H. C. Andersens Grav flyttes til Odense? (Efterskrift til Politivennen).

Odenseanerne vil danne et H. C. Andersen-Selskab som skal centralisere alle Andersen-minder i Odense og arbejde for en flytning af digterens jordiske levninger fra Assistens Kirkegård til Odense.

En utiltalende ide som møder stærk modstand.

I disse dage har en lille kreds af odenseanere udsendt indbydelser til et ,øde, som på torsdag aften skal holdes i Katedralskolen i Odense for at få dannet et H. C. Andersen-Selskab.

Hovedmændene for denne plan er rektor Holbech, forfatteren Nordahl-Petersen og museumsinspektør Chr. M. K. Petersen, og de formål, selskabet skal arbejde for, er ikke ringe. De går ud på varetagelsen af alle de interesser, som knytter sig til eventyrdigterens navn. Man siger, at Odense som hans fødeby har særlige forpligtelser, og det skal da være formålet at gøre Odense til midtpunktet for alle H. C. Andersen-minderne.

Alt, hvad der har med digteren at gøre, skal knyttes til Odense. Der skal pyntes på hans statue, arrangeres mindefester, indsamles breve og manuskripter, som har tilhørt ham, udgives en standardudgave af hans samlede værker, udsættes præmier og prisopgaver for at opmuntre folk til studier over hans liv, hans kilder, hans kunstneriske ejendommelighed o. s. v.

Men det største af alle formål finder udtryk i en artikel, som rektor Helbech forleden har skrevet i "Fyns Stiftstidende". Det er et krav, som synes hr. Holbech så nærliggende at man i det mindste bør forsøge at få det opfyldt. Det går ud på intet mindre end at grave H. C. Andersen op af hans grav på Assistens Kirkegård og føre hans jordiske levninger til hans fødeby. Rektor Holbech finder det upassende, at eventyrdigteren også efter døden skal "gå på gæsteri", idet han som bekendt hviler i det Collinske gravsted. I Odense ville der kunne skabes ham et monumentalt gravsted, som ville blive et valfartssted for alle dem, der elsker digteren og hans værk 

Det er en frygtelig tanke - siger kontorchef H. G. Olrik.

Det er just i dag halvtreds år siden H. C. Andersen blev stedt til hvile i det beskedne gravsted på Assistens Kirkegård, der i disse mindedage er helt dækket af smukke blomster.

Vi har da spurgt den kendte H. C. Andersen-forsker kontorchef H. G. Olrik, hvad han mener om den tanke at grave digterens jordiske levninger op og føre dem over til  Fyn.

- Det er en frygtelig tanke, svarer hr. Olrik straks, en meget styg idé, som jeg på det kraftigste vil tage afstand fra. Det faktiske forhold er, at H. C. Andersen er begravet derude efter eget ønske i samme grav som etatsråd og etatsrådinde Collin senere kom til at hvile i. Og hvordan ville man også nu efter halvtreds års forløb kunne finde hans støv .... nej, jeg synes, det lyder meget stygt.

- Hvad mener De i øvrigt om H. C. Andersen-Selskabets dannelse?

- Det er en ren misforståelse at ville centralisere et sådant selskab til Odense med forskning og indsamling af manuskripter o. s. v. København er jo en gang videnskabens sæde i Danmark, og vi kan slet ikke overlade dette til Odense. Vi har jo de store Collinske samlinger og andre minder på Det kgl. Bibliotek, og dér hører den slags ting hjemme. - Det er fuldstændig rigtigt, at Odense har gjort H. C. Andersen til æresborger, men han betragtede selv den første dag han kom til København, som meget betydningsfuld og følte sig vist som god københavner. Havde han ønsket at blive begravet i Odense, havde han nok ytret det. Næ, jeg synes oprigtigt talt, at odenseanerne her i noget for høj grad er ved at tage ham til indtægt ....

Det er absurd - erklærer Sophus Michaélis.

Blandt de indbudte til mødet i Odense på torsdag er også Dansk Forfatterforenings formand, hr. Sophus Michaélis, som imidlertid på vor henvendelse erklærer, at han ikke tager derover.

- Hvad mener De om den foreslåede flytning af Andersens grav? spørger vi.

- Jeg finder den ganske absurd, erklærer hr. Michaélis. Men Odense vil jo nu gerne gøre sig til af at være digterens fødeby, og der er her tale om en lokalpatriotisme, som ikke kan diskuteres. Et H. C. Andersen-Selskab mener jeg naturligt må centraliseres her i hovedstaden, hvor vi har samlingerne og forskerne, men jeg vil nødigt ind i en debat derom med lokalpatrioterne. Derfor intet ud over dette. 

Olk

Digterens blomstersmykkede grav.

(Nationaltidende, 11. august 1925).

Amerikansk Lynchjustits i København. (Efterskrift til Politivennen)

Kafé "Det grønne Træ" i Viborggade 48.

Københavnerne har, som vi ofte har peget paa det heri "Aftenbladet", en sygelig Trang til at raabe paa Politi, saasnart der bare er den ringeste Lejlighed dertil - undertiden endda, naar der slet ingen Anledning er.

Men i Gaar fik man rent undtagelsesvis Lejlighed til at se en Flok jævne og praktiske Mænd paa egen Haand ordne en Affære der ellers nok i Følge hele sin Natur kunde have paakrævet Politiets og Retfærdighedens Indblanding.

Det var ude i Kafé "Det grønne Træ", den gamle Beværtning, der ses paa Billedet herovenover, og som ligger ude i Viborggade som et sidste Minde om hine fjerne Tider, da der laa Haver og Landsteder paa det Østerbro, hvor nu de lange, snorlige himmelhøje Gader strækker sig.

Kaféen indehaves af en Enkefru Olsen, der driver den sammen med en tidligere Politibetjent Breiting og hendes Søn, en ung Mand, der i sin Tid sejlede som Hovmester ovre i Amerika, men som kort efter, at han for en halv Snes Aar siden vendte hjem, ved et Uheld med en Revolver fik en Kugle i Hovedet og mistede Synet, saa han siden har levet i "Det grønne Træ" som en stakkels blind men dog ikke helt ubehjælpsom Mand.

Han er den ene af Parterne i Affæren fra i Gaar Eftermiddags. Den anden var en for nylig hjem permitteret Marinesoldat, der sad som Gæst i Kaféen hvor der foruden befandt sig en halv Snes andre Gæster.

Pludselig savnede den blinde Vært sin Tegnebog, der indeholdt hele Ugens Omsætning, over 2000 Kr. Og naturligvis gav han sig til at skrige op af Forfærdelse over Tabet af de mange Penge, som han om Aftenen skulde aflevere til sin Moder.

En enkelt af Gæsterne supplerede hans skrig med at foreslaa, at man straks skulde sende Bud efter Politiet. Men da rejste en anden Gæst sig og det aabenbart en, der har været i Amerika og set, hvordan man bærer sig ad derovre. Han beordrede alle Udgangsdørene lukkede. Og saa sagde han: Saa lader vi os visitere allesammen! Lader os kigge efter af hinanden, saa vi kan faa se, hvem af os, der har neglet Tegnebogen!

Det skete, som han bød.

D. v. s. da Visitationen var godt i Gang, var der en af Gæsterne, den fornævnte Mariner, der pludselig fik ondt og gled ind paa Toiletrummet!

Hans Forsvinden fæstede øjeblikkelig Mistanken paa ham. Og da man fik ham halet ud fra Toilettet og undersøgte dette, fandt, man den forsvundne Tegnebog med alle Pengene gemt i en Krog derinde.

Tyven var altsaa leveret. Og den første Gæst var der igen med sit Raab paa Politiet. Men saa rejste Amerikaneren sig for anden Gang:

- Ingen Politi her! Hvad Glæde har vi eller Olsen af det? Nej - la'e os selv holde Lynchjustits! Lad os gi' Slubberten en regulær Dragt Klø, saa han kan lære at holde sig i Skindet en anden Gang, og lad os saa lade ham rende med sin Skam!

Det skete igen, som han bød!

Stærke Hænder greb Marineren. Op paa Bordet med ham. Enden i Vejret. Og saa frem med Bukseremmene. Hvorpaa Synderen fik sig en Omgang Strambuks, der varede et godt Kvarter og aftvang ham en Række hjærteskærende Smertenshyl.

Og alligevel saa' han helt taknemlig ud, da Afstraffelsen var til Ende, og han med et videre Spark af Amerikanerens Støvlehæl blev smidt ud af "Det grønne Træ"s Paradis med Tilhold om ingensinde mere at sætte sine grimme Ben dér.

Dommer Lynch havde været i Arbejde. Den blinde Vært fik sine Penge igen. Og Gæsterne fik en ekstra Omgang til Tak for Assistancen.

(Aftenbladet (København) 28. juli 1925).

Kanalsvømningen blev en enestaaende Succes.

 Mange, mange Tusinde Mennesker var paa Benene.

En Interesse som aldrig tidligere er vist nogen Sportsbegivenhed.

Viggo Christensen sejrede i Løbet og vandt desuden den af "Dagens Nyheder" udsatte Pokal.

Svømmerne nærmer sig Højbro.

Hvilken Succes! Aldrig har nogen dansk Sportspræstation været overvaaget af tilnærmelsesvis saa mange Mennesker, som Kapsvømningen i Aftes gennem Byens Kanaler.

Overalt, hvor vi kom frem, stod tætte Rækker paa Kajen og afventede Svømmernes Ankomst. Allerede Klokken seks stimlede Folk sammen paa Langebro og i det tilstødende Stykke Kristiansgade, og Manden i Frederiksholms Kanal havde modtaget Forudbestillinger paa alle sine Robaade. Det vrimlede med disse lejede Baade, Kajaker, Kanoer og Kaproningsbaade omkring Startstedet.

Det var en imponerende Masse Mennesker, der var forsamlede her, baade til Lands og til Vands, og ærligt talt troede vi et Øjeblik, at Menneskemængden vilde holde til her, for at overvære Start og Opløb.

Men Turen gennem Kanalerne nødte os hurtigt til at forandre Mening. Overalt stod Folk opstillede i tre, fire tætte Rækker; en Del Mennesker tog naturligvis fra det ene Sted til det andet for at faa et Glimt af Svømmerne at se flere Gange. Det var vistnok en daarlig Politik, thi der var optaget alle Steder, og gennemgaaende blev Folk vist paa den Plads, de oprindelig havde valgt. De var simpelthen nødt til det. Der var ikke til at komme hverken frem eller tilbage, og Ledsagerne, der inde fra Kajen skulde følge hver sin Løber, maatte give op allerede ovre ved Burmeister & Wains Værksteder. Det var forbunden med Livsfare for dem at vandre langs Bolværket, skrævende over Folk, der havde taget Plads paa delte, og som umuligt kunde rejse sig og rykke tilbage.

Her var heller intet at risikere for Svømmerne; Kanalerne var fulde af Baade, og inde paa Bredden hvilede Tusinder og atter Tusinder Par Øjne paa Svømmerne. Den Times Tid, Løbet varede for den hurtigste Svømmer, var een stor Forundringens Time. Det var, som hele København var paa Benene, og efterhaanden som Løbet skred frem, syntes Tilskuermængden at vokse tilsvarende.

Selv hele Knippelsbro og Børsgade, der dog laa fjernest fra Svømmerne, var tæt pakket med Folk, og ved de to Opløbssteder, Højbro og Langebro, samt i deres nærmeste Omegn var der en Trængsel, som ikke lader sig beskrive.

Starten fra Langebro.

I god Tid kom de kvindelige Svømmere frem paa det store Bjælkeskelet under Langebro. Imidlertid meddelte Brofogden gennem Raaber, at man om et Øjeblik skulde aabne Broen for et Skib sydfra, og Starten maatte naturligvis udsættes. Man turde ikke regne med, at alle Svømmerne naaede ind i Løbet til Christianshavns Kanal, inden Damperen kom.

Langebro, der var fuld af Mennesker, blev ryddet af Politiet; kun modvilligt trak Folk sig tilbage, og det varede en rum Tid, inden man kunde aabne Broen og faa Skibet igennem.

Starten sinkedes en Del herved, og Klokken var blevet stærkt henimod syv, inden Damerne kunde begynde Svømmeturen. 

Man lagde straks Mærke til, at Favoriten, Fru Edle Nielsen, ikke var med. Fruen havde paadraget sig en lettere Influenza og maatte afholde sig fra at starte. lalt startede 18 Damer. Frk Esther Østergaard tog straks Føringen, og Begyndelsestempoet var haardt.

Nøjagtigt fem Minuter efter faldt Startflaget for de tretten Herrer; fra Pressebaaden naaede man lige at se Herrerne kaste sig frem i Vandet, inden Baaden drejede ind i Christianshavns Kanaler

Med Esther Østergaard til Havneløbet.

Med lange, rolige Tag svømmede den smaa Frk. Østergaard i Spidsen for Feltet. Tempoet var godt, men Frøkenen manglede noget Overblik over Banen og svømmede i store Buer, hver Gang, det gik om el Hjørne, i Stedet for at smutte den kortest mulige Vej.

Den dobbelt Sejrherre Viggo Christensen, »Sparta", der vandt den første Kapsvømning gennem Københavns Kanaler og desuden erobrede "Dagens Nyheder"s smukke Pokal for "Først under Højbro".

Mere og mere forøgede Frøkenen sit Forspring for Gudrun Nannestad Hansen, men til Gengæld halede den forreste mandlige Svømmer stærkt ind paa hende. Det var Viggo Christensen fra "Sparta", Løbets Storfavorit og fast besluttet paa at være første Mand ved Højbro.

I tætte Stimer stod Folk derinde paa Bredden og spurgte i en Uendelighed: "Hvem er det, der er forrest?" og "Hvorfor kommer de saa sent?"

Fra Pressebaaden oplystes de om, at Løbet først var startet lidt for syv, og forrest: Ja, det var Frk. Østergaard endnu ved Udgangen til Havneløbet.

I Havneløbet udfor Cort Adelersgade.

Det blev en haard Tur tværs over' Havneløbet. Kun tre af Løbets Deltagere opgav under hele Turen, og de to opgav her, midt i den haarde Strøm fra Syd.

Her passerede Viggo Christensen ogsaa Esther Østergaard og havde altsaa vundet fem Minuter ind paa Frøkenen paa dette Tidspunkt.

Jo mere vi nærmede os Højbro, i des tættere blev Menneskerækkerne i derinde paa Kajen. Børsbroen, Holmens Bro og Højbro, alle var de tæt pakkede med Mennesker.

"Hvem er forrest?", "Hvem er det, der er forrest?", lød Sporgsniaalene ustandseligt, og til begge Sider maatte vi Gang paa Gang gentage Raabet: "Viggo Christensen"

Spartaneren svømmede fornuftigt og økonomisk; han ligefrem "snittede" Hjørnerne og svømmede ikke een overflødig Meter, saa godt saa han sig for.

Han smilede op til os i Pressebaaden, da vi raabte til ham, at den første Pokal allerede var i Kikkerten.

Først under Højbro.

"Dagens Nyheders"s Pokals Skæbne var nu praktisk talt afgjort.

Et Uheld skulde indtræffe, om det ikke blev den fortræffelige Svømmer, der erobrede den. I fin Stil og under de Tusinder af Menneskers Klap og Hurraer gik Viggo Christensen under Højbro som første Mand efter at have svømmet i 41 Min. 20 Sek. Han var frisk og veloplagt, og der var ingen som helst Grund til at antage, at han ikke vilde fuldføre Løbet og endog vinde det.

Da han kom ud paa den anden Side Broen, sattes Tempoet lidt ned. Den smukke Sølvpokal var jo nu sikret for ham, og han var et godt Stykke foran næste Mand, saa der var Tid til at tage den med Ro. Frederiksholms Kanal toges dog t et ganske godt Tempo. Stadig stod Folk i tætte Rader, hvor vi kom frem, og de store Sejlskibe, der laa og losse de her, var saa tæt besatte, at de krængede helt ud mod Vandet.

Nu drejer vi atter ud i Havneløbet; Langebro og Maallinien i Sigte. Viggo Christensen smiler og nikker op til os; med frisk Mod gaar han i Lag med det sidste Stykke. Lige stik imod Strømmen svømmer han, men det gaar fint, selv om det er en anstrengende Tur.

Var det virkeligt muligt? Menneskemasserne paa Langebro og Partiet deromkring syntes næsten fordoblede. Broens Jernværk og Trapper op til Taarnet var belejrede, og et Par Skibe, der laa ved Christiansgade og lossede Planker krængede endnu mere ud mod Vandet end de i Frederiksholms Kanal saa belæssede var de med Mennesker, der uden videre var vandret omborg.

Viggo Christensen dobbelt Sejrherre.

"100 Meter!" skraaler vi fra Pressebaaden, skønt der mangler 200. "15 Meter!" lyder det næste Gang. skønt der vist er 50 tilbage. Endelig "Maal!", den første Mand har fuldført og vundet baade den for hurtigste Herre udsatte Præmie og "Dagens Nyheder"s Sølvpokal. Han svømmer de faa Meter hen til Pressebaaden. hvor han trækkes om Bord. Kvik og frisk er han og dejlig varm over hele Kroppen. Et Glas Portvin drikker han ud til Bunds, og nu gaar det i fuld speed over til Badeanstalten "Rysensteen".

Frk. Esther Østergaard, der bevarede sin Førerstilling foran Feltet til midt i Havneløbet paa Strækningens nordligste Punkt. - Frøkenen var den bedste Dame og blev en fin Nr. 4 i Løbet.

Esther Østergaard er passeret af endnu et Par Herrer. Det er Gunni Skovgaard Hansen og John Nilsson, men Frøkenen kommer ind som Nr. 4, kun 15 Sekunder efter Nilsson.

Alle 18 Damer fuldførte Løbet, den sidste brugte over to Timer, men vilde fuldføre. Af de tretten Herrer opgav tre; foruden de to i Havneløbet opgav Poul Petersen, P. 08, udfor Thorvaldsens Museum.

Alt klappede som det skulde.

Ove.

(Herefter følger lister over alle deltagere).

(Nationaltidende, 30. juli 1925)

Herover: Start ved Langebro. I hjørnerne de to sejrherrer Ester Østergaard og Viggo Christensen. Herunder: Svømmerne passerer Christianshavns Kanal. Fotoer fra Aftenbladet (København) 30. juli 1925.

Året efter var der igen kanalsvømning.  Starten gik et sted ved Langebro. Om vandkvaliteten nævnte Nationaltidende at det var rent og klart næsten overalt, undtagen Christianshavns Kanal "hvor Dynd og andet Snavs havde samlet sig, men galante Robaade fik hurtigt renset en Bane for de første Damer." Adskillige aviser bragte historien på forsiden. Først nedenstående fotoserie fra Social-Demokraten 22. juli 1926:

Kanalsvømningen satte i Gaar Aftes sit Præg paa  Byens Liv i Havnegade og Gammelholmkvarteret og samtlige christianshavnske Overgader baade oven og neden Vandet. Billedt viser øverst til venstre Baadene ved Start- og Opløbsstedet, tilhøjre Damernes Start, da de hopper i Vandet og som en kulørt Perlerad samles ved den lange Jernkæde med Hætterne over Vandet. Nederst til venstre staar samtlige Damer paa Broen og til højre ses nogle af Løbets mange, mange tusinde Tilskuere.

Billedet viser til venstre Vinderen af Herreklassen, G. Stovgaard Hansen, og til højre den helt unge Esther Østergaard, der ligesom i Fjor vandt Dame-Løbet, men paa en endnu bedre Tid.

Aftenbladet bragte den 22. juli 1926 nedenstående fotoer fra den 2. kanalsvømning:

Fotografens Reportage fra Kanalsvømningen viser foroven den smukke Buket af kvindelige Svømmersker med Sejrherren Esther Østergaard (Nr. 1) og Edle Nielsen (Nr. 2). Derefter følger den pudsige Situation, da Damerne springer i "Ballon" før Starten, den kraftige Herreryg ved Siden af Nr. 19 tilhører Svømmeunionens Formand Otto Hansen. Det nederste Billede viser de mandlige Svømmere umiddelbart før Starten. Nr. 1 er Sejrherren Stougaard-Hansen.

Endelig bragte Nationaltidende den 22. juli 1926 nedenstående foto:

Der springes ud til Start. - Tilskuere ved Kristiansgade.

Herman Bangs Bo og hans Arving. (Efterskrift til Politivennen)

Ude i Haderslevgade bor Frisør og Barber Hans Larsen, som ved et Lune blev Herman Bangs Universalarving. Overfor vor Medarbejder, Hr. Christian Houmark, fortæller han om sin Arvelod, om den udenlandske Film og Bangs Digtning.

Hr. Larsen på Stuen.

DER findes flere Testamenter efter Herman Bang. Paa sine mange Sygelejer, der af ham bestandig betragtedes som lige saa mange Dødslejer, nød han at udstede et eller andet Testamente til en eller anden, ofte tilfældig Tilstedeværende. Snart bortskænkede han Ejendomsretten til Romanerne, snart til Novellerne, en Enkelt overlod han rundhaandet sin samlede Produktion, baade den hjemlige og den oversatte - den skrevne og den endnu uskrevne, og tog efter en saadan Opbydelse af de sidste Kræfter, en hjertelig og uigenkaldelig Afsked med den lykkelige Besidder af det ganske værdiløse, juridisk ugyldige Dokument. Mens Bang ellers nøje huskede, hvem han havde betænkt, saa syntes han ganske at have glemt det Testamente, som indsatte Portnersønnerne fra Walkendorffs Kollegium til hans Universalarvinger. Det talte han aldrig om. Derimod nævnede han hyppigt og med Glæde et andet, som, efter hans Mening, var fuldkommen lovgyldigt. Han navngav Arvingen og Vidnerne, men dette Testamente synes paa hemmelighedsfuld Maade at være forsvundet. Maaske har Bang selv, i et deprimeret øjeblik, tilintetgjort Dokumentet.

Den ene af Digterens Universalarvinger, Frisør Hans Larsen ude fra Haderslevgade, modtager i denne Tid talrige Henvendelse fra udenlandske Filmsselskaber, som ønsker at sikre sig Retten til at overføre Bangs Digtning paa Filmen

- Vidste De, at De var Bangs Arving? spørger jeg Hr Larsen en støt og stille Herre med et smukt Væsen.

- Nej. Ikke jeg, lyder Svaret. Jeg var kun tre Aar, den Gang han skrev det. Men nogle ældre Halvsøskende huskede godt, da der senere blev talt om det, at vore Forældre havde sagt, at vi var indsatte.

- Vi .... hvem?

- Min ældre Bror, Gilbert, og jeg.

- Hvor gammel er De?

- Bror er 51 og i Amerika. Jeg er 49.

- Hvad Aar blev Testamentet skrevet?

- I 1879.

- Hvordan lyder det?

- Ja, der staar, at han indsætter os, fordi vores Forældre havde været saa gode imod ham, da ingen vilde kendes ved ham, heller ikke Slægten. Han havde jo dengang ikke skrevet saadan noget videre.

- Hvorfra kendte Bang Deres Bror og Dem?

- Fra Walkendorffs Kollegium, hvor Far og Mor var Portnerfolk, og hvor han boede som Student. Han laa meget syg af Gigtfeber engang, og min Mor plejede ham og tog sig kærligt af ham; han ejede ingenting og hun hjalp ham med Mad og saadan, hvad der kunde falde fra ... Jeg kan nu ogsaa godt huske, at da Bang Byttede hen i Studiestræde hos Fru Ottesen, dér boede ogsaa Peter Nansen, saa bar min Bror og jeg Middagsmad hen til ham, som Mor lavede.

- Hvomaar døde Deres Forældre, Hr. Larsen?

- I Firs - enogfirs.

- Hvomaar saa De sidste Gang Herman Bang?

- Det var til en Børnehjælpsdag, da vidste jeg jo ikke noget om det, ellers havde jeg vel talt med ham, men det har jeg aldrig gjort Jeg har tit set ham, ogsaa hørt ham læse op.

- Og saa døde han?

- Ja, og saa blev vi jo opsøgte. De henvendte sig først paa Walkendorff. dér var der ingen, som kendte os, men ligeoverfor boede en gammel Skomager, jo, han hed Madsen, og han vidste, at vi havde en Onkel, der var Bud paa Polyteknisk Anstalt, og hos ham fik de at vide, at jeg var næringsdrivende Barber- og Frisør paa femogtyvende Aar i Haderslevgade, og saa blev jeg kaldt op til Boets Eksekutor, der fortalte mig, at jeg var Arving, men at der næppe vilde blive noget .... Familien - Bang - vilde have Testamentet omstyrtet, men det var retsgyldigt, og Vidnerne lagde Ed paa, at det var skrevet paa Kollegiet, og at Testator var ved sin Fornufts fulde Brug, og saa blev det mig.

- Men Filmen?

- Ja. Den frembød jo Vanskeligheder. Men en Voldgiftskendelse har tilskrevet mig Retten til hans Værker, til Film og Dramatisering over hele Verden.

- Og Deres Bror?

- Ham har jeg ikke hørt fra i flere Aar Jeg har søgt ham pr. Breve, men der kommer ikke noget Svar. Jeg véd ikke, om han er levende eller død .... 

- Saa er De ene Arving?

- Ja .... desværre. Men maaske afdøde Broders Gæld herhjemme er blevet betalt af hans Arv ifølge Fuldmagt af 1912, da levede han endnu, saa han vidste, han var Arving, Med-Arving. Siden 1918 har jeg ikke hørt fra ham. Der kom nok en Dansk Amerikaner en Dag for et halvt Aar og skulde hilse mig fra ham - men .... næh, den tror jeg nu ikke paa.

- Hvormeget har Boet hidtil indbragt Dem?

- Der var store Udgifter .... Voldgiften, og hver Gang jeg skulde møde i Boet, maatte jeg stille en Mand Forretningen, det er 12-14 Kr om Pagen .... aah, ikke noget videre naar jeg saadan skal se .... Jeg vilde saamænd gerne sælge Ejendomsretten til Film og det hele og trække mig ud af det, naar jeg kun de faa et ordentligt Bud. For "Mikaél" gav Filmen mig kun /> af 3500 Kr. Det er det højeste, jeg har faaet.

- Har De Ingen Pietet?

- Jo. Jeg har skrevet saadan lidt Smaasange i Familie-Lejligheder, men det ér jo ikke i Sammenligning .... ikke noget nævneværdigt.

- Hvad synes De bedst om i Bangs Digtning?

- "Mikael". Jeg gaar ogsaa tit ud paa hans Grav og ligger en lille Blomst til Erindring for mine smaa Penge, eller en lille Krans, som det nu gaar paa Stuen, det er den, jeg maa stole paa .... Jeg synes. Forfatterforeningen skulde holde Graven og rejse et Monument over ham. Han har sagt, han ikke vilde, véd jeg nok, men hvad gør det .... Han sagde ogsaa, at der ikke maatte tales over hans Grav og ikke tages Maske - og alt det skete alligevel der er ikke noget blevet overholdt .. alligevel ....

Christian Houmark.

(B. T. 11. juli 1925).

Se også artikelen om Herman Bangs død og begravelse her på bloggen.-

Legetanternes første Dag. (Efterskrift til Politivennen)

En Begyndelse, der lover godt for Fremtiden.

Allerede den femte Dag viste tydeligt, at der med det nye Barneværn, som B. T. igaar holdt over Daaben, er afhjulpet et alvorligt Savn i Storbyen.

Vi vil ikke bruge Ordet "Sukces" i Forbindelse med legetanternes første Dag, skønt den, der saa det glade Liv, der udfoldede sig rundt omkring paa de fire Legepladser under "Tanternes" kærlige og forstaaende Omsorg vel i og for sig vilde finde Ordet berettiget. Mere end den øjeblikkelige og letkøbte Sukces ligger det os nemlig paa Sinde at faa fastslaaet, at der med denne Institution virkelig er afhjulpet et Savn i Storbyen København. Og dette fik vi fuldtud at føle. Mødrene stod allerede i de første Morgentimer med deres Smaabørn glade og taknemmelige, fordi de kunde overlade dem til et trygt Værn, mens de selv passede deres forskellige Arbejde. Børnene selv var søde og straalende glade, og Legetanterne - ja, dem har vi jo en ganske speciel Tak at bringe for det Mod hvormed de kastede sig i Breschen for denne nye Sag. Det var slet ikke saa helt let en Opgave, og der var mange Vanskeligheder af forskellige mere eller mindre delikat Art at klare, men det gik fortræffeligt.

Nedenfor skildrer vor Medarbejder, Fru Gunver Fønss, sine Oplevelser om Legetante, og hendes Oplevelser falder sikkert sammen med, hvad alle de andre elskværdige Damer, der her rakte os en hjælpende Haand, var ude for. Den første Dag var naturligvis en Prøvedag. Om vi straks har fundet den rette Form, eller om den maa revideres i den nærmeste Fremtid, kan vi endnu intet sige om. Vi er traadt Forbindelse med Mennesker, der har speciel Indsigt paa dette Omraade, og sammen med dem vil vi i den nærmeste Fremtid lægge Programmet helt fast.

Men Isen er brudt! Legepladserne har faaet deres Værn, der er skabt Tryghed for Mødrene, som nu véd Jeres Børn under Beskyttelse - Og dette vil der ikke ske nogen Forandring.

En Dag som "Legetante"

Vor Medarbejder fortæller om sine Oplevelser blandt Vesterbros Børn.

I den graa, lidt blæsende Morgen ankom vi til Enghaveplads, fik vort grønne Bind med det sølvtrykte Barneværn om Armen og begyndte at se os om paa den store Plads, hvor de første 10-15 Smaabørn allerede havde indfundet sig.

I Løbet af en eneste Time var Tallet oppe over de Hundrede, og det steg fra Time til Time i Dagens Løb, alt som Solen brød frem og Rygtet om Tanterne spredtes i Kvarteret.

Saa mange Børn har her aldrig før været

sagde Chaufførerne paa Automobilholdepladeerne udenfor, og lænede sig interesserede mod Rækværket, og Dagen igennem lød det fra Folk, der passerede Pladsen - saa mange har her aldrig været.

Børnene.

Hvem kom da?

Alle! Her var Børn i alle Aldre. Sødskendeflokke fra Vesterbros Sidegader, Børn, der var vant til at gaa sammen ud og lege, og ganske smaa Børn, som aldrig før havde været paa egen Haand, Mødrene stillede med dem.

- Vi blev saa glade, da vi læste om det derhjemme - for vi har jo ikke Tid at blive her - men nu tør vi rigtignok lade Tulle og Viola og Ketty og Henry være her.

Sandkasserne.

Vi fik de fleste smaa anbragt i de to store Sandkasser - de, som ikke var vant til at blive ladt tilbage naar Mor gik, trøstede sig hurtigt, naar en "Tante" lærte dem at lave Sandkager, - andre udviklede efterhaanden en hel Virtuositet i at anlægge hele Parker, Fæstninger og Bjerglandskaber af Sand.

- Frøken, kom og se min Have - vil De ikke nok Frøken - nu er der Tunnél gennem mit Bjerg - Frøken vil De se?

Frøken - Frøken.

Vi er begge gifte Koner, der selv har Børn; men for de smaa og store paa legepladsen var vi "Frøkenen". Jeg siger det til "Frøkenen- , - - Frøken - jeg skal - - (hvorfor er der forresten

ingen Nedtørftshus paa en af Byens største Legepladser?

Skal de Smaa virkelig tvinges til at gaa med vaade Bukser i Sandkassens iforvejen ikke for rene Sand eller til at gaa hjem? Vi henstiller til Kommunen at forny Sandkassernes Indhold med dejligt, hvidt Sand til at lege i, og forny det ofte - og skyndsom: at opføre en Nødtørftsanstalt for de Smaa.

Resultatet af Prøvedagen.

- Men hvorledes gik det nu med disse Hundreder af fremmede Børn? Lad os sige, at det efter vort Indtryk gik særdeles godt.

- Det var den første Dag - altsaa Prøvedagen, den hvor Erfaringerne skulde indhøstes - at hver følgende Feriedag skulde naa Dagen igaar i Feststemning, maa man ikke vente; det Arbejde, de Opgaver, der ligger her, er saa store, at de i det lange Løb ikke vil kunne opfyldes ad Frivillighedens Vej, det viste sig straks at 

Trangen til Hjelp og Opsyn

paa Legepladserne er saa mægtig, at Arbejdet mellem Børnene her maa organiseres som en fast Institution. Barneværnet maa blive et fast Erhverv.

Taknemmeligheden fra Mødrene, og Børnenes Glæde, var saa stor, at den ikke maa skuffes.

Store Søster og Bror.

Men hvorledes nu styre alle disse Børn - blev der ikke for megen Ufred - Slagsmaal?

- Naturligvis var der smaa Optrin hist og her med; "Mig vil hjem -!" eller "Han ta'r min Skovl" o. s. v. Der var ogsaa nogle store Drenge, der, som de selv sagde, "lavede Skæg" - i lovlig høj Grad - de var forresten ikke ondsindede, bare lidt vel "oplagte" - et Par halvvoksne Lømler, der tumlede ind i Sandkasserne og ødelagde nogle Smaapigers fine Haver med Villie, forsvandt skyndsomst, da "Tanterne" truede med at hente en Betjent! Men hvor var alle disse Børn gennemgaaende søde og nemme at have at gøre med - og især, hvor er store Søskende rørende til at passe paa deres smaa Brødre og Søstre.

Sagde jeg store -- aa Herregud "store Bror," der havde faaet den mindste betroet til sin Omsorg, var ofte selv kun 4-5 Aar - aldrig vil jeg glemme en lille, bleg Fyr, paa 4 Aar, der Dagen igennem slæbte rundt med sin 1½-aarige Søster holdt sammen paa hendes Blikdukke og hendes Bamse.

Og de store 8-aarige Piger, der var hele smaa Eksperter.

Bro, bro Brille, Tornerose og de andre Sanglege.

- Frøken - de smaa skal have at være Prinsesser og Kongesønner - ham dér har ikke været inde - og saa fandt de smaa henrykt generte Kongedøtre og Kongesønner med lange Næser og straalende glade Øjne i de tilsmurte Ansigter frem.

Crome & Goldschmidts Legetøj.

En mægtig stor Pose Bolcher, der mange Gange gik Raden rundt, - der var nogle af Børnene, som havde en forbløffende Evne til at "gan igen- - som Tordenskjolds Soldater - glemmer aldrig en bedaarende lille Gavtyv fra en nærliggende Barak - jeg tror han snød sig til Bolscher ti Gange - men hvem kunde blive vred paa et Barn med det Smil? - Med Ballonerne, de surrende Humlebier og Hinkestenene fra Crome & Goldemidt kulminerede Formiddagens Herligheder.

Saa megen Fest vil der jo ikke blive hver Dag, men rare Damer vil atter imorgen tage sig af Børnene paa legepladserne og i de fastsatte Timer mellem 9 og 12 og mellem 2 og 6.

Gunver.

(B. T. 10 juli 1925).

B. T. berettede med i de følgende dage om livet på legepladserne. Den 14. juli var der følgende forsidereportage i fotoer fra de fire legepladser hvor "Barneværnet" var: Christianshavns Vold på bastionen, Enghave Plads, Hans Tausensgade i anlægget og Fælledparkens legeplads ved Nørre Alle.:

Det er en Fornøjelse at se det Liv, der rører sig paa Legepladserne, efter at B. T.s Barneværn er begyndt paa sin Virksomhed. Her bringer vi et Billede fra Christianshavns Vold, hvor en af de unge Legetanter danser rundt med de Smaa i en munter Ringdans, mens Sangen skingrer fra Barnestruberne.

Et Billede fra Fælledparken, hvor Legen gaar muntert.

Fra Legepladsen ved Hans Tavsensgade, hvor en ny Leg er ved at blive indstuderet. De Smaa hører godt efter, og kun en enkelt faar Tid til at kigge efter Fotografen.

De unge Lærere, der igaard debuterede som "Lege-Onkler", blev hurtigt lige saa populære som "Tanterne" og klarede stolt alle Vanskelighederne.

De store Søskende kan godt hjælpe lidt med som "Tanter" og kigge efter de Smaa i Sandkasserne.

De to Gymnastikinspektører, Kaptajn Langkilde og Hr. K. A: Knudsen, er utrættelige i deres Interesse for Sagen, og var igaar paa Inspektion paa alle Pladserne.

Hvor saa Mange Børn er samlet, kan Hjælperne naturligvis ikke være allestedsnærværende. Saa faar de dannet Smaakredse - og se, hvor fornøjeligt Børnene klarer sig!

Sommeren 1925 indsamlede B. T. penge til Barneværnet. Fra midten af august 1925 forsvandt omtale af det i bladet resten af året.

Barnets eget Rige.

Skoleferien er forbi, og Byens Legepladser er Igen fuldt befolkede med legende Børn. Hr. Skolelærer Dragehjælm, der er en af Pionererne i Arbejdet for Legepladserne, slaar her til Lyd for, at der nu skabes et godt og forstaaende Tilsyn med vore Legepladser.

Rundt om i Byen og i Byens Yderkanter er der i de sidste Aaringer skabt en Række af legepladser, en Kæde af Steder, hvor der er Tumleplads til Børnene. Man har forstaaet, at det er et Omraade, der har Betydning, og hvor der virkelig kan og maa skabes noget. Man har selv langs Boulevarderne, hvor der i Midten mellem Gadelinjerne er en bred Stribe Plads tilovers, skabt smaa Legepladser til Børnene.

Legepladserne smykker og liver op. De puslende og legende Børn, de smilende Ansigter, de straalende Barneøjne er en Prud for Byen.

Og saa er der Sundhed at hente paa Legepladserne. Disse mange smaa og store Pladser l Byen har draget Børnene bort fra mørke Gaarde og triste Gader til en sundere og bedre Beskæftigelse.

Byen har mange Legepladser, der er sket en god og glædelig Udvikling her. Men endnu er der ikke Steder nok for de 70,000 Børn, København rummer.

Nu er Skoleferierne forbi. 1 den Tid, hvor Ferien er inde, leves Livet paa Legepladserne mere stille. Mange af Storstadens Børn er taget ud paa Landet til den friske Luft derude, til Markernes og Skovenes store Legepladser. Men nu, hvor den glade Ferietid er endt, gaar Strømmen igen til Legepladsen.

Og Spørgsmaalet melder sig igen: Er Tilsynet med vore Legepladser i Orden?

1 1919 vedtog Kommunalbestyrelsen, at der skulde gøres et Forsøg med pædagogisk Tilsyn med vore Legepladser. Det er vist meget faa og meget spredte Forsøg, der har været gjorte. Man har ikke rigtigt mærket dem.

Man har skabt gode legepladser - nu burde man gøre det næste Skridt: at skabe et velegnet og godt Tilsyn med Børnene, Det belyder noget for en Moder et Par Timer paa Dagen at kunne sende sine Børn hen et Sted, hvor de har det godt, og hvor de færdes under fuldt betryggende Former.

Legepladsen skal være Barnets eget Rige, den skal være formet som et Barns egne Tanker og Følelser. Men der bør være vaagne Øjne, der følger dem, der bør være Hænder, der leder dem og forstaar at lede dem.

Vi har mange gode Legepladser - vi gøre dem sikre, saa enhver Moder uden Ængstelse kan se sine Barn færdes og lege der.

(Klokken 5 (København) 20. august 1925)

Se også indslaget om Hans Dragehjelm her på bloggen.