Det underjordiske København. (Efterskrift til Politivennen)

Kræfterne, der virker under Asfalten og Brostenene. - Tunnellerne under Havnen.

København har ingen Metro. Den lille Stump Bane under Boulevarden er der i hvert Fald i denne Forbindelse ingen Anledning til at regne med. Det er ikke hos os som i Paris. London eller New York. at Tusinder af Storbyens Mennesket hvert eneste Minut Dagen igennem farer ilsomt af Sted mange Meter nede under de Gader eller Huse, hvor det aabenbare Liv ellers leves.

Gothersgade over Jorden.

Men ikke desto mindre gives der et underjordisk København, der paa sin Vis spiller en nok saa nyttig og uundværlig Rolle som de Færdselsveje, hvormed man har undergravet de store Verdensstæder. Det er jo ellers efter Folketroen saaledes. at de onde Kræfter driver deres Spil under Jorden. Hos os er det omvendt. Det er tilmed nogle af de allerbedste Kræfter, som virker her - Kræfter, af hvis Eksistens vor Sundhed afhænger - Kræfter, der bringer os Lys og Varme - der sætter os i Forbindelse med hinanden - der skaffer os det Drikkevand, uden hvilket vi overhovedet ikke kunde leve.

Naar de underjordiske Kræfter blottes.

En Gang imellem faar vi en Anelse em at der eksisterer et underjordisk København. F. Eks. naar et af de runde Jerndæksler paa Gaderne er lettet op, og vi ser Telefonvæsenets Folk ad den lodrette Stige klavre ned i en dyb, mørk Slugt. der synes i at strække sig mod Jordens Indre. Eller naar vi oplever et af de sædvanlige, aarlige Skuespil, der efter Revyforfatterens Mening har fundet Sted siden Biskop Absalons Dage, da "Han lagde Vandrør ned i Gaderne og brak dem op i Sommerferien". Det var jo navnlig i Fjor Sommer at man fik en levende Forestilling om, hvilken Rolle det underjordiske København spiller for alle os, der lever vort Liv i Dagens klare Lys. Det var dengang, man var ved at binde og lægge de underjordiske Kræfter i Leje under Gothersgade. Kommunens Teknikere mener, at Offentligheden dengang viste baade for stor Utaalmodighed og for stor Uretfærdighed i Anledning af den Tid, som det tog med at faa Arbejdet bragt i Stand.

Gothersgade under Jorden. I Gadelinjen ligger Sporvejssporene. Alle de Anlæg, der er fjernede ved Omreguleringen i Fjor, er betegnet ved et Kryds. De hvide Figurer angiver bevarede underjordiske Anlæg; de sorte nye Anlæg.

Kigger man paa det Tværsnit, vi ovenfor viser af Gothersgade paa Strækningen fra Grønnegade og ned til Kongens Nytorv, ser man, hvor mange Kræfter der er bundet i Jorden under en af de store københavnske Hovedgader, og man vil formentlig ogsaa samtidig forstaa, hvor besværlig en Historie det maa være, naar Forholdene gør det nødvendigt at trænge ned i Dybden til disse Kræfter for at omregulere eller lægge andre og nye ved deres Side. Det var netop det, der skete i Sommer i Gothersgade; og det er det samme, der sker, hver Gang man har et lignende omfattende Gadearbejde i Gang: Man reparerer ikke alene Gaden over Jorden; man reparerer samtidig de mange Gader, der er anbragt under for de vigtige Kræfter, hvis Bestemmelse det er at opretholde Livet ovenfor.

Kloaker, der kunde befares med elektrisk Sporvogn.

Og om hvor mange forskellige Kræfter, det er, vil Planen oplyse. Der er Telefon, Elektricitet, Gas, Vand, Brand-Telegraf og Kloak. For adskillige af disse Kræfter er der endda banet flere Veje - og alle disse Veje skal hver for sig være forsvarlige og stærke og som Regel tillige godt isolerede, for at hver enkelt Kraft kan blive indenfor sit særlige Omraade og dér gøre sin Nytte.

En af de underjordiske Tunneller under Havnen.

Kloaken, der, saaledes som Planen viser. ligger dybest nede, 2½ Meter fra Gothersgades Asfalt, er jo ubetinget den mægtigste at disse underjordiske Veje. Under Gothersgade er Rørene 110 Centimeter i Diameter, men der er andre Steder i det underjordiske København, hvor man har givet dem saadanne Dimensioner, at en elektrisk Sporvogn meget vel, om det skulde være nødvendigt, kunde køre derigennem. Det er ikke i København som i Paris, at man Inviterer særlig interesserede og videbegærlige Turister ned i kloakerne og arrangerer i en Rotur for dem der. Det samme kunde iøvrigt meget vel gøres flere Steder i det underjordiske København - for Eksempel i den en Kilometer lange Hjælpeledning, der fører Spildevandet fra Kloaksystemet I det nordvestlige Bykvarter ud i Kalvebodstrand under Centralværkstederne paa Godsbaneterrænet. Det er denne Kloak, som er opkaldt efter det gamle Belvedere, som for mange Aar siden laa paa det nuværende Vesterfælledvej - Kloaken har paa sine Steder et Gennemsnit af 3 Meter.

300 Kilometer københavnsk Kloak.

Det underjordiske Kloaksystem er sikkert af langt større Omfang og Forgrening, end de fleste gør sig Anelse om. Alle de Ledninger, som er taget i Anvendelse til Bortførelse af Spildevandet fra Hovedstaden, har i Øjeblikket en Længde af 296 Kilometer - og det er et Net, som stadig gøres baade tættere og mere omspændende. Principet er, at Kloakerne skal føre Spildevandet saa langt ud i Kongedybet, at det ingen Skade længere kan forvolde. Men Hovedstadens geografiske Beliggenhed har bevirket, at denne underjordiske Passage ikke kan tilbagelægges i et eneste Sus.

Med de to Kloaker, som undermunder ved Svanemølleviadukten og paa Scherfigsvej i Hellerup, gaar det saa nogenlunde bekvemt; vanskeligere har det været med den øvrige Del af Systemet, som maa føres over Amager - her kommer jo hele den gamle Havn imellem. Principet har ved Anlæget af det københavnske Kloaksystem været helt at blive af med det uhumske Vand. Ned under Jorden med det i de der dannede Passager og derfra langt ud paa det dybe Vand! Men ved Havnen har man maattet gøre et Kompromis.

Under Gaderne langs Havnen ligger de afskærende Ledninger. Københavnerne har nok hørt dette Begreb nævne, men der har altid i Klangen været noget af en Jerndør, der faldt til og afskar al videre forstaaende Diskussion mellem Teknikere og almindelige dødelige. Og saa er Forholdet ikke destomindre det, at her findes Indgangsportene til et af de mest interessante Stykker underjordiske København.

Indgangsporten til et Stykke af det mest interessante underjordiske København.

Sagt i al Korthed er Formaalet med de afskærende Ledninger at afskære Kloakvandet fra at komme ud i Havnen. For at Ledningssystemet paa den sidste Strækning ud mod det aabne Vand ikke skal antage alt for vældige Dimensioner, er der dog hist og her under Gaderne lavet nogle saakaldte Overfaldsbygværker, som træder i Funktion under stærkt Regnskyl, saaledes at Overskudsvandmængden - Kloakvand spædt op med Regnvand - gennem Hjælpeledninger skylles ud i Havnen. Det er ganske vist et Kompromis - et af de mange Kompromiser, man maa indlade sig paa i et moderne Samfund; særlig naar det drejer sig om et forholdsvis lille Samfund.

Der er naturligvis den Fare forbundet ved dette System, at Vandet i Havnen kan stige saa højt. at det trænger op i Kloaken. Dette har man sikret sig imod ved at forsyne Hjælpeledningerne med nogle mægtige, fint virkende Stemmeporte, der kun kan lukkes ud ad, men klapper til og lukker fuldstændig tæt i samme Øjeblik, Strømmen fra Havnen begynder at trænge op i Kloaken. Det er Porte, der dækker over en underjordisk Passage af lignende Dimensioner som Hovedindgangen til Raadhuset - de er gjort af tusindpundige jernplader, men de er saa nøje afbalancerede, at der ikke behøves mere Styrke for at aabne eller lukke dem, end der gemmes i et Fingertryk.

En af de kæmpemæssige underjordiske Stemmeporte.

Men naturligvis, hvor sindrigt et saadant System end er konstrueret - uafladeligt kan det ikke virke af sig selv. Det bliver nødvendigt for Menneskehænder en Gang imellem at gribe ind for at tilse Mekanismer og udbedre de Skavanker, som har meldt sig. For at det kan ske, er der ved Havnen bygget forskellige Brønde, hvori der er anbragt Stemmeværker, som kan tørlægge de store, underjordiske Gange omkring Sluseportene.

To tunneler 20 Meter under Havnens Bund.

Der er imidlertid andre Veje under Byen, som Københavnerne ikke kender noget til, og som kun de færreste af dem nogen Sinde faar Lov til af betræde. Hvem aner saaledes, at der under Havnen fører to veritable Tunneller? Men det er ikke destomindre Tilfældet. Den ældste af disse Passager blev anlagt i Aarene 1856-58 af de engelske Ingeniører, der forestod Opførelsen af det første Gas- og Vandværk i København. Englænderne satte for Resten en Bunke Penge til paa dette Arbejde, der tilmed var yderst vanskeligt, bl. a af den Grund, at de Luftarter, som udvikledes under Arbejdet i Kalkmassen angreb Arbejdernes Øjne saa stærkt, at de kun kunde arbejde kort Tid ad Gangen.

Man kommer ned i Tunnellen gennem et Par Brønde, af hvilke den ene ligger i Havnegade, den anden paa Gammel Dok paa Christianshavn - hver af disse Brønde er 2 Meter i Tværsnit, mens Tunnellen, der er hugget ud i den faste Saltholmskalk en Snes Meter under dagligt Vande, har en Højde af næsten 4 Meter og en Bredde af godt 3 Meter. Som man ser, er det en endda meget bred og bekvem Vej, der her dybt under Havnens Bund fører over til Christianshavn. Naa, den er imidlertid afskaaret fra at spille nogen Rolle i den almen Samfærdsel. Dels er det jo ikke saa lige en Sag at komme ned i den og op af den igen, da der mangler lignende store Elevatorværker, som uafladelig er i Gang ved Elbtunnellen i Hamborg. Desuden staar den københavnske Havnetunnel under dagligdags Forhold fuld af Vand - kun naar de Vand- og Gasledninger, som gaar igennem den. skal efterses, pumpes den læns, og det er da en smal Sag af færdes hernede. Kun er det nødvendigt for de Mennesker, som skal foretage Spadsereturen, at være udrustede baade med Regnfrakke og Paraply, da Vandet fra Havnen uophørligt siver gennem den porøse Kalkmasse.

En Vandring som i en Bjergskakt.

Tæt ved Siden af denne Tunnel løber en anden, der er anlagt nogle Aar senere af det danske Entreprenørfirma Fr. Johannsen & I. Saabye, der iøvrigt kom en Del lettere fra Arbejdet end Englænderne, navnlig som Følge af, at det var blevet muligt at tage mere moderne tekniske Hjælpemidler i Anvendelse. Gennem den nyere Tunnel fører to af de mægtige Ledninger, hvorigennem Spildevandet fra Storbyens Kloaknet befordres ud over Christianshavn og Amager til Kongedybet. De to Tunneller staar i Forbindelse med hinanden ved Sidegange - at staa hernede er som at være i en mellemeuropæisk Bjergskakt.

Sien paa Kloakpumpestationen. - Regnebrædtet for Storbyens onde Handlinger.

Et Par andre Steder føres Spildevandet fra Byen gennem Havnen over til Christianshavn i saakaldte "Dykkere" - mægtige Rør, der paa den ene Kai bøjer ned mod Vandet for at bøje opefter igen ved den modsatte Kaj. De forskellige Afløbsledninger ender alle ved Kloakpumpestationen paa Kløvermarksvej. De er her kommet saa langt under Øresunds Vandspejl, at Spildevandet maa pumpes over i et nyt Rørsystem, hvorigennem det gør den sidste Rejse ud til Kongedybet.

Forinden har Vandet passeret et stort Siværk. Her er et Sted, hvor mange Ting, hvis Eksistens man har villet udslette ved at kaste dem i Gabet paa det underjordiske København, igen kommer for Dagen. Denne store, snavsede, ildelugtende Si er et Regnebrædt for Opgørelsen af meget af det onde og fæle, hvis Spor man haabede udslettet for stedse. Herigennem har mangen Barnemorderske faaet bragt sin Brøde frem i Lyset og har maattet indrømme den og og sone den, naar Hovedstadens skarpsindige Opdagerkorps har lagt de Klude el. Aviser frem for hende, hvori hun svøbte sin Førstefødte, da hun lod den glide af Sted paa den sidste evige Rejse.

Gennem Renheden gaar store Værdier til Spilde.

Rent sundhedsmæssigt set er der noget betryggende ved et Kloaksystem, der er anlagt som det københavnske. Men fra et økonomisk Synspunkt er der jo unægtelig Tale om betydelige Værdier, der gaar til Spilde ved at unddrages fra det store Kredsløb, der er lagt til Rette fra Naturens Side, og hvor enhver levende Ting. Dyr eller Plante, efter at have ophørt af eksistere kommer til at give Næring til andre levende Væsener. I Paris har det i Følge Forholdenes Natur trods Kloakerne været muligt af holde dette Kredsløb vedlige. Spildevandet fra Verdensbyen føres her ud paa nogle vidtstrakte Overrislingsmarker, hvor der dyrkes Grøntsager af alle tænkelige Slags. Spildevandet trænger efter at have afsat sine gødningsholdige Værdier her ned gennem Sandlaget og ud i Seinen - det er paa dette Tidspunkt blevet renset i en saadan Grad. at det næsten kan benyttes som Drikkevand. Adskillige af de Mennesker, som har aflagt Besøg i Berlin, vil vide, at man dér har ordnet sig paa en lignende Maade.

Fangarmene over Jorden.

Vi har her fortalt saa indgaaende om det københavnske Kloaknet - dels fordi det spiller en saa dominerende Rolle blandt de Funktioner, som foregaar i det skjulte, og dels fordi der til det knytter sig saa mange interessante Enkeltheder, der er ukendte for de fleste. Men der er jo en Masse andre vigtige Funktioner som foregaar under Asfalten og Brostenene, og af hvilke vi ikke kunde tænke os at undvære en eneste. De samme underjordiske Kræfter sender saa mange Fangarme op I Dagens Lys - Fangarme, der gør os det lettere og bekvemmere eller vel overhovedet muligt at leve Livet med de Krav, vi stiller til det. Disse underjordiske Kræfter spiller en meget stor Rolle i Øjeblikkets København - deres Betydning for det fremtidige København vil blive endnu større.

Et nyt Gas-System.

Kræfterne under Jorden udvikles og forbedres, og der lægges stadig nye til. Netop i disse Dage er man ved at indføre et nyt System for Gastilførselen gennem Trykledninger, der bringer Gassen fra Gasværkerne ud til Fordelingscentrer, hvor Trykket tages af den, saaledes at den kan gaa videre til Forbrugerne gennem almindelige Ledninger. Foreløbig er der oprettet to saadanne Fordelingscentrer, et paa Hjørnet af Korsgade og Blaagaardsgade og et i Østre Anlæg ved Sølvtorvet. Man regner med, at dette System skal være mere besparende end det hidtidige, navnlig derved, at man kan bruge Rør al andre Typer og andre Dimensioner. Gassen er vel iøvrigt nok en af de underjordiske Kræfter, som volder Storbyen mest Kval. Det har været meget vanskeligt at holde de Ledninger, man hidtil har benyttet tætte. En af Følgerne af, at Gassen saaledes trænger udenfor de regelbundne Veie, er, at Træerne paa Boulevarderne og i Parkerne gaar ud. Trykledningerne vil blive autogensvejsede og omhyggeligt isolerede, saaledes at de ogsaa kan modstaa Rust. 

Naar der ikke længere er Drikkevand nok!

Vandledningerne strækker sig langt udenfor Byens Grænser. Det bliver nødvendigt at søge længere og længere bort for at finde de Kilder, hvorfra man maa hente det Vand, som Hovedstadens Behov kræver. Man vil allerede kunne forudse den Dag. hvor der ikke vil være Vand nok i det vidtom spændende Ledningsnet - man kommer da i København rimeligvis til at lægge et nyt Ledningsnet ved Siden af det gamle, saaledes at man har en Slags Vand til Husholdningsbrug og én Slags Vand til Udskylning af W. C.'er. Gadevanding og lign. Saaledes er det i Paris, hvor man dels henter sit Vand fra Kilderne og dels fra Seinen. Hos os vil Havnen kunne levere fyldestgørende Mængder af anden Klasses Vand.

Naar Menneskene ogsaa maa søge ned under Jorden.

Saaledes er det underjordiske Liv i København. Saaledes er de Kræfter, som virker hernede i det skjulte. Derfor er det, at der er saa nær en Rapport mellem det Liv, hvori vi færdes, og det, som rører sig dybt under vore Fødder. Det er nødvendigt at give dette sidste Liv større og større Spillerum, og sandsynligvis kommer ogsaa den Dag herhjemme, hvor der bliver for lidt Plads til Menneskene over Jorden, men hvor de kommer til at grave sig deres Veje og Gader under Jorden, saaledes som man for længe siden har gjort det i de store, overbefolkede Verdenssamfund.

Irving.

(København 4. marts 1923).

Folkeliv på Assistens Kirkegård i gamle dage. (Efterskrift til Politivennen)

Musik, sang og dans mellem gravene. - Kafeen i gravkapellet. - De dødes hvilested i tobaksplantagen. - Liget med klokken i hånden.

Den gamle indgangsport til Assistens Kirkegård.

Lyder det ikke som om det var scener, hentet fra en amerikansk nybyggerfllm: Kafeen i gravkapellet, - kirkegården i tobaksplantagen - musik og dans i de dødes have .... Liget med klokken i hånden! .... Man tænker sig henflyttet til de amerikanske prærier eller en afsides egn, hvor nybyggerne ret slår sig løs.

Og så er hele sceneriet hentet fra begivenheder der er passeret herhjemme i vort eget kære København, på den gamle, ærværdige Assistents Kirkegård, således som det københavnske folkeliv formede sig der for godt og vel hundrede år siden.

Det var dengang blevet en almindelig folkeforlystelse at tilbringe søndagene på kirkegården, hvor der arrangeredes fællesspisning, drikkelag med musik og dans osv. Dette løsslupne liv forårsagedes bl. a. af befolkningens trang til lidt morskab, da man dengang havde så ringe adgang til offentlige fornøjelser, og dels var det minderne fra den foregående tids overdådige gravølsgilder, der her fik lejlighed til at give sig et lille udslag.

Det må erindres, at anlæggelsen af Assistens Kirkegård fra begyndelsen af modtoges med stor uvilje af københavnerne. Begravelserne havde hidtil fundet sted inde ved byens kirker, enten i kirkens krypt eller udenfor kirkens mure, i den såkaldte "urtegård", eller på de forskellige mindre begravelsespladser, der blev anlagt midt inde mellem husene.

Men trods disse udvidelser var der pladsmangel. Inde i kirkerne var der under gulvet så fyldt op af lig at stanken trængte op i selve kirken og gjorde opholdet her uudholdeligt.

Det faldt vanskeligt at få denne uskik afskaffet, da det var velhaverne, der forbeholdt sig kirkernes krypt.

Gitteret ud mod Nørrebrogade der anbragtes i muren af hensyn til gravrøverne.

Adelen havde I lange tider vakt forargelse ved dens store begravelsesgilder.

Det gik så vidt, at folk kom fulde til kirken og ved deres bulder og skrig forstyrrede ligtalen. Enhver større begravelse gav anledning til fylderi. Det begyndte i selve dødsnatten, da de holdtes vågestue - de såkaldte vigilier - over den døde, og hvor der blev drukket tæt. Der holdtes overdådige gilder når liget blev klædt, når det blev lagt i kiste - og ikke mindst blev der ædt og drukket over al måde den dag liget blev begravet. 

Der var et almindeligt rykind i sørgehuset. Enhver nysgerrig kunne gå ind fra gaden, beundre det pyntede lig og tage for sig af de fremsatte drikkevarer og kager.

Under Københavns belejring 1660 var det en adspredelse for de hollandske søofficerer at gå ind i ligstuerne og nyde det pragtfulde skue, som de ikke var vant til fra deres eget hjemland. En udlænding skrev om forholdene i Danmark på Christian den fjerdes tid: når nogen dør, så græder og jamrer man ikke -

man ler, spiser, drikker og danser rundt omkring liget!

Det blev mode, at fornemme begravelser skulle foregå om aftenen ved fakkelskin. Således begravedes i 1672 ved fakkeltog Griffenfeldts hustru og i 1675 stadshauptmand Thuresen. 

En udlænding, der besøgte Danmark, fremhæver disse natlige begravelser som særlig karakteristiske for København. Vinduerne i de gader, som ligtoget passerede, var Illuminerede, og kisten ledsagedes af stanglygter.

Der benyttedes pragtfulde ligvogne, pyntet med store englefigurer og med guld- og sølvbeslag.

Den første ligvognsbegravelse fandt sted i København i 1566. Vognen, der var garderet af en halv snes personer med marskalstave, blev trukket af fire heste, pyntet med pleureuser og et kostbart dækken, der slæbte henad jorden.

Dette var en stor modsætning til den tidligere skik, hvor den døde, iført sin sædvanlige dragt og med blottet hovede, førtes gennem gaderne liggende på en ganske almindelig båre, der hvilede på skuldrene af et par kraftige ligkarle.

Fra gammel tid havde det været skik, at liget skulle begraves så snart som muligt - den første eller anden dag efter dødsfaldet. Men ved reformationen fik adelen denne skik afskaffet.

Christian den 3. blev først begravet 6 uger efter sin død. Moden udviklede sig med rivende hast. Det blev regnet for en ære for den afdøde, at stå længe over jorden. Fornemme lig stod ofte ubegravede i flere måneder, ja, et halvt års tid, og der anvendtes kostbare kister af tin eller bly, beslåede med guld eller sølv, og jordfæstelsen foregik under udfoldelsen af overdådig pragt, med overflødighed af mad og drikkevarer.

En adelig dame, fru Mette Hefstand, blev i 1602 fulgt til jorden af 36 adelsmænd og 88 adelige damøe. I 1676 blev Mogens Friis til Frijsenborg bisat i Trinitatis Kirke. Cort Adeler i Holmens og Niels Rosenkrantz i Nikolaj Kirke. Deres lig havde stået over jorden i henholdsvis 28, 13 og 24 uger. 

I det følgende århundrede vendte man atter tilbage til begravelser i dagslys.

Den fremtrædende rolle, som de sørgeklædte kvinder tidligere havde spillet i ligfølget, slog over i den modsatte yderlighed.

Kvinder måtte Ikke vise sig i ligfølget.

Ligbærerne - der ofte nåede op til et halvthundrede mand - kørte i kareter foran ligvognen, og til hele følget stillede sørgehuset kareter til disposition.

Fra disse pragtfulde begravelsesoptog lever endnu mindet om bedemændenes gemytlige kommandoråb: "Kør frem med kareiterne! - Ligvognen er betalt!"

Der kan ses tilbage på en broget række af skiftende begravelsesskikke i de forløbne århundreder.

Enten blev den døde ført til jorden i pompøse optog, eller han blev - af drukne folk eller slaver - ført derhen som et andet bæst.  

Gårdfacaden på det gamle tempel ved Jagtvejen med indgangen til de skindødes kapel.

Den døde har stået til beskuelse i uger og måneder, eller han er blevet sænket i jorden, når legemet knapt var koldt. Begravelser ved dagens lys har vekslet med jordfæstelse ved faklens natlige skin, pragtfulde sarkofager til velhaverne, og simple vidjekister til de fattige. Pladsen under kirkens hvælvinger har skiftet med pesttidens rakkerhuler - og bag det hele erindres de riges overdådige gravølsgilder.

Selvmordernes kirkegård ved Venders Torv.

Der blev forgæves udstedt forbud mod al denne overdådighed, dette frådseri og fylderi ved begravelser hvor følget ofte kun bestod af en flok berusede, og dinglende personer.

Det blev tillige under høje bøder forbudt at leje en flok sørgekvinder med hætter over hovedet, eller mænd med flor på hatten, eller et halvt hundrede skoledrenge med skolemesteren i spidsen til at følge efter kisten.

Og endelig kom - som følge af den rædselsfulde ligstank, der fyldte kirkerne fra de i krypten henstående lig - påbudet om, at begravelserne for fremtiden skulle ske på kirkegårde udenfor v voldene.

I 1546 var der anlagt en kirkegård på pladsen ved det nuværende Grønttorv, ud for Vendersgade. Her begravedes kun fattigfolk, henrettede forbrydere, soldater, selvmordere og jøder.

Graveren boede i et lille hus på kirkegården, og her samlede han mænd og kvinder til dobbel og drik, og husede skarnsfolk og ryggesløse.

Kirkegården var et uhyggeligt sted, som godtfolk skyede. Men ved skarpe forholdsregler blev der renset ud. Efterhånden fik kirkegården et hyggeligere præg. Træerne voksede til, og hundrede år senere var den blevet et yndet opholdssted for hovedstadens befolkning.

"Om søndagen - skriver Johan Monrad - var kirkegården fuld af folk, så jorden var som skjult af dem, idet alle folk, mænd og kvinder med deres børn og tjenestefolk gik ud af København og satte sig over hele kirkegården, som var fuld af store lindetræer og fik mad og lod hente til sig fra de omliggende haver."

Denne kirkegård blev fuldstændig ødelagt under belejringen.

I 1660 blev der anlagt en ny selvmorder- og forbryderkirkegård indenfor Peblingesøen, på pladsen, hvor senere Kommunehospitalet opførtes.

Ds Dødes Have I Tobaksplantagen.

Det var et alvorligt slag mod begravelsespladserne inde i kirkerne, da Magistraten den 5. november 1760 - altså for 162 år siden - indviede den nye Assistens Kirkegård på Nørrebro.

Arealet, der målte ca. 240.000 kvadratalen - havde været benyttet til tobaksplantage og blev hurtig beplantet i den skikkelse, som nu kendes.

Der var blot den hage ved den nye kirkegård, at ingen ville lade sig begrave derude, skønt betalingen for en grav på de gamle urtegårde ved kirkerne Inde i byen blev forhøjet til det femdobbelte af, hvad det kostede på Assistens Kirkegården.

Ingen af disse foranstaltninger hjalp.

I 25 år var Assistens Kirkegård udelukkende en fattigkirkegård.

Det var en begivenhed, da endelig den første standsperson i 1785 blev jordet derude. Det var etatsråd J. S. Augustin, der selv havde bestemt, at han ville hvile her.

Augustin blev af sin samtid prist som en ædel mand, der havde mod og sjælsstyrke nok til at sætte sig ud over fordomme og den overtro, der tillægger kirkegulvet en udmærket hellighed.

I 1796 skrev lektor Fr. Høegh-Guldberg et langt digt, i hvilket han lovpriste Assistens Kirkegård som en idyllisk plet, hvor det var herligt at vandre i de prægtige alleer.

Efterhånden blev flere stormænd jordet her, bl. a. digterne Storm og Samsøe, og der opførtes smukke og kostbare monumenter af berømte kunstnere som Abildgaard, Dajon, Wiedewelt og Weidenhaupt, der gav stedet stil og karakter.

I året 1800 var københavnerne endelig blevet fuldt fortrolige med Assistens Kirkegård, så fortrolige, at de mente, at denne prægtige urtegård ikke alene kunne benyttes til begravelser, men også til forlystelse!

Musik, dans og folkeliv på Assistens Kirkegård.

Om søndagene eller på hverdagsaftener i sommertiden drog store skarer af københavnske familier med børn ud til Assistens Kirkegård, hvor de lejrede sig mellem gravene, spiste deres medbragte mad, drak spiritus og sang af fuld hals, mens de omvandrende spillemænd mødte op og leverede den ene dansemelodi efter den anden.

Man så det særsyn, at folk dansede på de åbne plæner mellem gravene.

Det var traditionen fra den gamle selvmorder-kirkegård hundrede år tidligere, der her blev taget op påny.

Det gamle tempel ved Jagtvejen der anvendtes til ligkapel og graverbolig.

Det blev efterhånden en fuldstændig folkeforlystelse at drage til kirkegården, hvor kaffen leveredes fra den nærliggende graverbolig i gravkapellet - den lille monumentale bygning med søjlerne, der ligger i hjørnet ud mod Nørrebros Runddel.

Familierne lejrede sig nok så gemytligt om gravene, bredte dugen ud på ligstenen og dækkede op med deres medbragte spisevarer og flasker. Og så spiste de til aften med de behørige snapse og øl eller kold punsch, mens guitarer og violiner leverede taffelmusiken.

I 1816 blev denne gemytlighed forbudt - men det varede endnu lange tider før kirkegårds-selskabeligheden, alle disse gravmåltider helt gik af mode.

I en kendt gammel revyvise hedder det:

"Slikken har jeg heller aldrig våren,

for de' gør pungen tom og maven sløj.

Så går jeg hellere en tur på kerregår'en -

der er så billigt, og så svært besøj!"

Den døde i kapellet med alarmklokken.

Københavnerhumøret havde ikke fornægtet sig - man drak og morede sig ved gravene. Og man lullede sig ind i den indbildning, at man samtidig var i en slags selskab med ens kære afdøde.

Men hele denne idyl blev i 1804 opskræmt ved. at der forefaldt en del gravrøverier. Kisterne blev åbnet og ligene udplyndret.

Bl. a. blev 4 graverkarle arresteret som delagtige I disse uhyggelige forbrydelser, hvor ringe, smykker og kostbare ædelstene var blevet røvet fra ligene i velhavernes gravsteder.

Den 160-årige alle der fører tværs igennem kirkegården.

I anledning af røverierne blev i muren ud mod Nørrebrogade sat et gitter - der endnu findes - 

for at der ude fra gaden kunne være frit indblik til kirkegården.

Vi skal til slut fortælle et lille interessant træk fra den gamle graverbolig - den søjleprydede bygning ud mod Nørrebros Runddel - der er opført 1808 af Jens Bang.

Dette karakteristiske bygningsværk indrettedes tillige til et gravkapel eller ligstue. Kapellet var bestemt til midlertidig hensættelse af kister som senere skulle nedsættes i [x]rede begravelser, samt til opbevaring af formentlig skindøde.

Frygten for at blive begravet for tidlig var dengang meget udbredt, da der ikke krævedes nogen dødsattest udstedt. Der blev derfor i kapellet anbragt en klokke, som førte ind til graverens private værelser. Klokkestrengen skulle vedhæftes den dødes hænder, således at klokken ved den mindste bevægelse gav sig til at ringe. Over liget anbragtes 3 store [ord mangler - bøjler?] og et net så at den skindøde - såfremt han kom til live - ikke faldt ned på gulvet.

I 1829 blev ligstuen ophævet, og samtidig indførtes dødsattesten.

De to gravere Hattinge, fader og søn, som boede her fra 1850 til 18?? flyttede ind i ligkapellet og brugte det til - stadsstue.

N. - B.

(Social-Demokraten, 4. marts 1923)

De Udstødte. (Efterskrift til Politivennen).

Borgere, der ikke er paa Mandtalslisten, kan ikke komme af med deres Skat, ikke faa deres Børn i Skole, uden Valgret, osv.

Myndighederne erklærer Beboerne af de "ulovlige" Sommerhuse Krig.

De københavnske Grundejere har paa et Møde forleden udstedt deres Banbulle mod praktisk talt hele det øvrige Samfund her i Byen, - mod Regeringen, at den skal ophæve Huslejeloven, mod Borgerrepræsentationens Højregruppe, fordi den har indset Nødvendiglieden af, at Huslejeloven forlænges, mod Kommunalbestyrelsen for den Boligforsorg, - og i Realiteten ogsaa mod Lejerne, fordi det til syvende og sidst bilver dem, det kommer til at gaa ud over, hvis Husværterne, hvad vi dog ikke tror, - skulde faa deres Krig igennem.

Men just samtidig med, at Husværterne skryder højt op om, at der er ingen Bolignød, er "Klokken 5" kommen i Besiddelse af en Række Oplysninger, der danner det uhyggeligste Relief for Aager-Grundejernes Skrigen op om de "frie" Forhold, de ønsker tilbage.

Vi skal i denne og et Par følgende Artikler gøre Rede for disse Forhold, der ganske givet vil stille Husværterne og deres Krav i den rette Belysning.

VI Indleder med et lille Interview Med

Borgm. Viggo Christensen,

der i træffende Ord karakteriserer Grundejer-Formanden, Konstruktør Poul C. Rasmussens Postulater.

"Grundejernes Paastand om, at der ikke er Bolignød, er selvfølgelig helt hen i Vejret" - udtaler vor Partifælle - "Hr. Poul C. Rasmussen kan jo blot spørge de Hundreder af Familier, der trods al tænkelig Umage Ikke kan faa Lejlighed.

løvrigt antager jeg ikke, at Kommunalbestyrelsen vil tage hans Svada saa højtideligt, at vi fremkommer med en Redegørelse. Naar hans egne politiske Meningsfæller Ikke blot her i Kommunen, men ogsaa paa Frederiksberg, hvor de har Flertal, har fundet sig foranlediget til at kræve Huslejeloven opretholdt, er det sikkert det bedste Bevis for Arten af hans Dokumentation.

Hertil kommer, at hans Udgangspunkter adskillige Steder er ganske urigtige. VI har en Gang ladet Ejendomskontoret undersøge hans Tal, og de var positivt forkerte.

Borgmester Jensen har ligeledes et Par Gange i Borgerrepræsentationen berørt disse Forhold og paapeget Uholdbarheden i Hr. Rasmussens Argumenter.

Heldigvis anser jeg det for udelukket, at Grundejer-Agitationen I nogensom helst Maade skulde paavirke Regeringen under de kommende Overvejelser om Huslejeloven. Og i alt Fald kan jeg sige, at det vilde betyde en Katastrofe for Hovedstaden, hvis det skete.

De Udstødte -!

Vor Partifælle kunde have tilføjet, at Katastrofen allerede gennem det sidste Par Aar har været I fuld Udvikling under den voksende Bolignød.

Vi er der paa det Omraade, hvor vi nu skal forelægge vore forskellige Oplysninger,

Gennem forskellige Organisationer er det, efter hvad vi erfarer foretaget en Optælling af det Antal Familier, der for Tiden bor i "ulovlige" Sommerhuse i Hovedstadens Periferi, hovedsagelig i Gentofte, Gladsakse, Rødovre, Hvidovre og Taarnby Kommuner. Antallet af disse Familier er i Øjeblikket 1000-1200 og det er paa Forhaand ganske givet, at disse Familier er flyttede derud, fordi det har været dem komplet umuligt at skaffe sig Lejlighed her i Byen selv, og fordi de ikke har villet under Kommunens Boligforsorg.

Mennesker der eksisterer - men ikke er Borgere.

Den Lod, der - i alt Fald i de fleste Tilfælde - er bleven disse Udflyttere til Del, er imidlertid af en saadan Beskaffenhed, at der tiltrænges den alvorligste Appel til Myndighederne om, at de skal berigtige Udflytternes statsborgerlige Forhold.

Vi skal nævne en Række Eksempler derpaa. Det er notorisk, at der i talrige af de "ulovliges" Sommerhuse lever Familier, der ikke har kunnet komme paa Mandtalslisten og altsaa for saa vidt slet ikke "eksisterer", de har ikke en, men adskillige Gange henvendt sig til Politimyndighederne i den Kommune, de er flyttede til, men man har ikke villet optage dem paa Mandtalslisterne - ja i en enkelt Kommune, Hvidovre, er det gaaet saa vidt, at der ar givet de kommunale Myndigheder Ordre fra Sogneraadet om, at disse Udflyttere overhovedet ikke maa kendes.

Skatteydere, der ikke kan komme af med deres Skat.

Heller ikke har disse samme Udstødte kunnet faa Lov at betale deres Skat og dermed erhverve deres kommunalpolitiske Rettigheder. Vi ved positive Eksempler paa, at Udflytterne har henvendt sig til Skattemyndighederne i de paagældende Kommuner og anmodet om at maatte betale Skat. De fik Afslag og Henvisning til at gaa til Københavns Skattevæsen, hvor man heller ikke kunde have med dem at gøre, da de var fraflyttede Københavns Kommune. De har henvendt sig til Sogneraadet for at faa udleveret Selvangivelsesblanket, men man nægtede dem dette, som man havde nægtet at modtage deres Penge.

Altsammen selvfølgelig, fordi de paagældende Kommuner ikke ønsket den Tilgang til Vælgerkorpset, som Udflytterne betyder.

Børnene kan ikke komme Skole.

Ogsaa Børnene kommer til at lide under disse Forhold. Udflytterne har naturligvis udmeldt deres Børn af de københavnske Skoler, samtidig med at de flyttede bort fra Kommunen. Men naar de derefter har henvendt sig i de Kommuner, de er tilflyttede, har man der nægtet at modtage Børnene til Undervisning i Folkeskolen, og Følgen er i mange Tilfælde blevet, at Børnene faar Lov at gaa uden Undervisning - til Trods for, at der er obligatorisk Skolegang her i Landet.

Vi skal i en følgende Artikel meddele nogle yderligere Oplysninger om hele den ukontrollerede Tilstand, der for Tiden hersker i disse Forhold. - Totalbilledet er som nævnt at en saadan Art, at der snarest muligt maa gribes ind.

(Klokken 5 (København) 23. februar 1923).

De Udstødte -!

Skal de forhindres i at udøve deres politiske Valgret?

-o.o-

Sundhedsmyndighederne vil gennem nye Reglementer forhindre Beboelsen af Sommerhuse.

I vor Artikel i Gaar om de Udstødte godtgjorde vi gennem en Række af Eksempler, i hvilken Grad Udflytterne fra København til de "ulovlige" Sommerhus i Nabokommunerne maa lide under de ganske lovløse og ukontrollerede Forhold, hvorunder de maa leve.

Hele denne Sag faar imidlertid endnu videre Konsekvenser - , hvilken Betydning disse Konsekvenser har, fremgaar med tilstrækkelig Tydelighed alene af den Omstændighed, at det - som nævnt - drejer sig om mange Hundrede Familier.

Berøvede den politiske Valgret.

Et væsenligt Moment i saa Henseende er, at Udflytterne i Øjeblikket i de fleste Tilfælde er udsatte for at miste deres politiske Valgret, - under Hensyn til, at den politiske Situation i Øjeblikket er saaledes, at man højst sandsynligt vil kunne vente Valg i Foraaret, er dette selvfølgelig en højst betænkelig Sag. Her i Byen er Udflytterne selvfølgelig slettede af Valglisten. Og den Kommune, de er flyttede til, har i mange Tilfalde nægtet at anerkende dem som Borgere og har ikke opført dem paa Valglisten der. I den første Uges Tid i Marts fremlægges Valglisterne til Eftersyn i de forskellige Kommuner, og udflytterne maa derfor for deres egen Skyld søge undersøgt, om de er paa Valglisten. I de fleste Tilfælde vil det vise sig, at de ikke er det. Nytter en Klage til Kommunalbestyrelsen derfor ikke, er der for Udflytterne ikke andet at gøre end omgaaende at anlægge Sag mod Kommunalbestyrelsen og forlange den dømt til at optage vedkommende Vælger og hans Hustru paa Valglisten. Denne Sag kan saa meget lettere rejses, som den er ganske fri for Omkostning for sagsøgeren.

De forbende Myndigheder.

Imidlertid synes Udflytternes Trængsler ikke at være endt med alle de Chikanerier, som de forskellige Kommunalbestyrelser i Kommunerne omkring København gennemfører overfor dem. Det ser i Øjeblikket ud til, at Myndighederne med Justitsministeriet i Spidsen vil erklære Udflytterne Krig og søge Beboelsen i de "ulovlige" Sommerhuse ganske umuliggjort.

Justitsministeriets Cirkulære.

Det begyndte i Fjor med, at Justitsministeriet efter Henstilling fra Sundhedsstyrelsen, der ikke kan fatte, at et Sommerhus udenfor København er sundere og mere hygiejnisk end en lejlighed i Vognmagergade, udsendte et Cirkulære, hvori der blev fastsat en Række yderst stramme Betingelser for Tilladelsen til at bo i et Sommerhus, selv om Opholdet dér kun strakte sig over over 3-4 Sommermaaneder. Der stilledes saa rigoristiske Krav til Anlæg af Sive- og Samlebrønd for Spildevandet, til denne Brønds Afstand fra Drikkevandsbrønden, til Afstande fra Nabogrundene, til Opmuringen af Drikkevandsbrønden osv., at praktisk talt de 90 pCt. af Sommerhusene ikke vilde kunne benyttes til Sommerbeboelse, endsige til Helaarsbeboelse. Rolignøden I Fjor var imidlertid saa truende stor, at Kommunerne, med København I Spidsen, ganske negligerede dette Cirkulære, og man begyndte allerede blandt Udflytterne at haabe paa, at Faren var drevet over.

Sagen rejses igen og skal nu gennemføres.

Men desværre! - Sagen er ikke død. Myndighederne har nu igen taget fat. Og efter hvad der i Øjeblikket foreligger, er det Hensigten, at et Reglement og en Kontrol skal gennemføres til Foraaret.

Der er, efter hvad "Klokken 5" erfarer, forleden i Sundhedsstyrelsen afholdt et Møde, hvor foruden Repræsentanter for Sundhedsstyrelsen, Embedsmænd fra Justitsminsteriet, fra Københavns Magistrat og fra Nabokommunerne var til Stede. I dette vedtoges det med alle Stemmer imod 3, at et Reglement skal gennemføres. Om det nærmere Indhold af dette skal der i Løbet af den nærmeste Tid føres en Række Forhandlinger, idet det fra forskellige Side blev gjort gældende, at Bestemmelserne i Cirkulæret i Fjor var for haarde, og at der maa gennemføres forskellige Lempelser deri. Men Bestemmelsen om Spildevandsafløb, om Drikkevandsbrønde osv. vil ikke kunne undgaas

Københavns Kommune stemte imod.

De faa Deltagere, der i det ovennævnte Møde stemte imod, at der gennem et jernhaardt Reglement erklæres Udflytterne Krig paa Kniven, var Repræsentanterne for Københavns Kommune - det maa dog tilføjes, at Stadslæge. Dr. Chrom stillede sig meget forstaaende overfor Udflytternes Vanskeligheder. Men ellers synes Københavns Magistrat at være den eneste Institution, der er tilstrækkelig klar over Bolignøden til at vide, hvor haardt Skoen trykker, og til at ville forhindre en Forøgelse af Vanskelighederne.

Mange udflyttere maa rømme deres Huse.

Paa Forhaand kan det imidlertid siges, at hvorledes end det Reglement bliver, der skal udsendes som et justitsministerielt Cirkulære, som kan suppleres med særlig lokale Bestemmelser for den enkelte Kommune, saa vil denne Foranstaltning omgaaende føre til at Mængden af Udflytterne maa rømme deres Huse, idet de ikke har hverken Plads, Tid eller Raad til at gennemføre de Foranstaltninger, som de forbenede Myndigheder kræver. Men dette vil atter være ensbetydende med at København vil faa en betydelig ny Tilgang af Husvilde og en ny betydelig Opgang i Bolignøden.

Det vil under Hensyn til disse Forhold være ganske nødvendigt, at der snarest muligt rettes en Henvendelse til ministeriet om ikke at gennemføre disse Reglementer.

Vi skal nu i en afsluttende Artikel beskæftige os med det sidste Krigs-Træk, der er gjort mod de Udstødte - et Træk, der omgaaende truer en Del af dem paa Livet.

(Klokken 5 (København) 24. februar 1923).

De Udstødte -!

Fogedkendelse paa Sommerhusenes "Ulovlighed". - Beboerne hævder, at ville blive boende til de smides ud, og iøvrigt vil de rette en samlet Henvendelse til Regeringen.

Som vi i Gaar omtalte, har der gennem Forhandlingerne i den sidste Tid vist sig den Trusel overfor Beboerne af de "ulovlige" Sommerhuse, at der kan ventes gennemført saadanne Reglementer, at en Del af Beboerne maa foretrække. Men ikke alene denne Fare, der derigennem truer, hænger over Hovedet paa de ulykkelige Udflyttere.

En Fogedkendelse forestaaende.

Vi erfarer nemlig, at man i et Par af de Nabokommuner, hvor Udflytterne har slaaet sig ned, er under forberedelse en Fogedforretning med tilhørende Kendelse, hvorigennem Kommunen ønsker statueret et Eksempel paa, at Beboelsen i Sommerhusene er ulovlig. Det kan ventes, at denne Fogedforretning vil blive foretaget l den allernærmeste Fromtid, og gennemføres den, bliver den sikkert Forløberen for mange andre af ganske lignende Art. De paagældende Komuner vil paa den Maade kunne skaffe sig af med adskillige af de nye Indbyggere, som de helst er fri for. Vi skylder dog at gøre opmærksom paa, at det ikke er Københavns Kommune, der vil anvende denne meget haardhændede Praksis.

"Vi bliver boende til vi bliver smidt ud"

Ubegribeligt er det, at Opholdet i de ofte ganske smaa Lysthuse I Forbindelse med Kommunernes Chikanerier ikke faar Udflytterne til at tabe Modet. Imidlertid er dette ikke Tilfældet. Som en af Udflytterne siger til os:

"Vi bliver boende - uanset, at vi ikke betaler Skat, at vore Børn ikke kan komme i Skole o. s. v., lige til det Øjeblik Myndighederne smider os ud. Og derefter henvender vi os til den paagældende Kommune, melder os som Husvilde og forlanger, at den skal skafte os Tag over Hovedet."

Ingen Mands Land.

Som vi gennem de foregaaende Artikler har godtgjort, har imidlertid Forholdene for de Distrikter, der omgiver København - Frederiksberg udviklet sig saaledes, at Myndighederne ikke vedblivende kan lukke Øjnene i derfor. Hele dette Terræn er bleven et "Ingen-Mands-Land", der er paa Vej til at udvikle sig til det bedste Skjulested, som mindre heldige Elementer kan ønske sig.

Allerede nu er det hændt flere Gange, at farlige Forbrydere har kunnet hentes derude. Men dette har atter ført til, at det ganske overvældende store Flertal af lovlydige Borgere, der bebor disse Terræner, føler hele deres Velfærd og Ære truet. De vil ikke for nogen Pris slaas i Hartkorn med de tvivlsomme Elementer. Og derfor forlanger de nu Myndighedernes Assistance tit at komme ind under fuldt kontrollerede og lovlige statsborgerlige Forhold.

En samlet Henvendelse til Regeringen.

I den Hensigt forberedes der nu, efter hvad "Klokken 5" fra kompetent Kilde erfarer, gennem de stedlige smaa Ejerforeninger og deres Sammenslutning en enig og samstemmende Henvendelse til Regeringen. Udflytterne vil forlange, at de faar Lov at betale deres Skat, at de optages paa Mandtalslisten, faar deres Valgret, faar deres Børn i Skole og kort sagt genindsættes I deres borgerlige Rettigheder, - ganske uden Hensyn til Beskaffenheden af det Beboelseshus, hvori de har taget Ophold.

For Statens Vedkommende maa ikke mindst det Moment, at der er Mennesker, som gerne vil betale Skat, men ikke kan komme til det, være afgørende. Staten har sikkert ikke Raad til at sige Nej til Penge.

Det kan ventes, at Udflytternes Henvendelse vil fremkomme i den allernærmeste Fremtid, og man maa derefter vente, at Regeringen omgaaende vil tage Sagen op og give de Kommuner, der nu stiller sig paa Bagbenene, de fornødne Ordrer.

Samfundet herhjemme kan ikke være tjent med, at et stort Antal Samfundsborgere lever som en udstødt Pariakaste, blot fordi en Bolignød, som Staten har gjort for lidt for at modvirke, tvinger disse Mennesker bort fra Hovedstaden.

(Klokken 5 (København) 26. februar 1923).

Amtsrådet fordømte i marts 1924 Hvidovre sognerådsflertals insisteren på ikke at optage lysthusbeboerne på skatte- og valglisten. Det drejede sig angiveligt om 3-400 personer. Domstolen afgjorde at de skulle optages på valglisten, og ved kommunalvalget i marts 1925 tabte de konservative til socialdemokraterne. Sognerådet løste herefter problemet til lysthusbeboernes tilfredshed. 

I København havde Socialdemokratiet absolut flertal i Borgerrepræsentationen gennem 1920'erne:

Kommunalvalget 1921

Socialdemokratiet 33
Radikale 4
Konservative 16

Kommunalvalget 1925

Socialdemokratiet 31
Radikale 6
Konservative 17

Kommunalvalget 1929

Socialdemokratiet 31
Radikale 6
Konservative 17

Overpræsident: 1911-1924 Frederik de Jonquiéres. 1924-1928 Jens Jensen. 1928-1945 Johan Bülow.

1. afdeling (skoler, kultur mm.): Ernst Kaper (Konservative)

2. afdeling (Finans): 1903-1924 Jens Jensen, 1924-1938 Peder Hedebol, begge Socialdemokratiet.

3. afdeling (Social): 1917-1938 Viggo Christensen (Socialdemokratiet)

4. afdeling (teknik, byplan): 1917-1925 H.C. V. Møller (Konservativ), 1925-1938 P. J. Pedersen (Socialdemokratiet)

5. afdeling (trafik) Anthon Andersen (Socialdemokratiet)

Kurvemageren i Christianshavns Kanal. (Efterskrift til Politivennen)

Et flydende Kurvemagerværksted

Foroven Kurvemagerskibet. Forneden Kurvemageren ved sit Arbejde.

Kristianshavns Kanal har baaret og bærer stadig Skibe og Baade, der anvendes til højst forskellige Formaal.

Der har bl.a. været flydende Maleriudstilling, nu ligger Kokkeskibet forankret i dens mudrede Vand, og lige overfor det har nu et Kurvemagerværksted kastet Anker.

Klods op ad Børnehusbroen ligger det lille Skib, eller rettere Hus, ti det ligner i det Ydre fuldstændig et firkantet Træhus.

Her har Kurvemager Nielsen slaaet sig ned og indrettet et helt lille Kurvemagerværksted. Borde og Stole fletter han, og Resultaterne kan de Spadserende se fra Børnehusbroen. I Agterstavnen er der nemlig en hel lille Udstilling af Arbejderne. Stort er Værkstedet jo ikke, men der er Plads nok for en Mand - for øvrigt ogsaa til Besøg af kone og Børn, og den nødvendige Varme leveres af en Petroleumsovn.

Alt i Alt - en praktisk Maade at løse eventuelle Butiksvanskeligheder paa.

(Aftenbladet (København) 24. februar 1923).

En Butik løftet op i Vandet

Interessant Scene ved Børnehusbroen

Forleden sank en Skude i Christianshavns Kanal, tæt ved Børnehusbroen.

Prammen, i hvilken en driftig Kurvemager havde indrettet sig en Butik, var bleven læk - og sank en skønne Dag med hele Forretningen. Heldigvis gik der intet Menneskeliv tabt.

Falck tog fat paa at hæve Prammen - et Arbejde, der blev fulgt med stor Opmærksomhed af Christianshavns Befolkning.

I Gaar var Falck i Færd med at pumpe Prammen læns. Slangen ses tilvenstre paa Billedet, hvor det udpumpede Vand fosser ned i Kanalen.

(Social-Demokraten 20. august 1924).

Christian (1863-1948) og Emma (1863-1904) Blinkenberg. (Efterskrift til Politivennen)

Christian Sørensen Blinkenberg (født 15. februar 1863 i Ribe, død 25. januar 1948 i København) var dansk inspektør ved Nationalmuseet og arkæolog, der sammen med Karl Frederik Kinch fandt den Lindiske Tempelkrønike (Lindos på Rhodos). 

Se Chr. Blinkenberg: Fra Epidauros. Bemærkninger til de udgivne indskrifter. In: Nordisk tidskrift for filologi og pædagogik, Bind 10, 1890-92, s. 257-277.

I perioden 1900-1914 stod de i spidsen for udgravninger ved Lindos på øen Rhodos, og i 1904 fandt de Tempelkrøniken fra 99 f.Kr.. For foden af Lindos findes der en mindeplade for Christian Blinkenberg og Karl Frederik Kinch. Dele af den Lindiske Tempelkrønike finde nu på Nationalmuseets Antiksamling i København. Blinkenberg blev gift den 6. april 1894 i Stenmagle med Emma Henriette, født Juul, datter af justitsrådsmedlem Jacob Christian Juul. Han blev medlem af Videnskabernes Selskab 1913.

I august 1908 ledede han udgravningen af 5 gravhøje (kæmpegrave) fra den ældre stenalder ved Skibelund på gårdejer P. Jensens mark ved Kongeådalen. Her fandt man bl.a. skeletdele, en flintøkse, en stridsøkse. Samme år besøgte kongen området. I 1800-tallet blev Skibelund krat af nationalromantiske personer anset for at være en kampplads for det afståede Sønderjylland. 

I forbindelse med støbningen af fundamentet til Mosede Fort ved Køge i 1913 undersøgte han over 20 skeletter, lerting, sølvmønter mm. som stammede fra 2. århundrede e.v.t. Nationalmuseet klagede over at man ikke standsede arbejdet og hjalp til ved undersøgelserne.

Nationalmuseet omfattede i starten kun tiden op til 1660. Resten tog det private Dansk Folkemuseum sig af. Et udvalg blev nedsat til at finde passende lokaler, hvoraf kun Frederiks Hospital og Kastellet kom på tale. Dets beslutning hvilede på erklæringer fra bl.a. Blinkenberg. Han var part i det flertal som anbefalede Kastellet, uden dog at tage stilling til at militæret endnu ikke var udflyttet. 

Øverst præses cand. mag. Johannes Brøndsted, derunder docent Francis Beckett og professor Blinkenberg i anledning af Becketts opposition til Brøndsteds disputats. Foto fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. februar 1921.

60 Aar.

I Dag fylder Arkæologen, Professor Christian Blinkenberg 60 Aar.

Han er født i Ribe og er Søn af Drejermester Andreas Peter Blinkenberg og Hustru Christine Weis. blev Student fra sin Fødeby og cand. mag. i 1887, hvorpaa han en Aarrække dels var Lærer ved københavnske Skoler, dels ansat ved Nationalmuseet, hvor han har været Inspektør fra 1897 til 1916.

I 1893 tog han, efter en Rejse til Middelhavslandene, Doktorgraden med den interessante Afhandling om "Asklepios og hans Frænder i Hieron ved Epidauros", det samme arkæologisk mærkelige Punkt han i 1917 vendte tilbage tiI med "Miraklerne i Epidauros".

Det erindres endnu af mange, at Blinkenberg i sin Tid ledede de danske Udgravninger paa Rhodos, men for og siden har han ogsaa været en ivrig Undersøger indenfor Danmarks Grænser og bidraget sit til vore Arkæologers moderne Metoder.

1911 blev han Docent i Arkæologi, 1916 Professor og er indenfor sin Elevkreds en meget skattet Lærer; han har iøvrigt været ikke saa lidt produktiv og skrevet i baade indenlandske og udenlandske Tidsskrifter, snart meget lærd, snart ogsaa tilgængelig for et større Publikum, som i hans højst lærerige Undersøgelse af "Tordenvaabnet i Kultus og Folketro", hvori han forfølger Hammertegnet lige fra Hetiterne i Lilleasien til Thorsdyrkerne i det høje Nord.

(Nationaltidende 15. februar 1923).

En gennemgang af tordenkiler eller tordensten stod i Demokraten (Århus) 30 august 1923.

Blinkenbergs gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Chr. Blinkenberg: Carl Ludvig Müller In: Museum tidsskrift for historie og geografi. 1891,2, s. 233-241.

Carsten Høeg: Christian Blinkenberg 15. Februar 1863-25. Januar 1948 ; Publikationer af Chr. Blinkenberg. Tale holdt i Videnskabernes Selskabs Møde den 30. April 1948 (1948)