Gyrithe Lemche: Kvindebevægelse og Moderfølelse. (Efterskrift til Politivennen)

Forfatterinden Fru Gyrithe Lemche svarer i denne Artikel Folketingsmand Rudfeld paa hans Angreb paa den moderne Kvindebevægelse.

Allerførst vil jeg anholde Ordet: Den moderne Kvindebevægelse, Kvindebevægelsen er ikke moderne, hverken fra i Dag eller fra iGaar, den daterer sig langt tilbage i forrige Aarhundrede omtrent fra den selvsamme Tid, hvor "Det forenede Venstre" og den organiserede Arbejderbevægelse saa Lyset. Den kan ikke drages til Regnskab for Tusinder af Kvinders Daarskaber paa Beklædningskonkurrencens, Tobaksrygningens og mange andre Omraader, disse Kvinder har i Almindelighed aldrig rakt Kvindebevægelsen en Finger, ihvorvel de har indtil Overflod mættet sig af dens Arbejdes Frugter, de har med levet Kvindebevægelsen, men aldrig oplevet den.

Vi kan derfor, naar Talen er om Kvindebevægelsen, se ganske bort fra disse mange og holde os alene til den gamle, prøvede, maalbevidste, organiserede Kvindebevægelse, der - som Hr. Rudfeld meget rigtigt siger - har givet Kvinderne Ligeret økonomisk, socialt og politisk - dog endnu med nogle Undtagelser, som Hr. Rudfeld sikkert fra sit Rigsdagsarbejde er vel bekendt med. Men den Misforstaaelse, han og hans Meningsfæller i Kvindespørgsmaalet Gang paa Gang gør sig skyldige i, er, at alt dette kun er et vilkaarligt Rethaveri fra Kvinders Side, som ved behjertede Mænds og Kvinders Indgriben i Tide endnu kan standses, tilbagevises - i hvert Fald reguleres. Henved 60 Aars fortsatte, ligeløbende, altid konsekvente Fremstød mod en Ordning, der stiller Mand og Kvinde under samme ydre Vilkaar, har aldrig overlydet dem om, at hele denne Bevægelse er Virkningen af en Lov udefra, og at den selv er lige saa lovbunden som en Komet paa sin Bane.

Fra det Øjeblik, hvor den økonomiske Udvikling forgreb sig paa Kvindens tilvirkende Arbejde i Hjemmet og industrialiserede dette, hvorved det gamle Ligevægtsforhold mellem Mand og Kvinde som Arbejdsfæller forrykkedes, var den Proces sat i Gang, som, organiseret under Ligeretsprogrammet, fik Navnet: Kvindebevægelse, og hvis dybest liggende Formaal er paa et nyt Grundlag at genoprette Ligevægtsforholdet som paa de gamle Hjems Grund til Trods for alle ydre Skel praktisk var tilstede.

Uden at ville forringe Kvindebevægelsens Fortjeneste tør jeg dog paastaa, at det er naivt at tro, at dens faa Tusinde Kvinder havde kunnet udvirke de rent ud forbavsende Resultater af social, økonomisk og politisk Karakter, som den nu kan se tilbage paa, og som ogsaa Hr. Rudfeld har Øje for, hvis de ikke havde arbejdet under en Udviklings Nødvendighed.

Kvindebevægelsens Fortjeneste er fra tidlig Tid at have faaet Øjet aabnet for denne Nødvendighed og at have ryddet Sten paa dens Vej, saaledes at den hele Proces fik et jævnt fremadskridende, efter Tid og Omstændigheder tilpasset Forløb, og at intet gammelt blev slnaet i Stykker, før den nye Form var færdig.

Blandt det gamle, Kvindebevægelsen til enhver Tid har værnet om, indtager Hjemmet den første Plads, ikke i sin nedarvede Form; thi den er som alt andet Forvandlingens Lov underkastet, men i sin Idé: Hjemmet som Grosted for Slægten.

Ligesom Kvindebevægelsen var den første til at forstaa, at Døtrenes Opdragelse til selvstændigt Erhverv - efter at Hjemme-lndustrien havde forladt Hjemmene - var en Livsbetingelse for disses Bestaaen, saaledes var den ogsaa den første til at forstaa, at det Offentlige maatte gribe ind, for at disse unge Kvinder ikke skulde staa helt blottet for huslige Færdigheder, naar de selv skulde danne Hjem, Dansk Kvindesamfund - og dette Navn omfatter al Kvindebevægelse i Danmark - krævede Indførelse i Skolen af Haandarbejdsundervisnlng for Piger samt Oprettelsen af Skolekøkkener. Nu kan alle forstaa Nødvendigheden deraf, men den Gang kun de færreste. 

Den Husholdningsbevægelse, som nu omspænder Landet, er ikke en Reaktion mod Kvindebevægelsen, men en Udløber af denne. Overalt, hvor Kvindebevægelsen har arbejdet her i Landet, har den arbejdet med sin Haand hvilende paa Hjemmets Puls. 

Hr. Rudfeld har som saa mange Mænd, der kun har vist Kvindebevægelsen en uvillig Overflade-opmærksomhed, forset sig særlig paa Ligelønskravet. Saa længe Skellet i vore Lønningslove var sat mellem Mand og Kvinde, fandt han sikkert intet uretfærdigt i, at den ugifte Tjenestemand lønnedes som den gifte, skønt det kunde hænde, at en kvindelig Forsørger stod paa den forkerte Side af Skellet. Men nu, hvor Skellet helt er fjernet, forekommer det ham urimeligt, at den ugifte Kvinde faar en Løn, der er beregnet som Forsørgerløn.

Maaske det kan tilfredsstille Hr. Rudfeld at erfare, at Dansk Kvindesamfund ikke mindre end han selv har haft og har Øjet aabent for den sociale Deklassering, som truer Familieforsørgeren med mange Børn i Forholdet til hans ugifte Kolleger, og gentagne Gange i Henvendelser til Regering og Rigsdag har opfordret Lovgiverne til at udjævne det socialøkonomiske Skel, der opstaar af Ligelønnen, ved at befri Familieforsørgerne gennem stærkt forhøjede Børnefradrag i Skatten fra den nuværende urimelig tunge Hyrde og vælte den for en stor Del over paa de Ugifte og de barnløse Ægteskaber. Men en Bjørnetjeneste mod Familieforsørgeren vilde del være at afskaffe Ligelønsprincipet og dermed lukke op for en Hærskare af arbejdsvillige, underbydende Kvinder. Da ville det med Rette kunne siges om Kvindebevægelsens Kvinder, at de havde opdraget deres Døtre til at konkurrere deres Sønner ud. Endnu hersker der i saa Henseende beklagelige Forhold paa det private Arbejdsmarked; men Ligelønsprincipet har sejret i det offentlige Arbejde og vil ogsaa komme til at sejre i det private.

Uadskillelig fra Hjemfølelsen er Moderfølelsen, og naar Hr. Rudfeld mener, at den moderne (det vil altsaa sige: den siden 1871 arbejdende) Kvindebevægelse har forringet denne, gør han sig ogsaa her skyldig i den Misforstaaelse, at de Tusinde forvirrede, af Modespekulation og anden Spekulation forpjankede Kvinder, som har slaaet sig ned paa Kvindebevægelsens Græsgange og er lige overfladiske i alt undtagen i det rene Nonsens, at disse Kvinder staar for Kvindebevægelsens Regning. Nej, Hr. Rudfeld kan ikke se med større Misbilligelse paa dem end vi, men vi nøjes blot ikke med at misbillige, vi søger at faa dem i Tale gennem fornuftig Vejledning, naar de skal vælge det Erhverv, de vil uddanne sig til, gennem Kursus, hvor vi stiller dem Ansigt til Ansigt med deres Pligter som vordende Mødre mod sig selv og Slægten. Tusinder af unge Kvinder lokkes nu Landet over om vore Lærestole og faar dér bl. a. at vide, hvor stor Dødeligheden blandt Spædbørn var i gamle Dage, fordi Fædrenes Synder - og ikke mindst Indenfor Ægteskab - overførtes paa Mødrene og fra dem igen paa deres Børn, 

Men ikke blot til de unge Kvinder, ogsaa til de unge Mænd er Dansk Kvindesamfund begyndt at tale om disse Ting, som før var gemt bag Blufærdighedens Slør, og lære dem, hvor mange Smaabørn der dræbes i Moderliv paa Grund af den svigtende Faderfølelse, og hvor mange de Kvinder er som den Dag i Dag faar Moderskabet dræbt i sig for evigt ved deres Mænds ansvarsløse Letsind. 

Og saa endelig Diegivningen, som mange Mødre "vægrer sig ved".

Vil Hr. Rudfeld paastaa, at dette er et moderne Fænomen? Véd han ikke, at Ammen i gamle Dage var næsten et fast Inventar i unge Familier ikke blot af Aristokratiet, men ogsaa af den nogenlunde velstillede Borgerstand? Behøver jeg at minde om det Spørgsmaal, som Holberg lader en af Gæsterne i "Barselstuen" stille den unge og raske Barselkvinde: "Nu har hun vel sørget for en sund Amme?" Den honnette Ambition forbød den Gang Fruer af "Godtfolk" selv at amme deres Børn. Mangen forkælet Bourgeoisifrue undslaar sig ve| ogsaa derfor i vore Dage; men dem er ingen ude efter; mod den selverhvervende Hustru rettes hele Skytset, endda hun kun er et Produkt af den storindustrielle Udvikling; thi den samme Lov, som én Gang tvang Hjemmets Døtre ud i Erhvervene, vender sig nu mod Hjemmenes Mødre. Hverken den offentlige eller den private Arbejdsgiver vil i Længden Igle sig tilfredsstillet ved, at den kvindelige Arbejder, han uddanner i sit Kontor eller sin Forretning, sin Skole eller sit Hospital, forlader Arbejdet ved Giftermaalet og lader ham I Stikken. Følgen heraf vil blive, at han vægrer sig ved at antage kvindelig Hjælp, og dette vil igen ramme Hjemmenes selverhvervende Døtre. Problemet, Fremtiden i mange Tilfælde vil stille os overfor, er at forlige gifte Kvinders Erhvervsarbejde med deres Moderpligter; thi at pege paa en Tilbagevej, som er spærret, er ingen Udvej.

Er Moderbrystet nødvendigt for at opretholde Livet i mange Smaabørn, maa det gøres muligt for de selverhvervende Mødre gennem offentlige saavel som private Foranstaltninger de første 6 Uger efter Fødslen at blive hos deres Børn uden økonomisk Tab og senere at faa tilstaaet en Arbejdspause midt paa Dagen, hvor de kan amme deres Børn, saaledes at Modermælken bliver disses hovedsagelige Ernæring og Flasken kun et Supplement. Ulemperne ved denne Værnepligt i Slægtens .Tjeneste maa baade den offentlige og private Arbejdsgiver underkaste sig.

En at Dansk Kvindesamfunds Distriktsafdelinger er for Tiden i Færd med at oprette et Mødrehjem, hvor ugifte Mødre kan tilbringe det første at Børnenes Leveaar sammen med disse. Andre Afdelinger vil forhaabentlig følge Eksemplet, der kan betragtes som et videre Led i Kvindebevægelsens Arbejde for at knytte den ugifte Moder til sit Barn, det, som satte saa smukke Frugter i Loven af 27. Maj 1908.

Jeg haaber, det man være lykkedes mig at overbevise Hr. Rudfeld om, at hans Paastand om, at Kvindebevægelsen har forringet Moderfølelsen, er en Forbier, og at den rette Vej til at paakalde Moderfølelsen er at alliere sig med denne Bevægelse og stole paa, at hvor dens Vej gaar, dér lægges Grunden til de Hjem, hvor Hjemmets Idé kan leve sit uforandrede Liv trods alle nødvendige ydre Omformninger.

Gyrithe Lemche.

(København 28. juli 1926)

Ellen Gyrithe Lemche (1866 - 1945). Hun var gift med kredslæge Johan Henrich Lemche og de havde 10 børn. Hun indledte sit forfatterskab omkring århundredskiftet som udviklede sig til indlæg i kønsdebatten: 1880'ernes sædelighedsdebat, kvinders seksuelle behov. Hovedværket, slægtsromanen Edwardsgave udkom i fem bind fra 1900 til 1912. 

I 1906 begyndte hun at deltage i Dansk Kvindesamfunds møder. 1910 medlem af fællesstyrelsen, senere "chefideolog" og omrejsende fortaler for kvindesagen. Redaktør af medlemsbladet Kvinden og Samfundet 1913-19. Hun spillede en fremtrædende rolle i Dansk Kvindesamfund omkring grundlovsændringen 1915.

Efter valget 1918 blev en kvinderepræsentation i Folketinget på godt 2%, aldeles uacceptabelt for GL, der i Kvinden og Samfundet desuden beklagede sig over, at ingen af de fire kvindelige folketingsmedlemmer repræsenterede kvindebevægelsen. Men der var ikke opbakning til hendes synspunkter i DK.  Hun var landsformand i perioden 1921-22 og blev i 1944 hædret med en udnævnelse til æresmedlem.

På artiklens udgivelsestidspunkt havde hun genoptaget sin forfattervirksomhed. I 1945 rejstes en bautasten til hendes minde i Sorgenfri Slotspark. 

Forfatteren Gyrithe Lemche, født Frisch. 17.4.1866-3.2.1945. Kredslæge Johan Lemche. 23.8.1863-22.1.1962. Hun er begravet på Lyngby Assistens Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et Optrin i Østre Anlæg. (Efterskrift til Politivennen)

Kritik af Centralmlsslonens Barnepleje.

Interview med Paator Rasmussen.

Centralmissionen, Stokhusgade 2, har et Dagplejehjem, hvor Mødre, som arbejder ude kan anbringe deres Spædbørn, naar de gaar paa Arbejd og hente dem efter endt Arbejdstid. Medens vi intet ufordelagtigt har hørt om Børnenes Behandling indenfor Plejehjemmets fire Vægge, har vi fra to navngivne Mænd modtaget en alvorlig Klage over et bestemt Tilfælde, forefaldet udenfor Hjemmet. De to Herrer var forleden en Tur i Østre Anlæg og lagde her Mærke til to Barnefrøkener fra Daghjemmet. Indsenderne skriver:

De to Damer skulde vaage over en halv Snes Smaabørn i Alderen 1-2 Aar. Nogle af Børnene var anbragt paa en Legevogn, andre paa en Bænk. Damerne skænkede kun Børnene ringe Opmærksomhed, og det traf sig saa uheldigt, at et lille Barn faldt ned fra Bænken og slog Hovedet mod Legevognens Stang. Selvfølgelig græd det voldsomt og den Frøken, som Barnet var gledet fra, vidste ikke, hvad hun skulde stille op. Men den anden greb Barnet og truede i en kold og hjerteløs Tone den lille til Tavshed.

Barnet blev derpaa atter anbragt paa Bænken med en Bemærkning som: - Saa kan du jo sidde ordentlig. 

Samtidig slog begge Damerne en høj Latter op. Beklageligvis blev det Ikke ved det ene Tilfælde. Straks ilter styrtede et Barn ud af Vognen og slog Hoved og Ryg haardt mod Vejen. Ynkelig grædende blev ogsaa dette Barn truet til at tie paa samme hjerteløse Maade. Da Barnet blev sat paa Vognen igen, lød det atter: 

"Saa kan du jo sidde ordentlig". 

Og saa lo begge Damerne af fuld Hals. Vi var her omkringstaaende, som var meget ilde berørt af det forefaldende. Undertegnede SKisen, henvendte sig til Damerne og spurgte, om de ikke kunne passe bedre paa Børnene. Det tog de ham meget ilde op. Han fik til Svar, at han kunde bare passe sig selv. Børnene skulde de nok klare.

Vi synes, det er et stift Stykke. Damer, som paatager sig den Slags Pligter, ikke er sig deres Ansvar mere bevidst. De forlanger aabenbart at Smaabørn skal kunne klare selv. Vi kan ikke tro, at Central Missionen er vidende om de nævnte Damers Ligegyldighed over for Børnene og syne«, det er vor Pligt gennem Pressen at oplyse Børnenes Paarørende om, under hvilken lidet betrygge Forhold deres Børn er anbragt.

S. Nielsen, Gernersgade 43, 1
O. Olsen, Gernersgade 49 B.

Efter at have talt med de to Indsendere har vi henvendt os til Pastor Rasmussen ved Centralmissionen. Han erklærer, at Børnene paa Daghjemmet nyder en fortrinlig Pleje henviser til Autoriteters Udsagn herom. Et Tilfælde, som det her kritiserede, vil ikke blive taalt, og Klagen vil foranledige en øjeblikkelig Undersøgelse. Plejerskerne tager sig i Armindelighed godt af Børnene, og er der udvist Ligegyldighed vil det blive alvorligt paatalt, sluttede Pastor Rasmussen.

Han begav sig derefter straks til Daghjemmet og erfarede, at de to Plejersker havde indberettet det Poserede for Plejemoder. For en Sikkerheds Skyld blev Overlæge Vogelius tilkaldt, og Børnene blev synede. De var heldigvis intet kommet til

Saavel Pastor Rasmussen som Plejemoder giver iøvrigt de to Plejersker det bedste Skudsmaal.

(Social-Demokraten, 14. juli 1926).

Foto fra Centralmissionens daghjem i Rigensgade, Nationaltidende 24. april 1930.

Centralmissionen var grundlagt i 1910 af metodistpræsten Anton Bast (1867-1937) efter forbillede af institutioner i USAs metodistkirke. I 1924 indledte justitsministeriet en kriminel undersøgelse af Centralmissionens forhold, som ledte til at Bast i marts 1926 blev idømt fængsel i tre måneder for svigagtige forhold. Han benægtede alt, men blev suspenderet fra bispeembedet, senere bedt om at aftræde det. Han trak sig tilbage som præst 1928 og blev derefter frimenighedspræst. Centralmissionen i Stokhusgade sagsøgte i januar 1935 biskop Bast for at få udleveret et skøde til en ejendom i Helsingør.

Dagplejehjemmet lå i umiddelbar tilslutning til metodistkirken. Centralmissionen eksisterer stadig under navnet Metodistkirkens Sociale Arbejde, Centralmissionen.

J. A. Hansen. (Efterskrift til Politivennen).

 J. A. Hansen død.

Borgerrepræsentiationens Formand, Smedeforbundets Formand J, A. Hansen afgik i Aftes Kl. 9½ ved Døden paa Bispebjerg Hospital. Under den nys afholdte Smedekongres blev J. A. Hansen syg. Efter et Par Dages Sygeleje førtes han til Bispebjerg Hospital. En Lungebetændelse krævede her hans Liv.

Indenfor Fagbevægelsen havde J. A. Hansen en lignende Position som K. M. Klausen havde i den politiske Bevægelse. De to lollandske Husmandssønner havde mange fælles Karaktertræk, samme tunge Fremtræden, samme sindige Saglighed, samme tillidsvækkende Soliditet, samme stille Lune og samme bidske Veltalenhed, naar det gjaldt Kampen for, hvad der var dem helligt og kært. Som K. M. Klausen stod stout og støt som politisk Fører, saaledes blev J. A. Hansen Fagbevægelsens Høvdingeskikkelse, det urokkelige Midtpunkt i Aartiers faglige Udvikling, i Magsvejr som i Stormtider

- - -

J. A. Hansen var kun 59 Aar gammel. For de fleste stod han sikkert som meget ældre, men hans Løbebane var ogsaa begyndt tidligt og han havde alle Dage trukket et stort og til det sidste stadig voksende Læs.

Allerede i 1895 valgte Skibssmedene den 28-aarige J. A. Hansen til Formand, hans Indsats under Smedelockouten 2 Aar efter udpegede ham til Fagets kommende Fører, han blev i 1899 Formand for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund og førte Aar for Aar sin Organisation frem til en stedse bedre Position. Smedeforbundet blev den store Mønsterorganisation, Kærnen i et stedse bedre udbygget Industriforbund. Paa mangfoldige Omraader udgik herfra det frugtbare Initiativ. Tillidsmandsinstitutionen, der har haft saa overordentlig stor Betydning og vil blive en af Grundpillerne i den kommende Udvikling frem mod Bedriftsraadstankens Sejr, var J. A. Hansens Værk. 

Men J. A. Hansens Evner og Interesser rakte langt ud over hans egne Fags Grænser. Han erhvervede sig en imponerende Kundskabsfylde, et Sprogkendskab. der satte ham i Stand til at følge Udviklingen i den store Verden og som efterhaanden gjorde ham til et af de vigtigste Bindeled mellem de danske Organisationer og den internationale Arbejderbevægelse. Ikke blot danske Arbejdere lyttede gerne til hans kloge Raad, han havde ogsaa Venner ude i den store Verden. Vel var han først og fremmest Smed mod en Fagstolthed, der havde opsuget Lavstidens bedste Bestanddele, men uden dens Snæversyn. Hans Blik var aarvaagent for alt, hvad der kunde fremme Samfølelsen og Samarbejdet mellem alle Fag. Han blev en svoren Tilhænger af De samvirkende Fagforbund, utrættelig i sit Krav om de enkelte Fags Pligt til at bøje sig for Helhedens Interesser, stejl og ubønhørlig i sin Modstand mod alle opløsende Tendenser, gnistrende vred, naar Situationen formede sig saa at Sammenholdet krævede en Slappelse i Disciplinen, der efter hans Mening betød en Svækkelse af den samlede Kraft.

Saaledes blev han ofte baade i De samvirkende Fagforbund og i sit eget Fag et Stridens Tegn, en af de Klipper, om hvilke de største Braadsøer og den mest fraadende Brænding slog sammen, men lian blev aldrig rokket. Og Aar for Aar blev Oppositionen mod ham stadig svagere, fordi Resultaterne hav ham Ret og skabte en stedse dybere Respekt for hans Erfaring og mesterlige Arbejde.

Parti og Presse havde i ham en trofast Støtte. Skønt Fagets Mand fra Isse til Fodsaal, forstod han fra sin tidligste Ungdom Betydningen af, at Fagbevægelsen dannede den faste Rygrad i det politiske Arbejde og i den socialdemokratiske Presses Kamp. Næst C. C. Andersen var han det ældste Medlem af Social-Demokratens Kontrolkomite, og saavel vort Blads Administration som de skiftende Redaktioner staar i dyb Gæld til ham for hans ærlige, kammeratlige Støtte i Medgang som i Modgang.

Ogsaa den Kooperative Bevægelse fandt i ham en fremragende Forkæmper. Aurora - Smedenes eget kooperative Selskab - var hans Stolthed, men de øvrige Grene af Kooperationen drog i fuldt Maal Nytte at hans Arbejdskraft. Dtl skyldtes hans redebonne Støtte, Andelsbolig-Bevægelsen i sin Tid kom over de døde Punkt, og i Arbejdernes Landsbanks Ledelse var han en af de solideste støtter.

Flere og flere Opgaver blev lagt paa hans Skuldre og Byrden blev vel tilsidst for stor. Den enorme Arbejdsevne, der var J. A. Hansens Styrke, blev tilsidst hans Svaghed. Den Tanke var ham fuldkommen fremmed, at han kunde gøre sig Livet lettere og overlade en Del af Arbejdet til andre; hun gravede sig ned I Arbejdsstoffet paa ethvert Omraade og segnede tilsidst under Byrden. Som Landsthingsmand paatog han sig trods vaklende Helbred de vanskeligste Opgaver og tumlede med lndustrikrisens komplicerede Problemer, i Borgerrepræsentationen var det ham ikke nok, at Formandsskabets anstrængende Hverv var ham betroet; han vilde ogsaa til alle Enkeltheder følge selv de vanskeligste Sager. Og saa indhentede Døden ham midt i den travle Arbejdsdag.

En Gang før havde dens Banken lydt haardt paa Døren. For et Aarstid siden var han meget farlig syg. En ondartet Sukkersyge havde sat Koldbrand i den ene Fod; med et resigneret Smil ofrede han Foden og undslap Døden. Og nu var det som om kun hans Jernvilje holdt ham oppe. Han havde ikke Tid til at dø; der var saa meget, der skulde fra Haanden først. Han bogstavelig talt styrtede sig ud i Arbejdet, foretog paa Trods af Lægens Bud lange Udenlandsrejser, sled paa sit Fagforeningskontor og i vigtige Kommissioner Dagen lang og tumlede saa til den lyse Morgen med det uhyre Arbejdsstof, som Voldgiftsretten og ikke mindst den store Arbejdskommission havde givet hans vidtomspændende Aand. Der var kommet Feberhast over den før saa sindige Mands Arbejde, men hans Aand var lysende klar, tvunget frem til Ydeevnens yderste Grænser i det afgørende Favntag mellem en ukuelig Jernvilje og et svigtende Legeme. Han fik sin Kongres fra Haanden. Om den havde hans Tanker kredset. Vilde hans Smede ogsaa nu staa Maal med hans store Forventninger? Vilde de efter Jættekampen i Fjor, trods Tidens Tynge, trods Arbejdsløshed og bristede Illusioner forstaa, at hans Stilling havde været den som han af hele sin ærlige Sjæl følte var den rette? Derom talte han i fortrolige Venners Kreds, derom kredsede hans Tanker i de søvnløse Nattetimer. Og saa maatte han staa syg og træt paa Talerstolen. Hans Taler paa Smedekongressen var det sidste, han havde at give, men Guldglansen i hans Solnedgang blev netop den Trofasthed, hans Kammerater viste. De havde fulgt ham, da han var rank og stærk; de svigtede ham ikke, da han syg og træt stred den sidste Strid. De blev deres Høvding tro. Derfor døde J. A. Hansen som en lykkelig Mand og det havde han fortjent, den ærlige Kæmpe, den trofaste, dygtige, kærlige Søn af den Arbejderklasse, hvis Opdrift og Fremgang blev hans Værk og hans Livs straalende Indhold. Ære være hans Minde, og al vor dybe Medfølelse være viet hans lille tapre Hustru, som stod ham bi i Kampens lange Aar og nu føler den knugende Tomhed omkring sig.

Socialdemokratiets Formand om J. A: Hansen.

Vi opsøgte i Aftes vort Partis Formand, Raadmand Fr. Andersen, og bad ham om en Udtalelse i Anledning af J. A. Hansens Død.

Fr. Andersen udtalte bl. a.:

Budskabet om J. A. Hansens Død kommer som et Tordenslag for mig. og jeg véd, at det vil vække dyb Sorg indenfor hele den socialdemokratiske Parti. - Ganske vist var J. A. Hansen først og fremmest af Fagforeningsmanden, og i den faglige Bevægelse har han lagt sit Livsværk. Men netop fordi han gik op i dette Arbejde med hele sin Sjæl, havde han et aabent Øje for Nødvendigheden af Arbejderklassens Deltagelse i det politiske Arbejde. Han saa, at Arbejderklasse maatte sætte sin Indflydelse ind paa alle Samfundets Omraader, og hans store Indsigt i faglige og økonomiske Spørgsmaal gjorde ham til én uvurderlig og stærkt benyttet Arbejdskraft, ogsaa i det politisk Liv, i Rigsdagen og i Københavns Kommunalbestyrelse.

Det socialdemokratiske Parti vil dybt komme til at føle Savnet af J. A. Hansens Medarbejderskab Hans Virksomhed vil altid staa som et Eksempel for dem, der skal fortsætte hans Gerning, og hans Navn er indskrevet uudsletteligt i vort Parti

De samvirkende Fagforbunds Formand om J. A. Hansens Eftermæle.

Dybt grebet ved Meddelelsen om J. A. Hansens Død udtaler Carl F. Madsen til os:

- Dette Dødsfald er et smerteligt, ja uerstatteligt Tab. J. A. Hansens store Indsigt og Erfaring, hans klare Forstand og uhyre Arbejdsevne betød saa uhyre meget for alle Grene af Arbejderbevægelsen. I en meget lang Aarrække har jeg arbejdet sammen med J. A. Hansen og jeg følte, at, han var en klog og god Ven, for hvem Sagen altid stod over Personen, Hans urokkelige Fastholden ved de Principer, han følte var de rette, hans støtte Ro selv i de haardeste Kampe og hans tillidsfulde Tro paa Arbejderklassens Evne til Sammenhold, gjorde ham til en uvurderlig Kammerat og Støtte. Hans Død fylder mig med dyb Sorg og Sorgen vil føles af alle Danmarks organiserede Arbejdere.

J. A. Hansens Efterfølger.

J. A. Hansens Suppleant som Medlem af Landsthinget er Borgmester Jacob Jensen, Aarhus, og hans Efterfølger som Borgerrepræsentant bliver Murarbejdsmand Bærentzen.

(Social-Demokraten, 9. juli 1926).

...samme Dag som J. A. Hansen drog sit sidste Aandedrag, udkom et Kommunistblad med et Billede af J. A. Hansen som et graadigt Uhyre, en Vampyr, der levede højt paa Arbejdernes Bekostning. Hvor stammer det Billede fra? For kun en Uge siden bragte en Række Kapitalistblade Landet over og ikke mindst Radikale Blade med Henblik paa Smedekongressen en Liste over J. A. Hansens Hverv, hans "Ben og Bierhverv", som det kaldtes, Rub og Stub var taget med, en Mængde Tillidshverv, som gav ham ganske ulønnet Slid og Slæb og som var paanødet ham, fordi hans øvrige Hverv gav ham særlig Indsigt og Erfaring. Meningen var at give tankeløse Læsere Indtryk af en Mand, der oppebar fyrstelige Indtægter og var stadig paa Jagt efter jordisk Mammon. Og saa er Sandheden den, at hans Indtægter det meste af hans Liv var saa uhyre beskedne, at ingen Kapitalistblads-Redaktør kunde tænkte sig at bytte. Selv de seneste Aar var hans Indtægter i Forhold til hans døgnlange Slid og den dyre Levevis, som følger af altid at færdes ude, meget ringe, og den Side af Sagen var for J. A, Hansen altid ganske underordnet.

Men Kapitallstpressens Oplysning var just bestemt for "Oppositionen" blandt Arbejderne, en Appel til de laveste Instinkter, i hvilke man altid søger sin Forbundsfælle mod Arbejderklassens Tlllidsmænd. I Kommunistbladets Infamier fandt Kapitalistpressen just det Ekko. som den kunde ønsket at fremkalde.

Hvorfor nægte, at saadanne Angreb forbitrede mange Timer for J A. Hansen og bidrog sit til at undergrave hans Helbred? Lad os nu kun sige det nu, naar hans Modstandere ikke vil føle Triumf derved, men tværtimod gribes af Skamfølelse, der maaske fører til, at ogsaa de levende Forkæmpere for vor Sag kan blive hilst med blankere Vaaben. Borgmester Kaper har - grebet af Dødens Alvor - sagt Ord, der har Bud til dem, der anser det for deres bedste Vaaben at fremstille enhver Arbejderfører som en forræder og lavtberegnende "Levebrødsmand". Sandheden er den, at Arbejderbevægelsen slider sine Mænd op, fordi den lykkeligvis ejer mange, mange dygtige Mænd der føler det som en Lykke at give sig helt hen i Arbejdet for en stor og begejstrende Sag, selv om de derved skal gaa i en tidlig Grav.

(Social-Demokraten 10. juli 1926)

Øverst til venstre: Formanden for De samvirkende Fagforbund, Carl F. Madsen taler. Øverst til højre: Deltagere og faneskoven. Udover Madsen talte overpræsident Jens Jensen, lederen af det tyske Metalarbejderforbund Dietzmann og smedeforbundets hovedkasserer A. Joohansen. Foto fra Social-Demokraten, 14. juli 1926.

J. A. Hansen blev begravet 13. juli 1926 på Vestre Kirkegård. Foto gengivet i socialdemokratiske blade fra dagene efter. Ca. 2.000 mennesker var mødt frem. Det officielle København med de hjemmeværende ministre var mødt frem, ligesom arbejdsgiverforeningens næstformand og medlemmer af Industrirådet. 

J. A. Hansens gravsted på Vestre Kirkegård. I. A. Hansen. 8. oktober 1867. 8. juli 1926. Smede og Maskinarbeiderne reiste dette minde. Monumentet er tegnet af politigårdens arkitekt, Holger Jacobsen og udført i bornholmsk sandsten og smedearbejde af kunstsmed Rietmann. I forbindelse med en renovering af kirkegården 2023 blev gravstedet flyttet en anelse. Foto Erik Nicolaisen Høy. Stenen blev afsløret 8. juli 1927:

Afsløringen blev bl.a. overværet af formanden for Smedeforbundet, Thorvald Stauning, Borgbjerg samt en mængde repræsentanter fra de faglige, politiske og kooperative foreninger og institutioner. 

Massage-Kliniken i Skindergade 19. (Efterskrift til Politivennen).

Massage-Kliniken i Skindergade debatteres i Byretten.

Uhyggelige Afsløringer over den 70-aarige Kvindes Misbrug af unge Piger.

Som omtalt blev der for et Par Uger siden afsløret en mystisk Klinik, der havde til Huse i en Ejendom i Skindergade. Klinikken, der fingerede at besørge Massage og Manicure, betjentes af unge Damer, der efterhaanden førtes ind i et efterhaanden alt andet end tillokkende Liv.

Institutets Leder var en ældre Kvinde, Fru Udbo, som, da Politiet fik med Sagen at gøre, blev fængslet, og hendes Sag har siden været til Behandling hos Politiassessor Seerup.

Sagen blev oprindelig anmeldt til Politiassessor Prytz, der en dansk Formand for den internationale Forening "Les amies des jeune filles", hvilket paa dansk betyder "De unge Pigers Venner" eller Foreningen mod den hvide Slavehandel. Hr. Prytz foranledigede Politiets Indblanding i Sagen, og at der har været god Grund hertil, vil enhver forstaa, naar de erfarer, hvad der oplystes under et Forhør, der i Gaar blev afholdt af Dommer Hoppe.

Assessor Seerup fremstillede den næsten 70 Aar gamle Kvinde, Fru Udbo, der fik Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Warburg. 

Institutets Anklager I Forhør.

Mødet indledtes med en Afhøring af en Grosserer Olsen, der er Genbo til Institutet, og han gav en meget dramatisk Skildring af, hvorledes han har afsløret Forretningen.

Grossereren fortalte, at han flere Gange fra sin Bopæl lige overfor Institutet her bemærket, at et Par unge Damer mistænkeligt ofte blev sendt i Byen efter Spiritus. En Dag, da han stod udenfor Ejendommen, saa han den ene af de unge Damer gøre Indkøb, og han kom da med en Bemærkning om, at det vist var en rigtig Klinik, hun var ansat i. Hun havde da svaret: "Ja, det kan De tro". 

Det var ham ikke muligt at finde noget Grundlag for en Anmeldelse mod Fru Udbo, men en Dag fandt han paa at gaa op for at blive manicure. Han blev da modtaget af den samme unge Pige, som han havde talt med paa Gaden. Hun paatog sig et behandle hans Negle, men ham opdagede straks, at hun ikke havde det fjerneste Begreb om Arbejdet. De fik da en lille Samtale, hvorunder hun oplyste, at hun gennem en Annonce i et Dagblad havde faaet Ansættelse som Husassistent hos Fru Udbo.

Nogen Tid efter havde Fru Udbo anbefalet hende at flytte ind i Kliniken for at gaa til Haande der, da hun derved kunde tjene flere Penge. Fortjenesten kunde hun dele med Fruen.

Da Grossereren havde hørt dette, var det, at han henvendte sig til Politiassesor Prytz.

Dørene lukkes.

Paa dette Tidspunkt besluttede Dommeren at lukke Dørene af Hensyn til de unge Piger, der skulde afhøres som Vidner.

Først afhørtes den unge Pige, der havde talt med Grossereen. Hun er nu paa Politiassessor Prytz Foranledning sendt hjem til sine Forældre paa Landet, men i Anledning af Forhøret var hun blevet tilkaldt hertil.

Hendes forklaring refereres saaledes fra det lukkede Møde, at hun i et og alt kunde bekræfte Grosserer Olsens Anmeldelse.

Efter Afhøringen af endnu et Par Vidner, blev Dørene aabnede paany.

Klinikbestyrerinden nægter

Den gamle Dame blev nu spurgt, om hun nogensinde havde lært at give Massage.

Hertil svarede hun:

- Ja, for mange Aar siden.

- Har De nogensinde givet Undervisning til Deres Elever?

- Ja, straks efter at De havde faaet Ansættelse.

- De unge Piger siger, at de ingen Undervisning har faaet.

- Det passer ikke.

Med dette Resultat afsluttes Forhøret. Fru Udbo føres tilbage til Arresten, hvor hun vil faa Lov til at hvile tid, til Politiet, faar hele Materialet samlet.

Hun og hendes noble Klinik, der af Anstændighedshensyn Ikke kan beskrives nærmere, vil senere komme til Behandlingi1 Landsretten

(Social-Demokraten, 8. juli 1926).

Annonce fra fru Udbo, Skindergade 19, København den 6. november 1925.

Klinikken havde et fast klientel som kendte fru Udbos ulovlige virksomhed, flere af disse blev indkaldt som vidner i sagen. Landsretten stadfæstede i november 1926 underrettens dom over fru Udbo: 6 måneders fængsel for alfonseri. Hendes virksomhed foregik i Skindergade 19. Huset er fra 1796.

Skindergade 19 midt i billedet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Blaakilde Mølle. (Efterskrift til Politivennen).

Aktieselskabet Blaakilde Mølles Fabriker var indtil 1870 en kornmølle. Herefter begyndte den at fabrikere dampet og gæret benmel, 1901 overtog den Levins Fabrik på Dortheavej 2, der 1929 gik over til lerjordsblegning og i 1936 fik den første tørsmelte. 

22. april 1912 nedlagde arbejderne arbejdet på Dortheavej pga. afskedigelser uden opsigelse. Ved den lejlighed konstaterede man den ulidelige stank og myriader af maddiker som arbejderne skulle arbejde i. På trods af sundhedsmyndighedernes påbud om straks at destruere affaldet, lå titusindvis af kilo affald opstablet. 

Sundhedskommissionen mente på et møde den 19. juli at den ikke kunne kræve virksomheden nedlagt eller flyttet, da dette så også ville gælde en halv snes andre fabrikker i området. Der blev dog stillet "meget vidtgående" krav til reformer mm. og henstillede til fabrikken at den skulle gøre så vidt muligt for at fjerne generne, og dette blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen september 1926. 

Utterslev forpestes af gamle Ben.

10,000 Beboere protesterer mod Blaakilde Mølle paa Dortheavej. - Blandt Klagerne er Overlægerne paa Bispebjerg Hospital og Inspektører for de kommunale Skole.

En Benmelsfabrik, der forpester kvarteret omkring Nørrebro, Utterslev, Præstevangen og Brønshøj.

Social-Demokraten har nu med en omfattende Kampagne faaet fjernet den Benmelsfabrik, der forpestede Kvarteret omkring det yderste Istedgade. Vi aabner i Dag en ny Kampagne med det Formaal at skaffe frisk Luft for Tusinder af Familier. Det drejer sig her om Fabriken "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej. Denne Fabrik ligger i en tætbefolket Bydel, der omfatter Havebyen "Præstevangen", Lygtekvarterets Boligselskab og Frederikssundsvej.

Fra Beboerne, 10,000 i Tallet, er der til Sundhedskommissionen indsendt en Klage, i hvilken det bl.a. hedder:

- - - Blaakilde Mølle forpester Luften i hele vor Bydel, omfattende det yderste Nørrebro, Utterslev, Præstevangen og Brønshøj. Vi Beboere, der er flyttet herud i Byens Ydeeikvarter for at hente Sundhed og Styrke i den friske Luft, maa i Stedet finde os i at indsaade den forpestede Luft fra raadne og halvopløste Kadaverrester, der undergraver vort Helbred og bringer os til at opholde os indeni Døre, men selv her har vi ingen Fred, idet vore Stoler fyldes med Fluer, der tilgriser vor Mad- og vore Hjem og spreder deres Bakterier, opsamlet i Kadaverfabriken Raaddenskab.

- - - Fabriken maa lukkes. Der er jo ingen Tvivl om, at dersom denne Aadselfabrik havde ligget i Strandvejens Villakvarter, var den forlængst blevet flyttet, Vi vægrer os bestemt ved at tro, at fordi det hovedsagelig er Arbejdere, der bor i dette Kvarter, kan Fabriken godt blive liggende.

Det er i denne Forbindelse a! Vægt, at Overlæge, Dr. med. E Meulengracht, Bispebjerg Hospital, har afgivet en Erklæring, i hvilken det hedder:

For ca. 14 Dage aiden har jeg indsendt en Klage til Politiet, fordi sunken fra bemeldte Fabrik er l høj Grad til Gene for Patienter og Beboere paa Bispebjerg Hospital. Forholdet er det, at med en bestemt Vindretning er Luften her paa Hospitalet forpestet med en hæslig Stank, der særlig gør sig gældende om Aftenen. Den trænger gennem de aabentstaaende Vinduer ind paa Sygestuerne og ind i vore private RUm, og selv om den næppe kan siges at være direkte  sundhedsfarlig, er den dog i høj Grad til Gene for Patienterne, der, skulde man synes, har et rimeligt Krav paa, naar de er indlade paa et iøvrigt godt og moderne Hospital, da ikke at være generede af raadden, slet brændt Lugt fra Virksomheder 1 Nærheden.

For Fuldstændighedens Skyld aftrykker vi endnu en af de mange Klager, der lyder i Anledning af Benmelsfabriken :

I Tilslutning til Beboernes Klage fra Kvarteret i Nærheden af "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej ønsker undertegnede et udtale, at vi paa Bispebjerg, Frederikssundsvej og Grøndalsvænge Skole af og til er stærkt generede af Stanken fra denne Fabrik.

K. Bonde,

Inspektør ved Bispebjerg Skole

K. Svane,

Inspektør ved Skolen i Grøndalsvænge.

J. Rasmussen,

Inspektør ved Frederikssundsvejens Skole.

Naar dertil kommer, at Dr. E. Verning erklærer, at Fabriken fylder Kvarteret med Spyfluer, som frembyder en alvorlig Smittefare vil det forstaas, at Sundhedskommissionen ikke kan sidde Klagen overhørig.

Fabriken skal flyttes. Der staar meget paa Spil. De Udgifter, Fabriken indirekte paafører Kommunen ved at fremelske Sygdom, er underordnede i Sammenligning med den Fare for Menneskeliv, der aabenbart er tilstede.

(Social-Demokraten, 7. juli 1926).

Fabriken, der forpester Utterslev, Brønshøj og Bispebjerg.

Benmelsfabriken "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej

Vor Meddelelse om, at ca. 10,000 Beboere i Kvarteret ved Dortheavej agter at klage til Sundhedsavtoriteterne over den Stank, der udbredes fra Benmelfabriken "Blaakilde Mølle" har allerede sat Spor.

Fabrikens Bestyrer, Hr. Simonsen, erklærer saaledes, at der vil blive gjort energiske Forsøg paa at bøde paa Miseren. Stanken stammer fra Skorstenen, der er for lav. Det maa i denne Forbindelse erindres, at Fabriken anlagdes for Utterslevs Indlemmelse i København. Der var landlige Omgivelser, hvor der nu, siden 1900 har rejst sig en mægtig Bydel med Hospitaler og Skoler. Fabrikens Ledelse haaber at en ny og meget høj Skorsten, bygget efter de mest moderne Udblæsningsprinciper, vil vise sig tilstrækkelig til at befri Kvarteret for Stank. Desuden vil Adgangen til og fra Fabriken fremtidig ske gennem lukkede Passager, og i det hele vil der blive ofret store Beløb paa at bedre Forholdene.

Om disse Forbedringer vil tilfredsstille Beboerne og Avtoriteterne er naturligvis en anden Sag. Politiinspektør Schepelern-Larsen udtrykker Betænkelighed ved ligefrem at kræve Fabriken fjernet. Han har forhandlet med Lederne, og mener, at de paatænkte Reformer maa prøves inden man gaar saa vidt som til at forlange Benmøllen flyttet udenfor Hovedstadens Grænser. Ogsaa Hensynet til de Arbejdere, der er beskæftigede paa Fabriken spiller naturligvis ind.

Imidlertid fortsættes Kampagnen mod "Kadaverfabriken". I Morgen eller Overmorgen indgives den af 10,000 Beboere underskrevne Adresse til Sundhedsstyrelse og Sundhedskommission.

Der vil samtidig ske personlig Henvendelse til Indenrigsministeriet og Magistratens 4. Afdeling. Principielt fordres Fabriken fjernet, men det er jo muligt, at Kravet vil blive stillet i Bero indtil det haar vist sig om de lovede Reformer svarer til Forventningerne eller ej.

Besøg hos Stadslægen

Overtilskærer A. Johansen, H. C. Jensensvej 100, er en af de mange Beboere, der føler sig haardt ramt af Naboskabet med Fabriken. Han har været virksom for at skaffe Underskrifter paa Protestadressen, og har opsøgt forskellige Autoriteter. Sidst har han været hos Stadslæge J. P. Chrom, der erkendte Klagens Berettigelse og lovede at gøre, hvad der staar i hans Magt.

Overfor Stadslægen udtalte Hr. Johansen paa Beboernes Vegne en Beklagelse over de Forsøg, der nu gøres paa at reformere. 

Enhver Reform vil vise sig utilstrækkelig, hævder Hr. Johansen. Fabriken maa flyttes, og helst over paa Saltholm. Hvilke Foranstaltninger til Forbedringer, der end træffes, vil det ikke kunne hindres, at Skyer af Spyfluer letter fra Aadslerne paa Benmelsfabriken og trænger ind i Beboernes Spisekamre. Af Hensyn til denne Fabrik kan man ikke lade tætbefolkede Kvarterer som Utterslev, Præstevangen, Brønshøj, Bispebjerg og Borups Allé forpeste og forgifte.

Fabriken maa væk, siger Hr. Johansen, og ham følger altsaa 10,000 Mennesker, hvoriblandt Læger og Skoleautoriteter.

(Social-Demokraten, 10. juli 1926).

Sundhedsministeriet besluttede dog at inddrage tilladelsen til at drive en sådan virksomhed i et beboet kvarter, og at den skulle nedlægges senest 1. juli 1928. Fabrikken formåede dog ved en investering på 80.000 kr til fjernelse af generne at fortsætte. Hvorfor sagen atter rejstes i september 1934. Her ofrede fabrikken så 100.000 kr. Året efter var der igen protestmøder. Et rensningsanlæg blev opført, og i 1937 synes det som om man endelig nåede tålelige forhold. Fabrikken lå der endnu i 1970'erne.