Fastelavnsløjer i Foreningen "Svalen". (Efterskrift til Politivennen).

Redningsfalck retter et voldsomt Angreb paa Formanden. Saltning af levende Aal. - Skodning af Kaninøren. - Dyrebeskyttelsens Prostitution m.m.m.

Med Sans for det humoristiske havde Dyreværnforeningen "Svalen" berammet sin Generalforsamling til Fastelavnsmandag. Og medens Folk med Papnæser og forlorent Skæg kastede hinanden Konfetti i Ansigtet i "National"s Restaurant, overdængede "Svalen"s Medlemmer hinanden med udsøgte Grovheder oppe i Selskabslokalerne.

Før Stormen.

Alverden véd, at en kongetro Opposition forlanger, at Formanden, Sagfører Dedenroth-Berg, skal gaa, fordi han i sidste Aarsskrift gengav et Billede af Kongen paa en Jagtudflugt og samtidig meddelte, at Kongen er Protektor for en Dyrebeskyttelsesforening. Loyale Damer og Herrer har heri set et Angreb paa H. M. og det var ventet, at Dedenroth-Berg skulde fældes paa sin Formastelighed mod Majestæten.

Men det gik helt anderledes. De mange Kvinder, der fyldte Lokalet, og hvis omfangsrige Hatte smykkedes af smukt udstoppede Fugle, havde lagt en anden Slagplan. Formanden skulde styrtes paa Spørgsmaalet om Vivisektion. For sent opdagede de, at Formanden slet ikke var paa Valg - og dermed løb Mødet ud i det rene Vrøvl, Kaos, Mundhuggeri og Kævl.

Efter at Overretssagfører Salomonsen var valgt til Dirigent, aflagde Dedenroth-Berg Beretning. Han fortalte om militært Dyrplageri ved Væddeløb, om Fuglehandlernes smaa Bure, om Kuske, der mishandler deres Heste, om en Læge, der skyder Hornugler, om en Svane, der hang fast i Hegnet ved Sortedamssøen, og om en Adjunkt i Sorø, der lærer Børnene at bombardere Egern med raadne Æbler. Ogsaa Cirkus Miehes Tigere havde han haft Kig paa, og der var kort sagt ikke meget, der var undgaaet hans Opmærksomhed.

En Forposttræfning.

Saa kom Taleren Ind paa Spørgsmaalet om, hvordan man fremstiller røgede Aal. Det foregaar paa den Maade, at de levende Aal anbringes i Kasser, bestrøs med et godt Lag Salt og forpinte jager rundt i Kasserne, afgnider Hudens Slim og udaander efter 5-15 Minutters smertefuld Dødskamp. At det er et hæsligt Dyrplageri, kan vel de fleste være enige om, men Fiskeridirektøren har ikke villet indrømme det, og Foreningens Klage har derfor ikke hjulpet. Mod den jødiske Schachtning, en Slagtemetode, som ogsaa anvendes i vore offentlige Slagtehuse, har der ogsaa været protesteret - hidtil forgæves. Politiassistent Mellerup skildrer Schachtningen i grelle Farver. Dyret overmandes og svinebindes, dets Hovede tvinges tilbage, og Struben overskæres. Under Krampe forbløder Dyret langsomt. Denne Fremgangsmaade anvendes af Jøder og Muhamedanere, fordi den hellige Skrift siger, at et Dyr, der ikke forbløder sig af sig selv, er urent. Hr. Mellerup finder denne Slagtemetode forraaende, og det gør vist de fleste. Der er nu klaget til Borgerrepræsentationen.

Hr. Dedenroth-Berg sluttede delte Afsnit af sin Tale med at sige, at medens han fandt det ovenfor skildrede afskyeligt, kunde han Ikke gaa med til at modsætte sig Vivisektionen. VIdenskaben maatte have frie Hænder.

Raab: De er valgt paa et Program mod Vivisektionen.

- Ja, men en Præst i Folkekirken behøver ikke at anerkende alle Punkter i Folkekirkens Lære. (Protest, Afbrydelser.)

Stridens Udgangspunkt.

Hr. Dedenroth-Bcrg fortsatte: - Protesten mod Lystjagt er Hovedhjørnestenen i Dyrebeskyttelsen. Den, der morer sig med at skyde til Maals efter et Dyr kan ikke være Dyrebeskytter (Bifald). Men skønt der ikke kan være Tvivl herom er 5 Bestyrelsesmedlemmer fratraadt fordi Aarsskiftet har indeholdt en Artikel mod Lystjagt. Det Aarsskrift, jeg har redigeret, er de bedste, der nogensinde er udsendt (Latter). De gamle var rædselsfulde i Form og Indhold - (Naa Naa). Men jeg skal ikke rose mig selv (Hør, Hør). Oberst Egede-Lund stempler meget rigtigt Oppositionens Optræden som Luskeri og Snobberi, navnlig det sidste (Fy). Jeg har ledet Foreningen som den skal og bør ledes (Meningskamp).

Kampen raser.

Som et af de 5 udtraadte Bestyrelsesmedlemmer indledede Dr. Krabbe Diskussionen. Hans Indlæg var til hvilken Side hver anden Gang og det var umuligt at blive klog paa hans Standpunkt. Han erkendte Imidlertid at Lystjagt er udpræget Dyrplageri.

Saa fik Hr. Falck fra Redningskorpset Ordet. Naadadada. Hans Øjne rullede, og hans Stemme skælvede. Hr. Falck havde med kort Varsel overtaget Rollen som Oppositionens Fører. Han klarede den glimrende. - Ak, udbrød han, det gamle Svalepar (Hr. og Fru Oberst Mehren) hænger med Vingerne, fordi de har overgivet Styret til en Mand, der bare vilde til Magten, og som nu ødelægger Foreningen. De ny Love er umulige. Ganske vist var Oberst Mehren med til at vedtage dem, men da han kom hjem til sin Kone fortrød han det (Jubel). Medlemsantallet er gaaet ned fra 10,000 til 4.600 (Protest). Det er en Skandale at Ledelsen har misrøgtet Foreningen, og at den har stillet Politi ved Dørene i Aften (Uro). Administrationsudgifterne er for store. Der gives 1800 Kr. for et Kontor saa Iille som et Pigeværelse (Raab: Et Fuglebur). Og Formanden har faaet 976 Kr. 75 Øre for at tabe en Proces for Foreningen. Han er ikke Dyreven. 

Raab: Det er en Post fra et gammelt Regnskab som der er givet Decharge for. 

Hr. Falck lukker Øjnene bag Brillerne og gestikulerer vildt: 

- Hele Processen kunde højst have kostet 50-70 Kr. Dedenroth-Berg: Jeg nedlægger indsigelse mod at der rodes op i gamle Affærer.

Dirigenten: Det maa da være dejligt for Formanden at faa Lejlighed til at forsvare sig (Protest).

Er Dyrevenner Bolcheviker?

Hr. Falck talte om et legat paa 50,000 Kr., hvis Renter det ikke engang turde betro Formanden at hæve. Hr. Falck oplæste endvidere Breve fra Provinsen, hvori Kredsformænd bad Vorherre bevare dem for Hr. Derenroth-Berg. Hr. Falck talte direkte og indtrængende ned til Formanden:

- De har benyttet Landets øverste Person i Deres Kampagne. Det er udelikat. Og De har glemt at spørge Bestyrelsen. Vi Dyrevenner er ikke Bolschevikker. Vi behøver Ikke Politi ved Dørene. (De to trivelige Betjente lister stille ud.) Men nu beder jeg Dem bønligt, Hr. Dedenroth-Berg: Gaa, for Sagens Skyld, for Svaleparrets Skyld, for Fædrelandets Skyld.

Dedenroth Berg (stivnakket): Nej.

Falck: Ha! Ha! De vil dø i Deres Rede. Bare De ikke brænder Dem. 

Raab: Hent Falck (Munterhed).

Hornugler m.m.

Forfatteren Orla Boch: Hvad slags Hornugler er der skudt her i Landet. Vi har kun 3 Slags, og de er meget sjældne. Jeg er Æresmedlem i Foreningen, og jeg vil ikke finde mig i at Formanden optræder ligesom Fanatikeren Larsen-Ledet, der ødelægger Afholdsbevægelsen. Det lille Blad, jeg er knyttet til, protesterer. (Bifald.)

Kap. Hauch: Man kan ikke tro Hr. Dedenroth-Berg. Han taler Usandhed.

Formanden: Dirigent, Dirigent.

(Raab og Larm. Fru Dedenroth-Berg kommer i Klammeri med de omkrlngsiddende. Fruen raaber: Gaa ned fra Talerstolen. Dette er for skammeligt. Bevægelse.)

Kap. Hauch: Jeg er Revisor og har faaet Kendskab til grusomme Forhold.

Fmd.: Grusomme?

Hauch (svinger et Brev i Luften): Dette Brev er fra en Dame . , ,

Resten drukner i Larm.

Kaniner m.m.

Gartner Forsberg: Hr. Dedenroth-Berg er ikke ung nok. Han mangler, naa ja, jeg maa vel ikke sige Ramasjang. (Slaar i Pulten.) Vi trænger til en Mand med lidt Fut i. Lad os tage hinanden i Haanden og arbejde for fælles Samkvem Indenfor Dyrevennerne. Jeg har talt med Kong Christian og vil aldrig angribe ham; men han kan ikke staa som Protektor for en Dyrebeskyttelsesforening.

Dirigenten skrider ind.

Taleren: Jeg vil ikke fornærme Kongen. Men de Satans Biler og Chauffører. De er noget Rak. (Under Jubel bliver Taleren hældt ned.)

Professorinde Irminger: Formanden har stukket os Blaar i Øjnene. (Vild Meningskamp. Dirigenten paataler Udtrykket.) Han er gaaet over paa Vivisektorernes Parti. Til Professor August Kroghs (Nobelpristagerens) Hustru har han sagt at det var tilladeligt at skolde Kaniners Øren for at finde et Middel mod Skoldning (Røre). De stakkels, smaa Kaniner --- (Afbrydelser. Dirigenten skrider ind. Fruen protesterer)

Naa, det gode er der sket, at vi nu har faaet en Antivivisektionsforening. Det kan vi takke Hr. Dedenroth-Berg for.

Fru Mehren frygter.

Fabrikant Søderberg talte om Dyrene som Guds Juveler (Raab: Hvad er da Menneskene?). Paa et af Irmingers Malerier ser man Dyrene gaa ind ad Himlens Port. Den gamle St. Peder modtager dem --- (Ballade).

Fru Mehren (sørgeklædt): Hr. Dedenroth-Berg, hør paa os, som tænker paa Dyrene Nat og Dag. Gaa, gaa, gaa. Kære Dedenroth-Berg, ydmyg Dem, jeg beder Dem i Kærlighed om at gaa. Livet er saa kort. Aah, hør mig. (Stærke Klapsalver.)

Dyrlæge Winther: Faar vi ikke en ny Formand, dør Foreningen af Svindsot.

Sagfører A. Andersen: Vær humane. Anstil ikke Klapjagt paa Formanden. Han er god nok. (Bifald.).

Raab: De er i Bestyrelsen og har i 2 Aar aldrig overværet et Bestyrelsesmøde. (Langvarigt Mundhuggeri. Fru Bestyrelsesmedlem Detlefsen bevidner Rigtigheden. Larm).

Fru Schmitto: Sagfører Andersen er Hr. Dedenroth-Bergs Kompagnon. Dyrene er ham ligegyldige. (Dirigenten skrider ind. Fru Schmitto fortsætter, men afbrydes af Formanden. Stemningen har naaet Kogepunktet.)

Orla Boch (til Sagfører Andersen): Er det sandt, at De er Sagfører for en Fiskehandlerforening?

Andersen: Ja (Hyl og Spektakel.)

Orla Boch: Maa jeg faa en Gang Aal. (Skaal! Jubel.)

Formandens Ripost

Endelig fik Hr. Dedenroth-Berg Ordet. I en lang Tale besvarede han de mange Angreb og sluttede med at erklære, at han ikke vilde gaa, ikke paa nogen mulig Maade.

Klokken var nu 11. Og kun - første Punkt paa Dagsordenen var behandlet. Der var 4-5 Punkter tilbage. Hvordan det er gaaet med dem, maa Herren vide. Men det forlød, at Regnskabet vilde volde Kvaler. Og saa kan det forudses, at Generalforsamlingen ikke er slettet naar dette læses. Den vil blive efterfulgt af en anden. Oppositionen vil sammenkalde sine Tropper fra Provinserne.

Alle sande Dyrevenner har med andre ord noget at glæde sig til.

(Social-Demokraten, 13. februar 1923).

Fru Schmitto var på daværende tidspunkt medlem af Foreningen til Værn for værgeløse Dyr, i hvilken hun var formand 1918-24. Foreningen åbnede i 1923 et internat med plads til ca. 100 dyr på Peter Bangsvej. Arbejdet for internatets oprettelse sikrede hende et æresmedlemskab af foreningen. Året efter artiklen (1924) blev hun formand i  Dyreværnsforeningen Svalens formand, indtil  1949. Foreningens stifter Camilla Eegholm og efterfølgeren Malvina Mehrn havde indtil da været formænd, afbrudt af sagfører August Dedenroth-Berg 1920-24. 

Det var i den forbindelse at Poul Henningsen i 1924 til Nørrebros Teater og skuespilleren Osvald Helmuth skrev revyvisen Ølhunden glammer, med stroferne “fru Agnes Schmitto, som beskytter den mindste moskito”.

Hovedstadens Hjemløse. (Efterskrift til Politivennen)

Centralkontorets Arbejde. - Tilgangen af unge hjemløse Mænd fra Provinsen næsten ophørt. Ledige Pladser paa Herbergerne - Samarbejde med Hjælpe-Kassen.

Det er nu snart et Aar siden, at Borgmester Viggo Christenssn fik sin Yndlingstanke, Oprettelse af et Centralkontor for hjemløse Mænd, realiseret, idet et saadant Kontor blev oprettet i Absalonsgade Nr. 3.

Hvorledes har nu dette virket I den forløbne Tid, og hvordan er Forholdene med de Hjemløse i Øjeblikket?

Herom har vi talt med Kontorchef N. P. Nielsen i Magistratens 3. Afdeling, og hans Svar lød omtrent saaledes:

- Selvfølgelig løses Ikke en saa stor Sag i Løbet af en Vinter, men vi kan dog kun se med Glæde paa det, der er naaet. Først og fremmest gælder det om at bygge Tilliden til os op hos dem, der søger Kontoret. De man være sikre paa, at selv om de har et eller andet eller maaske flere mørke Punkter i deres Liv, saa henviser vi dem ikke til Politiet. Det har de aabenbart ogsaa indset, thi de kommer friske og frejdige til os og viser deres Papirer. Dem skal vi jo se for at kunne anvise dem Logis, men dette nægtes dem ikke, hvis de ikke har Papirer. I saa Fald skal de skaffe dem inden en kort Frist - ellers maa de ud af Iogiset. men siger en Mand, at han ikke kan skaffe f. Eks. sin Daabs-attest. saa skaffer vi ham den gratis. Det er dog ikke ret der ikke har Papirer. Det kan dreje sig om 1 pCt.

I alt har vi i Løbet af et halvt Aar haft 1500 hjemløse Mænd paa Kontoret. Deraf var 26 pCt. under 25 Aar, 23 pCt. mellem 28 og 35, 23 pCt mellem 36 og 45, 17 pCt. mellem 46 og 55 og 10 pCt. over 55. Endelig var der 6 unge Mennesker under 16 Aar. Størstedelen af dem var fra København.

Det viser sig nemlig, at siden Centralkontorat blev oprettet, at Tilgangen af unge, h|emløse Mænd fra Provinsen taget meget af, næsten holdt op. Dette er jo kun glædeligt. De unge Mænd vil ikke have noget med os at gøre. De ved jo at de risikerer at blive sendt hjem.

Forholdene er i øvrigt saadanne i Øjeblikket, at der er ledige Pladser næsten over alt paa Herbergerne. Ude paa Tagensvej har vi ikke faa Pladser ledige, og Frelserhærens Herberge i Saxogade har lukket en hel Etage. Kirkens Korshær har jo heller Ikke endnu aabnet sin Natsamaritan i Bethesda.

I Øjeblikket behøver Ingen Hjemløs at gaa paa Gaden om Natten, heller ikke hvis han Ingen Penge har. Vi skaffer ham Logis hvis han da ellers opfylder Betingelserne.

Desværre er vore Penge ikke saa store, som de burde være. Eller kunde vi komme videre, bl a. med at højne Herbergernes Niveau hvad vi ogsaa kæmper for. Det maa komme dertil, at man altid og under alle Forhold kan byde hver Mand sin Seng. Naturligvis - Frelsens Hær, Centralmissionen og andre gør det, men der er Steder, hvor de kun faar et Gulv at ligge paa.

Den Slags maa vi bort fra, og kunde vi saa faa de obskure Natlogiser nedlagt, var vi kommet et langt Skridt frem. Naa - de søges nu heldigvis mindre og mindre.

Som et stort Fremskridt betragter endelig det at vi har faaet et lntimit Samarbejde i Gang med Hjælpekassen. I aar en Hjemløs et Beløb bevilget fra Hjælpekassen, henvises Vedkommende til vort Centralkontor, hvorigennem Udbetalingen sker. Vi anvender først og fremmest nogle af Pengene til at skaffe ham Logis. Vil den Paagældende absolut selv have alle Pengene, sender vi dem tilbage til Hjælpekassen, og saa maa den om, hvorvidt den vil give ham Pengene.

Dette Samarbejde, der vokser for hver Dag, har vi megen Glæde af.

- - -

De Hjemløse har aabenbart endnu større Glæde og Nytte af Centralkontoret, der aabenbart ledes med stor Forstaaelse af Opgaven.

(Aftenbladet (København) 12. februar 1923).

Kommunens nye Daghjem for Smaabørn. (Efterskrift til Politivennen)

I Legestuen. Blandt de tilsynsførende Damer er Bestyrerinden, Frk. Steenberg (x)

Det gamle Prinsesse Thyras Asyl ude i Rantzausgade Nr. 48, som i sin Tid blev oprettet af Fabrikejer Anker Heegaard, er nu blevet overlaget af Kommunen, som har omdannet det til et Daglighjem for Smaabørn.

Det er det femte i Hækken af disse kommunale Hjem, som spiller saa stor en Rolle i den arbejdende Befolknings Liv og er til saa stor Gavn for baade Forældre og Børn.

Her modtages de Smaa i Alderen fra 2-7 Aar og beskæftiges efter Folkebørnehavesystemet i den Tid - fra 7 Morgen til 5 Eftm. - de er paa Hjemmet. Medens Børnene selv har tør Kost med, faar de ved Middagstid varm Sødmælk. Herfor og for hele Opholdet betaler hvert Barn 2 Kr. om Ugen.

I Prinsesse Thyras Asyl - det Navn skal Hjemmet beholde - er alt nu flunkende nyt og moderne indrettet, og der hviler over Hjemmet i enhver Retning et lyst og venligt Skær. Der er to Opholdsværelser, en Spisestue og et Badeværelse - hvert Barn skulde gerne have et Bad mindst hver 14. Dag. Saa er der ogsaa indrettet et Sygeværelse, hvis et Barn pludselig skulde blive alvorlig syg.

Legepladsen vil først blive indrettet hen paa Foraaret, men saa bliver den ogsaa fin og omgivet af straalende Blomsterbede.

Hjemmet, der har Plads til 75 Børn. ledes at Frk. Steenberg med Assistance af 4 unge Damer.

(Aftenbladet (København) 7. februar 1923)

Et stort kuld af de yngste Nørrebroere i Prinsesse Thyras Asyl. Foto fra Folkets Avis - København 7. marts 1922.

Martin Olsen 70 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

"En Snedker maa lime og lirke sig frem",
man lærte i Fortidens Skole,
men Standsfæller rundt i de Tusinde Hjem
Du lærte en bedre Parole.
Som Spaanerne føg fra den flittige Høvl,
som Træet fra Saven kan falde,
Martin Olsen gik løs paa Væv og paa Vrøvl:
Skal selv vi da Slaver os kalde?

Du brugte Din Passer og mærked vor Vej,
som en kyndig og snild Diplomat.
Helst fo'r Du med Læmpe, men nytted det ej,
var Du Kampenes bedste Soldat.
Hvor lidt har Du mærket, at Dagene gaar;
Dit Arbejde var jo en Glæde.
Om Din Alder Ærværdigheds-Tegnene staar,
skønt selv Midtpunkt i Ungdommens Kæde.

Martinus Kristensen

ATTER holder en af Gennembrudets Mænd Rast ved en af de store Milepæle. Det er ikke en udaset, træt Vandringsmand, som tørrer Sveden af Tanden. Det er en glad Haandværkssvend, der nynner en Vise om skønne Egne, han saa, og rige Minder, han vandt, - det er nemlig Martin Olsen, der fylder de 70. Den glade Snedkersvend føler ikke Tiden inde til blot at pudse efter, hvad han fik fra Haanden; han har meget, meget mere, han skal have færdig før Fyraften, og han har ikke blot Kræfterne, Haandelaget og Værktøjet i Orden; han har ogsaa det sprudlende Humør, der forvandler Høvlens Fart gennem fygende Spaaner og Savens Brummen til en rytmefast Sang om Arbejdets Glæde.

Vi taler uvilkaarligt om Snedkersvenden Martin Olsen, skønt han i mange Herrens Aar har været Thingmand, Kommunemand og Forgrundsfigur paa saa mange andre Omraader. Men Sagen er den, at han altid er vedblevet at være Haandværkssvenden. Hans anerkendte Noblesse er Arbejderkultur Arbejdet adler Manden, naar Manden selv føler sit eget og Arbejdets Værd. Martin Olsen er det typiske Udtryk for en adlet, en selvhævdet, en ranket Arbejderstand. Naar han træder frem i offentlige Sale, føler han, at han er Arbejder, men ikke i den gamle Tids Aand, der bød Underklassens Mænd at træde varsomt og sænke Stemmen paa de ophøjede Steder; han træder myndigt og værdigt frem som alles Ligemand, fordi han er en frigjort Arbejderstands kaarne Mand.

Martin Olsen er født 1863 i Vejle. Han blev udlært som Snedker Aaret efter, at Louis Pio havde tændt Socialismens første Gnist i Danmark. Den ny Tids Tanker fængede i Martin Olsens livlige Sind. Men han drog i 1873 udenlands og blev borte i 6 Aar. Under større Forhold udvidede han sine Kundskaber og sin Menneskekundskab. Han vendte tilbage, just som den første glansfulde Periode for den danske Arbejderbevægelse var ved at ebbe ud i Skuffelser og Modløshed. Han havde set det bryde og gære udenfor vort Land og følte maaske derfor den hjemlige Modgang mindre knugende, hvortil vel ogsaa bidrog det sprudlende Humør, som Guderne gav ham i Vuggegave. Han var som selvskreven til at være blandt dem, der skulde bane ny Vej for den danske Arbejderbevægelse.

Efter mange Aars livlig Deltagelse i den politiske Bevægelse og Fagforeningernes Liv blev han i 1889 Formand for Bygningssnedkernes Fagforening, hvilken Post han beklædte til 1896. I 1892 blev han Formand for Snedkerforbundet, og da De samvirkende Fagforbund dannedes i 1898, traadte han til som Sekretær og som J. Jensens højre Haand. Ved Jensens Valg til Borgmester i 1903 rykkede han op paa Formandspladsen, en Tid tvang Sygdom ham til at søge Hvile, men han beklædte Formandspladsen, indtil han i 1909 valgtes til Kommunalrevisor.

Jævnsides med hans store og betydelige Indsats i den faglige Bevægelse gik hans politiske og kommunale Virksomhed. Allerede i 1897 rykkede han ind i Borgerrepræsentationen, hvori han uafbrudt havde Sæde til 1909, og i 1901 erobrede han 8. Kreds, som han med et Aars Afbrydelse (1909-10) repræsenterede, indtil han i 1918 gik over 1 Landsthinget

Som Fagforeningsmand kom Martin Olsens personlige Egenskaber ham til uvurderlig Nytte. Han er en dristig Mand, men han er ikke letsindig. Han undviger ikke Kampen, men han søger den heller ikke uden Grund, han har Ævnen til hurtigt at finde Realiteten i et indviklet Problem, og han ejer en sjælden Ævne til at fremstille sine Synspunkter klart og overbevisende. Hans grundige Kendskab til Fagforeningernes Maal og Veje gav sig Udtryk i den Bog, han i 1901 skrev sammen med J. Jensen, men hans egenartede Stil finder man bedst i hans senere Skrift: "Ned med De samvirkende Fagforbund". Det er ikke et Agitationsskrift i almindelig Forstand. Læser man det, er det, som saa man Martin Olsen staa paa Talerstolen og hørte ham i en kammeratlig og gemytlig Tone tage mod Angrebene og Misforstaaelserne en for en og imødegaa dem til sidste Trævl, hvast, hvor det er fornødent, overbærende og skæmtende, hvor det strækker til, men aldrig saarende, fordi det jo er en Kammerat, der taler til Kammerater.

Politisk stod der gennem mange Aar Kampgny om Martin Olsens Navn. Han var jo Manden fra 8. Kreds, for den Kreds maaske, der havde den mest ægte københavnske Kolorit, Nyboders Folk, Holmens faste Stok og de gamle Gyders brogede Vrimmel, men ogsaa med typiske Overklassekvarterer. Det var en vanskelig Kreds, som næppe nogen anden end Martin Olsen kunde have skabt sig en saa sikker Position.

Fra gammel Tid sad Militæraanden i Kødet paa store Dele af de Vælgere, der rettelig hørte Arbejderklassen til. Martin Olsen fusede ikke frem imod dem. Han begyndte sindigt med at tale om deres egne Interesser og Hverdagsbekymringer; af Finansloven pillede han taalmodigt hver enkelt lille Post ud og viste, hvorledes Administrationen begik Uret og Overgreb, og han arbejdede med sine Sager, intet Spørgsmaal, om det saa blot drejede sig om en enkelt Vælgers Kaar, syntes ham for ringe. Saadan skabte han Tillid om sig og banede Vejen for Socialdemokratiets Ideer.

Martin Olsen er en stor Taler, men med smaa og fine Virkemidler. Hans Tale er gennembroderet af smaa fine Pointer, et sindrigt Billede, en velturneret Spydighed, en talende Sammenstilling, men føret og fremmest blinker gennem Ordene det samme lune Blink, som altid sidder parat bag hans Brilleglas. Mange og store Sager har Martin Olsen ført frem paa Rigsdagen, naturligvis først og fremmest Sager, der havde Tilknytning til den faglige Bevægelse: 8-Timersdagen, Fabrikstilsyn, Arbejdsløshedslove etc. Han er nu i Landsthinget Ordfører i sine gamle Sager fra Folkethinget, og han er i den socialdemokratiske Rigsdagsgruppes Raadslagninger en kyndig Raadgiver i saadanne Sager.

Som Medlem af Arbejdsløshedsnævnet og Udvalgene om Arbejdsløshedslovene har han i de seneste Aar udført et Kæmpearbejde. Trods Aarenes Slid er han fremdeles den gemytlige Svend. Der vil blive sunget mange Viser til hans Pris i Dag, men vi skal tage meget fejl, om ikke sent i Aften den bedste Vise viser sig at være af en 70-aarig Forfatter.

Vi møder som Gratulant paa utalte Skarers Vegne

(Social-Demokraten, 5. februar 1923).

Christian Martin Olsen (1853-1926) var medlem af De samvirkende fagforbunds repræsentantskab og forretningsudvalg ved oprettelsen i 1898, sekretær og Jens Jensens højre hånd. Medlem af Københavns borgerrepræsentation 1897-, Valgt til Folketinget i 8. kreds 1901-1918, Landstinget (1. kreds) 1918. Da Jensen blev valgt til borgmester 1903, overtog Martin Olsen hans formandsstilling i De samvirkende Fagforbund. Arbejdet var udmattende, og han måtte træde tilbage pga. sygdom  1909, hvorefter han var kommunalrevisor i Københavns kommune til 1923.

En Idyl, der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Havnen og Fiskerlejet ved H. C. Ørstedsværket.

De gamle idylliske Forhold ved Kalleboderne forsvinder mere og mere, alt som Byens rivende Udvikling kræver Plads og Albuerum. Ved Vasbygade, ved Siden af H. C. Ørsted-Elektricitetsværket, ligger, ikke forfærdelig mange Minutter fra Byens Centrum, endnu et Idyllisk Fiskerleje og fortæller om den gode, gamle Tid, da København ikke havde Stordrift i sig eller Storstadsnykker. Men nu er denne Idyls Dage talte, og Øksen ligger ved Træets Rod. Men Færdiggørelsen af hele det nye Sydhavnsanlæg med Havnekajens Regulering medfører, at ogsaa dette nu forsvinder.

(Klokken 5 (København) 2. februar 1923).