Legetanternes første Dag. (Efterskrift til Politivennen)

En Begyndelse, der lover godt for Fremtiden.

Allerede den femte Dag viste tydeligt, at der med det nye Barneværn, som B. T. igaar holdt over Daaben, er afhjulpet et alvorligt Savn i Storbyen.

Vi vil ikke bruge Ordet "Sukces" i Forbindelse med legetanternes første Dag, skønt den, der saa det glade Liv, der udfoldede sig rundt omkring paa de fire Legepladser under "Tanternes" kærlige og forstaaende Omsorg vel i og for sig vilde finde Ordet berettiget. Mere end den øjeblikkelige og letkøbte Sukces ligger det os nemlig paa Sinde at faa fastslaaet, at der med denne Institution virkelig er afhjulpet et Savn i Storbyen København. Og dette fik vi fuldtud at føle. Mødrene stod allerede i de første Morgentimer med deres Smaabørn glade og taknemmelige, fordi de kunde overlade dem til et trygt Værn, mens de selv passede deres forskellige Arbejde. Børnene selv var søde og straalende glade, og Legetanterne - ja, dem har vi jo en ganske speciel Tak at bringe for det Mod hvormed de kastede sig i Breschen for denne nye Sag. Det var slet ikke saa helt let en Opgave, og der var mange Vanskeligheder af forskellige mere eller mindre delikat Art at klare, men det gik fortræffeligt.

Nedenfor skildrer vor Medarbejder, Fru Gunver Fønss, sine Oplevelser om Legetante, og hendes Oplevelser falder sikkert sammen med, hvad alle de andre elskværdige Damer, der her rakte os en hjælpende Haand, var ude for. Den første Dag var naturligvis en Prøvedag. Om vi straks har fundet den rette Form, eller om den maa revideres i den nærmeste Fremtid, kan vi endnu intet sige om. Vi er traadt Forbindelse med Mennesker, der har speciel Indsigt paa dette Omraade, og sammen med dem vil vi i den nærmeste Fremtid lægge Programmet helt fast.

Men Isen er brudt! Legepladserne har faaet deres Værn, der er skabt Tryghed for Mødrene, som nu véd Jeres Børn under Beskyttelse - Og dette vil der ikke ske nogen Forandring.

En Dag som "Legetante"

Vor Medarbejder fortæller om sine Oplevelser blandt Vesterbros Børn.

I den graa, lidt blæsende Morgen ankom vi til Enghaveplads, fik vort grønne Bind med det sølvtrykte Barneværn om Armen og begyndte at se os om paa den store Plads, hvor de første 10-15 Smaabørn allerede havde indfundet sig.

I Løbet af en eneste Time var Tallet oppe over de Hundrede, og det steg fra Time til Time i Dagens Løb, alt som Solen brød frem og Rygtet om Tanterne spredtes i Kvarteret.

Saa mange Børn har her aldrig før været

sagde Chaufførerne paa Automobilholdepladeerne udenfor, og lænede sig interesserede mod Rækværket, og Dagen igennem lød det fra Folk, der passerede Pladsen - saa mange har her aldrig været.

Børnene.

Hvem kom da?

Alle! Her var Børn i alle Aldre. Sødskendeflokke fra Vesterbros Sidegader, Børn, der var vant til at gaa sammen ud og lege, og ganske smaa Børn, som aldrig før havde været paa egen Haand, Mødrene stillede med dem.

- Vi blev saa glade, da vi læste om det derhjemme - for vi har jo ikke Tid at blive her - men nu tør vi rigtignok lade Tulle og Viola og Ketty og Henry være her.

Sandkasserne.

Vi fik de fleste smaa anbragt i de to store Sandkasser - de, som ikke var vant til at blive ladt tilbage naar Mor gik, trøstede sig hurtigt, naar en "Tante" lærte dem at lave Sandkager, - andre udviklede efterhaanden en hel Virtuositet i at anlægge hele Parker, Fæstninger og Bjerglandskaber af Sand.

- Frøken, kom og se min Have - vil De ikke nok Frøken - nu er der Tunnél gennem mit Bjerg - Frøken vil De se?

Frøken - Frøken.

Vi er begge gifte Koner, der selv har Børn; men for de smaa og store paa legepladsen var vi "Frøkenen". Jeg siger det til "Frøkenen- , - - Frøken - jeg skal - - (hvorfor er der forresten

ingen Nedtørftshus paa en af Byens største Legepladser?

Skal de Smaa virkelig tvinges til at gaa med vaade Bukser i Sandkassens iforvejen ikke for rene Sand eller til at gaa hjem? Vi henstiller til Kommunen at forny Sandkassernes Indhold med dejligt, hvidt Sand til at lege i, og forny det ofte - og skyndsom: at opføre en Nødtørftsanstalt for de Smaa.

Resultatet af Prøvedagen.

- Men hvorledes gik det nu med disse Hundreder af fremmede Børn? Lad os sige, at det efter vort Indtryk gik særdeles godt.

- Det var den første Dag - altsaa Prøvedagen, den hvor Erfaringerne skulde indhøstes - at hver følgende Feriedag skulde naa Dagen igaar i Feststemning, maa man ikke vente; det Arbejde, de Opgaver, der ligger her, er saa store, at de i det lange Løb ikke vil kunne opfyldes ad Frivillighedens Vej, det viste sig straks at 

Trangen til Hjelp og Opsyn

paa Legepladserne er saa mægtig, at Arbejdet mellem Børnene her maa organiseres som en fast Institution. Barneværnet maa blive et fast Erhverv.

Taknemmeligheden fra Mødrene, og Børnenes Glæde, var saa stor, at den ikke maa skuffes.

Store Søster og Bror.

Men hvorledes nu styre alle disse Børn - blev der ikke for megen Ufred - Slagsmaal?

- Naturligvis var der smaa Optrin hist og her med; "Mig vil hjem -!" eller "Han ta'r min Skovl" o. s. v. Der var ogsaa nogle store Drenge, der, som de selv sagde, "lavede Skæg" - i lovlig høj Grad - de var forresten ikke ondsindede, bare lidt vel "oplagte" - et Par halvvoksne Lømler, der tumlede ind i Sandkasserne og ødelagde nogle Smaapigers fine Haver med Villie, forsvandt skyndsomst, da "Tanterne" truede med at hente en Betjent! Men hvor var alle disse Børn gennemgaaende søde og nemme at have at gøre med - og især, hvor er store Søskende rørende til at passe paa deres smaa Brødre og Søstre.

Sagde jeg store -- aa Herregud "store Bror," der havde faaet den mindste betroet til sin Omsorg, var ofte selv kun 4-5 Aar - aldrig vil jeg glemme en lille, bleg Fyr, paa 4 Aar, der Dagen igennem slæbte rundt med sin 1½-aarige Søster holdt sammen paa hendes Blikdukke og hendes Bamse.

Og de store 8-aarige Piger, der var hele smaa Eksperter.

Bro, bro Brille, Tornerose og de andre Sanglege.

- Frøken - de smaa skal have at være Prinsesser og Kongesønner - ham dér har ikke været inde - og saa fandt de smaa henrykt generte Kongedøtre og Kongesønner med lange Næser og straalende glade Øjne i de tilsmurte Ansigter frem.

Crome & Goldschmidts Legetøj.

En mægtig stor Pose Bolcher, der mange Gange gik Raden rundt, - der var nogle af Børnene, som havde en forbløffende Evne til at "gan igen- - som Tordenskjolds Soldater - glemmer aldrig en bedaarende lille Gavtyv fra en nærliggende Barak - jeg tror han snød sig til Bolscher ti Gange - men hvem kunde blive vred paa et Barn med det Smil? - Med Ballonerne, de surrende Humlebier og Hinkestenene fra Crome & Goldemidt kulminerede Formiddagens Herligheder.

Saa megen Fest vil der jo ikke blive hver Dag, men rare Damer vil atter imorgen tage sig af Børnene paa legepladserne og i de fastsatte Timer mellem 9 og 12 og mellem 2 og 6.

Gunver.

(B. T. 10 juli 1925).

B. T. berettede med i de følgende dage om livet på legepladserne. Den 14. juli var der følgende forsidereportage i fotoer fra de fire legepladser hvor "Barneværnet" var: Christianshavns Vold på bastionen, Enghave Plads, Hans Tausensgade i anlægget og Fælledparkens legeplads ved Nørre Alle.:

Det er en Fornøjelse at se det Liv, der rører sig paa Legepladserne, efter at B. T.s Barneværn er begyndt paa sin Virksomhed. Her bringer vi et Billede fra Christianshavns Vold, hvor en af de unge Legetanter danser rundt med de Smaa i en munter Ringdans, mens Sangen skingrer fra Barnestruberne.

Et Billede fra Fælledparken, hvor Legen gaar muntert.

Fra Legepladsen ved Hans Tavsensgade, hvor en ny Leg er ved at blive indstuderet. De Smaa hører godt efter, og kun en enkelt faar Tid til at kigge efter Fotografen.

De unge Lærere, der igaard debuterede som "Lege-Onkler", blev hurtigt lige saa populære som "Tanterne" og klarede stolt alle Vanskelighederne.

De store Søskende kan godt hjælpe lidt med som "Tanter" og kigge efter de Smaa i Sandkasserne.

De to Gymnastikinspektører, Kaptajn Langkilde og Hr. K. A: Knudsen, er utrættelige i deres Interesse for Sagen, og var igaar paa Inspektion paa alle Pladserne.

Hvor saa Mange Børn er samlet, kan Hjælperne naturligvis ikke være allestedsnærværende. Saa faar de dannet Smaakredse - og se, hvor fornøjeligt Børnene klarer sig!

Sommeren 1925 indsamlede B. T. penge til Barneværnet. Fra midten af august 1925 forsvandt omtale af det i bladet resten af året.

Barnets eget Rige.

Skoleferien er forbi, og Byens Legepladser er Igen fuldt befolkede med legende Børn. Hr. Skolelærer Dragehjælm, der er en af Pionererne i Arbejdet for Legepladserne, slaar her til Lyd for, at der nu skabes et godt og forstaaende Tilsyn med vore Legepladser.

Rundt om i Byen og i Byens Yderkanter er der i de sidste Aaringer skabt en Række af legepladser, en Kæde af Steder, hvor der er Tumleplads til Børnene. Man har forstaaet, at det er et Omraade, der har Betydning, og hvor der virkelig kan og maa skabes noget. Man har selv langs Boulevarderne, hvor der i Midten mellem Gadelinjerne er en bred Stribe Plads tilovers, skabt smaa Legepladser til Børnene.

Legepladserne smykker og liver op. De puslende og legende Børn, de smilende Ansigter, de straalende Barneøjne er en Prud for Byen.

Og saa er der Sundhed at hente paa Legepladserne. Disse mange smaa og store Pladser l Byen har draget Børnene bort fra mørke Gaarde og triste Gader til en sundere og bedre Beskæftigelse.

Byen har mange Legepladser, der er sket en god og glædelig Udvikling her. Men endnu er der ikke Steder nok for de 70,000 Børn, København rummer.

Nu er Skoleferierne forbi. 1 den Tid, hvor Ferien er inde, leves Livet paa Legepladserne mere stille. Mange af Storstadens Børn er taget ud paa Landet til den friske Luft derude, til Markernes og Skovenes store Legepladser. Men nu, hvor den glade Ferietid er endt, gaar Strømmen igen til Legepladsen.

Og Spørgsmaalet melder sig igen: Er Tilsynet med vore Legepladser i Orden?

1 1919 vedtog Kommunalbestyrelsen, at der skulde gøres et Forsøg med pædagogisk Tilsyn med vore Legepladser. Det er vist meget faa og meget spredte Forsøg, der har været gjorte. Man har ikke rigtigt mærket dem.

Man har skabt gode legepladser - nu burde man gøre det næste Skridt: at skabe et velegnet og godt Tilsyn med Børnene, Det belyder noget for en Moder et Par Timer paa Dagen at kunne sende sine Børn hen et Sted, hvor de har det godt, og hvor de færdes under fuldt betryggende Former.

Legepladsen skal være Barnets eget Rige, den skal være formet som et Barns egne Tanker og Følelser. Men der bør være vaagne Øjne, der følger dem, der bør være Hænder, der leder dem og forstaar at lede dem.

Vi har mange gode Legepladser - vi gøre dem sikre, saa enhver Moder uden Ængstelse kan se sine Barn færdes og lege der.

(Klokken 5 (København) 20. august 1925)

Se også indslaget om Hans Dragehjelm her på bloggen.

Søernes Baadelaug. (Efterskrift til Politivennen).

Livet paa Søerne.

Det private Baadelaug kæmper for at bevare Baadebroerne og Lysthusene.

Fra "Nordhavet" til "Østersøen".

De private Baadebroer og de smaa Lysthuse langs Peblingesøen og Sortedamssøen er, som bekendt, stedt i Fare. I Henhold til en tidligere truffet Beslutning modtog de paagældende Baadeejere allerede for 5 Aar siden Opsigelse fra Magistraten til 1. Januar 1926. Naturligvis vil de, der har skabt sig en saadan lille idyllisk Plet midt inde i Byen, nødig give Afkald paa Baadebro og Lysthus. De sluttede sig da for nogle Maaneder siden sammen i Peblingesøens og Sortedamssøens Baadelaug med Murermester Chr. F. Rasmussen som Formand og Boghindermcster Brünnich som Næstformand, og Lauget indsendte et Andragende til Magistraten om at maatte faa fornyet Lejeforholdet fra 1. Januar. Men Svaret lød paa, at Magistraten ikke mente at kunne fremme delte Andragende.

Da Magistraten i sin Tid sendte Opsigelsen, var det hovedsageligt Hensynet til Fuglelivet paa Søerne, der motiverede denne. For kort Tid siden har imidlertid Baadeudlejer Larsen gennem en Kommunalbestyrelsesbeslutning faaet forlænget sin Tilladelse til Udlejning af Robaade paa Søerne for 5 Aar, og da Baadelauget mener, at dets Baade med tilhørende Besætning ikke kan være farligere for Søernes Fuglebestand end de udlejede Robaade, som ofte har megen kaad Ungdom om Bord, vil man nu indsende et nyt Andragende, stilet saavel til Magistraten som til Borgerrepræsentationen.

For en Baadebro er den aarlige Leje til Kommunen 30 Kroner, og for et Fisketegn betales ekstra 10 Kr. Søernes Baadelaug tæller ialt 52 Medlemmer - saa stort er Antallet af disse private Broer Søerne rundt. De fleste ligger paa Strækningen lands Østersøgade, ved "Østersøen", som dette Bassin kaldes i Baadelaugskredse, medens den anden Del af Sortedamssøen benævnes "Sortehavet", og Peblingesøen bærer Navn af "Nordhavet".

Baadelaugets Bestyrelse har paa en lille Tur gennem Søerne givet Pressens Repræsentanter lejlighed til at stifte nærmere Bekendtskab med Baadebroerne og Lysthusene. En stor Del af Lysthusene er med deres Blomsterudsmykning pyntelige at se til og præsenterer sig ogsaa pænt, set inde fra Land. Men det lader sig ikke nægte, at der er grimme Tingester imellem, og at adskillige Baadebroer er lidet velholdt. Dette sidste staar dog vel nok i nogen Grad i Forbindelse med Opsigelsen fra Kommunens Side. Der er dem, som har kviet sig ved at ofre noget paa Broerne, fordi der laa en Opsigelse til 1. Januar 1926. Baadelauget mener, at det, hvis lejemaalene fornyes, som Organisation kan byde Garanti for en ordentlig Vedligeholdelse.

Den nye Stadsarkitekt, Hr. Holsøe, har til Hensigt saa snart som muligt at forelægge Magistraten et Forslag til Regulering af Søerne. Her vil ogsaa Spørgsmaalet om de private Baadebroer melde sig. At de har deres Betydning, naar man vil skabe Liv paa Søerne, derom er der ingen Tvivl. Men Broerne og Lysthusene bør absolut være underkastet en passende Censur, og man maa ogsaa vogte paa, at der ikke bliver for mange af dem. 

(Nationaltidende, 9. juli 1925).

Lysthusene var bygget på pæle ud i søerne, og de skulle have været fjernet 1. januar 1926, de var blevet opsagt tilbage til 1921. Men ejerne indgav et andragende som forlængede deres ophold. Siden 1906 har der været bådeudlejning i søerne. Bådeudlejer Poul Werners koncession blev forlænget fra 1. maj 1931 til 31. december 1939. Werner havde overtaget udlejningen efter M. P. Larsen. Fotoerne herover og herunder fra Aftenbladet (København) 4. juli 1925.

Barmhjertighedsarbejdet blandt Børn og Ungdom. (Efterskrift til Politivennen).

Afholdenhed er en Nødvendighed.

En Samtale med Frk. Dagmar Prior om Afholdsspørgsmaalet, Børnesagen og de underfulde Skæbnepile.

Sommeren 1925 har staaet i Kvindekongressernes Tegn. Næppe var de store Stævner i Amerika slut, før Worlds womans christian Temperance Union - Det hvide Baand, som Foreningen kaldes herhjemme - holdt international Konference i Edinburgh, og for faa Dage siden afholdt den internationale Liga for Børnebeskyttelse Kongres i Luxembourg.

Da Frk. Dagmar Prior, der staar som Vicepræsident indenfor Det hvide Baand, har deltaget baade i Kongressen i Edinburgh og Luxembourg, benytter vi en lied Eftermiddagstime til at besøge Frokenen i hendes svale Atelier paa Kastelsvej for at høre lidt om Rejsen. 

Der er baade Malerier og Statuetter i Frk. Priors Atelier, og mellem hendes Værker finder vi et dejligt Kvindehoved; af Saabye.

- Ja, jeg studerede hos Saabye i otte Aar, fortæller Frk. Prior. Kunsten interesserer mig levende, og jeg kunde inaaske nok have bragt det til noget. Men der kom en Tid, da jeg blev stillet overfor Valget mellem den og Foreningsarbejdet - og saa valgte jeg det sidste Vil man virkelig gøre et Arbejde indenfor Organisationen, tager det ganske Ens Tid, og nu vil jeg mere end nogen Sinde før være afhængig af det. Paa Kongressen i Edinburgh blev jeg nemlig udnævnt til Organisator, og jeg er saamænd allerede blevet opfordret tit at besøge en halv Snes Lande indenfor Europa foruden Indien og Japan. Det naas vel altsammen - ad Aare.

Verdens største Kvindeforening.

- Hvorledes forløb Kongressen i Edinburgh?

- Særdeles udmærket, siger Fik Prior med et stort Smil. Der var mødt ikke mindre end 600 Delegerede, deraf de 200 alene fra Amerika, der er Foreningens Moderland. Kongresdagene gik jo med Forhandlinger og Udflugter, med Konferencer og Beretningsaflæggelser, og det viste sig, at Foreningen nu tæller 1 Million Kvinder som Medlemmer, og at vi altsaa nu er Verdens største Kvindeforening.

- Er det egentligt ikke baade ondt og godt med de mange Foreninger? Naar vi f. Eks. herhjemme i Danmark har Dansk Kvindesamfund og Husmoderforeningen, skulde man jo tro, at en tredie Forening overflødiggøres, da de fleste Maal, man arbejder efter, dog er de samme.

- Det kan der være en Del om, men De maa huske paa, at Dansk Kvindesamfund først og fremmest arbejder lovgivningsmæssigt - vort Arbejde ligger mere i at føre de andres Resultater ud l Livet. Vi har ogsaa saa mange Smaagerninger, som egentlig er saa smukke. Der er f. Eks. Blomstermissionen, der bestaar i, at man sender Blomster til fattige eller enligtstillede Syge. Vi har saa meget af den Slags, der egentlig synes saa ubetydeligt, men alligevel udretter store Ting. Naa, saa er der jo ogsaa den store Forskel, at vor Forening er en Afholdsforening. Det var med det Formaal, at den blev stiftet, og selv om der i Aarenes Løb er kommet det ene store sociale Spørgsmaal efter det andet paa vort Program, saa holder vi dog stadigt fast ved Afholdenheden.

Afholdenhed er en Nødvendighed.

- Tror De virkelig, den er nødvendig for, at Verden skal blive lykkeligere?

- Absolut! Svaret kommer stille, men bestemt. - Verden burde være afholdende, men frivilligt, ikke gennem Tvang. Jeg kender godt den Indvending, at kun man holde Maade, skader Spiritussen ingen. Men kan man holde Maade? Hvem er klar over, hvor Grænsen er? Husker De "Kreutsersonaten" og Jonas Lies "Naar Sol gaar ned?" Baade Tolstoj og Lie lægger Skylden paa det ene lille Glas - og hvor mange kan vel ikke gøre som de?

- Men mærker De ikke herhjemme, at Afholdsspørgsmaalet er en Hindring for Foreningens Fremgang?

- Jo, en stor Hindring, indrømmer Frk. Prior; vi kunde være mange flere, hvis det ikke hørte med; men man maa jo holde sig til Programmet. Det bliver sagt i en Tone, der ikke frister til videre Uddybelse af Emnet, og vi spørger derfor:

- Da De rejste fra Edinburgh, var det for at deltage i Kongressen i Luxembourg. Var De der som Delegeret fra Danmark?

- Nej, slet ikke. Mon da jeg i Edinburgh blev udnævnt til Superintendent for Fængselshjælpen, Børne- og Barmhjertighedsarbejdet, blev jeg som saadan udsendt af Edinburgh-Kongressen. Da de i Luxembourg hørte, hvor jeg kom fra, udnævnte de mig straks til Vicepræsident under Møderne.

Filmens og Revueteatrenes Børn.

- Paa hvilken Maade arbejder Ligaen for Børnebeskyttelse? 

- Den har sat sig til Opgave at undersøge Børnenes Kaar og Stilling i Samfundet og derefter indgive Lovforslag til Nationernes Forbund, der saa viderebehandler Spørgsmaalene. Blandt de Ting, der blev behandlet paa Kongressen i Luxembourg, var de moralsk farlige Stillinger, som Børn saa ofte bliver sat til. Tænk bloe paa Filmsbranchen, Revuteatrenes Korbørn Et andet interessant Spørgsmaal, der blev drøftet, var, hvor vidt man bør oprette særlige Skoler for særligt velbegavede Børn. Ligesom de underbegavede Børn ikke maa hemme de andre i Udviklingen, er det jo ret rimeligt, at de særligt velbegavede Børn ikke skal staa i Stampe for Kammeraternes Skyld. Nationernes Forbund vil nu tage sig af Spørgsmaalet.

- Endelig blev det ogsaa drøftet, om man bør oprette hjem for Unge i Lighed med Opdragelsesanstalterne for Børn. Disse Hjem skulde saa give de Unge mere Frihed, men alligevel holde skarp Kontrol med hver enkelt. Man har allerede i Bruxelles oprettet et saadant Hjem.

Som De ser, en Del meget interessante Emner.

- Danmark er ikke Medlem af denne Liga for Børnebeskyttelse?

- Endnu ikke. Men det kommer; vi er i Færd med at starte en Afdeling.

Skælmens underlige Veje.

- Hvad var egentlig Aarsagen til, at De fra Begyndelsen kastede Dem saa ivrigt ind i Foreningsarbejdet?

- Det skal jeg saamænd sige Dem, ler Frk. Prior, det var to Drømme. Ja, jeg er hverken Teosof eller Spiritist eller lignende. Men jeg drømte en Nat, at en Mand, jeg flygtigt kendte, gik paa en høj Mur i Fare for at falde ned, men jeg kunde ikke hjælpe ham. 14 Dage senere drømte jeg igen, at han var i Fare. Saa gik jeg til hans Mor. Hun betroede mig fortvivlet, at han var blevet Dranker. Hvorledes jeg derefter fik fat paa Manden. og hvad jeg sagde til ham, husker jeg ikke. mon otte Dage efter var jeg Vidne til, at han underskrev Afholdsløftet. Siden den Dag har jeg været grebet af Arbejdet. Det er mærkeligt, hvor Skæbnen kan ligefrem lægges til Rette for En. Nok havde jeg deltaget meget i Barmhjertighedsarbejdet, men aldrig tænkt, at mit Felt skulde ligge der. Og nu - hvor forunderligt, at mine Translatørkundskaber skulde komme mig i den Grad til Gode i Arbejdet.

Nej, der er meget mærkeligt til denne Verden, slutter Frk. Prior. Og først senere opdager man, hvorledes Traadene sandes, og det hele ligger klart Og man slaar i Undren over de Ting, der er hændt En, og som man den Gang ikke tillagde videre Betydning.

L. Kj.

(Nationaltidende, 22. juli 1925, 2. udgave).

Dagmar Prior (1868?-1942). Kongelig translatrice. Billedhugger. Formand for "Det hvide Bånd". 

Byens Sommerplage. (Efterskrift til Politivennen)

Hvordan kommer vi af med Byens Stank? Luften i i København er ikke altid lige god, tværtimod, og der maa en pinlig gennemført Renlighed til, for at denne Sommerplage ikke skal overvælde os.

Fra den kommunale Losseplads.

Dagen igaar blev indhylet med, at en umaadelig vred fiskehandler ringede Redaktionen op i Anledning af, at der i vort Interview igaar med Støberiarbejder Frandsen stod en Bemærkning om, at et helt Hus var forpestet af Stanken fra en Fiskebutik. Og Vreden blev ikke mindre, selv om vi gjorde opmærksom paa, at vi havde skrevet, at vedkommende Fiskehandler utvivlsomt havde overholdt alle Sundhedsvedtægternes Forskrifter.

Det var Indledningen. Straks efter kom et "run" af Klager fra Folk, der følte sig generede af Hovedstadens Sommerstank. Det var ikke alene Stanken fra Osteforretninger og Fiskeforretninger, det gjaldt, men ogsaa Stanken fra Kommunens Lossepladser og Stanken fra de halvt udtørrede kommunale Aaer.

Man kan sikkert være enig med en Del af Klagerne. En Køretur igennem Byen vil vise, at det er galt fat flere Steder, og det samme giver et Blik paa ovenstaaende Billede fra de kommunale Lossepladser. Her ophobes alskens Skrammel, og Affald faar Lov til at forpeste Luften, som bæres af de saakaldte blide Sommervinde, kilometervidt omkring.

Vi holder os dog foreløbig til Spørgsmaalet om Stanken fra Fiskehandlerne, og vi har forespurgt en af Fiskehandlernes Førstemænd, Hof-Fiskehandler Oscar Frederiksen, om, hvad man mener.

Den yderste Renlighed maa til i Sommertiden, hvis ikke Ejendommens Beboere skal lide under Stanken, lyder Svoret. En Fiskehandel, tilføjer han, behøver aldeles ikke at udsprede ilde Lugt. Levende Fisk og Fisk paa Is lugter ikke. Det er kun fordærvet Fisk, der kan mærkes af Lugteorganerne Men der behøves kun saa umaadelig lidt for, at den forfærdeligste Stank kan opstaa. Fjernes Affaldet ikke, ligger der Hoveder og Indvolde i aabne Kasser og Beholdere, er Skærebrædderne ikke pinlig rene, opstaar der Stank. En varm Sommerdag kan en Affaldsbeholder gaa saadan i Gæring, at der bliver ulideligt i dens Nærhed. Butikerne, som Publikum ser, er altid rene, kniber det enkelte Steder med Renligheden, saa er det i Gaardene, hvor Affaldet opmagasineres.

De kan derfor rolig sige, at det kun er Slendrian og Mangel paa Paapasselighed, der gør, at der er ilde Lugt de Steder, hvor der sælges Fisk.

Stormbukken.

(B. T. 1. juli 1925)

Den 3. juli 1925 var der i B. T. på forsiden en billedereportage som bl.a. også illustrerede lugtgenerne:

Dagrenovation og alt muligt Affald og Skrammet køres hver Dag til Sydhavnen, hvor det læsses af i Strandkanten. Der indvindes Land paa denne Maade, og engang ad Aare vil nye Gader og Kajer blive anlagt her.

Et "Fluepapir" savnes ikke i Sydhavnen, men det bærer Præg af sin nære Forbindelse med Dagrenovationsvognene og deres Indhold. Noget friskt eller fristende Opholdssted byder dette Sand ikke, men i Mangel af bedre kan det i disse varme Dage bruges.

Mellem Ansjosdaaser og hvad andet, de Skraldespande indeholder, der udtømmes i Sydhavnen, leger Frederiksholms Ungdom uforstyrret med hele den Interesse for Søen som ligger paa Bunden af ethvert Drengesind.

Kan Kvinder være Stationsforstandere? (Efterskrift til Politivennen)

Principielt er der intet til Hinder derfor, men Statsbanerne har til Trods for sit store kvindelige Personale ingen Kvinder ansat som Stationsforstandere - siger Generaldirektør Finn Hoskiær.

Uden Tvivl vil den Omstændighed, at Stationsforstanderen paa den lille private Homhækbane, hvor en forfærdelig Togkatastrofe igaar kun ved et Lykketræf blev undgaaet, var en Dame, fra antifemirnistisk Side blive benyttet mod Kvindernes Adgang til den Slags Embeder. 

En af Privatbanernes første kvindelige Stationsledere, Frk. Didi Utzon paa sin Post, Odinshøj pr. Hellebæk (1912).

- Togsammenstødet skyldtes en Kvindes Glemsomhed - vil man sige - dér ser man altaaa, at man ikke bør anbringe Kvinder paa den Slags ansvarsfulde Poster. - Men man glemmer de forfærdelige tidligere Jernbanekatastrofer ved Vigerslev, ved Gentofte, ved Bramminge - hvor Mænd var ene om Ansvaret!

Uvilkaarligt spørger man dog sig selv, om det kun er Privatbanerne, der sætter sine kvindelige Funktionærer paa Stationslederens ansvarsfulde Post. og vi henvender os til Statsbanernes Personalekontor. Generalsekretær Hoskiær med Spørgsmaalet:

- Har de danske Statsbaner ingen kvindelige Stationledere?

Konestationerne, der faldt bort.

- Nej, svarer Generalsekretæren os - nej - i Øjeblikket har Statsbanerne ingen af sine mange fuldt uddannede Trafikassistenter ansat som Stationsledere. 

- Skyldes det et Princip? 

- Nej, det kan man ikke sige. at det gør. Der var engang ovre i Jylland, paa Funderbanen. nogle mindre Baneposter, de saakaldte Konestationer, der efterhaanden var gaaet over til helt at betjenes af Kvinder, f. Eks. Enker efter tidligere Funktionærer; men efterhaanden faldt det væk af sig selv, da disse Baneposter forsvandt eller blev afløst af Smaastationer.

Kvinder som Vikarer.

Det hænder ogsaa nu, at en kvindelig Trafikassistent i Ferie eller Sygdomstilfælde har vikarieret for Stationsforstanderen paa en Statsbanestation. 

- Hvorfor har Statsbanerne da aldrig ansat nogen af sine kvindelige Funktionærer som Stationsforstandere? 

- Fordi Lejligheden dertil endnu aldrig hør foreligget. Der har - saavidt jeg véd - mellem Ansøgerne til ledige Stationsforstanderembeder ikke hidtil været Kvinder - muligvis ogsaa fordi vore kvindelige Embedsmænd ikke har været gamle nok.

Er det for stort et Ansvar for en Kvinde?

- Mener De, det er for stort et Ansvar og for anstrengende en Gerning at paa lægge en Kvinde? 

- Det vil jeg personligt ikke saa gerne udtale mig om. Men jeg kunde godt tænke mig Kvinder i Statsbanernes Tjeneste fuldt ud kvalificerede til visse Stationsembeder. Det maatte naturligvis i hvert enkelt Tilfælde undersøges, men som sagt - principmæssigt har Statsbanerne kvindelige Personale samme Chancer som dets mandlige.

- Privatbanerne anvender altsaa Kvinder som Stationsforstandere? 

- Ja. men vistnok kun paa mindre Holdepladser, altsaa lignende Tilfælde som de Baneposter hos os, jeg før omtalte. Gunver.

(B. T. 30. juni 1925).