Byens Sommerplage. (Efterskrift til Politivennen)

Hvordan kommer vi af med Byens Stank? Luften i i København er ikke altid lige god, tværtimod, og der maa en pinlig gennemført Renlighed til, for at denne Sommerplage ikke skal overvælde os.

Fra den kommunale Losseplads.

Dagen igaar blev indhylet med, at en umaadelig vred fiskehandler ringede Redaktionen op i Anledning af, at der i vort Interview igaar med Støberiarbejder Frandsen stod en Bemærkning om, at et helt Hus var forpestet af Stanken fra en Fiskebutik. Og Vreden blev ikke mindre, selv om vi gjorde opmærksom paa, at vi havde skrevet, at vedkommende Fiskehandler utvivlsomt havde overholdt alle Sundhedsvedtægternes Forskrifter.

Det var Indledningen. Straks efter kom et "run" af Klager fra Folk, der følte sig generede af Hovedstadens Sommerstank. Det var ikke alene Stanken fra Osteforretninger og Fiskeforretninger, det gjaldt, men ogsaa Stanken fra Kommunens Lossepladser og Stanken fra de halvt udtørrede kommunale Aaer.

Man kan sikkert være enig med en Del af Klagerne. En Køretur igennem Byen vil vise, at det er galt fat flere Steder, og det samme giver et Blik paa ovenstaaende Billede fra de kommunale Lossepladser. Her ophobes alskens Skrammel, og Affald faar Lov til at forpeste Luften, som bæres af de saakaldte blide Sommervinde, kilometervidt omkring.

Vi holder os dog foreløbig til Spørgsmaalet om Stanken fra Fiskehandlerne, og vi har forespurgt en af Fiskehandlernes Førstemænd, Hof-Fiskehandler Oscar Frederiksen, om, hvad man mener.

Den yderste Renlighed maa til i Sommertiden, hvis ikke Ejendommens Beboere skal lide under Stanken, lyder Svoret. En Fiskehandel, tilføjer han, behøver aldeles ikke at udsprede ilde Lugt. Levende Fisk og Fisk paa Is lugter ikke. Det er kun fordærvet Fisk, der kan mærkes af Lugteorganerne Men der behøves kun saa umaadelig lidt for, at den forfærdeligste Stank kan opstaa. Fjernes Affaldet ikke, ligger der Hoveder og Indvolde i aabne Kasser og Beholdere, er Skærebrædderne ikke pinlig rene, opstaar der Stank. En varm Sommerdag kan en Affaldsbeholder gaa saadan i Gæring, at der bliver ulideligt i dens Nærhed. Butikerne, som Publikum ser, er altid rene, kniber det enkelte Steder med Renligheden, saa er det i Gaardene, hvor Affaldet opmagasineres.

De kan derfor rolig sige, at det kun er Slendrian og Mangel paa Paapasselighed, der gør, at der er ilde Lugt de Steder, hvor der sælges Fisk.

Stormbukken.

(B. T. 1. juli 1925)

Den 3. juli 1925 var der i B. T. på forsiden en billedereportage som bl.a. også illustrerede lugtgenerne:

Dagrenovation og alt muligt Affald og Skrammet køres hver Dag til Sydhavnen, hvor det læsses af i Strandkanten. Der indvindes Land paa denne Maade, og engang ad Aare vil nye Gader og Kajer blive anlagt her.

Et "Fluepapir" savnes ikke i Sydhavnen, men det bærer Præg af sin nære Forbindelse med Dagrenovationsvognene og deres Indhold. Noget friskt eller fristende Opholdssted byder dette Sand ikke, men i Mangel af bedre kan det i disse varme Dage bruges.

Mellem Ansjosdaaser og hvad andet, de Skraldespande indeholder, der udtømmes i Sydhavnen, leger Frederiksholms Ungdom uforstyrret med hele den Interesse for Søen som ligger paa Bunden af ethvert Drengesind.

Kan Kvinder være Stationsforstandere? (Efterskrift til Politivennen)

Principielt er der intet til Hinder derfor, men Statsbanerne har til Trods for sit store kvindelige Personale ingen Kvinder ansat som Stationsforstandere - siger Generaldirektør Finn Hoskiær.

Uden Tvivl vil den Omstændighed, at Stationsforstanderen paa den lille private Homhækbane, hvor en forfærdelig Togkatastrofe igaar kun ved et Lykketræf blev undgaaet, var en Dame, fra antifemirnistisk Side blive benyttet mod Kvindernes Adgang til den Slags Embeder. 

En af Privatbanernes første kvindelige Stationsledere, Frk. Didi Utzon paa sin Post, Odinshøj pr. Hellebæk (1912).

- Togsammenstødet skyldtes en Kvindes Glemsomhed - vil man sige - dér ser man altaaa, at man ikke bør anbringe Kvinder paa den Slags ansvarsfulde Poster. - Men man glemmer de forfærdelige tidligere Jernbanekatastrofer ved Vigerslev, ved Gentofte, ved Bramminge - hvor Mænd var ene om Ansvaret!

Uvilkaarligt spørger man dog sig selv, om det kun er Privatbanerne, der sætter sine kvindelige Funktionærer paa Stationslederens ansvarsfulde Post. og vi henvender os til Statsbanernes Personalekontor. Generalsekretær Hoskiær med Spørgsmaalet:

- Har de danske Statsbaner ingen kvindelige Stationledere?

Konestationerne, der faldt bort.

- Nej, svarer Generalsekretæren os - nej - i Øjeblikket har Statsbanerne ingen af sine mange fuldt uddannede Trafikassistenter ansat som Stationsledere. 

- Skyldes det et Princip? 

- Nej, det kan man ikke sige. at det gør. Der var engang ovre i Jylland, paa Funderbanen. nogle mindre Baneposter, de saakaldte Konestationer, der efterhaanden var gaaet over til helt at betjenes af Kvinder, f. Eks. Enker efter tidligere Funktionærer; men efterhaanden faldt det væk af sig selv, da disse Baneposter forsvandt eller blev afløst af Smaastationer.

Kvinder som Vikarer.

Det hænder ogsaa nu, at en kvindelig Trafikassistent i Ferie eller Sygdomstilfælde har vikarieret for Stationsforstanderen paa en Statsbanestation. 

- Hvorfor har Statsbanerne da aldrig ansat nogen af sine kvindelige Funktionærer som Stationsforstandere? 

- Fordi Lejligheden dertil endnu aldrig hør foreligget. Der har - saavidt jeg véd - mellem Ansøgerne til ledige Stationsforstanderembeder ikke hidtil været Kvinder - muligvis ogsaa fordi vore kvindelige Embedsmænd ikke har været gamle nok.

Er det for stort et Ansvar for en Kvinde?

- Mener De, det er for stort et Ansvar og for anstrengende en Gerning at paa lægge en Kvinde? 

- Det vil jeg personligt ikke saa gerne udtale mig om. Men jeg kunde godt tænke mig Kvinder i Statsbanernes Tjeneste fuldt ud kvalificerede til visse Stationsembeder. Det maatte naturligvis i hvert enkelt Tilfælde undersøges, men som sagt - principmæssigt har Statsbanerne kvindelige Personale samme Chancer som dets mandlige.

- Privatbanerne anvender altsaa Kvinder som Stationsforstandere? 

- Ja. men vistnok kun paa mindre Holdepladser, altsaa lignende Tilfælde som de Baneposter hos os, jeg før omtalte. Gunver.

(B. T. 30. juni 1925).

De københavnske Bøller er blevet tæmmede.

Selv i Vesterbrogades berygtede Sidegader nærmer man sig Idyllen.

Bøllens Risiko og Straf.

Et Interview med den fung. Politiinspektør.

Natten til igaar blev Kontorchef Kofoed og Dr. Ditlef Nielsens Søn Knud Ditlev Nielsen udsat for et alvorligt Overfald, da de opholdt sig udenfor Kontorchefens Villa paa Ordrup Jagtvej og netop var ifærd med at tage Afsked med hinanden.

Overfaldet var saa alvorligt, at Dr. Ditlef Nielsens unge Søn maatte bringes paa Hospitalet, hvor der forestaar ham et ikke helt kortvarigt Ophold.

Er Bølleuvæsenet i Tiltagende?

I Anledning af denne Hændelse har den Overfaldnes Fader fremsat nogle Udtalelser om Bølleuvæsenet, som han mener er i udpræget Tiltagen.

Politiassistent Mellerup.

- I min Ungdom, siger Dr. phil. Ditlef Nielsen, var den Slags umotiverede Bølleoverfald meget almindelige. De var næsten blevet en Landeplage, op det havde til Følge, at vi Unge søgte Uddannelse i Boksning og lignende Selvforsvars-Midler.

Det skabte Respekt, og det holdt Bølleuvæsenet nede.

Nu er Bølleuvæsenet igen ved at rejse Hovedet.

Havde min Søn fulgt mit Eksempel, vilde han være sluppet for det Hospitalsophold, som nu forestaar ham. Jeg har nemlig selv Vished for. at et velrettet Boksestød er i Stand til at drive en anmassende Bøllesværm paa Flugt.

Politiet er af en ganske anden Mening.

Vi har forelagt Dr. Ditlev Nielsens Udtalelser for den fungerende Politiinspektør. Politiassistent Mellerup, hvis daglige Gerning ligger i et af de københavnske Kvarterer, der i hvert Fald tidligere blev anset for et af de uroligste - Vesterbro med alle Sidegader, som en Gang ikke havde noget godt Ry netop i denne Henseende.

- Hvordan Forholdene er for hele Københavns Vedkommende, tør jeg ikke udtale mig om, svarede Politiassistenten, men for Vesterbros Vedkommende er Bølleuvæsenet gaaet ganske betydeligt ned. Vi har i denne Retning et nærliggende Eksempel i Saxogade, der blot for nogle Aar siden nærmest maatte siges at være berygtet - den er nu blevet næsten helt fredsommelig.

Naar vi kan konstatere denne glædelige Nedgang i Antallet af Overfald paa sagesløse Personer, saa findes der en ganske interessant Forklaring herpaa, som en af mine Betjente gjorde mig opmærksom paa, da vi forleden talte om Spørgsmaalet. Det er, at Voldsmændene efterhaanden er kommet saa højt op i Straf, at Risikoen er blevet for stor. Jeg husker her særlig eet Eksempel, en Fyr, som vi havde herude for nogle Aar siden, og som havde gjort sig det til en ren Sport at staa i en Gadedør i Saxogade og ganske uventet falde over absolut sagesløse Personer.

Han var haard at faa tæmmet, men han er nu kommet saa højt op i Straffene, at han ved, hvor meget det gælder, hvis han en Gang til bliver grebet i en saadan Forbrydelse.

Betegnende er det ogsaa, at da jeg kom herud til Stationen, maatte der saa tidligt om Aftenen som fra 7-10 patrouillere to Betjente sammen i Saxogade, idet det viste sig, at den enkelte Betjent var udsat for Forulempelser af Bøllerne. De Forhold eksisterer slet ikke mere.

Heller ikke i Omegnen, siger Lyngby Politi.

Men hvordan stiller nu Forholdet sig i Københavns Omegn?

Vi retter dette Spørgsmaal til Politiet i Lyngby, der for Aar tilbage ofte havde meget alvorlige Overfaldssager at behandle.

- Det passer absolut ikke for vort Vedkommende, siger Overbetjenten - og der er vist ikke ret mange, der vil give Dr. Ditlev Nielsen Ret i, at det er saa slemt. Det er mit bestemte Indtryk, at Bølleuvæsenet er ved at forsvinde - samtidig med Drikkeriet. Eric.

(B. T. 27. juni 1925).

Radiolytterne skuffes stadig. (Efterskrift til Politivennen)

Ryvang sender endnu ikke for Statsordningen, men for sig selv.

Militærorkestret paa Ryvang Radio.

Der er som omtalt opstaaet stærk Røre blandt Radiolytterne over, at Statens Radioraad har indskrænket Udsendelserne, efter at Afgifterne var indløste, og over, at Udsendelserne helt er standsede fra Landets mest populære Station Ryvang Radio.

Nu har man imidlertid i de sidste Dage bebudet, at Ryvang vilde komme igen, og efter et Protestmøde i Roskilde i sidste Uge udtalte Raadsformanden, Kammerherre Lerche sin Misfornøjelse over, at nogle Medlemmer af Raadet havde deltoget i Forhandlingerne. De kunde efter hans Mening - saaledes stod det at læse i et Blad - have faaet at vide hos ham, at Ryvang vilde komme til at udsende i Løbet af faa Dage.

Det viser sig imidlertid, at Kammerherren har været paa Vildspor. Ryvang kom ikke til at sende indenfor den af Raadets Formand lovede Frist, og endnu er der faktisk ingen, der kan sige, hvomaar Ryvangsudsendelserne begynder for Staten.

Den er foreløbig ikke sat paa Programmet for den kommende Uge. I det hele taget bliver denne Affære med Ryvangs Lukning for Statsudsendelserne mere og mere ejendommelig.

Det er jo nemlig ikke saaledes, at Ryvang slet ikke kan sende. Stationen sender saa at sige hver Dag i denne Tid fra sit eget Udsendelseslokale, og da Stationen lige er stemt om af en tysk Specialist og forsynet med ny Mikrofon, sender den bedre end nogensinde før.

Samme tyske Specialist konstaterede, at Ledningen til Statstelegrafens Sendelokale paa Købmagergade er lavet ret utilfredstillende, medens en Ledning til Byen over Københavns Telefonselskab er udmærket, den har iøvrigt været i Orden og været brugt i et helt Aar.

Da Statstelegrafen imidlertid efter flere Maaneders Forløb stadig ikke synes at kunne faa sin egen Ledning i Orden, var der jo den Udvej, at den kunde sende sine Kunstnere ud til Ryvangens eget Sendelokale. Det synes man imidlertid ikke at kunne bekvemme sig til, og derfor sender Ryvangen ikke for Statsordningen. men kun for sig selv. Igaar sendt Stationen Militærmusik fra Ingeniørkasernen, og det gik fortræffeligt. Vi bringer her et Billede fra Optagelsen i Kasernegaarden. Den lille hvide Plade i Forgrunden er Mikrofonen.

(B. T. 27. juni 1925).

Den ældste københavnske Biograf forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

En Samtale med Hoffotograf Elfelt, den danske Kinematografiske Fader

I disse Dage har Kinografen lukket sine Porte for at gennemgaa en fuldstændig Ombygning, der vil gøre den efterhaanden temmelig lidet tidssvarende Biograf til et af vore mest mondæne Strøgteatre.

Med Kinografens Lukning forsvinder det ældste endnu eksisterende københavnske Filmsteater, og i en Samtale igaar fortalte dets Bevillingshaver, Hoffotograf Elfelt, Teatrets Historie gennem de mange Aar, han har været Bevillingens Indehaver. For det store Publikum, som nu er Filmens og som er vænnet til i hver anden Gade at finde et moderne Filmsteater med hyppigt vekslende Repertoire, vil disse Erindringer fra Fimens Barndom utvivlsomt være af Interesse.

Hoffotograf Elfelt.

- Det var allerede i 1899, fortæller Hoffotograf Elfelt, at jeg søgte en Bevilling til at fremvise levende Billeder Frederiksberggade 27. Det var meget nemt at faa dengang, for man behøvede ikke andet end at bede Politidirektøren om den.

Først havde jeg dog tænkt mig at lægge Teatret i Hafnias Bygning paa Amagertorv, hvor den allerførste københavnske Biograf laa, og som paa dette Tidspunkt netop var gaaet ind. Men Ejeren, en Sagfører, erklærede, at han vilde ikke have den Slags Gøgl sin pæne Ejendom.

Saa installerede jeg mig paa en 1ste Sal ved Siden af den Ejendom, hvor Kinografen endnu har tilhuse. Skillerummet var af Lærred og Forholdene mere end primitive - ikke mindst, naar man tænker paa, hvilke solide og brandsikre Konstruktioner, man nu forlanger i de moderne Teatre.

De første Films.

Vi kørte Filmene med en Maskine, som selve Lumiére var Fader til, og som en Mand ude i Nelderød havde forbedret.

Vore første Programmer bestod fortrinsvis af Billeder af Kongefamilien, optaget paa Bernstorff og Fredensborg. nogle enkelte af Lumiéres egne meget primitive Optagelser, f Eks. en Mand, der kørte i Kano og blev bombarderet med Snebolde og væltede etc. Og desuden havde jeg selv optaget nogle badende Damer og lignende Smaanumre.

Filmen "De Kongelige skal fotograferes", som jeg selv havde optaget, blev en for sin Tid enestaaende Sukces. 3 Kopier af den blev slidt op paa ganske kort Tid, og allerede da den gik nede i "Hafnia", holdt der lange Rækker af Wienervogne udenfor og ventede, medens Københavns upperten var inde og se Filmen. Den var ogsaa et Hovednumer i mit Teater Frederiksberggade, løvrigt maatte jeg staa Skoleret for Czaren og andre Medlemmer af Kongefamilien, fordi de fandt deres Bevægelser komiske paa Filmen.

Entréen var 2 Øre, og i Forlokalet var der fuldt op med allehaande Automater, den syngende Fugl, Chokoladeautomater, "den syngende Buelampe", Kukkassen o. s. v.

Det varede et Aar - saa havde jeg sat 3000 Kr. til, hvilket var en stor Sum dengang. Men jeg fortsatte med at eksperimentere indenfor Kinematografiens Gebeter.

Premiére i Det ny Theater.

Med Festmiddag paa Phønix.

Saa laa Bevillingen stille til 1906, da Ingeniør Christian opsøgte mig og foreslog, at vi skulde aabne et Biografteater i Naboejendommen, Frederiksberggade 25, hvor Kinografen har tilhuse.

Men nu viste det sig, at Bevillingen, der ellers gjaldt for stedse, ved at flytte til Nr. 25 ligesom alle de øvrige fremtidig skulde fornyes fra Aar til Aar.

Naa, jeg fik anskaffet en ny Maskine fra Nelderød - den kunde køre en Film af den imponerende Længde 150 Meter (de hidtidige Lumiére-Maskiner kunde kun køre Minut), og nu kunde vi vise Film i et Stræk, f. Eks. af Husarerne, der slog Bro og red derover. Det var meget flot paa det Tidspunkt.

Lokalet med de forgyldte Løvehoveder med de røde Lysøjne var noget overdaadigt dengang, ligeledes Prospekterne paa Væggene og Solspejlet i Loftet. Aabningshøjtideligheden var meget Imponerende for sin Tid. Vognene fylkede sig foran Teatret. Pressen var indbudt, og efter Forestillingen var der Festmiddag paa Phønix.

"Nu skal du ha' din varme Mad".
Da Kapelmesteren improviserede.

Pianisten Binderup, som iøvrigt er dér den Dag idag, var den Gang som nu den bedste i Faget. Kender De ikke den henrivende Historie, om den Gang han havde væddet med nogle Filmefolk om, at han skulde faa dem til at le over en højst alvorlig Wild West-Film blot ved Hjælp af sin Musikledsagelse?

Binderup lavede de frygteligst Numre paa Klaveret, mens Handlingen skred frem, men hans Publikum holdt sig tappert. Saa kom det Tidspunkt, da Helten bliver bundet til et Baal, og Luerne begynder at slikke op ad ham. Saa spillede Binderu "Nu skal du ha' din varme Mad!" og saa maatte Herrerne overgive sig

Advaret to Gange - og saa smidt ud.

Vore Kontrollører var ogsaa meget fornemme, i lyseblaa Unifotmer og Gamacher, anført af den store, tykke Svendsen, som ikke var til at spøge med, og som forstod at holde Disciplin. Hvis Folk stampede utaalmodigt, blev de advaret to Gange, og saa smidt ud.

Iøvrigt er den nuværende Overkontrollør Stauning, jo ogsaa en meget fornem Mand - en Fætter til selve Statsministeren. 

Det nye Teater skal koste 200 000 Kr.

Dg nu skal Kinografen forhaabentlig opleve en Renæssance, slutter Hoffotografen; det bliver i alt Fald en meget kostbar Historie, som kommer til at staa os i ca. 200,000 Kroner..,. og jeg tror, at Teatret, naar det aabner igen til Oktober, ikke blot vil være Byens ældste Biografter, men ogsaa det smukkeste Strøgteater, vi har.

Eric

(B. T. 26. juni 1925)

Filmselskabet Kinografen blev stiftet i 1906 af instruktøren Alexander Christian og Kgl. Hoffotograf Peter Elfelt m. fl. Elfelt havde bevillingen til at åbne en biograf. Det holdt itl i Frederiksberggade 25. Produktionsdelen ophørte omkring 1918. Nordisk Films Kompagni overtog 1922 aktiemajoriteten i biografen og filmudlejningsselskabet, der nogle år forinden var kommet på det tyske UFA's hænder.

Biografen blev ombygget i 1939 og skiftede samtidig navn til Bristolteatret. Biografen lukkede 30. september 1966.