Dagrenovation og Hygiejne. (Efterskrift til Politivennen)

Samtale med Kørselsdirektøren om Mulighederne for en Bedring af Forholdene.

Kommunen og Grundejerne.

Dagrenovationen er et Spørgsmaal, der optager Københavnerne stærkt. I Indlæg til "Byens Talerstol" har der gentagne Gange været klaget over den forældede Form for Bortføringen af Renovationen, der stadig anvendes, saa vel som over, at Skraldevognene kører den ganske Dag igennem. Og man kan kun give Indsenderne Ret. Det er hverken hygiejnisk eller flatterende at føre en aaben "Skraldevogn" gennnem en i Formiddags- og Morgentimerne stærkt befærdet By. Den Regn af Aske og Snavs, der oftest staar fra disse Vogne, staar ikke helt i Samklang med de mange Lovord, der lyder over København som en renlig og soigneret By.

Vi kan simpelt hen ikke være disse Tilstande bekendt. Men kan de da ændres? Bunder de i Nødvendigheden, eller skyldes de kun et Udslag af Sparetendenser?

Kørselsdirektøren giver Klagerne Ret.

For at faa dette Spørgsmaal klaret, har vi henvendt os til Direktøren for Københavns Kommunes Kørselsafdeling, Hans Jensen. Og han er ikke utilbøjelig til at give Klagerne Ret.

- Vi har gentagne Gange hørt saadanne Klager, udtaler han, og jeg kan ikke sige, de er ubeføjede. Men maa jeg forklare lidt om Forholdene, som de er. Dagrenovationen i København er spaltet i to Dele, Kommunen bortfjerner Renovationen fra de i første Klasse beliggende Gader, derimod skal Grundejerne selv sørge for at faa fjernet Renovationen fra Gader i anden og tredie Klasse og fra Privatveje og -gader. Dernæst har Kommunen bortforpagtet en Part af Dagrenovationen til 80 private Vognmænd, der hver kører med en Vogn, medens de private Grundejere antageligt raader over et lignende Antal. Medens vi skal have tilendebragt Kørselen Kl. 11½ Formiddag, har de "private" Vogne Lov at køre hele Dagen, idet Politivedtægten ingen Bestemmelser indeholder herom. - Men kan de kommunale Vogne ikke blive færdige før. Det vilde da gavne Hovedgaderne.

Det kan vi ikke. Vi begynder Kl. 5 om Morgenen, og før kan vi ikke begynde, bl. a. fordi Gadefejningen, der ogsaa skal fjernes, først skal være tilendebragt Kl. 7 Morgen om Sommeren og Kl. 8 om Vinteren.

Lukkede Beholdere vil koste 1 Mill. Kr. mere.

- Kunde der da ikke findes paa en mere hygiejnisk Facon at fjerne Renovationen paa? Smaa lukkede Beholdere for Eksempel i Stedet for de aabne Vogne?

- Det kunde der godt .... men det er et Spørgsmaal om Penge. Nu koster Dagrenovationen Kommunen ca. 1 Million Kroner om Aaret, skulde der benyttes Beholdere, vilde dette Beløb blive fordoblet, foruden at der skulde sættes mange Penge i Materiel. Og det vilde jo atter gaa ud over Skatteborgerne .... Vi saa det gerne gjort, jo før jo hellere; men Budgetudvalget er næppe af helt samme Mening .... Forøvrigt tror jeg, at Kommunen ofte bliver skældt ud for noget, der skyldes den private Dagrenovation. Vore Vogne bliver ofte set efter, deres Tæthed undersøges, Hestenes Fodringetilstand ligeledes .... Derimod har vi ikke Spor af Indsigt med den private Afdeling. Det burde vi selvfølgelig have af sanitære Grunde, ganske som paa Frederiksberg og i Gentofte .... Alt ialt tør jeg dog sige, at København paa Dagrenovationens Omraade staar fuldt paa Højde med de allerfleste af Europas øvrige Storbyer.

Kloakrensningen moderniseres.

- Der har ogsaa lydt Klager over Kloakoprensningen. Blandt andet over, at den Mand, der renser op, lader Oprensningen ligge til Afhentning - saaledes at den meget hurtigt af Bilerne bliver kørt ned i Kloakerne igen. Kan den ikke fjernes med det samme?

Dette Forhold er ved at undergaa en Ændring, og snart vil det helt ophøre, idet Kommunens store Vandvogn nu benyttes til at skylle alt ned i Kloakerne, saaledes at Oprensning bliver overflødig. Kun enkelte Steder anvendes denne endnu.

Mr. Nobody

(B. T. 29. juni 1926).

Solodanser John Andersen 1899-1926. (Efterskrift til Politivennen)

John Andersen debuterede december 1916 som studenten i "Den lille Idas blomster". I 1921 blev han udnævnt til solodanser.

På en rejse fra København den 11. juni 1926 til USA med "United States" blev solodanseren John Andersen den 19. juni 1926 syg og måtte opereres for blindtarmsbetændelse. Instrumenterne skulle først samles og koges i kabyssen og servietter, håndklæder m.m. steriliseres. Den vagthavende officer havde tilbudt at standse skibet så det kunne ligge roligt under operationen. Det viste sig imidletid at der var koldbrand i blindtarmen samt lokal bughindebetændelse. To dage efter lagde skibet til i Halifax hvor han blev bragt på sygehuset, men han døde få dage efter. Han blev 27 år gammel.

Solodanser John Andersen

Da Kisten førtes fra "Hellig Olav" til Holmens Kirke.

Den blomstersmykkede Kiste i Holmens Kirkes Kapel

Der er gaaet seks Uger siden den unge Solodanser ved Det kgl. Tealer John Andersen døde i Halifax. Da "Hellig Oluf" i Aftes ved 8-Tiden lagde til ved Østkajen i Frihavnen, havde den hans Kiste med om Bord.

I Menneskemylderet nede paa Kajen stod den Afdødes unge Enke, hans Moder og Søskende, hans nære Ven, Danseren Svend Aage Larsen og, som Repræsentation for Den kgl.Ballet: Fru Elna Jørgen-Jensen, Richard Jensen, Georg Berthelsen og Kaj Smith.

Efter at Passagererne havde forladt Skibet, hejstes en stor, grønmalet Kasse, der omsluttede Kisten, fra Borde. I et af de store Pakhuse fjernede man Kassen - hvilket tog en rum Tid - og John Andersens Slægt og Venner, der alle var dybt bevægede, smykkede Kisten med Blomster. Mellem disse var der en Krans, hvis røde og hvide Baand bar Indskriften: "Fra dine Kammerater ved Balletten. Tak for alt."

Kisten blev nu sat op i den sort-tilhyllede Hustvogn, der kørte gennem Frihavnen og ind igennem Byen, fulgt af en Række Automobiler. Sørgetoget passerede Store Kongensgade 70, hvor John Andersen havde sit Hjem, som han forlod frisk og glad for at drage ud paa Amerikarejsen. Langsomt kørte man videre, over Kongens Nytorv, forbi Det kgl. Teater til Holmens Kirke. Foruden de tidligere nævnte, fulgte Kaptajn Holst fra Skand.-Amerikalinien med til Kirken.

Først ved Halv elleve-Tiden naaede man hertil. Vognene kørte ind gennem den gamle Kirkegaardshave ad den smalle Gang mellem Træerne, gennem hvis Kroner man skimtede Augustaftenens funklende Stjerner. Slægtninge og Venner fra Balletten bar Kisten op ad de faa Trin til det store, dybe Kapel, hvor den blev hensat paa en sortklædt Baare midt paa Gulvet. Man havde vistnok tænkt sig, at en af John Andersens Kammerater fra Balletten her der skulde have talt nogle Mindeord; men den unge Enke var saa betaget af Smerte, at hun højt hulkende førtes ud af Kapeller af nogle Venner, og man skiltes da hurtig.

Ved Begravelseshøjtideligheden i Morgen Kl.. 12 i Holmens Kirke taler Pastor Hornbeck, der paa Balletskolen har været John Andersens Lærer i Historie og i Religion og som for fire Aar siden viede ham og hans Hustru.

(Nationaltidende 4. august 1926).

En Taktløshed.

Da "Hellig Olav" ankom med Solodanser John Andersens Lig.

Som fornylig meddelt døde den unge danske Solodanser John Andersen paa Vejen til Amerika. "Hellig Olav", der i Aftes ankom til København, havde Liget ombord, og i den Anledning var saavel Familien som en stor Repræsentation for Det kel. Teater til Stede.

Det vakte Forbavselse, at Skibets Flag i Agterstavnen vajede paa hel Stang; men Forbavselsen afløstes af Harme, da Skibsorkestret istemte en moderne Dansemelodi. Mange af de Tilstedeværende hyssede, men uden Resultat.

Ikke alene de sørgeklædte Mennesker, men saa godt som hele Publikum følte sig meget ilde berørt over den Taktløshed, som udvistes fra Skibets Side.

(Fredericia Social-Demokrat 6. august 1926).

Solodanser John Andersens Jordefærd.

Den unge Solodanser John Andersen, som døde efter en Operation ombord paa en Amerikadamper, begravedes igaar under mægtig Deltagelse fra Holmens Kirke. Denne nar fuldt af Mennesker, og endnu flere stod. Efter at Pastor Hornbeck havde talt ned Baaren, hertil der var sendt et Utal af Kranse, og Helge Sissen havde sunget, førtes Kisten til Vestre Kirkegaard, ledsaget af store Menneskemængder. Der ude, ved Graven, holdt den Afdødes Ven, Danseren Svend Aage Larsen, en smuk Tale, hvorigennem han bragte John Andersen en Tak for alt, hvad denne hånde været for ham og de øvrige Kammerater fra Det kgl. Teaters Ballet. Paa Billedet ser man Svend Aage farsen ifrtrd med at tale. Tilhøjre staar den Afdødes Hustru og øvrige nære Familie.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. august 1926).

Præsten vil ikke efterkomme Biskoppens Ordre. (Efterskrift til Politivennen)

Biskop Ludwigs i Aalborg har meddelt stiftets Præster en Indskærpelse af Lovens Bestemmelser om, at der ikke kun gives Kvinder Tilladelse til at fungere ved kirkelige Handlinger i Sognekirker.

Valgmenighedspræst Anker Møller i Vestervig, der for nogen Tid siden lod Missionær Ane Marie Pedersen tale i Hinderup Kirke, har nu i nordjyske Bladt offentliggjort et aabent Brev til Biskoppen, hvori det hedder:

"Det falder mig ikke ind, at der kunde være noget som helst at sige til dette. Jeg har set, at Frk. Pedersen har prædiket i Kirken i Kerteminde og i Nazareth Kirken i Ryslinge. I fordums Dage kunde man ikke tænkte sig en Kvinde paa en Prædikestol, men jeg ved ogsaa, at hvad der i fordums Tid var utænkeligt, nu om Dage er ganske naturligt, Hr. Biskop. Der er vist flere end mig, der med Forbavselse har modtaget denne Note fra Aalborg til det ganske Stift. Har en Biskop en kristen Biskop, i det Aar 1926 intet nyttigere at tage sig til end at indskærpe Ting, som Tiden, Livet, for længst er løbet fra?"

Valgmenighedspræsten slutter med at skrive: "Jeg returnerer lier med Deres Indskærpelse. Jeg modtager den ikke, Hr. Biskop, og jeg vil i paakommende Tilfælde ikke rette mig efter den."

For øvrigt har Biskop Ludwigs selv til "Aalb. Amtst." udtalt, at han personlig ikke er imod, at Kvinder prædiker i Kirker, men Loven forbyder det nu en Gang, og Loven maa respekteres, saa længe den gælder. Om den paagældende kvindelige Missionær udtaler Bispen, at han betragter hende som den ypperste af de danske Missionærer.

Biskop Ludwigs slutter: "Saa længe Loven er, som den er, er det min Pligt at drage Omsorg for, at den bliver overholdt, og dertil kommer, at det er en Lov, paa hvilken enhver Præst har aflagt et som Ed forpligtende Embedsløfte. Endnu kan tilføjes, at Kvinder er berettigede til at tale i Sognekirkerne, naar Præsten tillader det, og saa fra Prædikestolen, men ikke ved de ordinære Gudstjenester."

(Aftenbladet (København) 22. juni 1926).

I starten af juli 1926 meddelte Anker Møller at han ikke ønskede at fortsætte som valgmenighedspræst pga. utilfredshed med folkekirken. Han opsagde formelt sin stilling som valgmenighedspræst den 1. oktober 1926. Han betjente også Torsted Frimenighed. 

Kristian Anker-Møller fotograferet hos Gram i Thisted, mens han var præst i Thorsted fra 1927 til sin død i 1931. Foto fra artiklen Søren Anker-Møller: "Grundtvigske menigheder i Thy - en kortfattet oversigt".

Christian Ludwigs (1877-1930) var biskop i Aalborg Stift  1915-30. Som biskop vedkendte han sig sine tidligere kirkepolitiske, grundtvigske standpunkter, men mente ikke at danskerne sluttede op og dem, og så sig forpligtet til loyalt at følge lovgivningen (især den fra 1922). I 1925 var han blevet ramt af kræft. 

Kristian Anker-Møller var i 1921 blevet præst for valgmenigheden i Sydthy. Han havde tidligere været sognepræsten i Velling, Ringkøbing. Biskoppens forbud mod den kvindelige missionær fra Porto Novo Missionen i Indien, Anne Marie Petersen og Kristian Anker-Møllers fratræden betød at Thy Valgmenighed delte sig i de som fulgte Kristian Anker-Møllers frimenighed og de som Thy Valgmenighed med pastor Gustav Chr. Petersen-Bønding.

Mellem smaa Havemænd. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg i de 300 Skolehaver ved Øresundsvej

Hvor Børnene henter Sundhed og glade øjne.

Lederen af Skolehaverne ved Øresundsvej, Kommunelærer Allert.

En frisk Sommerbrise staar fra det blaanende Sund ind over Amagers Kyst, og ved Krudttaarnet for Enden af Øresundsvej, det, som Falcks Redningskorps nu har taget i Brug, rammer den et lavt Labælte. Men det er tyndt, og der er store Huller i det þÿ smaa Skolehaver, der her ligger samlet, og hvori alting for Tiden gror og skyder ...

Det var en god Idé, nuværende Skolehavekonsulent P. V. Lindholm fik, da han for nogle Aar siden forsøgte at finde paa noget, der i Fritiden samtidig kunde gavne og glæde Skolebørnene. Rundt om i Storkøbenhavn dukkede med kort Tids Mellemrum snart én Skolehave, snart en anden frem, og Sundhed, brune Kinder og glade Øjne fulgte i deres Kølvand. Der er jo i Børnene, saavel som i os alle, en Trang til at beskæftige sig med Jorden, med den frugtbare sorte Muld. Det fik de nu Lejlighed til i stor Stil - omend Begyndelsen ofte var svær.

Børnene arbejder i Skolehaverne ved Øresundsvej.

Saaledes her, hvor jeg en tindrende solfyldt Sommer-Eftermiddag aflægger Besøg. De 38,000 Kvadratalen, hvorpaa der nu ligger 300 Skolehaver hver paa 6-8 Kvadratmeter, var oprindelig Grusgrav og hørte til Sundby Øster Skole. Saa købte en Vognmand Grunden og benyttede den til Affaldsplads, og først da kom Skolehaveforeningen til og tog fat paa at opdyrke den genstridige Jord. Under Kommunelærer Allerts dygtige Ledelse lykkedes det. ... og nu er alting i Vækst. Travle, smaa Hænder pusler mellem grønne Radiser og Gulerødder, kærlige Øjne betragter Ærternes Stængler, og med Stolthed fremviser en lille Fyr, hvor lange Stænglerne i hans Have er.

I en Time arbejder de her et Par Gauge om Ugen, Drenge og Piger og efterhaanden er deres Have blevet deres Paradis. Men de høster ogsaa selv Udbyttet. Alt. hvad det koster at faa Del i Herlighederne, er 50 Øre ved Indmeldelsen derefter er alt gratis. Gulerødderne spiser de selv eller tager dem med hjem til Mors Køkken. Kartoflerne ligeledes. Men af Ærterne gaar vel nok de fleste i de Smaa's Halse.

Forældre paa Besøg.

Smaa er de fleste af disse Havedyrkere. Omkring 7-10 Aar, nogle faa ældre. De kan faa Lov at dyrke Haven lige saa længe, de gaar i Skolen - saa maa de vige Pladsen for andre. Nogle Forældre er paa Besøg. Med Beundring betragter de lille Sørens og den endnu mindre Karens Lugearbejde. Den sidste foretrækker at gøre det med en Slikkepind i Munden naa ja, det har jo alle Dage været Skik at forene det gavnlige og det fornøjelige!

Det nyttige forenes med det behagelige ...

- Vi saa' gerne mange flere Forældre herude, siger Hr. Allert. Jeg tror, de selv vilde være glade for det - og Herregud, her er da ikke saa langt; 20 Minutters Gang til en Sporvogn.

- Børnene dyrker vel ikke hele Arealet?

- Nej! En Del er Fællesdrift. Og Mistbænkene kan det ikke nytte at lade dem have med at gøre. De slaar bare Ruderne i Stykker og faar ikke andet Udbytte end at skære sig. Men vi, min Kollega. Hr. Nybo og jeg. tager fat der.

Udover en 5-6 Mistbænke peger Hr. Allert med en brun, senet Haand:

- Der er Asters, der Levkøjer i der Nelliker de prikles ud og senere faar Børnene dem. For de dyrker ogsaa Blomster, og de holder af Blomster. Desværre lider vi herude under Læmanglen.

Det fremgaar af de hvide Margueriter, af Guldregnen, der hænger i tunge Klaser fra krogede Grene, af de mange, brogede Stauder alt er drejet af Vinden, alle Stængler hælder til samme Side.

Men foran - ud mod Vejen - er der Lav Og her er anlagt smukke og store Rosenbede, plantet Stikkelsbær- og Ribsbuske, Pæretræer og Æbletræer.

- Af denne Frugt sælger vi, forklarer "Overgartneren", og faar derved lidt Penge ind. Men iøvrigt har vi herude et Par Tusinde Kroner i Tilskud fra Kommunen.

- Hr. Le'rer! Den Gulerod er vist syg!

En lille sortlokket Pige med store undrende Barneøjne indfinder sig for at konsulere den højeste Myndighed, hun kender, naar hun er udenfor Hjemmet.

Og omhyggeligt giver Hr. Allert sig til at forklare ....

Ak, ja, det er ingen Sag at være Skolebarn nu om Stunder. Af ganske samme Mening er den lille Purk, der fortæller mig, at det lille Jordbærbed, der findes, gav Masser af Bær i Fjor .. "som vi maatte spise af".

Og Solen skinner og Himlen blaaner! Og fra Badeanstalten lige Udfor Haverne høres muntre Raab og smittende Latter. Der er næsten lige dejligt til Lands og til Vands.

Mr. Nobody

(B. T. 16. juni 1926).

Sommerbrev fra Tisvildeleje. (Efterskrift til Politivennen)

 Af Tubal den Enøjede.

"Se Neapel og dø!" - lyder den berømte men fejlagtige Version af den begejstrede Formaning til at besøge det skønne Neapel og dens lille naboby Mori.

Se Tisvildeleje og - lev! (naturligvis underforstaaet: paa Minderne),

Tisvilde er en lille Verden for sig - en lille Skønhedtsverden med vide udsyn mod andre Skønhedsverdener, der omgiver den. "Sjællands Skagen" kalder den sig - ganske med Urette, thi Skagen, den flade, tørre sandørk, der Ikke ejer et Træ, hvis grønne Løvhat kan skænke skærmende Skygge mod Solens sviende Stik til den mødige Vandrer, - Skagen med sin støvede Strøgpromenade ned gennem en Spidsrod af SommerhotelIer og Garniture af uskønne Huse, - nej Skagen og Tisvildeleje kan hverken sammenlignes eller kappes; thi de er saa forskellige som et Blomsterbed og en - Kartoffelmark.

Som om vældige Naturkræfter i Jordens Indre pludselig i en svunden Tidsold havde skudt Ryg, saa at Klodens tynde Skorpe var bleven sprængt og puklet op - i en vild Uendelighed af fantastiske Tuer og gigantisk-overnaturlige Muldvarpeskud - geologiske Kuppelformationer, skarpt afhugne Brinker, Skrænter og stejle Kløfter, dybe Grydeforsænkninger med tætte, uredte Lavkratvesetationcr som Haarbuskene under en Jættehug - og udenom alt dette som Rammen om et storslaaet Naturmakird Havet, - Kattegat - snart i oprørsk brølende og skummende, stormpisket Vælde linder sorts jagende Natskyer, hvis Mulm glimtvis gennembores af Hesselø-Fyrets hvide Blink, - snart døsigt hvilende i apathisk Blaanen under en solglitrende Sommerhimmel, som ikke findes skønnere ved Capri.

Saaledes og ikke anderledes er Tisvildeleje, - i Tidernes Morgengry et lidet bjærgsomt og vanligt Fiskerleje uden Havn; nu findes der intet mere, thi det er en mageligere Dont at leve af Landliggere fra det københavnske Sodoma, lidt Smaahandeel og Haandtusk. Og Fiskene faaes fra Hundested, hvis Rødspætter smager som indfødte Frederikshavnere! Men for et uindviet Øje er der noget tosset i at se alle de store tykke seks punds Rødspætter staa i Søen og vente udfor Tisvildeleje og saa drage til Hundested for at blive fanget og atter hjem til Tisvildeleje - for at blive spist;

Vindskibeligheden i Tisvildeleje er helbefaren, thi der raader en sund og driftig Aand over dem sorgløse Idyl i det lille Leje. Der er ikke noget, der hedder at stænge Butiken og slukke bag Disken, naar Klokken er seks, eller det falder ind med en af disse kedelige og meningsløse Helligdage, der standser alt borgerligt Ørke til stor Gene for mange Mennesker: nej, saalænge der er Købere og Skub i Omsætningen, holder Fatter sin Bod aaben, lige til han er mødig af Dagens Møje, og det baade Hellig og Søgn. Endelig en Plet paa Jorden, hvor sund Fornuft i Handel og Vandel beholder det sidste Ord, endelig en Plet paa Jorden, hvor Kræmmeren begriber, at det er hans Gevinst, naar han giver sin Biks Skin af at være til for Godtfolks Skyld!

"Tisvildeleje Kiosk har alt" staar der at læse over Detailhandler Bønnelyckes hyggelige lille Krambod ved Foden af Badepensionen Højbohus, Verdens bedste Madsted. Men Far Bønnelycke, der er en kedelig (men til Held for ham ikke aandelig) Fætter til Digteren, har ingen Skam af sit fanfareskingrende Motto; thi han har virkelig alt! Første Gang jeg traadte ind til ham, havde han f. Eks. - Snue. Man søger intet forgæves hos Bønnelycke; han er omnipotent! Vine og Cigarer fra de sletteste til de bedste. Slikkepinde og Moderbind, Galoscher og Flygeler, Solbriller og Høreror, Vækkeure og Morgensko, Natpotter eg Salmebøger, Lakrits og Knojern, Tandbørster og Konserves, Straahatte og Bolsjer, Klosetpapir og Kristeligt Dagblad, Syltetøj og Undertøj, Alpestokke og Briketter, Hængekøjer og Mundharper, Fyldepenne og Narresutter, Skydebomuld ag Tyggegummi, Ingeborg Vollquartz og Bertha Ruck, Giletteblade og Ugeblade, Forlovelsesringe og Skohorn, Sygevat og Brevkasse (uden paa Muren).

Kun een Gang lykkedes det  mig at gribe ham paa fersk Gerning; det var, da jeg en Søndag Aften bed om 3 Kilo af hans Fætters Digte. Da rystede den smarte og elskværdige lille Mand sit ydmyge Hoved og sukkede: Nej Tak, et Sted maa der siges Stop; min Fætter "gaar" ikke paa Landet! Kan Herren ikke bruge tre Ruller Tagpap i Stedet for?«

"Ak." tænkte jeg ved mig selv, da jeg vandrede bort med Tagpappen, "en Digters Lod er tung I dette Land, de vil allesammen have Stene for Brød og Tagpap for Lyrik og Penge for Tagpap! Hvorlænge mon Lyriken vil kunne udholde denne Smudskonkurrence?"

Oppe paa sin svimle, knejsende Brink, der skarpt luder ned med Havet, ligger Badehotellet som en Rhinborg fornemt isoleret med skønne Udsyn over det blaadisede Kullen i Øst og nogle Solnedgange i Nord (Nord Vest), som hverken Carl Lund eller P. S. Krøyer nogensinde har overfløjet.

Men som et hæsligt Vartegn midt paa Rundbakken ses en høj skidden Fabrikskorsten som en sort Pegefinger af en underjordisk Kæmpetrold, ragende op af Grønsværen. Det er Badehotellets Elektricitetsværk, der med denne Skamstøtte har spoleret Udsigten for mange af de sraaa sommerglade Villabyggere paa Pladsen. 

Paa den anden Side Hulvejen, der skiller mellem to store mægtige Terrænkupler, ligger den berømte Badepension Højbohus, hvor Far Sylvander under barnlige Kælenavne som f. Eks. "Plejefader" eller "den falske Victor Wulff" færdes blandt sine henrykte Gæster som en Alfader i sit Gimle. Han er en herlig Type, hjælpsom og gemytlig, gammel helbefaren Jordomsejler og Hovmester paa store oversøiske Baade.

Der er baade Sjælsstyrke og koloristisk Fantasi over hans Kæmpehummere og smaa kvikke Lammestege, men naar han i sin hvide nystrøgne Kirurgkittel staar foran det kolde Frokostbord og svinger sin Forskærerkniv, som var det Sværdet Skræp hen over Skinker og Duer og røgede, ferske Randerslax, da gyser det sødt i Gæsterne, og det hulker ef Vellyst fra den gamle vellagrede Ementhaler og den isede Klukflaske med ægte Hulstkampgenever, Jo jo, Far Sylvander er som Nervelæge tusindfold bedre end Professor Daniel Jacobsen! Han ved, hvordan de stakkels terminsoprevne Københavner-nerver skal kureres, og saa er hans "Klinik" ikke nær saa dyr!

Lige bag Højbohus gear man ind til det store og vildsomme Tisvilde Hegn, som Skovrider Fabricius freder mod en ganske illusorisk Brandfare med ægte preussisk Jernnæve og efter russisk Knut-System. Det er under hårde Bøder, subsidiært Fængselsstraf, forbudt at ryge, spytte, nyse, bande eller køre med Bil paa de to Kvadratmil, som Hegnet dækker.

For at demonstrere den strenge Bogstavelighed i dette idiotiske Reglement har man tilsvinet det skønne Hegn med en Sværm af grimme Opslag, hvis barske Tone kunde tyde paa, at Hr. Fabricius er en underskudt Tvilling til Mussolini!

Ved alle Hovedindgange til Hegnet er der rejst høje Galger med haandmalede Dødstrusler mod Tobaksrygere. Det gør et venligt Indtryk pas Intetanende Vejfarende.

I det lille Leje hedder hele den indfødte Befolkning enten Gudmandssen eller Corneliussen. Der findes kun disse to Familienavne paa Pladsen, og den, der Ikke lyder et af disse Navne, kan Ikke blive indgiftet i en indfødt Familje men maa hente sig en Ægtemage i Nabosognet. Her var en smuk Opgave for Genealogen Hauch-Fausbølt at finde Rede i det indfiltrede Sammengifte mellem Husene Gudmandssen og Corneliussen.

Gør man en Køretur paa Egnen, faar man ret et Indtryk af, hvor beundret og fængslende den er. Navnkundig fra hine Dage, hvor Stakler og Krøblinger i tætte Stimer valfartede til Helens Kilde, hvor Asserbo, det engang saa stolte Herreslot, nu kun er en mosgroet og lav Ruin, som Kong Frederik VII forgæves spildte sine arkæologiske Interesser paa, idet han 5 Dage efter Grundlovens Underskrift lod Udgravninger under eget Tilsyn foretage fra 10. Juni 1849-27. Juli. Men da han lod alt det udgravede Fyld anbringe netop der, hvor Borggraven skulde være, og der saaledes blev Vold, hvor der skulde være Grav, blev det hele planløst og forvirret og uden Resultat. Alligevel er der 1874 rejst en Mindesten, som virker mod sin Hensigt, idiet dem holder Erindringen levende om, hvad den joviale Konge ikke udrettede der paa Stedet med sine pseudovidenskabelig Anstrengelser.

Der er den morsomme gamle historiske Sandkro, Troldeskoven og det smukke Sandflugtsmonument, som rejstes til Minde 1738 om den Storbedrift, som ved travle Menneskehænders og -Viljers Kamp gjorde Egnens Befolkning til Herre over den store Sandflugt, der bl a. begravede hele Tibirke By og dens Omegn. Mere end 150 Aar, fortæller en Indberetning fra 1704 os, har denne frygtelige Plage raset paa denne Kant af Nordsjælland. Nu hør det menneskelige Snille ved Beplantning vundet Sejr over denne Fare for stedse.

Paa den skønne gamle Tibirke Kirkegaard ses den udmærkede Skuespillerinde Ellen Pindoms Navn med næppe læselig Skrift i en gammel Graasten paa hendes Grav, der er lagt op under Kirkegardsmuren, ganske som hun ønskede det, mens hun færdedes 1 Tibirke om Sommeren. Men Graven er vanrøgtot og forsømt, og maner til Eftertanke for Venner af hende selv og hendes Kunst.

- - -

Holger Drachmann skrev engang:

»Nu har jeg skuet saa mangen en Egn
med Søer og mægtige Skove,
men ingen saa skøn som Tisvilde Hegn
ved Kattegats brusende Vove.

Alene om sin Naturbegejstring for denne Egn har Digteren Ikke været. Thi her har Nobelpristageren Professor Niels Bohr bygget sig et Hus med tilhørende Laboratorium, Konservatoriets Direktør, Professor Anton Svendsen, ligesaa sit eget Hus, Professor-Maleren Julius Poulsen, Borgmester Kaper, Digteren Johs. V. Jensen og Hans Hartvig Seedorff, afd. Billedhugger Kai Nielsen, Malerne Kyhnert, Scharff og Herman Vedel, men Carl Alstrups lille røde Bondegaard, som nu staar til Leje, er ganske gyseligt forfalden, hvad man lykkeligvis ikke kan sige om dens gæve Ejermand.

I sin store gamle Mølle oppe i Tibirke bor Tonemesteren Jacob Gade med sin lille søde og huslige Fru Mimi; men oppe i selve Tisvildeleje færdes Teatermaleren Chr. Andersen med sin Samvittighedsbrod og tilkommende Frue (C. E. Jensens smukke Datter), Skuespillerinden Fru Ingeborg Gandrup og Fru Chefredaktør Helweg-Larsen. Ogsaa Departementschef i Indenrigsministeriet Fr. Martensen-Larsen nyder den kølige Forsommer hernede.

Her er vidunderligt, stille og fuld af Skt. Hans-Stemning og Midsommerpoesi; men naar Højsæsonen holder sit hujende Indtog, og hele den jazz-dansende Sværm af Sommergæster tørner ud fra Hovedstaden, Farvel og paa Gensyn, du tause drømmende Skov, du vilde urolige Hav! Saa bliver her ikke til at aande.

Jeg gad se hele Sværmen hænge i Hr. Fabricius' hæslige Galger!!

(Social-Demokraten, 15. juni 1926)