Blaakilde Mølle. (Efterskrift til Politivennen).

Aktieselskabet Blaakilde Mølles Fabriker var indtil 1870 en kornmølle. Herefter begyndte den at fabrikere dampet og gæret benmel, 1901 overtog den Levins Fabrik på Dortheavej 2, der 1929 gik over til lerjordsblegning og i 1936 fik den første tørsmelte. 

22. april 1912 nedlagde arbejderne arbejdet på Dortheavej pga. afskedigelser uden opsigelse. Ved den lejlighed konstaterede man den ulidelige stank og myriader af maddiker som arbejderne skulle arbejde i. På trods af sundhedsmyndighedernes påbud om straks at destruere affaldet, lå titusindvis af kilo affald opstablet. 

Sundhedskommissionen mente på et møde den 19. juli at den ikke kunne kræve virksomheden nedlagt eller flyttet, da dette så også ville gælde en halv snes andre fabrikker i området. Der blev dog stillet "meget vidtgående" krav til reformer mm. og henstillede til fabrikken at den skulle gøre så vidt muligt for at fjerne generne, og dette blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen september 1926. 

Utterslev forpestes af gamle Ben.

10,000 Beboere protesterer mod Blaakilde Mølle paa Dortheavej. - Blandt Klagerne er Overlægerne paa Bispebjerg Hospital og Inspektører for de kommunale Skole.

En Benmelsfabrik, der forpester kvarteret omkring Nørrebro, Utterslev, Præstevangen og Brønshøj.

Social-Demokraten har nu med en omfattende Kampagne faaet fjernet den Benmelsfabrik, der forpestede Kvarteret omkring det yderste Istedgade. Vi aabner i Dag en ny Kampagne med det Formaal at skaffe frisk Luft for Tusinder af Familier. Det drejer sig her om Fabriken "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej. Denne Fabrik ligger i en tætbefolket Bydel, der omfatter Havebyen "Præstevangen", Lygtekvarterets Boligselskab og Frederikssundsvej.

Fra Beboerne, 10,000 i Tallet, er der til Sundhedskommissionen indsendt en Klage, i hvilken det bl.a. hedder:

- - - Blaakilde Mølle forpester Luften i hele vor Bydel, omfattende det yderste Nørrebro, Utterslev, Præstevangen og Brønshøj. Vi Beboere, der er flyttet herud i Byens Ydeeikvarter for at hente Sundhed og Styrke i den friske Luft, maa i Stedet finde os i at indsaade den forpestede Luft fra raadne og halvopløste Kadaverrester, der undergraver vort Helbred og bringer os til at opholde os indeni Døre, men selv her har vi ingen Fred, idet vore Stoler fyldes med Fluer, der tilgriser vor Mad- og vore Hjem og spreder deres Bakterier, opsamlet i Kadaverfabriken Raaddenskab.

- - - Fabriken maa lukkes. Der er jo ingen Tvivl om, at dersom denne Aadselfabrik havde ligget i Strandvejens Villakvarter, var den forlængst blevet flyttet, Vi vægrer os bestemt ved at tro, at fordi det hovedsagelig er Arbejdere, der bor i dette Kvarter, kan Fabriken godt blive liggende.

Det er i denne Forbindelse a! Vægt, at Overlæge, Dr. med. E Meulengracht, Bispebjerg Hospital, har afgivet en Erklæring, i hvilken det hedder:

For ca. 14 Dage aiden har jeg indsendt en Klage til Politiet, fordi sunken fra bemeldte Fabrik er l høj Grad til Gene for Patienter og Beboere paa Bispebjerg Hospital. Forholdet er det, at med en bestemt Vindretning er Luften her paa Hospitalet forpestet med en hæslig Stank, der særlig gør sig gældende om Aftenen. Den trænger gennem de aabentstaaende Vinduer ind paa Sygestuerne og ind i vore private RUm, og selv om den næppe kan siges at være direkte  sundhedsfarlig, er den dog i høj Grad til Gene for Patienterne, der, skulde man synes, har et rimeligt Krav paa, naar de er indlade paa et iøvrigt godt og moderne Hospital, da ikke at være generede af raadden, slet brændt Lugt fra Virksomheder 1 Nærheden.

For Fuldstændighedens Skyld aftrykker vi endnu en af de mange Klager, der lyder i Anledning af Benmelsfabriken :

I Tilslutning til Beboernes Klage fra Kvarteret i Nærheden af "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej ønsker undertegnede et udtale, at vi paa Bispebjerg, Frederikssundsvej og Grøndalsvænge Skole af og til er stærkt generede af Stanken fra denne Fabrik.

K. Bonde,

Inspektør ved Bispebjerg Skole

K. Svane,

Inspektør ved Skolen i Grøndalsvænge.

J. Rasmussen,

Inspektør ved Frederikssundsvejens Skole.

Naar dertil kommer, at Dr. E. Verning erklærer, at Fabriken fylder Kvarteret med Spyfluer, som frembyder en alvorlig Smittefare vil det forstaas, at Sundhedskommissionen ikke kan sidde Klagen overhørig.

Fabriken skal flyttes. Der staar meget paa Spil. De Udgifter, Fabriken indirekte paafører Kommunen ved at fremelske Sygdom, er underordnede i Sammenligning med den Fare for Menneskeliv, der aabenbart er tilstede.

(Social-Demokraten, 7. juli 1926).

Fabriken, der forpester Utterslev, Brønshøj og Bispebjerg.

Benmelsfabriken "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej

Vor Meddelelse om, at ca. 10,000 Beboere i Kvarteret ved Dortheavej agter at klage til Sundhedsavtoriteterne over den Stank, der udbredes fra Benmelfabriken "Blaakilde Mølle" har allerede sat Spor.

Fabrikens Bestyrer, Hr. Simonsen, erklærer saaledes, at der vil blive gjort energiske Forsøg paa at bøde paa Miseren. Stanken stammer fra Skorstenen, der er for lav. Det maa i denne Forbindelse erindres, at Fabriken anlagdes for Utterslevs Indlemmelse i København. Der var landlige Omgivelser, hvor der nu, siden 1900 har rejst sig en mægtig Bydel med Hospitaler og Skoler. Fabrikens Ledelse haaber at en ny og meget høj Skorsten, bygget efter de mest moderne Udblæsningsprinciper, vil vise sig tilstrækkelig til at befri Kvarteret for Stank. Desuden vil Adgangen til og fra Fabriken fremtidig ske gennem lukkede Passager, og i det hele vil der blive ofret store Beløb paa at bedre Forholdene.

Om disse Forbedringer vil tilfredsstille Beboerne og Avtoriteterne er naturligvis en anden Sag. Politiinspektør Schepelern-Larsen udtrykker Betænkelighed ved ligefrem at kræve Fabriken fjernet. Han har forhandlet med Lederne, og mener, at de paatænkte Reformer maa prøves inden man gaar saa vidt som til at forlange Benmøllen flyttet udenfor Hovedstadens Grænser. Ogsaa Hensynet til de Arbejdere, der er beskæftigede paa Fabriken spiller naturligvis ind.

Imidlertid fortsættes Kampagnen mod "Kadaverfabriken". I Morgen eller Overmorgen indgives den af 10,000 Beboere underskrevne Adresse til Sundhedsstyrelse og Sundhedskommission.

Der vil samtidig ske personlig Henvendelse til Indenrigsministeriet og Magistratens 4. Afdeling. Principielt fordres Fabriken fjernet, men det er jo muligt, at Kravet vil blive stillet i Bero indtil det haar vist sig om de lovede Reformer svarer til Forventningerne eller ej.

Besøg hos Stadslægen

Overtilskærer A. Johansen, H. C. Jensensvej 100, er en af de mange Beboere, der føler sig haardt ramt af Naboskabet med Fabriken. Han har været virksom for at skaffe Underskrifter paa Protestadressen, og har opsøgt forskellige Autoriteter. Sidst har han været hos Stadslæge J. P. Chrom, der erkendte Klagens Berettigelse og lovede at gøre, hvad der staar i hans Magt.

Overfor Stadslægen udtalte Hr. Johansen paa Beboernes Vegne en Beklagelse over de Forsøg, der nu gøres paa at reformere. 

Enhver Reform vil vise sig utilstrækkelig, hævder Hr. Johansen. Fabriken maa flyttes, og helst over paa Saltholm. Hvilke Foranstaltninger til Forbedringer, der end træffes, vil det ikke kunne hindres, at Skyer af Spyfluer letter fra Aadslerne paa Benmelsfabriken og trænger ind i Beboernes Spisekamre. Af Hensyn til denne Fabrik kan man ikke lade tætbefolkede Kvarterer som Utterslev, Præstevangen, Brønshøj, Bispebjerg og Borups Allé forpeste og forgifte.

Fabriken maa væk, siger Hr. Johansen, og ham følger altsaa 10,000 Mennesker, hvoriblandt Læger og Skoleautoriteter.

(Social-Demokraten, 10. juli 1926).

Sundhedsministeriet besluttede dog at inddrage tilladelsen til at drive en sådan virksomhed i et beboet kvarter, og at den skulle nedlægges senest 1. juli 1928. Fabrikken formåede dog ved en investering på 80.000 kr til fjernelse af generne at fortsætte. Hvorfor sagen atter rejstes i september 1934. Her ofrede fabrikken så 100.000 kr. Året efter var der igen protestmøder. Et rensningsanlæg blev opført, og i 1937 synes det som om man endelig nåede tålelige forhold. Fabrikken lå der endnu i 1970'erne.

Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen (1/7). (Efterskrift til Politivennen)

Bondehær afsløret.

Statspolitiets Undersøgelse af den sønderjyske Köpenich-Affære. - En enestaaende Militær-Parodi, der vil drukne i Latter. - Danmarks Bondeværn i bengalsk Belysning

Den sønderjyske Gaardejer Cornelius Petersens Selvstyrerumlerier vil være Læserne bekendt. Man ved, at han og en Meningsfælle ved Navn Kylling og endnu en Del sønderjyske Storbønder havde fundet paa at "begynde for sig selv", et Regimente, der

først og frem mest tog Sigte paa Skattenægtelse.

Til den Ende blev der oprtettet et Blad, "Bondens Selvstyre", der arbejdede paa Indførelsen af Samfundsforhold som de var paa Valdemarernes Tid.

Dette Blad har i lang Tid været fyldt med voldsomme Overfald paa Myndighederne, Regering, Rigsdag og enkelte Politikere, men Skriverierne havde en saa taabelig, ja gadedrengeagtig Karakter, at Myndighederne ikke paa nogen Grund til at træffe Foranstaltninger mod Bladet og dets latterlige Rumlerier.

Men saa kom det for Dagen gennem Pressen, at Bevægelsen havde faaet Organisationens Karakter, og flere Steder offentliggjortes "Bondeværnet"s Love, der var af en saadan Karakter, at en Undersøgelse viste sig nødvendig.

Mystiske Lovparagraffer.

Det hedder bl. a. i disse Love:

"Bondeværnet er en militær Organisation".

"Bondeværnet vil forsvare Hjemmene og Vennernes Hjem mod Angreb, fra hvilken Side de end kommer".

"Aktive Medlemmer har Pligt til at deltage i Værnets øvelser".

Man vil vist fra alle Sider være enige om, at disse mere end mærkelige Lovparagraffer krævede en nærmere Undersøgelse, og en saadan blev da ogsaa iværksat af Statspolitiet.

Hos Justitsminister Steincke.

Vi henvendte os i Gaar i Justitsministeriet, hvis Chef beredvillig gav Pressen alle fornødne Oplysninger, og af nedenstaaende Redegørelse vil man faa et fuldstændigt Indblik i en af de kosteligste Affærer, som nogensinde er etableret her til Lands.

Justitsminister Steincke udtalte at den af Ministeriet foranledigede Undersøgelse maatte gaa ud paa at konstatere, dels om der var Grundlag for Straffeforfølgelse for Overtrædelse af Straffelovens Paragraffer § 85 (2. Stk.) og § 86 (Voldshandlinger mod Regeringen, Opfordring til Oprør), dels om der eksisterede en Forening mod et ulovligt Formaal, til hvis Ophævelse der burde anlægges Sag efter Grundlovens Paragraf § 85.

Bestyrelsens Forklaring.

Statspolitiets Forhør over de forskellige Parter har givet et Resultat, der i Komik langt overgaar, hvad Holberg præsterer i "Den politiske Kandestøber".

Cornelius Petersen forklarede, at "Bondeværnet" end ikke havde nogen Bestyrelse, idet Foreningen udelukkende blev ledet af ham som Formand, medens Hestehandler Petersen som Sekretær førte Protokollen. Efter hans Formening bestod Bestyrelsen af C. P. som Formand og 12 a 14 Mænd som var Bestyrelsesmedlemmer eller Tillidsmænd.

Gaardejer Kylling erklærede, at Formanden var Leder og Tillidsmændene Agitatorer, og disse havde da konstitueret sig som en Art Bestyrelse.

Sagfører Melsen, Kolding, forklarede, at han ikke havde det mindste med "Bondeværnet" at gøre. Medlemsantallet var den 28, Juni - 278 Mænd og Kvinder. Halvdelen af hver. Paa Listerne stod kun opført Mandsnavne, og hvert Navn hæftede for to Medlemmer, nemlig foruden Manden selv tillige hans Hustru eller Datter.

Foreningens Formaal. 

Kamp mod Arbejderne.

Bondeværnets Formaal var at organisere Banderne over hele Danmark i Lighed med de socialdemokratiske Foreninger i det Øjemed at imødegaa Retsbrud fra Myndighedernes Side og Overgreb fra Arbejderorganisationerne samt at imødegaa Følgerne af det kommende ekonomiske Sammenbrud, som vilde blive Følgen af de stadige Skatteforhøjelser og den skiftende Kroneværdi i Forbindelse med Nutidens bolsjevikiske Tendenser.

I Følge Gaardejer Kyllings Formening er "Bondeværnet"s Formaal at værne Ejendomsretten for Landboerne mod Angreb udefra, hvormed han nærmest har tænkt paa Kommunisterne, som fra Syd og Nord og i Løbet af et Par Aar vilde bryde ind over Landet og forsøge at overtage Landejendommene (!!) eller i hvert Fald plyndre dem!

Da Cornelius Petersen blev forespurgt ont, hvad Meningen var med Militærorganisationen, udtalte han, at der dermed var tænkt paa en militær Ordning med Befalingsmænd for at opretholde den 

nodvendige Disciplin

indenfor Organisationen.

Sønderjyderne kendte den politiske Kamp mod uretfærdige Statsmænd, hvormed han sigtede til Tyskernes Kamp mod den danske Nationalitet før Verdenskrigen.

En saadan Kamp førtes kun ved Hjælp af aandelige Vaaben og en stram Organisation. 

Hestehandler Petersen vidste ikke bestemt, hvad Meningen var med det militære; han tænkte det nærmest motiveret med bolsjevikiske Uroligheder.

Gaardejer Kylling udtalte om Sætningen "at der ved Optagelsen i Foreningen bliver gjort Antegnelser paa Optagelsesformularen om paagældende ved Opfyldelsen af Værnepligten har været Befalingsmand eller Menig - "Ved eventuelle Uroligheder er det Meningen, at Medlemmerne skal indtage en lignende Stilling som under Aftjenelsen af Værnepligten ved en Efterindkaldelse til Militærvæsnet.

Sagfører Nielsen, der intet havde haft med Affattelsen af Lovene at gøre, vil mene, at Ordet "militært" var anvendt fordi Sindene i Sønderjylland efter Krigen tiltaltes bedst af militærisk opbyggede Organisationer.

Sagføreren henviste iøvrigt til forskellige bestaaende og lovlige Foreninger som f. Eks.

Frelsens Hær.

Skytteforeninger o. a. militære Organisationer!

Cornelius Petersen blev forespurgt om, hvad han tilsigtede med, at "Bondeværnet" skulde forsvare Hjem og Arne, og han svarede, at Meningen var ikke at hindre Udpantning for Skatter men Auktionen efter Udpantningen, idet et vist Antal Medlemmer skulde møde op ved Auktionen og ved moralske Forestillinger forhindre Liebhavere i at gøre Bud!

Kylling nægtede at der havde været ført Agitation for Nægtelse af Skattebetaling, men kun at der blev opfordret til at betale under Protest.

"Bondeværnet" gør Gymnastik.

Om Lovens paragraf angaaende Medlemmernes Pligt til at deltage i Værnets Øvelser kunde Cornelius Petersen intet udtale.

Hestehandler Petersen forstod Paragrafen saaledes, at Øvelserne nærmest skulde bestaa i Sport, Gymnastik o. I., og Kylling udtalte at disse Øvelser skulde finde Sted i Samarbejde med Hæren, og Svag￾fører Nielsen "havde tænkt paa Medlemmernes Optræden under eventuelle Demonstrationer som naar Arbejderne demonstrerer (?) og der var ikke tænkt paa Udlevering af Vaaben (som de fleste af Medlemmerne er i Besiddelse af!)".

De var alle enige om et eventuelt Samarbejde med Grænseværnet og at der i givet Tilfælde kunde blive udleveret Vaaben fra Hæren.

Justitsministerens Resolution.

Justitsministeriet udtaler følgende som sin - sikkert almindeligt bifaldte - Opfattelse af denne fuldkommen taabelige Affære:

Efter de saaledes foreliggende Oplysninger er det ikke engang utvivlsomt, at der overhovedet foreligger en Forening, men selv om man nu antager dette, vilde den kun være ulovlig, hvis dens Formaal var at hindre Skattebetaling, Udpantning eller Auktioner. Men efter Ledelsens samstemmige Udtalelser har Sammenslutningen ikke et saadant Formaal. Hellerikke er der efter de foreliggende Oplysninger Grundlag for at rejse Straffesag mod Lederne for Overtrædelse af Straffelovens Paragraf § 85-86.

Hele Bevægelsen forekommer Ministeriet saa fantastisk og barnagtig, Førerne saa uvidende og forvirrede, Formaalene saa forskelligartede eller udflydende, at kun den særlige Mentalitet paa visse Steder og forskellige Møders opreklamering af Cornelius Petersen har kunnet forklare det Røre, denne Bevægelse har vakt, og Ledernes Spekulation i Folks Uvidenhed og Forvirring samt de vanskelige økonomiske Forhold synes ikke vel at kunne fortsættes, hvis Pressen vil meddele Førernes egne forvirrede Udtaleiser.

Der er efter alt det foreliggende givet Ordre til at lægge Sagen hen.

Vel talt!

(Social-Demokraten 2. juli 1926).

Hold Moder og Barn sammen. (Efterskrift til Politivennen)

Den bedste Hjælp mod Børnedødeligheden.

Besøg paa to Mødrehjem.

Mødre og Børn i Lyngby.

- Hvad mener De, spørger jeg den kendte Børnelæge, Dr. Aage Bojesen, om det, der nede paa Nyborg Strand er fremkommet om den store Stigning i Danmarks Børnedødelighed?

- Jeg kommer, svarer Doktoren og ser alvorligt paa mig, jeg kommer netop lige fra Generalforsamling i "Mødrehjælpen". De véd, hvad "Mødrehjælpen" er, ikke sandt? En Sammenslutning af de to Foreninger: "Foreningen til Hjælp for ulykkeligt stillede, nødlidende Mødre" og "Foreningen til Hjælp for enligt stillede, nødlidende Kvinder med Børn", med Kontor Farvergade 27, 1. Sal.

"Mødrehjælpen" tager sig af den ulykkelige, ugifte Moder baade før og efter Fødslen, og vi ser vor store Opgave i at holde Mor og Barn sammen i Barnets første Leveaar og lade Barnet faa sin naturlige sunde Ernæring, nemlig Modermælken.

- Men er det i Længden ikke svært at praktisere?

- Det kan gøres paa een Maade, nemlig gennem Mødrehjem. Vort Maal er: 

Mange smaa Hjem,

hvor Moderen bor med sit lille Barn det første Aar efter Fødslen, passer det, giver det Die, og kun gennem sin stadige Arbejdskraft i Hjemmets daglige Husførelse betaler sit og Barnets Ophold.

- Har "Mødrehjælpen" saadanne Hjem?

- Værsaagod! siger Doktoren med et Smil; sæt Dem op i min Vogn, den holder dér. de kommer netop, som jeg skal ud at se til vore to Mødrehjem i Raadvad og i Lyngby, og nu kører De med, ikke sandt? Flere saadanne Hjem - smaa, beskedne, ikke dyre - er Maalet, og netop nu paa Generalforsamlingen har vi vedtaget at sætte alle Kræfter ind paa at

vække Samfundets Interesse

for denne Sag, der i Virkeligheden betyder saa uendelig meget.

En Institution, der udretter et saa mægtigt Arbejde, som "Mødrehjælpen" ved sin praktiske Hjælp til ulykkeligt stillede Kvinder med Børn, og som ogsaa ordner Plejehjem, Adoptioner, Stævning af Fædre o. s. v. kan Samfundet faktisk slet ikke være bekendt skal have et betydeligt Underskud - og det har vi, hvad enhver kan se af vort offentliggjorte Aarsregnskab.

Vi suser gennem det danske Sommer land, og vi standser paa en idyllisk Plet midt i Skoven;; Solen skinner ned over en Have, som er fuld af Barnevogne med leende, jublende, pludrende eller ogsaa trygt sovende Smaapuslinger.

Tænk dog, hvor den Familie maa have Masser af Børn, siger jeg forbavset til mig selv - og i ramme Sekund siger Dr Bojesen:

- Ja, det er altsaa Mødrehjemmet Raadvad og to Damer i hvidt fra Top til Taa tager imod os, det er For￾standerinden, den dygtige Frøken Nielsen, der før har ræret Overøygeplejerske paa Rigshoøpitalets Børneafdeling, og bendes Assiøtent.

Bagved flokkes de unge Mødre om døre« smaa.

Præmiebørn.

Jeg gaar rundt og øer paa hvert af Børnene, hver eneste Mor følger mig med spændte Blikke: Hvad vil jeg sige om hendes Barn? Hun retter paa den rene Hagesmæk, vil jeg se Barnet? Jeg ser dem alle, og mine Beundringsudbrud kommer fra Hjertet, for jeg har set mange Børnehjem - fortræffelige, nydelige men aldrig har jeg set Spædbørn saa tykke, saa solbrune, saa gennemsunde og saa nydeligt rene noget andet Sted, end hvor Moderen selv ammer og plejer sit eget lille Barn - samtidig med at hele Huset og alle Børnene er sat i System og styres af en dygtig Oversygeplejerske.

Dejlige Raadvadbørn.

- De Mødre holder da af deres Børn - siger jeg til Forstanderinden, medens jeg beser de pæne Soveværelser, Køkken, Toiletrum, Vaskerhus, Rullestue o. s. v.

- Det kommer de alle til. alle, saa snart de blot har været kort Tid sammen med Barnet herude. Selv de, der maaske er mest kede af dem. naar de kommer. Vi har jo ogsaa Plejebørn uden Mudre, men ogsaa de har dog haft

Mor i 14 Dage.

Vi tager nemlig intet Barn, uden at Moderen følger med herud fra Fødselsstiftelsen og bliver her 14 Dage, til Barnet langsomt er vænnet fra, og Moderen selv har faaet lidt Barselshvile; og selv om Moderen saa rejser, saa slipper hun sjældent helt det Barn, hun boede 14 Dage med herude.

Mødrehjemmet I Lyngby.

Og saa suser vi til Lyngby til d«t mukke Mødrehjem paa Thorsvej. Ogsaa her hedder den hvidklædte, sympatisk Forstanderinde, der er uddannet Sygeplejerske. Frøken Nielsen. Stille gaar vi rundt fra Soveetue til Sovestue, her er to-tre Mødre med deres egne smaa maaske et af Plejebørnene. Saa hvidt, saa rent, saa nyvasket sover hver Pusling. Mor. der har gjort sin - trods alt- dyreste Skat i Stand til Natten, venter ved Sengen, hun rødmer undseligt. men dog stolt over min Ros til disse skønne, sunde, store Børn. , 

De flotte Vægtkurver.

- Se, siger Dr. Bojesen og peger paa en Journal over hver Seng. se de stigende Kurver - det er Vægten, se, det er Stigninger, hvad!

Jeg beser det fortrinligt indrettede Hjem, til Slut kikker jeg endnu en Gang ind til en stor, tyk 9 Maaneders Dreng, der er blevet min Yndling, han er vaagnet, han ler, han spræller, han rækker begge Arme Imod mig. - Nej, min Ven, afgør jeg, bliv du her, saa længe du maa, den Luft, de Forhold kan vi Ikke give dig inde i Byen. Gunver.

(B. T. 1. juli 1926).

Foreningen til Hjælp for ulykkelige stillede Mødre stiftet 1905 havde 3 mødrehjem: Thorsvej 2 i Lyngby med plads til 10 mødre og 13 plejebørn, Hauserplads 7 med plads til 10 mødre og 1 plejebarn samt Lyngbygade 24 med plads til 6 mødre og 1 plejebarn. Foreningens kontor lå i Pustervig 5. Foreningen havde da hjulpet 5.367 mødre.

Herreløs Hund. (Efterskrift til Politivennen)

Den sørgende ven.

På Assistens Kirkegård i København har der i det sidste par uger dag og nat opholdt sig en herreløs hund som strejfer omkring mellem gravene. Det menes at hundens herre er død, og at den nu søger hans grav, og da dyret - en stor prægtig ulvehund - i hele dette tidsrum tilsyneladende ikke har taget næring til sig og nu er meget afmagret, eftersøger kirkegårdsbestyrelsen offentligt eventuelle pårørende til ejermanden.

(Viborg Stifts-Stidende, 23. juni 1926).

Det gamle Kunstnerhjem paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Kgl. Skuespiller Waldemar Kollings Enke fylder 80.

Fru Almina Kolling.

- Ude paa Landet er der maaske nok flere, der tilbringer hele deres Liv i samme Gaard; men jeg tror nok, jeg er den eneste Københavnerinde, der kan holde 80 Aars Fødselsdag paa sit Fødested, og aldrig har boet andre Steder, siger den gamle Fru Almina Kolling, der i Dag, rask, rørig og fuld af godt Humør runder de fire Snese.

Min Fader, Slagtermester Neiiendam, ejede Grundene her opad, hvor Vesterbrogade er vokset op - den Gang saa her jo anderledes ud. Det var et udpræget Slagterkvarter, og Trommesalen laa jo skraas overfor. Her, hvor dette Hus nu ligger, havde Fader en stor Stald, og Privathjemmet laa nede paa Bagbygningens Plads, men da jeg var fire Aar gammel byggede Far Ejendommen her, hvor vi saa flyttede ind, og siden har jeg ikke haft anden Bopæl. Da jeg blev gift i 1867, flyttede min Mand og jeg ind i denne Lejlighed, og her blev vi. Den Gang brød Folk sig ikke om Forandring. Kolling var ogsaa trofast mod sit Teater; han var ved den kongelige Scene fra 1854 til han tog sin Afsked i 1897. Og her i disse Stuer samledes Kammeraterne. alle Datidens kendte Kunstnernavne. - lh bevares, hvis disse lægge kunde tale! - Fru Kolling smiler stolt og glad. - De kan tro Almina Kollings Aftensbord stod højt anskrevet! Det var tit og ofte mig der inviterede, uden at min Mand anede det, og naar han saa kom hjem fra Teatret, var Vennerne allerede samlet, og saa blev han saa glad. Her sad de, Phister og Frue, Høedt, Hultmann, Michael Wiehe, Olaf Poulsen, Fru Sødring, alle de kære Mennesker. - Ja nu er de døde og borte allesammenl Men Minderne hænger her rundt om paa Væggene!

Vi ser os om og ser overalt Billeder af den kongelige Scenes berømte Navne, private og i Kostume. - Og se her, siger den gamle Dame, der hænger et Skovparti, det har saamænd Olaf Poulsen malet. og det store Scenebillede der fra "Den Vægelsindede", det er ogsaa hans Værk. De to Blomster- og Frugtmalerier er af Sophus Petersen, og det Landskab der er et Arbejde af Hultmann! Det var dejlige Mennesker allesammen, og saa senere, da vores eneste Datter blev gift med Otto Borchsenius, saa kom her jo en ny Kreds af interessante Mennesker ind i Hjemmet. Er det forresten ikke morsomt - min Svigersøn og jeg var jo jævnaldrende, ja han var ovenikøbet to Aar ældre end jeg; vi traf hinanden første Gang hos Fru Sødring, da jeg var nygift, og han blev præsenteret for mig som "den unge Student Borchsenius"! Da skulde nogen blot have sagt, at det var min vordende Svigersøn jeg hilste paa! Med ham fik vi som sagt nye kære Venner, Holger Drachmann, Schandorff, Peter Hansen o. m. fl. Jeg har haft et interessant og indholdsrigt Liv, og har Minder, der ikke gør det vanskeligt at fylde 80. Der er noget at leve paa.

- Fruen interesseret sig stadog for Teatret? spørger vi.

- Ih ja. - det kan man da ikke lade være med, og de har ho da heldigvis stadig dygtige Folk derinde paa Teatret. Ja, undskyld, for mig er "Teatret" jo først og fremmest det kongelige - men det er jo saa naturligt. De har dugtige Folk, men de har alligevel ingen Michael Wiehe - ham er der ingen, der naar. Naa, enhver synes vel bedst om sin Samtid, men jeg har saamænd ingen Grund til ikke ogsaa at synes om Nutiden. Jeg er heldigvis glad ved Livet!

Vi  tog Afsked med den charmerende gamle Dame, hvem det har været lidt af en Oplevelse at hilse paa.

O-k.

(Aftenbladet (København) 30. juni 1926)

GAMLE MINDER. 

Fru Almina Kolling, Enke efter Skuespiller Valdemar Kolling, bor i et gammelt smukt Hjem paa Vesterbrogade i København og er endnu rank og statelig, ungdommelig og smilende trods sine 80 Aar. 

En Journalist har interviewet hende og Fru Kolling fortæller: Jeg har boet her hele mit Liv. Min Fader, Slagtermester Neiiendam, ejede Grundene her, hvor Vesterbrogade senere er vokset op. Markerne var derude, hvor Istedgade nu ligger, og bagved laa Vandet, der den Gang gik meget højere op end nu. Jeg kan huske saa langt tilbage som til Troppernes Hjemkomst i 1848-50, de begivenhedsrige Tider. Da blev der her udenfor Huset bygget en interemistisk Balustrade, og der sad Folk med Kurve, fyldt med Blomster, Bagværk og Forfriskninger til de hjemvendende Soldater. De fik Lov til at bryde ud af Rækkerne og tage mod de velkomne Sager. Tiden gik og jeg voksede til. 

Og saa kom Forlovelsen. Jeg var til Kasinomaskerade. Vi var en lille privat Kreds, og jeg anede ikke, at han skulde komme. Men saa saa jeg ham pludselig inde i Salen som Kavaller for Fru Sødrings Døtre. Saa opdagede han mig. Han fik ved Tegn gjort mig opmærksom paa, at han saa gerne vilde tale med mig alene - og saa - ja, saa "stak vi af" fra vore Selskaber, ler Fru Kolling muntert, og vi fik en dejlig Aften ud af det; vi blev nemlig forlovet, om end hemmeligt i den første Tid.

Der kom mange i vort Hjem, bl. a. Olaf Povlsen og Hr. og Fru Phister. Aa, ja, det var i de gode gamle Dage, da man havde en hel Steg paa Bordet, en And og en hjemmelavet Rullepølse foruden mange andre gode Sager.

Naa, Aarene gik, Tiderne skiftede, ny Folk kom til, og vi syntes ikke mere, det var som "den Gang".. Men det synes man vel altid, naar "de gamle Tider" er borte. Men min Mand var en lykkelig Natur. Han blev ikke "gammel", træt og gnaven. Han var saa mildt dømmende, saa stille og fin. Og nu lever jeg kun i Minderne om de svundne, lykkelige Aar.

(Middelfart Avis 20. august 1926).

Andre del af interviewet:

Digterne samledes.

- Hvor gjorde De Deres Mands Bekendtskab?

- Det var hos min Faders Fætter, den store Købmand Johan A. Neiiendam. Han førte stort, aabent Hus. Hele Venstrekredsen, Berg, Hørup, N. J. Larsen og Tutein samledes dér. Han og hans Hjem spillede en stor Rolle for den gryende Venstrebevægelse. I den Kreds dér kom ogsaa mange Kunstnere og Forfattere. Jeg husker blandt, andre tydeligt Schandorph og Drachmann. De Fester, Johan A., som han slet og ret kaldtes, gjorde, ansaas i de Tider for storstilet, - hvor ikke alene den gode Mad og Bourgognen, der "flød i Strømme", satte Stemningen op, men hvor tillige Aand og Vid og Lune satte Præg paa det hele .... dér saa jeg den unge Kolling.

- - -

Den fine Kalvekrøs

... Jeg passede og holdt selv min Mands Tøj, og min Mand var saa glad for det. Jeg husker at en af mine Specialiteter var at stive Kalvekrøs; det kan nok være, at det var fint, naar min Mand for Eksempel var Markis med det elegante Kalvekrøs. Ja, det var endog saa godt lavet, at Hultmann stadig udfrittede min Mand om, hvem der var hans Vaskerkone.

Min Mand vilde længe ikke sige det, for han troede ikke, jeg vilde holde af, at de andre vidste det. Men en Dag, da han igen blev spurgt, sagde han: "Det er saa mænd min Kone". Saa en Dag, jeg staar paa Fisketorvet og gør Indkøb, kommer Hultmann forbi, fin og pyntelig og med høj, graa Hat. Den svinger han i en stor Bue, idet han med et dybt Buk siger: "De har min største Agtelse!" Det kan nok være, at Fiskerkonen maabede.

Guldalderens Kunstnere.

... Han, den store Kunstner og Charmeur, var ikke alene fejret paa Scenen, men han var alle Datidens unge Pigers stille Sværmeri. Ak, hvor har jeg dog set mange af de store paa Scenen. Jeg var næppe mere end 12-13 Aar, da jeg fik Lov til at komme i Det kgl Teater . . . den Gang havde et Barn Tilladelse til at staa op foran en voksen til Forestillingerne. Jeg saa Guldalderens Kunstnere, Michael Wiehe, C. N. Rosenkilde, Fru Hejberg og Høedt, og den Gang anede jeg ikke, at jeg senere skulde lære de Mennesker nærmere at kende, som var min Barndoms Helte og Idealer.

- - -

(Middelfart Avis 3. september 1926. I uddrag, idet interviewet indeholdt de allerede viste artikler fra andre blade)

Almina Kolling boede på Vesterbrogade 27, 2. sal. Her flyttede hun og manden ind kort efter de var blevet gift. Hun døde september 1935. Valdemar Ludvig Christian Kolling (1834-1915) spilede på Det Kongelige Teater 1854-1907. Datteren Johanne Louise Kolling (død 23. maj 1921) blev gift med Otto Borchsenius (1844-1925). Han er begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Huset er revet ned, og i det nuværende nyere byggeri er Hotel Comfort, Vesterbrogade 23-29.