. Endelig takker jeg Borgmesteren for 1ste Afdeling som Formand for Folkebibliotekernes Hovedbestyrelse for Oprettelsen af et Centralbibliotek, det første her i Hovedstaden og Landet; det vil forhøje Bygningens samfundsnyttige Anvendelse.

Inden jeg skrider til Indmuringen, vil jeg ud fra mit Standpunkt hævde, at der ingen Modsigelse er i Genopførelse af en Kirke, som ikke anvendes til de sædvanlige kirkelige Handlinger. I andre Lande, f. Eks. Schweiz, England, de nordamerikanske Fristater, benyttes Kirker ogsaa til andre Øjemed. I tidligere Tider samledes Byens Borgere netop bl. a. i Nicolai Kirke til Møder i andre Øjemed. En Kirkebygning er kun en ydre Form. Udbredelse af Kundskab om den kristne Lære sker ligesaavel gennem Prædikener som paa anden oplysende Maade. Dette er ikke noget nyt, men har altid været vedkendt. Det er saaledes udtalt i det Salmevers: "Aand over Aander". som den norske Biskop Johan Nordal Brun skrev for over 100 Aar siden, og hvori det som en Gerning, man bør stræbe hen til at udføre i Livet, siges: "Bygge Guds Kirke oplyse hans Folk". Hver Gang jeg i Holmens Kirke hører denne Salme - hvortil Musiken vil blive spillet efter Indmuringen - tænker jeg paa den Naade, som forundes mig ved at være sat i Stand til at opføre denne Kirkebygning og paa dens Anvendelse ved Kommunens Hjælp til god og nyttig Oplysning. Selvfølgelig derunder Kundskab om Guds Ord, som det læres os i Bibelen, bande det gamle og det nye Testamente.

Det er mit inderlige Ønske som mit faste Haab, at Bygningens Anvendelse i Oplysningens Tjeneste maa bidrage sit til, at der maa opvokse en Slægt, som forstaar, at Livets Lykke opnaas gennem et sundt, fordrageligt og godt Familieliv, ved Arbejde, hver i sin Gerning, stor eller lille, ved Nøjsomhed og Sparsommelighed, der fører til Uafhængighed, og at Livets Fylde ikke beror paa ophobede Rigdomme til Luksusbrug. men i Aandens Kraft og Styrke, og at den - som Salmisten siger - maa være Guds Kærligheds Tolk i vort Hjerte - en Slægt, som føler sit Ansvar baade for Gud og for Mennesker i en stadig Pligtopfyldeise og med en god Samvittighed.

Det Dokument, for hvilket indmuringen skal dække, om Gud vil, forhaabentlig i Aarhundreder, lyder saaledes:

Gengivelse af brevet:

I Aar 1915 blev 14' August i Hs. Maj. Kong Christian X' 3. Regeringsaar indsattes i Overværelse af Københavns Kommunalbestyrelse, Grundstenen i St. Nicolai Kirke under dens Genopførelse til Kommunal Anvendelse som Forsamlings- og Foredragssal, Folkebibliotek og Bymusæum, i Henhold til det af Lenssekretær, Departementschef P. N. Rentzmann - paa Grundlag af hans og i 1910 afdøde Søster Frøken Ida Rentzmann's Fællesbestemmelse af 12' Juni 1902 - i Borgerrepræsentantsamnlingen 1913 og 1914 fremsatte Tilbud og i Overensstemmelse med de af Arkitekt, Professor H. C. Amberg indarbejdede Planer og Tegninger.

Stadens Overpræsident: Kammerherre de Jonquieres, 

Borgmestrene: Jensen, Fr. Andersen, Gram og Philipsen,

Borgerrepræsentationens Formand: Landsthingsmand Chr. Christiansen,

Næstformændene: OVerretssagfører Carl Becker og Læge Fru Harbou Hoff.

Grundstens-Indmuringen foretoges af Bygherren, Overpræsident og Borgerrepræsentationens Formand, bistaaet af Bygmesteren.

Samme Dag hejstes Krandsen paa Bygningens Tag med Rytterspiret. Byggearbejder paabegyndtes i Efteraaret 1914. 

Konduktør ved Byggeforetagendet er overdraget følgende:

(Herefter følger navnene, se teksten herunder)

Saa genrejses denne Kirkebygning Gud til Ære, Medborgere til Gavn.

St. Nicolai Kirke og Plads.

Den lille Højtidelighed igaar i Departementschef Rentzmanns kommunale Gave-Kirke kan vel betragtes som det egentlige Punktum i Nicolais Begrædelses Dagbog. Vi var jo nok kommen til det sidste Kapitel, da Kommunen for et Par Aar siden havde modtaget Gaven og givet sin Tilladelse til, at Pladsen blev anvendt og en Bygning opført efter Hr. Bentzmanns og lians Arkitekts Forslag, men Beseglingen foregik igaar. Det at Kransen hejses paa en Nybygning, er vel noget i samme Retning som den borgerlige Side af Konfirmationen for et Menneskebarn: Nu begynder den mere selvstændige Tilværelse. Og for den nye St. Nicolai Kirke blev Dagen igaar yderligere højtidelig ved Grundstens-Indmuringen paa selve det Sted, hvor i sin Tid Hans Tausen for første Gang talte paa Dansk for Kjøbenhavns Befolkning.

Afslutningen paa den sørgelige Vanrøgts-Periode er ikke kommen for tidlig. Det vil for en kommende Slægt maaske lyde som et mærkeligt Eventyr, at dens Fædre i den - som man vel vil sige - stærkt æstetisk interesserede Stad saa længe taalte et sort Stempel som Blikboderne og "Maven" med Tilbehør i Byens Midte ved Foden af et skønt og ærværdigt gammelt Taarn. Men naar de samtidig erindrer sig, hvad disse Fædres Fadre gjorde ved Byens gamle Volde og Porte med mere, vil de maaske kunne forstaa det.

Om Formaalet med den nye Bygning, der nu ved den smukke Gave fra Departementschef Rentzmann og hans afdøde Søster, Frøken Ida Rentzmann, er under Opførelse, vil Læserne faa Oplysning gennem Hr. R.s Tale igaar, der i dette Numer af "Berlingske Tidende" gengives efter hana Manuskript. I det Ydre er Bygningen t det væsentlige en Gengivelse af den gamle St. Nicolai Kirke, der sammen med Spiret -og en god Del af Byen Kjøbenhavn - blev ødelagt i 1795 ved en af de mange Ildsvaader, der hørte til de nogenlunde regelmæssigt tilbagevendende Begivenheder i vor lille, gamle Residens- og Hovedstad. Her skal da nærmest gives en kort populær-historisk Udsigt over den Trængsels-Tid for Kirke og Plads, som nu forhaabentlig er afsluttet.

Den hellige Nicolai har muligvis været de Søfarende en god Værnehelgen. Sit eget Kirkehus værgede han kun maadeligt mod Himlens Vejr; men det var da forresten først efter, at det var bleven den danske Reformations Moderkirke, at Ulykkerne begyndte at hjemsøge det. I Aaret 1560 slog Lynet ned i Spiret, der faldt ned i Kirken og sønderslog Hvælvinger og Højalter, og da Christoffer Walkendorff 30 Aar efter med Støtte af Christian IV havde faaet rejst Spiret paany, varede det kun andre 30 Aar, inden Stormen tog det, og der gik igen en Menneskealder, førend Taarnet atter blev kronet med et Spir, til hvis øverste Tinde der var 304 Fod. Og saa kom altsaa, godt 100 Aar derefter, Branden, som tog Spiret og ødelagde Kirken saa grundigt, at man besluttede at rive den helt ned.

Det varede forresten en rum Tid, inden denne Beslutning blev udført, da man ikke en Gang kunde skaffe Penge dertil - endsige til en Genopførelse - og Ruin og Plads henlaa i en Snes Aar i en Tilstand, der efter samtidige Billeder og Skildringer maa have været ganske malerisk omend ikke rigtig værdig for en Hoved- og Residensstad. Ruinerne forvitredes mere og mere, Gravmæler og Epitaphier blev slaaede itu og Kisterne solgte efter Vægt. Vandet stod om Vinteren over Gulv og Kirkegaard, og endelig maatte man til at jævne Kirkens Ruders med Jorden, medens det kullede Taarn blev bevaret som Brandvagts-Station. Om de forskellige Planer om Genopførelse af Kirken eller Udnyttelse af Pladsen i denne Periode skal blot nævnes P. Meyns Forslag om Opbygning i antikiseret Stil (det gamle Raadhus, Frue Kirke) og C. F. Hansens Projekt om at indrette Butiker i Ruinerne og lave Markedskedsplads udenom. Markedsplads blev der forresten af sig sig, idet der efterhaanden paa den ryddede Tomt ved Taarnets Fod rejste sig Telte og Boder, hvor der handledes med Grønsager og Kød; og som det fremgaar af hosstaaende Gengivelse af et Stik fra 1828 har der i denne Periode rørt sig et ganske pittoresk omend sagtens noget tilfældigt og i hygiejnisk Henseende mindre tilfredsstillende Liv.

Prospekt af Nicolai Taarn og Omgivelser 1828. (Efter Tegning af Batty. Stikket af H. R. Smith).

Omkring 1845 stivnede dette i de berømmelige, endnu eksisterende Slagterboder, der kostede 92,000 Rigsdaler at opføre, og som i Aarenes Løb blev en fast, kommunal Indtægtskilde, der tilførte Byens Kasse det svimlende aarlige beløb af godt en halv Snes Tusind Kroner (!). Med stor Pietet værnede man derefter i henimod 3/4 Aarhundrede om dette ejendommelige arkitektoniske Monument og det borgerlige Erhverv, det husede, medens man samtidig udnyttede Taarnet, foruden til brandstation, til Materialskur, offentlig Nødtørftsanstalt og til Udleje til en Flytteforretning, som "besørgede alt." Pladsen var iøvrigt nu ved Grundsalg og bebyggelse (Nikolaigade) bleven stærkt beskaaret.

Tid efter anden dukkede der Planer op, dels om Genopførelse af Kirken (efter Tegning af Amberg) dels om Omordning og Udnyttelse af Pladsen med Projekter om forskellig bebyggelse, Opførelse af Telegrafbygning, Badeanstalt m. m., - flere af dem afgjort uheldige, andre meget tiltalende og kønne; men da det afgørende Ord jo nu længst er sagt i Sagen, har de kun akademisk Interesse, og det vil være overflødigt at omtale dem. Kun bør nævnes Etatsraad Dahlerups smukke Plan (der gik ud paa Replantning, et Par smaa Tilbygninger til Taarnet og en Tillempning af Husfacaderne om Pladsen) samt Arkitekt Clemmensens to præglige, om en overlegen Sans for Pladskunst vidnende Forslag, der begge tog Sigte paa en (større eller mindre) Gennembrydning ud til Østergade og sin sidste Form Opførelsen af et Bygningsværk til arkitektonisk Støtte for Taarnet, der paa dette Tidspunkt var bleven forsynet med Brygger Jacobsens af Professor Amberg udførte Spir.

Etatsraad J. V: Dahlerups Forslag.

Som et bittert Kuriosum kan nævnes at der i Clemmensens første Forslag blev henvist til, at man ligeover i Østergade, hvorfra der ved Rydningen vilde blive frit Indblik til Pladsen, vilde have "Efterslægten"s smukke, gamle Gaard - Kjøbenhavns bedste gamle Bygning, der, selvfølgelig, som bekendt senere er konverteret i en moderne Forretningsejendom. Clemmensens sidste Forslag, der fremkom paa "Forskønnelsesforeningen"s Initiativ, havde faaet sin endelige Udformning, dels under Hensyn til, at der nu var kommen Spir paa Taarnet, dels for at udnytte noget af Pladsen lil Bebyggelse. Uden at gaa den senere, nu realiserede Udnyttelses-Plan for nær, kan det vel nok siges, at Clemmensens Plan syntes noget nær den ideale, Udtrykket for en dybt kultiveret kyndig og smagssikker Kunstners Tanker. - Da Brygger Jacobsens Spir var sat paa det gamle Taarn, var det klart, at let maaatte bære mod Slutningen af Slagterbodernes og "Maven"s Æra. Selve Spiret var forøvrigt, hvad man vel ikke har glemt endnu, straks et Modsigelsens Tegn. Det gamle Taarn var jo dejligt, som det stod, i al sin Fornedrelse. Et gammelt vejrbidt, fast og sluttet Monument, med sine røde Mure og sin djærve Murkrone et ærværdigt Belfrey, der stod sikkert og trodsigt paa Jorden. Naturligvis kunde man henvise lil den Skønheds-Forøgelse for Byens Silhouet, det nye Spir betegnede, men for mange var det, som om denne rundhaandede og højtstræbende Tilførsel var et Tab. De mistede noget, der var dem kært, og som de mente, de skulde haft Lov til at beholde.

Arkitekt  A. Clemmensens Forslag. Set fra Passagen ved Østergade.

Imidlertid lod det til, at Spiret for Alvor havde pirret ved Magistratens Samvittighed med Hensyn til Bevarelse af Slagterboderne. Medens det høje kommunale Rand ikke mente at kunne tage Stilling til Clemmensens Projekt, syslede det dog med Tankerne om at faa Pladsen reguleret, og saa kom i Sommeren 1913 i egentligste Forstand som en Foræring - Departementschef Rentzmanns Tilbud i Form af en Henvendelse lil Magistraten om Tilladelse til at lade opføre "en kommunal Kirkebygning i Forbindelse med Nikolai Taarn", at anvende efter den af Bestyrelsen (Medlemmer af Borgerrepræsentation i Forening med Giveren) nærmere trufne Bestemmelse efter dens Hovedformaal: Forsamlings- og Foredragssal, Bymuseum og Folkebibliotek. Bygningen, der i det Ydre skulde fremtræde som en Kirkebygning, skulde opføres efter Tegning af Professor Amberg i samme Stil som den oprindelige Kirke.

I sin første Udformning tog Tanken om Gaven - saaledes som Departementschef Rentzmann og hans dalevende Søster, Frøken Ida Rentzmann, allerede l 1902 fattede den - Sigte paa Oprettelsen af et Fond ved deres samlede Formue, bestemt til eventuelt med Renter og Renters Rente efter 20 Aars Forløb at anvendes til Genopførelsen af Nikolai Kirke, "hvor Reformationens Lære først prædikedes og Guds Ord først lød i Tale og Sang paa vort Modersmaal i vor Fødeby". Senere omformedes denne Tanke til Opførelse, endnu medens Giverne var i Live, af en Kirkebygning til Anvendelse som ovenfor nævnt. Og da Frk. Rentzmann imidlertid var afgaaet ved Dø»len, rettede Departementschefen den ovenomtalte Henvendelse til Kommunalbestyrelsen, der med Tak besluttede at modtage den ejendommelige og storstilede Gave.

- Og nu staar altsaa den nye "St. Nicolai Kirke", som dens Giver udtrykkelig ønsker den betegnet, paa det Sted, hvor det gamle middelalderlige Kirkehus stod. "Som et monumentalt historisk Mindesmærke om den Kirke, hvori Reformationens Lære første Gang blev forkyndt i Hovedstaden." Man vil kunne indvende, at Replica-Bygværker sjeldent bliver kønne, navnlig da, naar dø maa skrues ind i ændrede Forhold, og at det med Hensyn til Formaalet vilde have været mere logisk, om Nybygningen var bleven enten helt Kirke eller - maaske bedre endnu helt Folkebibliotek, et Omraade, hvor vi endnu vilde kunne tage ved Lære fra yngre Samfund. Hvad det Ydre angaar, er det dog endnu for tidligt at dømme, og her vil Tiden hjælpe. Med Hensyn til Bestemmeisen vil det vel vise sig, at der nok bliver Brug for Husrummet - vi har ingen Overflod derpaa her i Byen, og naar Verden engang faar Tid til at tænke paa andet end paa at ødelægge sig selv, stiller vel det aandelige Opbygnings-Arbejde overalt sine omfattende Krav.

Og det bør nu i alt Fald siges i Omtalen af den nye Bygning, som igaar har hejst Kransen over Spærene: At den har fjernet en Hæslighed, en styg og skæmmende Plet fra Byens Hjerte. Og at der ved den Gave, der har muliggjort dette, er givet et smukt og stort Udtryk for Borgersind og ærbødig Kærlighed til den By, vi alle elsker og er stolte af - men som vi ikke altid og alle har værnet, som vi burde.

H. 

Den ny Kirkebygning.

Hovedindgangen til St. Nicolai Kirke, der nu ved Departementschef Rentzmann Gave i ny Skikkelse opstaar af Gruset, bliver gennem den store Port mod Admiralgade under Statuen af St. Nicolai med Skibet. Taarnet, hvor den gamle Trappe langs Siderne er erstattet med en ny, bred Trappe der fører op til Bymuseumssalen og Orgelpulpituret i den store, gamle Bue, er en Forhal, hvori bl. a. er opstillet en Gravsten over en af Kirkens gamle Præster og Spidsen af det gamle Spir, der tidligere er fundet ved en Bygningsudgravning.

Foredragssalen, der optager den underste Del af Kirkebygningens Hovedskib i hele dettes I.ængde, ligger lidt højere end Gadens Plan og bliver 30 m lang, 11 M m bred og 7 m høj, med 5 Nicher til hver Side. Ved Egetræs Paneler, der foroven ved blyindfattede Ruder udfylder Loftsbuerne, adskilles Salen fra Sideskibene, der forbeholdes Kommunens Folkebiblioteker. Sideskibene faar Loft med Krydshvælvinger under Halvtaget medens Rummene i Tilbygningerne deles i to Etager med Bjælkeloft.

Ovenover Forhallen er der i Taarnet en Sal med stort Vindue ud mod Admiralgade, Den er nærmest bestemt til Malerier, henhørende under Bymuseet; under dette indgaar iøvrigt forskellige Dele af Taarnrummet.

Ovenover Orgelrummet er Adgangen, gennem en af røde Munkesten opmuret Forhal til Bymuseet, hvis Hovedsal er 7½ m høj og 9 m bred, forsynet med Loft mod Krydshvælvinger af armeret Beton. Indgangen til Salen er gennem en spidsbuet Portal mod Kjøbenhavns Byvaaben.

I Kirkebygningens østre Gavl, mod Vingaardsstræde, er et 15 m højt, sandstensindammet Vindue med blyindfattede Ruder. Her er to smaa Trappetaarne, ligesom Ryttersplret dækkede mod Kobber. Det lille Spir krones med en af Professor Amborg udført Vindfløj mod Kors.

Kirkens Arkitekt er, som bekendt, Prof H. C. Amberg; som Konduktør har Arkitekt J. Martin Petersen haft den daglige Ledelse af Byggearbejdet. Murerarbejdet udføres nf Murermestrene Philip Hanen og J. Jeppesen, Tømrerarbejdet af Tømrermester K. Winther, Hvælvingerne og Etageudskillelserne af Murermester A. J. Børgesen, Stenhuggerarbejdet af Stenhuggermestrene Brødrene Larsen, Kohberdækkerarbejdet af Kobberdækker L. Hannibal, Snedkerarbejdet af Snedkermester Hjalmar Christensen, Smedearbejdet af Smedemester J. P. C. Jensen & Sønner, Glarrnesterarbojdet af Glarmestor H. A. G. Fledelius, Malerarbejdet af Malermestrene Petersen & Andersen, Varmeindretningen er konstrueret af Ingeniør P. Danstrup og udføres af Bonnesen & Danstrup.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15, august 1915)

Rentzmann boede til sin død i 1923 i en lejlighed i kirkebygningen. Den er nu indrettet som restaurant Mavens 1. sal. Se indslag her på bloggen.

Kirkesalen blev efter Rentzmanns død hvert år anvendt til borgerlige konfirmationer i en årrække - altså et ikke-kirkeligt formål. 

I forbindelse med 100-året for kirkens indvielse, november 2017 fremstillede jeg en præsentation som viser før og nu fotoer af kirkens indre, dengang der var Hovedbibliotek (1917-1957).

Skudt sig paa sin Hustrus Grav. (Efterskrift til Politivennen)

Et Drama på Vestre Kirkegård

Sent i går eftermiddag er der ude på Vestre Kirkegård udspillet et drama, idet en ældre mand har gjort ende på sit liv ved at skyde sig på sin hustrus grav.

Den ulykkelige selvmorders navn er Lars Peter Christensen, han var cigarmager og boede i Aabenraa Nr. 8, 3. Sal. Først i denne måned mistede han sin gamle hustru, med hvem han havde levet det lykkeligste familieliv i mange år. Han var dybt nedbøjet af sorg over tabet af hende. Og til sidst har sorgen ganske taget magten fra ham, så han i sin fortvivlelse har besluttet at dø.

Ingen har hørt skuddet ude på kirkegården. Men i aftes lige før denne skulle lukkes, fandt man ham liggende på hustruens grav med en revolverkugle i tindingen.

Han var stendød.

( Aftenbladet 29. juli 1915)

Det nye store Elektricitetsværk. (Efterskrift til Politivennen)

Det opfyldte Areal syd for Kalvebod Brygge, hvor Elektricitetsværket skal bygges.

Ved fælles Arrangement mellem Kommunen, Havnevæsenet og Statsbanerne vedtoges det for nogle Aar siden, at Havnevæsenet skulde opfylde et Areal i Kalvebodstrand bag Jærnbanemes Centralværksteder.

Falden fremkom ved Uddybninger i Havnen, og allerede i Fjor var Opfyldningen af ca. 80,000 Kvadratalen tilendebragt.

Dette store Areal benyttes for Tiden af et stort Handelsfirma til Tørring af Klipfisk.

Naar Udvalget, der for kort Tid siden er nedsat af Kommunalbestyrelsen. har afsluttet sit Arbejde vil det sikkert blive vedtaget herude at opføre det store Elektricitetsværk, som det stigende Elektricitetsforbrug kræver.

De nu eksisterende Værker er bragt op til den største Ydeevne og har alligevel ofte vanskeligt ved at levere tilstrækkelig Strøm.

Det forelagte Forslag gaar ud paa at etablere en stor Kraftstation, hvorfra der skal leveres Højspændingsstrøm paa 6000 Volt, som saa skal transformeres paa de nuværende Værker, der saaledes bliver Understationer.

I Udvalget undersøges for Tiden Muligheden af at anvende Diesel, motorer ved Værkerne; men disse egner sig særlig for mindre Værker, og sandsynligvis vil det blive Dampturbiner, der vil blive anvendt.

Af Hensyn til Kultilførselen og det store Forbrug af Vand, foreslaas det at bygge Værket ved Kalvebodstrand. Omkostningerne ved Opførelsen anslaas til ca. 3 Miil. 450.000 Kr.

(Social-Demokraten  25. april 1915).

Foto fra Social-Demokraten 24. august 1917 som viser elektricitetsværket under opførelse. Fundamentet blev sikret ved nedramning af ca. 600 betonstøbte pæle.