08 februar 2025

Danmarks første Pressefotograf. (Efterskrift til Politivennen)

Den kendte Kunstner og Pressefotograf, Julius Aagaard, fejrer idag Femogtyveaars-Dagen for sin Fremstilling af det første Fotografi i den københavnske Presse.

En lille, bred Herre med Kunstnerpræg, hvidt, bølgende Haar, Moustache og Fip og rigtig Slængkappe, vakte i de Aar, da vort Kongehus modtog Besøg af Udlandets fyrstelige Damer og Herrer, altid venlig Opmærksomhed om sig. Der stod Elskværdighed om ham. Han tog alle, ikke blot med sit Kamera, men ogsaa med sit Smil, de smukke, blaa Øjne og det ridderlige Væsen - det var Danmarks første Pressefotograf, Julius Aagaard.

Artiklens foto er her erstattet af: Fotograf Georg (Sophus Georg August) Lindström (1866-1923): Pressefotograf, maler, heliograf Johan Gottlieb Julius Aagaard, (1847-1926) . Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

- Hvordan begyndte De, spørger jeg Hr. Aagaard, der bor i en hyggelig Villa paa Frederiksberg.

- Det var slet ikke saa nemt, siger den gamle Herre.... Dagspressen var jo ikke den Gang naaet saa højt, alt saa teknisk, som nu; jo, jeg begyndte i "Hver fjortende Dag" ....

- Ja, men hvem var den første?

- Aah, naa, saadan, det var saamænd Bech-Olsen, der var jo noget at kigge paa .... det var en Brydekamp i Hellerup.

- Vandt han?

- Vandt - næh, det kan jeg skam ikke huske, men gjorde han ikke altid det ....

- Hvordan var Folk imod Dem?

- De blev skam fornærmede....

De vilde ikke se sig selv, eller maaske vilde de ikke, at andre skulde se dem, saadan paa Væddeløbsbaner ... Der var engang en Prinsesse, som ogsaa var et elskeligt Menneske, og hun bad mig, uden at han maatte vide det, om at tage et Billede af en Herre, medens han stod og kurti.... vi kan jo sige konver serede to Eremitage-Damer . . Det gjorde jeg ogsaa .... Hun sendte saa ham Billedet . . Han truede ad mig, da jeg mødte ham, saadan i al Elskværdighed.... Jo, de Kongelige, de var altid hensynsfulde.... Jeg skulde en Dag tage Kejserinden og Dronning Alexandra ... det var ved en Modtagelse .... aah, ja, det var de Tider, de sad i en nedslaaet Vogn med opslaaet Parasol og snakkede. Saa nikkede Kejserinden til mig og sagde til Dronningen:

Der er Aagaard, lad os slaa Parasollerne ned, ellers kan han ikke ta' os ... Jo, de var mageløse.... Og gamle Kong Christian.... Jeg fotograferede ham i Admiralsuniform, da hen skulde males af Frantz Henningsen .... Kongen vilde nemlig ikke staa Model mere end højst ti Minutter. Baade Fotografiet og Maleriet blev godt . . . ., Og Frederik den Ottende og Kong Georg af Grækenland, blot de saa, at jeg løftede Apparatet, saa stod de stille.... Jeg søgte nu altid at tage mine Billeder saadan, at Situationen eller Stillingen passede til de Paagældende.... Man kan ellers saa let virke ufrivillig komisk paa et Fotografi, naar man ikke véd, man bliver taget . . og det er Synd mod Folk. Det vidste de Kongelige ogsaa --.. derfor var det saa let at tage dem ... Kejser Wilhelm, han havde nu sin egen Fotograf med, som skulde besørge de kejserlige Plader til de tyske Aviser .... Politiet det var derimod paa Nakken af mig. jeg havde et Mas med at komme indenfor Afspærringen nede paa Toldboden, naar der var Ankomst eller Afgang.... De kan jo have en Bombe i Apparatet, sagde en Politimand engang til mig. Jeg svarede kun: Ser jeg saadan ud.... og saa hævedes Snoren for mig. . . .

- Hvor gammel er De. Hr. Aagaard?

- Ni og halvfjers, den seksogtyvende April.... Og jeg har undervist i Perspektivtegning paa Teknisk Skole i otteogtredive Aar og paa Kunstakademiet, i det samme Fag, i seksten. Og ikke været syg, altsaa sengeliggende, én Dag. . . Min Kunst bidrog ogsaa til, at mine Fotografier blev noget for sig.

- Der staar et Maleri paa Deres Staffeli?

- Ja-a, jeg maler da endnu . . ... Det er fri Komposition.... en Vinterdag i Bøllemosen .... I Slutningen af Ugen rejser jeg saa til Italien.... ja, jeg har altid ønsket at se Italien.... inden.... inden.... naa....! Det er mine Børn og mine Svigerbørn, som forærer mig den Rejse.... jeg kan næsten ikke begribe, at jeg ogsaa skal se det Ønske opfyldt .... tænk, at jeg skal fejre Paasken i Rom. . . .

.... Mange gode Tanker vil følge den fine, gamle Herre, den elskværdige Kunstner paa hans første Italien Fart. . . .

Christian Houmark

(B. T. 24. marts 1926).


Fotografen Johan Gottlieb Julius Aagaard (1847-1926) var 1871-84 guide i generalstaben med foto-litografering som speciale. Uddannet på Teknisk skole (1879) og kunstakademiet 1881-1882. Underviste 1881-1919 på Teknisk skole og 1895-1911 på kunstakademiet. Fra 1899 var han knyttet til ugebladet Hver 8. Dag hvor han tog "lynskud" af tidens danske begivenheder, med stemningsfulde landskabsoptagelser og med karakteriserende portrætter. Han var i 1912 medstifter af Pressefotograf-Forbundet. Han døde samme år og er urnebegravet på Solbjerg Kirkegård

Ingen kommentarer:

Send en kommentar