Frederik Lindam Godfred de Jonquieres. (Efterskrift til Politivennen)

Overpræsident Frederik Lindam Godefroi de Dompierre de Jonquières (1854-1925. Ansat i overformynderiet 1879 og indenrigsministeriet 1881. 1893 fuldmægtig og 1894 departementschef. 1898 stiftamtmand over Fyns stift og 1909 over Sjællands stift. Overpræsident 1911 i København. 1892–94 var han medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Opmand i den svensk-norske rengræsningssag 1910–19 og formand for komiteen vedrørende len og stamhuse 1909–10.

Fotograf Jens Petersen (1829-1905. Fotograf Charles Bendix Petersen (1860-1927): Frederik Lindam Godefroi de Dompierre de Jonquières (6.10.1854-30.4.1925) overpræsident, stiftamtmand, kammerherre. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Overpræsident Jonquiéres.

Født 5/10 1854. - Død 30/4 1925.

København sidste Overpræsident af gammel Æt og Art er død

Frederik de Jonquiére, som var født her i København den 5te Oktober 1854, som Søn af Bureauchef i det slesvigske Ministerium de Dompierre de Jonquiéres; han blev Student fra Metropolitanskolen 1872 og juridisk Kandidat 1878; gennemløb den fintuddannede Embedsjurist Kariére indtil dens højeste Top. Over Assistent, Fuldmætig, Kontorchef og Departementschef i Indenrigsministeriet (1894), steg han til Stiftamtmand i Odense (1898-1909), til Stiftamtmand over Københavns Amt (1909-11) og endelig til Overpræsident i København (1911-1924).

En ham tilbudt Portefeuille som Medlem af Ministeriet Friis (1920), afslog han som liggende udenfor hans Livslinje.

Stillingen som Medlem af eller Formand for en Række betydningsfulde Regeringskommissioner supplerer Billedet af den ansete Embedsmand; særligt betroede Hverv var Formandsskabet for den danske Komité for Udstillingen i Stockholm 1897, og end mere Stillingen som Opmand i den svensk-norske Rengræsningsaffære (1910-1919). 1892-94 havde han været Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse. I det private Forretningsliv indtog han (fra 1910) Formandspladsen i Handelsbankens Raad, hvorimod han unddrog sig en ham tilbudt højtlønnet Formandsplads i en af vore store industrielle Virksomheder, som fremmed for hans Erfaringsomraade. Endelig indtog han ledende Pladser i Velgørenhedsarbejdet; han var saaledes indtil sin Død Formand for Julemærkekomitéen.

Naar jeg yderligere anfører, at han var Kammerherre og Storkors af Dannebrog, af Nordstjernen, af Skt. Olaf, af Æres-Legionen m. m., er den ydre Ramme ridset.

Men for den, der har haft den Lykke at arbejde med eller under ham, er Billedet langt rigere. For at kunne sige de sikre Ord herom, maa jeg tale om ham som Overpræsident i København.

Da jeg i 1917 som valgt Borgmester for 8 Aar var paa Vej for at forestille mig for Overpræsidenten, sagde en indsigtsfuld Mand til mig, at jeg vilde træffe en yderst behagelig og forekommende Personlighed, men at jeg vilde kende lige saa meget og lige saa lidt til ham, naar de 8 Aar var forløbne. Medlemmerne af den første politisk farvede Magistrat i København, Magistraten af 1917, vil alle ganske kunne afvise denne Karakteristik. Selv om Overpræsident Jonquiéres fra Stiftamtmandstiden paa Fyn havde faaet Vane i at omgaas Bønderne af det da herskende Venstre, har han vel nok set os an, de fem Socialister, de fire Borgerlige og den ene Radikale. Men den alvorlige Krigssituation, der holdt de principielle Forandrere borte fra Ekstremerne og paa den anden Side tvang os Konservative til ekstraordinære Skridt, afskaaret som Byen var fra udenlandske Tilførsler paa vitale Omraader, maatte afdæmpe Kamptonen, og Overpræsidenten, der af Princip holdt sig ude af politiske Afgørelser, var et toneangivende Bindeled, ligesom han ved vort magistrale Samvær mellem Slagene i behagelig Alvor og Spøg var vor primus inter pares. Netop paa Baggrund af denne principmæssige Reserve, han havde paalagt sig, var den Vægt, hvormed han i ganske enkelte Tilfælde lagde sig i Vejen for, hvad han ansaa for Overilelse, Uberegnethed eller Uoverskuelse, af afgørende Betydning. Under denne Synsvinkel maa ogsaa hans Indgriben i Begivenhederne i Paasken 1920 ses, og først en historisk Betragtning med Udredning af den specielle Viden, den almindelige Indsigt og det situationsbedømmende Fremsyn, der laa bag den vil rykke den i det rette Lys.

Artiklens foto i dårlig kvalitet er her erstattet: Jonquières, Frederik Lindam Godefroi de Dompierre de (6.10.1854-30.4.1925) overpræsident, stiftamtmand, kammerherre. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Sine mangfoldige Repræsentationspligter i Indlandet og i og overfor Udlandet, havde han altid forberedt sig til med Flid og Overvejelser, saa at Udførelsen laa indenfor ethvert Takthensyns fineste Grænser. Hans smukke Person, som han holdt slank og i Træning ved daglige Løbeture rundt om Søerne, tidlig om Morgenen før Folk var paa Benene, var en rent æstetisk Tilfredsstillelse for Øjet. Ved en Køretur ud til en udenlandsk farvet Festlighed, hvor Overpræsidentens hvide Fjerhat var til Besvær i Vognen, og hvor han derfor under Kørslen benyttede en Uniformskasket af noget ældre Faijon, maatte hans Ydre paafaldende minde hans Kørefæller om den gamle smukke danske Officerstype fra Christian den IX's unge Dage.

Paa hans Embedsvirksomheds sidste Dag, den 31te Oktober 1924, gav den samlede Kommunalbestyrelse en Banket paa Raadhuset til Ære for den afgaaende Overpræsident. Kort før Midnatstimen trak Hr Jonquiéres sig tilbage med sine Sønner, ledsaget af den vordende Overpræsident, hidtilværende Borgmester Jensen. Da han med sit Følge skred ind over den store Hals Fliser, over mod Raadhusporten, havde hele Kommunalbestyrelsen samlet sig paa Galerierne rundt om Hallen, og ledsagede ham til Dørs med Hurraraab og Haandklap. Det har da altsaa kunnet ske, at en Skikkelse som Jonquiéres, Typen paa en høj Embedsmand af den gamle Skole, af pinlig Korrekthed og afbalanceret Reserve, fjern fra den Bejlen til Publiums Gunst, der næsten naturnødvendigt vil være en Politiker svage Punkt, og som let forleder denne til som Skuespilleren at slutte af med et plaudite spectatores! - at en saadan Mand, ganske fri af dette, endnu saa sent som i 1924 ved sin Embedskarriéres Afslutning, er traadt tilbage under taknemlig Hyldest fra samtlige kommunalpolitiske Repræsentanter for Danmarks Hovedstad.

Til denne almindelige Hyldest vil hans Kolleger i snævrere Betydning. Magistratens Medlemmer, føje, hvad der gaar dybere i Sindet; Overpræsidentens personlige Hjertelighed gav os en rig Følelse af Hengivenhed for ham.

Ernst Kaper.

Dr. phil., Borgmester

Noter.

Forhenværende Overpræsident, Kammerherre Frederik de Jonquiéres blev for nogen Tid tilbage syg af Lungebetændelse. Da Sygdommen syntes at faa en alvorlig Vending, indlagdes han paa Kommunehospitalet paa Professor, Dr. med. S. Bangs Afdeling. Her forværredes Tilstanden til en septisk Affektion paa Hjernen, og den syge har i flere Dage været meget uklar og tilsidst helt bevidstløs. Sent i aftes afgik han ved Døden.

*

Overpræsident de Jonquiéres. der tilhørte en ældgammel fransk, aristokratisk Familie, var født den 6te Oktober 1864 her I Byen. Søn af Bureauchef i det slesvigske Ministerium G. C. de Dompierre de Jonquiéres og Hustru, født Lindam.

*

I 1872 blev de Jonquiéres Student fra Metropolitanskolen og juridisk Kandidat seks Aar senere. Et Par Aar efter ansattes han som Assistent i Indenrigsministeriet, hvor hans glimrende karriére afsluttedes med Departementschefposten. I 1898 udnævntes han til Stiftamtmand over Fyens Stift og Odense Amt, forflyttedes i 1909 til Hovedstaden som Stiftamtmand over Sjællands Stift, men allerede et Par Aar senere blev han ved Overpræsident V. Oldenburgs Afgang dennes Efterfølger. I Oktober Maaned ifjor modtog han paa Grund af Alder sin Afsked.

*

Blandt de mange Tillidshverv og Æresposter, Kammerherre de Jonquiéres beklædte i Aarenes Løb, kan nævnes, at han i sin Tid var Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, Formand for Kommissionen vedrørende Len og Stamhuse, Opmand i den svensk-norske Bengræsningssag og var ved sin Død Formand for Handelsbankens Bankraad, Formand for Julemærkekomitéen og i Repræsentantskabet for Friskolebørnsasylerne, Formand i Bestyrelsen for Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole og Medlem af Bestyrelsen for Københavns Understøttelsesforening,

*

I 1882 ægtede Kammerherre de Jonquiéres Baronesse Jeanina Stampe, yngste Datter af Lensbaron, Kammerherre Henrik Stampe til Baroniet Stampenborg og Hustru, Baronesse Jonna Stampe, født Drewsen. Hun døde i 1911. Det højtansete Ægtepar har to Sønner, Fuldmægtig i Ordenskapitalets Kontor, cand. jur. Erik de Jonquiéres og Fuldmægtig i Socialministeriet, cand. jur. Henrik Stampe de Jonquiéres, samt en Datter Elisabeth, gift med Kaptajn i Generalstaben. Baron Erik Bille-Brahe.

*

Forhenværende Overpræsident, Kammerherre de Jonquiéres var dekoreret med Dannebrogordenens Storkors og Sølvkorset samt med Storkorsene af den franske Æreslegion, den italienske Kroneorden, den nederlandske Oranje-Nassauske Orden, den norske St. Olafs og den svenske Vasa Orden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. maj 1925)

I 1917 fik Socialdemokratiet flertal i Københavns styrelse. Det er dette som Kaper opfattede som "politisk". Det kunne lidt sat på spidsen fortolkes som "ikke-konservativ" eller "ikke-Højre".

Ministeriet M. P. Friis bestod 5. april 1920-5. maj 1920. Den blev indsat efter at Christian 10. havde afskediget ministeriet Liebe under Påskekrisen 1920. Det fungerede som et "upolitisk" overgangsministerium til ministeriet Neergaard.

Ernst Christian Kaper (1874-1940) var 1905–1908 lærer ved Metropolitanskolen, 1908–17 rektor ved Ordrup gymnasium. I 1917 blev han konservativ borgmester for magistratens 1. afdeling (det kommunale skolevæsen og forskellige juridiske områder). Kaper blev under påskekrisen 1920 opmærksom på den truende generalstrejke. Han skal have formået overpræsidenten og borgmester Jens Jensen til følge ham til til kongen, råde denne til at afvikle konflikten og arbejde på en kompromisløsning. 

Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør: Bestiller: Jonquieres de Stiftamtmand : Nørre Farimagsg 3 ³. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En lignende artikel blev bragt i København 2. maj 1925.

Fhv. Overpræsident Jonquieres Bisættelse.

Magistratens Medlemmer bærer Kisten ud af Kirken.

Den tidligere Overpræsident, Kammerherre de Jonquiéres, bisattes i Gaar fra St. Andreas-Kirken under mægtig Deltagelse. I Følget, der næsten fyldte Kirken, saas Statsminister Stauning, Indenrigsminister Hauge, Udenrigsminister Moltke, Socialminister Borgbjerg, Kabinetssekretær Krieger, den svenske Gesandt Friherre Beck-Friis, den amerikanske Minister Dr. Prince, den samlede Magistrat, bestaaende af Overpræsident Jensen, samtlige Borgmestre og Raadmænd, Politidirektør Dybdal, Direktør i Udenrigsministeriet Grev Reventlow, Biskop Ostenfeld, en Række Borgerrepræsentanter, deriblandt C. F. Sørensen og O. Andersen, Overpræsidiets Personale med Kontorchef Paulson i Spidsen, flere ministerielle og kommunale Embedsmænd. Repræsentanter for Raadhusets Tjenestemænd o. 11. a.

Den i sort Kæde indhyllede Kiste var anbragt foran Alteret, og et Væld af Kranse og Blomster dækkede Baaren og Kirkens Midtergang. Der var sendt Kranse bl. a. fra Kongen, Enkedronningen, Indenrigsministeriet, Trafikministeriet, Overpræsidiets Sekretariat, Magistraten, Borgerrepræsentationen, Skolevæsenet, den socialdemokratiske Gruppe i Borgerrepræsentationen, Frederiksberg Kommunalbestyrelse, Havnevæsenet, Friskolebørneasylerne, Funktionærerne og Tjenestemændene paa Raadhuset, Teknologisk Institut, Julemærkekomitééen, Foreningen "Norden" o. s. v.

Højtideligheden indlededes med et pompøst Præludium. Efter Salmen: "Udrundne er de gamle Dage" talte Sognepræsterne Busch, Vallensbæk, og Steen, Andreaskirken, smukt og personligt over den afdøde Embedsmand. De to Præster fremhævede navnlig Jonquierés' klare Forstand, hans Sagkundskab og smidige Forhandlingsævne og paaviste, at han vilde blive savnet stærkt indenfor Administrationen. Han var en Mand, der ikke gjorde Forskel paa Rig og Fattig. Bag hans noget reserverede Væsen boede en Varme, Hjærtelighed og Ridderlighed, som særlig kom til Udtryk i hans Hjem overfor hans Hustru, som han viede en sjælden Kærlighedens Hengivenhed og Ærbødighed.

Til Tonerne af "Dejlig er Jorden" bar Medlemmerne af Magistraten Kisten ud af Kirken, udenfor hvilken en talrig Menneskemængde havde samlet sig.

Jordfæstelsen foregik paa Vestre Kirkegaard.

(Social-Demokraten 7. maj 1925)

Frederik Lindam Godfred de Jonquieres gravsted på Vestre Kirkegård Afd C, rk. 4, nr. 18. Indskriften på stenen lyder: Jeanina Emilie de Jonquieres / f. Stampe. 14 septbr 1861-22 juni 1911 og ægtefælle overpræsident Frederik Lindam Godfred de Jonquieres 6. okt. 1854-30. april 1925. Salige er de rene af hjertet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Første Flyvetur til Berlin. (Efterskrift til Politivennen)

Ferniseringen af lufthavnen ved Kastrup fandt sted 18. april 1925. Der gik får rundt i området, så der blev givet signal til fårehyrden ved landing så han kunne nå at drive dem til siden. Flyvningerne startede den 20. april 1925. Den 20. april 1925 kom der maskiner fra Rotterdam, Hamborg og Bremen, mens flyet fra Berlin fik motorstop og nødlandede på en mark ved Kringelborg Mark ved Nykøbing.

Det Danske Luftfartsselskab blev stiftet 29. oktober 1918  af Willie Wulff (1881-1962), der blev selskabets første direktør. DDL indkøbte 1919 tre britiske Avro 504-skolefly, og den 31. oktober 1919 fandt selskabets første flyvning sted. For at komme i gang med rigtig passagerflyvning indkøbtes i Tyskland et Friedrichshafen pontonfly, som ud over pilot og mekaniker dog kun rummede en enkelt passager. I England købtes fire de Havilland DH9-fly, der hver kunne medtage tre passagerer.

I 1920 noteredes DDL på Københavns Fondsbørs, og den 20. august 1920 fandt den første passagerflyvning sted; den gik fra marineflyvestationen Margretheholm til Warnemünde. En måned senere indledtes også ruten til Hamburg, der udgik fra Kløvermarken. De næste to år var det af politiske grunde ikke muligt at gennemføre flyvninger udenrigs. I 1924 indkøbtes nogle Fokker Grulich-passagerfly. Da selskabet ikke kunne opnå statsstøtte, var det svært at klare sig i konkurrencen fra bl.a Deutsche Lufthansa.

Efter åbningen af Københavns Lufthavn Kastrup i foråret 1925 flyttede selskabet hertil, og året efter anskaffedes de første "rigtige" passagerfly i form af fire Farman Jabiru, der hver kunne medtage syv passagerer. Samme år fandt en økonomisk rekonstruktion sted, idet selskabet ellers var gået konkurs. Herefter modtog selskabet en årlig økonomisk støtte på 350.000 kr. 

De internationale Flyveruter aabnet i Gaar.

Berlinekspressen klar til Start

I straalende Sol og med første Klasses høj Himmel aabnedes i Gaar fra Kastrups nye Lufthavn den danske Forbindelse gennem Æteren til det store Udland.

En bedre Begyndelse kunde vanskelig tænkes, og Luftfartsselskabets Direktion smilede omkap med Passagererne, som tilsyneladende uden Frygt klappede Benzinens Pegasusser, de fikse og stærke "Fokkere", paa hvilke de skulde ride i jagende Fart mod Europas forskellige Lande.

Under Iagttagelse af de autoriserede Former, som Toldvæsen og Statspoliti  kræver respekterede, steg Passagererne op l Maskinerne, en Postmand i en skinnende rød Frakke afleverede sin Luftpost, og Kl. 8,30 hævede Berliner-Luftekspressen sig ved sin Propels Kraft, og ført af Trafikflyver Noach fløj Flyvemaskinen i et Par sikre "Æresrunder" omkring den ny Lufthavn, for derefter højtbrummende at stile mod sit Maal, Tysklands Hovedstad, som Flyveren naaede efter 2½ Times Luftfart.

Kl. 10,15 gik "Amsterdammeren", ført af Hollænderen Geyssendorter, til Vejr med alle Pladser besatte, og Kl. 12,22 kom der Melding fra Hamborg, at den første Station paa Vejen til Holland var naaet.

Kl. 2,25 ankom den tyske Trafikflyver Petersen med sin Maskine fra Bremen-Hamborg, og landsatte de første, tyske Passagerer efter en vellykket Flugt, som kun var bleven generet af lidt Taage over Bremen og Omegn. 

Flyveren startede Kl. 4 for Hamborg og var næppe ude af Syne, før Luftekspressen fra Rotterdam viste sig for at lande glat paa Kastrups Jordbund Kl. 4,30.

Senere ankom Flyveren fra Berlin, og dermed var Dagens smukke Trafik-Problemer løst paa den smukkeste Maade.

En vellykket Tur til Berlin.

Telegram fra vor udsendte Medarbejder.

Berlin. Mandag.

Da Berlinerflyveren løsrev sig fra Forbindeisen med Amagers prosaiske Grunde og Flyvepladsens mange Høvlspaaner, var Klokken 8,34.

Flyverne er overtroiske, og vor Fører Noach foretog da ogsaa adskillige Ceremonier, da vi endelig kom i Luften og rumlede Banen 3 Gange - saa først sattes Kursen Syd paa. Vi flyver i ca. 600 m Højde og følger Kysten indtil Stevns.

Her sætter vi Kursen ind over Land. Kl. 9 passerer vi Køge. Dybt under os ligger Sjælland i Foraarssolen, iklædt de skønneste Farver. Hvem skulde tro, at det danske Foraar kunde præstere slig Farverigdom?

Videre gaar Turen ind over Falster Vi er nu saa højt oppe, at vi kan øjne baade Lolland og Falster i hele deres Udstrækning - et kæmpemæssigt Landkort.

Kl. 9,54 passeres Gedser i ca. 200 m Højde. Vi er nu saa højt oppe at vi, hvis vi fik Maskinskade, vilde være istand til at lande i Glideflugt i Nordtyskland.

Saa glider vi ind over Nordtyskland. Mens Farten over Danmark og Østersøen er foregaaet fuldkomment glat, bliver der nu nogen Uro i Luften.

KL 9 3/4. har vi Berlin i Sigte. Vi flyver ind over Centrum, hilser Rigsdagen. Unter den Linden og Brandenburger Thor.

I Berlin Syd findes den store Tempelhofer Flyveplads med utallige Hangarer. Vi gaar ned. Klokken er præcis 10,8, da vi lander i Berlin, ca. 2½ Time efter Afgangen fra København.

R.

Hjemturen.

At kunne drikke Morgenkaffe i København, spise sin Frokost i Berlin og igen sætte sig til Middagsborde: i København vilde i gamle Dage være blevet betragtet som et Æventyr

I Gaar blev det nøgtern Virkelighed, men trods alt det nøgterne alligevel en Virkelighed med en Smule af Æventyrets Glans over sig.

Efter et Par Timers Ophold i Berlin bragte Aerolloyds Bil os atter ud til Flyvepladsen, hvor vi gennemgik et lignende Antal Rejseceremonier: Pas, Told osv. som i København. Snart efter hang vi paany i en hyggelig Kupé mellem Himmel og Jord, og Berlins Røgtaager svandt bort mod Syd. Over den blaa og solblinkende Østersø hoppede vi saa let som i Leg, medens Færgen tilsyneladende laa stille under os. Over Gedser, paa den lange Led af Falster og videre Nord paa, over Sydsjællands vaargærende Skove, som snart vil lyse som et Hav af grønt mod Flypassagerne, over den lille, rødtagede Legetøjsby, der hedder Køge, gik frem mod de kære, kendte Taarne og Spir der fremme i Horisonten.

Kl. 6½ landede vi i København, to Timer efter, at Maskinen fra Amsterdam var kommet. Alt var gaaet programmæssigt, og naar nogen spurgte

- Hvor har Du været hende i Formiddag? kunne man ligegyldigt henkaste et:

- Aah, bare en lille Tur i Berlin!

(Social-Demokraten 21. april 1925).

Ruteflyveren Berlin-København nødlander paa Falster.

En Motorskade bevirker Kalamiteten.

(Fra vor udsendte Korrespondent.)

Nykøbing F.. Tirsdag Aften.

Den tyske Ruteflyver Berlin -København, er i Eftermiddag Kl. 5,45, grundet paa Maskinskade, nødlandet i Nærheden af Stationen Idstrup, 3 km syd for Nykøbing.

- - -

Vi startede Kl. 8,15 - et Kvarter over planmæssig Tid - fra Tempelhofer flyvepladsen ved Berlin. Aeoroplanet er en Fokkermaskine og førtes af Flyveren Paul Grosschmidt.

Allerede ved Starten mærkedes en ubetydelig uregelmæssighed ved Motoren og føreren bealuttede at lande for at tage en ny Maskine i Brug. Da Motoren imidlertid, mens man fløj nogle Omgange omkring Flyvepladsen ikke viste yderligere Tegn paa Uorden, fortsattes Farten. Luften paa hele Strækningen gennem Tyskland meget urolig, taaget og usigtbar, og over Warnemünde mødte vi tykke Regnskyer. Som følge heraf kunde vi ikke gaa op i de ca. 2000 m. Højde, som Maskinen helst skulde holde under Farten over Østersøen, men maatte gaa ned i ca. 600 m. Højde. I Løbet af 18 Minutter havde vi passeret Østersøen og da vi var over Gedser, brød Solen igennem glad og smilende og gav os klart var.

Vi havde netop faaet Nykøbing i Sigte, da Motoren begyndte at sætte ud, for pludselig at gaa helt i staa. I Løbet af 2-3 Minutter var Maskinen landet i Glideflugt uden at der skete nogen som helst Skade, hverken paa Passagerer eller Materiel.

Landingen fandt Sted Kl. 5,45 og foregik i en Kornmark paa Kringlegaard, en Forpagtergaard under Kammerherre Tesdorph.

Fra hele Omegnen strømmede en Mængde Mennesker hurtigt sammen, og da først Sognefogden kom til Stede lykkedes det at oprette en Afspærring og derigennem beskytte Maskinen for altfor paatrængende Nysgerrighed.

Der var 8 Passagerer med Maskinen, nemlig den svenske Filminstruktør Mauritz Steller og Direktøren for Aktiobolaget Svensk Films-Industri, Charles Magnusson af Social-Demokratens Medarbejder.

Flyveren Grosschmidt er en af Tysklands ældste og dygtigste Flyvere. Han har fløjet siden 1913, og tilhørte under Krigen Hærens Flyvekorps. Grosschmidt udtaler til Deres Korrespondent, at han ikke kan begribe, hvad der kan være i Vejen med Motoren, men mener, at det drejer sig om en Kaburatorskade.

R

- - - -

Paa Flyvepladsen udtaler Stationschefen. Hr. Leo Sørensen, i Aftes, at Mekaniker Schultze allerede i Aftes pr. Bil er afrejst til Falster. I Løbet af Formiddagen mener man at Maskinen vil være i Orden, saa vidt at den kan flyves til København. Selve Maskinen har ikke tage den fjerneste Skade under den ufrivillige Landing. Heller ikke har Passagererne haft andre Ubehageligheder end de, der fulgte af Forsinkelsen.

(Social-Demokraten 22. april 1925).

Tåge tvang også et fly ned to gange den 7. maj 1925: På turen fra Berlin til København satte det passagerer og post af ved Vordingborg som sendtes videre i biler.  På returrejsen nødlandede det i Havdrup. 

Den 11. maj 1925 ansøgte Junker-selskabet om koncession på flyveruten mellem Berlin og København. Det var meningen at den skulle drives af Junker og Dansk Lufttransport. Ruterne København-Berlin, København-Hamborg, Amsterdam og Rotterdam var Dansk Luftfartsselskabs første ruter som åbnede i løbet af maj 1925.

Fra 1928 gik DDL over til at anvende fire af de langt bedre Fokker F.VII-fly. Fra 1930 gennemførtes også flyvninger om natten. Udviklingen krævede fortsat større fly, hvorfor selskabet i 1933 desuden anskaffede to tremotorede Fokker F. XII. Man var nu oppe på et årligt passsagertal på knap 10.000.

I sidste halvdel af 1930'erne anskaffedes en tremotoret Junkers Ju 52 med plads til 16 passagerer og to firemotorede Focke-Wulf Condor med optrækkeligt understel og plads til 26 passagerer. Det muliggjorde udvidelse af rutenettet til bl.a. London, Oslo og Stockholm. Hvor selskabet i 1920 befordrede 809 passagerer, var antallet steget til 45.000 i 1939. Den tyske besættelse betød en begrænsning til indenrigsflyvning samt flyvning til Tyskland og Østrig. Ved dannelsen af SAS i sommeren 1946 skete der over de nærmeste år en hurtig afvikling af et selvstændigt DDL. En ny konsortialoverenskomst blev 1951 indgået mellem Det Danske Luftfartsselskab, AB Aerotransport og Det Norske Luftfartsselskap A/S. Se også SAS.

Det Danske Luftfartsselskab var et af Europas første luftfartsselskabet. Det hollandske selskab KLM (1919) var det første europæiske selskab, der var aktiv med regelmæssig lufttrafik. Selskabet og var medstifter af det oprindelige SAS-konsortium fra 1946 hvor det ejede to syvendedele heraf som dansk moderselskab. I 1996 tog Det Danske Luftfartsselskab navneforandring til SAS Danmark. Selskabet fusionerede med SAS i 2001. 

Den store, nye Hangar ude i den nye Lufthavn i Kastrup, nærmer sig nu sin Fuldførelse, idet der er kommet Beklædning over det vældige Staalskelet. Mere sjælden end smuk. Foto fra B. T. 8. juli 1925.

Man faar en Forestilling om den nye Hangars Størrelse ved at se hvor lidt de to store Flyvemaskiner fylder i den. Hangaren er forøvrigt allerede delvis taget i Brug. Foto fra B. T. 8. juli 1925.

Provst Fengers Protest mod "Don Juan". (Efterskrift til Politivennen)

Provst Fenger protesterer mod "Don Juan".

Forfatteren mente endda, at et Præstekonvent havde godkendt Operaen.

I Aften har den danske Komponist August Ennas Opera "Don Juan" Premiere paa Det kgl. Teater, og "Holmens Provst", Hr. Mathias Fenger, har sørget for, at der bliver Sensation over Forestillingen. Provst Fenger skriver i Aftes i "Nationaltidende" bl. a.: "Er det virkelig sandt?" Hvilket? At Det kongelige Teater, vort Folks ypperste Scene, Fredag opfører en Opera, der behandler Don Juan Sagnet med en moderne Tintning - Hvor de af Helten forførte Kvinder forlader det Himmerig, hvortil de er blevet agtet værdige man maa dog tænke: efter at have angret deres Synd og blevet bestyrket i Tilliden til de ti Buds Guddommelighed og evige Gyldighed - forlader det, for ved deres Forsikring om, hvor høit de har elsket ham i deres Sanserus, og om, hvor elskelig han var og endnu er for dem - at faa ham frikendt for Dommeren, opnaar deres Hensigts Virkeliggørelse og skaffer ham Salighed.

Forudsat, at dette Referat i Deres ærede Blad er korrekt, hvor er det saa muligt, at Det kongelige Teater kan være bekendt at opføre et Stykke med en saadan Moral? Maaske er Musiken ypperlig og Udførelsen og hele Scenearrangementet bedaarende - saa meget desto farligere til at forfuske Tilskuernes moralske Begreber!

Hvor er det muligt?

Mon kristne Mennesker og sædelige Mennesker kan forsvare for deres Samvittighed og for det Eksempel, de derved giver, at overvære en Forestilling af den Art?"

Komponisten svarer paa Angrebet med følgende Udtalelser til "Politiken". 

Hvis Provst Fenger endelig vil angribe, saa burde han have aabnet sine Øine noget før. Der har været nok af Lejligheder for ham til at sætte sig ind i min Operas Handling. Først og fremmest findes den fra Ende til anden i en Novelle af Johan Bojer, som jeg netop har taget den fra - den Novelle har eksisteret i over ti Aar, den er trykt i Oplag efter Oplag og oversat til mange fremmede Sprog, uden at Menneskene nogen Sinde har taget Forargelse af den, endsige søgt at forbyde den. Dernæst har Operaens Handling været gengivet i en Kronik i Politiken for 2 Aar siden.

Hvorfor har de Præster ikke lukket deres Øjne op før? Hvorfor kommer de farende i sidste Øieblik og søger at staa Teatrets store Arbejde - og mit Værk - tre Aars alvorligt Arbejde i Stykket? Hvad vil de sætte Lus i Skindpelsen paa Publikum for? Lad os dog blive fri for rene Narrestreger. Hvorfor kommer Provst Fenger her i sidste Øieblik og søger at skabe mig personligt? Der er Angreb nok alle Vegne fra skal jeg nu ogsaa have Præsterne paa Nakken. Præsterne, som netop i deres eget Konvent har godkendt Operaen!

Det viser sig dog at være en Misforstaaelse, at Det kgl. Teater skulde have forelagt Operaen for et Præstekonvent til Godkendelse.

Handlingen i Ennas Opera er iøvrigt følgende:

Den første Akt foregaar i Domkirken i Sevilla, hvor man straks præsenteres for Stykkets Helt og ligesom i Mozarts "Don Juan" for en Don Juan, der er i Færd med at forføre en Kvinde. Ofret er den skønne Nonne Agatha, den til Gud viede, som Don Juan netop derfor efterstræber med dobbelt Heftighed. Hans Sejr er let, Agatha falder ham hurtigt for Fode, og de aftaler at mødes, naar Messen er til Ende. Men den sorte Inkvisition griber dem paa fersk Gerning, Agatha føres til Baalet og Don Juan, som har søgt at forsvare hende mod Angriberne, saares. Hans Tanker forvirres, og han ser for sig et Ligtog, en Kiste fulgt af sortklædte kvinder: "Hvem er den Siæl, som nu har evig Fred?" spørger han. "Det er Don Juan Marana, som bæres til sit sidste Hvilested." Og Akten ender med Don Juans Død.

Den næste Akt foregaar foran Paradisets Port, hvor Don Juan skal stedes for Dommen. Erkeenglen Michael forbander ham, men Don Juan forsvarer sig selv og sine Gerninger: Hvorfor giorde Herren Jorden saa skøn og Kvinden saa dejlig, at Manden maatte miste sin Sans, naar han saa hende? Michael lader nu de Kvinder træde frem, som var Don Juans Ofre paa Jorden, at de selv kan anklage og dømme ham. Men i Stedet derfor gaar de i Forbøn for ham, saa snart de ser ham, selv Døden har ikke brudt hans Magt over dem. Men Michael lader ham føre til Helvede, hvorhen Kvinderne drager for at frelse ham. Don Juan gør Bod og vender sig mod Gud, og Operaen ender med Kvindernes Lovsang:

Don Juan, du er frelst!
For din Sjæl vi bad, og Englen hørte vore Bønner!

Provstens Protest vil det foreløbig næppe skade Tilløbet til den nye Opera.

(Holbæk Amts Venstreblad 17. april 1925)

Frederik Riise (1863-1933): Komponisten August Enna (1860-1939). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Provst contra Musiker.

Holmens Provst, Dr. Fenger, kritiserer August Ennas ny Opera som umoralsk. - Operaen har Premiere i Aften.

Komponisten August Enna har i Aften Premiére paa Det kgl. Teater paa sin Opera: "Don Juan Marana".

Men før Tæppet endnu er gaaet op, og lader os se den verdenskendte Don Juan-Skikkelse i en dansk Kunstners Belysning, saa har Holmens Provst, Dr. theol. Fenger, været paa Krigsstien og søgt at flænge en Revne i Tæppet, for gennem den at pege paa Operaens Umoralitet i Handling, Tekst og Optrin.

Provstens Mening.

Provsten har især følt sig forarget over den Part af Operaens Handling, hvor der fortælles, hvorledes de af Don Juan forførte Kvinder forlader deres Himmel i det Øjeblik, Helten er stedet for sin Dommer, og ved deres Tilgivelse opnaar Saligheden for ham - et Motiv, der dog findes Paralleller til, blandt andet hos en saa lidt blasfemisk Digter som Paludan-Müller eller Nordmanden Johan Bojer, der har skrevet en kort Fortælling i Samlingen "Hvide Fugle" om samme Emne.

I sin Vrede for Provsten i Gaar i Nationaltidendes Aftenudgave frem mod et Angreb paa Operaen. "Mon kristne Mennesker og sædelige Mennesker kan forsvare for deres Samvittighed og for det Eksempel, de derved giver, at overvære en Forestilling af denne Art? Hvordan Teatrets Styrelse kan forsvare det - og hvem der bærer Ansvaret derfor skal jeg lade være usagt."

Komponistens Svar.

Politiken har spurgt August Enna, hvad han mener om dette Udfald. Og han svarer i sin Operas Aand:

Skulde det virkelig være en saa oprørsk Idé, min Opera er bygget over? Kvinderne, der stiger ned fra Saligheden og tilgiver Don Juan - naar hele Religionen jo netop er Tilgivelse! Jeg synes det er for galt, disse Præster med Deres Kirke og Deres Helligdom - hvad mener De? Hvis vi ikke skal tilgive, hvad er det saa, vi skal? - Hade, maaske? For mig staar Tilgivelsen som noget af det skønneste og højeste, der findes.

Provsten skulde holde sig til sin Kirke! Det kgl. Teaters Ledere er alle fine og kloge Folk. der godt véd, hvad de gor. Præstens Udtalelser er et Mistillidsvotum baade til dem og til Teatrets Kunstnere.

*

Nu har Præsten og Musikeren altsaa talt. I Aften bliver det Publikum, der kommer, ikke blot for at se gennem en Revne i Tæppet, men ogsaa for at høre, hvordan Operaen er. Thi derom vides der intet endnu hos Publikum, og baade dette og hint vil de vide at tage med ind i Bedømmelsen, naar Tæppet er gaaet ned for sidste Akt efter at have været trukket helt til Side og vist baade Handling og Optræden i fuldt og helt Lys.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 17. april 1925)

I B. T. 17. april 1925 udtalte pastor Vald. E. Brenk, Sundby Kirke at han ikke kunne "indse, at der er noget anstødeligt i Operaen - forudsat at disse Tanker er fremstillet paa en sømmelig Maade." Kirkeminister Dahl havde ikke sat sig ind i sagen.

Provst Fengers fordømmelse forhindrede ikke at der var udsolgt til premieren. Anmeldelserne var afdæmpede: Politikens musikkritiker og komponist Hugo Seligmann skrev bl.a.: ”Det, der rammer ham og her bringer ham til fald, er… at han aldrig har fået skolet sit talent. Nu som altid er han musikkens galning uden mål og med. En gøgler er han…  lige så utæmmet hed han er, lige så utæmmet banal er han.” 

Se endvidere indslaget om provst Fenger her på bloggen.

Vibekevang. (Efterskrift til Politivennen)

I slutningen af 1923 dannedes et interessentskab ("Vibekevang") som havde sikret sig et trekantet areal begrænset af Haraldsgade, Mygindsgade og Parkalle med henblik på at opføre en lav bebyggelse. Hjørneejendommen mod Vermundsgade, Lersø Park Alle og Haraldsgade rummede forretninger. Den 22. marts 1925 annonceredes at nu var havebyen næsten fuldendt. Ved udgangen af 1925 var kun ca. halvdelen udlejet. 

Den 18. maj 1926 blev Dirch Passer født i Vibekevang: Vibekegade 10.

Vibekevang

Et Stykke typisk københavnsk Storbyggeri

En af de Følger, de senere Aars økonomisk vanskelige Byggeforhold og Bolignøden har skabt, er et Storbyggeri af meget betydelige Dimensioner. Mægtige Husblokke med flere Hundrede Lejligheder og hele Kvarterer er blevet bygget under et, og selv om der mod dette Storbyggeri kan rejses visse Indvendinger, maa det erkendes, at det ogsaa paa nogle Omraader byder paa store Fordele. Det er let forstaaeligt, at opfører man et helt Kvarter, og gennemfører man med Hustyperne en teknisk Standardisering, vil det faa en betydelig Indflydelse paa Byggeomkostningerne og samtidig byde paa gode Betingelser for at opnaa en kunstnerisk Helhed.

Et af de største samlede Byggearbejder, der endnu er gennemført, er en Bebyggelse af et Areal ved Haraldsgade, som har faaet det poetiske Navn "Vibekevang". Her er nu opført ialt 94 Huse, nemlig 32 Enkelthuse med 3 Lejligheder i hvert Hus og 62 Dobbelthuse med 6 Lejligheder i hvert Hus, ialt altsaa 468 Lejligheder foruden en Del Butiker.

Disse Huse er opført med Salg for Øje, og der er her Mulighed for med en forholdsvis ringe Udbetaling at erhverve eget Hus og gennem Udlejning af Husets øvrige Lejligheder selv at komme til al sidde for en rimelig Husleje,

Forskellige Forhold har imidlertid medført, at man nu med Københavns Kommunes Tilladelse ogsaa vil kunne leje Lejligheder mod Indskud, for hvilket der udstedes Partialobligationer, som forrentes efter nærmere fastsatte Regler.

Som det fremgaar af ovenstaaende Billede, har Bebyggelsen en venlig, ja næsten provinsiel-hyggelig Karakter med smaa Forhaver langs Husrækkerne og sluttede og stilfærdige Gadebilleder. Bygningerne er tegnet af Arkitekt Henning Hansen, og hele dette storstilede Foretagende, der staar umiddelbart foran sin Fuldendelse, er udført af A/S. Silvan, der har haft alle Arbejderne i Hovedentreprise.

(København 9. april 1925).

I marts 1926 var ca. 400 ud af 562 lejligheder udlejet. Det var for dyrt for de fleste arbejdere. På det tidspunkt havde dele af komplekset ("Noahs Ark") kældre der var fyldt med vand, og fugtigt alle vegne. Haverne bestod af murbrokker og dagrenovationsaffald fra nedlagte lossepladser. Væggene var tynde, fyldningerne faldt ud.

Foran det store Opgør i Vibekevang-Kvarteret.

Et Besøg i det omtumlede "Vibekevang". - 250 Fogedforretninger paa et Aar. - Lejernes Formand fortæller.

Lejerne indkalder til Protestmøde.

Kommer man ud Jagtvej, skimter man ovre paa den ellers ubebyggede Del, der strækker sig fra Lyngbyvejen og ind efter Runddelen, nogle smaa, venlige, hvide Huse med grønne Vinduer og Skodder. Paa Afstand er det hele en tilsyneladende Idyl, en Oase midt paa Markerne.

Det er Byggeforetagendet "Vibekevang" - og det er kun paa Afstand, det er Idyl. Gang paa Gang har der været Konflikter mellem Lejerne og Indehaverne af Komplekset. Situationen er nu blevet saa tilspidset, at Lejerforeningen i Vibekevang har set sig nødsaget til paa Tirsdag Aften at Indkalde til Protestmøde i Sass Selskabslokaler.

En Samtale med Lejerforeningens Formand.

"Klokken 5" har aflagt et Besøg ude i det stærkt omtalte Kompleks, og vi træffer Formanden for Lejerforeningen, Hr. Chr. Eriksen, og lader ham fortælle os lidt angaaende den megen Utilfredshed.

- Ja, vi har ikke saa ganske lidt at beklage os over, siger Hr. Eriksen, og da vi indtil nu er blevet holdt hen med Snak og Udflugter, har vi fundet det nødvendlgt at indkalde til et Protestmøde, hvor vi har Indbudt Parterne i Sagen, Ejerne og Lejerne, og saa den samlede Presse.

- Men hvad er den egentlige Klagegrund? Er det det rent økonomlske?

- Baade det og saa meget andet. Lejen herude er jo Ikke helt billig, ser, hvordan Husene er opført Bekvemmelighederne i Betragtning og saa, hvordan Husene er opført. Betingelserne, da vi flyttede ind, var disse, at at for en 2 Værelsers Lejlighed skulde betale 750 Kr. det første Aar og de efterfølgende Aar 650 Kr. For en 3 Værelsers Lejlighed var Forholdet 1260 Kr. og 1080 Kr. Vi skulde saa indskyde 700 Kr., som i Følge Kontrakten skulde forrentes. De blev imidlertid Ikke forrentede. Det havde man ikke Midler til, fortaltes der. Desuden skulde man skrive under paa, at man vilde blive boende i 5 Aar. Naa, de 700 Kr.s Indskud maatte man gaa bort fra, og man lejede saa Lejlighederne ud uden Indskud, men stadigvæk med den 5-aarige Bestemmelse. Nu maa man ikke tro, at det var et Andelsselskab, som der jo eksisterer saa mange af. Nej, vi Indskydere havde Ikke Spor at sige. De 700 Kr. var et rent og skært Laan til Selskabet, og altsaa et rentefrit Laan.

250 Fogedforretninger paa 1 Aar.

- Til din almindelige Husleje kommer saa dette, at vi Lejere ogsaa skal betale Afgift af W. C.,  Trappevask og Trappebelysnlng, der for Øjeblikket beløber sig til 3 Kr. 25 Øre pr. Lejlighed. Det er ogsaa et Forhold, som man ikke kender andre Steder, fortsætter Hr. Eriksen.

- lngen Ting bliver der gjort og alt faar Lov til at forfalde. At Folk snart bliver lede og kede af disse Forhold ses bedst af, at der paa et enkelt Aar er foretaget 250 Fogedforretninger i Komplekset, der tæller 560 Lejligheder. Og man giver ikke Slip paa Folk; man forfølger dem stadig og kan gøre det, grundet paa denne famøse Bestemmelse om de 5 Aar.

- Hvem ejer i Grunden Vibekevang?

- Det var Tømmerhandler Erik Kjær, der lod det bygge. Men senere har Haandværkeme og Leverandørerne maattet overtage det for at faa noget for deres Arbejde og udlagte Penge. Det ejes nu af et Aktieselskab med Direktør Christiansen, Silvan, og Murermester Møller-Sørensen i Spidsen og med Overretssagfører Richard Møller som Administrator.

Da det kneb med at faa lejlighederne udlejede, engagerede man sig med en vis Hr. Randfeldt, der overtog dette Hverv. Og man man sige, at denne Hr. Randfeldt var i Besiddelse af Smartness. Han gaar ikke af Vejen for noget som helst, naar han blot faar Ledighederne udlejede. Han lover baade Guld og grønne Skove og faar Folk til at underskrive Kontrakten som en Mis, og naar de saa klager over Manglerne, skal han nok sno sig ud af Forlegenheden.

Og tro ikke, han arbejder gratis. For f Eks. at udfylde en almindelig Huslejekontrakt, som man saa inderlig godt selv kunde gøre, beregner den samme Hr. Randfeldt sig et Gebyr af 12 Kr. og skriver det saa fiffigt oppe under Stempeltaksten, at man maa gaa ud fra, at det er Stempelpenge.

Jo, jeg kunde nævne Dem Masser af Eksempler paa, hvordan vi bliver narret og taget paa forskellig Maade, men det kommer altsammen frem paa Mødet paa Tirsdag Aften, slutter Hr. Eriksen.

(Klokken 5 (København) 29. april 1927).

Uro i "Den hvide By" ved Jagtvejen.

"Vibekevang"s Lejere protesterede i Aftes mod Administrationen. - Er Husene noget Bras?

Den store Sal hos Sass i Linnésgade var i Aftes mere end fuld af misfornøjede Lejere fra "Vibeke-Vang", det saa meget omtalte Bygningskompleks ude ved Jagtvejen bag Aldersrokvarteret. Det var Lejerforeningen, der havde indbudt, og Hensigten var at faa Repræsentanterne for Kvarterets 540 Familier til at lette deres Hjerter for de mange Sorger, der trykkede, saaledes, at det ejende Konsortiums Repræsentant, ORSagf. Richard Møller, der var til Stede, og de kommunale Autoriteter, der skal have Referat af Mødet sammen med den vedtagne Protestresolution, kan blive fuldt ud bekendt med Grunden til Misfornøjelsen.

Og det kan nok være, der blev givet Luft for Klagerne. Skulde Hr. Richard Møller have besvaret dem alle, stod han endnu i Dag og talte i Linnésgade. 

Lejerforeningens Formand, Hr. Eriksen, gennemgik "Vibeke-Vang"s Lidelseshistorie i de sidste 2 Aar. Den var baade lang og trist, Uorden alle Vegne, ingen Reparationer, kun tomme Løfter og ingen Hensyntagen fra Ejernes Side. Det eneste Lyspunkt var, at Hr. Richard Møller var en elskværdig Mand at forhandle med og en dannet Mand, hvilket desværre ikke kunde siges om Hr. Raufeldt, der optraadte paa Ejernes Vegne ude i Ejendommene.

Cand. mag. Hafstrøm talte om de mange smaa "Naalestik" fra det daglige Liv i "Vibekevang". Kunde Aktieselskabet ikke foretage de store Ting, kunde det befri Beboerne for de mange daglige smaa Plager. Hvem var for Resten de virkelige Ejere?

Hr. Helbro beklagede sig over, at man udlejede Lejligheder til Folk, man burde vide ikke kunde betale den høje Leje - 93 Kr. om Maaneden for en 3 Værelsers Lejlighed. Disse Folk kom fattige ind, men fattigere ud under Fogdens Ledsagelse, og de 200 Udsættelser, der havde været det sidste Aar, ødelagde Kvarteret.

Hr. Eriksen: - Aktieselskabet siger, at "Silvan" og Murermester Mikkelsen-Sørensen er Ejerne. Af Haandværkere har jeg hørt, at Husene derude er noget forfærdeligt Bras. Mit Loft falder ned. (Stemmer: Ligesaa hos os.)

Af andre Talere klages der over utætte Tage, som man har ladet en Skomager understryge, over Vinduer, som det regner og sner igennem, skønt alle Krogene er paasatte. Ja en Lejer har endog kunnet trykke hele Snebolde af sin Vindueskarm.

Hr. Sørensen paastaar, at Konsortiet fører Keglebaneregnskab og at Folk er rykket indtil 9 Gange for Husleje, der er indbetalt rettidigt.

Derefter samlede Klagerne sig om Hr. Raufeldts Optræden: Han tager ikke Hatten af, naar Lejerne siger God Morgen. Han er kort sagt uhøflig til det yderste, og han skærer Snorene over, saa Husmødrenes nyvaskede Tøj falder i Snavset. Egentlig burde en saadan Mand have "Flade" o. s. v.

Endelig faar ORSagf. Richard Møller Ordet. Han taler roligt og hensynsfuldt og gør sig Umage for at svare paa saa mange Klager, som muligt, idet han siger: Lejen er for høj i "Vibekevang". Den burde nedsættes; men den kan ikke være mindre, dersom det hele skal gaa rundt. Mikkelsen-Sørensen er en anset Haandværker, og hans Arbejde er godkendt af Magistratens Sagkyndige. Lejen er sanktioneret af Magistraten, som har faaet alle Regnskaber med fornøden Dokumentation. Det er Boligtilskud lovens Paragraf 5, vi skal have bragt i Anvendelse, og jeg vil gerne efter Evne bistaa Lejerne i deres Bestræbelser herfor. Tak fordi De har indbudt mig.

Til Slut vedtoges Protestresolutionen, som nu gaar til Magistraten.

(Aftenbladet (Købnenhavn) 4.maj 1927).

I september 1928 vedtog Borgerrepræsentationen at ændre Vibekevangs gadenavne: Vibekevej og Annekevej kom til at hedde Vibekegade og Annekegade, Bennekevej, Dyvekevej og Svanekevej kom til at hedde Gyrithesgade, Hildursgade og Gunhildsgade. Mygindsgade til Vermundsgade. 

Vibekevang gik på tvangsauktion, hvorefter Statsboligfondet overtog det og overdrog Direktoratet at administrere ejendommen. Dette formåede ikke at skabe ro i byggeriet, helt op i 1930'erne.

Edith Andersson. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord paa Rigshospitalet

En 22-aarig Pige dræber sit spæde Barn.

Opdagelsespolitiets Mordkommission blev Mandag Aften alarmeret til Rigshospitalet i Anledning af, at man havde fundet Liget af et lille Barn i en Kommodeskuffe.

Sagen blev hurtigt opklaret. Der var i Fredags foregaaet en sørgelig Begivenhed derude. En 22-aarig svensk Pige, Edith Andersson, havde den 17. Marts født et Drengebarn, og en halv Snes Dage senere blev hun udskrevet, hvorefter hun genoptog sit Arbejde paa Hospitalet

Hun havde ingen Penge, og det lykkedes hende derfor ikke at finde nogen Pleje til Barnet. Kort før Barnets Fødsel skrev hun til Faderen, men Brevet kom tilbage med Paategning om, at Adressaten er ubekendt.

De andre Piger paa Hospitalet sagde, at hun ikke maatte have Barnet i sit Værelse, og ude af sig selv af Fortvivlelse greb hun da et Stykke Lærred, som hun snørede fast om Barnets Hals. Hun véd ikke, om Barnet straks døde; i hvert Fald havde det udaandet, da hun efter et Par Timers Forløb kom tilbage og saa til det. Saa svøbte hun Liget ind i nogle Aviser og lagde det ned i sin Kommodeskuffe.

Det var Økonomaen, der fandt det under Visitationen paa hendes Værelse.

Efter at Politiet havde faaet denne Forklaring, blev Edith Andersson anholdt. I Gaar fremstilledes hun i Dommervagten, hvor der blev afsagt Fængslingskendelse over hende. Overretssagfører Hulegaard blev beskikket til Forsvarer.

(København 2. april 1925)

Barnemordersken for Nævningetinget.

Den 22-aarlge, aandssvage svenske Køkkenpige Edith Andersson, der i Marts Maaned kvalte sit Barn paa sit Værelse paa Rigshospitalet.

Stor Afhøring af Vidner.

Edith Anderssons tragiske Skæbne for aabent Tæppe. - Uden Familie, uden Venner, i opsagt Stilling og uden Pleje til sit Barn - Stærkt sygelig fra Fødselen og overmaade svagt begavet.

Det var et stakkels, forpjusket Pigebarn, der i Formiddags stedtes for det københavnske Nævningeting - den 23-aarige Edith Andersson, født i Sverrig og sat under Tiltale for den 27. eller 28. Marts i Aar med Overlæg at have kvalt sit Barn. Hun var da Køkkenpige paa Rigshospitalet.

Dommerne: Hoff, Axel Rasmussen og Thorup.

Dommerne var: Axel Rasmussen, Hoff og Thorup. Som Nævninger udtrækkes Direktør Wilhelm E. H. Bang, Kolonialhandler C. H. Schmidt, Inkassator Vernon, Forvalter Edv. Frandsen, Kontorchef Alf V. Olsen, Guldsmed Joh. Hertz, Kontorchef P. H. Alstrup, Prokurist Neerberg, Lektor Jens Christiansen, Malermester Hans P. Andersen, Fru Ella Hansen og Fuldmægtig Vilhelm Frendrup.

Direktør Bang vælges til Formand.

Ledsaget af en kvindelig Politibetjent og en Opdager fra Undersøgelseskammeret, føres Arrestantinden ind og tager Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Axel Hulegaard. Anklagemyndigheden repræsenteres af Højesteretssagfører Ahnfeldt-Rønne.

Efter at Nævningerne er taget i Ed, spørger Retsformanden:

- Edith Andersson! Erkender De Dem skyldig?

- Ja, kommer det svagt.

Retsformanden gaar herefter over til at udspørge den unge Pige om hendes sørgelige Historie.

Den unge Piges Historie.

Edith Andersson fødtes 11. November 1902 i Ekeby i Skaane. Der var mange Børn i Hjemmet, og fra ganske ung sendtes hun ud for at tjene. I Skolen havde hun været meget syg, oftest af øjenlidelser. 17 Aar gammel kom hun til Helsingborg og to Aar senere til København Hun havde her først forskellige Pladser og kom i Maj Maaned ud paa Rigshospitalet som Køkkenpige.

Edith Andersson.

Den 18. Marts fødte hun en Dreng. En Uge efter blev hun udskrevet fra Fødselsstiftelsen og flyttede tilbage til Hospitalet med sin lille Dreng. De blev vel modtaget, og flere af hendes Kolleger og Sygeplejersker var inde for at s ae Drengen.

Hun søgte forgæves en Pleje.

Lørdag Morgen den 38. Marts saa Edith Andersson Bladene efter for at finde en Pleje til sit Barn. Hun søgte en saadan paa Amager, men uden Resultat. Ogsaa andre Steder prøvede hun at faa sit Barn i Pleje Men det forblev resultatløst.

Retsformanden: - Prøvede De ikke at henvende Dem til nogen paa Hospitalet for at faa dem til at hjælpe Dem?

- Nej, jeg mente ikke, at det kunde nytte noget.

Da Barnet blev kvalt.

Samme Aften sad Edith paa Værelset med sin lille Dreng og kunde ikki finde Udveje og besluttede derfor at dræbe Barnet.

Retsformanden: - Tænkte De først paa det paa dette Tidspunkt?

Edith Andersson (stærkt grædende): - Ja.

- De tænkte ikke paa det, mens De laa paa Fødselsstiftelsen?

- Nej, slet ikke. Det var først, da jeg ikke kunde faa det nogen Steder her. Jeg gik da ud paa Gangen og hentede en Strimmel Lærred.

- Bandt De den om Barnets Hals?

- Ja.

- Løst, eller slog De en Knude?

- Jeg slog en Løkke og knyttede den om Barnets Nakke.

- Sov Barnet?

- Ja!

- Skreg det?

- Nej!

Hun vilde bagefter dræbe sig selv.

- Hvad tænkte De paa?

- Jeg vilde tage min Dreng med mig og drukne mig sammen med ham.

- Hvorfor gjorde De det ikke?

- Jeg var sagt op af Hospitalet, men maatte ikke forlade min Plads før den sidste i Maaneden, og det var der flere Dage til.

- Hvad gjorde De saa?

- Jeg lagde Barnet i Sengen, trak Dynen op og gik ud paa Gaden.

- Laaste De Døren?

- Nej, det tænkte jeg ikke paa.

- Var De klar over, at Barnet var dræbt?

- Ja, da jeg et Kvarter efter kom hjem for at se til det, var Barnet blaat.

Barneliget i Kommodeskuffen.

- De lagde Liget i en Kommodeskuffe?

- Ja!

- Hvor det blev fundet af Økonoma Frk. Feldthausen.

- Ja.

- Hvorfor vilde Økonoma se efter i Deres Kommode?

- De mente, at jeg havde taget af Hospitalets Forklæder og saa derfor efter. De fandt saa Liget i en af Skufferne.

Hvad Vidnerne fortæller.

Rigshospitalets Forvalter i Skranken.

Anklageren fremlægger den brede, hvide Lærredsstrimmel og lader Fotografier af Værelset og det fundne Barnelig cirkulere blandt Nævningerne.

Efter en kort Indledning gaar Anklageren over til Vidneførsel. Første Vidne er Rigshospitalets Forvalter, Hr. Kjeld Nielsen, under hvem Personalet sorterer.

Anklageren: - Det sker vel af og til, at en af Køkkenpigerne skal have et Barn?

Kjeld Nielsen: - Ja, ikke saa sjældent.

- Faar de saa Lov til at blive paa Hospitalet?

- Ja. Hun faar Løn til den Dag, da hun forlader Hospitalet for at føde, og paany fra den Dag. da hun melder sig til Tjeneste efter Fødselen.

- Hvis Edith havde henvendt sig til Dem og skildret sine Vanskeligheder med at faa Barnet anbragt, hvad vild De saa have gjort?

- Jeg vilde have henvendt mig til Fødeafdelingen og søgt at faa hendes Barn i alt Fald foreløbig anbragt her.

- Edith var sagt op.

- Ja, fordi hun ikke var gaaet ind i en Sygekasse, saaledes som alle Køkkenpigerne skal.

Retsformanden: - Er der ikke en ret livlig Mandfolketrafik paa Køkkengangen?

Vidnet: - Det tror jeg egentlig ikke. Køkkenpigerne maa nok have Besøg. men kun til 10½ Aften, og der bor to Piger sammen.

Da Liget blev fundet. - Tøjpakken, som ikke maatte lukkes op.

Med praktisk talt uhørlig og hurtig Stemme forklarede Økonoma Frk. Feldthausen, hvorledes hun fandt Barneliget.

- I Kommoden, siger Frk. Feldthausen, fandt jeg en indbundet Pakke Tøj, som jeg tog ind med paa Værelset. Edith vilde ikke have mig til at lukke den op.

- Hvad sagde hun?

- At der ikke var noget i. Jeg saa efter og fandt Barnet.

"Familien skulde have Barnet".

Underøkonoma Frk. Dagmar Jensen havde spurgt Edith, hvad hun vilde gøre ved Barnet. Edith svarede, at det enten skulde i Pleje paa Amager eller hos hendes Kærestes Familie i Nykøbing. Falster.

Retsformanden: - Er det sandt?

Edith Andersson: - Ja. Det sagde jeg.

- Hvem tænkte De paa?

- Ikke paa nogen.

- Hvad De sagde var altsaa ikke sandt?

- Nej.

Forsvareren: - Hvorledes er Deres Indtryk af Ediths mentale Tilstand?

Frk Jensen: - Hun er sløv og meget daarligt begavet i alle Retninger. Jeg havde meget ondt af hende.

Mordersken fortalte, at Barnet var hentet. 

Laura Christiansen, der delte Værelse med Edith Andersson, fortæller, at hun ikke havde talt særlig med Edith om Barnet. De drøftede ikke intimere Ting, kun i Almindelighed havde hun sagt til Edith, at hun "skulde opføre sig pænt".

Anklageren: - Umiddelbart efter at Barnet var blevet dræbt, kom De op paa Ediths Værelse. Hvad sagde hun da?

Vidnet: - At hendes Familie havde været der og hentet Barnet.

Paa ssmme Maade udtaler Fru Alvilda Larsen sig. Til hende havde Edith sagt, at Barnet først skulde paa Amager, derefter til Nykøbing.

Edith Andersson troede, at Barnet skulde være ude Inden Aften.

Ogsaa det næste Vidne, Frk. Astrid Nielsen, fortæller, at Edith til hende har sagt, at Barnet var hentet.

Retsformanden: - Hvorfor sagde De det?

Edith Andersson: - Jeg troede ikke, at jeg maatte have Barnet hos mig Natten over.

- Hvem sagde det?

- De andre unge Piger.

- Hvem af dem?

- Det husker jeg ikke.

Saavel Inspektøren som Økonoma hævder med Sikkerhed, at der aldrig har været Bestemmelser paa Rigshospitalet om, at unge, fødende Køkkenpiger ikke maatte have deres Barn hos sig i en saadan Situation. Det er aldrig betydet nogen af de unge Piger, at deres Barn skulde bort inden Aften.

En moralsk Forandring, efter at Edith kom paa Rigshospitalet.

Som Vidne afhøres Arrestantindens Søster, Husassistent Frk. Hilma Andersson, der skildrer sin 3 Aar yngre Søster som meget svagelig og syg fra Fodselen. Ogsaa Hilma Andersson tjener her i Byen, og de to Søstre kom i sin Tid jævnligt sammen. Forbindelsen mellem dem blev afbrudt, da Edith kom paa Rigshospitalet. Der foregik da en Forandring med Ediths Moral: Hun begyndte at løbe med Mandfolk.

Begge Søstre bliver stærkt bevægede, efterhaanden som Talen føres ind paa Hjemmet i Ekeby og deres Moder.

Retsformanden: - Hvorledes var Edith blevet modtaget, hvis hun var kommet hjem med sit Barn?

Hilma Andersson: - Hun var blevet godt modtaget.

- Hun har antydet, at hun ikke turde komme hjem.

- Det maa saa være for Sladderen.

Den unge Sømand.

Som Vidne afhøres Sømand Heinrich Poulsen, der benægter at have været sammen med Edith mere end to Gange. Han hævder aldrig at have staaet i normere Forbindelse med hende.

Anklageren: - Havde De tænkt det som en varig Forbindelse?

Vidnet: - Nej!

- Der foreligger dog Breve fra Dem. der stærkt tyder paa det modsatte.

- Jeg havde ikke tænkt mig det.

Hun er aandssvag.

Efter at endnu et Par Vidner er afhørt, oplæser Anklageren en Erklæring fra 6. Afdeling, hvor Edith har været indlagt til Observation,

Erklæringen gaar ud paa. at hun er i lettere Grad aandssvag.

Efter en Frokostpause, fik Sagførerne Ordet, herefter Nævningene trak sig tilbage. Dommen falder i Aften.

(Nationaltidende 2. juli 1925. 2. udgave)

Vandringen til Forbedringshuset.

Den aandssvage Pige. der dræbte sit Barn paa Rigshospitalet. Divergerende Opfattelse mellem Nævninger og Dommer.

Edith Andersen, bevogtet af en kvindelig Betjent, græder, medens hendes Søster afhøres som Vidne.

Et Nævningeting i Østre Landsret behandlede i gaar i København Sagen mod den 22-aarige, nærmest aandssvage Gangpige paa Rigshospitalet Edith Andersen, der en Dag paa sit Værelse ombragte sit nylig fødte Barn og laasede det ned i en Kommodeskuffe.

Gennem Procedure, Dokumentation og Vidneførsel oprulledes her et trist Billede af en uerfaren og aandeligt set ganske uudviklet Pige, der fra et Fattigmandshjem i Sverig sendtes ud blandt fremmede uden nogen som helst Mulighed for at hævde sig, og som derefter sank uhjælpeligt ned for at ende som Forbedringshusfange.

Edith havde forskellige Pladser i velhavende og Jævntstillede Hjem, men ingen Steder kunde hun gøre Fyldest. Efter at have faaet Pladsen paa Rigshospitalet, stiftede hun Bekendtkab med forskellige Mandfolk. gik ud med dem om Aftenen og var dem til Vilie - uden egentlig at nære erotisk Tilbøjeligheder, blot fordi hun mente, 

at saadan hørte det sig til.

Edith blev frugtsommelig, kom paa Fødselsstiftelsen, hvor hun følte et Drengebarn, hvis Fader hun overhovedet ikke kunde angive, kom tilbage i sin Plads paa Rigshospitalet og dræbte saa Barnet, efter - saaledes som hun selv siger - forgæves at have søgt en Pleje til det.

Fra Kommunehospitalets Afdeling, hvor Edith efter sin Anholdelse blev indlagt til Observation, skriver Overlægen, at hun er en underbegavet Pige. Hendes Kundskabsmængde er ganske ringe, 

hnn véd ikke, hvor mange Dage, der er i et Aar, 

kender Intet til. om Tyskland vandt eller tabte Krigen, og véd ikke, hvor længe et Svangerskab varer. Paa Spørgsmaalet om, hvorfor Kvinder gerne vil giftes, svarer hun resolut: "For at blive fri for at arbejde."

Overlægen mener, at Edith er aandssvag i lettere Grad, og at der ikke findes andet Tegn paa Sindssygdom end en vis Depression, der ikke kan antages at have haft direkte Forbindelse med hendes Forbrydelse.

Retten spurgte efter Procedurens og Vidneførselens Afslutning Nævningerne, om Edith var skyldig i Overtrædelse af Straffelovens Paragraf om overlagt Barnemord, om hun kunde dømmes efter den almindelige Paragraf om forsætligt, men ikke overlagt Barnemord, eller om hun faldt ind under

den mildere Barnemordsparagraf,

der tager Sigte i første Række paa Mødre, der ombringer det nyfødte Barn umiddelbart efter Fødselen og uden endnu at være sig Sagen fuldkommen klart bevidst.

I sin "Retsbelæring" til Nævningerne udtalte Retspræsident, Dommer Axel Rasmussen udtrykkeligt, at efter hans Mening kunde den nævnte mildere Paragraf ikke komme til Anvendelse.

Ikke desto mindre dømte Nævningerne, at Edith kun var skyldig efter denne Paragraf, og udtalte samtidig, at Edith faldt ind under den saakaldte Taabeparagraf, hvis Anvendelse medfører nedsat Straf.

Under disse Forhold virkede det ret overraskende, at Dommeren umiddelbart efter afsagde den skarpe Dom: To Aars Forbedringshusarbejde.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 3. juli 1925).