Martin Olsen 1853-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Se også indslaget Martin Olsen 70 Aar på denne blog i anledning af hans 70-årsdag i 1923.

Martin Olsen død.

Landstingsmand Martin Olsen er i Gaar Eftermiddags Kl. 3.50 stille og rolig afgaaet vad Døden paa Frk. E. Gøtzsches Klinik i Chr. IX's Gade. Dødsaarsagen var Hjærteforkalknlng. Afdøde blev 73 Aar gammel.

Martin Olsen fødtes d. Februar 1853 i Vejle. Han blev udlært som Snedker Aaret efter, at Louis Pio havde tændt Socialismens første Gnist i Danmark. Den ny Tids Tanker fængede i Martin Olsens livlige Sind. Men han drog i 1873 udenlands og blev borte i 6 Aar. Under større Forhold udvidede han sine Kundskaber og lærte mangfoldige Mennesketyper at kende. Han vendte tilbage, just som den første glansfulde Periode for den danske Arbejderbevægelse var ved at ebbe ud i Skuffelse og Modløshed. Han havde set det bryde og gære uden for vort Land og følte maaske derfor den hjemlige Modgang mindre knugende, hvortil vel ogsaa hidrog det sprudlende Humør, som Guderne gav ham i Vuggegave. Han var som selvskreven til at være blandt dem, der skulde bane ny Vej for den danske Arbejderbevægelse.

Efter mange Aars livlig Deltagelse i den politiske Bevægelse og Fagforeningernes Liv blev han i 1889 Formand for Bygningssnedkernes Fagforening, hvilken Post han beklædte til 1896. I 1892 blev han Formand for Snedkerforbundet, og da De samvirkende Fagforbund dannedes i 1898 traadte han til som Sekretær og som J. Jensens højre Haand. Ved Jensens Valg til Borgmester i 1903 rykkede Martin Olsen op paa Formandspladsen, en Tid tvang Sygdom ham til at søge Hvile, men han beklædte Formandspladsen, indtil han i 1909 yalgtes til Kommunalrevisor.

Jævnsides med hans store og betydelige Indsats i den faglige Bevægelse gik hans politiske og kommunale Virksombed. Allerede i 1897 rykkede han ind i Borgerrepræsentationen, hvori han uafbrudt havde Sæde til 1909 og 1 1901 erobrede han 8. Kreds, som han med et Aars Afbrydelse (1909-10) repræsenterede, indtil han i 1918 gik over i Landsthinget.

Som Fagforeningsmand kom Martin Olsens personlige Egenskaber ham til uvurderlig Nytte. Han var en dristig Mand, men han var ikke letsindig. Han undveg ikke Kampen, men han søgte den heller ikke uden Grund; han havde Evnen til hurtigt at finde Realiteten i et indviklet Problem, og han ejede en sjælden Evne til at fremstille sine Synspunkter klart og overbevisende. Hans grundige Kendskab til Fagforeningernes Maal og Veje gav sig Udtryk i den Bog han i 1901 skrev sammen med J. Jensen, men hans egenartede Stil finder man bedst i hans senere Skrift "Ned med de samvirkende Fagforbund". Det er ikke et Agitationsskrift i almindelig Forstand. Læser man det, er det, som saa man Martin Olsen staa paa Talerstolen og hørte ham i en kammeratlig og gemytlig Tone tage mod Angrebene og Misforstaaelserne en for en og imødegaa dem til sidste Trævl, hvast hvor det er fornødent, overbærende og skæmtende, hvor det strækker til, men aldrig saarende, fordi det jo er en Kammerat, der taler til Kammerater.

Politisk stod der i mange Aar Kampgny om Martin Olsens Navn. Han var jo Manden fra 8. Kreds, fra den Kreds maaske, der havde den mest ægte københavnske Kolorit, Nyboders Folk, Holmens faste Stok og de gamle Gyders brogede Vrimmel, men ogsaa med typiske Overklassekvarterer. Det var en vanskelig Kreds som næppe nogen anden end Martin Olsen kunde have skabt sig en saa sikker Position L Fra gammel Tid sad Militæraanden i Kødet paa store Dele af de Vælgere, der rettelig hørte Arbejderklassen til.

Martin Olsen fusede ikke frem imod dem. Han begyndte sindigt med at tale om deres Interesser og Hverdagsbekymringer; af Finansloven pillede han taalmodigt hver enkeltlille Post ud og viste, hvorledes Administrationen begik Uret og Overgreb, og han arbejdede med sine Sager, intet Spørgsmaal, om det saa blot drejede sig om en enkelt Vælgers Kaar, syntes ham for ringe. Saadan skabte han Tillid om sig og banede Vejen for Socialismens Idéer.

Martin Olsen var en stor Taler, men med smaa og fine Virkemidler. Hans Tale var gennembroderet af smaa fine Pointer, et sindrigt Billede, en velturneret Spydighed, en talende Sammenstilling, men først og fremmest blinkede gennem Ordene det samme lune Blink, som altid sad parat bag hans Brilleglas. Mange og store Sager har Martin Olsen ført frem paa Rigsdagen, naturligvis først og fremmest Sager, der havde Tilknytning til den faglige Bevægelse: 8-Timersdagen, Fabrikstilsya, Arbejdsløshedslove, etc. Han var i Landsthinget Ordfører i sine gamle Sager fra Folkethinget, og han var i den socialdemokratiske Rigsdagsgruppes Raadslagninger en kyndig Raadgiver 1isaadanne Sager.

Som Medlem af Arbejdsløshedsnævnet og Udvalget om Arbejdsløshedslovene udførte han et Kæmpearbejde. 

Man talte uvilkaarligt om Snedkersvenden Martin Olsen, skønt han i saa mange Aar var Thingmand, Kommunemand og Forgrundfigur paa saa mange andre Omraader. Men han vedblev altid at være Haandværkssvenden. Hans anerkendte Noblesse var Arbejderkultur. Arbejdet adlet Manden, naar Manden selv føler sit eget og Arbejdets Kald. Martin Olsen var det typiske Udtryk for en adlet, en selvhævdet, en ranket Arbejderstand. Naar han traadte frem l offentlige Sale, følte han, et han var Arbejder, men ikke i den gamle Tids Aand, der bød Underklassens Mænd at træde varsomt og sænke Stemmen paa de ophøjede Steder; han traadte myndigt frem som alles Ligemand, fordi han var en frigjort Arbejderetands kaarne Mand

Hans Død fylder os med Sorg, men Mindet om hans ranke Skikkelse og daadrige Liv vil leve længe.

 *

Budskabet om Martin Olsens Død indløb netop som Snedkerforbundets Forretningsudvalg var samlet til Møde i Anledning af nogle Forhandlinger med en norsk Kollega Hr. Søstad om det norske Forbunds Forhold nu under Lockouten.

Formanden for Snedkerforbundet Martin Petersen afbrød straks Forhandlingerne, da Forbundets Sekreter, H. N. Hansen, kom med Meddelelsen om Martin Olsens Død. I en smuk Tale mindedes Formanden Martin Olsen, der havde viet sine bedste Aar i Forbundets Tjeneste.

*

Martin Olsens Efterfølger.

Martin Olsen var landsthingsvalgt Medlem af Landsthinget. Første Suppleant for ham er J. A. Hansen, der er valgt som Repræsentant for København. Dersom J. A. Hansen ønsker at antage den ham tilkommende Plads, indtræder Borgerrepræsentant Fru Andrea Brochmann som hans Suppleant i Landsthinget.

(Social-Demokraten 29. april 1926).

Bålfærden foregik på Bispebjerg krematorium den 2. maj 1926. A. C. Meyer havde skrevet en sang til lejligheden. Overpræsident Jens Jensen holdt hovedtalen. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Martin Olsen er begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling 5, rk. 21, nr. 14. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

Fysisk Kuranstalt. (Efterskrift til Politivennen)

En moderne Kuranstalt.

Omtrent midt i Store Kongensgade ligger en Institution, som i Aarenes Løb har vundet Ry videnom. ikke blot herhjemme, men ogsaa i Udlandet. Det er Overlæge Carl Ottosens Lysbade og Kuranstalt for Behandling af forskellige menneskelige Svagheder, den ældste og største i sin Art i Norden.

Fysisk Kuranstalt, som dens officielle Navn er, uåbnedes omtrent samtidig med det kendte Skodsborg Badesanatorium, der ligeledes staar under Overlæge Ottosens Ledelse. I den sidste Tid har Anstalten undergaaet forskellige Udvidelser og Forbedringer, saa den nu optager det meste af den store Dobbelte ejendom Nr. 36 - 38. Dr. Ottosen har i disse Dage forevist Anstalten med dens mangfoldige Indretninger. Appnlater og Lokaliteter for Pressen.

Det er saare interessant at gøre sig bekendt med dette Institut i alle dets Enkeltheder og Forgreninger, saa vidt det lader sig gøre under en Times Aftenbesøg. Selvom apparaterne er installerede i 16 større og mindre Rum i Mezzaninen. Her findes Lægernes Undersøgelsesværelse, og Afdelinger for Bade og Vandkure, herunder alle medicinske og elektriske Bade, Lysbehandlinger fra Rødlys til Buelys, Radiosol og Højsolsbehandlinger, alle elektriske Behandlingsapparater, fra de mindre for Faradisering til de store for Fircellebade, Bergonisering og Diathermi. Endvidere Afdelinger for Massage og elektromekanisk Vibration.

Paa 1. Sal er Lægernes Konsultationsstuer, Kurgæsternes Salon, Sygegymnastikken og Patientværelser. I de andre Etager er ligeledes Patientværelser, Køkken og Spisesal for Kurgie-terne m. m. 

Og hvad er saa Anstaltens Formaal?

Ja, siger Dr. Ottosen, det er først at byde sunde og raske, der vil bevare og forhøje deres Livskraft og Arbejdsevne samt øge deres Modstandskraft over for Sygdomsangreb, god og bekvem Lejlighed dertil.

Dernæst at hjælpe halvt raske til en bedre Sundhedstilstand med fuldt Velbefindende, Energi og Handlekraft ved Forbedring af Blodet, Blodomløbet og Stofskiftet. Endvidere at være en alsidig Kuranstalt for Mennesker, der plages af gamle og forsømte Svagheder som Reumatisme, Mave og Tarmlidelser, Nervesvagheder af forskellig Art, Hovedpine og Søvnløshed, Blegsot og Blodfattigdom, Fodsyge, Sukkersyge, Kredsløbsforstyrrelser m m.

Endelig at være et Sted, hvor ældre og gamle, der er mere eller mindre medtaget af Livets Haardhed, kan faa Lejlighed til, ved passende Behandling, atter at komme til Kræfter. Dr Ottosen bemærker, at det sidste Formaal ikke er lykkedes mindre end de andre, hvilket ses af. at Anstalten blandt sine ældre Kurgæster tæller ikke saa faa, der for længst har passeret 80 Aars Alderen.

Hvor omfattende Virksomheden er, kan skønnes af. at der paa Kuranstalten alene sidste Aar er givet ca. 25,000 Vandbehandlinger, ca. 18,000 kolde og varme Pakninger, ca. 13,000 Lysbade, ca. 21,000 Massagebehandlinger - foruden Tusinder forskellige Lysbehandlinger, medicinske Bade, Teslabehandlinger og andre elektriske Kure.

Lægetilsynet udføres af Overlæge Carl Ottosen sammen med Kurlæge. Dr A. Lindahl; men for Resten har Anstalten hele Tiden været til Raadighed for Lægestanden paa den Maade, at dens Personale ogsaa tager andre Lægers Patienter under Beliandling, naar de møder med skriftlig Lægeerklæring.

Om et Par Aar kan den store Institution fejre sit 25 Aars Jubilæum. Dens Grundlægger, Dr. Ottosen, kan med Stolthed se hen paa. hvad der i de forløbne Aar yed hans energiske Virksomhed er vokset op fra en ringe Begyndelse.

(Morsø Folkeblad, 24. januar 1921).

Foto fra Nationaltidende, 19. april 1926, 2. udgave der viser Store kongensgade 36-38 udsmykket med guirlander og flag i anledning af 25 årsjubilæet.

Store Kongensgade 36-38 fra en lidt anden vinkel. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Foryngelseskilden i St. Kongensgade

Fysisk Kuranstalt holder paa Mandag 25 Aars Jubilæum

I elektrisk Lysbad.

Fysisk Kuranstalt i Sf. Kongensgade fejrer paa Mandag 25-Aarsdagen for sin Aabning, og vi har i den Anledning aflagt den populære Anstalt et lille Besøg, for under Overlæge Carl Ottosens elskværdige Ledelse at forelage en Vandring gennem dens mange Afdelinger Denne moderne Kuranstalt, som saa mange Københavnere staar i et varmt Taknemmelighedsforhold til, er jo ikke blot et Sted, hvor kronisk Syge behandles, men ogsaa indrettet som en mangesidig Badeanstalt, hvor den Sunde kan finde alle de Hjælpemidler, der kan forhøje hans Sundhed, hans Arbejdsevne og hans Humør.

Disse elektro-hydroterapeutiske Behandlinger, disse Lys- og Massagebehandlinger, Vand og Svedekure, Massage-behandlinger, Sygegymnastiken osv., osv. har været søgt af mange Tusinde Mennesker i Aarenes Lob.

Antallet paa Badeanstaltens Gæster kan man ikke kontrollere, men det vides, at Anstalten i de forløbne 25 Aar har været besøgt af 24,225 Kurgæster eller egentlige Patienter, som i kortere eller længere Tid, som Regel 3-6 eller flere Uger, har underkastet sig Kuren.

Antallet af Behandlinger fordeler sig saaledes, at 9681 Patienter er behandlet for Nervesygdomme, 6784 for Gigt og Reumatisme, 2426 for Mave- og Tarmsygdomme, 2417 for Lidelser i Blodet, Blodkarrene og Hjertet, 1215 for Sukkersyge og andre Stofskiftelidelser, 965 for Luftvejslidelser, og endelig 737 for Nyre- og Blærelidelser.

Gaar man dernæst over til at undersøge, hvor mange fysiske Behandlinger af de forskellige Arter, som har været givet i de 25 Aar, kommer man til disse ret imponerende Tal: Af medicinske Bade (Saltbade, Saltgnidninger, Kulsyrebade, Nauheimerbade, Fyrrenaalsbade osv) 202,813, af elektriske Behandlinger 225,253, af hede og kolde Pakninger af hele Kroppen og enkelte Legemsdele 380,903, af Lysbehandlinger (Lokallys, Gløde- og Buelysbade, Højsolbade, Solarium, Polyaol og Radiosol) 427.478, af Massagebehandlinger 472,529 og af Bade og Vandbehandlinger af alle Arter 561,180.

Det betyder, at der tilsammen i de 25 Aar er givet over 2 ½ Million fysiske Behandlinger!

Saaledes er der virkelig noget at jubilere for paa Mandag. Overlæge Ottosen har for det første udsendt et smukt lille Jubilæumsskrift, for det andet har hans Hustru, Fru Johanne Ottosen, i Dagens Anledning forfattet en "Vegetarisk Kogebog for enhver Husholdning", for det tredie aabnes hele Kuranstalten Søndag Eftermiddag fra Kl. 2 ½- 6 for interesserede Københavnere, som her vil faaet Kig ind i de mange mystiske Ting, der til daglig gaar for sig i St. Kongensgade 36, og endelig fejres selve Jubilæumsdagen paa Mandag ved forskellige interne Festligheder.

(Nationaltidende, 17. april 1926).

En af patienterne på kuranstalten var Jeppe Aakjær som lå her i 1927. Marts 1927 blev Aakjær indlagt på Rigshospitalet med sukkersyge og fik koldbrand i sin venstre fod. Lægerne overtalte ham til at lade sig indlægge på Fysisk Kuranstalt i Store Kongensgade. Han blev udskrevet 13. maj 1928. Han skrev sine erindringer her og nåede 3 bind før han døde 22. april 1930.

Typisk annonce for Fysisk Kuranstalt, her fra Helsingørs Avis, 5. april 1929.

Fysisk Kuranstalt var anlagt af lægen Carl Jacob Ottosen (1864-1942) omkring århundredskiftet. Den eksisterede endnu i 1960'erne. Foto fra Ærø Venstreblad, 16. april 1926. Nationaltidende, 18. april 1926 bragte nogle fotoer fra anstaltens indre.

Biskop Bast i Fængsel. (Efterskrift til Politivennen)

De amerikanske Metodister og Anton Bast.

"Fattigpræsten" tages under Armene, og Sagen vendes paa Hovedet.
En mærkelig Erklæring.

Netop i disse Dage, hvor der gøres store Anstrengelser for at faa "Fattigpræsten" Anton Bast benaadet for Afsoningen af de 8 Maaneders Fængsel, han idømtes for svigagtigt Forhold, føres der i Amerika en voldsom Kampagne, der har til Formaal at rense Bast og rimeligvis at forberede hans Ankomst til Staterne.

I det store amerikanske Metodistblad "The Christian Advocate" er i disse Dage offentliggjort en Redegørelse af hele den omfattende Retssag.

Redegørelsen er naturligvis stærkt farvet, og den, der ikke kender Sagen, faar det Indtryk, at Bast er et lille, hvidt Lam, som den danske Retfærdighed har handlet ilde med. Man kalder Dommen en teknisk Sejr for Domstolen, men en moralsk Sejr for Bast.

I denne mærkelige Redegørelse findes der ogsaa en Erklæring fra de to Biskopper Nuelsen og Blake, hvori Sagen er vendt fuldstændig paa Hovedet.

Erklæringen lyder saaledes:

Biskop Bast er frikendt paa alle de Punkter, som vedrører Uorden i Finanserne. Han er dømt skyldig og har faaet tre Maaneders Fængsel for i 1916 rent teknisk at have overtraadt Loven, idet han da har anmodet Folk om at købe "Fyrtaarnet" og hjælpe Centralmissionen. "Fyrtaarnet" - et Ugeblad - var nemlig Biskop Basts private Foretagende, og Overskudet tilfaldt derfor ham, men dette Overskud anvendte han saa selv til Centralmissionen. Dommen er en teknisk Sejr for Anklagerne, men anses iøvrigt for at være absolut uretfærdig. I Betragtning af alle de Anklager, man havde rettet imod Biskoppen, maa vi absolut betragte Udfaldet som en moralsk Sejr for Biskop Bast. Kirken har al mulig Grund til at nære den dybeste Tiilld til Biskop Basts kristelige Karakter og moralske Ære.

(underskrevet Nuelsen og Blake).

I hvor høj Grad denne Erklæring er misvisende fremgaar af den Kendsgerning, at Bast er idømt 3 Maaneders Fængsel som skyldig i svigagtigt Forhold ved at vildlede Almenheden og Centralmissionen til under urigtigt Foregivende at købe "Fyrtaarnet", hvorved han har haft en Fortjeneste paa 182,000 Kr.

De to Biskopper vil fremstille Sagen, som om Hr. Bast er dømt for en ren Formalitet, at han og ikke Centralmissionen ejede Bladet, men at alle de Indkomne Midler er tildelt Centralmissionen og de Fattige. Dersom det sidste havde været Tilfældet vilde Hr. Bast ikke være bleven dømt. Han er dømt paa den Realitet, at han tilvendte sig selv 182,000 Kr., som Giverne havde bestemt for de Fattige, og som Biskop Bast i Skrift og Tale havde indbildt Offentligheden vilde komme de Fattige til Gode.

De to Metodist-Biskopper har ved deres Erklæring vundet en glimrende teknisk Sejre. Til større fuldkommenhed kan Hykleriets Teknik næppe drives. Det er kun vanskeligt at se, at der i denne Teknik levnes Plads for "kristelig Karakter og moralsk Ære."

(Social-Demokraten 16. april 1926).

Biskop Bast benaades ikke

Justitsminister Steincke har afslaaet Benaadningsansøgningen og begrunder Afslaget.
Rejsen til Amerika.

Iaftes forelaa Justitsministerens  Svar paa Biskop Basts Benaadningsansøning. Det blev et Afslag. Paa et Ministermøde igaar var Bestemmelsen enstemmig bleven tiltraadt. 

Benaadningsansøgningens Motivering.

Efter en Betænkningstid besluttede Biskoppen sig til ikke at appellere Dommen til Højesteret, og den 25. Marts indsendte hans Forsvarer. Overretsagfører Wreschner, Benaadningsansøgningen, hvori der hl. a. stod anført, at Biskoppen led af Sukkersyge. Endvidere stod der i Ansøgningen, at Biskoppen havde til Hensigt at forlade Landet og tage fast Ophold i Amerika.

Biskoppens Forbehold.

Benaadningsansøgningen blev visse Maader svækket af et Brev som Biskoppen den 2. April sendte Vicepolitidirektøren. lian tog heri Forbehold overfor Erklæringen om at han vilde forlade Landet. Som Biskop kunde han ikke selv tage Bestemmelse om, hvor han skulde virke. Forøvrigt var det hans Hensigt at rejse til Amerika og blive der saa længe Forholdene tillod det. Men af og til maatte han tage Rejser her til Landet, dele for at afvikle sine Forhold, dels for at foretage fornødne Visitatsrejser.

Endelig anførte han, gt han efter hans Mening kun var bleven dømt for nogle Artikler og Notitser i Fyrtaarnet, og disse var alle skrevne i god Tro.

Som bekendt indstillede Nævningerne ikke, som det ellers saa ofte sker, Biskoppen til Benaadning. Benaadningsansøgningen har heller ikke været støttet af Statsadvokaten, der tvært imod har udtalt sig stærkt imod det.

Politidirektøren anbefalede Benaadningen paa Betingelse.

Derimod har Politidirektøren anbefalet Benaadningen med den Indskrænkning, at Biskoppen forpligtede sig til at forlade Landet for bestandig. Ansøgningen er endvidere bleven anbefalet af Medlemmerne af Centralmissionens Repræsentantskab, af Præsterne indenfor den metodistiske Menighed og af Østre Landsret, hvilken sidste ikke nærmere har begrundet Tilslutningen men kun har skrevet "efter samtlige foreliggende Omstændigheder".

Justitsministerens Motivering for Afslaget.

Justitsministeren har motiveret Afslaget paa følgende Maade:

Biskoppens Forslag om at være damt for nogle Artikler og Notitser, der er skrevet i god Tro, kan ikke anses for at være rigtig. Han er bleven kendt skyldig i Svig og Retten har lagt denne Kendelse til Grund for sin Dom.

Endvidere hedder det i Afslaget, at der ikke bør ses gennem Fingre med Misbrug af Velgørenhed. En Benaadning vilde i vide Kredse af Befolkningen blive opfattet som en Svækkelse af den afsagte Dom.

Endelig havde forskellige offentlig, fremsatte Udtalelser af Personligheder indenfor den metodistiske Menighed været af en saadan Art at de kunde befrygtes at støtte den nævnte fejlagtige Udtydning af en eventuel Benaadnings Begrundelse.

Med Hensyn til Biskoppens Sygdom, kunde denne godt behandles paa Vestre Fængsel eller paa dettes Sygehus, hvilket Overlægen for Københavns Politi havde meddelt i en Erklæring.

Generalsekretæren om Benaadningsafslaget.

Generalsekretæren i den metodistiske Menighed, Pastor Rasmussen har iaftes udtalt til et herværende Blad, at den trufne Afgørelse ikke havde nogensomhelst Indflydelse indenfor Menigheden.

Det havde været Biskoppens Hensigt at tage Orlov og rejse til Amerika, for at deltage i Biskoppernes Møde den 15. Maj. Mødet var dog ikke af afgørende Betydning for Biskoppen, den endelige Beslutning med Hensyn til hans Person træffes føret ved Generalkonferencen i 1928.

En Samtale med Kirkeministeren

Biskop Bast er af den danske Stat anerkendt som Præst og kan som saadan foretage Vielser. For at faa Spørgsmaalet klaret, om han vedblivende, som Sagen har udviklet sig, vil beholde denne Anerkendelse, havde vi til Morgen en Samtal med Kirkeminister Dahl.

- Selvfølgelig kan han ikke beholde Anerkendelsen, svarede Ministeren. Han kan ikke efter det skete foretage kirkelige Handlinger, som har borgerlig Betydning. Men naturligvis staar det ham frit for at præke og udføre andre kirkelige Handlinger.

- Er der tilgaaet Biskop Bast en Meddelelse herom?

- Nej, men det vil ske med det første.

(B. T. 24. april 1926).

Den 18. maj 1926 skulle Bast starte afsoningen, men mødte op med en erklæring på politigården hvori han begærede sagen genoptaget ved en ny nævningeret til Højesteret. Han erklærede sig uskyldig. Dermed blev afsoningen udsat til Højesteret afviste en ny sag den 21. maj. Få dage efter blev han indsat, og erklærede sig syg. Fængselslægen overlæge Friis-Møller fandt dog ikke hans tilstand så alvorlig at Bast skulle afsone på sygeafdelingen. Dette faldt i øvrigt i tråd med hvad Basts egen læge havde udtalt. Han blev derefter ført til en almindelig fængselscelle.

I slutningen af maj havde et medlem af Metodistkirken, læge Kyed-Nielsen indgivet en klage til kirken over Basts private forhold til afgørelse på præstekonventet i USA. 

I juni 1926 behandledes sager mod biskop Basts brodersønner. Sofus Bast havde tidligere været straffet med forbedringshus og tugthus. Denne gang havde han stjålet for over 2.000 kr. cykler. Aage Peter Bast var blevet løsladt af tugthuset, men så tiltalt i en anden. Han stod i protokollen over mistænkelige personer.

Den 28. juni 1926 havde metodistbiskoppen Blake fået lov til at afholde en konference i Vestre Fængsel hvor også biskop Waldorff fra Kansas City var mødt op. En anmodning med ca. 250 underskrifter om løsladelse. Anmodningen fik ikke megen opbakning fra aviserne uanset partifarve. Det blev afvist af justitsminister Steincke. Han blev løslast efter 3 måneders afsoning den 21. august 1926.

I december 1926 fik den afskedigede metodistpræst Ingerslew ved dom tildelt 40.000 kr. i erstatning fra metodistmenigheden. Menigheden havde afskediget ham som følge af kritik af Bast.

Axel Holger Thiess (1880-1926). (Efterskrift til Politivennen).

 

Fotograf Peter Newland (1866-1928): Axel Holger Thiess (1860-1926). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Axel Holger Thiess (1860-1926), humoristisk tegner. Han kom på kunstakademiet oktober 1876, her nåede han i 1880 ikke videre end forberedelsesklassen. Han havde dog allerede da lavet humoristiske tegninger. 

Han var journalist og tegner ved Avisen og lavede 1883–1900 hver dag dette blads satiriske forsidetegning. Senere i Vort Land og København. Han var medarbejder ved  Punch ( til 1893) og efterfølgeren Puk (1893 til 1. juli 1898), Klods Hans (fra 1899) og  Blæksprutten. Han udgav tillige i 20 årligt 50 tegninger i et hæfte fra 1884. 1915–19 udgav han mandagsbillederne til Vort Land. 

Han bidrog endvidere til folkekomedierne "Gutter ombord" (1889) og "Gennem Ild og Vand" (1910), farcen "Fine Fremmede" og "Marine-Minder ombord og i Land" (1924).

Axel Holger Thiess: P. A. Alberti (1903). Teksten lyder: "Fra Ministerbordene ilede de Herrer Deuntzer og Alberti den ikke korte Vej hen til Borgmester Jensens Plads og trykkede hjerteligt hans Haand," ("Vort Land"). De to Stats-Raadsherrer: "Vi recommendere os da samtidig udi Hr. Borgmesterens Bevaagenhed." Jensen: "Det skal være mig en Fornøyelse, at gjøre Dem nogen Tjeneste. Om Forladelse at jeg følger Dem ikke længere." (Frit efter "den politiske Kandestøber", 3. Akt, 2. Scene. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"De danske Forsvarskvinder".

(Tegning til "Blæksprutten" af Axel Thiess.)

Paa ovenstaaende Billede, der er hentet fra dette Aars "Blæksprutten", har den vittige Tegner Axel Thiess søgt at give en Forklaring over hvorledes han forstaar den hysteriske, kvindelige Forsvarsbevægelse og Janonkvinde-Forening. Vi ser en kvindelig Sessionskomite tage Skøn over de unge Damer for at udskrive dem til den Vaabenafdeling, de bedst maatte egne sig for. Selv om Billedet kun er Fantasi - de forsvarsgale Damer vilde vist hurtigt stikke Piben ind, dersom de selv skulde springe Soldat! - er det lige vittigt - ikke mindst i Aar, da det er et krigerisk "Skudaar"!

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse) 18. januar 1908).

Socialisterne skriver Truselsbreve til Axel Thiess.

I et af de sidste Numre af Vittighedsbladet "Klods-Hans" har Tegneren Axel Thiess tegnet en Billedserie, der illustreret en Socialists Liv. Pudsigt havde Hr. Thiess fremstillet al den Understøttelse, der bliver et moderne Fagforeningsmedlem til Del, fra Børn i Friskolen lige til Statens Understøttelse af de arbejdsløse. Til Slut havde Tegneren anbragt et Billede, hvor man ser en Skare Socialister raabe: "Ned med Overklassen" osv. Det hele var en ret harmløs Satire. Hr. Thiess skulde imidlertid ikke have begaaet sin Tegning, thi siden den har været i Bladet, har den elskværdige og afholdte Københavner modtaget en Række Truselsbreve, hvori der loves ham Pest og Død og andre Ubehageligheder. Man kan ikke ustraffet satirisere over organiserede Fagforeningsmedlemmer. Hr. Thiess har foreløbig foretrukket at behandle Brevene som en Spøg. Men disse Truselsbreve, der efterhaanden er kommen paa Mode, synes at antage mindre hyggelige Former.

(Holstebro Avis. Hjerm-Ginding Herreders Tidende 17. april. 1909).

Skitsebogen

Axel Thiess

Nævner man Alfred Schmidt bliver ogsaa Axel Thiess nævnt. De to Tegnere har troligt fulgt hinanden gennem mange Blade og Publikationer. Medens Alfred Schmidt som Satiriker ikke er bleven mindre bidsk med Aarene og stadig hvæsser sin Tegnestift til respektløse Udfald, er Axel Thiess, der heller ikke savner en satirisk Aare, dog bleven mere menneskekærlig gennem Tiden, der svandt. Han er bleven en godmodig Iagttager af Omgivelserne, medens Røgen snor sig blaalig fra hans Cigar, og Kaffen dufter.

Omgivelserne - selvfølgelig København! Hvorvidt Thiess "ligger paa Landet" om Sommeren, vides ikke. Snarere plasker han vist husvant til Søs, men han kan alligevel daarlig tænkes uden i Københavns umiddelbare Nærhed, og allerhelst paa selve Strøget, roligt slentrende, lunt iagttagende, med et elakværdigt Blink bag Lorgnetterne.

Thiess er Københavns, nøjere bestemt Københavnerindernes Tegner, og saa atter de pur unge Damers, "Backfischene"s Tegner. Han har Blik for det tøsede og kan gengive det med Lune og Humor, men ogsaa den udvoksede unge Dame i Forlovelsesalderen, ja, selv den kokette, unge Frue kan han med Behændighed fæste til sin Skitsebogs Blade.

Vigtige Bidrag til den moderne Københavnerindes Psykologi har Thiess givet gennem sine mango Tegninger, som han uden Standsansaelse har strøet omkring i Blade, Blæksprutter og Klods Hans'er. Skal den københavnske Dame paa Grænseskellet mellem to Aarhundreder, mellem to Tidsaldre, under Modernes lunefulde Kamp en Gang skildres, kommer man Ikke udenom Axel Thiess' Tegninger. De vil i al deres Flygtighed sikre ham mod Forglemmelse; thi han har gennem dem givet vigtige Bidrag til Modernes og Sædernes Historie.

Absalon.

(Nationaltidende 30. maj 1916).

Axel Thiess fortæller Ernst Bojesen-Anekdoter.

I Anledning af den glade Kjøbenhavners 70 Aars Fødselsdag imorgen.

Fra de gode gamle Blæksprutte-Dage i Fredensborg.

(Med Illustrationer af Exel Thiess).

I Anledning af Ernst Bojesens 70 Aars Fødselsdag imorgen har hans utallige Venner besluttet at opgive Haabet om, at han nogensinde bliver rigtig voksen. Skønt, egentlig har de aldrig næret noget Haab eller Ønske i saa Henseende. De har holdt af ham, forgudet ham netop fordi han var den han var - den glade, festlige Svend, den ægte spillelevende kjøbenhavner med Hovedet fuldt af Spilopper og kaade Drengestreger, den uovertrufne Festarrangør, der strømmede over af Ideer og Indfald, Løjer og Spas. At han unddrager sig Vennernes Hyldest paa Dagen Imorgen. der vilde være som skabt til at sættes i Scene af Hædersgæsten selv, er i Grunden det eneste mindre gode Indfald han har haft.

Blækspruttens aandelige Fader. Hvad Axel Thiess fortæller 

Ernst Bojesen var, som bekendt, i en Aarrække Direktør for Gyldendal; og det er i Grunden ham, der er Fader til "Blæksprutten. Ikke blot var det ham, der i 1888 fik Ideen men han har i Aarenes Løb spillet en saa stor Rolle ved det kære Bløddyrs aarlige Genfødelse at man kan kalde ham den aandelige Fader, skønt han ikke tog direkte Del i Redaktionen.

I Dagens Anledning har vi henvendt til en af Blækspruttens berømte A'er, Tegneren Axel Thies, og bedt ham fortælle lidt om de berømmelige Ture til Fredensborg, hvis Ry ikke dør saa længe de 4 A'er og Ernst Bojesen endnu kan komme sammen ved en stor Toddy og en af Bojesens fabelagtigt lange Cigarer

- Ak ja, sukker Hr. Thiess. den gode gamle Tid er jo nu desværre forbi da vi fem ranke Drenge - Bojesen, Henriques, Schmidt, Melbye og jeg - hvert Aar ved September snørede vor Ransel og drog ud til Asminderød Kro eller et Hotel i Fredensborg for at lave Aarets Blæksprutte. Vi fire Forfattere og Tegnere for at Arbejde og Bojesen for at holde os i Humør. Vi gik i en stadig Skræk for, hvad han nu vilde finde paa.

Da Bojesen brændte Fingrene og spillede Mester Jakel med Fingertutterne

- De maa jo være fyldt med Anekdoter fra den Tid. Fortæl et Par af dem.

- Ja der er nok at tage af. En Dag vilde vi forfriske Aanden ved en Pot Kegler i Hotelhaven. Vi var midt i det ædle Spil, da det pludselig fyger os om Ørene med Ild, der sprutter og gnistrer som et Fyrværkeri. Hvad det ogsaa var - det var Bojesen der vilde bringe sit Bidrag til den festlige Stemning. Bojesen brændte imidlertid Fingrene ganske forsvarligt paa Solene, som det naturligvis ikke kunde falde ham ind at kaste fra sig, og han maatte have hvide Tutter paa alle Fingrene. Det var naturligvis en Lejlighed han ikke kunne lade gaa fra sig. Han malede Ansigter paa alle Tutterne, og en Aften gav han, skjult bag en Kakkelovnsskærm, en Mester Jakel- Forestilling med Tutterne som kunde have faaet en Flodhest til at revne af Grin hvis den tilfældigvis havde været en tilstede.

Ernst Spøgesen eller Det forheksede Sovekammer

Axel Thiess' Ansigt skinner af Fornøjelse, mens han sidder og fortæller om sin gamle Kammerat og Dus-broder.

En lille Historie til der heller ikke er kedelig:

- Jeg var gaaet tidlig i Seng en Aften, efter at vi havde siddet og forlystet hinanden med Spøgerihistorier.

Jeg maa have sovet en Timestid, da jeg vaagnede ved nogle underlige hvislende Lyde. Jeg var Ikke blevet kIar over Aarsagen, da min Gyngstol paa eengang gav sig til at gynge paa det mest hysteriske, mens mere eller mindre intime Møbler dansede ud paa Gulvet under stort Rabalder. Og ikke et Menneske var der i Stuen foruden mig selv. Men da tilsidst en hvid Skikkelse med udbredte Arme hævede sig Iangsomt i Vejret bag Sofaen, var jeg dog blevet saa klar over mig selv, at jeg kunde regne tid, at det maatte være Bojesen. Jeg sprang derhen og greb fat i Skikkelsen. Men - oh! - den daskede frit i Luften, da jeg tog fat i den. Nu begyndte det at blive uhyggeligt.

Det viste sig at være en stor Lagen-Dukke, som Bojesen med stor Kunstfærdighed og mekanisk Snille havde anbragt saadan i Snore og Trisser, at han ude fra Gangen kunde bringe den til at hæve sig som et Gespenst. Det øvrige Spøgeri var han selvfølgelig ogsaa Mester for. Melbye var posteret nede i Gaarden hvor han højtidsfuldt stod og trak i en Snor, hvis anden Ende var bundet i Gyngestolen. Den uhyggelige Hvislen var frembragt af de øvrige Deltagere i Komplottet, der stod udenfor og gned Væggen med Karduspapir. Bojesen, der efter den Dag ikke hed andet end Knud Spøgesen, havde brugt en hel Eftermiddag til at arrangere denne vanvittige Scene. 

Da E. B. nær havde faaet klø af Bech Olsen

Engang var Bojesen nær ved at komme galt af Sted, siger Thiess. Han og jeg var kommet paa Karneval. Bech-Olsen var der ogsaa - det var i hans gode Tid - og han sad og drak en Bajer. Bojesen kom forbi, og i Forbifarten stak han ganske nonchalent Pegefingeren i Munden og derfra ned i Bechs Glas, idet han spurgte

- Er den go'?

Bech blev rasende

- Nu skal du ha paa Tæven! din lille, flejnskallede Avekat! brølede han, men inden han fik hævet sine flere Hundrede Pund fra Stolen, fik jeg givet Signal til Bojesen, der forsvandt som en Streg. Da jeg bagefter fortalte Bojesen, at det var Danmarks Bech, han havde drevet Løjer med, sank han alligevel et Par Tommer i Knæene.

.... om 10 Aar naar E. B. bliver en Jubelolding paa 80, skal jeg fortælle Dem mere, slutter Axel Thiess. Stof er der nok naar der er Tale om Ernst Bojesen.

Bor.

(B. T. 22. februar 1919).

Illustration i Roskilde Avis 31. januar 1890 for Axel Thiess og Aage Blichfeldts soldaterkomedie "Gutter ombord". Øverst hr. Getti. Øverst til venstre Kolling. Øverst til højre, Kolling danser med sin forlovede, fru Schwartz-Nielsen. Midt: Scene fra Nyboder. Tv for denne overbådsmandsmad. Fru Julie Hansen, th. matrosdrengen Peter (fru Hunderup). Nederst underbådsmand Steffensen.

 Axel Thiess 60 Aar.

Nogle Mennesker siger, man skal være forsigtig med at støde Journalister paa Manchetterne, men det er blot, fordi de ikke kender Bladfolks typiske Godmodighed.

Derimod skal man være saare varsom overfor "humoristiske Tegnere", og det er med megen Beklemthed, at vi herved meddeler Offentligheden, at Axel Thiess i Morgen fylder 60 Aar

For det første vil Offentligheden ikke tro det det. Naar Thiess en kølig Majaften promenerer fra sit Hjem paa Gamle Kongevej over til sit kære Tivoli og, korrekt og spændstig som altid, viser sig i elegant Pels og funklende Silkehat, tør baade unge og gamle sværge paa, at, han er 40.

Men for det Andet kan det jo tænkes, at Fødselsdagsbarnet baade véd, i at han virkelig er 60 og ikke holder af at mindet derom, og saa kommer det maaske ved Lejlighed til at gaa artigt ud over den indiskrete Meddeler.

En skønne dag ser denne Person sit i eget Billede i "Klods-Hans", og dér udleveres han til Publikum hverken med Pels eller Spændstighed, men snarere med Hængemave og alderdomssvækkede Ansigtstræk.

Naa. Udleveringen finder  kan hænde alligevel ikke Sted. Thi Axel Thiess er den personificerede Elskværdighed, der desuden mest tegner søde unge Piger og fede gamle Tanter. Han viser egentlig kun Malice, naar hans politisk konservative Temperament provoceres, og skaber ypperlige Karikaturer, som dem, han i Aartier forsynede "Avisen" og "Vort Land" med.

Axel Thiess er en livsglad Københavner, der ogsaa i Ny eg Næ har grebet Pennen . forbavsende, at han aldrig fortsatte sin dramatiske Succes "Gutter ombord"! Han et dertil en beskeden Mand, der i Morgendagens Anledning har gjort sig usynlig.

Vi har imidlertid Medlidenhed med den store Vennekreds der vil hylde ham. og fortæller lige ud af Posen, hvor Flygtningen opholder sig. Det er i Snolderød, hvor hans mangeaarige chef. Redaktor Frederik K. Slamberg af "Snolderød Espræx" kvitterer med en lille intim Middag for Axel Thiess' rammende og lattervækkende Tegnebidrag.

Hr. Vaar.

(Nationaltidende 16. maj 1920)

Axel Thiess: Gulliver er taget til fange af lilleputterne (1921). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tegneren Axel Thiess død.

I Gaar Middags ved 1-Tiden er Tegneren Axel Thiess afgaaet ved Døden paa Marinehospitalet, hvor han havde lagt sig ind Dagen i Forvejen.

Han havde ikke været rask de sidste 3 Aar. Det begyndte som en Sygdom i Blodet, og herfra gik det over til at angribe Hjertet. Han led til Tider meget store Smerter; men han bar dem med stor Taalmod og havde trods alt et Smil paa Læben, naar man traf ham paa hans Yndlingsspadseretur ned gennem "Strøget".

For nogen Tid siden rejste han til Menton. Han troede saa fuldt og fast, at Sydens varme Sol og milde Klima vilde hjælpe ham; men han blev sørgelig skuffet. Det meste af Tiden dernede laa han i Sengen, og Sygdommen fik stærkere og stærkere Tag i ham.

Tilsidst, da det bar mod Slutningen, længtes han hjem mod den By, hvis ægte Søn han var, og som ejede hele hans Hjerte.

I Tirsdags Aftes kom han til København, Dagen efter søgte han ud til Marinehospitalet, og i Gaar døde han; omtrent 67 Aar gl.

*

Med Axel Thiess er en kendt og skattet Københavner gaaet bort. Det vil sige, han hørte vel nærmest hjemme i det 90'ernes København, der fulgte efter Udstillingsaaret 1888, og som prægede Byen ved Aarhundredskiftet. Han slog hurtigt igennem som Tegner, og for Datidens Øjne at skue var hans Gengivelse af de unge københavnske Bachfische ret nær ved Grænsen af, hvad man kunde tillade sig.

Nu synes man, de er hyggelige og harmløse. Saadan skifter Tiderne.

Han havde lært som Xylograf hos gamle Henriksen, begyndte som Tegner ved "Avisen" i 1883 og vandt hurtigt et stort Publikum ved sine Tegninger, der gerne var ledsaget af en lille Vits.

Ved Siden af sit daglige Arbejde tegnede han naturligvis alle andre Steder - i "Klods-Hans", i "Blæksprutten" og i en Række illustrerede Ugeblade.

Ogsaa som Forfatter er hans Navn kendt. I 1889 skrev han sammen med Redaktør Blichfeldt det kendte Stykke "Gutter ombord", der hvilede paa hans Erindringer som Marinesoldat, og som er gaaet flere Hundrede Gange paa Casino. Senere var han med til at skrive et Stykke, "Gennem Ild og Vand", der blev en stor Sukces paa Sønderbros Teater, og det er ikke mere end et Par Aar tilbage, at han udgav en morsom og interessant Bog om sine Soldateroplevelser ved Marinen.

*

Axel Thiess, der i de senere Aar var en afholdt og skattet Medarbejder ved KØBENHAVN, havde kun Venner. Han var født med et sjælden godt Humør, der rigtig udfoldede sig, naar han indtog sin Plads i Vennekredsen. Her vil han blive savnet som den trofaste Ven og Kammerat, som det hjertevarme og hjælpsomme Menneske, han var.

Han var den sidste af sin Slægt. Hans eneste Søster, Pianistinden Frk. Helga Thiess, med hvem han i mange Aar beboede en Lejlighed paa Gl, Kongevej udfor St,

Jørgens Sø, døde i November i Fjor, og det var hans eneste Familie. Hendes Død ramte ham i øvrigt meget haardt og fremskyndede sikkert hans Sygdom.

R.-J.

(København 26. marts 1926).

Axel Thiess' gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling 9, række 2, nummer 11 ligger godt gemt i buskadset. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Danmarks første Pressefotograf. (Efterskrift til Politivennen)

Den kendte Kunstner og Pressefotograf, Julius Aagaard, fejrer idag Femogtyveaars-Dagen for sin Fremstilling af det første Fotografi i den københavnske Presse.

En lille, bred Herre med Kunstnerpræg, hvidt, bølgende Haar, Moustache og Fip og rigtig Slængkappe, vakte i de Aar, da vort Kongehus modtog Besøg af Udlandets fyrstelige Damer og Herrer, altid venlig Opmærksomhed om sig. Der stod Elskværdighed om ham. Han tog alle, ikke blot med sit Kamera, men ogsaa med sit Smil, de smukke, blaa Øjne og det ridderlige Væsen - det var Danmarks første Pressefotograf, Julius Aagaard.

Artiklens foto er her erstattet af: Fotograf Georg (Sophus Georg August) Lindström (1866-1923): Pressefotograf, maler, heliograf Johan Gottlieb Julius Aagaard, (1847-1926) . Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

- Hvordan begyndte De, spørger jeg Hr. Aagaard, der bor i en hyggelig Villa paa Frederiksberg.

- Det var slet ikke saa nemt, siger den gamle Herre.... Dagspressen var jo ikke den Gang naaet saa højt, alt saa teknisk, som nu; jo, jeg begyndte i "Hver fjortende Dag" ....

- Ja, men hvem var den første?

- Aah, naa, saadan, det var saamænd Bech-Olsen, der var jo noget at kigge paa .... det var en Brydekamp i Hellerup.

- Vandt han?

- Vandt - næh, det kan jeg skam ikke huske, men gjorde han ikke altid det ....

- Hvordan var Folk imod Dem?

- De blev skam fornærmede....

De vilde ikke se sig selv, eller maaske vilde de ikke, at andre skulde se dem, saadan paa Væddeløbsbaner ... Der var engang en Prinsesse, som ogsaa var et elskeligt Menneske, og hun bad mig, uden at han maatte vide det, om at tage et Billede af en Herre, medens han stod og kurti.... vi kan jo sige konver serede to Eremitage-Damer . . Det gjorde jeg ogsaa .... Hun sendte saa ham Billedet . . Han truede ad mig, da jeg mødte ham, saadan i al Elskværdighed.... Jo, de Kongelige, de var altid hensynsfulde.... Jeg skulde en Dag tage Kejserinden og Dronning Alexandra ... det var ved en Modtagelse .... aah, ja, det var de Tider, de sad i en nedslaaet Vogn med opslaaet Parasol og snakkede. Saa nikkede Kejserinden til mig og sagde til Dronningen:

Der er Aagaard, lad os slaa Parasollerne ned, ellers kan han ikke ta' os ... Jo, de var mageløse.... Og gamle Kong Christian.... Jeg fotograferede ham i Admiralsuniform, da hen skulde males af Frantz Henningsen .... Kongen vilde nemlig ikke staa Model mere end højst ti Minutter. Baade Fotografiet og Maleriet blev godt . . . ., Og Frederik den Ottende og Kong Georg af Grækenland, blot de saa, at jeg løftede Apparatet, saa stod de stille.... Jeg søgte nu altid at tage mine Billeder saadan, at Situationen eller Stillingen passede til de Paagældende.... Man kan ellers saa let virke ufrivillig komisk paa et Fotografi, naar man ikke véd, man bliver taget . . og det er Synd mod Folk. Det vidste de Kongelige ogsaa --.. derfor var det saa let at tage dem ... Kejser Wilhelm, han havde nu sin egen Fotograf med, som skulde besørge de kejserlige Plader til de tyske Aviser .... Politiet det var derimod paa Nakken af mig. jeg havde et Mas med at komme indenfor Afspærringen nede paa Toldboden, naar der var Ankomst eller Afgang.... De kan jo have en Bombe i Apparatet, sagde en Politimand engang til mig. Jeg svarede kun: Ser jeg saadan ud.... og saa hævedes Snoren for mig. . . .

- Hvor gammel er De. Hr. Aagaard?

- Ni og halvfjers, den seksogtyvende April.... Og jeg har undervist i Perspektivtegning paa Teknisk Skole i otteogtredive Aar og paa Kunstakademiet, i det samme Fag, i seksten. Og ikke været syg, altsaa sengeliggende, én Dag. . . Min Kunst bidrog ogsaa til, at mine Fotografier blev noget for sig.

- Der staar et Maleri paa Deres Staffeli?

- Ja-a, jeg maler da endnu . . ... Det er fri Komposition.... en Vinterdag i Bøllemosen .... I Slutningen af Ugen rejser jeg saa til Italien.... ja, jeg har altid ønsket at se Italien.... inden.... inden.... naa....! Det er mine Børn og mine Svigerbørn, som forærer mig den Rejse.... jeg kan næsten ikke begribe, at jeg ogsaa skal se det Ønske opfyldt .... tænk, at jeg skal fejre Paasken i Rom. . . .

.... Mange gode Tanker vil følge den fine, gamle Herre, den elskværdige Kunstner paa hans første Italien Fart. . . .

Christian Houmark

(B. T. 24. marts 1926).

Fotografen Johan Gottlieb Julius Aagaard (1847-1926) var 1871-84 guide i generalstaben med foto-litografering som speciale. Uddannet på Teknisk skole (1879) og kunstakademiet 1881-1882. Underviste 1881-1919 på Teknisk skole og 1895-1911 på kunstakademiet. Fra 1899 var han knyttet til ugebladet Hver 8. Dag hvor han tog "lynskud" af tidens danske begivenheder, med stemningsfulde landskabsoptagelser og med karakteriserende portrætter. Han var i 1912 medstifter af Pressefotograf-Forbundet. Han døde samme år og er urnebegravet på Solbjerg Kirkegård.