Jægerhuset forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Det vil ligesom give et lille Stik i mangen gæv gammel Vesterbroborgers Hjerte, naar han hører, at Jægerhuset nu synger paa sit sidste Vers.

Jægerhuset er den lille lave Rønne, der ligger paa Hjørnet af Sønder Boulevard og Enghavevej. I gamle Dage laa her i Kongens Enghave et Traktørsted, hvor Jagtbetjentene holdt til, naar der fra Frederiksberg Slot blev afholdt Jagter i Enghaven. Senere i den første Jernbanes Tid, var Jægerhuset Ledvogterhus, og derefter blev det Restauration igen i den gode, gamle Stil med Keglebane og Lysthuse i Haven, hvortil Familierne inde fra Vesterbro kom dragende med Barnevogn og Madkurv. Vesterbro strakte sig den Gang ikke saa langt ud som nu, og det var en hel lille Skovtur at tage ud i Jægerhuset.

Jægerhuset laa frit og aabent, omgivet af Træer. Da Enghavevejen blev hævet for at gaa over den nuværende Banestrækning, forsvandt Jægerhuset halvvejs i Dybet, hvor det laa i den lille Stump Have, der var bleven tilbage, og kippede med de øverste Vinduer ud mod Gaden. Efterhaanden voksede der høje Bygninger op rundt om det, og nu forsvinder det helt for at give Plads for en moderne Hjørneejendom med Butiker og Bankealtaner m. m., men Mindet om det vil vedblive at leve hos den ældre Generation paa Vesterbro, til hvis nøjsomme Glæde det hørte at faa en Pot Kegler i Jægerhusets Have, medens Mutter dækkede Bord i et Lysthus og Børnene dansede til de ikke altid lige rene Toner af et Fortepiano og en Violin, der om Sommeraftenerne og Søndag Eftermiddag leverede Musiken derude.

(København 3. juni 1924)

Jægerhuset havde allerede i 1917 fået sin dødsdom. Stedet var vist berømt for æggekage og store dramme, kaffepunser mm. Foto fra Folkets Avis - København 25. september 1917.

Lystturen i Rustvognen. (Efterskrift til Politivennen)

Frederiksberg, d. v. s. det meste af vor skattede Naboby har Natten til i Gaar været skuepladsen for en vist temmelig enestaaende Automobilkørsel, der paa de Folk, der var saa uheldige eller heldige at komme ud for et Møde med den maa have virket noget nær pa samme Vis som Mødet med "Den flyvende Hollænder" virker paa Havets fredeligt farende Sømænd.

Den flyvende BiI var Ligvognen Rustvogn k. 10717, der tilhører Vognmand Jørgensen i Blaagaardsgade Nr. 14. Vognmanden har en Chauffør, Viggo Thorsen hedder han, og han boer privat i Tømrergade Nr. 1 - der til daglig har det Hverv at køre døde Mænd til Kirkegaardenes Kapeller i den pæne bil, hvori der som man véd, yderligere er Plads til en enkelt eller to af den Dødes nærmeste Efterladte, der ønsker at være ham nær paa den sidste triste Køretur, for Graven tager ham.

Ved 11-Tiden i Forgaars Aftes da Dagens Transporter var til Ende, fik Viggo Thorsen Besked om at køre Bilen hen i Garagen paa dan gamle Ladegaards Terræn hvor den plejer at staa opstaldet. Han kørte imidlertid ikke direkte til Ladegaarden, idet han havde lovet at køre en Kammerat, der ogsaa er ansat hos Vognmand Jørgensen, ud til hans Bolig paa Peter Bangsvej.

Dette har Thorsen ogsaa gjort. Men hermed glipper ogsaa det officielle Kendskab til hans Gøren og Laden i de nærmest følgende Timer. Man har, trods ihærdige Undersøgelser fra Politiets Side, kun kunnet fremskaffe højst mangelfulde og ufuldstændige Oplysninger om hans Færden i de stille Nattetimer Men disse Oplysninger viser ham ogsaa jagende rundt paa det ganske Frederiksberg, ligesom den flyvende Hollænder ude paa det vildene Hav.

Han har omkring Ettiden været ved "Aahuset" med et levende Lig i Vognen, d. v. s. med en aabenbart ganske tilfældig Mand, han havde samlet op et eller andet Sled og faaet anbragt inde i Bilen paa den Efterladtes Plads. Lidt senere har han været ved en Café paa Fasanvejen, og endnu senere ved "Raadhuscaféen" i Falkoneralléen. hvor han forgæves har tryglet Jørgen Bras om at komme ind og faa sig en Tuborg sammen med sin Passager i Ligvognen.

Kl 1½ præcis er Dødsbilen set ude i Godthaabskrydset, hvor den jog tværs over Gaden i en rasende Fart men dog ikke værre end, at det gennem Bilens Glas tydeligt kunde ses at det ene levende Lig var bleven til en hel Bunke. Deri sad, siger fuldgode Vidner, paa dette Tidspunkt mindst seks Personer, to Damer og fire Herrer, inde i Bilen, et Selskab der ganske aabenbart var i alt andet end Begravelsesstemning, at dømme efter den Sang og støjende Adfærd, der lød inde fra Vognens Dyb.

Saa gaar der en halv eller en hel Time, hvor Havet eller de frederiksbergske Sideveje har slugt den flyvende Hollænders Spor. Men da Klokken slog 2½, dukkede den frem igen i Natten.

Da kom Chauffør Thorsen kørende med sin Rustvogn henad Grundtvigsvej - fuld sped, alt hvad den stønnende Motor kunde orke, køre fremad, lige ind paa den lille Grundtvigs Plads som en Krigstankbus paa Gitteret og Hækken, der omgiver den lille kønne Græsplæne, saa Gærdestavene knækkede som Tændstikker og Hækkens Blade og Kviste sank, som var de mejede ned under en Kæmpe-Le eller trampede til Døde under en Kæmpetromle.

Paa dette Tidspunkt var der, siger de forskrækkede Beboere, der kaldtes til alle de omliggende Vinduer ved Larmen, da Bilen vendte Næsen mod det gamle Træ midt paa Plænen, to Mennesker i Rustvognen. En Mand og Kvinde inde paa den Dødes Plads, tæt omslyngede i svimmel Kærlighedsrus, øjensynligt slet ikke opfyldt af Tanken paa Døden eller alt det, der dens er.

Tværtimod.

Saa kom Politiet. Men da tog Fa'en ved de to Elskende - ud af Ligvognen ned i Grønsværet og væk - bort i Natten, mens Pigebarnet hulkede, saa det var en Ynk at høre, og Manden sang: "Giv mig et Kys og lad det være glemt - "!

Tilbage var kun den molesterede Rustvogn, der nu var tømt for baade Levende og Døde, og saa to Chauffører, af hvilke den ene ædru og ganske sagesløs, og den anden gnistrende fuld. Den anden var Viggo Thorsen, og da han var Foretagendets ansvarshavende Redaktør, halede Politiet ham ud af Plæneanlægets Ruiner og kørte ham op paa Politistationen, hvor man, mere for en Forms Skyld end fordi det skønnedes paakrævet, lod ham underkaste den obligate Spiritusprøve.

Han dumpede med Glans - Ug mod Kryds og Slange - og fik som Følge deraf Æresbolig paa Stationen for Resten af Natten, medens der blev telefoneret efter Vognmand Jørgensen i Blaagaardsgade, for at han kunde komme ud og hente sin Ligvogn og faa den gjort ren efter den vildsomme Nattefærd.

- Sikket Held, sagde han, da han trillede af med Omnibussen: Sikket Held, at der ikke var et rigtigt Lig i den, da Thorsen startede i Aftes. For ellers var han vel endt paa Kirkegaarden med baade den Døde og alle sine levende Gæster!

Og Hr. Thorsen havde aabenbart ikke været bange for nogetsomhelst.

Svip.

(Aftenbladet (København) 2. juni 1924)

Naar Trafiken gaar over Vandet. (Efterskrift til Politivennen)

Naar Langebro har været svinget ud i fire Minutter.

Der gaar næppe en Dag, hvor der ikke lyder Veraab over de fortvivlede Færdselsforhold ved Knippels- og Langebro. 

At disse Klager er fuldt berettiget, har selv Byens Myndigheder indrømmet. Men en hel anden Ting er at faa dem ændret. Da nuværende Borgmester, daværende Havnebygmester Møller i sin Tid projekterede disse Broer, drømte han ikke om den rivende Udvikling, Trafiken skulde tage i Løbet af en Snes Aar. Men nu er man altsaa saadan stillet, at Forbindelsen med Amager maa siges at være Hovedstaden uværdig.

Der tales og diskuteres om hvad  der skal gøres. Der udarbejdes Planer, som atter henlægges, og i Mellemtiden bryder Trafiken sammen Gang paa Gang og der spildes Tid, som ikke er til at indhente igen.

Et Forslag, som har Myndighedernes Øren, fordi det intet koster, gaar ud paa, at henvise alle Hestekøretøjer og Trækkevogne til Knippelsbro, saa Automobiltratiken udelukkende førtes over Langebro, som derved kunde befares langt hurtigere end nu, hvor det er det langsomste Køretøj - ofte en Trækkevogn -, der bestemmer Hastigheden.

En yderligere Forbedring af dette Forslag gaar ud paa at lægge  en Træpromenade paa hver Side af Broen til Brug for Fodgængere.  De nuværende Fortove skulle da benyttes af Cyklister, for hvem det nu nærmest er livsfarligt at køre over Broen og Automobilerne kunde da yderligere forcere Farten.

Af ovenstaaende Billeder fremgaar det, hvorledes Vognene hobes op, efter af Langebro har været svinget ud i blot fire Minutter. Køretøjerne maa holde i tre Korsoer, som saa af den posterede Betjent efterhaanden ledes ind over Broen.

At Situationen med den stadig øgede Trafik er uholdbar, siger sig selv.

Endnu svæver Højbroen fra Dybbølsgade til Skydebaneterrænet nærmest i Luften. Der vil vel forløbe adskillige Aar, før dette Projekt  bliver til Virkelighed. Men hvorledes kal det gaa i Mellemtiden? Ja. der sker vel intet, før Handelsstanden rejser sig til enstemmig Protest, som de høje Myndigheder ikke kan sidde overhørig.

Tid er Penge, og af dem spildes der altsaa mange under de forhaandenværende Forhold.

(Aftenbladet (København) 20. maj 1924).

I 1927 forsøgte man at ordne forholdene ved at forbyde trækkevogne at passere på kørebanen. De skulle holde sig til fortovet. Foto fra Aftenbladet (København) 25. januar 1927.

Foraar i Saksogade. (Efterskrift til Politivennen)

En af "Klokken 5"s Medarbejdere skildrer her en Vandring gennem Saxogade, hvor han paa sin Vej møder Dagens Slider, den krogede Arbejderske, der kæmper for sit Hjem, Nattens Kavalleri og de Fattige i den store graa Gade.

Solen skinner over Byen, endnu er den bleg og kold, men den lyser dog op - og selv Saxogade synes lys, denne lange, høje Gade, hvis graa - og sortsmudsede Husfacader ellers kaster et trist og dystert Skær over Gaden, som i sine Lejekaserner rummer lige saa mange Indvaanere som en middelstor dansk Provinsby.

Hus ligger klinet op ad Hus, Forretning ligger ved Forretning, Kafé ved Kafé. Hist er en Kirke, her en Læsesal, der har Kristeligt Studenter-Settlement sit Hovedkvarter og her dominerer Frelsens Hær med sit store Herberge, der om Natten indfanger Storbyens brudte Skæbner - og overalt er der Mennesker paa Færde - mange Slags Mennesker.

Saxogades Mennesker.

Der er ikke megen Overdrivelse i at hævde, at alle Samfundslag er repræsenterede i Saxogade. Her bor den armeste Mand og Dør om Dør med ham den rigeste Gnier. Den fattige kan ikke faa et Måltid varmt Mad hver Dag, fordi Pengene Ikke kan slaa til, og den rige nænner ikke at spise fordi det koster Penge og fordi Penge, den Følelse at have Penge, er mere for ham end at leve sundt og ordenligt. Der bor Folk, som trolig vandrer i Kirke hver Søndag Formiddag, som begynder Og ender deres Dag med Fadervor, der bor Folk, som giver Pokker i al Moral og Tro, som lever i Nuet, lever med, lever stærkt, der bor Folk i Pjalter og Laser og der bor Folk i Silke og Zobel, de bor Side om Side med hæderlige, retskafne Mennesker, der strider og slæber for at skaffe til Livets Udkomme. Og der bor mange andre Mennesker, mange andre Typer.

Mødrene drøfter Dagens Begivenheder efter at have hentet deres Børn fra Asyl og Pleje,

Fra Morgen til Morgen.

Døgnet igennem, uafbrudt, er der Færdsel og Travlhed i Saxogade. Tidligt om Morgenen tørner Arbejderne ud for at vandre til deres Arbejdspladser, noget efter kommer de smaa Kontordamer og Ekspeditricer trippende, Konerne gaar ud med Klud og Spand, store Børn gaar i Byen, passer deres Skole, deres Pladser, deres Hjem, og de mindre er sendt ned for at lege.

Saxogade er aldrig stille. Altid færdes der Mennesker, altid er der færdsel. Tungt læssede Arbejdsvogne, Lastbiler og Trækvogne befarer Gaden Dagen igennem - og om Natten er det Taxavogne og Lillebiler, der strømmer til - for at hente og aflevere.

Jazz Bands, Øl og Portvin.

Det vrimler med Kafeer, store som smaa, og fra dem alle lyder der Aftenen igennem Musik, hæslig og skrigende Jazz-Musik, enten fra en Magnavox-Gramofon eller fra et "Orkester" paa et Par Mand, som betjener indtil en halv Snes Instrumenter, inklusive tomme Hvidtølsflasker og Grydelaag.

Der er Gang i Musiken, der er Gang i Gæsterne. Nogle sidder dorske og dvaske, halvsøvnige og kedelige over deres Øl, medens andre støjer op, synger med, danser eller dog i hvert Fald konverserer de Afdelings-Repræsentanter, som Gadens lette Kavalleri ved en højere Skæbnes Tilskikkelse har sendt ind netop i den paagældende Kafe.

Damerne drikker baade Øl og Portvin, men Portvin bliver foretrukket. Sjusser synes dog ogsaa at falde i Smag. Der er det mærkelige Forhold, at der er mere Kritik af hvad der skal nydes, end af ham, der spiller Greve og optræder som ædel Giver.

Baggaardens Børn.

Det vrimler med Børn i Saxogade, baade paa Gaderne og i de mange Gaarde. Fra de mange Trapper, der fører ned til hver Gaard, kommer Børnene marcherende. En stor Del af deres Tid, maaske den største, tilbringer de i Baggaarden. Der er ingen hjemme om Dagen hos disse Børn. Enten er Faderen borte fra dem, ukendt eller død, eller han er paa Arbejde. Og ogsaa Moderen er paa Arbejde. Der maa slides haardt, ikke mindst af den enligt stillede Moder for at holde Hjemmet oppe, for at skaffe Mad til Børnene. Disse smaa rnaa saa til Gengæld skøtte sig selv Dagen Igennem - altid er det Ikke lige heldigt, men det er desværre for hendet nødvendigt.

Baggaardens Børn - hvor har man ondt af dem. Dagen igennem er de i den triste Baggaard, Dag efter Dag maa de søge deres Glæde der mellem de høje, graa og forfaldne Mure. i Sol og Regn, i Kulde og Varme maa de være ude. De hærdes vel, men Hærdningen er ofte saa slem, at de knækkes.

Paa Baggårdenes toppede Sten faar mangt et Barn sit første Knæk enten sundhedsmæssigt eller moralsk.

Det er Livets ubønhørlige Lov i Baggaardene.

Frelsens Hærs Herberge.

Mange Børn kommer ikke ud fra Gaden, de lever og dør I Saxogade, andre svinger sig ud, kommer frem. Og for de sidste har den haarde Skole i Baggaardene haft sin Betydning.

Men foruden de svage, der er vokset op og gaaet til Bunds i Saxogade, huser den mange andre lige stillede. En stor Del af disse har deres Tilflugt i Frelsens Hærs Herberge og Arbejdshjem. Her er baade Opholdsstuer, Spisesal og Sovesale. Man Kan komme og gaa som man vil - blot Sengetiden overholdes. 

- - -Nu er det Foraar, og Solens Sølverstænk laver ogsaa lyse Striber i den graa Gade. Saksogade er en Mindelse om Fortidens Byggemaade. Det gjaldt bare om at smække Kaserner op, om at stuve saa mange Mennesker som muligt sammen uden smaaligt Hensyn til Sundhed, Sol og Lys .... Men gaa Gaden igennem - og Du henter mange sære, brogede og blandede, lyse og mørke Indtryk - og Du staar pludselig paa store, lyse Pladser med nye, røde, venligt smilende Huse - den ny By, saaledes som den bliver til under et nyt Styre, dér hvor Fortid og Nutid mødes: Kontrasten mellem Kaserne og Hjem.

Peter Poul.

Den store graa Gade i hele dens Længde.

(Klokken 5 (København) 14. maj 1924)

Statuen af Holger Drachmann paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen).

Drachmann faar sit Monument.

Kampen om hans Statue

Den bekæmpes til Fordel for en Pegasus af Utzon-Frank.

Om kort Tid staar Lorry-Klubben paa Frederiksberg ved det Maal, for hvilket den i sin Tid blev stiftet: Oprettelsen af et Mindesmærke for Holger Drachmann - den Digter, der i sine glade Dage kastede en vig Ilterser Glans over det glade Sted, hvor Lorry Fejlberg er bleven afløst af Waldemar Nielsen, to Værter af omtrent samme Type.

Lorry-Klubben er siden sin Start blevet saa velhavende, at den knapt nok ved, hvor den skal gøre af sine Penge. Med de aftenlige Indtægter, Klubben nyder godt af, regner man med, at Kassen nu maa indeholde ca. 100,000 Kroner. En Del af disse Penge anvendes til velgørende Formaal. Man har bl. a. hørt, at en syg Skuespiller er bleven understøttet, og at Drachmanns Edith til Hamborg har faaet 300 Kroner sendende. Men forøvrigt vil et offentligt Regnskab antagelig snart gøre udførlig Rede for den Side af Sagen.

Hvorledes det nu end er - Lorry-Kassen har forlængst ligget inde med de 20,000 Kroner, som det vil koste at rejse Holger Drachmann et stort og værdigt Mindesmærke. Men af hvad Art skal dette Mindesmærke være? Herom har der i længere Tid staaet Strid paa Frederiksberg.

Vi har forespurgt i Lorry-Klubben om denne Strid og faar Besked af et af dens Bestyrelsesmedlemmer, Musikdirektør Holger Nilsen.

- I Bestyrelsen, siger Hr. Nielsen er Stemningen afgjort for at rejse Drachmann en Statue. Nogle vil have udført en hel ny Statue, men Flertallet samler sig om en Forstørrelse af det lille Drachmann-Monument, som vi hidtil har haft staaende herude i Haven, og som i sin Tid blev afsløret under stor Bram og Brask med Taler af Borchsenius og A. C. Meyer.

- Den, der kaldes Kakkelovns-Figuren eller Buksemanden?

- Ja. Den er, synes jeg, bleven udsat for en ganske uberettiget Kritik. Den skyldes den unge Billedhugger Ivar Holther, der for nogle Aar siden døde i Fattigdom, men var et Talent med en stor Fremtid for sig. Statuen giver Drachmann udmærket, i Holdning og alle Karaktertræk, og den tilfredsstiller alle kunstneriske Krav. I Miniature, saaledes som den nu staar, kan man slet ikke bedømme den. Men den vil sikkert virke pompøst, naar vi faar den udført i Metal i halvanden Gang Menneske-Højde. Den er ogsaa forlængst blevet sanktioneret af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, som skal overtage Statuen, engang naar Lorrys Have skal udlægges til offentlig Haveanlæg i Lighed med, hvad der er sket i den halve Del af Allégade.

- Hvornaar vil Statuen blive rejst?

- Det er Spørgsmaalet, thi nu møder der pludseligt en Del fremmede Mennesker, der fortæller os at vi slet ikke skal have nogen Statue af Drachmann, men derimod et Slags symbolsk Monument. Det er Venner af Kunstneren af Kunstneren Utzon-Frank, der samlet sig om en "Vinget Pegasus" han har udført - en temmelig kedelig Krikke, efter min Mening, der slet Ikke siger noget om Drachmanns særegne Personlighed, Saadan en Rosinante kan man stille op for Ferd. P. Vadum eller en hvilken som helst anden, der slaar Harpens Strenge.

- Kampen staar altsaa for Øjeblikket om Statue eller Pegasus?

- Ja, vi befinder os midt i Krigens Hede. Men jeg gaar ud fra, at Statuen - og afdøde Holthers Statue - vil sejre. Spørgsmaalet afgøres i disse Dage, og straks naar det er sket, gaar vi i Gang med Støbningen, saaledes at det nye Drachmann-Monument om et Par Maaneder kan staa færdig til Afsløring.

- Den Dag bliver der Fest paa Frederiksberg?

- VI har jo lidt Fest her hver Dag. Men den Dag bliver naturligvis særlig stor. Hele vor literære Verden vil antagelig deltage i den.

Saa vidt Hr. Holger Nielsen. Hovedsagen: at Holger Drachmann faar et Monument, værdig til Digterens Betydning, synes da at være i Orden. Det bliver ganske vist foreløbig i Lorrys Have. Men det bliver dog heller ikke saa langt fra en god Kollega: Adam Oehlenschläger.

(Social-Demokraten, 20. maj 1923).

Der rejses en Statue af Drachmann

Frederiksberg Kommunalbestyrelse modtager Lorry-Klubbens Gave.

Drachmann, den farende Sanger, Havets, Vinens Sanger, skulde han ikke huskes, den største i Danmark? Der var andre store Digtere fra samme Kuld, og der er yngre Planter i Skoven, der tegner til maaske engang at naa op paa hans Højde; men endnu rager han op, vældig, og de unge sænker Kaarden for den store Mester. Da den bedste af det nye Kuld, Hans Hartvig Seedorff, blev sammenlignet med den gamle Skjald, bøjede han sig beskedent og skrev:

Man sammenligner mig med Holger Drachmann,
0 var jeg blot en Tjener i hans Følge,
men jeg er blot en Krusning i lidt Brakvand.
hvor han var Havets stærke, stolte Bølge.

Skal han ikke have et Monument i Byen, et virkeligt Monument, som vi kan vise frem mellem alle de andre Mindesmærker, vi har? Ganske vist: Drachmann har jo et Monument, den unge Billedhugger Holters lille Statue ude i Drachmann Kroen; men mange har berettiget ment, at dette Miniaturarbejde Ikke var Mesteren værdig. Det skulde knejse rankere mod Himlen, som han selv gjorde, han der sad over Skyerne, hvor Himlen den var blaa, der bar sin Hat, som han vilde og brød sig Pokker om ærværdige Borgeres summende Sladder.

Marius E. Jørgensens Udkast.

Og det er da ogsaa ude fra Drachmann Kroen, at Initiativet er taget til at faa et nyt Monument rejst, Da "Lorry Klubben" startede for et Par Aar siden, blev det dens største Opgave: at faa indsamlet de nødvendige Penge dertil.

Og det er altsaa det, der nu er sket.

- Det er nogle Maaneder siden, fortæller Hr. Hermann Florenz, vi blev enige om, at nu skulde det være Alvor. Vi havde ca. 23.000 Kr. og dem overlod vi til Frederiksberg kommunalbestyrelse til Rejsningen af et Monument for Drachmann paa Frederiksberg. Kommunalbestyrelsen maa selv bestemme, hvorideee det skal se ud, hvem der skal lave det og hvor det skal staa. "Lorry klubben" har kun skaffet Pengene, som den engang lovede.

I den forløbne Tid har Sagen været behandlet i Frederiksberg Kommunalbestyrelses tekniske Udvalg. Gaven vil formentlig blive modtaget.

Er de indkomne Midler tilstrækkelige, spørger vi Hr. Forretningsfører Emanuel Olsen. Socialdemokratiets Repræsentant i Udvalget, da han har haft Sagen til Forbehandling.

- Jeg tror det ikke, var Hr. Olsens Svar.

- Vil Kommunalbestyrelsen i saa tilfælde bevilge det nødvendige Restbeløb?

- Nej, i saa Tilfælde maa "Lorry Klubben" træde til igen; men vi overtager selvfølgelig Udgifterne til Vedligeholdelse og den Slags.

Endnu vides ikke, hvem der skal udføre det hæderfulde Arbejde, eller hvordan det kommer til at se ud. Der tales fra flere Sider om at udskrive en Konkurrence. Foreløbig har vor gamle Partifælle, Billedhuggeren Marius E. Jørgensen lavet Udkast: Drachmann som vi kendte ham med Bulehatten og Flagrekappen. Soklen er af Kampesten, indfattet Broncereliefer med Motiver hentede fra forskellige af Drachmanns Skuespil. Marius E. Jørgensens Udkast, der har vakt Glæde og Tilfredshed i vide Kredse, har faaet sig en Konkurrent i den unge Billedhugger Jean Gauguin, der har ment det bedre end at portrættere Drachmann at symbolisere ham ved en vinget Pegasus paa en høj, slank Sokkel

Jean Gauguins Udkast

Maaske vil der nu blive lidt Strid om, hvilke af disse, der skal udføres, og maaske kommer der andre Udkast til. Foreløbig menes det dog fra de indviede Kredse, at Marius E. Jørgensens Udkast vil blive det foretrukne.

Men alt det hører Fremtiden til. Forberedelserne er trufne, og om et Aar eller to vil den gamle Skjald faa sit Monument.  -en

(Klokken 5 (København), 12. juni 1923).

Skarp Protest mod Drachmann-Statuen.

En Henvendelse til Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

Interview med Forfatteren Sophus Clausen og Folkethingsmand Friis-Skotte.

I Aftes udsendtes gennem Ritzaus Bureau følgende Protest:

Vi undertegnede tillader os at anmode Frederiksberg Kommunalbestyrelse om at undlade den paatænkte Opstilling af Drachmanns Statue, der synes os en uværdig Hyldest af Digteren.

Sophus Claussen. Vibeke Dahl. August Enna. Axel Garde. Louis Glass. A. Hauberg. Sven Lange. Viggot Lachmann. Betty Nansen, f. Krøyer. Chr. Rimestad. Edith Rode. Helge Rode. Otto Rung. Ingeborg Marie Sick

Om denne Protest udtaler Folkethingsmand Friis Skotte, som er Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse:

- Den kommer noget sent. Der har allerede været Prøveopstilling, og det er overladt til teknisk Udvalg at foretage det videre fornødne. Kommunalbestyrelsen modtog fra den saakaldte Lorry-Klub Tilbud om Opstilling af en Drachmann-Statue i Nærheden af det Sted, hvor Goldschmidt og Oehlenschlæger staar. Der blev forevist os en Sokkel med en vinget Pegasus. Den var ikke heldig. Saa fik vi Valget mellem to Statuer i overnaturlig Størrelse. Den ene var en Forstørrelse af den lille, kendte Statue, der staar i Lorry-Etablissementets Have og som skyldes en afdød Billedhugger. Den anden var en omtrent tilsvarende af en nulevende Kunstner. Vi foretrak den første, altsaa Forstørrelsen. At der nu protesteres kan skyldes dels at Kunstnerne altid skændes, dels at der raader Misfornøjelse med at denne kunstneriske Opgave løses ved Hjælp af en Danseforening. Men det maa erindres, at det var Drachmann-Klubben og ikke den nu bestaaende Danseforening, der tog Initiativet til Sagens Løsning.

Vi har derefter talt med en af Underskriverne, Digteren Sophus Clausen, som siger:

- Der er Erfaring for, at naar en Statuette forstørres, bliver Resultatet gerne pauvert. Selv Stefan Sinding led den Tort, at da hans Statuetter af Ibsen og Bjørnson forstørredes, blev de til de "Ostemændene" udenfor det norske Nationalteater. Vi Underskrivere har talt om Tingene, og vi er paa det rene med, at det vil vække Anstød at opstille den foreslaaede Statue. Drachmann fortjener et bedre Eftermæle. Jeg kender ikke Komiteen for den Danseforening, der virker for Statuen, men jeg ved at dens Handlinger er meningsløse og naive. Har Foreningen Penge, saa lad den betale til noget kunstnerisk værdifuldt.

Med denne Optakt aabnes der Udsigter til en lang og varm Debat. At det konservative Flertal i Frederiksberg Kommunalbestyrelse har indledet et intimt Samarbejde med Lorry-Klubbens muntre Tilhængere er en Sag for sig. Penge lugter som bekendt ikke. Og maaske vil den afdøde Kunstners Statuette vise sig præsentabel ogsaa i forstørret Udgave.

(Social-Demokraten, 13. december 1923).

Også København og Nationaltidende refererede protesten den 13. december 1923, sidstnævnte bragte en udtalelse fra Helge Rode og Chr. Rimestad:

Vi henvender os i Anledning af denne henvendelse først til Forfatteren Helge Rode. der er Medunderskriver, og spørger om Grunden tiI, at han ikke ønsker Statuen opstillet.

- Jeg finder, svarer Helge Rode, at Statuen kunstnerisk er ganske undervægtig. Saavidt jeg har forbinet, vil man ad mekanisk Vej forstørre den lille Statue foran Lorry, og dette vil blive et Værk, som staar langt under alle de øvrige Statuer, vi har her i København, hvilket jeg synes er uværdigt. Desuden synes jeg ikke, det er heldigt, at Lorry-Klubben skal rejse et Mindesmærke for Holger Drachmann. Klubben begyndte jo sin Virksomhed med at kalde sig Drachmann-Klubben. men den offentlige Mening vendte sig da saa stærkt imod den, at den maatte opgive det Navn. Jeg finder det derfor en Gang for alle er slaaet fast, at denne Klub ikke har nogen som helst Forbindelse med Holger Drachmann, og dette bør ikke ændres ved, at Klubben nu faar Lov til at reise Drachmann en Statue.

Chr. Rimestad havde ikke noget imod at klubben udførte statuen, men fandt den tilbudte statue uegnet. Han foreslog at lade Kai Nielsen udføre den. Han indrømmede at underskriverne ikke havde samme holdning til klubben

Drachmann-Statuen.

Forfatterforeningens Bestyrelse kommer ogsaa bagefter.

Dansk Forfatterforenings Bestyrelse tiltræder enstemmigt den fra Frederiksberg udgaaede Kunstner- og Forfatterprotest imod offentlig Opstiling af den ogsaa efter vor Formening saare uheldige Drachmann-Statue.

Sophus Michaelis, Formand. Sven Lange, Næstformand. Ingeborg Vollquarts, Thorkild Barfod. J. O. Bøving-Petersen. Hans Henriksen. Louis Levy.

(Social-Demokraten, 15. december 1923).

Den 24. marts 1924 blev sagen behandlet i Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Der var også indkommet en protestskrivelse af fru Emmy Drachmann. Stemningen var delt, og sagen blev henvist til et kunstnerisk udvalg. 

Vor Fotograf har haft den udmærkede Ide at besøge Broncestøber Rasmussen og snuppe et Snapshot af den nu færdige Drachmann-Statue, hvis Opstilling, efter Behandlingen forleden i Frederiksberg Kommunalbestyrelse, er bleven en Kendsgerning.

Paa Billedet har har vi anbragt Statuen i de Omgivelser, hvori den vil blive opstillet, nemlig i Allégade tæt ved Krydset. Saa kan vore Læsere jo selv dømme om, hvorledes Drachmann tager sig ud her. Den almindelige Mening vil sikkert være den, at Virkningen er ganske tiltalende.

Om Statuen som Kunstværk vil det blive Kunstkenderes Sag at dømme. De vil sikkert ikke være enige - det er Kunstkendere aldrig - og om føje Tid faar vi nok se d'Hrr. fare ud i Pressens Spalter og ryge i Totterne paa hverandre over Spørgsmaalet, om "Kakkelovnsmanden" nu har vokset sig stor og smuk ved at blive forstørret af Broncestøberen. En Ting maa man imidlertid Ikke glemme og det er den, at da denne Drachmann-Figur i sin Tid blev afsløret i Lorrys Have, var det under almindelig Bifald, med Taler og Festsange af Otto Borchsenius, Charles Kjerulft og mange andre kunstneriske og Literære Navne. Den Gang var der idel Glæde over "Kakkelovns-Manden", mod hvem man kun havde den Indvending, at den ikke var stor nok.

Nu da Statuen - i hvert Fald i det rene Maal - svarer til Drachmanns Størrelse, synes der ingen særlig Grund til Hysteri.

Frederiksberg Kommunalbestyrelse har da ogsaa foretrukket denne Statue mellem tre Forslag: et Udkast af Billedhugger Marius Jørgensen og et (symbolsk) af Gaugin. Den er altsaa Resultatet af alvorlig kunstnerisk Overvejelse, og naar den nu opstilles, er det en smuk Æresoprejsning for dens Skaber, den afdøde meget sympatiske Kunstner Hother, der døde som ganske ung under højst sørgelige Omstændigheder.                    g.

(Social-Demokraten, 29. maj 1924).

Drachmann-Statuen opstillet.

Den meget omtalte Statue af Holger Drachmann, som af Lorry-klubben er skænket til Frederiksberg Kommune, blev i Gaar opstillet i Anlæget ved AIlégade.

Drachmann Statuen har faaet Plads ved Frederik den 6tes Allé, og Digteren skrider frem imod Frederiksberg Have. Statuen er modelleret af den unge Billedhugger Holter. som døde for nogle Aar siden. Ligheden er god, skønt Holter aldrig havde set Digteren, men maatte arbejde efter Fotografi og mundtlig Beskrivelse af Drachmanns Udseende.

Statuen er støbt i Bronce af Bronzestøber Rasmussen, og Soklen er udført I Paradesgranit fra De forenede Granitbrud. Frederiksberg Kommune har foreløbig opstillet Statuen paa Prøve. Hvis det viser sig, at den ikke passer i Anlæget ved Allegade, har man betinget sig Ret til at opstille den et andet Sted i Kommunen.

(København, 5. juli 1924).

Nationaltidende 12 juli 1924 pegede på at Drachmann havde dedikeret nogle sider i "Forskrevet" til forlystelsesetablissementet, og det derfor var naturligt at det nu takkede for det. København havde jo også fået masser af statuer foræret af brygger Jacobsen (Carlsberg). Holger Drachmann kunne godt lide forlystelser, og skrev bl.a. også et digt om Barrisons. Statuen står som bekendt hvor den blev opstillet på prøve, og er aldrig siden blevet flyttet til en anden plads.

Se også artiklen "Kunstdommere og Dydsdragoner" af vicestadsarkivar Lars Schreiber Pedersen  i "Frederiksberg'eren", november 2008.

Statuen af Holger Drachmann står hvor den blev opstillet på prøve i 1924. Foto Erik Nicolaisen Høy.