Københavns Opdragelseshjem. (Efterskrift til Politivennen)

I oktober 1924 blev kommunelærer S. P. Fredebo (1887-1960) udnævnt til forstander for Københavns Kommunes Opdragelseshjem på Fælledvej - "Internatet". Han afløste pædagog Møller-Lund som var gået af pga sygdom. Ved sin udnævnelse var han 37 år, uddannet på Gjedved Seminarium (Horsens), senere førstelærer i Tune, 1916-20 ledede han ungdomsarbejdet i Grundtvigs Hus, derefter tilknyttet Københavns Kommunes Skolevæsen, Øresundsvejens Skole.

I 1949 talte Fredebo som Odenses skoledirektør for en afskaffelse af spanskrøret, lærerne skulle hellere tale med eleverne. Prygleretten blev ophævet i København 1951, og i 1967 blev den afskaffet af undervisningsminister K. B. Andersen i hele landet. Revselsesretten for forældre blev ophævet i 1997 af et snævert flertal i Folketinget.

Københavns Kommunes Opdragelseshjem eksisterede 1879-1934, først som Vesterfælledvej 66, 1886-1934 som Vester Fælledvej 108 (husnummerskifte). Herefter blev det omdannet til optagelseshjem, fra 1937 under navnet Emdrupgård.

Hovedstadens vildfarne Ungdom er ofte det bedste Materiale.

En ny Betragtning over Spørgsmaalet "Drengene fra Opdragelseshjemmene"

Forstander Fredebo mener, at de paa en Maade er nok saa meget værd som de artige.

I ældre Dage satte man ganske simpelt den vildfarende københavnske Ungdom i Fængsel, og Internatet for skulkende og umulige Kommuneskoleelever var hverken mere eller mindre end et Forbedringshus for Børn - vel at mærke med de samme skadelige Virkninger som det rigtige Forbedringshus. I den nyere Tid har Humaniteten heldigvis sejret her, og særlig under den nuværende Forstander paa Kommunens Opdragelseshjem, som Internatet nu hedder, praktiseres et helt møderne Princip, der ogsaa synes at skulle faa de allerbedste Virkninger.

Vi har i disse Dage aflagt Opdragelseshjemmet Besøg og haft en Samtale med Forstander Fredebo, der viste os rundt paa sine Enemærker.

- Det er i Grunden forkert, siger Hr. Fredebo, naar man mangen Gang .vil gere Hovedstadens Ungdom værre end Landets. Sagen er den, at man ofte har en tilbøjelighed til af sammenligne den værste Del i Byen med den bedste paa Landet, og saa kommer der et galt Resultat ud deraf. Den saakaldte vildfarende Ungdom i Storstaden er. hvad den er. nemlig Børn, der ikke har faaet det rigtige Grundlag, saa de selv bliver klare over, hvad der er galt eller rigtigt. Og de allerfleste af de Drenge, som vi faar her ud. er paa en Maade nok saa meget værd som de artige Børn. Hjemmet her befolkes jo af Kommuneskoleelever. der har drevet Skulkeriet saa vidt. at man ikke mere kan holde Skik paa dem. Men disse Drenge indeholder ofte det bedste Materiale. Det er i Grunden smaa Personligheder, der frem for de andre har det Mod, at de tør bryde ud og tage Konsekvenserne deraf. Ingen Børn holder af at gaa i Skole, men de fleste bøjer sig for Omstændighederne og indordner sig under Disciplinen. Andre har Udlysten og Frihedstrangen sig, og de skejer ud. Og vil man saa anvende haard Tvang saa gør man blot ondt værre. I ældre Dage blev enhver Dreng, som Politiet indbragte her. sat tre Dage i en Arrest, en veritabel Fængselscelle med Jernstænger for Vinduet, og senere var hele Internatet en Tvangsarbejdsanstalt. Jeg har indført et andet Princip. Det er ikke Arbejdslysten, der mangler disse Drenge, det er heller ikke Lysten ti! at drive, som besjæler dem. Nej, de kan ikke holde det stillesiddende Liv ud. Mange sprudler af Energi, men de har blot ikke haft hvad jeg vil kalde Respekten for Arbejdet og dettes Resultater.

Det er blandt andet det, jeg prøver paa at lære dem. Saaledes har vi i Sommer selv restaureret og repareret hele Huset her, og vi driver hele vort Havebrug alene ved Drengenes Hjælp.

Jeg søger at gøre Hjemmet her til et virkeligt stort hjem, hvor hver har sin Del at passe og har sit Ansvar. Vi har adskillige smaa dygtige "Haandværkere", som betyder at vi selv kan fremstille alt. hvad vi behøver. Og jeg søger at Iade Drengene forstaa at de ikke betragtes som værende paa Kant med Samfundet. Saadan en Dreng, der maaske i sin Klasse i Skolen har faaet Stemplet at at være upaalidellg, han bliver det uvægerligt. fordi ingen stoler paa ham. Jeg vil vise ham. at han er lige saa meget værd som alle andre Jeg sender Drengene ud i Byen. jeg lader dem besørge Ærinder, hvor de maa gaa med Pengebeløb, og jeg er ikke bange for paa eget Ansvar at give dem en eller to Dage fri saa de kan tage hjem og besøge Familien.

Hænder det saa aldrig at saadan en Dreng bliver borte? spurgte vi.

Hr. Fredebo smilte - Tidligere var alt lukket af, svarede han, men det hændte ofte, at flere Drenge brød ud og stak af. Siden Nytaar i Aar lukkede jeg alle Døre op. Den Dreng, der vil løbe sin Vej, han behøver ikke at udvise nogen snedighed, han kan bare slikke af. Og siden den Tid er der ikke løbet en eneste.

Nej Drengene her trænger netop i højere Grad end andre til, at der vises dem Tillid, og viser man dem denne saa er de stolte af det. Jeg har heller ikke været bange for sidste Vinter at give dem Lov til at gaa ud og kælke som andre raske Drenge, og netop derved er det at de. ved at se, at andre viser dem Tillid, ogsaa faar den Tillid til sig selv, som skal give dem Modet til at tage fat og rette sig op.

(Aftenbladet (København) 26. august 1925).

Drengene fra Kommunens Opdragelseshjem.

Øverst: Der arbejdes i Haven (tilhøjre staar Hr. Fredebo). Nederst: Drengene laver Fritidsarbejder i Ler.

VI viser her et Par Situationer fra Kommunens Opdragelseshjem,som det tidligere Internat nu kaldes, og som sikkert vil samle Opmærksomheden om sig i de kommende Dage. Dets Forstander, Hr. Fredebo, har som omtalt i Gaar fremsat og praktiseret Meninger, der i Forhold til den Fremgangsmaade, man tidligere har anvendt overfor de Børn. der blev optaget paa Hjemmene, ligefrem maa kaldes kætterske. Men Gud véd, om Kætteriet ikke indeholder den rette Tro. Vj gør Spørgsmaalet til Genstand for Omtale inde i Bladet.

Men forøvrigt knyttede Hr. Fredebo følgende Kommentarer til vor Omtale af Virksomheden:

- Uden iøvrigt at ville korrigere noget i Deres Artikel, vil jeg blot bede Dem erindre, at mit Arbejde her i alt væsentligt hygger paa gode Traditioner, som min Forgænger, Hr. Møller-Lund, har skabt! Well, saa har Hr. Møller-Lund Æren med, og det er glædeligt at konstatere at der er sket en hel lille Revolution i det stille.

Drengene fra Opdragelseshjemmet.

Man fik, naar man læste Forstander Fredebos Udtalelser i Gaar i "Aftenbladet", en Fornemmelse af, at den samme Hr. Fredebo er en modig Mand. Tænk, at slynge en Mening ud som den, at Drengene paa Opdragelseshjemmene i de allerfleste Tilfælde er nok saa meget værd som dem, der passer deres Skoletid paa Minuttet og kan deres Lektie paa Remse, at de ofte er det allerbedste Menneskemateriale, man vil kunne finde. Der er dem, der vil sige, t efter dette staar Verden ilede længe.

Men jo mere man følger Hr. Fredebo i hans Tankegang, jo mere fæstner den Idé sig hos En: Gud véd, om ikke den Mand har Ret? Der er Ting deri, der efterhaanden falder saa selvfølgelige, at man rent uvilkaarligt udbryder: Det er egentlig mærkeligt, at ingen har tænkt paa det før. Tidligere viste man for Eksempel den Dreng, der kom derind, en Fangecelle med et Jerngitter for, nu viser man ham en Spade og en Rive og fortæller ham, hvorledes han skal bruge dem. I det ene Tilfælde Indespærring og Inddæmning af de Kræfter, der gærer i saadan en Knægt, i det andet en Opgave, der skal løses, en Lejlighed til at udløse de samme Kræfter i Arbejdet - det er intet mindre end Columbus-Æg om igen. Naa, Hr. Fredebo giver sin Forgænger al Ære med for de nye Tanker, man prøver at omsætte i Virkelighed derude. Alligevel bliver det nok ham, der kommer til at prøve paa at slibe de Kanter bort, som Livet selv i sin Uddannelse "paa fri Haand" gav disse Knægte ved deres første Indtræden i det.

Helt undgaa Skuffelser i sin Virksomhed vil Hr. Fredebo nu ikke, det behøver man ikke at være synsk for at kunne forudsige ham. Menneskene og deres Børn er jo en Gang det mærkeligste Stof, man kan faa mellem Hænderne at arbejde med.

Men hvad har det at sige, naar der for hvert Nederlag gives tyve Sejre, saa har Samfundet ingen Grund til at klage over Regnskabets Debet og Kredit, og den unge Forstander derude paa Opdragelseshjemmet kan i hvert Tilfælde være sikker paa, at der er ikke en - selv blandt dem, der nu er mest tilbøjelige til at stille sig skeptiske overfor hans Fremgang vil ønske ham Held i Bestræbelserne for at faa det gode frem i de smaa Sjæle, han paa sin egen originale Maade eksperimenterer med.

Der behøver slet ikke at være nogen "Laven Dæggelam" i det, det gaar næppe med Klap og Kage og Kærtegn derude, men - og det er netop det centrale i det - der er heller ikke det  mindste i Vejen for, at en saadan Institution kan ledes med Fasthed og samtidigt med fuld Forstaaelse af alt det, der bryder og ruller i de unge Sind, og som aabenbart netop i disse Drenge bryder og ruller med en saadan Kraft, at den gør det lidt vanskeligt for dem at finde det rigtige Fodslag, naar de skal ind i i Rækken mellem nyttigt og arbejdende Mennesker.

Jens Hammer.

(Aftenbladet (København) 27. august 1925).

Forstander Fredebo. Foto fra Nationaltidende 5. april 1929, 2. udgave.

Beboerne af Husvilde-Kaserne protesterer mod Kommunen. (Efterskrift til Politivennen)

Uhyggelige Forhold i Haderslevgade-Komplekset.

Kommunen administrerer værre end den mest hensynsløse Husvært.

Dersom det er sandt, at "Hjemmets Hygge betinger Livets Lykke", maa det desværre befrygtes, at det er skralt med Livslykken i de mange store Ejendomme, som Københavns Kommune anbringer sine Boligløse Borgere. Her er der nemlig alt andet end hyggeligt, navnlig for de stakkels Husmødre, der i et Antal af 3-4 maa skiftes til til lave Mad i det samme Køkken med Vægge og Lofter sortere end en Kulkælders. Om de uheldige Forhold i deres inderste Aarsag maa tilskrives Kommunen eller Lejerne, skal vi ikke afgøre, men ved Selvsyn har vi overtydet os om, at Kommunens Administration af Husvilde-Husene i hvert Fald ikke er dadelfri, og Magistraten kan ganske simpelt ikke være bekendt at byde Folk saadanne Forhold, som vi i Aftes saa ude i Haderslevgade-Komplekset, hvor Beboerne nu har tabt Taalmodigheden og holder Protestmøder og danner Lejerforening.

Uorden i Gaarden og hæsligt Svineri i Kælderne.

Der klages fra Beboernes Side over mangelfuld Renholdelse, og som Bevis præsenterede man for os en Del gamle sørgelige Betler af Chaiselonger og Madrasser, som man paastod havde ligget og drevet i Gaarden over en Uge. Naturligvis havde Tang, Blaar og Klude været et yndet Legetøj for Gaardens Børn.

Og saa Kælderne med deres mange snirklede Gange. Ja, her var der mildest talt uhyggeligt at færdes, for disse Gange var ganske simpelt benyttet som W. C. i den Grad, at der skulde Held til for at undgaa at træde i Uhumskhederne. Man tør naturligvis ikke gaa ud fra, at det er Beboerne, der selv i den Grad snavset deres egen Rede til. Men enten det nu er den ene eller den anden, maa Uhumskhederne selvfølgelig fjernes af dem, der fører Tilsyn med Ejendommene.

Der repareres ikke, og der gøres ikke rent, naar Folk flytter.

Haderslevgade-Ejendommen er vel 8-9 Aar gammel. Beboerne paastaar, at der er Lejligheder, hvor der ikke har været Haandværkere siden Ejendommen blev bygget, og der lyder stærke Klager baade over Væggetøj og Mus. Naar en Familie flytter, gøres Lejligheden ikke rent, inden en ny flytter ind, og det er fornuftigvis ikke morsomt for en Husmoder at skulle tage alle de Uhumskheder, der af og til efterlades.

Overfyldte Lejligheder.

Hver Husvildefamilie faar kun 1 Værelse, og Husmødrene maa, som sagt, være fælles om Køkkenerne. Lejlighederne er paa 2 og 3 Værelser: mange Køkkener er meget smaa; et Par af dem vi saa, gjorde et ualmindelig uhyggeligt Indtryk. I samtlige Kommunens Husvildehuse paa Vesterbro findes ca. 700 Lejere, hvis Familier udgør ca. 2500 Personer. I Værelserne, hvor der altsaa baade soves og spises, er der i visse Tilfælde sammenstuvet indtil 8 Personer. De er Familier, som har boet i Husvildehusene i 6-7 Aar. I Leje afkræves hver Familie fra 18 til 30 Kr. om Maaneden.

Stærke Angreb paa Inspektøren.

Naturligvis er det uhyre Vanskeligt at administrere en Husvilde-Ejendom. Menneskene er jo nu en Gang ikke Engle, og de Husvilde er fornuftigvis ikke bedre end andre. Ja de uheldige Forhold, hvorunder mange af dem aarevis har levet, kan maaske endogsaa have sløvet en Del af dem eller gjort dem bitre og noget umedgørlige. Men de samstemmende Klager, der lyder over Kommunens Inspektør. Hr. Elmø, faar i hvert Fald en til at tro, at han ikke forstaar at omgaas de uheldigt stillede Mennesker, der er betroet til hans Forsorg.

Under Protestmødet i Aftes talte bl. a. Lejerforeningens Sekretær, Havnearbejder Falchmann og Kassereren, Hr, Frederiksen. De manede begge til Ro og Sammenhold og udtalte Haabet om, at Magistraten, naar den nu faar en samlet Henvendelse fra Lejerne, vil imødekomme disses berettigede Krav om Reparationer og mere Orden i Husene. En Generalforsamling i Lejerforeningen vil nu snart blive sammenkaldt og en Resolution vedtaget. Imellem Aftenen Talere spillede et 10 Mand Orkester fra Musikforeningen "Spartakus", saavel Musiken som Talerne høstede mægtigt Bifald af de mange Lejere og deres Familier, hvoraf de fleste overværede Mødet fra deres Vinduer.

(Aftenbladet (København) 15. august 1925).

Udover byggeriet i Haderslevgade var der også bygget en del ejendomme til husvilde i Knud Lavartsgade, Bodilsgade, Ingerslevgade, Sigerstedgade og Røddinggade.

På grund af røret blev der stillet i udsigt at der fra nytår ville blive stillet 200-250 lejligheder til disposition i de nye karreer ved Alsgade-Carlsbergvej der dengang var nyopførte. Disse skulle bl. a. bruges til at huse de husvilde mens deres lus- og musebefængte lejligehder blev gjort i stand.

Erik og Christian Steen Hasselbalch. (Efterskrift til Politivennen).

Grosserer Christian Hasselbalch (1851-1925) stod bag Gardinfabrikken i Lyngby. En af de største fabrikker i kommunen som eksisterede 1892-1961. Gardinvæveriet var i 4 etager med en blegeri- og vaskeribygning langs Mølleåen. Efter stadige udvidelser fik fabrikken i 1913 det endelige udseende.

Den ene af fabrikslængerne - en tilsvarende står til højre udenfor fotoet. I starten af Gammel Lundtoftevej, tæt på Bondebyen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I 1901 var der 208 væve og 5 gardinvæve. Med 250 arbejdere ansat. I 1915 604 væve og 10 gardinvæve, med ca. 500 ansatte. Lyngbys største arbejdsplads. 

Fabrikant Hasselbalch fik opført arbejderboliger, fx Hyldehavehusene. I 1897 stiftede nogle arbejdere Dansk Gardinfabriks Hjælpekasse som hjalp hvis man blev syg og fik brug for økonomisk hjælp.

Erik Hasselbalch.

Brat og meningsløst er en Livstraad blevet klippet over. Fabrikant Erik Hasselbalch er død, kun 35 Aar gammel.

Erik Hasselbalch hørte til de allermest kendte Københavnere.... og dog var det meget faa, der kendte ham.

For de fleste var han kun et "kendt Ansigt", en Monocle, der glimtede ved alle mulige mondæne Anledninger - en smuk, rig Mand, der kom susende i en Rols-Royce, naar der var noget paa Færde - Premiere, Galop, Golf. Man vidste, at han tilhørte, det store Hasselbalch'ske Dynasti og deltog med Liv og Lyst i Administrationen af de store Fabriksvirksomheder baade her og i Sverige.... men iøvrigt forsvandt Manden i den kølige Atmosfære, der omgav ham.

Men for dem, der var trængt gennem Overfladen og Køligheden, var Erik Hasselhalch noget andet og værdifuldere end Rigmand og kendt Københavner.

Han var en Mand, der levede med en Ild I Hjertet. Han elskede Kunst med en lidenskabelig, næsten troldbunden Kærlighed. Blandt vore Amatørsamlere var han uden Tvivl den kyndigste og betydeligste. - Hans skønne Hjem i Trondhjemsgade var en Samling af det ædleste og kosteligste, som mange Landes Kunst- og Kunstindustri har skabt - og hvert Stykke var bogstavelig talt udvalgt af hans egne Hænder. Han havde den ægte Samlers liflige Glæde ved at søge og købe. Han kendte alle de Smuthuller paa den venstre Seinebred, hvor der er Skatte at finde - og i den Verden paa Godt og Ondt, der hedder Londons antiquity shops, vidste han suverænt at skelne det falske og ringe fra det ægte, og skønne.

Selv samlede han ikke for Offentligheden, men for at hygge et Hjem - et hjem, der med Aarene skulde vokse i Skønhed og Mangfoldighed - men midt i det altsammen er han blevet revet bort.

Som den sunde, stærke gentleman han var, forenede han sin Kærlighed til Kunst med Begejstring for Sport og Friluftsliv - og valgte sig da ogsaa en Hustru, der herhjemme næsten er blevet Sportens og Friluftslivets Muse: Louise Hasselbalch, født Baronesse Plessen.

Om hende og hendes Barn vil Deltagelsen samle sig ved dette Dødsfald.

(B. T. 6. april 1925).

Dødsfald.

Fabrikejer Christian Hasselbalch.

En af Landets største og dygtigste Storhandlende og Industriledere, Fabrikejer Christian Steen Hasselbalch, er i Gaar afgaaet ved Døden paa sit store, smukke Landsted "Piniehøj" ved Rungsted i en Alder af 74 Aar.

Fabrikejer Hasselbalch tilhørte en dygtig, gammel Handelsslægt, som ned gennem Generationerne har talt en Række af store, driftige Handelsmænd, hvis Virkefelt mest faldt i Jylland og paa Fyn. Hans Fader var den store Købmand Steen Hasselbalch i Randers, og det faldt som en Selvfølge, at Sønnen forholdsvis hurtigt forlod Randers lærde Skole og gik i Handelslære i Aarhus. Senere arbejdede han i Vett og Wessels Udsalg i Horsens, og den store Forretning blev hurtigt opmærksom paa hans fremragende Handelsevner og betroede ham i en Alder af 25 Aar Bestyrelsen af Forretningens store Filial i Nakskov.

I 1882 etablerede Hasselbalch sig som Grosserer i København og paabegyndte et en gros-Salg af Kjoletøjer. Og mod Slutningen af Firserne begyndte han i det smaa paa Fabrikationen af Gardiner. Forretning havde de første Aar kun en eneste Væv, og det betød efter de daværende Forhold en ganske rivende Udvikling, at den allerede i 1892 kunde flytte ind i et storstilet, moderne Fabriksanlæg i Lyngby, etablere en selvstændig Filialfabrik i Malmö samme Aar og en stor Filial i Frederikshald fem Aar senere.

Den svenske Filial er nu flyttet til Göteborg under Navnet "Svenska Gardinfabrik", og Afdelingen i Frederikshald er netop i de senere Aar undergaaet en mægtig Udvikling. Fabriken i Lyngby, som ligger lige ved Hovedgaden, umiddelbart efter at Vejen til Lundtofte er gaaet af, har stadig undergaaet store Udvidelser og har nu skaffet sig en saa mægtig Afsætning, at vistnok over 1000 Arbejdere til Stadighed er beskæftiget i dens Lokaler.

Sjælen i hele dette storstilede Værk og i den ustandselige Fremgang har alene været Fabrikejer Hasselbalch, det er i hans Hænder, at det er skabt, og af ingen Ting ex det skabt. Og det vil huskes af hans mange Arbejdere, at han aldrig glemte Forpligtelsen ved at være Chefen for de tusind. Han har altid været en forstaaende og human Arbejdsgiver, og lige saa snart regne med hans Støtte, naar det hans Formueforhold tillod det, var han parat til at hjælpe paa enhver Maade. Ogsaa alle mulige kunstneriske og huntane Formaal kunde gjaldt.

Ogsaa i Erhvervslivet udenfor hans egen store Virksomhed fandt man Brug for hans glimrende Evner. I en lang Række Aar har han været Formand for Privatbankens Bankraad og Medlem af Bestyrelsen for Det forenede Dampskibsselskab. I ikke mindre end fjorten Aar var han Medlem af Sø- og Handelsretten, og gennem lange Tider var han en dygtig Kasseret i Fængselshjælpen.

Fabrikejer Hasselbalch var helt op til sine sidste Dage en smuk. en rank og statelig Mand. Der var over hele hans F'remtræden en naturlig og myndig Autoritet, som gavnede ham meget i hans ansvarsfulde Virksomhed. Baade her og under den betydningsfulde Virksomhed som den faktiske Leder af Privatbankens Bankraad gennem en Snes Aar lagde han aldrig Skjul paa sit Standpunkt, og han betragtede det vistnok som en Selvfølge, at netop det blev ført igennem. Det var et Held for Banken, at det næsten ogsaa altid var det rigtige.

I det offentlige Liv brød han sig forholdsvis lidt om at gøre sig gældende. Han levede for sin Fabrik, sin Bank og sine smukke Hjem, det ene paa "Piniehøj" ved en Sandskraaning mellem Vedhæk og Rungsted og det andet i Christianiagade, og alle disse Steder vil det mærkes, at en stor og stærk Personlighed, en myndig og elsket Fører er gaaet bort.

*

Fabrikejer Hasselbalch døde i Gaar Formiddags ved Ti-Tiden ude paa Piniehøj. Dødsaarsagen var en Hjerteforkalkning. men allerede i de fire-fem sidste Maaneder kunde det mærkes, at Livet langsomt ebbede ud. Det kan vel ikke siges, at Døden kom som en Befrielse, fordi han sikkert i den sidste Tid har været nærmest bevidstløs, men Døden kom i hvert Fald som en ventet og naturlig Udgang paa den lange og stadig stærkere Afkræftelse.

*

Det maa antages, at Firmaet nu vil blive drevet videre af Sønnen Hugo Hasselbalch i Forbindelse med Familiens mangeaarige Ven, Prokurist Jensen. Et stort Tab var det for Firmaet, da den anden Søn, Fabrikejer Erik Hasselbalch, i Foraaret pludselig afgik ved Døden. Han nærede den allerstørste Interesse for Virksomheden og havde ved sine sidste Rejser i Udlandet bidraget væsentligt til at udvide Firmaets Virkefelt.

*

Fabrikejer Hasselbalchs Navn blev tidligere ofte nævnt i Forbindelse med Bankdirektør Heides, og dennes store Forretningsforetagender. Hasselbalch var ogsaa en af Heides gode Venner, og hans Indflydelse bidrog vistnok væsentligt til, at Heide i Nedgangstiderne bevarede sin Tilknytning til Banken.

Men med Heides Projektvirksomhed havde hverken Banken eller Hasselbalch meget at gøre. Det var netop Hasselbalchs store Styrke, at han evnede at koncentrere sig om sin Livsgerning Han fabrikerede Gardiner, han fabrikerede alene Gardiner, og han gjorde det med en saadan Energi og Koncentration om Arbejdet, at Storbedriften blev hans Arbejdsresultat.

(Nationaltidende 8. august 1925).

Nogle adresser hvor Hasselbalck virkede: Lyngby Hovedgade 18, Villa Olga (1885). Bygningen husede 1924-1956 Dansk Gardin & Textil Fabrik (Hasselbalch & Co.) Bygningen blev nedrevet i 1964.

Christian Steen Hasselbalch, gravsted på Vestre Kirkegård. Indskriften på den viste sten lyder: Christian Steen Hasselbalch * 27' febr. 1851 + 7' aug. 1925. Hugo Helms Hasselbalch * 29' maj 1888 + 14' novbr 1957. Desuden ligger andre sten på det meget store gravsted. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mor skal paa Landet - . (Efterskrift til Politivennen).

Hver Uges Rekonvalescens forlænger Livet i et Aar. - Husmoderlejren i Horserød.

Det nye Hold Husmødre, som ankom i Tirsdags, nyder Eftermiddagskaffen foran Huset.

Der var to, som forleden stod ude i Solen, i Horserødlejrens regnmætte grønne Græs og talte varme Ord for en god Sag - de københavnske Husmødres. Og det var to Mennesker, der vidste, hvad de talte om: Professor, Dr. med., Overlæge Bie fra Blegdamshospitalet og Formanden for De danske Husmoderforeninger Fru Carla Meyer.

- En Uges længere Rekonvalescens forlænger Livet et Aar - sagde Professoren. Et Ord, der passende kunde være Motto for det Arbejde. som Komitéen for ubemidlede Husmødres Rekonvalescens har taget op. I Aar sender den for syvende Gang sine skiftende Hold af trætte Husmødre ud til Fred og Frihed og frisk Luft, 15 paa hvert Hold med 3 Ugers Ferie, med fri Rejse ud og hjem og med fast ansatte Hushjælpere til at tage sig af Hjemmene og Børnene under deres Fraværelse, der, hvor det ønskes.

Tre Ugers fuld Frihed - fra Uger, hvor man kan kaste sine daglige Bekymringer over Bord - tre Uger, hvor Husmoderen pludselig er bleven Hovedpersonen, den, hvis Appetit og Søvn og Hvile og Vægt og Humør det hele drejer sig om - er det ikke et Eventyr for de smaa Hjems Husmødre!

Og De skulde se, hvor de nyder det, hvor hurtigt de lærer at sove, og, hvad der falder de fleste endnu sværere - at hvile. De to Timers Hvile - i Liggestolene i godt Vejr, paa Sengene i daarligt -, der ubarmhjertigt kræves af hvert af de store ! Feriebørn, er ofte til at begynde med en Pine for den, der kun kender at i være i Trav hele Dagen. Men saa kommer Belønningen bagefter i øget Velbefindende baade fysisk og psykisk - i styrket Mod til atter at tage Livets Byrde op.

Alle Aldre og alle Klasser er repræsenterede herude i Horserødlejren, hvor to fortrinlige Barakker er lejede til delte Brug. Den tidligere Officersbarak til Opholdsværelser, Spisestue, Køkken og Forraadsrum, den anden til Beboelsesværelser. Og fornøjeligt er det Aar efter Aar at erfare, hvor hurtigt disse Husmødre rystes sammen til en hyggelig Feriekreds, og hvor meget godt Humør, der bare har ventet paa en Lejlighed til at bryde igennem, og som nu faar Udslag i Leg og Latter og forbudte Aftenslabberaser rundt om paa Værelserne.

Vægtforøgelsen er gennemsnitlig henved syv Pund for hver i Løbet af de tre Uger. - Og - siger Professor Bie - da Hjemmet drives saa økonomisk, at hver Patient alt iberegnet (undtagen Huslejen, der beløber sig til 400 Kr.) kan holdes derude for 4 Kr. 50 Øre om Dagen, koster hvert Gram Fedt, de kan lægge paa sig, kun 2 1/3 Øre.

Er det ikke udmærket udgivne Penge?

Frk. Annie v. d. Aa Kühle staar i Spidsen for den daglige Ledelse - en glad og god Moder for de trætte Mødre, der synes de bliver Børn igen under hendes Omsorg. 

Arbejdet begyndte smaat med beskedne Pengemidler, og hele Indboet er Gaver. Siden er Kommunen traadt til med et Tilskud paa 4000 Kr. Hds. Maj. Dronningen har atter i Aar ydet Komitéen et Bidrag, ligesom den har modtaget Hjælp fra den Raben-Levetzauske Fond og De Spannjerske Legater.

Men derved kan Arbejdet ikke blive staaende. Det maa udvides til at omfatte mange flere, thi alle de Mennesker, der taler om Hjemmenes Betydning for Samfundet, om Moderkaldets Hellighed og Værdighed og om den huslige Kvinde i Modsætning til den Kvinde, der arbejder i Konkurrence med Manden - hvis alle disse Mennesker blot hver vilde tegne sig for saa lavt et Aarsbidrag som 5 Kr., saa vilde Masser - Masser af smaa, slidte Husmødre kunne faa en aarlig Hvile eller et Rekonvalescensophold efter en Sygdom.

Vis i Gerning, at De mener, hvad, De siger. Meld Dem med Deres Aarsbidrag nu, naar De har læst dette. Der er flere Barakker at faa til Leje derude endnu, hvis det kan ske straks. Enhver af Komitéens Medlemmer er villig til og glad for at i modtage Deres Indmeldelse. Foruden de ovennævnte bestaar Komitéen af Overkirurg ved Kommunehospitalet, Dr. med. P. N. Hansen, Kontorchef i Hospitalsdirektoratet, Otto Falster, som er Foreningens Formand og Kasserer, Læge Fru Johanne Klein, Østersøgade 32, Oberstinde Julie Ramsing, Ribegade 8, Kommunehospitalets Inspektor la Cour Andersen og Redaktør Fru Charlotte von Osten, De Ferslewske Blade.

(Nationaltidende, 1. august 1925).

H. C. Andersens Grav flyttes til Odense? (Efterskrift til Politivennen).

Odenseanerne vil danne et H. C. Andersen-Selskab som skal centralisere alle Andersen-minder i Odense og arbejde for en flytning af digterens jordiske levninger fra Assistens Kirkegård til Odense.

En utiltalende ide som møder stærk modstand.

I disse dage har en lille kreds af odenseanere udsendt indbydelser til et ,øde, som på torsdag aften skal holdes i Katedralskolen i Odense for at få dannet et H. C. Andersen-Selskab.

Hovedmændene for denne plan er rektor Holbech, forfatteren Nordahl-Petersen og museumsinspektør Chr. M. K. Petersen, og de formål, selskabet skal arbejde for, er ikke ringe. De går ud på varetagelsen af alle de interesser, som knytter sig til eventyrdigterens navn. Man siger, at Odense som hans fødeby har særlige forpligtelser, og det skal da være formålet at gøre Odense til midtpunktet for alle H. C. Andersen-minderne.

Alt, hvad der har med digteren at gøre, skal knyttes til Odense. Der skal pyntes på hans statue, arrangeres mindefester, indsamles breve og manuskripter, som har tilhørt ham, udgives en standardudgave af hans samlede værker, udsættes præmier og prisopgaver for at opmuntre folk til studier over hans liv, hans kilder, hans kunstneriske ejendommelighed o. s. v.

Men det største af alle formål finder udtryk i en artikel, som rektor Helbech forleden har skrevet i "Fyns Stiftstidende". Det er et krav, som synes hr. Holbech så nærliggende at man i det mindste bør forsøge at få det opfyldt. Det går ud på intet mindre end at grave H. C. Andersen op af hans grav på Assistens Kirkegård og føre hans jordiske levninger til hans fødeby. Rektor Holbech finder det upassende, at eventyrdigteren også efter døden skal "gå på gæsteri", idet han som bekendt hviler i det Collinske gravsted. I Odense ville der kunne skabes ham et monumentalt gravsted, som ville blive et valfartssted for alle dem, der elsker digteren og hans værk 

Det er en frygtelig tanke - siger kontorchef H. G. Olrik.

Det er just i dag halvtreds år siden H. C. Andersen blev stedt til hvile i det beskedne gravsted på Assistens Kirkegård, der i disse mindedage er helt dækket af smukke blomster.

Vi har da spurgt den kendte H. C. Andersen-forsker kontorchef H. G. Olrik, hvad han mener om den tanke at grave digterens jordiske levninger op og føre dem over til  Fyn.

- Det er en frygtelig tanke, svarer hr. Olrik straks, en meget styg idé, som jeg på det kraftigste vil tage afstand fra. Det faktiske forhold er, at H. C. Andersen er begravet derude efter eget ønske i samme grav som etatsråd og etatsrådinde Collin senere kom til at hvile i. Og hvordan ville man også nu efter halvtreds års forløb kunne finde hans støv .... nej, jeg synes, det lyder meget stygt.

- Hvad mener De i øvrigt om H. C. Andersen-Selskabets dannelse?

- Det er en ren misforståelse at ville centralisere et sådant selskab til Odense med forskning og indsamling af manuskripter o. s. v. København er jo en gang videnskabens sæde i Danmark, og vi kan slet ikke overlade dette til Odense. Vi har jo de store Collinske samlinger og andre minder på Det kgl. Bibliotek, og dér hører den slags ting hjemme. - Det er fuldstændig rigtigt, at Odense har gjort H. C. Andersen til æresborger, men han betragtede selv den første dag han kom til København, som meget betydningsfuld og følte sig vist som god københavner. Havde han ønsket at blive begravet i Odense, havde han nok ytret det. Næ, jeg synes oprigtigt talt, at odenseanerne her i noget for høj grad er ved at tage ham til indtægt ....

Det er absurd - erklærer Sophus Michaélis.

Blandt de indbudte til mødet i Odense på torsdag er også Dansk Forfatterforenings formand, hr. Sophus Michaélis, som imidlertid på vor henvendelse erklærer, at han ikke tager derover.

- Hvad mener De om den foreslåede flytning af Andersens grav? spørger vi.

- Jeg finder den ganske absurd, erklærer hr. Michaélis. Men Odense vil jo nu gerne gøre sig til af at være digterens fødeby, og der er her tale om en lokalpatriotisme, som ikke kan diskuteres. Et H. C. Andersen-Selskab mener jeg naturligt må centraliseres her i hovedstaden, hvor vi har samlingerne og forskerne, men jeg vil nødigt ind i en debat derom med lokalpatrioterne. Derfor intet ud over dette. 

Olk

Digterens blomstersmykkede grav.

(Nationaltidende, 11. august 1925).