På Assistens Kirkegård i København har der i det sidste par uger dag og nat opholdt sig en herreløs hund som strejfer omkring mellem gravene. Det menes at hundens herre er død, og at den nu søger hans grav, og da dyret - en stor prægtig ulvehund - i hele dette tidsrum tilsyneladende ikke har taget næring til sig og nu er meget afmagret, eftersøger kirkegårdsbestyrelsen offentligt eventuelle pårørende til ejermanden.
(Viborg Stifts-Stidende, 23. juni 1926).
- Ude paa Landet er der maaske nok flere, der tilbringer hele deres Liv i samme Gaard; men jeg tror nok, jeg er den eneste Københavnerinde, der kan holde 80 Aars Fødselsdag paa sit Fødested, og aldrig har boet andre Steder, siger den gamle Fru Almina Kolling, der i Dag, rask, rørig og fuld af godt Humør runder de fire Snese.
Min Fader, Slagtermester Neiiendam, ejede Grundene her opad, hvor Vesterbrogade er vokset op - den Gang saa her jo anderledes ud. Det var et udpræget Slagterkvarter, og Trommesalen laa jo skraas overfor. Her, hvor dette Hus nu ligger, havde Fader en stor Stald, og Privathjemmet laa nede paa Bagbygningens Plads, men da jeg var fire Aar gammel byggede Far Ejendommen her, hvor vi saa flyttede ind, og siden har jeg ikke haft anden Bopæl. Da jeg blev gift i 1867, flyttede min Mand og jeg ind i denne Lejlighed, og her blev vi. Den Gang brød Folk sig ikke om Forandring. Kolling var ogsaa trofast mod sit Teater; han var ved den kongelige Scene fra 1854 til han tog sin Afsked i 1897. Og her i disse Stuer samledes Kammeraterne. alle Datidens kendte Kunstnernavne. - lh bevares, hvis disse lægge kunde tale! - Fru Kolling smiler stolt og glad. - De kan tro Almina Kollings Aftensbord stod højt anskrevet! Det var tit og ofte mig der inviterede, uden at min Mand anede det, og naar han saa kom hjem fra Teatret, var Vennerne allerede samlet, og saa blev han saa glad. Her sad de, Phister og Frue, Høedt, Hultmann, Michael Wiehe, Olaf Poulsen, Fru Sødring, alle de kære Mennesker. - Ja nu er de døde og borte allesammenl Men Minderne hænger her rundt om paa Væggene!
Vi ser os om og ser overalt Billeder af den kongelige Scenes berømte Navne, private og i Kostume. - Og se her, siger den gamle Dame, der hænger et Skovparti, det har saamænd Olaf Poulsen malet. og det store Scenebillede der fra "Den Vægelsindede", det er ogsaa hans Værk. De to Blomster- og Frugtmalerier er af Sophus Petersen, og det Landskab der er et Arbejde af Hultmann! Det var dejlige Mennesker allesammen, og saa senere, da vores eneste Datter blev gift med Otto Borchsenius, saa kom her jo en ny Kreds af interessante Mennesker ind i Hjemmet. Er det forresten ikke morsomt - min Svigersøn og jeg var jo jævnaldrende, ja han var ovenikøbet to Aar ældre end jeg; vi traf hinanden første Gang hos Fru Sødring, da jeg var nygift, og han blev præsenteret for mig som "den unge Student Borchsenius"! Da skulde nogen blot have sagt, at det var min vordende Svigersøn jeg hilste paa! Med ham fik vi som sagt nye kære Venner, Holger Drachmann, Schandorff, Peter Hansen o. m. fl. Jeg har haft et interessant og indholdsrigt Liv, og har Minder, der ikke gør det vanskeligt at fylde 80. Der er noget at leve paa.
- Fruen interesseret sig stadog for Teatret? spørger vi.
- Ih ja. - det kan man da ikke lade være med, og de har ho da heldigvis stadig dygtige Folk derinde paa Teatret. Ja, undskyld, for mig er "Teatret" jo først og fremmest det kongelige - men det er jo saa naturligt. De har dugtige Folk, men de har alligevel ingen Michael Wiehe - ham er der ingen, der naar. Naa, enhver synes vel bedst om sin Samtid, men jeg har saamænd ingen Grund til ikke ogsaa at synes om Nutiden. Jeg er heldigvis glad ved Livet!
Vi tog Afsked med den charmerende gamle Dame, hvem det har været lidt af en Oplevelse at hilse paa.
O-k.
(Aftenbladet (København) 30. juni 1926)
Fru Almina Kolling, Enke efter Skuespiller Valdemar Kolling, bor i et gammelt smukt Hjem paa Vesterbrogade i København og er endnu rank og statelig, ungdommelig og smilende trods sine 80 Aar.
En Journalist har interviewet hende og Fru Kolling fortæller: Jeg har boet her hele mit Liv. Min Fader, Slagtermester Neiiendam, ejede Grundene her, hvor Vesterbrogade senere er vokset op. Markerne var derude, hvor Istedgade nu ligger, og bagved laa Vandet, der den Gang gik meget højere op end nu. Jeg kan huske saa langt tilbage som til Troppernes Hjemkomst i 1848-50, de begivenhedsrige Tider. Da blev der her udenfor Huset bygget en interemistisk Balustrade, og der sad Folk med Kurve, fyldt med Blomster, Bagværk og Forfriskninger til de hjemvendende Soldater. De fik Lov til at bryde ud af Rækkerne og tage mod de velkomne Sager. Tiden gik og jeg voksede til.
Og saa kom Forlovelsen. Jeg var til Kasinomaskerade. Vi var en lille privat Kreds, og jeg anede ikke, at han skulde komme. Men saa saa jeg ham pludselig inde i Salen som Kavaller for Fru Sødrings Døtre. Saa opdagede han mig. Han fik ved Tegn gjort mig opmærksom paa, at han saa gerne vilde tale med mig alene - og saa - ja, saa "stak vi af" fra vore Selskaber, ler Fru Kolling muntert, og vi fik en dejlig Aften ud af det; vi blev nemlig forlovet, om end hemmeligt i den første Tid.
Der kom mange i vort Hjem, bl. a. Olaf Povlsen og Hr. og Fru Phister. Aa, ja, det var i de gode gamle Dage, da man havde en hel Steg paa Bordet, en And og en hjemmelavet Rullepølse foruden mange andre gode Sager.
Naa, Aarene gik, Tiderne skiftede, ny Folk kom til, og vi syntes ikke mere, det var som "den Gang".. Men det synes man vel altid, naar "de gamle Tider" er borte. Men min Mand var en lykkelig Natur. Han blev ikke "gammel", træt og gnaven. Han var saa mildt dømmende, saa stille og fin. Og nu lever jeg kun i Minderne om de svundne, lykkelige Aar.
(Middelfart Avis 20. august 1926).
Andre del af interviewet:
- Hvor gjorde De Deres Mands Bekendtskab?
- Det var hos min Faders Fætter, den store Købmand Johan A. Neiiendam. Han førte stort, aabent Hus. Hele Venstrekredsen, Berg, Hørup, N. J. Larsen og Tutein samledes dér. Han og hans Hjem spillede en stor Rolle for den gryende Venstrebevægelse. I den Kreds dér kom ogsaa mange Kunstnere og Forfattere. Jeg husker blandt, andre tydeligt Schandorph og Drachmann. De Fester, Johan A., som han slet og ret kaldtes, gjorde, ansaas i de Tider for storstilet, - hvor ikke alene den gode Mad og Bourgognen, der "flød i Strømme", satte Stemningen op, men hvor tillige Aand og Vid og Lune satte Præg paa det hele .... dér saa jeg den unge Kolling.
- - -
... Jeg passede og holdt selv min Mands Tøj, og min Mand var saa glad for det. Jeg husker at en af mine Specialiteter var at stive Kalvekrøs; det kan nok være, at det var fint, naar min Mand for Eksempel var Markis med det elegante Kalvekrøs. Ja, det var endog saa godt lavet, at Hultmann stadig udfrittede min Mand om, hvem der var hans Vaskerkone.
Min Mand vilde længe ikke sige det, for han troede ikke, jeg vilde holde af, at de andre vidste det. Men en Dag, da han igen blev spurgt, sagde han: "Det er saa mænd min Kone". Saa en Dag, jeg staar paa Fisketorvet og gør Indkøb, kommer Hultmann forbi, fin og pyntelig og med høj, graa Hat. Den svinger han i en stor Bue, idet han med et dybt Buk siger: "De har min største Agtelse!" Det kan nok være, at Fiskerkonen maabede.
... Han, den store Kunstner og Charmeur, var ikke alene fejret paa Scenen, men han var alle Datidens unge Pigers stille Sværmeri. Ak, hvor har jeg dog set mange af de store paa Scenen. Jeg var næppe mere end 12-13 Aar, da jeg fik Lov til at komme i Det kgl Teater . . . den Gang havde et Barn Tilladelse til at staa op foran en voksen til Forestillingerne. Jeg saa Guldalderens Kunstnere, Michael Wiehe, C. N. Rosenkilde, Fru Hejberg og Høedt, og den Gang anede jeg ikke, at jeg senere skulde lære de Mennesker nærmere at kende, som var min Barndoms Helte og Idealer.
- - -
(Middelfart Avis 3. september 1926. I uddrag, idet interviewet indeholdt de allerede viste artikler fra andre blade)
Almina Kolling boede på Vesterbrogade 27, 2. sal. Her flyttede hun og manden ind kort efter de var blevet gift. Hun døde september 1935. Valdemar Ludvig Christian Kolling (1834-1915) spilede på Det Kongelige Teater 1854-1907. Datteren Johanne Louise Kolling (død 23. maj 1921) blev gift med Otto Borchsenius (1844-1925). Han er begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.
Huset er revet ned, og i det nuværende nyere byggeri er Hotel Comfort, Vesterbrogade 23-29.
Af Tubal den Enøjede.
"Se Neapel og dø!" - lyder den berømte men fejlagtige Version af den begejstrede Formaning til at besøge det skønne Neapel og dens lille naboby Mori.
Se Tisvildeleje og - lev! (naturligvis underforstaaet: paa Minderne),
Tisvilde er en lille Verden for sig - en lille Skønhedtsverden med vide udsyn mod andre Skønhedsverdener, der omgiver den. "Sjællands Skagen" kalder den sig - ganske med Urette, thi Skagen, den flade, tørre sandørk, der Ikke ejer et Træ, hvis grønne Løvhat kan skænke skærmende Skygge mod Solens sviende Stik til den mødige Vandrer, - Skagen med sin støvede Strøgpromenade ned gennem en Spidsrod af SommerhotelIer og Garniture af uskønne Huse, - nej Skagen og Tisvildeleje kan hverken sammenlignes eller kappes; thi de er saa forskellige som et Blomsterbed og en - Kartoffelmark.
Som om vældige Naturkræfter i Jordens Indre pludselig i en svunden Tidsold havde skudt Ryg, saa at Klodens tynde Skorpe var bleven sprængt og puklet op - i en vild Uendelighed af fantastiske Tuer og gigantisk-overnaturlige Muldvarpeskud - geologiske Kuppelformationer, skarpt afhugne Brinker, Skrænter og stejle Kløfter, dybe Grydeforsænkninger med tætte, uredte Lavkratvesetationcr som Haarbuskene under en Jættehug - og udenom alt dette som Rammen om et storslaaet Naturmakird Havet, - Kattegat - snart i oprørsk brølende og skummende, stormpisket Vælde linder sorts jagende Natskyer, hvis Mulm glimtvis gennembores af Hesselø-Fyrets hvide Blink, - snart døsigt hvilende i apathisk Blaanen under en solglitrende Sommerhimmel, som ikke findes skønnere ved Capri.
Saaledes og ikke anderledes er Tisvildeleje, - i Tidernes Morgengry et lidet bjærgsomt og vanligt Fiskerleje uden Havn; nu findes der intet mere, thi det er en mageligere Dont at leve af Landliggere fra det københavnske Sodoma, lidt Smaahandeel og Haandtusk. Og Fiskene faaes fra Hundested, hvis Rødspætter smager som indfødte Frederikshavnere! Men for et uindviet Øje er der noget tosset i at se alle de store tykke seks punds Rødspætter staa i Søen og vente udfor Tisvildeleje og saa drage til Hundested for at blive fanget og atter hjem til Tisvildeleje - for at blive spist;
Vindskibeligheden i Tisvildeleje er helbefaren, thi der raader en sund og driftig Aand over dem sorgløse Idyl i det lille Leje. Der er ikke noget, der hedder at stænge Butiken og slukke bag Disken, naar Klokken er seks, eller det falder ind med en af disse kedelige og meningsløse Helligdage, der standser alt borgerligt Ørke til stor Gene for mange Mennesker: nej, saalænge der er Købere og Skub i Omsætningen, holder Fatter sin Bod aaben, lige til han er mødig af Dagens Møje, og det baade Hellig og Søgn. Endelig en Plet paa Jorden, hvor sund Fornuft i Handel og Vandel beholder det sidste Ord, endelig en Plet paa Jorden, hvor Kræmmeren begriber, at det er hans Gevinst, naar han giver sin Biks Skin af at være til for Godtfolks Skyld!
"Tisvildeleje Kiosk har alt" staar der at læse over Detailhandler Bønnelyckes hyggelige lille Krambod ved Foden af Badepensionen Højbohus, Verdens bedste Madsted. Men Far Bønnelycke, der er en kedelig (men til Held for ham ikke aandelig) Fætter til Digteren, har ingen Skam af sit fanfareskingrende Motto; thi han har virkelig alt! Første Gang jeg traadte ind til ham, havde han f. Eks. - Snue. Man søger intet forgæves hos Bønnelycke; han er omnipotent! Vine og Cigarer fra de sletteste til de bedste. Slikkepinde og Moderbind, Galoscher og Flygeler, Solbriller og Høreror, Vækkeure og Morgensko, Natpotter eg Salmebøger, Lakrits og Knojern, Tandbørster og Konserves, Straahatte og Bolsjer, Klosetpapir og Kristeligt Dagblad, Syltetøj og Undertøj, Alpestokke og Briketter, Hængekøjer og Mundharper, Fyldepenne og Narresutter, Skydebomuld ag Tyggegummi, Ingeborg Vollquartz og Bertha Ruck, Giletteblade og Ugeblade, Forlovelsesringe og Skohorn, Sygevat og Brevkasse (uden paa Muren).
Kun een Gang lykkedes det mig at gribe ham paa fersk Gerning; det var, da jeg en Søndag Aften bed om 3 Kilo af hans Fætters Digte. Da rystede den smarte og elskværdige lille Mand sit ydmyge Hoved og sukkede: Nej Tak, et Sted maa der siges Stop; min Fætter "gaar" ikke paa Landet! Kan Herren ikke bruge tre Ruller Tagpap i Stedet for?«
"Ak." tænkte jeg ved mig selv, da jeg vandrede bort med Tagpappen, "en Digters Lod er tung I dette Land, de vil allesammen have Stene for Brød og Tagpap for Lyrik og Penge for Tagpap! Hvorlænge mon Lyriken vil kunne udholde denne Smudskonkurrence?"
Oppe paa sin svimle, knejsende Brink, der skarpt luder ned med Havet, ligger Badehotellet som en Rhinborg fornemt isoleret med skønne Udsyn over det blaadisede Kullen i Øst og nogle Solnedgange i Nord (Nord Vest), som hverken Carl Lund eller P. S. Krøyer nogensinde har overfløjet.
Men som et hæsligt Vartegn midt paa Rundbakken ses en høj skidden Fabrikskorsten som en sort Pegefinger af en underjordisk Kæmpetrold, ragende op af Grønsværen. Det er Badehotellets Elektricitetsværk, der med denne Skamstøtte har spoleret Udsigten for mange af de sraaa sommerglade Villabyggere paa Pladsen.
Paa den anden Side Hulvejen, der skiller mellem to store mægtige Terrænkupler, ligger den berømte Badepension Højbohus, hvor Far Sylvander under barnlige Kælenavne som f. Eks. "Plejefader" eller "den falske Victor Wulff" færdes blandt sine henrykte Gæster som en Alfader i sit Gimle. Han er en herlig Type, hjælpsom og gemytlig, gammel helbefaren Jordomsejler og Hovmester paa store oversøiske Baade.
Der er baade Sjælsstyrke og koloristisk Fantasi over hans Kæmpehummere og smaa kvikke Lammestege, men naar han i sin hvide nystrøgne Kirurgkittel staar foran det kolde Frokostbord og svinger sin Forskærerkniv, som var det Sværdet Skræp hen over Skinker og Duer og røgede, ferske Randerslax, da gyser det sødt i Gæsterne, og det hulker ef Vellyst fra den gamle vellagrede Ementhaler og den isede Klukflaske med ægte Hulstkampgenever, Jo jo, Far Sylvander er som Nervelæge tusindfold bedre end Professor Daniel Jacobsen! Han ved, hvordan de stakkels terminsoprevne Københavner-nerver skal kureres, og saa er hans "Klinik" ikke nær saa dyr!
Lige bag Højbohus gear man ind til det store og vildsomme Tisvilde Hegn, som Skovrider Fabricius freder mod en ganske illusorisk Brandfare med ægte preussisk Jernnæve og efter russisk Knut-System. Det er under hårde Bøder, subsidiært Fængselsstraf, forbudt at ryge, spytte, nyse, bande eller køre med Bil paa de to Kvadratmil, som Hegnet dækker.
For at demonstrere den strenge Bogstavelighed i dette idiotiske Reglement har man tilsvinet det skønne Hegn med en Sværm af grimme Opslag, hvis barske Tone kunde tyde paa, at Hr. Fabricius er en underskudt Tvilling til Mussolini!
Ved alle Hovedindgange til Hegnet er der rejst høje Galger med haandmalede Dødstrusler mod Tobaksrygere. Det gør et venligt Indtryk pas Intetanende Vejfarende.
I det lille Leje hedder hele den indfødte Befolkning enten Gudmandssen eller Corneliussen. Der findes kun disse to Familienavne paa Pladsen, og den, der Ikke lyder et af disse Navne, kan Ikke blive indgiftet i en indfødt Familje men maa hente sig en Ægtemage i Nabosognet. Her var en smuk Opgave for Genealogen Hauch-Fausbølt at finde Rede i det indfiltrede Sammengifte mellem Husene Gudmandssen og Corneliussen.
Gør man en Køretur paa Egnen, faar man ret et Indtryk af, hvor beundret og fængslende den er. Navnkundig fra hine Dage, hvor Stakler og Krøblinger i tætte Stimer valfartede til Helens Kilde, hvor Asserbo, det engang saa stolte Herreslot, nu kun er en mosgroet og lav Ruin, som Kong Frederik VII forgæves spildte sine arkæologiske Interesser paa, idet han 5 Dage efter Grundlovens Underskrift lod Udgravninger under eget Tilsyn foretage fra 10. Juni 1849-27. Juli. Men da han lod alt det udgravede Fyld anbringe netop der, hvor Borggraven skulde være, og der saaledes blev Vold, hvor der skulde være Grav, blev det hele planløst og forvirret og uden Resultat. Alligevel er der 1874 rejst en Mindesten, som virker mod sin Hensigt, idiet dem holder Erindringen levende om, hvad den joviale Konge ikke udrettede der paa Stedet med sine pseudovidenskabelig Anstrengelser.
Der er den morsomme gamle historiske Sandkro, Troldeskoven og det smukke Sandflugtsmonument, som rejstes til Minde 1738 om den Storbedrift, som ved travle Menneskehænders og -Viljers Kamp gjorde Egnens Befolkning til Herre over den store Sandflugt, der bl a. begravede hele Tibirke By og dens Omegn. Mere end 150 Aar, fortæller en Indberetning fra 1704 os, har denne frygtelige Plage raset paa denne Kant af Nordsjælland. Nu hør det menneskelige Snille ved Beplantning vundet Sejr over denne Fare for stedse.
Paa den skønne gamle Tibirke Kirkegaard ses den udmærkede Skuespillerinde Ellen Pindoms Navn med næppe læselig Skrift i en gammel Graasten paa hendes Grav, der er lagt op under Kirkegardsmuren, ganske som hun ønskede det, mens hun færdedes 1 Tibirke om Sommeren. Men Graven er vanrøgtot og forsømt, og maner til Eftertanke for Venner af hende selv og hendes Kunst.
- - -
Holger Drachmann skrev engang:
»Nu har jeg skuet saa mangen en Egn
med Søer og mægtige Skove,
men ingen saa skøn som Tisvilde Hegn
ved Kattegats brusende Vove.
Alene om sin Naturbegejstring for denne Egn har Digteren Ikke været. Thi her har Nobelpristageren Professor Niels Bohr bygget sig et Hus med tilhørende Laboratorium, Konservatoriets Direktør, Professor Anton Svendsen, ligesaa sit eget Hus, Professor-Maleren Julius Poulsen, Borgmester Kaper, Digteren Johs. V. Jensen og Hans Hartvig Seedorff, afd. Billedhugger Kai Nielsen, Malerne Kyhnert, Scharff og Herman Vedel, men Carl Alstrups lille røde Bondegaard, som nu staar til Leje, er ganske gyseligt forfalden, hvad man lykkeligvis ikke kan sige om dens gæve Ejermand.
I sin store gamle Mølle oppe i Tibirke bor Tonemesteren Jacob Gade med sin lille søde og huslige Fru Mimi; men oppe i selve Tisvildeleje færdes Teatermaleren Chr. Andersen med sin Samvittighedsbrod og tilkommende Frue (C. E. Jensens smukke Datter), Skuespillerinden Fru Ingeborg Gandrup og Fru Chefredaktør Helweg-Larsen. Ogsaa Departementschef i Indenrigsministeriet Fr. Martensen-Larsen nyder den kølige Forsommer hernede.
Her er vidunderligt, stille og fuld af Skt. Hans-Stemning og Midsommerpoesi; men naar Højsæsonen holder sit hujende Indtog, og hele den jazz-dansende Sværm af Sommergæster tørner ud fra Hovedstaden, Farvel og paa Gensyn, du tause drømmende Skov, du vilde urolige Hav! Saa bliver her ikke til at aande.
Jeg gad se hele Sværmen hænge i Hr. Fabricius' hæslige Galger!!
(Social-Demokraten, 15. juni 1926)
En besøgende på Assistens Kirkegård gjorde i går en uhyggelig opdagelse, da han ville lægge noget affald i en skarnkasse. I kassen lå liget af et nyfødt drengebarn, indpakket i aviser. Barnet var fuldbåret og menes at være lagt i kassen i går.
Mens liget blev overgivet til obduktion, leder politiet efter moderen.
(Folkets Avis - København, 9. juni 1926).
Den 8. ds. fandtes i en skarnbeholder på Assistens Kirkegård i nærheden af den russiske afdeling - afdeling K - liget af et nyfødt omtrent fuldbårent drengebarn. Liget der var i begyndende forrådnelse, var indpakket i et par iturevne damebenklæder og derefter indpakket i 5 eksemplarer af "Berlingske Tidendes" morgenudgave fra henholdsvis den 3., 10., 15. og 16. april samt 31. maj d. å., hvorom yderligere var pakket et stort stykke brunt tilsyneladende nyt indpakningspapir. Mulige oplysninger bedes tilstilet Københavns opdagelsespoliti, telf. 1448.
(Social-Demokraten, 19. juni 1926)
Da Borgmester P. J. Pedersen i sin Tale ved Indvielsen af Springvandet paa Enghaveplads overgav det til Vesterbros Befolkning, sagde han: "Vær god mod Drengen!"
Hvor glad Befolkningen end i Almindelighed er over dette første Skridt til Forskønnelse af Enghaveplads, har det i de forløbne Dage vist sig, at der er adskillige Børn og unge Mennesker, der har ladet haant om Borgmesterens Formaning. I Gaar modtog vi flere Klager fra Beboere i Kvarteret, der har følt sig oprørt over, hvad der er sket.
Saaledes skriver J. P. Olsen, Matthæusgade 12:
Vi Beboere paa Vesterbro er meget taknemmelige for det nydelse Springvand, som Kommunen har ladet opsætte paa Enghaveplads, men vi har den Anke, at der ikke er noget Rækværk om det. Som det ligger nu, ligner det nærmest en Mudderpøl. Børnene har for fri Adgang til det og fylder det med Grus.
Social-Demokraten har oplyst, at man ved Opførelsen af det har sparet 3000 Kr. Kunde disse Penge ikke anvendes til en Strimmel Græs og et Rækværk omkring Kummen. Først da vil det blive til Pryd for Enghaveplads.
En anden Indsender, Hr. G. Schlander, Broagergade 8, fremsætter et lignende Forslag og skriver iøvrigt:
Skuffelsen er blevet stor, da man nu ser, hvorledes dette smukke Springvand bliver behandlet af Kvarterets Børn, og samtidig ødelægges hele Idyllen paa Pladsen; thi det er saaledes, at Springvandskummen allerede ligner mere en Kloakbrønd, og Vandet plaskes ud over Pladsen, saa denne henligger i et Morads, og det vil sikkert ikke vare Iænge, hvis ikke der gøres noget for at forebygge det, forinden den smukke Springvandsfigur er ødelagt; thi der kastes alle mulige Genstande imod den, ja jeg har endog set, at store Drenge forsøger at faa Snore til at hage sig fast i Figuren, og naar dette er lykkedes, da forsøge, om de kan rokke den
Jeg kender udmærket Børnenes Lyst til at plaske i Vandet, og véd ogsaa, hvor vanskeligt det er at holde dem derfra; men det har dog sikkert ikke været Hensigten, da Kommunen bevilgede de 25,000 Kr., som Springvandet har kostet, at dette skulde være Legeplads; thi saa havde det været mere rimeligt og betydeligt billigere at lave en almindelig stor Vandkumme, og en saadan kunde da være anbragt paa den anden Del af Enghaveplads, som i Forvejen er Indrettet som Legeplads. De ældre Mennesker kunde da, som Borgmester Pedersen udtalte t sin Indvielsestale, have søgt Hvile og frisk Luft paa den Plads, hvor nu Springvandet er opstillet, medens det nu er bleven saaledes, at ældre Mennesker, som gerne vil søge lidt Hvile I den friske Luft ikke kan opholde sig paa Pladsen.
VI talte i Gaar med Stadsarkitekt Holsøe om Sagen, og han sagde bl. a.:
Jeg har i de forløbne Dage adskillige Gange været ude for at se, hvorledes det gik, og jeg har osea bedt en Blikkenslager om at se lidt til det, og det er min Tro, at naar man først har vænnet sig til at have Springvandet der, vil det komme til at gaa helt godt. Da jeg var derude i Fredags, saa det ikke godt ud. En 20-30 Børn soppede omkring i Bassinet, hvor Udløbet var stoppet med Grus, saa Vandet flød over. Jeg hørte siden, at nogle 15-16 Aarige Fyre for nylig var mødt op med Skovle og havde skovlet Grus i Bassinet, og at der var blevét kastet til Maals efter Springvandsfiguren med Træstykker. Jeg lod Springvandet standse og fik Bassinet tømt. Om Natten Kl. 1 var jeg derude igen, men da var der intet at bemærke.
Om Lørdagen lod jeg bore nogle Huller i Bassinbunden, hvorved jeg har opnaaet, at selv hvis det rigtige Afløb stoppes af Grus, kan Vandet alligevel bane sig Vej, saa at man undgaar, at det flyder over Bassinets Rand.
Siden er det ogsaa gaaet nogenlunde, og da jeg var derude i Dag saa Vandet vel ikke helt godt ud, men jeg havde paa Fornemmelsen, at Børns og unge Menneskers Interesse for Springvandet er ved at tabe sig. De er ved at blive vant til det. Der var kun en 6-8 Børn, der legede med Papirbaade i Bassinet.
Jeg tror derfor, at det værste er overstaaet nu, og at Springvandet fremtidigt ikke vil lide Overlast. Forøvrigt glædede det mig. naar jeg ukendt blandede mig mellem de Folk, der stod ved Springvandet, at høre dem udtale deres Glæde over det og deres Harme over, at der blev handlet saaledes med det.
- Hvad siger De om Forslaget om Græs og Rækværk?
- Jeg siger, at vi helst maa undvære det, og jeg tror, at det gaar nok uden det. Jeg holder ikke af, at man saaledes skal sætte alt i Bur. Iøvrigt har Lærerne i de omliggende Skoler faaet Anmodning om at forestille Børnene, at de bør handle pænt mod Springvandet, saa det kan blive den Pryd for Pladsen, som det bør være.
Saavidt Stadsarkitekten. Vi ønsker hertil at føje en Anmodning til Befolkningen omkring Enghaveplads om at vaage over og beskytte Springvandet, saaledes at det kan blive, hvad Meningen er med det: en Pryd for Enghaveplads.
(Social-Demokraten, 9. juni 1926).
