05 oktober 2024

Afklædningsscener paa Byfogedkontoret. (Efterskrift til Politivennen) I

Ind som grever - ud som lazaroner.

Det hænder ikke så sjældent at man oppe på byfogedkontoret ser en eller anden vinkelskriver komme slæbende med et afbetalingsoffer - en af de stakkels fyre, der ved tidernes ugunst er blevet tvunget til at købe deres klæder på afbetaling og ved en endnu værre ugunst ikke har magtet til punkt og prikke at opfylde betalingsforpligtelserne, af hvis årsag han da tvinges til at tilbagelevere det købte tøj Men en sådan massefremstilling af ofre som den man i går blev vidne til på fogedkontoret, er vistnok ingen sinde set før.

Det var et af byens mest kendte afbetalingsfirmaer

"Thomsens Magasiner"

der optrådte som den aktive part i sagen repræsenteret ved firmaets faste inkassator, en energisk mand ved navn Christensen.

Hr. Christensen mødte med ikke mindre end en halv snes yngre og ældre mænd, der har fået klæder i magasinerne og ikke havde fuldbyrdet betalingen. For de flestes vedkommende drejede det sig om jakkesæt til en pris af 250 kr. Og skønt enkelte af dem endog havde betalt så meget at deres restgæld kun udgjorde 30-45 kr., måtte de alle trække af de klæder magasinerne ifølge kontrakternes rigoristiske bestemmelser stadig havde bevaret ejendomsretten til, og på stedet, på selve byfogedkontoret iføre sig nogle ældgamle, brogede klude som ikassatoren medførte netop med dette mål for øje.

Det var nogle særdeles pæne og velklædte mennesker der stillede til paraden for byfogeden og inkassatoren. Men det var i sandhed en sørgelig skare, der kom ud igen efter endt om- eller afklædning. De lignede en flok forviste fra det sidste stykke vej til Sibirien - en iført diplomatfrakke og hvide sommerbukser, en anden lys sommerjakke og sorte klædesbukser, en tredje veritabel livkjole, hvis skøder næsten slæbte efter ham, og hvis ærmer han havde måttet smøge op så foret sås osv. osv, alt sammen tøj, der forlængst var modent til skraldespanden og som åbenbart var indkøbt i afsides marskandiserforretninger til priser der regnes i ører og ikke i kroner. En enkelt af de ulykkelige slap for at tilbagelevere det købte tøj; men det havde sin gode grund.

Det var en slagter, der havde købt for 400 kr. i magasinet, og hvis hele restgæld nu var 30 kr. - tredive kroner. Han var ikke mødt efter tilsigelsen, men den energiske inkassator havde da fået afsagt fængslingskendelse over ham, og han blev da fremstillet som anholdt sammen med en del dømte straffefanger hvis pekuniære evner til at betale "sagomkostninger" fogeden skulle undersøge, inden de afgik til straffeanstalterne. Slagteren havde imidlertid ikke magasinets tøj på. Det var, som han forklarede, for længst slidt op da hans kone havde brugt det til gulvklude. Men da han kunne betale de 15 kr. kontant, fik han henstand med de andre 15 kr. og marcherede bort som en fri mand, fri og velklædt mellem de andre arme lazaroner, der repræsenterede dagens høst for de Thomsen'ske magasiner.

(Aftenbladet (København), 24. februar 1922).

Annonce for Thomsens Magasiner i København, 26. september 1921. Annoncen reklamerer ganske rigtigt for ratebetaling, og havde 4 afdelinger  i København.

Hans Jacob Blicher 1864-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Hans Jacob Blicher var sammen med G. Chr. Olsen og A. J. Poulsen initiativtagere til Rigsdagens Presseloge på Christiansborg i 1918. Fra da af havde pressen egne lokaler, bl.a. en spisestue og en dagligstue. såvel på landstingssiden som folketingssiden. Desuden fik journalisterne "referentloger" i begge sale med telefon og rørpost. 

H. J. Blicher

Det svirrer med Jubilæer i Rigsdagens Presseloge. Nylig har J. A. Jørgensen ved Nationaltidende og Christiansen ved .Berlingske passeret en af Livets mange Milepæle, og nu er Turen kommen til selve Presselogens Formand, Redaktør H. J. Blicher.

Presselogen har stolte Traditioner. Det er nok hændt mere end én Gang, at en ung, evnerig Journalist begyndte der, fortsatte "nede i Salen" og avancerede senere saa højt, som overhovedet nogen dansk Politiker næsten kan komme. Andre blev der og arbejdede trofast Aar efter Aar i det Kald, de i sin Tid gik ind til med hele Ungdommens fyrige Kærlighed. Til de sidste hører Mænd som H. J. Blicher og Christiansen ved "Berlingske Tidende". De er ikke vore Meningsfæller. Men vi anerkender det sjældent dygtige Arbejde, de i Aarenes Løb har faaet Lejlighed til at udrette. Mere paalidelig og omhyggelig Journalist end højre Fløjmand i Referentlogen finder man næppe. Christiansens Referater er bekendte for deres Saglighed - fordi de er saa upartiske, og først og sidst fordi de giver saa god og grundig Besked.

Og hvem kender ikke fra "Jyllandsposten" og andre Blade Mærket H-r. Det er Blicher, den Mand, der den 22. Februar fejrer sit 40 Aars Jubilæum som Journalist.

Hans første Artikel stod i "Fyns Stiftstidende" og handlede om Politik. Blicher fik Artiklen godt betalt og nød den unge Journalists  Skaberglæde og Stolthed over sit Værk. Men hvem der blev rædselsslagen, var Faderen. Overlærer Ludvig Blicher ved de forenede Kirkeskoler i København. Hvad var nu det for Kunster, Hans Jakob her fandt paa? Han skulde være Videnskabsmand, Lærer og ikke Bladsmører. Men Sønnen sejrede - det gør de unge nu næsten altid - , Bøgerne blev lagt paa Hylden, og H. J, Blicher tog fat paa Pennen, som han siden har brugt flittigt og paa en saadan Maade, at dansk Journalistik ikke har behøvet at skamme sig derved. Vi ved ikke, hvad Videnskaben har tabt i H. J. Blicher. Vi ved derimod, at den danske Presse meget vel kan være tjent med, at Redaktør Dreyer ikke lod den unge Students Artikel gaa i Papirkurven og derved maaske havde sat Punktum for videre journalistiske Udskejelser.

H. J. Blicher er en fornøjelig Mand, et prægtigt og trofast Menneske og først og sidst en god Kollega. Og dertil Yngling endnu trods de 40 Aars slidsomt Arbejde i Pressens Tjeneste. Mens andre i denne Fimbulvinter har gaaet og pakket sig ind og endda ikke formaaet at holde Kulden i Skak, har man hver Dag kunnet se H. J. Blicher gaa Morgentur - uden Overfrakke. Det højeste, han tillader sig, er et Par Vanter, som for det meste endda stikker op af Frakkelommen.

Der er Kæmper, ogsaa inden for Journalisternes Kreds.

Til Lykke!

(Vejle Amts Folkeblad 20. februar 1922).


Han døde natten mellem 25. og 26. maj 1826 og blev begravet på Vestre Kirkegård den 30. maj 1926.

En Begravelse efter gammelt Haandværkerlaugs Ceremoniel. (Efterskrift til Politivennen).

 

Kisten bæres forbi afdødes bopæl af de kjoleklædte og kårdebærende tømrere.

Alle de ceremonier der var knyttet til de gamle håndværkerlaug, har jo efterhånden liggesom laugene selv tabt deres betydning, men i går levede en af dem op tilmed midt i dagens travle liv, hvor den vakte nogen opsigt og samlede tusinder af tilskuere.

Lederen af Tømrersvendenes Aktieselskab, P. H. Hansen er død og blev i går middags begravet fra Andreas Kirken. Omkring den hvide kiste, på hvis sider sås laugets insignier, dannede kjoleklædte svende med kårder ved siden en hædersvagt, mens laugets of fagforeningers floromvundne faner var opplantet ved kisten.

Da. højtideligheden, ved hvilken pastor Sten holdt en smuk tale, var forbi, blev kisten båret ud til ligvognen der nu fulgt af hundreder af svende kørte ad Gothersgade og et stykke ind i Linnésgade. Ved hjørnet af Frederiksborggade standsede den, og æresvagten med kårderne ved lænd løftede nu kisten af og bar den som laugets ceremoniel foreskrev det, forbi afdødes bolig, Frederiksborggade 26. Ved hjørnet af Rømersgade sattes kisten atter på ligvognen, der nu fulgt af fanerne og de mange svende, langsomt bevægede sig ud til Assistens Kirkegård, hvor hustømrersangforeningen "Vega" sang et stemningsfuldt farvel.

(Aftenbladet (København), 18. februar 1922).

"Artisthjem" paa Alléenberg. (Efterskrift til Politivennen)

 

"En "barak" i den gamle have. - To af beboerne. Beboerne. 

Det gamle Alleenberg hvis sørgelige pjaltede rester absolut ikke er en pryd for Frederiksberg Alle, har i år på en del af det store terræn været vinterbolig for flere af artisternes farende flok. Her hvor de i svundne år i sommerens tid "arbejdede" til soldaters og tjenestepigers glæde har de nu opslået deres vinterbolig. Gule og grønne og blå gøglervogne står rundt i krogene og afgiver lune husrum medens de artister, som ikke har et rullende hjem har rammet nogle pæle ned i jorden og derpaa rejst et træhus. De fleste af dem der har slået sig ned her, har om sommeren telt på Dyrehavsbakken men der er dog også imellem dem en dansk zigøjnerfamilie, hvis mørke, sorthårede børn sammen med de andre familiers ungdom har hele det store Alleenberg til legeplads. Men så snart de første forårsluftninger mærkes, så brydes lejrpladsen op, og de frie fugle farer ud over det grønnende land

(Aftenbladet (København), 16. februar 1922)

Social-Demokraten 9. maj 1924 skrev at nu skulle Alléenberg ("Bærren") nedrives. Stedet blev beskrevet rangmæssigt som stående mellem Tivoli og Dyrehavsbakken. Efter lukningen blev grunden købt dyrt af direktør Sylvester Hvid, og han kunne ikke komme af med parcellerne igen. Sct. Joseph-Søstrene købte den nederste ende af haven og indrettede en stor skole. På daværende tidspunkt lå en stor cementgarage på den anden del af grunden. Mens Den Mauriske Hal endnu stod, denne dels ejere, Fønix-teatrets direktører Andersen og Mortensen ville opføre beboelseslejligheder. Derudover ville Dr. Priemesvej blive ført helt igennem til Frederiksberg Runddel. 

04 oktober 2024

En gammel, velfortjent Byens Søn fylder 80 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

 

Bybud Peter Petersen.

Bybudeinstitutionen hører en svunden tid til, men endnu står bybud Peter Petersen på sin plads på Amagertorv hvor han nu har stået i 55 år. 

Han, den gamle københavner, der er kendt af næsten hvert menneske i byen, har på sin vis levet med i dens liv, lige fra den var en stor provinsby, til den blev storstaden.

Hvad har han det gamle bybud der på lørdag den i fylder 80, ikke set og oplevet! Hvilke kommissioner har han ikke udført, hvad enten det gjaldt at sætte værdifulde sager på Assistenshuset, indfri og fornye veksler, bringe buketter og små billets doux'e eller bringe agentens kasser rundt i byen.

Han kunne fortælle - men han gør det bare ikke. Diskret har han altid været. og netop derfor har han fået det gode navn, han har.

- Nej undskyld, siger han, også, da vi taler med ham i hans hjem, Amagertorv nr. 9, 4. sal, jeg har nok noget at fortælle, men jeg har altid været tavs. For resten, når vi nu taler om bybudegerningen, så er den jo langtfra det, den var i gamle dage.

Telefonen har ødelagt den. Nå - de tider er jo også forbi, da man på sine ben på 20 minutter jollede ud til Frederiksberg Runddel. Nu knager det i leddene, og hurtigheden er det forbi med nu. Og det er den, tiden kræver. 

- - -

Men stadig står Peter Petersen på sin plads ved Storkespringvandet - i hvert fald nogle timer om dagen, parat til at udrette, hvad folk måtte betro ham. Og mange benytter ham stadig væk, for alle kender hans sjældne pålidelighed og diskretion.

(Aftenbladet (København), 2. februar 1922).

I 1896 var det ældste bybud Søren Nielsen, 81 år. Han havde da været bybud i 30 år på hjørnet af Kongens Nytorv og Store Strandstræde. Et andet kendt bybud var Carl A. Andersen der holdt til ved Domhuset, i mindst 25 år (i 1915). Han var da 70 år og blev bl.a. brugt til at transportere tyvekoster til domhuset.

Bybudeinstitutionen blev oprettet engang i 1860'erne på privatinitiativ. Grosserer Thaysen fik privilegium til at overtage erstatningspligten overfor de som blev bedraget af bybudene, mod at bybudene betalte ham en vis del af deres daglige indtægt og for egen regning anskaffede uniform. Der var 3, senere 4 afdelinger (A, B, C og D), og var forsynet med en tynd lærreduniform og hvid kasket, men blev i 1898/99 erstattet af en blå forsynet med et gult B. og en rød kasket med blåt bånd og nikkelskilt med budets nummer, politivåbnet og inskriptionen "Bybud". Deres hovedkvarter lå i Snaregade 6 over gården. Og der var 50-60 af dem. Ifølge politiets beretning 1915 fandtes der 74 bybude i København.

Bybude forsøgte i 1896 at trænge ind på dragernes gebet ved Toldboden. Udenlandske rejsende anvendte i stigende grad tog i stedet for dampskib, hvorfor dragerne mistede en del kunder. De dannede et lav og klagede til overtoldinspektøren over at deres lovhjemlede interesserer på denne måde blev krænket. (Horsens Folkeblad 7. maj 1896)

Københavnsk bybud ca. 1890. Kildetekst: Denne for Standen særlig karakteristiske Type, havde gjennem en meget lang Aarrække, sidste Trediedel af det nittende Aarhundrede, Stade paa Nytorv. (Mariboe). Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Bybudene blev ofte forvekslet med de gamle (og berygtede) "sjovere" som er omtalt mange steder i Politivennen. "Bybudenes Hjælpeforening" i København blev dannet i 1874. Den fik nu ikke nogen stor tilslutning, idet bybuddene formentlig ikke havde råd til at være medlem. Foreningen var egentlig dannet for at samle bybuddene, men ydede også ugentlig understøttelse i sygdomstilfælde, begravelseshjælp.