Valby: "Venners Hjem" i Trekronergade. (Efterskrift til Politivennen)

"Venners Hjems" første hus.

Grundstensnedlæggelse i går.

I går formiddags fandt en sjælden højtidelighed sted i den del af Valby terræn, som er beliggende bag Vestre Kirkegård, umiddelbart ved det ny bryggeri Trekroner, idet grundstenen nedlagdes til Arbejder-Byggeselskabet “Venners Hjem"s første hus.

Vejret var strålende og gav ret lejlighed til at iagttage de forhold, hvorunder den ny koloni vil komme til at leve. Vejen går fra jernbaneterrænet ud mod Kallebodstrand med Amagerland i baggrunden. På den ene side er kirkegården, der dog ikke ligger generende nær, modsat breder sig det åbne bondeland. Her er højt, friskt og smukt, alle betingelser for at skabe en arbejderkoloni, og inden ret længe vil der rejse sig en række huse langs vejen, idet en kreds af afholdssamfundets medlemmer vil bygge på den anden side af vejen.

“Venners Hjem" havde ved festligheden i går samlet mange af medlemmerne, endvidere repræsentanter for Valbys og Københavns kommuner, journalister fra hovedstadspressen o. fl. Selskabets jurist, overretssagfører Peschardt åbnede det lille friluftsstævne med at oplæse den på pergament nedskrevne redegørelse for selskabets virksomhed, af hvilken det fremgik, at “Venners Hjem" er stiftet efter Initiativ af snedkerne L. Due og L. Tvenstrup ved et den 22. maj 1898 i “Folkets Hus" på Jagtvej afholdt møde. Der dannedes der en 20-mands forening, som dog, for at opnå billigt lån af staten, udvidedes til at tælle 52 medlemmer.

Tegningerne til foretagendet er udarbejdede af arkitekt Axel Erhard Petersen. Oprindelig havde man tænkt at bygge i Vanløse, men foretrak grundene i Valby, der erhvervedes af apoteker Alfr. Benzon for en pris af 1½ kr. pr. kvadratalen, i alt 62.400 kr. Statskassen tilsagde selskabet et lån på indtil 160.000 kr. og hermed var foretagendet sikret.

Husene skal opføres som dobbelthuse, indvendig adskilte fra hinanden. Hvert dobbelthus indeholder to boliger, og hver af disse kommer til at bestå af 4 værelser, 2 i stuen og 2 på 1. sal, samt køkken, udenomslejlighed og have. Til hver bolig vil høre et areal af 800 kvadratalen, hvoraf de 115 optages af bygningen.

Arbejdet ved disse huse udføres væsentligst af arbejderorganisationer. Tømrerarbejdet er overtaget af Tømrersvendenes Aktieselskab, snedkerarbejdet af Bygningssnedkernes Aktieselskab, malerarbejdet af Malernes Fagforening. Det øvrige arbejde er overdraget forskellige mestre. Murerarbejdet således til murermester Lindhardt. Den samlede entreprisesum er 163.707 kr. 86 øre, hvortil kommer beløbet for grundstykket, altså i det hele 226.107 kr. 86 øre.

Den årlige husleje for hver af de 52 familier vil andrage 235 kr., af hvilke de 80 kr. er afdrag. Efter 40 års forløb er huset gældfrit.

Den 26. september i år tog arbejdet på pladsen sin begyndelse og i går nedlagde borgerrepræsentationens formand, folketingsmand Herman Trier, grundstenen. Han holdt ved den Lejlighed en smuk lille tale, hvis hovedindhold var følgende:

“Vi samles her i en stemning, der nærmest svarer til den, der gør sig gældende ved det førstefødte barns dåb. Forskellen er kun at her har familien 52 børn. Vi ser billedet af familielivet med foden under eget bord, og hjemmenes små pletter breder sig til vi har et helt samfund. Dette er frugten af menneskeligt samarbejde, og tanken om hvad samarbejde kan udrette, er ledende i dette foretagende. Her virkeliggøres en stor tanke: Arbejderne, som selv opfører huset, og gid dette forsøg må falde godt ud. Lad også samarbejdet være det løsen, som behersker livet her. Om os har vi den smilende natur, storbyens stenforbandelse er brudt. En ny slægt vil vokse op i disse omgivelser, hvor vi er på grænsen mellem by og land. De som bygger her, skal selv have glæden og ansvaret, gennem samarbejde vil de skabe tilfredshed."

Efter et hurra for det nye foretagende takkede Peschart alle som på forskellig vis havde ydet sagen støtte. 

Under den smukke festlighed spillede hr. Hansen-Silds orkester nogle numre, og der blev afsunget en sang til tekst af Carl Ploug, tilrettelagt for tilfældet. Det sidste vers lyder således:

Vel bli'r vi aldrig herremænd
og vi vil gerne gå i spænd
med småfolk, vore lige;
men vi vil ikke drikke dus
med den, som spytter i vort Krus,
og herrer i vort eget hus
vi først af alt vil være.

Til slut indtoges forfriskninger og ved bordet, hvor deltagerne samledes, holdtes flere taler.

For at anskueliggøre den nye kolonis udstrækning skal vi anføre, at husrækken vil få en længde som fra St. Thomas i Frederiksberg Alle til Frederiksberg Haves indgang. Det hele terræns bebyggelse vil for Valby betyde en ret anseelig folkeforøgelse som bl. a. vil medføre nødvendigheden af nye skolebygninger.

(Social-Demokraten 7. oktober 1899.)

Trekronergade 73-75 er opført 1899, og et af de få dobbelthuse af denne type som ikke er alt for meget udsat for senere tilbygninger, fx kviste i tagetagen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

100 nye huse i Valby

Atter en grundstensnedlæggelse.

I fredags nedlagdes, som omtalt her i bladet, grundstenen til “Venners Hjem"s første hus i Valby, og 52 familier vil her, bag Jesuskirken, på den anden side jernbaneterrænet, finde deres fremtidige hjem.

Søndag middag nedlagde grundstenen til det første af 100 huse. som “Valby og Omegns Byggeforening" vil opføre længere ude, et stykke forbi kroen og i umiddelbar nærhed af den til Hvidovre førende kirkesti. Det antal, der her er tale om, omfatter 15 tønder land og er købt af enkefru Hoffmann for en sum af 57.500 kr. mod en udbetaling af 25.000 kr.

Byggeforeningen, som stiftedes den 18. Februar 1898, nærmest efter Initiativ af Valby Socialdemokratiske Forening, vil her opføre 100 huse i villastil, altså med en noget forskellig bebyggelse og ydre variation. En del af grunden vil indgå til anlæg af 12 meter brede veje samt plads til et stort købmandshus, et lille parkanlæg og en legeplads for medlemmernes børn. Hver huslod vil være 1700 kvadratalen stor, og heraf medgår de 300 til bebyggelse og gårdsplads. Resten bliver have. Hvert jus vil koste ca. 9000 kr. og giver plads for to familier, og der vil af ejeren til en begyndelse være at udrede en afgift af 550 kr. årlig, men efter 10 års forløb vil kolonisten kunne få skøde på huset. Til oktober flyttedag næste år vil samtlige 100 huse være færdige til beboelse.

Byggeforeningens arkitekt er hr. Julius Bagger, dens juridiske konsulent hr. overretssagfører J. Hartvigson.

Til fundamenterne har foreningen selv indkøbt materialet og lader arbejdet udføre på egen regning. Alle materialer til murerarbejdet er ligeledes indkøbt af foreningen, medens arbejdet er overdraget medlem Clausen for en sum af 1050 kr. pr. hus. Alle tømmermaterialer er købt af foreningen og arbejdet overdraget en mester.

Første prioritet søges tilvejebragt ved statslån.

Grundstensnedlæggelsen i går havde samlet et stort antal medlemmer med deres familier samt enkelte specielt indbundne. Foreningens formand, murer P. Mathiesen rettede en tak til de mødte, og snedker Bruhn oplæste det dokument, som skulle indsættes i en blykapsel og nedlægges i grunden.

Arkitekt Bagger holdt derefter talen for det nye foretagende, gav en fremstilling af arbejdet for sagen og ønskede medlemmerne held og lykke med deres vordende nye hjem. Hurra og Orkesterfanfare kronede hr. Bagger hjertelige ord.

Derefter talte kredsens folketingsmand, Oscar Hansen i få men smukke vendinger fra kolonien, hvis grundpiller skulle være flid, sparsommelighed og solidaritet. Et hurra hilste hr. Hansens tale.

Med musik i spidsen marcherede forsamlingen nu tilbage til den på terrænet opførte hyggelige træpavillon, som en gang skal trone midt på børnenes legeplads. Her indtoges forfriskninger og holdtes taler, bl. a. af overretssagfører Hartvigsen og folketingsmand A. C. Meyer , hvilken sidste ønskede de vordende husejere alt godt i deres lille landlige koloni,  men samtidig bad dem om vedblivende at mindes arbejdet på opførelsen af det store samfundshus. (Stærkt bifald),

Først kl. over 4 var den smukke højtidelig forbi.

(Social-Demokraten 10. oktober 1899.)

Da Syerskerne blev udelukkede. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Da Syerskerne blev udelukkede.

I Lørdags Aftes blev altsaa de københavnske Syersker sat paa Gaden.

Hvorledes er det? Lærte vi ikke i vor Barndom i Bibelhistorien, at naar Herren vrededes, saa lod han regne Ild og Svovl over Jorderig? Men ak, det er længe, længe siden, i Lørdags Aftes skete intet af den Slags.

Lock-outen har naaet Brutalitetens og den usminkede Raaheds Tinde.

Først var det de syv jyske Byers Snedkersvende, der var Aarsagen. Denne Aarsag faldt, og saa blev det de "utaalelige Forhold paa Arbejdspladserne", men nu er det sidste Dække faldet. Hvorledes skulde man kunne tale om utaalelige Forhold paa Arbejdspladserne for Kvindernes Vedkommende? De sidder rundt i de smaa Hjem og arbejder.

Ganske vist, ingen vil nægte, at deres Arbejdsforhold er "utaalelige", men det er dog neppe den Slags Utaalelighed, Arbejdskøberne slaar om sig med. Overfor Kvinderne har man da maattet bekende Kulør, det er Fagforeningen og den alene, man vil til Livs.

Enkeltvis eller to og to kom Syerskerne gaaende ind fra Nørrebro. De kom gaaende med store Byldter og Pakker, mange kom med Barnevogne fulde. En Syerske afleverede alene for sig 36 tilklippede, men usyede Jakker, saa mange havde hun efterhaanden faaet hjem; Fabrikanterne havde ikke troet paa et Heltemod, der kunde staa herfor, nun hun bragte alle de 37. Sjældent er vist Syerskerne blevne behandlede saa elskværdig som i Lørdags. Om Frøkenen ikke ønskede at tage lidt med tilbage? Hun behøvede ikke at bære det selv. Karlen kunde godt hente og bringe det. Den gamle ridderlige Aand vaagnede pludselig op igen, men Syersken siger nej Tak og gaar rolig sin Vej.

I Porten bliver hun staaende lidt, andre kommer til, og de bliver lidt. Det er, som de trængte til at slutte sig sammen et Øjeblik, før de gaar bort.

En Herre fra Forretningen stiller sig op ved Siden af dem.

"Naa, naar ser vi Dem igen ?" spørger han.

"Ja, det maa jeg spørge Dem om", svarede Syersken, en køn, høj, ung Pige.

"Ja, De ved jo, De bare kan komme paa Mandag; er det noget for saadan en køn Pige som Dem; at holde paa en Fagforening?"

"Den holder jeg paa", svarer Syersken ham kort.

De slaar lidt tavse vendt mod hinanden. Saa strækker en bleg og forknyt udseende Syerske sin Haand ud mod den kønne, høje og siger stille :

"Farvel, Laura!"

"Farvel, Anna, vg hav det godt, til vi ses igen."

"Du ogsaa", svarer den blege, og som i pludselig Angst, ikke for sig selv, thi hun ved, at hun kan lide men for at den høje og kønne skal blive træt i Kampen, føjer han indtrængende til: "Og Du holder jo ud, Laura ?"

"Det gør jeg Anna." og bærende sit kønne Hoved højt gaar hun bort, medens den blege smiler roligt og iler bort i anden Retntng. . . .

Hvor let at holde Ideens Fan højt, naar alle Øjne er rette de paa en. Hvor uendelig svært, naar man gaar bort alene, uænset og uset, og ens eneste Trøst er, at den kønne Kvinde vil holde ud med en.

I Sandhed, vort Land ejer Heltinder!

NB

(Social-Demokraten 1. september 1899).

Lockouten varede i mere end 100 dage. Den afsluttedes med det såkaldte Septemberforlig (af 5. sept. 1899). Forliget var at arbejdsgiveren havde ret til at lede og fordele arbejdet. Fagforeningerne fik ret til at organisere sig og til at strejke. Septemberforliget var i kraft frem til 1960.

Kvinderne svigtede ikke. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Kvinderne svigtede ikke.

Da Syerskerne i København blev kastede paa Gaden.

Det blev en travl Dag i Lørdags for de Fabrikanter, som smed Arbejdere paa Gaden.

Hele Udsmidningen var nemlig øjensynlig lagt mere an paa en Sprængning af den kvindelige Forening i Herreskræderfaget, end paa at etablere Lock-out i Faget. Derfor fristede Fabrikanterne som Djævelen i Ørkenen og sagde: "Alt dette skal tilhøre Dig, om Du vil falde ned og tilbede mig!" Trods alle Forsøg stod Syerskerne i Lørdags Aftes lige saa godt organiserede som før, og dog var Arbejdsgivernes Anstrengelser saa fortvivlede, at de endog fornægtede deres egen rare Arbejdsgiverforening.

Flere Fabrikanter valgte den Fremgangsmaade, at de Fredag Eftermiddag og i Lørdags Formiddags kaldte deres Syersker ind til Privatkonferencer paa Chefens Kontor. To a tre Kvinder ad Gangen kom ind til den mægtige Mand, og han forestillede dem, hvor godt de nu havde det efter den sidste Lønforhøjelse. Bare de vilde melde dem ud af Fagforeningen, kunde de have det saa rart, uden at savne noget her paa Jorden. De kunde gøre en Akkord. Hvis Syerskerne vilde melde sig ud af deres Fagforening, vilde han ogsaa melde sig ud af Arbejdsgiverforeningen. Det gik jo ikke saa nemt med det sidste, men alligevel, han var lumsk ked af den, og naar saa begge Parter var frigjorte for Foreningerne, kunde de leve et fredeligt og roligt Samliv.

Syerskerne sagde Nej!

Andre Fabrikanter vedblev overfor deres Syersker at være de samme tilknappede brøsige Herrer som for, men ved Siden heraf averterede de efter Syersker, som skulde indlægge Billet paa "Social-Demokraten"s Kontor. Naar disse Kvinder kom til dem, var Fabrikanterne lutter Elskværdighed. De kunde meget godt faa Arbejde til høje Priser hos dem, og ligesom rent tilfældig kom saa det Spørgsmaal: "De var vel ikke i Fagforeningen ?" Jo, det var de da, lød altid Svaret; naa, ja, men den kunde de jo melde sig ud af? Heller ikke hertil havde Kvinderne Lyst, og saa hed det, at de kunde godt faa Arbejde alligevel. Fabrikanten vilde da lade, som han ikke vidste, at de var Fagforenings medlemmer.

Heller ikke her paa vilde Syerskerne naturligvis indlade sig, thi de ræsonnerede fuldkommen rigligt, at saa kunde han lige saa godt beholde dem, han havde.

Ogsaa en Del Linnedsyersker blev gjort arbejdsløse, fordi de ikke vilde svigte deres Organisation. Lock-out'en er erklæret over hele Linjen i Herreskræderfaget i København. Kun to Fabrikanter har ikke villet være med i denne brutale Komedie. Det er d Hrr. Jens Kjeldsen og Simonsen. Hos dem fortsættes Arbejdet som sædvanligt.

(Social-Demokraten 29. august 1899).

Fru Lona Barrisons kniplinger. (Efterskrift til Politivennen).

Lona Barrison er den mest bekendte af de unge piger, der i sin tid udgjorde truppen "Søstrene Barrison", og som vakte kolossal opmærksomhed i udlandets varieteer på grund af deres skønhed, ungdom og kvikke optræden - men først og fremmest på grund af deres letklædthed.

Hun - der ligesom et par andre af selskabets medlemmer stammede fra Fyn - gik imidlertid hen og giftede sig, og da flere af de andre fandt på det samme, opløstes så truppen.

Fru Lona Barrison, som hun derefter kaldte sig, optrådte nu på egen hånd og fejrede mange triumfer. Men samtidig havde hun rigtignok den sorg, at formanden for den tyske Artistforening bestred hendes foreteelser i sit blad og betegnede hende som en dame, ingen anstændig artist kunne optræde sammen med.

Det kom til en proces mellem hende og hendes mand på den ene side og artistformanden på den anden, og det endte - atter en sejr for danskheden! - med at artistformanden måtte erlægge en bøde, hvorhos hans udtalelser blev mortificerede.

Men fru Lona Barrison har efter denne Pyrrhussejr haft mange genvordigheder at udstå, og for nogen tid siden, da hun indlogerede sig i et hotel i "Unter den Linden" i Berlin, gik det så vidt, at man ved allehånde trakasserier søgte at få hende til at fortrække fra hotellet.

Der var da også nogen - hvem det var vides ikke - der fik en af pigerne til at stjæle de kniplinger, Lona skulle have på ved sin optræden om aftenen i Apolloteatret. Og da fru Lonas dragt om aftenen så at sige udelukkende består af disse kniplinger, vil man forstå, at hendes optræden nu var blevet umuliggjort.

Men i disse dage har hun fået en frygtelig hævn over hotelpigen. Hun meldte nemlig straks sagen til politiet, og nu har retten idømt pigen en måneds fængsel for - tyveri.

Sådan sejrer altid retfærdigheden og den hvide uskyld.

(Aarhus Amtstidende, 27. juni 1899).

Lona Barrison. Theatermuseum Wien. Reutlinger, Paris. CC BY-NC-SA.

Syerskernes Levevilkaar. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Syerskernes Levevilkaar.

Det er en af alle anerkendt sætning, at et Menneske, der kan og vil arbejde ogsaa bør kunne leve af sit Arbejdes Udbytte. Selv de mest forstokkede Højreblade erkender i al Fald paa Papiret, at det er usunde Forhold, naar Arbejdet ikke kan give dets Udøver det nødvendige til at opholde Livet. Det er naturligvis Uenigheden om, hvor meget der hører til det nødvendige, der vil aind tvistes om, hvad der skal forstaas ved at leve. Kapitalisten med de 5000 Kr i aarlig Indtægt vil daarlig indrømme, at Arbejderen ikke kan leve af lige saa mange Hundreder, men derimod vil han altid vande paa, at selv den ubetydeligste Nedgang i hans Indtægter vil for ham betyde den rene Nødstilstand.

En Mand i en af vore smaa Provinsbyer erklærede saaledes paa et Møde, at hans Indtægter umulig kunde forslaa til Middagsmad hver Dag, skønt Gud og hver Mand vidste bestemt, at Mandens Embede var lønnet med 5500 Kr. aarlig. For at Læserne dog ikke skal tro, at han var helt gal, skynder vi os at tilføje, at Manden var Præst, og disse kære Medborgere har jo almindeligvis ikke stor Forstand paa denne Verdens Goder.

Men nok herom. I al Almindelighed erkender enhver, at en Arbejder er sin Løn værd, og at denne Løn ogsaa maa være saa stor, at han kan spise sig mæt.

Men vi har her i Byen en ikke saa ganske lille Klasse, endda oven i Købet faglærte Arbejdere, paa hvem denne almindelig anerkendte Regel ikke passer, og for hvem der indtil den aller sidste Tid slet ikke har var været gjort en Smule for at faa den til at passe.

Denne Klasse er Syerskerne.

Den herværende "Syerskernes Fagforening" har meget fornyligt begyndt sin Virksomhed med at indsamle og skematisk bearbejde alle de Oplysninger, der angaar Arbejdernes Virksomhed paa Systuerne her i Byen, og de Resultater, som man ad denne aldeles paalidelige Vej har opnaaet, er saa mørke for Fagets Udøvere, at det vilde være Galmandsværk at begynde at skrive om dct. hvis man ikke kunde vedlægge det skrevne med de statistiske Tal. Der er simpelthen ingen, der vilde tro det skrevne.

Der er her i Horsens, saa vidt det har kunnet oplyses, 52 Systuer, hvor der benyttes Lønarbejdere som Medhjælp i et Antal fra 1 til 12 paa hvert Sted. Ialt er der 193 lønnede Syersker beskæftiget paa Systuerne og i dermed beslægtede Brancher, f. Eks. Trikotagesyning. Den ugentlige Løn for disse har i de sidste 4 Uger bevæget sig mellem 3 og K Kr. i Gennemsnit, naturligvis paa egen Kost og Logi Det viser sig endvidere, at de største Forretninger er de daarligste Arbejdsgivere, og at det fineste Arbejde, det, hvorved der særlig skal anvendes Paapasselighed, og til hvis Udførelse der hører mest Øvelse, er det, hvorved der tjenes den mindste Løn.

I Sandhed hyggelige Forhold. En Pige, der for at undgaa det kvindelige Tyendes retløse Stilling, og for at uddanne sig til en Gang i Tiden at kunne tjene et lille Bidrag til sit vordende Hjems Fornødenheder, lærer at sy, og naar hun saa er udlært, kan hun ikke paa langt nær tjene til den bare Føde; om Klæder kan der slet ikke være tale. Hun opdager snart, at hun er endnu strammere bundet af Sult, end hun hidtil har været af Tyendeloven. Arbejdstiden er i de fleste Forretninger 10 Timer, og allerede dette er en altfor urimelig lang Tiv for en ung Pige at sidde i en sundhedsfarlig bøjet Stilling over en Symaskine.

Men Syersken slipper ikke dermed. Paa de travle Tider vanker der Overarbejde - vel at mærke naar man undtager et Par Forretninger - men Overarbejdspenge, [½ linje ulæselig] mange Eksempler paa at [1/3 linje ulæselig] arbejde har været trukket ud imod Kl. 1 a 2. 

Man tænke sig et voksent menneske efter udstaaet Læretid arbejde 60 Timer ugentlig, med Udsigt til aldeles ubegrændset og ubetalt Overarbejdstid, for en Ugeløn af 3-6 Kr. eller med andre Ord fra 5 til 10 Øre i Timen.

Fakta er, at ingen Syerske i Horsens - naar undtages Førstesyerskerne og Direktricerne i de store Forretninger, kan fode og klæde sig selv med sine Hænders Gærning.

(Fredericia Social-Demokrat 19. juni 1899)