Frokost i det Grønne. (Efterskrift til Politivennen)

De smaa Gæster i Kommunens Folkebørnehave ved Sundholm indtager frokosten.

En af Kommunens gode Gerninger er Oprettelsen af Folkebørnehaver, hvor de Smaa kan anbringes, medens Forældrene, og navnlig da Mødrene, er paa Arbejde. De Penge, der er ofret paa disse Institutioner, er godt givet ud. Et af de Steder, hvor Forholdene er særlig gode og frie, er ude ved Sundholm-Skolen. Her kan Rollingerne tumle sig af Hjertens Lyst paa den indhegnede græsbevoksede Plads, naar Vejret tillader det, men naturligvis under behørigt voksent Tilsyn.

I et af Gaarsdagens faa Solskins-Øjeblikke tog vor Fotograf ovenstaaende nydelige Situationsbillede af de Smaa, medens de indtog deres medbragte Frokost.

(Aftenbladet (København) 10. juni 1926).

Springvandet paa Enghaveplads. (Efterskrift til Politivennen)

Drengen har det ikke godt, og Børn og unge Mennesker handler ilde med Springvandet.

Stadsarkitekt Holsøe haaber dog det bedste.

Da Borgmester P. J. Pedersen i sin Tale ved Indvielsen af Springvandet paa Enghaveplads overgav det til Vesterbros Befolkning, sagde han: "Vær god mod Drengen!"

Hvor glad Befolkningen end i Almindelighed er over dette første Skridt til Forskønnelse af Enghaveplads, har det i de forløbne Dage vist sig, at der er adskillige Børn og unge Mennesker, der har ladet haant om Borgmesterens Formaning. I Gaar modtog vi flere Klager fra Beboere i Kvarteret, der har følt sig oprørt over, hvad der er sket.

Saaledes skriver J. P. Olsen, Matthæusgade 12:

Vi Beboere paa Vesterbro er meget taknemmelige for det nydelse Springvand, som Kommunen har ladet opsætte paa Enghaveplads, men vi har den Anke, at der ikke er noget Rækværk om det. Som det ligger nu, ligner det nærmest en Mudderpøl. Børnene har for fri Adgang til det og fylder det med Grus.

Social-Demokraten har oplyst, at man ved Opførelsen af det har sparet 3000 Kr. Kunde disse Penge ikke anvendes til en Strimmel Græs og et Rækværk omkring Kummen. Først da vil det blive til Pryd for Enghaveplads.

En anden Indsender, Hr. G. Schlander, Broagergade 8, fremsætter et lignende Forslag og skriver iøvrigt:

Skuffelsen er blevet stor, da man nu ser, hvorledes dette smukke Springvand bliver behandlet af Kvarterets Børn, og samtidig ødelægges hele Idyllen paa Pladsen; thi det er saaledes, at Springvandskummen allerede ligner mere en Kloakbrønd, og Vandet plaskes ud over Pladsen, saa denne henligger i et Morads, og det vil sikkert ikke vare Iænge, hvis ikke der gøres noget for at forebygge det, forinden den smukke Springvandsfigur er ødelagt; thi der kastes alle mulige Genstande imod den, ja jeg har endog set, at store Drenge forsøger at faa Snore til at hage sig fast i Figuren, og naar dette er lykkedes, da forsøge, om de kan rokke den

Jeg kender udmærket Børnenes Lyst til at plaske i Vandet, og véd ogsaa, hvor vanskeligt det er at holde dem derfra; men det har dog sikkert ikke været Hensigten, da Kommunen bevilgede de 25,000 Kr., som Springvandet har kostet, at dette skulde være Legeplads; thi saa havde det været mere rimeligt og betydeligt billigere at lave en almindelig stor Vandkumme, og en saadan kunde da være anbragt paa den anden Del af Enghaveplads, som i Forvejen er Indrettet som Legeplads. De ældre Mennesker kunde da, som Borgmester Pedersen udtalte t sin Indvielsestale, have søgt Hvile og frisk Luft paa den Plads, hvor nu Springvandet er opstillet, medens det nu er bleven saaledes, at ældre Mennesker, som gerne vil søge lidt Hvile I den friske Luft ikke kan opholde sig paa Pladsen.

VI talte i Gaar med Stadsarkitekt Holsøe om Sagen, og han sagde bl. a.:

Jeg har i de forløbne Dage adskillige Gange været ude for at se, hvorledes det gik, og jeg har osea bedt en Blikkenslager om at se lidt til det, og det er min Tro, at naar man først har vænnet sig til at have Springvandet der, vil det komme til at gaa helt godt. Da jeg var derude i Fredags, saa det ikke godt ud. En 20-30 Børn soppede omkring i Bassinet, hvor Udløbet var stoppet med Grus, saa Vandet flød over. Jeg hørte siden, at nogle 15-16 Aarige Fyre for nylig var mødt op med Skovle og havde skovlet Grus i Bassinet, og at der var blevét kastet til Maals efter Springvandsfiguren med Træstykker. Jeg lod Springvandet standse og fik Bassinet tømt. Om Natten Kl. 1 var jeg derude igen, men da var der intet at bemærke.

Om Lørdagen lod jeg bore nogle Huller i Bassinbunden, hvorved jeg har opnaaet, at selv hvis det rigtige Afløb stoppes af Grus, kan Vandet alligevel bane sig Vej, saa at man undgaar, at det flyder over Bassinets Rand.

Siden er det ogsaa gaaet nogenlunde, og da jeg var derude i Dag saa Vandet vel ikke helt godt ud, men jeg havde paa Fornemmelsen, at Børns og unge Menneskers Interesse for Springvandet er ved at tabe sig. De er ved at blive vant til det. Der var kun en 6-8 Børn, der legede med Papirbaade i Bassinet.

Jeg tror derfor, at det værste er overstaaet nu, og at Springvandet fremtidigt ikke vil lide Overlast. Forøvrigt glædede det mig. naar jeg ukendt blandede mig mellem de Folk, der stod ved Springvandet, at høre dem udtale deres Glæde over det og deres Harme over, at der blev handlet saaledes med det.

- Hvad siger De om Forslaget om Græs og Rækværk?

- Jeg siger, at vi helst maa undvære det, og jeg tror, at det gaar nok uden det. Jeg holder ikke af, at man saaledes skal sætte alt i Bur. Iøvrigt har Lærerne i de omliggende Skoler faaet Anmodning om at forestille Børnene, at de bør handle pænt mod Springvandet, saa det kan blive den Pryd for Pladsen, som det bør være.

Saavidt Stadsarkitekten. Vi ønsker hertil at føje en Anmodning til Befolkningen omkring Enghaveplads om at vaage over og beskytte Springvandet, saaledes at det kan blive, hvad Meningen er med det: en Pryd for Enghaveplads.

(Social-Demokraten, 9. juni 1926).

Det omtalte springvand på Enghaveplads. Her dog uden vand - og vandpjaskende børn. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Anton Jacob Bing 1849-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Redaktør, landøkonom og politiker Anton Jacob Bing (8.4.1849-31.5.1926) blev 1866 student og uddannede sig indenfor landvæsenet, blev landbrugskandidat 1871 og var 1873–1877 forpagter og 1877–1890 ejer af Mullerupgård ved Slagelse. 

Han var 1883–85 konsulent i husdyrbrug for Sorø amts landøkonomiske selskab og redaktør af selskabets medlemsblad. 1893–1909 sekretær for Forbundet af sjællandske kvægavlsforeninger og redaktør af Kvægavistidende. 1888–90 landvæsenskommissær for Holbæk amt. 1901-1902 medredaktør for Ugeskrift for Landmænd, 1903-1921 eneredaktør. På Landhusholdningsselskabets opfordring forestod han udgivelsen af J. B. Krarups "Beskrivelse af Landbrugets Udvikling i Danmark fra 1835 til Nutiden" IV (Fyn), 1901 til hvilket bind materialet forelå fra Krarups hånd. I "Landbrugets Ordbog" har B. skrevet biografierne af afdøde landøkonomer.

1911–17 var han formand for Foreningen af danske landøkonomiske tidsskrifter, 1893–1909 medlem af Det kgl. danske landhusholdningsselskabs lærlingeudvalg og fra 1922 af dets bestyrelsesråd. 1901–03 var han medlem af folketinget som repræsentant for Slagelsekredsen og tilhørte venstrereformpartiet, men faldt ved valget 1903.

Anton Bings Jordefærd

Paa mosaisk vestre Kirkegaard.

En stemningsfuld Sørgehøjtidelighed.

(Fra vor særlige Hovedstadsmedarbejder.)

København, Torsdag

Det er underligt nok, men i det daglige Liv mærker man herinde i den store By saa overmaade lidt til den dog ret talrige Repræsentation for den jødiske Race, der lever her. Maaske ligger Forklaringen herpaa eller en Del af den i den Kendsgerning, at København ikke som saa mange andre Storstæder ude i Europa har noget jødisk Proletariat - jeg taler ikke her om de polske og russiske Jøder, der kom herind i Krlgsaarene, men om de danske Jøder. Det var gamle Gehejmeraad Glückstadts Stolthed. Jøderne sørger selv for deres Fattige - og sørger godt for dem. "Har nogensinde en dansk Jøde betlet ved Deres Dør?" spurgte han mig engang - og jeg maatte indrømme det: Nej! Og vi erkender jo alle med Glæde, at vi har mange gode. danske, nationalt tænkende og følende Medborgere blandt Mændene af saadanne dygtige, jødiske Slægter, som dem, der bærer Navnene Hirschsprung, Adler, Bing, Hertz, Trier, Melchior, David, Goldschmidt, Dessau, Levysohn, Henriques og mange andre, der til manges Misundelse vel har erobret sig ledende og indflydelsesrige Stillinger i vor Forretnings- og Finansverden, men sandelig ogsaa paa faa Undtagelser nær - der er jo braadne Kaar i alle Lande - har gjort Danmark baade Gavn og Ære.

Dette gælder ikke mindst den talrige Bingske Slægt, som har fostret mange udmærkede Mænd. Til denne gamle Patricierslægt hørte den Mand, Slagelse-Kredsens tidligere Folketingsmand. Redaktør Anton Bing. den stille, fine, gamle Herre, som i Dag jordfæstedes paa mosaisk vestre Kirkegaard. En Jordefærd derude - og pludselig mindes man om, hvor talrige de i Virkeligheden er, Jøderne i København, og selve det ejendommelige Ceremoniel, hvormed de steder deres Døde til Jorden, aabenbarer som i et hastigt Glimt den Forskel i Race, Tro, Sæder og Skikke, som vi glemmer eller overser i det daglige Samvær og Samarbejde med Mændene af det jødiske Folk. Mændene i Følget beholder Hatten paa under hele Ceremonien. Kvinderne, der tidligere var henvist til Pulpituret, har nu efter Ombygningen af Kapellet paa mosaisk vestre Kirkegaard faaet tildelt de 10 første Stole til venstre, fuldstændig adskilt fra Mændenes Pladser. Orglet var hidtil anbragt i Korrundingen bag en spansk Væg, hvor det i høj Grad skæmmede det arkitektonisk smukke Rum - nu er det flyttet op paa Pulpituret, og Korrundingen med sine smukke Vinduer, gennem hvis mathvide og gule Ruder Lyset falder dæmpet ind i Rummet, kommer nu helt til sin Ret.

Sørgehøjtiden.

Her - i Korrundingen - var Anton Bings hvide Kiste hensat, smykket med Aspargus og store, skønne Buketter af lyserøde Nelliker og lilla Syrener. Ved Foden af Katafalken laa en Række prægtige Kranse med røde og hvide guldsignerede Baand - fra Det kgl. danske Landhusholdningsselskab, Foreningen af danske Landbrugsblade, "Sorø Amtstidende" (Palmegrene, samlede i en stor Buket af lyserøde Roser, Rododendron og hvide Syrener), Foreningen af danske Landbrugskandidater, "Ugeskrift for Landmænd", De samvirkende Landboforeninger I Sjællands Stift, Sorø Amts landøkonomiske Selskab og Bing & Grøndahls Porcelænsfabrik. Paa alle Stolerader ned gennem Kapellet var anbragt en Mængde smukke Kranse og Blomsterdekorationer.

Den Afdødes Slægtninge af Familierne Bing og Hirschsprung tog Plads paa begge Sider af Baaren. I Følget saas iøvrigt Odr. Jens Olsen. Landsgrav som Repræsentant for "Sorø Amtstidende", Prof. Westermann, Direktør Kai Reinhard, Grosserer Stilling-Andersen, Fabrikejer Bjørn Stephensen, Direktør Benny Dessau, Bogtrykker Poul Hertz, Kontorchef Hertel fra Det kgl. danske Landbrugshusholdningsselskab, Redaktør Riegels, Direktør Simonsen (Bing & Grøndahl), Statskonsulent J. Jensen, Direktør Chr. Jensen (Nationalforeningen), Overretssagfører Carl Levin og Godsejer lemming, "Skovsbo." Paa Slaget 2 intonerer Orglet, og efter et Præludium falder den jødiske Menigheds Mandskor ind med den Salme, der altid synges ved Begravelser paa dette Sted:

Naar ikkun Du, Evighøje,
bestandig mig for Øje ataar,
jeg véd, at alt sig vel skal føje,
jeg vakle ej, ihvor det gaar -

En prægtig Baryton synger enkelte Linier Solo, og Koret gentager dem - højtidsfuldt og smukt lyder det.

Nu staar paa Kathedret bag Kisten

Overrabbiner, Dr. Friediger,

iført den sorte Silkekaabe og bærende paa Hovedet den høje Fløilskalot.

Hans Tale former sig saaledes:

En vemodig Følelse besjæler os, naar vi dvæler herude paa dette Sorgens Sted. Med tusinde Baand føler vi os alle knyttet til Livet. Ja, vi elsker Livet, og det bringer os Lykke og Glæde, eller om det er Sorg. der bliver os til Del. Og derfor er vor Smerte saa inderlig og oprigtig, naar vi staar ved en Baare, hvori et Menneskes jordiske Hylster hviler. Et Menneske, der levede som vi, levede sammen med os, der arbejdede og stræbte fremad, ligesom vi alle - og nu ligger det her, hjælpeløst og uden Liv, og om faa Minutter lukker Graven for stedse sig over det: "thi Støv er du, o Menneske, og til Støv vender du tilbage."

Ved Synet af Døden gives der kun een trøstende Tanke, og Salmisten gav Udtryk for denne med disse Ord: "Herren kender sine Retfærdiges Livsdage, og deres Arvelod er Evigheden." Det er Gud, der tildeler os vor jordiske Opgave og han alene véd, hvor naar han skal sige til os: "Længe nok har I opholdt Jer paa Jorden." Dette kan ske tidligere, medens Mennesket endnu staar i sit Livs Blomstringstid, eller senere, efter at Mennesket overskred Støvets Aar. Men stræbte vi med Trofasthed efter at løse vor jordiske Opgave, saa bliver Evigheden vor Arvelod.

Denne Tro gør Hjertet, der sørger over denne Broderes Bortgang, modtagelig for Trøst. Vor Trøst ligger i den Tro, at det var Gud, der har tildelt ogsaa ham en Opgave her paa Jorden, som han har løst med Hengivenhed og nu blev Evigheden hans Arvelod.

De Dyder, der hjalp ham til med Samvittighedsfuldhed at opfylde sine Pligter, kan sammenfattes i den vise Kong Salomons Ord: "Han var Trofasthedens Mand, og derfor blev han til Velsignelse." Han var Trofasthedens Mand! Dér, hvor Trofasthed er Drivfjederen til Handlingen, kan denne kun blive til Velsignelse og kun modne ædle Frugter. Trofasthed var hans Karakters Kendetegn. Trofasthed var jo den Dyd, der har udmærket den gamle dansk-jødiske Slægt, hvis værdige Medlem han var, og til hvilken han stedse følte sig knyttet ved Kærlighedens og Pietetens Baand. Hans smukke, gamle Hjem var Samlingsstedet især for den yngre Generation, og her har han indpodet den Kærlighed til Slægten og derved Trofasthed.

Denne Trofastheds herligste Blomst var hans urokkelige Retsindighed og hans Paalidelighed. Den Sag, han interesserede sig for og som han støttede med Raad og Daad, maatte paa Forhaand være retfærdig. Hans Sikkerhed i Bedømmelsen af Tingene, hans Paalidelighed - trygt kunde man til alle Tider stole paa hans givne Ord - og hans Karakterfasthed bevirkede, at hans Virksomhed var velsignelsesrig.

Hans Medborgere viste ham den største Tillid, da de valgte ham til Medlem af Folketinget, og han blev højt skattet som Landmand og Redaktør af den Kreds, der i Tillid til hans udmærkede Evner gerne lod sig lede og belære af ham. Men han vilde egentlig Ikke føre for at eje Magten; han vilde belære. Det var hans Overbevisning, at Oplysning og Dannelse giver Mennesket den Uafhængighed og den Kraft, som sætter enhver i Stand til i højeste Grad at udfolde sine Evner og derved føre Samfundet sin Blomstring og Trivsel i Møde. Dette var hans Ideal, hvis Virkeliggørelse han stræbte efter. I denne Stræben, som var hans Livsopgave, var Retsindighed hans Vaaben. og hans Skjold var Sanddruhed, Paalidelighed og Trofasthed. 

Og derfor vil vi bevare ham et varigt Minde. Han har opfyldt sine Pligter her paa Jorden, og nu er han gaaet Ind til Evigheden.

Maatte Gud dér være hans udødelige Sjæl en naadig Dommer. Drag hen i Fred! Amen!

Da Overrabbineren har sluttet sin Tale, reciterede Kantor Kunstadt,staaende ved Baarens højre Side, det hebraiske "Hazur tomim," der Indledes saaledes:

Skæbnen Værk er fuldkomment, alle hans Vaje er retfærdige
Han er Troskabs Gud, uden Omskiftelse, hellig og sanddru
Skaberen er fuldkommen I hver en Gerning - - -

Fra Koret lyder nu, sunget Solo af Koncertsanger Poul Methling: "Lær mig, Nattens Stjerne." Efter den sidste Strofe: "Lær mig Sol at dale," rejste alle sig og Sørgehøjtideligheden slutter, idet Koret synger til Orgelledsagelse:

Fred med dit Støv, udløste Sjæl,
de hisset ses som her
hinanden trofast have elsket.

Den afdødes nærmeste Slægtninge bærer nu Baaren ud af Kapellet. Ved Graven forretter Overrabineren Jordpaakastelser, og da dette er sket, træder de nærmeste mandlige Medlemmer af Familien hen til Graven, idet hver af dem lader tre Skovlfulde Jord falde ned paa Kisten. Derefter kastes Graven fuldstændig til, medens alle forbliver om den. Og saa følger det sidste Led i Begravelses-Ceremonien: Familiens Medlemmer begiver sig tilbage til Kapellet for, medens alle vendte sig mod Øst, at høre Kantoren synge "Kalisch-Bønnen" paa Hebraisk.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 4. juni 1926).

Nekrolog (Anton Bing)

Af Jonathan.

Han havde ingen Hustru eller Børn, ingen Brødre eller Søstre, der kunde bære ham gennem Alderdommens og Sygdommens sidste svære Aar, den gamle forhenværende Landmand og Skribent og Politiker, der døde paa Tærskelen mellem Foraar og Sommer. Landmandens løftelsesrigeste Tid. Men om hans Leje stod de unge af hans store Slægt og tog Afsked med deres gamle Ven, der med saa dyb en Familiefølelse fulgte sin Slægt baade til Graven og til Livet. Han hørte til en gammel Familie, og værnede om dens Minder og dens Ære, og det er derfor, der først og fremmest skal sættes ham et offentligt Minde. For en Famiie er nok først og fremmest noget privat, men den er ogsaa noget, som vedkommer os alle, og det er det, vi er tilbøjelige til al glemme i en Tid, der er saa "ny" som vor. En gammel Familie -  vil det ikke sige en Kreds af Mennesker, som i deres Færd mellem andre Mennesker føler en Forpligtelse I il at svare til visse Krav, der stilles dem med en næsten mystisk Magt? De har nogle Begreber om Ære, Hæderlighed, Hensyntagen, ogsaa en Stolthed, hvis Udspring de maaske ikke er sig bevidst, og som de følger, eller stræber efter at følge, gennem en naturlig Udfoldelse at deres Væsen. Det er Slægtens Arbejde i dem. At en Familie er gammel, vil sige, at den har haft Selvopholdelsesdrift. Den har fra det første Øjeblik villet frem, den har fulgt med Tiden. De, der ikke følger med i Tidernes ubønhørlige Tog, bliver trampet ned. I de gamle Slægter gemmes en Styrke, som ikke blot er Tradition, men ogsaa leder til Fornyelse.

Det danske Samfundsliv er dybt præget af disse gamle Slægter, og naar det har vist saa megen Evne til »t modtage Tilgang af nye Kræfter og dog bevare en Holdning, som vel kan vakle, men aldrig helt fortabes, saa er det, fordi der findes visse Idealer, der er stærke nok til ogsaa at præge de nye. "Se, hvor hurtigt han har tilpasset sig," siger vi om den og den, der nu indtager en Stilling, som før var forbeholdt Klasser i Samfundet, han ikke tilhører, det betyder, at denne Mand har mødt noget, han fik Respekt for, og som godt lod sig forlige med de Principer og Idealer, han er Repræsentant for. Fornyelsen i et Samfund som vort bestaar i et lykkeligt og frugtbart Møde mellem det af det gamle, som har Ret til at leve ifølge det danske Naturel, og det af det nye, som har den sunde Udviklings Sejr i sig. Hvis de gamle Slægter forstaar det. bliver de ved med at leve og gøre deres Indsats, forstaar de det ikke, dør de stille ud.

En gammel, ensom Mand, der værner om sin Slægts Traditioner, mens han lever, og som ved sin Død har de unge samlet omkring sig, fordi han forstod dem, og fordi de følte, at de af ham havde modtaget noget værdifuldt, han har ydet noget til det store Fællesskab, som det er værd at skrive en Nekrolog om.

Hans Væsen var Besindighed. Den sande Landmand er besindig, fordi han jo véd, at det nytter ikke at jage paa Tiden. Men denne Besindighed bliver aldrig til Sløvhed. Inderst inde dirrer der en Uro, fordi Naturen intet skænker af sine Gaver til den, som ikke ustandselig ofrer den sin Arbejdskraft. Besindighed, det er tæmmet Energi.

Han havde fra sine mange Landmandsaar bevaret den langsomme, lidt stive Gang, der paa Københavns Gader ligesom isolerede ham. Han bevarede, selv da han var en gammel Københavner, en højtidelig Forbavselse, naar han gik ned ad Gaden, som om han bestandig tænkte: nej. hvad finder de dog ikke alt paa herinde! Man kunde blive noget utaalmodig over det, naar man mødte ham og gerne vilde tale lidt med ham, men ellers havde travlt Alligevel gav det ham Stil. Og i det Par Aar han var Folketingsmand, var det formelig smukt. Naar han skred ned gennem Bredgade til "Tinget", var der et umiskendeligt Lovgiverpræg over ham, en Tingmand, som ikke vilde handle overilet. Men nogen politisk Rolle kom han jo ikke til at spille. Inden han havde tænkt sig om og var kommet til fuld Klarhed over, hvad han vilde sige. var Forhandlingerne som Regel endt!

Hans Tale var langsom. Organet havde en national liberal Klang, lyrisk dvælende ved smukke Ord. Saadan havde Idealet været i hans unge Aar her i København, og det gik han og gemte paa ude paa Landet. Men han var af en hurtig, skarpt iagttagende Købmandsslægt. derfor var der ofte bag hans Langsomhed en Ironi, der blinkede frem. Han saa sig en Person eller en Sag an, og det tog Tid, men var det saa gjort, saa havde han ofte faaet Kig paa en eller anden Pudsighed, der ganske stilfærdigt kom til Hin Ret.

Han var derfor god at spørge til Raads. Fik man ikke Svaret omgaaende, saa fik man det til Gengæld velovervejet. Paa Slagelsekanten, hvor hans Gaard lun, nu hvor han var valgt ind i Rigsdagen og senere var Konsulent, der mindes mange ham endnu som en god Mand, som de siger ude paa Landet. De havde Tillid til ham og til hans Raad. De hørte gerne paa, hvad han sagde  og han aabnede først sin Mund, naar de andre havde talt færdigt - og de læste gerne, hvad han skrev, baade om de bekendte Landmænd, hvis Biografi han forfattede, og om Dagens Arbejde i "Ugeskrift for Landmænd", som han først var Medarbejder ved, saa Redaktor af, en Tid lang Ejer af. Han var en af dem, der gav Landbrugslitteraturen en Stil. Den Lyrik, der Iaa gemt i hans Sind, og som maaske fra først af havde gjort ham til Landmand, gik imod hans Slægts Traditioner, fik Udtryk i nogle Breve, han skrev i Ugeskriftet for mange Aar siden og som dengang var noget nyt - men han skrev dem rigtignok anonymt. Naar der nu skrives om Landbrug, saadan at ogsaa vi fra Byen kan læse det, og det er en saare nyttig Læsning for os, saa kan vi for en Del takke ham for det. Ham og saa en Mand som Nielsen Bransager, der døde saa ung, men som vi, der kendte ham, gerne vil mindes, naar Lejlighed gives.

Det er let nok at mindes dem, der ved deres Død efterlader sig en Gerning, som lever efter dem. Hvad efterlader han sig, der nu er død? En Gaard, som andre ejer. En Plads i Folketinget, der forlængst er optaget af andre. Et Ugeskrift, som andre skriver. Allerede i mange Aar havde han kun været Tilskuer fra sit Hjem, hvor han levede omgivet af Familiemøbler og gamle Minder, helst med et historisk Værk foran sig. Tidlig gammel blev han, Ungkarl som han var, og selv da han var ung, havde hans Ungdom et vist historisk Præg. Han var en af de sidste Udløbere af dem fra "Fyrrerne",

Nej, der staar ingen Gerning efter ham. Men et Billede staar der. Vi kender vist alle dette, at man sidder og bladrer i et gammelt Album, med Portrætter i, og en ung staar ved Siden af os, og naar vi dvæler ved et Billede, spørger han: hvem er det, du sidder og ser paa? Vi nævner Navn, og det siger intet for den unge. Saa begynder vi at forklare, hvorfor vi netop standsede ved dette Portræt, gamle Træk dukker op i os, Begivenheder, der engang var store, og som nu er smaa. Ogsaa det store Samfund har saadanne Billedsamlinger, hvor der findes mange, som intet "Navn" har mere, men der vilde dog være en tom Plads, hvis de ikke var der.

Jeg sætter ham, som nu er død ind paa den Plads, der tilkommer ham, fordi han øvede sin Gerning, besindigt, stilfærdigt og trofast til Ære og Gavn for Slægterne i Danmark.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. juni 1926).

Han døde 31. maj 1926 og blev begravet på Mosaisk Vestre Kirkegård.

Den glemte Bydel. (Efterskrift til Politivennen)

Islands Brygge kræver, at Kommune husker Kvarterets Eksistens.

Over 20 Tusinde Indbyggere og ingen Skole.

Skønt det inderste Hjørne af Islands Brygge-Kvarteret ligger Byens Centrum meget nær, er der dog næppe en Bydel, der føler sig saa enestaaende afsides beliggende og stedmoderligt behandlet, og man paastaar, at der ikke er nogen Del af det virkelig sammenbyggede København, der har saa langt til Sporvogn, Skole og de andre komunale Institutioner som de nye Gader ude ved Kigkurren, der danner den fjerneste Del af Bryggekvarteret.

Nu vil Islands Brygges Beboere, der hævder, at de tæller over 20.000 Sjæle, ikke finde sig i at være Stedbørn længere. De er begyndt med at samles til Oprør mod det store Bygningsaktieselskab, der ejer de fleste af Ejendommene derude, men da de nu er ved at finde hinanden, vokser der ogsaa fælles Krav op paa andre Omraader.

Det nager navnlig Islands Brygges meget børnerige Forældre, at der slet ikke findes nogen Skole for hele dette store Kvarter. Børnene fordeles til de to Skoler ved Sundholm, til Dronningensgades Skole paa Christianshavn og til Vestervoldgades Skole, men de fleste skal til Sundholmsvej, og det er virkelig en ganske urimelig lang Vej om Vinteren, naar Føret ikke tillader Børnene af følge den bundløse Genvej langs Faste Batteri. Derfor lyder Kravet nu stærkt fra Islands Brygge om at faa en egen Kommuneskole.

Kommunen har ikke nogen Islands Brygge-Skole paa Programmet.

B. T. har spurgt Bogmester Kaper. om der er nogen som helst Udsigt til, at Islands Brygge kan faa sit Ønske om en egen Skole opfyldt.

- Den staar slet ikke paa Programmet endnu, svarede Borgmesteren. Med de to nye Skoler ved Sundholmsvej skulde det indre Amagers Skoletrang være afhjulpet for mange Aar.

Vi har jo paa Christianshavn kunnet lukke en Kommuneskole og give dens Lokaler til et Gymnasium.

- Er der ikke fastsat noget Antal for, hvor mange Indbyggere et bestemt Kvarter skal have for at faa en ny Skole? spørger vi.

- Nej, men vi har jo over 50 Skoler til Københavns 550,000 Indbyggere, saa det giver jo noget at rette sig efter, men iøvrigt bygges de nye Skoler jo ikke absolut efter Kvarter.

Der maa tages Hensyn til de bestaaende Skoler. Det er ikke nok med at bygge en Skole, der nu staar os i 8 á 900.000 Kr., men der skal jo ogsaa Lærerpersonale til.

Foreløbig kan det indre Amager ikke bære et helt nyt Lærerpersonale.

Det skal dog ikke forstaas saaledes, at vi er ganske ubønhørlige overfor Islands Brygges Beboere. Der er Planer om at gøre noget for at faa en ordentlig Vej igennem fra Artillerivej til Amager Fælledvej. Endelig vil vi dog vise. at Kommunen ikke helt har glemt Islands Brygge ved at søge oprettet et Kommune-Bibliotek derude, slutter Borgmesteren.

- - -

Blot nu de oprørske Islands Brygge-Beboere vil nøjes med det.

En.

(B. T. 18. maj 1926).

Sporvognsdirektør Kai Nørregaard. (Efterskrift til Politivennen)

Sporvognsdirektøren død.

Kai Nørregaard

Efter et langt Sygeleje er Sporvejsdirektør Kai Nørregaard i Aftes afgaaet ved Døden 63 Aar gammel.

Kai Nørregaards hele Livsgerning var knyttet til Sporvejene. Som ung juridisk Kandidat var lian i t to Aar ansat ved Rigsdagens Bureau, men allerede 1895 blev han ansat som Kasserer og Bogholder ved Københavns Sporveje, to Aar efter avancerede han til Kommitteret, 1899 blev han Hovedkasserer og i 1902 administrerende Direktør. Ved Kommunens Overtagelse af Sporvejene i 1911 fulgte han med over i Kommunens Tjeneste.

Det falder sjældent i noget Menneskes Lod at se ait Arbejdsfelt gennemgaa en saa rivende Udvikling. Da Nørregaard knyttedes til Sporvejsdriften, var den elektriske Sporvogn en ny og ufuldkommen Opfindelse, som i København kun var taget i Brug for en enkelt Linie. Fra Hestesporvognens Tid og til Nutidens tætspundne elektriske Sporvejslinier var Nørregaard Sjælen i Arbejdet. Der hør tilskrives ham en væsentlig Del af Æren for, at Sporvejstrafikken i København i mange Henseender blev mønstergyldig. Et Befordringsmiddel, der benyttes daglig af næsten alle Borgere, er naturligvis udsat for den skarpeste Kritik øg enhver Mangel falder let i Øjnene, men i Virkeligheden bestrider ingen, at Storkøbenhavns Sporvejeordning med Enhedstaksten er den omfattende Omstigningsret, maa regnes for en af de bedste og billigste i Verden.

Kai Nørregaard var det private Selskab en dygtig og nidkær Direktør, men han blev Københavns Kommune en ikke mindre dygtig og aarvaagen Embedsmand. Han holdt sig nøje underrettet om alle Fremskridt paa Sporvejstrafikkens Omraade andre Steder i Verden og søgte at frugtbargøre alle de Erfaringer, som han høstede paa sine Studierejser. Han var en meget selvstændig Natur, sikker i sine Meninger og stejl i sin Standpunkter, men overbevisende ved sin logiske Argumentation og ved de omhyggelige Forarbejder, der altid sporedes, naar han afgav sine Indstillinger om egne Planer eller sit Skøn over andres Idéer.

Trafikspørgsmaalet er altid brændende i en Storby som København. Men netop nu er saa store Problemer fremme, at Kai Nørregårds Dødsfald rnaa føles som et virkeligt Tab. Det bliver ingenlunde nogen let Opgave at finde en Efterfølger, der kan naa paa Højde med den Dygtighed og Erfaring, som gjorde Kai Nørregaard til en saa fremragende Embedsmand.

Borgmester Anthon Andersen om den Afdøde.

Saasnart vi modtog Meddelelsen om Sporvejsdirektør Nørregaard opsøgte vi Borgmester Anthon Andersen paa Palads-hotellet, hvor Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejsselskab netop var i Færd med at fejre en Begivenhed, der vil faa Betydning baade for Nordsjælland og København. Man er nemlig nu bleven færdig med at nedlægge et 50,000 Volts Kabel mider Øresund, hvorved der paa Elektricitetens Omraade er skabt Forbindelse mellem Sjælland og det store sydsvenske Kraftværk.

Skønt Borgmester Ant. Andersen var ildende om Sporvejsdirektørens svære Sygdom og endnu i Torsdags Aftes i Borgerrepræsentationen udtalte Haabet om hans snarlige Helbredelse, saa berørte Budskabet om hans Død, Borgmesteren meget smerteligt. Han udtalte:

- Lidt før Paaske kom Sporvejsdirektør Nørregaard til mig og fortalte, at han var meget træt, og han vilde derfor gerne have en Ferie for at besøge sin Datter, som er gift og besiddende i England. Jeg bad ham om endelig at rejse med det samme for at han kunde blive udhvilet. Jeg anede ikke noget om, at han i Virkeligheden var en syg Mand. ,

Efter ca. 3 Ugers Forløb vendte Nørregaard tilbage og tog atter fat paa Arbejdet, men der gik kun nogle faa Dage, saa maatte han give op og Ude sig indlægge paa Kommunehospitalet for en Hjertelidelse, og her har han ligget, indtil Døden nu gjorde Ende paa hans Lidelser. Jeg havde dog haabet, at han var kommet over Sygdommen.

Det bedrøver mig meget smerteligt. Direktør Nørregaard ikke mere er iblandt os. Han var en ualmindelig nidkær Embedsmand, der kendte sine Sager. Og han havde den ene Opfattelse, at gavne Kommunens og Borgernes Interesse. Personlig har jeg det allerbedste Indtryk af Sporvejsdirektøren.

Som Sagerne ligger i Øjeblikket vil det blive meget vanskeligt at erstatte ham.

*

Direktør Nørregaard var af Anskuelser en meget frisindet Mand og kom det socialdemokratiske Flertal i Byens Styrelse i Møde med virkelig Forstaaelse. I Privatlivet var han en elskværdig og charmerende Personlighed, der vandt sig mange Venner.

*

Sporvejsdirektør Nørregaards Dygtighed vandt international Anerkendelse, idet han som Medlem af Bestyrelsen for de to internationale Foreninger for Sporvejssagkyndige: "Internationaler Strassenbehnverein" og "Union internationale de tramways etc."

*

Han efterlader sig foruden sin Hustru to Børn, en Søn, der er Maler og for Tiden opholder sig i Italien, samt en Datter.

(Social-Demokraten 22. maj 1926).

Foto fra Aftenbladet (København) 29. maj 1926: Sporvognsdirektør Kai Nørregaards begravelse på Vestre Kirkegård. Sporvognsfunktionærer bærer hans kiste ud af kapelgården, mens andre står æresvagt. Nederst funktionærernes kor.

Han blev begravet den 28. maj 1926 fra nordre kapel på Vestre Kirkegård. I juni 1926 indstillede Magistraten enstemmigt trafikinspektør ved statsbanerne, cand. polyt. Erin Aandreas Georg Valdemar Juel-Hansen (1878-1955) til at overtage Kai Nørregaards stilling.