31 august 2024

Et grimt Optrin paa en Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Et mindeord.

Mange sjællandske venstremænd husker fra de sjællandske delegeretmøder den bøje sympatiske togfører H. Petersen. Han, der var født paa Landet, bevarede også efter at være blevet bosat i København og skønt hørende til tjenestemandsklassen en forståelse af og interesse for landets kår. Han vedblev at være venstremand og forfægtede sin sag godt både med mund og pen. Et par gange har han været opstillet som Venstres kandidat i den gamle Stevnskreds, et på den tid utaknemmeligt arbejde, uden pressestøtte -  "Østsjællands Folkeblad" gik jo altid mod Venstre - og kæmpede med mange vanskeligheder.  Som omtalt døde togfører Petersen kort for jul, og mellem helligdagene blev han stedt til hvile. Han, der var en kirkeligt interesseret mand, begravedes fra Valgmenighedskirken på Frederiksberg under ualmindelig stor deltagelse, både af fagfæller, hvis faner vajede ved båren, og af folk fra Østsjælland, bl. a. af repræsentanter for Store Heddingekredsens Venstreforening, der havde sendt signeret krans.

Pastor Clausen talte over båren. Jordfæstelsen fandt sted på Vestre Kirkegård, og da ligtoget bevægede sig over broen ved Carlsberg, passerede Masnedsundtoget - det tog, Petersen havde ført i så mange år - under Broen.

- På kirkegården gjorde det for øvrigt et uhyggeligt indtryk at se, hvorledes fagforeningsreglementet går forud for hensynet til den døde. Inden graven var kastet, blev klokken 4, og i det samme øjeblik tog graverkarlene deres skovle på nakken og forlod kirkegården.

Den halvt kastede grav blev stående således for følgets øjne, og de mange smukke kranse lå som en dynge ved den halvt åbne grav. Således skulle de vel ligge, til fagforeningsreglementet tillod graverkarlene at begynde påny.

Stevnsbo.

(Ringsted Folketidende, 29. december 1920.)


30 august 2024

Resterne af gamle Københavnere.

Her ligger de på rad, resterne af gamle københavnere som en gang for mange år siden levede og virkede i den lille by som den nuværende storstad da var.

Det hænder jo ikke så sjældent at man ved udgravninger i den gamle by finder sådanne benrester. Dels fandtes der jo flere kirkegårde rundt om, og i koleraåret tog man det jo ikke så nøje med hvor og hvordan de døde kom i jorden. De fundne rester i en gård i St. Strandstræde hidrører ved nok fra den kirkegård der har været omkring den gamle Garnisons Kirke.

Nu bliver disse rester samlede sammen og gravede ned på en af vore kirkegårde. Antagelig på Vestre Kirkegård hvor man som tidligere fortalt, har en høj der gemmer alle sådanne rundt i byen fundne ben.

Og så får vore gamle bysbørn vel endelig ro - til at blive til støv.

(Aftenbladet (København), 15. december 1920.)

Opgravede benrester i St. Strandstræde. Foto fra Aftenbladet, 15. december 1920.

29 august 2024

Fra "Karens Minde". (Efterskrift til Politivennen)

Fedtebrød i Grøden og Soya i Sødsuppen

Et mærkeligt Pigebarn.

Gamle hæderkronede Madam Mangor - Opfinderen af Nellikerne i Flæskestegens Sprækker og andre smaa kulinariske Rariteter, vilde have vendt sig i sin Grav, hvis hun havde hørt, hvorledes der blev skiftet Ord om Kogekunst i Byrettens 4. Afdeling hos Dommer Friis i Lørdags.

Der stod Nelly Henriksen, Tjenestepige fra Optagelseshjemmet "Karens Minde" anklaget.

Dommeren spærrede Øjnene op, da han hørte, at Nelly havde kommet Fedtebrød i Gryderne, naar der blev kogt Risengrød og Soya, naar der blev kogt Sødsuppe.

- Nu har jeg aldrig hørt Mage til Skarnsstreger, sagde Hr. Friis, 

Men videre blev der læst op, at Nelly havde klistret Smør og Grød op ad Væggene, havde hældt Kakkelovnene over med Øl og paa forskellig Maade ødelagt inventaret.

- Men er den Pige da gal!  udbrød Dommeren.

Nellys Moder var mødt og vilde gerne have sin Datter med Hjem, men saa kom det frem, at Nelly ogsaa havde stjaalet Penge, Smykker og rede Penge fra de andre Tjenestepiger derude, endda ved ligefrem at brække deres Kufferter op.

Saa sagde Dommeren Nej, og Nelly bliver nu anbragt paa Optagelseshjemmet "Engelsborg", indtil der foreligger en Afgørelse fra Justitsministeriet. Men i hvert Fald, Gryderne faar Nelly ingen Adgang til foreløbig.

(Aftenbladet (København) 6. december 1920).


Optagelses- og Iagttagelseshjemmet Engelsborg, Bagsværdvej 39, Lyngby, blev oprettet af Fængselshjælpen 1907 og drives for Dansk Forsorgsselskabs regning. Hjemmet blev anerkendt 25/9 1923 (fornyet 28/10 1953). Hjemmet optager kun piger. I dag er det et udslusningsfængsel for dømte der afsoner den sidste del af deres straf, eller som er i tilsyn. Der er plads til 22 beboere, samt fem familier i udslusningsfængslets familiehusprojekt.


Aandssvag Pige føder i Dølgsmaal.

En uhyggelig Sag i København.

Københavns Politi arbejder i disse Dage med en uhyggelig Sag, hvor en 18-aarig, aandssvag Pige, Lisa Andersen, Saksogade 77, er Hovedpersonen.

Den stakkels Pige, der gennem flere Aar har haft Ophold paa Aandssvageanstalten "Karensminde", maatte ved Juletid sendes hjem derfra, fordi hun var gravid. Hvem der er Fader til Barnet, ved man ikke, - og den aandssvage Stakkel sikkert heller ikke.

For faa Dage siden konstateredes det, at hun maatte have født Barnet, og ved nærmere Undersøgelse er Barnet fundet som Lig paa et Pulterkammer. Det menes, at Barnet har været dødfødt, saaledes at der ikke foreligger Barnemord, men kun Fødsel i Dølgsmaal.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. april 1922).

27 august 2024

Olga Eggers Foredrag. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Efter 1. verdenskrig fik hun tillidsposter i Freds- og Folkeforbundet og var næstformand i Fredsforeningen af 1916. Hendes noveller, interviews og artikler blev flittigt bragt i mange aviser rundt om i landet:

Dansk Kvindesamfund havde i aftes indbudt til møde på Højskolehjemmet.

Fru dommer Esmann bød på Kvindesamfundets vegne forsamlingen velkommen, hvorefter forfatterinden fru Olga Eggers talte om sine indtryk fra en rejse i England og Frankrig i 1918.

Forfatterinden begyndte med at tale om London eller rettere det mørke London, og skildrede Frelsens Hærs arbejde i fattigkvartererne i London og gik derefter over til at skildre den praktiske engelske kvinde, der under krigen i de trange tider lærte at simplificere husholdningen i hjemmene.

Men selv om krigen satte sine dybe spor i England, forandredes forholdene dog ikke i den grad som i Frankrig, hvor alt var forandret. Paris i 1918 var tom og død, og langt grellere var forandringen, når man så de hærgede egne.

Taleren skildrede sin tur over Reims med dens ødelagte domkirke til Nyon med de gennemskudte huse og kirker og de 20-30 Mennesker, der er tilbage af byens befolkning, og videre gennem det triste, mindetunge land der først og sidst tvinger det ønske frem at der aldrig mere må komme krig igen. Var freden tung for Tyskland, så må den være endnu tungere for Frankrig. Tyskland står urørt af selve krigen, mens Frankrig ligger gennemskudt, gennempløjet, forhugget og ødelagt. Intet under at hadet lever i franskmændenes hjerter og freden, den rigtige fred, kommer jo først, når hadet er borte fra verden.

Forfatterinden berørte derpå den franske kvindebevægelse, som ikke menes at have så stor fremtid dernede som i andre lande. Den franske kvinde er i første række hustru og husmoder, og vil ikke distraheres her. Mændene synes måske dette er ideelt; men det er dog muligt, at visse love var bedre, om kvinderne var med. Men der er ikke megen jordbund for kvindesagen i Frankrig. Enkelte franske kvinder har dog begyndt at forstå, at de må være med, og at de dog måske kunne overbevise mændene om, at de har menneskeforstand. 

Forfatterinden fremførte enkelte eksempler herpå og nævnede herunder en udtalelse af en sådan fransk kvinde, gående ud på at kvinderne fremmer sin sag ved at imponere mændene med at kvinderne er mere elskværdlge end mændene.

Efter foredraget fremvistes en række fortræffelige lysbilleder i tilslutning til foredraget.

(Vestkysten. Esbjerg Avis, 13. november 1920).

Olga Antoinette von Eggers (1875-1945). Fotograf Max (Albert) Schou jun. (1878-1944). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hovedstadens Døde (uddrag). (Efterskrift til Politivennen)

København. Tirsdag.

Der er opstået en vis interesse hos københavnerne for deres kirkegårde i de senere år.

Det må udtrykkeligt bemærkes at det er i de senere år. For blot en snes år siden var det en ren skandale at se visse steder at den store Assistens Kirkegård. Den ene fjerdedel af kirkegården lå hen som et fuldstændigt vildnis, hvor de vilde roser havde dannet et fuldstændig uigennemtrængeligt fletværk.

Dette vildnis var skilt ved en tjørnehæk fra en række kolonihaver, hvortil der var en let adgang for Nørrebros løse elementer over et stakit. I tjørnehækken var der klippet gennemgange, og herfra trængte bøllerne ind på kirkegården, hvor de havde dannet hytter på gravene. Regnen kunne ikke trænge gennem det tætte fletværk; af Efeu, vilde roser og andre planter, og her boede man hyggeligt. Der lå madraser på gravene, der fandtes små petroleumsapparater, kogekar og et utal af flasker og konservesdåser. Man boede trygt og roligt for alle efterstræbelser, for kirkegårdens betjente nærmede sig nødigt denne del af kirkegården, og hytterne lå så godt skjulte, at selv det mest årvågne øje skulle have vanskeligt ved at finde dem.

Det var en uhyggelig skandale, men så fandt man endelig på at rasere hele terrænet og omdanne det til et smukt anlæg og legepladser for børn.
 
Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus blev hjemløse her, som de blev det i Lersøen.

Men det var den gang. Nu er kirkegårdene blevet de smukkeste og mest stilfulde anlæg.

***

Dette gælder dog i første række Vestre Kirkegård.
 
Da denne kirkegård i sin tid blev anlagt, havde man næppe ventet at herude skulle de fineste begravelser finde sted.

Ganske betegnende var den første begravelse, der fandt sted herude, et gammelt ladegårdslem. der sænkedes i fattigjord. 

Det var da i begyndelsen også disse uhyggelige fattigbegravelser, der fandt sted herude. Nu var vejen også slem derud. Forbindelserne var meget dårlige. Man var timevis om at komme derud, og det var jo heller ikke opmuntrende at søge denne kirkegård.

Men nødvendigheden gjorde det efterhånden til borgerdyd at søge denne fjerntliggende kirkegård. Der var ikke plads andre steder. Hvor forundret blev man da ikke da man kom derud og fandt at kirkegården var den smukkeste park.

Der var søer med svaner, smukke lunde og pragtfulde alléer af de forskellige træer. Næppe to af alléerne er ens. Kirkegården herude svarede fuldt ud til navnet: "De dødes Have".

Det var den afdøde konservative rådmand, oberst Abrahamsen, der havde været mester for dette værk.
 
Forbindelserne med kirkegården kom også i stand. Den elektriske sporvogn kom herud, og nu begyndte tilstrømningen til kirkegården både af døde og levende.

Vestre Kirkegård blev der valfart til. Intet steds finder man i byens omegn et fugleliv som herude. Her har også fuglene fundet et fredhelligt sted.

***

Med årene fandt også stormændene herud.

På Assistens Kirkegård findes fra gammel tid en række kostbare, originale og smukke monumenter, men nu skal man gå til Vestre Kirkegård, hvis man vil søge kostbare og originale mindesmærker. Der findes mægtige arealer herude, hvor man kan gå fra grav til grav og beundre de prægtigste gravsteder.

Men dermed være ikke sagt, at de fattige glemmes. 

Tidligere var det jo således at når en grav blev glemt eller forsømt, så lod man den ligge. Den blev forvandlet til en græshøj, og efterhånden var det brændenælder og fandens mælkebøtter, der dækkede graven.

På Vestre Kirkegård er det ganske anderledes. Glemmes en grav, lader kirkegårdsbestyrelsen straks et træ plante på graven, et bøgetræ, en ask, en birk, et nåletræ, Graven holdes altid fri for ukrudt.

De fattige glemmes ikke i døden.

***

Vestre Kirkegård er blevet den fashionable folkekirkegård, medens Assistens Kirkegård ligger død og stille hen. Det samme er tilfældet med Holmens Kirkegård og Garnisons Kirkegård. I en menneskealder har der nu været talt om at sløjfe disse to kirkegårde der nu ligger i byens midte, men det har sikkert lange udsigter endnu.

Byens sidste ny kirkegård, Bispebjerg Kirkegård, der vel efterhånden bliver den største, når al jord rundt om er inddraget, ligger meget bar hen. Den savner sin rådmand Abrahamsen og kommer næppe nogen sinde til at blive den dødens lund som Vestre Kirkegård er blevet.

***

Der er folkevandring til Vestre Kirkegård om søndagen. Folk gør deres bedste for at holde gravene pyntelige. Det viser at eksemplet altid skal komme fra oven.

Der synes imidlertid at skulle opstå den skik at "uniformere" kirkegårdsbesøgene. Man søger at tvinge folk til på bestemte tider at mindes de døde. Der kan vistnok være forskellige meninger om, hvorvidt dette er heldigt.

Det er blevet en smuk skik ved de store højtider at mindes de døde. Ved påsketid er kirkegårdene bogstaveligt et hav af de gule påskeliljer, ved juletid findes forårets første fremdrevne krokus og hyacinther på gravene og hist og her et helt lille pyntet juletræ - ja, ved juleaftenstid kan man endda finde træer med tændte lys.

Dette kan være smukt og godt. I de sidste år er man imidlertid begyndt at fejre Allehelgensdag, som man henlægger til første søndag i november, med gudstjenester på kirkegårdene eller i kapellerne.

Der kan rejses mange spørgsmål i denne sag. Man kan spørge, om det et heldigt at indføre for mange katolske skikke, og om det er heldigt at lægge en art tvang på de efterlevende, om på hvilken dag de vil mindes de døde.

Der kan vistnok være delte meninger om denne sag.

Således som vore kirkegårde i de sidste år er blevet, vidner de om at københavnerne viser den største pietet overfor deres døde og at pålægget om en særlig mindedag vistnok må siges at være overflødigt.

(Roskilde Avis, 10. november 1920.)