Mellem smaa Havemænd. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg i de 300 Skolehaver ved Øresundsvej

Hvor Børnene henter Sundhed og glade øjne.

Lederen af Skolehaverne ved Øresundsvej, Kommunelærer Allert.

En frisk Sommerbrise staar fra det blaanende Sund ind over Amagers Kyst, og ved Krudttaarnet for Enden af Øresundsvej, det, som Falcks Redningskorps nu har taget i Brug, rammer den et lavt Labælte. Men det er tyndt, og der er store Huller i det þÿ smaa Skolehaver, der her ligger samlet, og hvori alting for Tiden gror og skyder ...

Det var en god Idé, nuværende Skolehavekonsulent P. V. Lindholm fik, da han for nogle Aar siden forsøgte at finde paa noget, der i Fritiden samtidig kunde gavne og glæde Skolebørnene. Rundt om i Storkøbenhavn dukkede med kort Tids Mellemrum snart én Skolehave, snart en anden frem, og Sundhed, brune Kinder og glade Øjne fulgte i deres Kølvand. Der er jo i Børnene, saavel som i os alle, en Trang til at beskæftige sig med Jorden, med den frugtbare sorte Muld. Det fik de nu Lejlighed til i stor Stil - omend Begyndelsen ofte var svær.

Børnene arbejder i Skolehaverne ved Øresundsvej.

Saaledes her, hvor jeg en tindrende solfyldt Sommer-Eftermiddag aflægger Besøg. De 38,000 Kvadratalen, hvorpaa der nu ligger 300 Skolehaver hver paa 6-8 Kvadratmeter, var oprindelig Grusgrav og hørte til Sundby Øster Skole. Saa købte en Vognmand Grunden og benyttede den til Affaldsplads, og først da kom Skolehaveforeningen til og tog fat paa at opdyrke den genstridige Jord. Under Kommunelærer Allerts dygtige Ledelse lykkedes det. ... og nu er alting i Vækst. Travle, smaa Hænder pusler mellem grønne Radiser og Gulerødder, kærlige Øjne betragter Ærternes Stængler, og med Stolthed fremviser en lille Fyr, hvor lange Stænglerne i hans Have er.

I en Time arbejder de her et Par Gauge om Ugen, Drenge og Piger og efterhaanden er deres Have blevet deres Paradis. Men de høster ogsaa selv Udbyttet. Alt. hvad det koster at faa Del i Herlighederne, er 50 Øre ved Indmeldelsen derefter er alt gratis. Gulerødderne spiser de selv eller tager dem med hjem til Mors Køkken. Kartoflerne ligeledes. Men af Ærterne gaar vel nok de fleste i de Smaa's Halse.

Forældre paa Besøg.

Smaa er de fleste af disse Havedyrkere. Omkring 7-10 Aar, nogle faa ældre. De kan faa Lov at dyrke Haven lige saa længe, de gaar i Skolen - saa maa de vige Pladsen for andre. Nogle Forældre er paa Besøg. Med Beundring betragter de lille Sørens og den endnu mindre Karens Lugearbejde. Den sidste foretrækker at gøre det med en Slikkepind i Munden naa ja, det har jo alle Dage været Skik at forene det gavnlige og det fornøjelige!

Det nyttige forenes med det behagelige ...

- Vi saa' gerne mange flere Forældre herude, siger Hr. Allert. Jeg tror, de selv vilde være glade for det - og Herregud, her er da ikke saa langt; 20 Minutters Gang til en Sporvogn.

- Børnene dyrker vel ikke hele Arealet?

- Nej! En Del er Fællesdrift. Og Mistbænkene kan det ikke nytte at lade dem have med at gøre. De slaar bare Ruderne i Stykker og faar ikke andet Udbytte end at skære sig. Men vi, min Kollega. Hr. Nybo og jeg. tager fat der.

Udover en 5-6 Mistbænke peger Hr. Allert med en brun, senet Haand:

- Der er Asters, der Levkøjer i der Nelliker de prikles ud og senere faar Børnene dem. For de dyrker ogsaa Blomster, og de holder af Blomster. Desværre lider vi herude under Læmanglen.

Det fremgaar af de hvide Margueriter, af Guldregnen, der hænger i tunge Klaser fra krogede Grene, af de mange, brogede Stauder alt er drejet af Vinden, alle Stængler hælder til samme Side.

Men foran - ud mod Vejen - er der Lav Og her er anlagt smukke og store Rosenbede, plantet Stikkelsbær- og Ribsbuske, Pæretræer og Æbletræer.

- Af denne Frugt sælger vi, forklarer "Overgartneren", og faar derved lidt Penge ind. Men iøvrigt har vi herude et Par Tusinde Kroner i Tilskud fra Kommunen.

- Hr. Le'rer! Den Gulerod er vist syg!

En lille sortlokket Pige med store undrende Barneøjne indfinder sig for at konsulere den højeste Myndighed, hun kender, naar hun er udenfor Hjemmet.

Og omhyggeligt giver Hr. Allert sig til at forklare ....

Ak, ja, det er ingen Sag at være Skolebarn nu om Stunder. Af ganske samme Mening er den lille Purk, der fortæller mig, at det lille Jordbærbed, der findes, gav Masser af Bær i Fjor .. "som vi maatte spise af".

Og Solen skinner og Himlen blaaner! Og fra Badeanstalten lige Udfor Haverne høres muntre Raab og smittende Latter. Der er næsten lige dejligt til Lands og til Vands.

Mr. Nobody

(B. T. 16. juni 1926).

Sommerbrev fra Tisvildeleje. (Efterskrift til Politivennen)

 Af Tubal den Enøjede.

"Se Neapel og dø!" - lyder den berømte men fejlagtige Version af den begejstrede Formaning til at besøge det skønne Neapel og dens lille naboby Mori.

Se Tisvildeleje og - lev! (naturligvis underforstaaet: paa Minderne),

Tisvilde er en lille Verden for sig - en lille Skønhedtsverden med vide udsyn mod andre Skønhedsverdener, der omgiver den. "Sjællands Skagen" kalder den sig - ganske med Urette, thi Skagen, den flade, tørre sandørk, der Ikke ejer et Træ, hvis grønne Løvhat kan skænke skærmende Skygge mod Solens sviende Stik til den mødige Vandrer, - Skagen med sin støvede Strøgpromenade ned gennem en Spidsrod af SommerhotelIer og Garniture af uskønne Huse, - nej Skagen og Tisvildeleje kan hverken sammenlignes eller kappes; thi de er saa forskellige som et Blomsterbed og en - Kartoffelmark.

Som om vældige Naturkræfter i Jordens Indre pludselig i en svunden Tidsold havde skudt Ryg, saa at Klodens tynde Skorpe var bleven sprængt og puklet op - i en vild Uendelighed af fantastiske Tuer og gigantisk-overnaturlige Muldvarpeskud - geologiske Kuppelformationer, skarpt afhugne Brinker, Skrænter og stejle Kløfter, dybe Grydeforsænkninger med tætte, uredte Lavkratvesetationcr som Haarbuskene under en Jættehug - og udenom alt dette som Rammen om et storslaaet Naturmakird Havet, - Kattegat - snart i oprørsk brølende og skummende, stormpisket Vælde linder sorts jagende Natskyer, hvis Mulm glimtvis gennembores af Hesselø-Fyrets hvide Blink, - snart døsigt hvilende i apathisk Blaanen under en solglitrende Sommerhimmel, som ikke findes skønnere ved Capri.

Saaledes og ikke anderledes er Tisvildeleje, - i Tidernes Morgengry et lidet bjærgsomt og vanligt Fiskerleje uden Havn; nu findes der intet mere, thi det er en mageligere Dont at leve af Landliggere fra det københavnske Sodoma, lidt Smaahandeel og Haandtusk. Og Fiskene faaes fra Hundested, hvis Rødspætter smager som indfødte Frederikshavnere! Men for et uindviet Øje er der noget tosset i at se alle de store tykke seks punds Rødspætter staa i Søen og vente udfor Tisvildeleje og saa drage til Hundested for at blive fanget og atter hjem til Tisvildeleje - for at blive spist;

Vindskibeligheden i Tisvildeleje er helbefaren, thi der raader en sund og driftig Aand over dem sorgløse Idyl i det lille Leje. Der er ikke noget, der hedder at stænge Butiken og slukke bag Disken, naar Klokken er seks, eller det falder ind med en af disse kedelige og meningsløse Helligdage, der standser alt borgerligt Ørke til stor Gene for mange Mennesker: nej, saalænge der er Købere og Skub i Omsætningen, holder Fatter sin Bod aaben, lige til han er mødig af Dagens Møje, og det baade Hellig og Søgn. Endelig en Plet paa Jorden, hvor sund Fornuft i Handel og Vandel beholder det sidste Ord, endelig en Plet paa Jorden, hvor Kræmmeren begriber, at det er hans Gevinst, naar han giver sin Biks Skin af at være til for Godtfolks Skyld!

"Tisvildeleje Kiosk har alt" staar der at læse over Detailhandler Bønnelyckes hyggelige lille Krambod ved Foden af Badepensionen Højbohus, Verdens bedste Madsted. Men Far Bønnelycke, der er en kedelig (men til Held for ham ikke aandelig) Fætter til Digteren, har ingen Skam af sit fanfareskingrende Motto; thi han har virkelig alt! Første Gang jeg traadte ind til ham, havde han f. Eks. - Snue. Man søger intet forgæves hos Bønnelycke; han er omnipotent! Vine og Cigarer fra de sletteste til de bedste. Slikkepinde og Moderbind, Galoscher og Flygeler, Solbriller og Høreror, Vækkeure og Morgensko, Natpotter eg Salmebøger, Lakrits og Knojern, Tandbørster og Konserves, Straahatte og Bolsjer, Klosetpapir og Kristeligt Dagblad, Syltetøj og Undertøj, Alpestokke og Briketter, Hængekøjer og Mundharper, Fyldepenne og Narresutter, Skydebomuld ag Tyggegummi, Ingeborg Vollquartz og Bertha Ruck, Giletteblade og Ugeblade, Forlovelsesringe og Skohorn, Sygevat og Brevkasse (uden paa Muren).

Kun een Gang lykkedes det  mig at gribe ham paa fersk Gerning; det var, da jeg en Søndag Aften bed om 3 Kilo af hans Fætters Digte. Da rystede den smarte og elskværdige lille Mand sit ydmyge Hoved og sukkede: Nej Tak, et Sted maa der siges Stop; min Fætter "gaar" ikke paa Landet! Kan Herren ikke bruge tre Ruller Tagpap i Stedet for?«

"Ak." tænkte jeg ved mig selv, da jeg vandrede bort med Tagpappen, "en Digters Lod er tung I dette Land, de vil allesammen have Stene for Brød og Tagpap for Lyrik og Penge for Tagpap! Hvorlænge mon Lyriken vil kunne udholde denne Smudskonkurrence?"

Oppe paa sin svimle, knejsende Brink, der skarpt luder ned med Havet, ligger Badehotellet som en Rhinborg fornemt isoleret med skønne Udsyn over det blaadisede Kullen i Øst og nogle Solnedgange i Nord (Nord Vest), som hverken Carl Lund eller P. S. Krøyer nogensinde har overfløjet.

Men som et hæsligt Vartegn midt paa Rundbakken ses en høj skidden Fabrikskorsten som en sort Pegefinger af en underjordisk Kæmpetrold, ragende op af Grønsværen. Det er Badehotellets Elektricitetsværk, der med denne Skamstøtte har spoleret Udsigten for mange af de sraaa sommerglade Villabyggere paa Pladsen. 

Paa den anden Side Hulvejen, der skiller mellem to store mægtige Terrænkupler, ligger den berømte Badepension Højbohus, hvor Far Sylvander under barnlige Kælenavne som f. Eks. "Plejefader" eller "den falske Victor Wulff" færdes blandt sine henrykte Gæster som en Alfader i sit Gimle. Han er en herlig Type, hjælpsom og gemytlig, gammel helbefaren Jordomsejler og Hovmester paa store oversøiske Baade.

Der er baade Sjælsstyrke og koloristisk Fantasi over hans Kæmpehummere og smaa kvikke Lammestege, men naar han i sin hvide nystrøgne Kirurgkittel staar foran det kolde Frokostbord og svinger sin Forskærerkniv, som var det Sværdet Skræp hen over Skinker og Duer og røgede, ferske Randerslax, da gyser det sødt i Gæsterne, og det hulker ef Vellyst fra den gamle vellagrede Ementhaler og den isede Klukflaske med ægte Hulstkampgenever, Jo jo, Far Sylvander er som Nervelæge tusindfold bedre end Professor Daniel Jacobsen! Han ved, hvordan de stakkels terminsoprevne Københavner-nerver skal kureres, og saa er hans "Klinik" ikke nær saa dyr!

Lige bag Højbohus gear man ind til det store og vildsomme Tisvilde Hegn, som Skovrider Fabricius freder mod en ganske illusorisk Brandfare med ægte preussisk Jernnæve og efter russisk Knut-System. Det er under hårde Bøder, subsidiært Fængselsstraf, forbudt at ryge, spytte, nyse, bande eller køre med Bil paa de to Kvadratmil, som Hegnet dækker.

For at demonstrere den strenge Bogstavelighed i dette idiotiske Reglement har man tilsvinet det skønne Hegn med en Sværm af grimme Opslag, hvis barske Tone kunde tyde paa, at Hr. Fabricius er en underskudt Tvilling til Mussolini!

Ved alle Hovedindgange til Hegnet er der rejst høje Galger med haandmalede Dødstrusler mod Tobaksrygere. Det gør et venligt Indtryk pas Intetanende Vejfarende.

I det lille Leje hedder hele den indfødte Befolkning enten Gudmandssen eller Corneliussen. Der findes kun disse to Familienavne paa Pladsen, og den, der Ikke lyder et af disse Navne, kan Ikke blive indgiftet i en indfødt Familje men maa hente sig en Ægtemage i Nabosognet. Her var en smuk Opgave for Genealogen Hauch-Fausbølt at finde Rede i det indfiltrede Sammengifte mellem Husene Gudmandssen og Corneliussen.

Gør man en Køretur paa Egnen, faar man ret et Indtryk af, hvor beundret og fængslende den er. Navnkundig fra hine Dage, hvor Stakler og Krøblinger i tætte Stimer valfartede til Helens Kilde, hvor Asserbo, det engang saa stolte Herreslot, nu kun er en mosgroet og lav Ruin, som Kong Frederik VII forgæves spildte sine arkæologiske Interesser paa, idet han 5 Dage efter Grundlovens Underskrift lod Udgravninger under eget Tilsyn foretage fra 10. Juni 1849-27. Juli. Men da han lod alt det udgravede Fyld anbringe netop der, hvor Borggraven skulde være, og der saaledes blev Vold, hvor der skulde være Grav, blev det hele planløst og forvirret og uden Resultat. Alligevel er der 1874 rejst en Mindesten, som virker mod sin Hensigt, idiet dem holder Erindringen levende om, hvad den joviale Konge ikke udrettede der paa Stedet med sine pseudovidenskabelig Anstrengelser.

Der er den morsomme gamle historiske Sandkro, Troldeskoven og det smukke Sandflugtsmonument, som rejstes til Minde 1738 om den Storbedrift, som ved travle Menneskehænders og -Viljers Kamp gjorde Egnens Befolkning til Herre over den store Sandflugt, der bl a. begravede hele Tibirke By og dens Omegn. Mere end 150 Aar, fortæller en Indberetning fra 1704 os, har denne frygtelige Plage raset paa denne Kant af Nordsjælland. Nu hør det menneskelige Snille ved Beplantning vundet Sejr over denne Fare for stedse.

Paa den skønne gamle Tibirke Kirkegaard ses den udmærkede Skuespillerinde Ellen Pindoms Navn med næppe læselig Skrift i en gammel Graasten paa hendes Grav, der er lagt op under Kirkegardsmuren, ganske som hun ønskede det, mens hun færdedes 1 Tibirke om Sommeren. Men Graven er vanrøgtot og forsømt, og maner til Eftertanke for Venner af hende selv og hendes Kunst.

- - -

Holger Drachmann skrev engang:

»Nu har jeg skuet saa mangen en Egn
med Søer og mægtige Skove,
men ingen saa skøn som Tisvilde Hegn
ved Kattegats brusende Vove.

Alene om sin Naturbegejstring for denne Egn har Digteren Ikke været. Thi her har Nobelpristageren Professor Niels Bohr bygget sig et Hus med tilhørende Laboratorium, Konservatoriets Direktør, Professor Anton Svendsen, ligesaa sit eget Hus, Professor-Maleren Julius Poulsen, Borgmester Kaper, Digteren Johs. V. Jensen og Hans Hartvig Seedorff, afd. Billedhugger Kai Nielsen, Malerne Kyhnert, Scharff og Herman Vedel, men Carl Alstrups lille røde Bondegaard, som nu staar til Leje, er ganske gyseligt forfalden, hvad man lykkeligvis ikke kan sige om dens gæve Ejermand.

I sin store gamle Mølle oppe i Tibirke bor Tonemesteren Jacob Gade med sin lille søde og huslige Fru Mimi; men oppe i selve Tisvildeleje færdes Teatermaleren Chr. Andersen med sin Samvittighedsbrod og tilkommende Frue (C. E. Jensens smukke Datter), Skuespillerinden Fru Ingeborg Gandrup og Fru Chefredaktør Helweg-Larsen. Ogsaa Departementschef i Indenrigsministeriet Fr. Martensen-Larsen nyder den kølige Forsommer hernede.

Her er vidunderligt, stille og fuld af Skt. Hans-Stemning og Midsommerpoesi; men naar Højsæsonen holder sit hujende Indtog, og hele den jazz-dansende Sværm af Sommergæster tørner ud fra Hovedstaden, Farvel og paa Gensyn, du tause drømmende Skov, du vilde urolige Hav! Saa bliver her ikke til at aande.

Jeg gad se hele Sværmen hænge i Hr. Fabricius' hæslige Galger!!

(Social-Demokraten, 15. juni 1926)

Arbejderkul fylder 10 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Luftfotografi af Arbejderkuls imponerende Pladsanlæg.

I Dag for ti Aar siden samledes Bestyrelsesmedlemmerne for de københavnske Fagforeninger i Rømersgade til et Møde, som resulterede i, at Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning blev oprettet.

Allerede inden dette Tidspunkt havde de københavnske Arbejdere taget Brændselsspørgsmaalet op, idet Fællesorganisationen Aaret i Forvejen havde paabegyndt Import af fortrinlige tyske Koks, der blev udkørt direkte til Arbejderne fra Jærnbanevognene og det til Priser, der laa langt under den almindelige Dagspris.

Denne Virksomhed blev lagt meget stærkt for Had fra de private Kulgrossereres Side, og Brændselsforretningen blev udsat for en Række Trakasserier, som bevirkede, at man for at komme ud over disse, oprettede et særligt Handelsselskab med en Aktiekapital paa 25.000 Kr. - senere udvidet til 30.000 Kr. og med de københavnske Fagforeninger som Aktionærer.

Brændselsmangelen afbødes under Krigen.

Brændselsforretningen kom i Virkeligheden til under Krigen at spille Hovedrollen som Importer af tyske Kul og ved den Forsynlighed, der blev udvist ved Indkøbene, afbødede Arbejdernes Brændselsforretning faktisk Brændselsmangelens værste Følger og forskaanede mange Virksomheder fra at komme til at ligge stille og mange Arbejdere fra at staa uden Beskæftigelse, Naturligvis mødtes Brændselsforretningen fra visse Sider af et sandt Raseri og en saa usandfærdig Kampagne, at man skal lede længe for at finde Magen.

Paa Grund af den mægtige Omsætning, som Brændselsforretningen havde, opnaaede den et betydeligt Overskud. Det fortjener stærkt at fremhæves, at Brændselsforretningens Kalkulationer til den overordentlige Kommission var betydeligt lavere end de Kalkulationer, der fremkom fra de private Importører, og det var da ogsaa paa Basis af Brændselsforretningens Kalkulationer, at Kommissionen traf Bestemmelse om Fastsættelse af Maksimal-Avance. 

Brændselsforretningen som Prisregulator.

Paa denne Maade kom Brændselsforretningen til at virke som Prisregulator paa hele det danske Kulmarked. Men ogsaa paa anden Maade udfoldedes af Brændselsforretningen en fortjenstfuld Virksomhed, nemlig ved at yde en kraftig Støtte 1 Form af Brændselshjælp til de danske Arbejdere. I Aaret 1917 leveredes saaledes et meget stort Kvantum Koks til Medlemmer af Fællesorganisationen i København, dels til arbejdende og dels til arbejdsløse til stærkt nedsatte Priser. I den haardeste Vintertid, i Februar Maaned 1918 modtog 12,324 arbejdsløse, organiserede Arbejdere i København hver især gratis tilkørt et større Parti Brænde, og der uddeltes samtidig gennem Provinsernes Fællesorganisationer gratis Brændsel til yderligene 17,500 arbejdsløse Arbejdere. Senere er der gentagne Gange ydet Brændselshjælp, saaledes at Brændselsforretningen i den forløbne Tid ialt har ydet Brændselshjælp til over Kr. 1,500,000.

Anlæget i Sydhavnen.

løvrigt drog Brændselsforretningens Bestyrelse Omsorg for, at der indrettedes et moderne Kulanlæg med Kraner og Siloer. Dette Anlæg er beliggende paa Enghave Brygge, og mangfoldige københavnske Arbejdere har gennem Tidernes Løb ved samlede Besøg af Organisationerne haft Lejlighed til at besøge dette mægtige og lmponerende Anlæg.

I bunden af Kuldamperen ser der saaledes ud.

Efter de gyldne Tider kom imidlertid en Række af Aar med økonomisk Depression ikke mindst indenfor Kulbranchen, og den maatte naturligvis ogsaa Brændselsforretningen lide under.

Krigstiden med dens Rationeringsforhold og høje Priser foranledigede, at det var Kommunerne, der praktisk talt overtog Brændselsforsyningen til hele Befolkningen. Men saa snart disse unormale Forhold hørte op, lagde Brændselsforretningen selvfølgelig alle sine Kræfter i Arbejdet for, at Forretningen kom til at opfylde sit Formaal, at forsyne de københavnske Arbejdere med de allerbedste Kvaliteter Brændsel. Priserne har stedse været beregnet saa lavt som muligt. Forretningen har, til Trods for Konkurrenters Lokketoner om endnu billigere Priser afholdt sig fra at slaa af paa Kravet om, at Forretningens Hovedartikel skal være den bedste Kvalitet Koks, der overhovedet kan fremskaffes. Derfor tæller Forretningen ogsaa nu en meget stor Del af den københavnske Befolkning blandt sine Kunder. Hertil har iøvrigt ogsaa i høj Grad bidraget, at der er etableret et meget intimt Samarbejde mellem Klubberne og Organisationerne. hvorved Brændselsforretningen leverer Medlemmerne deres Forbrug om Sommeren og saaledes, at Betalingen erlægges ratevis i Løbet af et større Antal Uger.

Bestyrelsen og Personalet. 

I alle disse 10 Aar har De samvirkende Fagforeningers Formand, Carl V. Madsen, Bryggeridirektør E. Svendsen, Fabrikbestyrer V. Walther og Kiefer haft Sæde i Bestyrelsen, som senere er blevet udvidet med et femte Medlem, Forretningsfører Jens Johansen.

Repræsentantskabet bestaar foruden af de nævnte Bestyrelsesmedlemmer af Formand Ludv. Christensen, Sekretær Niels Hansen, Syerske Anna Jensen, Bygningskonduktør Axel Jensen, Direktør J. Chr. Jensen, Forvalter Mads Jensen, Forretningsfører Vald. Jensen, Formand Carl Tjarsen, Forretningsfører.P. Mikkelsen og Formand Gustav Pedersen.

Forretningens Revisorer, Vilh. Nygaard og N. Lundbye, har fungeret i denne Egenskab, siden Fonretningen blev startet.

Uafbrudt siden Starten har endvidere været beskæftiget i Forretningen Assistent Frk. Jenny Kirketerp samt Kontorchefen, Peder Nørgaard, der specielt har varetaget Forretningens utallige Forbindelser mellem Arbejdspladserne og Arbejderorganisationerne.

Brændselsforretningens første 10 Aar har været en urolig Tid, næn der er Ingen Tvivl om, at Vendepunktet er kommet, saaledes at Forretningen gaar roligere Tider 1 Møde, navnlig takket være den Trofasthed, som den københavnske Arbejderbefolkning nærer for deres egne Foretagender.

(Social-Demokraten 13. juni 1926).

Arbejderkul, eller Arbejdernes Brændselsforretning blev stiftet i 1916 med Karl Kiefer som direktør. Desuden medvirkede en af den russiske revolutions bagmænd dr. phil. Alexander Alexander Israel Lasarevitj Helphand ("Parvus", eller "dr. H.") og de tyske socialdemokrater. Den blev hurtigt Danmarks største kulforretning. Dr. H. tjente også mange penge som blev sendt til revolutionære i Rusland, bl.a. finansierede pengene Lenins tilbagevenden til Rusland fra Schweiz i 1917. Den borgerlige presse som kendte til dette, holdt dog lav profil, da Arbejderkul reddede brændselsforsyningen til såvel arbejdere som industrien.  Stauning sendte i 1919 Parvus et ur som tak for hjælpen til Arbejderkul. Arbejderkuls overskud blev også brugt til at oprette Arbejdernes Landsbank. 

Efter 1. Verdenskrig fik Arbejderkul problemer med leverancer fra Tyskland. Kunderne gik til deres tidligere leverandører, priserne faldt og Arbejderkul havde tab på lagrene af kul og koks. Gælden begyndte at belaste Arbejdernes Landsbank. På artiklens tid (1927) havde banken et tilgodehavende på ca. 3,5 millioner kr. hos Brændselsforretningen. Først i 1941 blev gælden til banken afviklet. Efter 2. Verdenskrig opkøbte det "Københavns Brændselskompagni." Dette firma importede bl. a. kul fra Polen. Det blev overtaget af Texaco.

Afdød Partifælle. (Efterskrift til Politivennen)

Hjælpekassemedlem, Frk. Dagmar Schlippe.

Natten til i Gaar er vor Partifælle Hjælpekaasemedlora, Frk. Dagmar Schlippe efter 5 Ugers haarde Lidelser død paa Frederiksberg Hospital. Hun blev kun 45 Aar.

Frk. Schlippe har gjort et stort Arbejde baade indenfor den faglige og indenfor den politiske Bevægelse.

Forretningsfører Josef Andersen fra Skrædderforbundet udtaler smukke Mindeord om den Afdøde:

- Ja, Frk. Schlippe var en hæderlig og brav Kammerat, som vi i Forbundet satte megen Pris paa. I to Aar har hun været Formand fer Konfektionssyerskernes Fagforening, og i den Tid har hun virket meget for at forbedre sine Kollegers Kaar. Men allerede før hun blev Formand, gjorde hun et godt Arbejde blandt Konfektionssyerskerne for at faa dem til at forstaa Organisationens Betydning. Dette Arbejde medførte, at hun, under en Konflikt hos Blum for mange Aar siden, blev gjort brødløs.

Frk. Schlippe blev ved den Lejlighed ansat paa vort Forbunds Kontor som Agitator, og hun forstod at faa Syerskerne i Tale og faa dem indenfor Rammerne. Ganske naturligt gik Frk. Schlippe derfra over til at blive Formand for Foreningen, og det viste sig at være et heldigt Valg. Budskabet om hendes Død har derfor gjort et dybt Indtryk paa alle os, der havde det daglige Samarbejde med hende.

Frk. Schlippe var ved sin Død ogsaa Medlem af vort Blads Kontrahentforsamling.

Kommunalbestyrelsesmedlem, Fru Camilla Nielsen har ligeledes i et Par Ord udtrykt den dybe Sorg over Frk. Schlippes altfor tidlige Bortgang.

- Hun var i al sin Gerning en prægtig Kvinde - siger Camilla Nielsen. Jeg besøgte hende i Gaar paa Hospitalet, men da var Livet allerede ved at ebbe ud.

Efter de svære Lidelser, hun har gennemgaaet, laa hun stille hen i sin hvide Seng uden at kende nogen. Først, da jeg bøjede mig ned og sagde mit Navn højt, slog hun et Øjeblik Øjnene op og trykkede svagt min Haand.

I Hjælpekassens Bestyrelse, hvor Frk. Schlippe har haft Sæde i 11 Aar, har hun udført et hjertevarmt Arbejde, og hun vil derfor blive savnet meget af os alle, og allermest af de mange, der kom for at søge Hjælp; thi hun var en forstaaenede Kvinde, der gjorde alt for at komme dem til Hjælp, der var kommet i Nød..

- Fik. Schlippe var ved sin Død Medlem af Socialdemokratisk Forbund og af vor Partiforening i Frederiksberg 2. Kreds. Fra sin tidligste Ungdom var hun stærkt politisk interesseret, og hun saas altid ved vore politiske Møder, ligesom hun ofte tog Del i Diskussionen.

F. K.

(Social-Demokraten 12. juni 1926).

Den blomstersmykkede Baare i Krematoriet, samt Forretningsfører Josep Andersen. Foto fra Social-Demokraten 18. juni 1926.

Dagmar Augusta Schlippe døde den 11. juni 1926. Bisættelsen fandt sted i Bispebjerg Krematorium. I dødsannoncen tilkendegaves at i hun havde ønsket at i stedet for at sende blomster, skulle folk indbetale penge til børnenes kontor. Dette løb i de følgende uger op i beløb på flere hundrede kroner.

Nyfødt Barnelig. (Efterskrift til Politivennen).

Liget af et nyfødt barn i en skarnkasse.

En besøgende på Assistens Kirkegård gjorde i går en uhyggelig opdagelse, da han ville lægge noget affald i en skarnkasse. I kassen lå liget af et nyfødt drengebarn, indpakket i aviser. Barnet var fuldbåret og menes at være lagt i kassen i går.

Mens liget blev overgivet til obduktion, leder politiet efter moderen.

(Folkets Avis - København, 9. juni 1926).

Officielt.

Den 8. ds. fandtes i en skarnbeholder på Assistens Kirkegård i nærheden af den russiske afdeling - afdeling K - liget af et nyfødt omtrent fuldbårent drengebarn. Liget der var i begyndende forrådnelse, var indpakket i et par iturevne damebenklæder og derefter indpakket i 5 eksemplarer af "Berlingske Tidendes" morgenudgave fra henholdsvis den 3., 10., 15. og 16. april samt 31. maj d. å., hvorom yderligere var pakket et stort stykke brunt tilsyneladende nyt indpakningspapir. Mulige oplysninger bedes tilstilet Københavns opdagelsespoliti, telf. 1448.

(Social-Demokraten, 19. juni 1926)