Ind som grever - ud som lazaroner.
Det hænder ikke så sjældent at man oppe på byfogedkontoret ser en eller anden vinkelskriver komme slæbende med et afbetalingsoffer - en af de stakkels fyre, der ved tidernes ugunst er blevet tvunget til at købe deres klæder på afbetaling og ved en endnu værre ugunst ikke har magtet til punkt og prikke at opfylde betalingsforpligtelserne, af hvis årsag han da tvinges til at tilbagelevere det købte tøj Men en sådan massefremstilling af ofre som den man i går blev vidne til på fogedkontoret, er vistnok ingen sinde set før.
Det var et af byens mest kendte afbetalingsfirmaer
"Thomsens Magasiner"
der optrådte som den aktive part i sagen repræsenteret ved firmaets faste inkassator, en energisk mand ved navn Christensen.
Hr. Christensen mødte med ikke mindre end en halv snes yngre og ældre mænd, der har fået klæder i magasinerne og ikke havde fuldbyrdet betalingen. For de flestes vedkommende drejede det sig om jakkesæt til en pris af 250 kr. Og skønt enkelte af dem endog havde betalt så meget at deres restgæld kun udgjorde 30-45 kr., måtte de alle trække af de klæder magasinerne ifølge kontrakternes rigoristiske bestemmelser stadig havde bevaret ejendomsretten til, og på stedet, på selve byfogedkontoret iføre sig nogle ældgamle, brogede klude som ikassatoren medførte netop med dette mål for øje.
Det var nogle særdeles pæne og velklædte mennesker der stillede til paraden for byfogeden og inkassatoren. Men det var i sandhed en sørgelig skare, der kom ud igen efter endt om- eller afklædning. De lignede en flok forviste fra det sidste stykke vej til Sibirien - en iført diplomatfrakke og hvide sommerbukser, en anden lys sommerjakke og sorte klædesbukser, en tredje veritabel livkjole, hvis skøder næsten slæbte efter ham, og hvis ærmer han havde måttet smøge op så foret sås osv. osv, alt sammen tøj, der forlængst var modent til skraldespanden og som åbenbart var indkøbt i afsides marskandiserforretninger til priser der regnes i ører og ikke i kroner. En enkelt af de ulykkelige slap for at tilbagelevere det købte tøj; men det havde sin gode grund.
Det var en slagter, der havde købt for 400 kr. i magasinet, og hvis hele restgæld nu var 30 kr. - tredive kroner. Han var ikke mødt efter tilsigelsen, men den energiske inkassator havde da fået afsagt fængslingskendelse over ham, og han blev da fremstillet som anholdt sammen med en del dømte straffefanger hvis pekuniære evner til at betale "sagomkostninger" fogeden skulle undersøge, inden de afgik til straffeanstalterne. Slagteren havde imidlertid ikke magasinets tøj på. Det var, som han forklarede, for længst slidt op da hans kone havde brugt det til gulvklude. Men da han kunne betale de 15 kr. kontant, fik han henstand med de andre 15 kr. og marcherede bort som en fri mand, fri og velklædt mellem de andre arme lazaroner, der repræsenterede dagens høst for de Thomsen'ske magasiner.
(Aftenbladet (København), 24. februar 1922).
