Det danske Hjælpebureau i Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

 

Oberstinde J. Ramsing.

Flensborg, i April.

Oberstinde Ramsing har som Medlem af Forretningsudvalget af det nystiftede Flensborgsamfund opholdt sig hernede en Uges Tid for at planlægge Ordningen af et dansk Hjælpebureau i Flensborg. Fru Ramsing, der er Samfundets eneste kvindelige Bestyrelsesmedlem kom herned, efter at hun havde hørt om de Chikanerier, som de Danske her efter Afstemningen var Genstand for Fremfor alt gamle Mennesker som enten har flaget med deres Dannebrog eller paa anden Maade givet deres Sindelag tilkende.

En af Flensborgsamfundets Opgaver er netop Omsorg for dem. der paa Grund af deres Danskhed lider ilde, og da Fru Ramsing blev Medlem af Bestyrelsen. var der straks Enighed om at bede hende varetage og ordne denne Side af Sagen.

Skulde Fru Ramsing have næret nogen Tvivl om Nødvendigheden af at bringe Hjælp, vilde Antallet af de Gamle, der enten selv eller ved Mellemmand efter hendes Ankomst her til Byen søgte til hende, hurtigt have overbevist hende om Nødvendigheden af at gribe ind. Jeg skal i en senere Artikel gøre Rede for nogle af de Forulempelser og Plagerier, der er blevet særlig de Gamle, d. v. de Forsvarsløse til Del. I Øjeblikket er det vigtigere at fortælle, at Fru Ramsing straks har sikret sig et fortrinligt Lokale i Byens Centrum, idet hun har lejet Halvdelen af den Lejlighed, som er taget ind til den herværende Afdeling af Sønderjydsk Ministerium.

Her vil om kort Tid det danske Hjælpebureau blive aabnet. til hvilket enhver Dansk Mand eller Kvinde, trygt kan henvende sig om Raad og Vejledning, om juridisk Assistance og pekuniær Understøttelse. Fru Ramsing har Haab om til Bestyrer at faa et meget dygtigt Menneske, der er bleven godt kendt i Flensborg for sit opofrende Arbejde mellem de Syge og Gamle, i den forholdsvis korte Tid, hvor hun har været hernede.

Fattigdommen og Ensomheden mellem de gamle Danske er stor. De har gaaet hernede for Lud og koldt Vand. For dem har det saa godt som aldrig været muligt at komme ind i Byeris mange Stiftelser, til hvilke Øvrigheden op Præsterne i Reglen har Indlæggelsesretten.Deres utrolige Trofasthed og Vedhængen ved Danmark skulde nødigt skuffes mere, end det allerede har været Tilfældet. Hvis Danmark yder Flensborgsamfundet et rigeligt Bidrag er der Haab om, at der kunde oprettes et Alderdomshjem, hvad alle der kender de fattige Danskes Kaar her inderlig rnaa haabe.

Oberstinde Ramsing, der saa ofte før er gaaet i Brechen for de danske Flensborgere, vil sikkert ikke kalde forgæves, naar hun nu beder om Hjælp til de Gamle hernede i Form af Bidrag sendt til Flensborgsamfundets Kontor, Vestergade 37. 

Hele Virksomhedens endelige Form vil naturligvis være afhængig af det Resultat, som den internationale Kommission og det høje Raad kommer til med Hensyn til Flensborgs Skæbne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1920, 2. udgave)

Se artikel og link til samtlige artikler om Julie Ramsing her: Julie Ramsing (1871-1954).

Carl Christian Frederik Sørensen: "Sorte Carl". (Efterskrift til Politivennen)

I begyndelsen af februar begyndte anholdelserne af en juveltyveribande. Anholdelserne var nået op på 15. 10 februar 1920 meddelte B.T. at Sorte Carl var anholdt. Forhør er refereret i Social-Demokraten 19. marts 1920. Den 20. februar forsøgte Lothard Jensen, en af de anholdte i Schkollar-sagen at begå selvmord ved løbe panden mod en mur i sin celle. Han overlevede dog. For at få Schkollar (en jøde) til at tilstå, udsendte assessor Krenckel i februar et billede af en af hælerbrødrene Jensen, H. P. , Borgergade 138. PÅ daværende tidspunkt var der deponeret tyvekoster til over en million kroner. 

H. P. Jensen - den ene af hælerne i sagen. Foto fra Folkets Avis - København, 16. februar 1920.

Stort forhør over juveltyvene.

De anholdte vakler i deres forklaringer.

I går fortsatte dommer Sinding i flere timer forhøret over de Arresterede i juveltyve- og hæleribanderne. Forhøret overværedes af politiinspektør Hakon Jørgensen.

Den første, der blev fremstillet, var en 17 årig knægt, Svend S., der har gjort sig skyldig i hæleri i mindre omfang. Da hans sag er fuldt opklaret, har anklagemyndighederne henstillet til Justitsministeriet, at han afsluttes allerede nu, imod at den vildledte Knægt sendes til værgerådets forsorg. Denne ordning har ministerielt nu godkendt.

En håbløs benægtelse.

Næste mand foran skranken var Johan Herman Jensen, der sigtes tor tyverier l Skjoldsgade, Kastelsvej, Willemoesgade og hos Antikvitetshandler Heuser i Bredgade.

Jensen benægtede bestemt, at han havde deltaget i disse tyverier. Selv den omstændighed, at han er fundet i besiddelse af tyvekosterne fra alle fire indbrud, kan ikke rokke hans forklaring. Som endnu mere fældende indicium har politiet et brækjern, som Jensen vedkender sig. Dette brækjern er anvendt ved indbrudene, og mærkerne af det regnes for lige så gode som fingeraftryk. Mærker er fundet iblandt andre steder i Heusers dagligstue og soveværelse.

Overbetjent Christoffersen fra politiskolen demonstrerede foran dommeren det kriminelle brækjerns anvendelse på nogle af Heusers skuffer, der var hentede op i retten.

Men trods alle indicier nægtede Johan Herman Jensen stadigt. Han fik derfor meddelelse om, at hans sag nu sendes til Landsretten, hvor den vil blive afgjort af nævningetinget i begyndelsen af maj måned.

En lille fortalelse.

"Røde Evenius", som er døbt Evenius Hansen, blev derpå fremstillet. Han havde heller ikke lyst til at tilstå noget. Dette skyldte - sagde han - at han var så dybt oprørt over, at han var blevet anholdt, at politiet virkelig ikke måtte vente nogen villighed fra hans side.

- Vil De så Ikke forklare os, hvorledes indbruddet var, være begået? spurgte dommeren.

- Jo, det kan jeg godt. Der kom en dag en mand og spurgte, om jeg ville købe nogle ure, som var stjålet fra urforretninger, i St. Kongensgade 3. Jeg sagde: Nej, Herholdt. 

Straks, da denne udtalelse faldt, greb Evenius sig til hovedet: Han var klar over, at han havde forløbet sig. Herholdt Hansen sidder nemlig som ihærdig benægter arresteret i samme sag. Men dommeren rejste sig og gik hen til Evenius, idet han sagde:

- Nå, det er alsaa Herholdt, der er tyven?

- Jeg har ikke nævnt Herholdt, svarede Evenius fræk.

- Nå, ikke det. Er der Ikke andre, der har hørt det?

- Jo, det har jeg, svarede både politiassessor Krenchel og protokolfører Andersen.

Herholdt Hansen blev derpå ført ind, men han benægtede, at han havde forøvet indbrudet.

- Det siger Evenius, sagde dommeren.

- Det er løgn i hans hals. Det er Evenius og Sorte Carl, der er tyvene, råbte Herholdt rasende.

De tidligere kammerater gerådede nu i et skænderi, der dog hurtigt blev afbrudt af opdagerne, der førte forbryderne tilbage til cellerne.

Dernæst fremførtes arrestanterne Bjørkquist og den 50-årige Chr. Holm. Den første har tilstået, at han har stjålet 11 guldure fra en forretning i Nørrebrogade 70. Disse er alle solgte til Hansen-Elly. der endnu sidder arresteret i Hamborg.

Da der mangler flere ure fra det pågældende tyveri, ønskede dommeren nye oplysninger. Men selv da en anden arrestant, "Sækkeslæberen", påstod, at han havde købt ure af Bjørkquist, stod denne fast på sin første forklaring.

Chr. Holm, der tidligere er straffet for ægteskabssvindel, er nu for hæleri.

Endeligt afhørtes et par kvindelige vidner, der imidlertid intet kunne fortælle, og der blev givet officiel meddelelse om, at hovedmanden Carl August Lorentzen, der efter flugten fra domhuset meldte sig frivilligt i Hobro, har gjort sig skyldig i 3 tyverier under sin frihedsperiode. Disse tyverier er dog ret betydningsløse, idet de kun skaffede ham et sæt kvindeklæder og nogle penge til at leve for.

Efter at dette var protokolleret, blev forhøret afbrudt.

(Social-Demokraten, 24. marts 1920).

Atter i går afholdt dommer Sinding et større forhør i den omfattende tyverisag, hvori Schkollar er den interessanteste af hovedfigurerne.

Evenus Hansen kaldet Røde Venus og Carl Sørensen, Sorte Carl, fik deres sag sluttet og henvist til landsretten.

(København, 13. maj 1920).

Hvem stjal den engelske ministers bil?

"Røde Evenus" og "Sorte Carl" laver panik i retten.

En aften i marts måned forsvandt den engelske minister sir Marlings bil på en ganske mystisk måde. Først et par dage senere blev den fundet i en udgravning ved Hellerup. Her var den henstillet, da dens passagerer og føreren en dag blev taget i generende øjesyn af en årvågen Hellerup-betjent. De to mænd tog flugten og overlod politiet bilen og chaufførens uniformsfrakke, som den en af de flygtende kastede fra sig under flugten. Hvem de to personer var, har man ikke kunnet få klart bevist, men at det er to af de implicerede i juvelsagen, Evenus Hansen og Carl Sørensen, kaldet "Røde Evenus med den pragtfulde kæreste" og "Sorte Carl", derom synes der ikke at herske tvivl. Tilmed har Evenus på et tidligere tidspunkt tilstået tyveriet, men denne tilståelse har han taget tilbage, da han hørte, at Sorte Carl nægtede alt.

For at få spørgsmålet endeligt klaret fremstillede politiassessor Krenchel i går de to kammersjukker for dommer Sinding i 2. kriminalkammer, og her kom det til nogle meget bevægede optrin. Som vidne mødte den politibetjent fra Hellerup, Vagnsøe, som var skyld i, at de to forbrydere tog flugten. Betjenten erklærede straks, at det var de to mænd, han havde set. Herover gerådede Evenus Hansen i et frygteligt raseri Han skældte og smældte, så det gamle domhus' ærværdige mure skælvede i deres grundmur, og den sarte dommer Sinding gøs i sit dommersæde, medens protokolfører Djurhus, der er vant til stilheden i pennen sprutte med dobbelt fart.

Da dommeren kom til sig selv, var opdagerne, overbetjent Ericksen og Strømmen indviklede i en heftig boksekamp med Evenius, som de ville iføre den fundne chaufførfrakke. Ved et velrettet uppercut blev Evenus slået ud, og han lod sig iklæde den famøse frakke, der sad som støbt om ham.

Som næstsidste rest af heltekraften udslyngede Evenus ordene "Her skal man s'gu nok blive idiot oppe." Den sidste kraftanstrengelse gik ud over Hellerup-betjenten, som Evenus, da han tog frakken på, ganske tilfældigt "kom til" at sende et nævestød i maven. Samtidig advarede han denne mod at aflægge ed, det kunne nemt komme til at gå ham galt.

Edsaflæggelsen blev betjenten også fri for denne gang, da han bar højre arm i bind og således Ikke kunne række tre af højre hånds fingre i vejret

Hansen Elly ankommet til Danmark.

Om de to tyves andre forbindelser oplystes det i øvrigt, at hovmester Hansen-Elly, der i længere tid har siddet arresteret i Hamborg, nu efter omstændelige diplomatiske forhandlinger er blevet udleveret. Opdagelsesbetjent Strømmen har afhentet ham i Hamborg, og i går morges ankom de til København.

Ved denne mands nærværelse mener man, at hele denne omfattende sag kan få sin endelige afslutning, idet han sidder inde med de sidste oplysninger i sagen.

Det eneste, der nu kan forlænge den, er muligheden af at Hansen kan give sådanne oplysninger, at endnu flere personer bliver Implicerede

(Social-Demokraten, 16. juni 1920).

Slagsmålsscenen blev også refereret i Jyllandsposten, 17. juni 1920. Den 19. juni undslap Herholdt Hansen fra domhuset da han var på vej til forhør ved at give den gamle fængselsbetjent et slag i maven. Han flygtede ad Kattesundet.

Den store Schollar-Svindel,

Hælerne dømt i går.

Schollar fik 2 års forbedringshus.

Hos dommer Sinding i 2. kr. afd. behandledes i går en del at de under den Schollar'ske svindelaffære hørende sager, og disse paadømtes.

Arrestanterne, hvis sag har været behandlet ved 11. undersøgelseskammer, fremførtes af overbetjent Eriksen og Henchel, der mødte for politiet.

- Niels P. Hansen, kaldet "Todtenschlägeren" tilstod sig skyldig i hæleri for et beløb af 1.400 kr. af de fra "Cosmopolite"s ejendom i Gothersgade stjålne guldure.

Han idømtes 1 års forbedringshus, hvilket må siges at være en mild dom i betragtning af, at han er straffet før.

Hansen Elly, som man havde måttet hente hertil fra Hamborg, hvorhen han var flygtet, havde købt nogle guldure af Carl Sørensen, også kaldet "Sorte Carl". Denne uforsigtighed indbragte ham 120 dages fængsel på sædvanlig fangekost.

Hovedmanden, Schollar, blev derefter fremført. Han tilstod sig skyldig i hæleri for et beløb af 23.000 kr., hvilket tyvekosterne var vurderet til. Schollar, der ikke før har været straffet, bad bønligt om så blid en straf som muligt.

Det lovede dommeren - og det blev 2 års forbedringshus.. Da Schollar er udlænding, vil han antagelig efter afsoningen af denne straf blive udvist.

Den sidste, der fremførtes, var Mottkoff Schajer, der driver skrædderforretning en gros. Han fremlagde 10 modtagne ordrer på klædninger og bad grædende om at få lov at slippe med en bøde da hans forretning ville lide under hans fraværelse, hvis han idømtes fængselsstraf. Hans brøde bestod i køb af 3 af de stjålne guldure.

Dommeren gjorde ham opmærksom på det farlige i at være hæler og kunne i øvrigt ikke efterkomme hans anmodning om bøde. Men han ville ikke komme til at afsone med det samme. "Så kan De jo udføre ordrerne først og derpå lukke forretningen, til straffen er afsonet."

Dommen blev 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost.

Af Schollar-banden er der nu 3 herrer tilbage: Evenus Hansen, kaldet "Røde Evenus", Carl Sørensen "Sorte Carl" og den flygtede Herholdt Hansen.

Disse tre har i fællesskab begået indbruddet og efter at have tilstået sig skyldige deri atter nægtet det.

- Man håber nu at få fingre i den flygtede Herh. Hansen, før deres fælles sag går til landsretten.

(Arbejdet. Organ for Danmarks venstresocialistiske Parti, 2. juli 1920).

I Social-Demokraten omtales hæleren A. P. Hansen, kaldet "Sækkeslæberen". Det gør han også i København, dog er A skiftet ud med Niels. I flere aviser staves Schkollar.

Den gik ikke!

en af Schollar-banden vil flygte.

Hælerforbryderen Herholdt-Hansens vellykkede flugt fra domhusets arrestantskab og den kendsgerning, at han stadig befinder sig på fri fod, har åbenbart givet enkelte af Schollar-bandens øvrige medlemmer blod på tanden.

I går begærede en af de endnu siddende arrestanter, Carl Hansen, kaldet "Sorte Carl", sig fremstillet for dommer Sinding i byrettens 2. afdeling under foregivende af, at han havde en tilståelse at afgive.

Politiet passer imidlertid efter Herholdts flugt paa med dobbelt årvågenhed. Og da Carl Hansen kom kørende ind fra Vestre Fængsel i salat-autoen, blev han i domhusets gård modtaget af ikke mindre end to opdagere, der fulgte ham på hver side, nøje overvågende, at han ikke kom noget til undervejs gennem domhuset.

Hr. Hansen var en smule forundret over den megen opmærksomhed. At denne ikke har været helt overflødig, viste sig imidlertid, da han kom frem for Dommer Sinding, og det viste sig at al den "tilståelse", han havde paa hjerte, var en forespørgsel, om hvornår hans sag kunne blive sluttet, da han nu snart var ked af at sidde i varetægtsarresten!

"Sorte Carl" fik efter få minutters konference igen omstigningsbillet til Vestre Fængsel. Og han havde også en opdager i hver hånd, da han vandrede tilbage til omnibussen.

Den gik altså ikke med at stikke a' ...!

(Aftenbladet (København 7. juli 1920).

Herholdt-Hansen blev opsporet af opdageren Faaborg-Petersen i en villa ved Hareskoven hvor han havde indlogeret sig som pensionær.

Den store juveltyveri-affære afsluttet ved byretten.

Pudsige sammenstød mellem benægterne der gensidig sigter hinanden,

Herholdt Hansen på eventyr.

I går fik den store juveltyveri- og hæleri-affære, som i et halvt år har beskæftiget 11. undersøgelseskammer, politiassessor Krenchel, og dommer Sinding i 2. kriminalafdeling, sin endelige afslutning ved Byretten, idet de tre sidste arrestanter, Carl Sørensen (Sorte Carl), Evenius Hansen (Røde Evenius) og Herholdt Hansen, fik deres sag henvist til Landsretten.

Inden dette skete, fremstilledes de alle tre for dommer Sinding, der tog dem i et afsluttende forhør. Først fremstilledes "Sorte Carl" og Herholdt Hansen, Herholdt fortalte da, at de to havde planlagt en ekspedition til Næstved, hvor Carl skulle begå et indbrud og Herholdt skaffe det stjålne af vejen. Derfra skulle de til Kolding, hvor Carl mente, at der var noget at gøre. Da de imidlertid ombord på færgen bemærkede, at en opdager var med, vendte de tilbage.

Carl indrømmede det væsentlige heraf, men han benægtede, at deres egentlige hensigt med besøget i Næstved var at stjæle. De skulle derimod ned at besøge en "dejlig kvinde", som Herholdt kendte, og som han boede sammen med dernede.

Hvad siger Olga?

Hvorledes den sorthårede Olga Kornmod, der har betalt Herholdts ophold under hans flugt, vil tage på dette besøg hos en rivalinde, fik man ikke at se, men da hun er af et stærkt kolerisk temperament, vil hun sikkert ikke tage venligt imod ham, når han en gang kommer ud fra forbedringshuset.

At hendes temperament tillader hende adskilligt, fik de opdagere, der afhentede Herholdt i Farum, et indtryk af. Hun æreskændte dem paa det frygteligste. Betegnede dem som menneskedyr, der savnede følelse for andre, hjerteløse mennesker, der spolerede et hyggelig familieliv, og hvad andet stærkt, hun i øjeblikket kunne finde på.

Når hun nu erfarer, at Herholdt har besøgt en "dejlig kvinde" i Næstved, kan det jo være, at hendes vrede vender sig imod ham. En trøst for ham er det naturligvis, at der ikke foreløbigt bliver lejlighed til indgående samtaler mellem dem.

Trekløveret i indbyrdes strid

Da Sorte Carl havde fået den "dejlige kvinde" protokolleret, blev Evenius Hansen kaldt ind.

Dommeren spurgte ham straks:

- Nå, Evenius. hvem tror De, der har begået tyveriet hos urmager Vester i Store Kongensgade?

Evenius: Jeg har en anelse om at det er Herhold Hansen og "Tyske Alfred".

Herholdt: Det kan da også kun være en svag anelse.

Dommeren: Hvem tror De, Herholdt, der har begået tyveriet?

Herholdt: Det har Evenius og Sorte Carl.

Som bevis herfor anførte han, at Tyske Carl har talt om tyveriet.

Evenius brød nu ind med følgende:

- Kan Du da ikke selv mærke, hvorledes Du står og lyver, Herholdt?

Dette kunne Herholdt Imidlertid ikke.

Dommeren spurgte derfor Herholdt om, hvem der havde solgt ham de stjålne ure, og han svarede omgående, at det havde Evenius.

Denne, der gennem hele forhøret bevarede en logisk tænkning i alle sine svar, udbrød straks:

- Så måtte jeg jo ogsaa have begået tyveriet. Du Herholdt kan jo sagtens spille vigtig. Nu har Du holdt "ferie" (han har været undveget i 3 uger) og haft lejlighed til at tale med vidnerne, medens vi andre har siddet og svedt i arresten.

Dommeren spurgte indtrængende Evenius, om ikke det var ham der havde købt urene af Herholdt Hansen, men han benægtede det med den meget korrekte bemærkning, at han ikke kunne tænke sig at købe ting, som han med mindre risiko kunne stjæle selv.

Efter denne erklæring mødte urmager Vester i retten og aflagde ed på, at det betydelige lager af guldure, der var fremlagt i retten, tilhørte ham.

Samtidig mødte en agent H., der i sin tid blev idømt 4 års forbedringshusarbejde for tyverier. Han havde købt et af de stjålne ure; men han var uvidende om, at dette var stjålet, påstod han.

Det mest bemærkelsesværdige var, at han kun hviskende til dommeren ville indrømme, at han var velkendt på "Vridsløselille". Dommeren derimod tog ganske forretningsmæssigt på forholdet og dikterede med høj røst, at vidnet havde været straffri for tyveri.

Endelig fremstilledes Hansen-Elby, der allerede er begyndt på at afsone sin straf. Hans vidnesbyrd betød dog intet udover, at han fastholdt, at han havde købt urene af "Tyske Alfred" og solgt et af dem til agent H.

Komedien skal fortsættes for Landsretten.

Inden dommeren afsluttede sagen og sendte dem til Landsrettens pådømmelse, flk Evenius og Herholdt lejlighed til at veksle et par karakteristiske repliker.

Evenius: Det er vel ikke meningen, at vi skal begynde igen for Landsretten?

Herholdt: Det er da meget muligt.

Evenius: Hvis du har mere at sige, må du hellere sig det her.

Herholdt: Nej, nu vil vi slutte her,

Evenius: Nå, ja, jeg er s'gu ligeglad.

Efter disse bemærkninger blev sagen oversendt til Landsretten.

Herholdt er blevet dækket tidligere, men nu går den Ikke længere.

Et interessant punkt ved sagen er Herholdt Hansens forhold. Han gør indtryk af at være en typisk forbryder, der hidtil har forstået at dække sig, og som hidtil er blevet dækket af kammeraterne. Nu vil disse ikke dække ham mere. De vil ganske naturligt, at også han skal have sin straf. Dette forstår Herholdt ikke. Derfor protesterer han stadigt. forholdet er imidlertid efter politiets opfattelse det, at de tre forbrydere har været fælles om en lang række tyverier, som "Sorte Carl" og Evenius intet vil tilstå om, før de får Herholdt med i suppedasen. Så længe han benægter, benægter de også.

Nu bliver det jo imidlertid Landsrettens Sag at finde ud af Sagen.

(Social-Demokraten, 23. juli 1920)

Et mislykket flugtforsøg for Schoklar-bandens hovedmænd.

Herholdt Hansen og "Sorte Carls" telegrafi blev opdaget og flugtforsøget mislykkedes.

To af Sckolar-bandens Hovedmænd Herholdt Hansen og Carl Sørensen, kaldet "Sorte Carl", hensidder for tiden i Vestre Fængsel og venter på deres dom. Herholdt Hansen har som bekendt været stukket af fra politiet og blev først for en måneds tid siden anholdt en villa i Hareskoven.

Efter sin anholdelse blev han afleveret til Vestre Fængsel og var så heldig at få celle dør om dør med sin arbejdsfælle Carl Sørensen. Der udspandt sig hurtigt en livlig banketelegrafi mellem de to arrestanter, og i den anledning blev et par opsynsmænd sat til at passe på og høre efter, hvad det var, de to stortyve talte om.

Det viste sig hurtigt, at den sikkerhedsforanstaltning fuldt ud var på sin plads, for en dag hørte opsynet, at de to talte om at lave et flugtforsøg. De skulle begære sig fremstillet for dommeren og under transporten søge at stikke al.

Mange dage varede det heller Ikke, førend de bad om at komme i nyt forhør. De havde en hel del på hjertet, som var af vigtighed for deres dom.

Dette ønske fik de opfyldt, men der blev givet ordre til domhuset om at passe på dem, idet man vldste, at de ville forsøge at stikke af.

Da fængselsvognen ankom til domhuset, gik to opdagere ned i den og fulgte de to arrestanter ind i retten. Der spurgte dommeren, hvad de havde på hjertet, men "Sorte Carl" svarede, at det hele beroede på en fejltagelse.

- Ja, svarede Herholdt Hansen, det var en "fejler", vi ville blot hilse på dommeren.

Så blev de ført tilbage til vognen og kørt hjem til "Vestre" igen. Friheden nåede de ikke denne gang

(Klokken 5 (København), 20 september 1920).

"De sidste soldater" af Schollarbanden blev i morges fra arresten på Nytorv under bevogtning af seks opdagere ført ud i landsretten hvor deres sag i dag skal behandles og pådømmes.

Der er tre, nemlig hæleren Herholt Hansen - hvis eventyrlige flugt og senere anholdelse ude i Villa "Mon Plaisir" ved Kulhusene endnu vil være i frisk erindring, - og de to tyve Carl Chr. Sørensen, kaldet "Sorte Carl", og evenius Hansen.

(Aftenbladet (København), 12. oktober 1920).

"Sorte Carl" og hans hjælpere, Herholdt Iversen Hansen og Evenius Hansen fik i forgårs deres dom ved Østre Landsret. Carl Sørensen fik 4 års tugthus, Herholdt Hansen 2 års forbedringshus og Evenius Hansen samme straf i 3 år. Deres tyverier androg værdier for op imod 50.000 kr.

(Aftenbladet (København), 18. oktober 1920).

"Sorte Carl" som pengeskabstyv.

Har har angivet sin kammerat; kammeraten nægter, men bliver dog anholdt.

For et par nætter siden blev der forøvet indbrud i arbejderforeningens ejendom, Nørrevold 92 hvor to pengeskabstyve havde skrællet pengeskabet hos grosserer V. P. Jacobsen der har kontor i ejendommen. Udbyttet svarede ikke til anstrengelserne, idet der ikke var penge i skabet og tyvene fik kun 60 kr.

En af natkompagniets vægtere overraskede tyvene, hvoraf den ene blev pågrebet og efter hvad der oplystes i dommervagten i går, er det den berygtede forbryder "Sorte Carl" hvis fulde navn er Carl Christian Frederik Sørensen.

"Sorte Carl" har overfor politiet opgivet at han var sammen med en kammerat Evenius Bernhard Carl Hansen der nu er anholdt og i går eftermiddags blev fremstillet for dommer Carstens. Evenius afviste "Sorte Carls" udsagn som urigtige og henviste til at en kammerat Valdemar Larsen der bor i Saxogade, kan bevise hans alibi, idet han den pågældende aften var i besøg der.

Evenius har et meget plettet generalieblad. Han har været straffet med 3, 4 og 5 års forbedringshus, og han var ikke helt sikker i sin optræden. Dommeren tog da heller i betænkning at fængsle ham i 14 dage.

(Dagbladet (København), 2. maj 1925).

"Sorte Carl" dømt.

Den berygtede tyv Carl Sørensen, "Sorte Carl" som for nogen tid siden brød ind i en cigarforretning på Nørrevold i København og forsøgte at sprænge pengeskabet, er nu blevet idømt 3 års tugthus. Hans kammerat, kaldet "Røde Venus" får sin dom en af de nærmeste dage.

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 2. juni 1925).

Betegnelsen "Sorte Carl" blev brugt om fuldt lovlige personer som bokseren Carl Frederiksen, der skal have haft en lynsnar og hård højrehånd som han maltrakterede modstanderne med.  En af Lillerøds originaler blev kaldt "Sorte Carl". Han begik selvmord i januar 1920. "Sorte Carl" var endelig en figur i teaterstykket "En Vesterbrodreng" af Chr. Gjerløw, hvor han var alfons. Vesterbrodrengen spilledes af Knud Almar som gik så meget op i rollen at han under et slagsmål brækkede et ben.

Afstemningen i 2. zone. (Efterskrift til Politivennen)

Den 14. marts 1920 var der afstemning i 2. zone. For Flensborgs vedkommende blev resultatet:  6751 tyske, 1421 danske, Flensborg by 27.050 tyske, 8.935 danske. 

Sydslesvig forbliver tysk

Folkeafstemningen i Sydslesvig har stemt for at forblive tysk. I denne zone er den dansktalende befolkning i et decideret mindretal. Næsten fire gange så mange stemmer blev afgivet imod tilslutning til Danmark som for tilslutning. Sydslesvig er ligesom Holsten tysk i blod og kultur og er uvillig til at bryde sine bånd med de andre "Plattysk"-samfund ved kysterne af Nordsøen og Østersøen.

Dette resultat i anden zone indikerer at økonomiske interesser er mere eller mindre magtesløs til at overvinde følelser. Økonomisk ville folk i Flensborg distriktet have det bedre under dansk suverænitet. I Danmark er meget velstående. Tyskland er næsten bankerot, og hvis betingelserne i Versailles-traktaten håndhæves strengt, vil det i en generation i det mindste skulle underkastes høj beskatning. Den tyske mark er næsten værdiløs. Handel over den danske grænse kan kun ske med en enorm prisnedsættelse.

Alligevel er sprogets og race- og nationalfølelsens bånd stærke nok til at få det sydslesvigske folk til at glemme alle de materielle trængsler ved fortsat forening med Tyskland. Det er en manifestation af den vitalitet af racemæssige og nationalistiske instinkter, som støjende skoler af økonomer og internationalister så køligt ignorerer. Centraleuropa er fyldt med grupper, hvor disse instinkter er dominerende. Tyskland forsøgte at knuse dem i Polen, i Alsace-Lorraine og i Nordslesvig. Hendes lange undertrykkelseskampagne mislykkedes.

Men nu virker nationalitetsånden, som landet forsøgte at ødelægge, til egen fordel. Sydslesvig forbliver tysk, fordi hjertet er tysk, ikke dansk. Åndens krav gør en stærkere appel end dem om komfort og nem livsstil. Alle, der ikke har en død sjæl, vil føle en tilskyndelse til at hilse på de tyske slesvigere, der lever deres gens og holder fast ved det i dets modgang.

I øvrigt vil kendsgerningen og resultatet af folkeafstemningen gøre det vanskeligt, i hvert fald i nogle få dage, for kritikerne af Versailles-traktaten. De har sagt, at folkeafstemningerne selvfølgelig ville være farcer. Men det er umuligt at afskrække en salonradikal. Han vil snart tænke på noget nyt og straks udnytte det.

South Schleswig Stays German

The southern plebiscite section of Schleswig has voted to remain German. In this sectiow the Danish speaking population is in a decided minority. Nearly four times as many votes were polled against joinder to Denmark as for joinder. Southern Schleswig, like Holstein, is Germanic in blood and culturo and is unwilling to break its ties with the other "Plattdeutsch" communities on the coasts of the North Sea and the Baltic.

Thc result in the second zone in , dicates that economic interests are more or. less powerless to overcome sentiment. Economically thc people of the Flensburg district would be better off under Danish sovereignty. I Denmark is highly prospcrous. Germany is nearly bankrupt, and if tho terms of the Treaty of Versailles are strictly enforced will have to submit for a generation at least to heavy taxation. The German mark is nearly valueless. Trade across the Denmark border can be conducted only at an enormous discount.

Yet the bonds of language and of racial and national feeling are strong enowgh to make thc people of South Schleswig forget all the material hardshipg of continued union with Germany. It is a manifestation of that vitallty of racial and nationalistic instincts which noisy schools of economists and internationalists so coolly disregard. Central Europe is filled with groups in which these instincts are dominant. Germany tried to crush them in Poland, in Alsace-Lorraine and in North Schleswig. Her long campaign of repression failed.

But now the spirit of nationality j which she tried to destroy works in her favor. South Schleswig remains German because its heart is German, not Danish. The claims of the spirit make a stronger appeal than those of comfort and easy living. All not dead of soul will feel an impulse to salute the German Schleswigers who leve their gens and cleave to it in its days of adversity.

Incidentally, the fact and result of the plebiscite will make the going hard, at least for a few days, for the critics of tho Versailles treaty. They have said that the plebiscites would, of course, be farces. But it is impossible to discourage a parlor radical. He will soon think of something new and promptly exploit it.

(New-York tribune. [volume], March 16, 1920, )

Militarismen og Flensborg.

BEDRAGET blev med næsten Lammende Kraft afsløret ved Afstemningen i Flensborg og 2. Zone. Det staar nu alle tænkende Mennesker klart, at den danske Befolkning i halvandet Aar systematisk er bleven ført bag Lyset paa den skændigste Maade af de hjemlige Chauvinister med Bistand af den Kamarilla, der grupperer sig om "Flensborg Avis". De Folk, der maatte kende den sande Stilling, drev Dag for Dag det danske Folk frem til større og større Forventning om dansk Flertal i Flensborg, de prellede mægtige Summer ud af Folks Lommer, de arrangerede den ene Bluff-Forestilling større end den anden, og de forfulgte paa den lumpneste Maade de Mænd, der stillede sig tvivlende overfor de mere og mere larmende Skryderier. "Flensborggruppen" anmassede sig i det sønderjyske Tilsynsraad en Repræsentation, der var lige saa stor som den nordslesvigske Befolknings, og det skyldtes kun de sønderjyske Arbejderes forstandige Vurdering af Stillingen, naar det mislykkedes for Ernst Christiansen og hans Klike at kvæle H. P. Hanssens Indflydelse i Løgn og Bagvaskelse. Nu forstaar man, hvorfor Ernst Christiansen ikke ønskede Flensborggruppens Medlemmer talte ved Tilsynsraadsvalget.

Først efter Afstemningen er Muldvarpene kommet frem i Dagslyset med deres sande Planer: at tvinge Flensborg ind under Danmark, til Trods for at den nu har dokumenteret at være en tysk By. Chauvinisterne gaar saa vidt i deres Frækhed, at de nu vil udnytte den uhyre Skuffelse, som de selv har fremkaldt ved det storstilede Bedrag. Den skal nu bruges som Baggrund for Raabet: "Flensborg hjem trods alt!" Først bilder man den danske Befolkning ind, at Flensborg er en dansk By. Da det saa viser sig, at den er en tysk By, udnytter man de skuffede Forventninger til at kræve Byen annekteret. Og saa blindt, stoler man paa at være kommet den sidste Rest af sund Dømmekraft tillivs, at Bedragerne nu vælter sig over Regeringen og giver den Skylden for Afstemningens Udfald! Som om Regeringen kunde have gjort sort til hvidt og forvandlet Tyskerne til Danskere! Udfaldet blev, som det maatte blive, og som Bedragerne vidste, det vilde blive. Raabet om, at Flensborg skal hjem, har fra dansk Side ikke længere nogen Mening. Flensborg stemte tysk og blev altsaa hjemme.

Nordslesvig har med 75,000 St. mod 25,000 sagt, at det vil hjem til Danmark. Mellemslesvig har mod 48,000 St. mod 13,000 sagt, at det vil blive i Tyskland. Det er den ganske enkle Situation.

Hvad det vilde koste Danmark, i Strid med Fredstraktatens Aand og Ord, at gøre Vold paa denne Kendsgærning fremgaar med al ønskelig Tydelighed af Udtalelser, som den flensborgske Arbejderfører Haberlund fremsatte straks efter Afstemningen. Han erklærede: Flensborgs Befolkning vil i yderste Fald med Vaaben i Haand værge sin Ret til at være tysk.

Vold mod Flensborg betyder Spiren til den 3. slesvigske Krig og Nødvendigheden af en Militarisme i Danmark, som vi hidtil aldrig saa Magen til.

Men dette er netop, hvad vore Chauvinister ønsker. De frygter den fremtidige politiske Udvikling i Danmark. Fæstningen er faldet, og løses det nationale Spørgsmaal paa en saadan Maade, at Danmark kan leve i godt nabovenligt Forhold til Tyskland, da er ethvert Grundlag for nationalistisk Rummel forsvundet i Danmark. Da ligger den slagne Vej klar for Afrustning og social Udvikling. Da har Reaktionen mistet ethvert fast Holdepunkt i den fremtidige Kamp mod Socialdemokratiet.

Derfor ønsker man ved vor Sydgrænse at skabe en Tilstand, som kan give Anledning til evig Strid, evig Fare og idelig Forøgelse af dansk Militarisme.

Danmark er nylig bleven indmeldt i Folkenes Forbund, hvis Pagt udtrykkelig paabyder Rustningernes Indskrænkning, og hvis Paragraf 19 anviser Veje til Løsning af saadanne Forhold, som kan rumme Fare for Krig.

Nu lægger Chauvinisterne sig af al Magt i Selen for at skabe en Tilstand, hvorunder Militærudgifterne ikke skal formindskes hvert 10de Aar - i Overensstemmelse med Forbundspagten - men forøges hvert andet Aar for at opretholde en national Voldspolitik i aabenbar Strid med Fredstraktaten og Forbundspagten.

Derfor arrangeres nu en Række Møder til fortsatte Forsøg paa at paavirke den internationale Kommissions Afgørelse, og derfor vovede man Forsøget paa at inddrage Kongens Person i denne landsskadelige Færd.

Det konservative "Folkeparti" har "stillet sine Medlemmer frit" overfor denne Rummel og har vedtaget en Udtalelse om, at man med Glæde vil modtage af Kommissionens Haand alt, hvad den vil tildele Danmark af 2. Zone. Ved denne Holdning gør dette Parti sig medskyldig i de Ulykker, som maatte flyde af Chauvinisterne fortsatte Fremfærd og opgiver Danmarks Suverænitet.

Det er betegnende, at det samme Parti, der ved Indmeldelsen i Folkenes Forbund nærede Frygt for, at dette skulde betyde Tab af Selvstændighed for Danmark, nu vil fraskrive Danmark enhver Indflydelse paa sin egen fremtidige Grænse.

Om Danmark vedblivende skal være dansk eller delvis tysk er efter Højres Mening en Sag, hvorpaa den danske Befolkning ingen Indflydelse skal øve. Den har blot at kysse Haanden. Saadan taler et Parti, der kalder sig det nationale.

Mod dette Forræderi sætter vi det danske Folks Krav om Fredstraktatens Opfyldelse og Respekt for Folkenes - ogsaa det danske Folks - Selvbestemmelsesret.

(Social-Demokraten 18. marts 1920)

Det sønderjyske grænsespørgsmål var medvirkende til udløsningen af Påskekrisen mellem den socialdemokratisk støttede radikale regering på den ene side og den borgerlige opposition i Folketinget og kongen på den anden. Den borgerlige opposition og erhvervslivet var også utilfreds med regeringen på grund af dens fortsættelse af en reguleringsøkonomi fra krigens tid, og Venstre frygtede, at regeringens forslag til en ny valglov ville betyde færre Venstremandater. Den blev udløst da Christian 10. afskedigede ministeriet Zahle den 29. marts 1920. Fagbevægelsen og Københavns Borgerrepræsentation støttede den afsatte regering.  Krisen blev afsluttet med et kompromis den 4. april. 

17. juni 1920 marcherede de internationale styrker ud, og Flensborg var tysk igen.

Politiinspektør Aage Steffensen (1874-1920). (Efterskrift til Politivennen)

En ung Mand.

Hr. Korns Efterfølger paa Krigsstien.'

Kst. Politiinspektør Steffensen.

Hr. Steffensen, der er blevet konstitueret i Hr. Korns Sædelighed og saa glansfuldt har ført Undersøgelserne af sin Forgængers Skandaler til det foreløbige Endemaal, at der Intet er om det, som al Byen véd - denne Hr. Steffensen har i "Berl. Tid." for i Aftes begaaet en Artikel, der er lige saa ungdommelig i sin Form som malplaceret ved sin Fremkomst.

Egenlig vidner den kun om, at Hr. Steffensen allerede føler sig som den Embedsmand, der efter en Undersøgelse, hvorunder hans Betjente har optraadt ganske utilladeligt ved at holde Taler til de Piger, der eventuelt kunde tænkes at blive Vidner i Sagen, kan tillade sig over for Pressen i Kraft af sit "gode Resultat" at betegne Meddelelser om ret notoriske Forhold som "karakteristisk for hele den Løshed og Mangel paa Kendskab til det, der tales om", der betegner Pressens Udtalelser om "Sædeligheden".

Det er "Nationaltidende", Hr. Steffensen taler til, saa vi har ikke nogen Forpligtelse til at tage os af Sagen. Men "Nattid." har kun paapeget en Tendens hos Sædelighedspolitiet til at lade Piger indskrive i Prostitutionen i Stedet for at virke i modsat Retning. Og deri turde vor ærede Kollega have Ret.

Men Hr. Steffensens Stykke Journalistik - vi undser osiøvrigt ved at give hans Produkt denne Betegnelse - er af en saadan Art, at "Nattid." ikke skal være ene om at besvare det.

Hr. Steffensen citerer "Nattid." og har derefter den Dristighed at skrive, at han "selvfølgelig" ikke nærer meget Haab om ved sine Bemærkninger at "have rammet en Pæl igennem Livet paa den Beskyldning mod Sædelighedspolitiet, at det saa langt fra at holde Kvinder borte fra Usædelighed, tværtimod gør Alt, hvad der er muligt for at drage dem deri."

En Paastand som deu i de af os citerede Linjer er endnu ikke fremsat i noget københavnsk | Blad. En "Journalistik" som den, der girer sig Udtryk i den Steffensenske Insinuation, er saa uvederhæftig, som kun en Journalistikens Novice af den mindst lovende Art kan bedrive den.

Og ikke destomindre slutter Hr. Steffensen med at erklære, at hans Mening "har kun været for en  Gangs Skyld at trække den nøgne, men desværre saa lidet agtede Sandhed frem for Dagens Lys."

"For Dagens Lys!"

Hr. Steffensen skulde passe sin Kælder. Derfra er der nogle Sandheder at drage frem for Dagens Lys. Han har i den Retning ikke hidtil været overdrevet heldig. At han ikke er heldigere, naar han som i Aftes stiger op i "Berl. Tid."s Baggaard i Pilestræde, er saare beklageligt, men forstaaeligt.

Han søger at dementere "Nattd." Paastand og skriver, at "Nattd." behøvede "blot at se efter i den aarlige Beretning om Kjøbenhavns Politis Virksomhed."

Hvilke guddommeligt naive Ord! Som om Københavns Politi i sin Beretning skulde finde paa at skrive, at det gjorde "Alt, hvad der er muligt for at drage" Kvinder i Usædelighed !

Er Hr. Steffensen ikke snildere i sin Undersøgelsesvirksomhed, end at han nøjes med at læse den aarlige Beretning om Københavns Politis Virksomhed igennem, saa forstaar vi, at han ikke har kunnet finde den Svamp, der gror saa livligt i han fugtige Kælder !

Ti i Beretningen fandtes sikkert hverken de 10,000 Kr., Meyeri 15,000, Md. Clausens private Tjeneste eller andet. Der vil næppe heller staa noget om Meyers Forhør over Pigerne i Dybensgade.

Men der burde staa næste Aar, at den konstituerede 3dje Politiinspektør er en ung Mand, der ikke tillod sig at hvile paa sin første "Undersøgelses" Lavrbær, men maatte følge sin Herre og Mester, Politidirektøren, paa Dementiernes slibrige Stier.

Forresten kender Hr. Steffensen naturligvis ikke noget til Sædelighedspolitiets Praksis. Medmindre Hr. Meyer har informeret ham. Hr. Steffensen er jo ogsaa ung i Tjenesten. Hans Artikel er derfor, med hans egne Ord, "ganske hen i Vejret" og "ganskemeningsløs".

(København, 4. maj 1895).

De nye Embedsmænd i Kjøbenhavns Politi.

Politiinspektør Aage Steffensen.

I over et Aar har Embedet som Chef for det uniformerede Politi paa Grund af Politiinspektør Gyldenfeldts Sygdom været besat ved Konstitution, men igaar forelaa, som meddelt iaftes, Udnævnelsen af den nye Politiinspektør, og som almindelig ventet, blev det den Mand, der har været konstitueret - Aage Steffensen - der blev udnævnt.

Valget kunde sikkert ikke være faldet paa nogen bedre. Steffensen stammer fra et gammelt Embedsmandshjem - han er Søn af afdøde Generalauditør Steffensen - har en fin Eksamen, og i den Aarrække, han har virket i Kjøbenhavns Politi, har han vist sig som en meget dygtig, en myndig, men moderne og rask Politimand.

Under Konstitutionen har han indført Politiautomobilerne hvorved den gamle Sætning: Politiet kommer altid for sent, er sat ud af Kraft, og under Arbejdet i den nedsatte Politikommission skyldes det væsentligst hans Initiativ, at der i den Betænkning, som nu er til Behandling i Magistraten, er indført saa mange Forbedringer og Ændringer i Betjentenes Tjeneste og hele Politiordningen, af Kjøbenhavn forhaabentlig snart vil have et fuldt molerne og tidssvarende Ordenspoliti.

Politiinspektør Steffensen er født den 28de Juni 1874, Student fra 1892, cand. jur. 1898. Efter at have aftjent sin Værnepligt ved Garden traadte han ind i Kjøbenhavns Politi, hvor han har gennemgaaet de forskellige Grader, til han i 1902 blev udnævnt til Politiassistent paa det yderste Nørrebro. I de sidste 10 Aar har han bestyret Vesterbros vanskelige Station.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 24. april 1919).

Steffensens far var en kendt Højre-politiker, generalauditør Steffensen. Han var ansat i Københavns politi fra 1899, 1902 politiassistent på Hillerødgades politistation. Senere Svendsgades Politistation. Chef for ordenspolitiet 1919, efter at have været konstitueret under forgængeren Gyldenfeldts sygdom. Han blev november 1919 syg med en nyrelidelse og indlagt på Rigshospitalet, under den spanske syges opblussen overført til Bispebjerg Hospital, senere Kommunehospitalet. Han pådrog sig endvidere en lungebetændelse, og døde. 

Fotoer fra Steffensens begravelse, 9. marts 1920 fra "Folkets Avis - København", 10. marts 1920. Han blev begravet fra Frederiksberg Kirke.

Politiinspektør Aage Steffensens grav på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De "døde" Vande. (Efterskrift til Politivennen)

Forskønnelsesforeningen vil nu prøve paa at løse Spørgsmaalet: Forskønnelsen af Søerne.

Tidligt Foraar paa Peblingesøen.

Naar en Københavner nævner Ordet "Søerne"', saa tænker han paa de tre mægtige Vandbassiner, der ligger mellem Øster- og Vesterbro og kun højst uegentlig kan benævnes Søer, nemlig Sorledamssøen, Peblingesøen og Sct. Jørgens Sø. Kun den sidste, hvis Bredder ikke er lige afslukne Bassinbredder, har i nogen Grad Karakteren af Sø.

Søerne, og da navnlig Sortedams- og Peblingesøerne, har altid været baade Københavnernes Hjertebørn og deres Smertensbørn. Man har elsket dem for den Friskhed, de tilfører Byen, og for den Skønhed, de store Vandflader trods alt rummer. De spejler Himlens Skyer og Luftens forskellige Farvetoner, de forsølves af Maanens Lys, og i tidlige Sommermorgener flyder Morgenerødens Guld paa deres stille Vande, i hvilke morgenduelige Lystfiskere meder fra Baad og fra Bred.

Men de har samtidig været Københavnernes Smertensbørn, fordi man ønskede dem kønnere, end de er, man vilde gerne give dem noget mere Søpræg, og man kunde tænke sig dem livligere - "de døde Søer", som man ofte benævner dem.

Mest har man dog anket over det frygtelige arkitektoniske Anarki, der har hersket i Halvfjerdserne, da Bebyggelsen langs Søerne tog Fart. Det Husuvæsen, der flankerer Bredderne, kan der naturligvis nu ikke raades Bod paa, saa en Forskønnelse paa det Grundlag er en komplet uløselig Opgave.

Daværende Stadsingeniør Ambt og Arkitekt Ulrik Plesner har i sin Tid udarbejdet et Forslag, der tager Sigte paa en Regulering og Reformering af Bebyggelsen, men Forslaget maatte henlægges, og nu er et Forslag i saa Henseende uigennemførligt.

Mangfoldige Forslag til Forskønnelse af selve Søerne har i Tidernes Løb set Lyset. Saaledes kan det nævnes, at Arkitekt Blichfeldt i Midten af Firserne udarbejdede et Forslag til en gennemgribende Ombygning af den daværende prunkløse Peblingebro. Det gik ud paa at indrette Smaabutiker langs Broens Sider, og at bygge en Koncertsal fra Broens Midte ud i Peblingesøen.

Et tidligere Forslag gik ud paa at søge opført Bygninger langs Søen - noget i Retning af venetianske Paladser, og saa skulde der være Gondolsejlads, naturligvis med syngende Gondolierer ombord.

Et Forslag af helt ny Dato er fremsat af Havearkitekt Termansen og er af en ret fantastisk Karakter. Hr. Termansen vil intet mindre end opfylde del meste af Søerne og derigennem indvinde 780.000 Kvadratalen, der udstykket i Villaparceller vilde staa i en Værdi af 24 Millioner Kroner.

Søerne vilde efler Opfyldningen fremtræde som en bugtet Grav af ca. 70 Alens Maksimalbredde, lidt bredere end Havnen paa det smalleste Sled og ikke saa bred som Christianshavns Stadsgrav.

Sandkasse og Baadebro. Peblingesøen.

Andre Forslag gaar ud paa at danne smaa Halvøer ud i Vandet for paa den Maade at bryde Ensformigheden, som hviler over Søerne, atter andre anbefaler at opfylde smaa Holme helt ude i Søen. De skulde dels tjene til at bryde Vandfladen og dels afgive Hvile- og Rugepladser for en Del af de tamme og vilde Svømmefugle, som holder til i Søerne.

Da man i sin Tid byggede Søpavillonen ud i Søen ved Gyldenløvesgade, var det ogsaa et Forsøg paa at forskønne Søerne, og del var Meningen al opføre en Pedant til Søpavillonen ved Østerbrogade. Det første Forsøg har imidlertid skræmmet Forskønnelsesmændene. Pavilionen ved Østerbro blev for stedse skrinlagt.

Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, der jævnlig modtager Henstillinger om at tage Forskønnelsen af Søerne op til Overvejelse, har nu taget Spørgsmaalet op og vil søge udarbejdet et Forslag til Omdannelse af Sortedams- og Peblinge-øens Bredder i Lighed med Set. Jørgens Søs Bredder, altsaa en Afløsning af de nuværende lodrette Stensætninger af græsbesaaede Skrænter med Hække.

Der bliver saaledes kun Tale om at forbedre de forhaandenværende Forhold og gøre dem lidt mere tiltalende for Øjet ved Anbringelsen af nogen Vegetation.

Men samtidig vil Foreningen slaa et Slag for at faa de talrige Skure og Sandkasser, som garnerer Gaderne og Fodstierne langs Søerne, fjernede, og for at faa de mange Baadebroer med tilhørende "Lysthuse" givet et mere pynteligt Udseende. Thi de fleste af disse virker som em Knyttet Næve i Synet paa de Spadserende.

At Foreningen vil indskrænke sine Overvejelser til disse tre Smaaforbedringer, er meget fornuftigt. For det første fordi de er gennemførlige og for det andet fordi Søerne slet ikke er grimme - store Vandflader med deres mange Shatteringer af Lys og Skygge og det frie Udsyn, man har over dem, er en Hvile for Øjet og af en egen Skønhedsvirkning.

Bruno. 

(Folkets Avis - København 25. februar 1920).