Levet under 6 Konger
En Samtale med det 100-aarige Fødselsdagsbarn, Frk. Hjorth.
Fra Frederik den Sjette til Christian den Tiende.
En elskelig gammel Dame.
Frk. Hjorth, fotograferet under en spadseretur i Gaar.
En elskelig gammel Dame, Frk. Ellen Hjorth, Datter af Professor Peder Hjorth, naar paa Søndag at fejre en Fødselsdag, som kun bliver de færreste beskaaret, nemlig den hundredaarige.
Det er simpelt hen en Oplevelse at tale med Frøkenen, der nu har sit Hjem hos en Niece paa Niels Ebbesensvej 20. Ikke alene er hun fuldstændig aandsfrisk, som stod hun paa sit Livs Middagshøjde. Men hun fortæller tillige med et ligefrem charmerende Lune om svundne Tider og Forhold, medens det elskeligste Smil lyser over hendes smukke og Håndfulde Ansigt.
- Jeg siger Dem straks, erklærer hun, at der ikke er Spor mærkværdigt ved mig eller mit Liv, og der er saamænd ingen som helst Anledning til at gore mig til Genstand for Omtale i Bladet, fordi jeg fylder hundrede Aar, det er der jo Folk, der gør hveranden Dag, havde jeg nær sagt.
Min Tilværelse er hengledet stille og roligt, selv om jeg har set en hel Del af Verden. Jeg er altsaa født 1825 og har levet under seks Konger. Far var Professor Peder Hjorth, De véd. ham ved Sorø Akademi. Akademiet brændte jo, og da det skulde indvies efter Genopførelsen, kom Frederik VI derned med stor Stab. Jeg husker ham meget godt, en larmende Mand, en rigtig Bulderbasse, men i Virkeligheden godmodig og venlig.
Dagen før Indvielsen var min yngre Bror, den senere Politiassistent, bleven født, og da en af Lærerne fortalte det til Kongen, kan jeg mindes, han raabte: "Saa vil jeg min Sæl og Salighed være Gudfader". Han lod sig indskrive i Kirkebogen og forlangte, at Drengen efter sin Konfirmation skulde møde hos ham. Han vilde han tage sig af hans Uddannelse. Christian VIII og hans Dronning kom en enkelt Gang derned; de var begge to flinke. Om Frederik VII vil jeg ikke tale. Hans Liv var ikke efter vor Smag For os var han Nix. Ja, saa kom jo de bevægede Krigsaar. For Far blev de særlig bevægede. Fra sine Ungdomsaar havde han staaet i Forbindelse med Hertugen af Augustenborg. De rejste en Del sammen og var Venner, der stadig brevvekslede. De Breve er nu paa det kongelige Bibliotek.
Det Venskab fik Folk til at mene. at har var Slesvig-Holstener, men jeg kan saamænd forsikre Dem om, at han elskede sit Fædreland saa højt som nogen. Alligevel raabte Folk efter ham paa Gaderne, og naar han om Aftenen sad og aihejdede ved sit Skrivebord, fløj der Sten efter Sten ind gennem Vinduet, heldigvis dog uden nogen Sinde at ramme ham.
I Aarene forinden boede for Resten den senere Christian IX dernede hos os. Han var 16-17 Aar. Det sødeste og rareste unge Menneske. man kunde tænke sig. De skulde have set barn i Galop ned ad Sorø Gader med min lille 2-aarige Søster paa Skulderen. Han var hendes Hyphest. Naa, senere hen i Livet har jeg været i Audiens, hos ham som Konge, kom vi til at drøfte de gamle Minder. Audiensen trak ud en hel Time og vi lo saamænd begge adskillige Gange saa højt og hjærteligt, at den jourhavende Kammerherre var helt højrød i Hovedet af Indignation, da jeg omsider forlod Værelset.
I Begyndelsen af 50'erne rejste vi til Amerika Derovre har jeg levet lige til 1902, baade i Byerne og paa Landet. Ti Gange var jeg i de Aar over Atlanterhavet; jeg kender det altsaa baade i Storm og Stille. Kong Frederik VIII fik jeg set, men aldrig talt med, og heller ikke vor nuværende Konge har jeg hilst paa. Det kunde jeg for Resten godt lide, han skal være saadan et udmærket Menneske.
Ja. det er mit Levnedsløb, ikke særlig interessant, vel. Nu har jeg slaaet mig til Ro herude hos min Niece, men det kniber lidt med Bentøjet. Jeg kan ikke længere gaa saa gode Ture som tidligere. Hørelsen og Synet er det ogsaa galt med; Jeg begynder virkelig at blive gammel. Hvad der sker i Verden følger jeg dog stadig gennem Aviserne, som andre nu maa læse højt for mig. Det generer mig ogsaa. For et Par Aar siden døde min Søster Anna, hende, som var ved Frk. Zahles Skole. Hende savner jeg stadig skønt jeg her er omgivet af kære Venner og Slægtninge.
Vi mødes vel sikkert snart, selv om Lægen siger, jeg kan leve mindst tyve Aar endnu. -
(Aftenbladet (København), 29. september 1925).
Faderen må have været Peder Hjort (1793-1871), gift med Olivia Rasbech. Han står noteret som far til Sigurd Hjort; Pauline Hjort; Johan Christian Lykke Hjort; Mette Louise Cathrine Hjort; Mathilde Albertine Hjort, Anna Elisabeth Hjorth (f. 1833) og Marie Pauline Hjorth. Men dog ikke til Ellen. Han var professor i Sorø, sproglig og publicistisk forfatter, 1822 lektor på Sorø Akademi. Søsteren Anna Elisabeth (1833-1923) er beskrevet i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.
Hundrede Aar.
Frøken Pauline Hjort, en Datter af Professor Peder Hjort, Sorø, bliver paa Søndag hundrede Aar.
Der er en mild Værdighed over Frk. Hjort, som kun i ringe Grad præget af Aar og Tid. Hendes Smil er levende, og hendes Øjne har, skønt de ikke er gode, et stærkt og fast Udtryk. Stemmen er smuk og præget af Kultur. Hun ligner en halvtredsaarig.
- Hvad synes Frøkenen om den Tid, De nu oplever, spørger jeg.
- Ja-a, lyder Svaret mod en fin lidt mørk Betoning, den behager mig ikke ganske. Der er altfor megen Slethed, og det virker baade paa Sind og paa Helbred hos os alle. Der sker saa mange Ting, som ikke burde ske.
- Hvad tænker De særligt paa?
- Aah, mest paa dette Skænderi i det offentlige Liv og imellem Folk. Og Redeligheden er heller ikke stor, selv ikke hos Embedsmænd, og det gaar mig til Hjertet, for jeg er opdraget i en temmelig alvorlig Tid, men, man kunde stole paa Folk ... hvem kan man stole paa nu .... Og saa de stadige Udsigter til Krig - det er ogsaa slemt.
- Frøkenen følger godt med . . .
- Ja, absolut, og jeg haaber, Musolini - De er vel da ikke Fascist - nej - jeg haaber snart, han vil sige Farvel saadan ser det ud i Avisen dag. Han er vist meget svag nu .... Jo, jeg følger nøje med i Aviserne, om Hændelserne i andre Lande, foruden hvad der sker i vort eget. Min Far var ivrig Patriot. Hans sidste Breve mellem Atterbom og ham, de kommer nu.
- Hvad synes De om vor Tids Kvinde?
- Jeg kan ikke sige, jeg absolut synes om den megen Frigørelse. Jeg er ikke Kvindesags-Dame. Jeg synes, det gaar for vidt. Overgangen fra min Ungdom og saa til nu, er lidt for hurtig. De Unge har ogsaa for megen Frihed. Paa den anden Haand, har de midaldrende Kvinder det svært, synes jeg .... ja .... jeg levede halvtredsindstyve Aar i Amerika, der har jeg naturligvis faaet mange andre Idéer. Nu har jeg været lær hjemme i toogtyve Aar og blevet mere vant til det .... I Begyndelsen var jeg ikke ret fornøjet over al den kvindesnak, skønt jeg er meget liberal. Jeg tror nu ogsaa nok, at de amerikanske Kvinder har mere Forstand paa Tingene, mere medfødt praktisk Sans, end Kvinderne her hjemme, saadan maa det være i et lille Land men der er ogsaa meget, jeg synes om.
- Længes De efter Amerika?
- Jeg kan ikke sige andet, end at jeg stadig savner Livet i Amerika, det var behageligere end her. Jeg sætter de egentlige Amerikanere meget højt, ikke disse tilløbne Tyskere og Irer, de rigtige, gamle Slægter, dem nærer jeg stor Respekt for. Jeg korresponderer endnu med flere af dem derovre.
- Hvordan kom Frøkenen til Amerika?
- Ja, det var jo ikke saa lidt af en Begivenhed den Gang. Jeg var en af Pionererne. Jo, Far brugte den Smule Penge, han fik i Pension, til sine litterære Arbejder, og vi var tre voksne Søstre, som gik og faldt over hinanden. Og saa syntes jeg. jeg var stærk nok til at bryde ud. Jeg sagde til Far; Nu gaar jeg ud og tjener noget til mig selv ....
- Hvad Stilling indtog Frøkenen.
- Jeg kendte flere elskværdige Folk, og jeg blev halvt Ven, halvt Lærerinde og Oldfrue - kald paa Pauline, lød det altid over hele Huset .... Jeg kom hjem, da jeg var syvoghalvfjerds.
- Holder De meget af Danmark?
Aah ja. jeg har altid holdt af Danmark, og jeg var da ogsaa fire Gange hjemme fra Amerika - og derovre blev jeg hele Tiden Dansk Jeg blev tilbudt amerikansk Borgerret, men det vilde jeg ikke ....
- Hvordan er Dannelsen hos vore Dages Damer?
Den gaar ikke altid i den Retning, jeg synes om. De har for meget at sige, og jeg tror nu ogsaa nok, at Dannelsen ofte er lidt overfladisk. Det er jeg temmelig sikker paa. Jeg kender jo en Del Unge Jeg er den ældste af Slægten for en Kreds paa et halvthundrede.
- Hvordan er det at blive ældre?
- De maa godt sige gammel. Ja, man har jo sine Skrøbeligheder, men jeg klager ikke, jeg har et ganske godt Helbred. Jeg har altid været bange for at blive en Plage for andre ved at blive syg. Og det har jeg tænkt paa. Jeg har holdt mig borte fra Øl, Vin og Kaffe, og rejst meget.
- Hvordan har De kunnet bevare Deres Sind saa mildt?
- Det kan man godt hjælpe til med selv. Jeg har græmmet mig over adskilligt, men ikke sat mig hen og ladet Græmmelsen blive siddende. Jeg arbejdede mig væk fra den. Saadan gjorde jeg ogaa, hvis jeg havde lidt Feber, lidt Forkølelse, man kan arbejde det væk, det kan hjælpe, det ved jeg fra mange Gange. Og saa er jeg næsten altid gaaet tidligt i Seng. Jo, man kan hjælpe meget med selv.
- Hvad tænker De om Døden?
- Det véd jeg ikke .... det har man vist svært ved at bestemme sig til. Man véd intet, har ingen rigtig at stole paa Hvordan kan de gamle Jøder i Det gamle Testamente fortælle alt det, de gør .... de véd jo ingenting.
- Hvordan er vor Tids Mand?
- Jeg har truffet mange behagelige, og der er flere, jeg særdeles godt kan lide. Han har mange gode Egenskaber, som jeg respekterer - men gifte sig med ham, det er en anden Sag .... Jeg har nu altid været glad for min Uafhængighed.
- Hvordan ser De paa det religiøse Liv?
- Det er vist ikke, som det skulde være. Der er mange forkerte Idéer ogsaa mange, som virker i god Forstand, for Eksempel Provst Fenger Men jeg kan ikke kalde mig selv religiøs.
- Husker De Deres Barndom?
- Jo. Jeg har en god Hukommelse, og jeg keder mig aldrig. Tænk, hvor meget jeg har at mindes ... Jo jeg husker ogsaa godt, at jeg var doven i Skolen, jeg slap fra det, saa let jeg kunde - men jeg har dog klaret mig. Jeg har undervist baade i Tysk og Engelsk, og en af mine Elever gav mig. da han var færdig, saadan en smuk Buket Tulipaner.
- Hvad ønsker De Dem som Fødselsdagsbarn?
- Kunde De sende mig en Mand, som gav mig et bedre Syn, saa blev jeg glad .... De siger, jeg har Stær - jeg véd det ikke.... Vil De ikke nok sige, at jeg paa Søndag tager imod fra to til fem, og den Dag er der Vin og Kage ....
Frøken Hjort rejser sig og gaar rankt og smukt over Gulvet:
- Jeg synes nu ikke. jeg halter saa slemt, siger hun med sin smukke Slemme og det milde Smil.
Christian Houmark.
(B. T. 1. oktober 1925).
Danmarks ældste Kvinde fylder 104 Aar.
Ingemann var hendes Gudfar og hun husker tydeligt Frederik den Sjette ved Indvielsen af det nyrestaurerede Sorø Akademi.
Frøken Pauline Hjorth, der bor i Diakonissestiftelsens Hvilehjem "Sarepta" i København, fylder den 4. Oktober 104 Aar.
Den gamle Dame sidder hver Dag oppe i sin Stol, og hun har en Hukommelse og Forstand saa klar, at mange yngre kunde ønske sig, at de havde den lige saa god.
Som alle Ældre husker hun bedst de Begivenheder, der ligger hende fjernest. Hun fortæller saaledes, at hendes første Erindring gaar saa langt tilbage som til, da hun var bare to Aar gammel. I denne Alder oplevede hun i sin Fødeby Indvielsen af det genrejste Sorø Akademi. Hun kan huske, hvordan hun sammen med sin ældre Broder stod i et Vindue i sine Forældres Hjem og betragtede den farvestraalende Procession, der dannede Optakten til selve Indvielsen, op i hvilken hun saa selve Landsfaderen Frederik den Sjette marchere i Spidsen.
En anden bemærkelsesværdig Ting ved den gamle Dame er, at da hun i en Alder af et Par Maaneder blev baaret over Daaben i Sorø skønne, gamle Kirke, stod ingen ringere end selve Digteren B. S. Ingemann Fadder til den lille Pige. Det siger da sig selv, at Pauline Hiorth alle Dage har været særlig interesseret i Ingemanns Digtning, og hun fortæller selv, at hun bogstavelig talt har kunnet alle hans Romaner uden ad.
Som ung Pige tog Frk. Hjorth til Amerika, hvor hun siden opholdt sig ialt i 40 Aar. Hun har dog flere Gange været hjemme paa Besøg og har ialt passeret "Dammen" 10 Gange.
Spørger man hende, hvordan hun har baaret sig ad med at bevare sit Ydre saa forholdsvis ungdommeligt, svarer hun, at hun altid har sovet paa en haard Madras og altid gaaet lange Ture. Hun har desuden badet hver Dag og ikke nydt Spiritus eller Kaffe i mange, mange Aar.
Hendes Liv former sig nu naturligvis ganske stilfærdigt. Det er over et Aar siden hun sidst har været ude, men hver Morgen, før hun kommer op, sidder hun Times Tid i sin Seng for aabne Vinduer. Tiden gaar hurtigt for hende, synes hun, 'tidligere spiste hun 5 Gange om Dagen, men nu har hun til sin store Glæde faaet Lov til at slippe for den ene Gang. En Times Tid hver Dag gaar med Højtlæsning af Bøger og af Aviser.
Man forstaar dog godt, at den gamle Dame føler sig ensom, og man forstaar vel ogsaa hendes Svar paa Spørgsmaalet om, hvad hun ønsker sig i sin høje Alder.
Svaret lyder nemlig: At det hele snart maa være forbi.
(Roskilde Avis 1. oktober 1929).
"Man burde kun blive 100 Aar".
Vemodig Samtale med Frk. Pauline Hjorth, som i Dag fyder 104.
Hos Ingemann i Sorø. - H. C. Andersen og Hauch.
Danmarks ældste Fødselsdagsbarn, fotograferet sit Hjem i Morges.
- Man burde ikke blive mere end Hundrede Aar, siger Danmarks Ældste, Frøken Hjorth, som i Dag passerer de 104. Man forandres helt, naar man er blevet Hundrede. Indtil for et Par Aar siden kunde jeg endnu læse min Avis, men nu kan jeg ikke se ordentligt mere. Og jeg har ikke længere Spor af Lyst til at gaa ud i Haven, skønt jeg altid har holdt saa meget af Blomster. Nej man burde ikke kunne blive mere end Hundrede Aar . . . Men det er da ogsaa en god Alder!
Frøken Hjorth sidder i sin Lænestol i sit lille beskedne Værelse i Diakonissestiftelsens Hjem for ældre Damer "Sarepta". Hun er saalille og sart, men spillende af et ejendommeligt fjernt Liv; hendes Hud er voksbleg men uden en Rynke, og hendes fine magre Hænder understreger med smaa lette Bevægelser hendes Ord. Hun er en fornem gammel Dame, forfinet af Oplevelser og Alderdom. Samtalen glider over paa Sorø, hvor hun kom til Verden som Datter af den i am Tid kendte Professor Hjorth. Pigterne Ingemann og Hauch var hendes Faddere, og hun véd meget at fortælle om dem. Da jeg spørger hende, hvordan Ingemann var i sit Privatliv, svarer hun, at han var en rigtig pæn og flink Mand, men hans Kone var "fjantet".
- Ingemann deltog næsten aldrig i nogen Selskabelighed, og der kunde gaa Aar mellem, at Fruen viste sig paa Storegade. Hun malede altid, rædsomme Altertavler! Hun var saa fjantet, En Gang viste hun sig paa Gaden med Nederdelen garneret med store Tøjroser af den Slags man brugt paa Hatte ...
Mødet med H. C. Andersen.
Lidt længere henne i Samtalen spørger jeg Frøken Hjorth, om hun har kendte H. C. Andersen. - Nej, svarer hun, ikke personligt. Men hun har da været i Stue med ham, og hun syntes, han lignede en Bavian ! Og hans Hænder var s a a lange. - Frøkenen viser fra sine Fingerspidser og op midt paa en Arm. - Og saa havde han ikke Begreb om at klæde sig, hans Tøj hang om ham. Men derfor kunde han jo godt være en stor Digter!
Om Lotte Oehlenschläger, der blev gift med Phister, fortæller Frøken Hjorth at hun var skrækkelig forfængelig. En Gang trak hun mig hen foran et stort Spejl. - det var kort Tid før hun skulde giftes , hun var tyve Aar. men jeg kun ti - Hvad ser Du inde i Spejlet spurgte hun mig - Os to, svarede jeg. Ja, sagde hun saa, men hvem synes Du er den kønneste? Hun var en silly een!
Frøken Hjorth bruger ofte engelske Gloser, hendes Sprog er i det hele præget af hendes halvtreds Aar lange Ophold i Amerika, hvor hun bl. a. har været Selskabsdame og Rejseledsagerske for velhavende svagelige Damer.
- Har Frøkenen været i Sorø fornylig? spørger jeg
- Ja. for seks Aar siden Og seks Aar er jo ingen Ting for mig! Jeg var der med min Søster. Og tænk da vi gik op ad Priorgade og Storegade, saa stod Folk med Hatten i Haanden og hilste saa ærbødigt paa os. som om vi var store Folk
Vi var rundt og saa det hele. Der er jo meget forandret. Det Hus, vi boede i, da min Fader var Professor ved Akademiet, har de revet ned. Carsten Hauchs Hus var ogsaa borte
Da Hauch forlangt en ren Flip.
Frøken Hjorth fortæller nu om Hauch, at han i Reglen havde alle Vinduer aabne; og en Gang hørte hun ham støje inde i Huset. Hele Byen kunde høre ham. "Her staar jeg. arme Mand raabte han, og har forlangt en ren Flip, og saa faar jeg en Vest!
Fru Hauch var en flov Person, og hun og Manden levede ikke godt sammen. Til Slut hængte hun sig herinde ved Frue Kirke. Det var rigtig taabeligt gjort!...
Der er en mærkelig Kontrast mellem Frøken Hjorths kraftige gammeldags Vendinger og hendes fine milde Tone. Man kan mærke, at hun ikke vil svigte sin Ungdoms Indtryk af Menneskene, skønt hun forlængst har forligt sig med Tilværelsen.
Til Slut fortæller den gamle Frøken mig, at Hauch som gammel Mand satte sig til at lære Engelsk. At du gider, sagde min Fader til ham. Du i din Alder!
- Maaske faar jeg Brug for Engelsk, naar jeg kommer i Himlen svarede Hauch. Sæt de vil have mig til at være Engelsklærer deroppe.
Og han mente det, ja, det var virkelig hans ramme Alvor.
(Aftenbladet (København) 4. oktober 1929).
Pauline Hjorth døde kort tid efter interviewet, i april 1930. Hun blev begravet i familiegravstedet på Sorø gamle kirkegård. De nærmeste slægtninge, bl.a. direktør for Magasin du Nord Victor Hjorth og oberstløjtnant Hjort, samt gamle venner overværede den.
I 1920 var der 16 personer, 9 mænd og 7 kvinder der var over 100 år. Gennemsnitsalderen var 60 år for mænd og 62 for kvinder.
Den ældste dansker er Christian Mortensen (1882-1998). Den ældste danske kvinde gennem tiden samt den ældste person, der nogensinde har boet i Danmark var Ellen Adelaide Brandenborg (1906-2017). Den ældste mand, der har boet i Danmark, var Georg Ingwersen Jensen (1906-2016).
