Johannes Carl Schmidt - Schmidt-Wodder 1869-1959. (Efterskrift til Politivennen)

Den tyske præst og politiker Johannes Carl Schmidt (Schmidt-Wodder eller Schmidt-Vodder) var født i Tønder og præst i Vodder mellem Ribe og Skærbæk 1896-1920. Han var modstander af Köllers tvangspolitik, men for fortyskning af Nordslesvig. Han stiftede 1909 foreningen "Verein für deutsche Friedensarbeit in der Nordmark".

Han udtalte efter afstemningen i 1920: "Nu har afstemningen fundet sted, og det nationale sindelag i Nordslesvig kan klart aflæses - såvidt det er muligt i forhold til bestemmelserne i fredsaftalen. Det er dette, som nu med hensyn til almindelig ret og fornuft skal danne grundlaget for, hvad der skal ske." Efter 1920 var Schmidt initiativtager til "Schleswiger Wählerverein" - forgænger til Slesvigsk Parti. Han repræsenterede det tyske mindretal i Danmark i Folketinget 1920-1939

En leder.

I den valgkamp, ​​der i øjeblikket raser i Nordslesvig, er regionens ærværdige leder, pastor Schmidt-Wodder, endnu engang i forgrunden. Han har allerede seks års parlamentarisk arbejde bag sig, dedikeret til at repræsentere den tyske befolkning. Bedre end nogen anden parlamentarisk repræsentant fra Nordslesvig har han været dygtig til at lade sin stemme blive hørt i hovedstaden når det gjaldt om at fremhæve Nordslesvigs vanskelige situation. Hans sidste store tale, kort før Rigsdagens opløsning, demonstrerede hvor dybt han havde gjort Nordslesvigs sag til sin egen. Denne idé vinder i stigende grad frem i den nuværende valgkamp: at "Slesvigsk Parti" er det bedst egnede til at repræsentere hele Nordslesvigs interesser. Schmidt-Wodders platform er klar og gennemsigtig. Det er en direkte linje fra hans første optræden før krigen til i dag. Hans program er kendetegnet ved en bekræftelse af det nordslesvigske hjemland, ved en stærk tro på folkets magt, hvorfra en ægte respekt for den nationale fjende naturligt opstår. Det som Schmidt-Wodder for år siden næsten alene kæmpede for og som de fleste afviste, er nu blevet grundlaget for alt tysk kulturarbejde i grænseområdet, og når en ung slesvig-holstener hvert år bliver mere og mere resolut i sin kamp for hjemlandets rettigheder, er det noget af den nordslesvigske leders ånd der inspirerer disse unge mennesker. Ved mange lejligheder har den store respekt, ofte udtrykt i enkle ord, som befolkningen føler for deres leder, været tydelig. Og hvis det nu føles som en opvågnen i store dele af Nordslesvig, hvis helt nye ansigter dukker op på valgmøderne der ønsker svar på de spørgsmål der optager dem, så er dette en frugt af det utrættelige, trofaste arbejde som pastor Schmidt-Wodder har udført i og omkring Nordslesvig i mange år.

Hvordan pastor Schmidt-Wodders arbejde opfattes i Sydtyskland, illustreres af en artikel, der blev offentliggjort i "Deutsche Tageszeitung" den 26. november. Artiklen begyndte med at understrege, at den opmærksomhed der blev givet til Cornelius Petersen, havde overskygget Nordslesvigs sande ledere, og især Schmidt-Wodders særegne personlighed. Derefter stod der ordret:

"Schmidt-Wodder besidder et bemærkelsesværdigt talent for at samle tysk liv omkring sig og udvikle og pleje dets begyndelse og frø. Parlamentarikeren er derfor kun den ene side af denne mand, og ikke, i hans egen bevidsthed, den mest essentielle. Han vil bevare sin betydning som tysk leder helt uafhængigt af, om han er medlem af parlamentet eller ej. Dette skyldes primært hans karakters absolutte ligefremhed, integritet og urokkelige natur. Lige fra begyndelsen af ​​sin karriere har han måttet kæmpe imod at tysk uddannelse og kirkelige praksisser blev påtvunget tyskerne, på tysk, men med en dansk ideologi. H. P. Hanssen-lignende kurs mod assimilering af tysk kultur fortsættes uændret af danskerne, og det er netop imod dette at Schmidt-Wodders krav om kulturel selvstyre er rettet."

Artiklen afsluttes med at erindre om Schmidt-Wodders modige forsvar for tyske interesser, da Tyskland var i alvorlige vanskeligheder på grund af inflationens virkninger.

Ein Führer.

In dem Wahlkampf, der jetzt in Nordschleswig tobt, steht die bewahrte Führergestalt des Landes, Pastor Schmidtchvdder, wieder in den ersten Reihen. Sechs Jahre parlamentarischer Arbeit im Dienste des abgetretencn Deutschtums liegen bereits hinter ihm. Besser als alle anderen parlamentarischen Vertreter Nordschleswigs hat er es verstanden, sich in der Hauptstadt Gehör zu verschaffen, wenn es galt, auf die Nöte Nordschleswigs hinzuweisen. Besonders seine letzte grosse Rede kurz vor der Reichstagsauflösung bewies, wie sehr er die Sache Nordschleswigs zu seiner eigenen gemacht hat. Dieser Gedanke dringt auch jetzt in dem Wahlkanrpf immer mehr durch, dass die "Schleswigsche Partei" diesenige ist, die eigentlich am besten die Interessen ganz Nordschleswigs vertreten kann. Klar und durchsichtig ist das Programm Schmidt-Wodders. Es ist eine gerade Linie von seinem ersten Austreten vor dem Kriege bis in unsere Zeit. Sein Programm wird gekennzeichnct durch Bejahung der nordschlcswigschcn Heimatort, durch einen starken Glauben an die Kräfte des Volkstums, woraus sich von selbst eine ehrliche Achtung vor dem nationålen Gegner ergibt. Was Schmidt-Wodder vor Jahren fast allein, von den meisten verlassen, vertrat, ist jetzt die Grundlage der gesamten deutschen Kulturarbeit im Grenzgebeet geworden, und wenn ein junges Schleswig-Holstein von Jahr zu Jahr entschlossener sich für die Rechte der Heimat einsetzt, so ist es etwas von dem Geist des nordschleswigschen FührersS, das diese Jungen befeelt. Bei vielen Gelegenheiten kam die grosse Hochachtung zutage, oft in schlichte Worte gekleidet, die die Bevölkerung ihrem Führer entgegenbringt. Und wenn es jetzt wie ein Erwachen durch weite Kreise des nordschleswigschen Landes geht, wenn auf den Wahlversammlungcn ganz neue Gesichter austauchen, die Antwort haben möchten aus die Fragen, die sie bewegen, so ist das eine Frucht der unermüdlichen treuen Arbeit, die Pastor Schmidt-Wodder Zahre hindurch in und um Nordschleswig geleistet hat.

Wie die Arbeit Pastor Schmidt-Wodders im südlicheren Deutschland eingeschätzt wird, zeigt ein Artikel, der am 26. November in der "Deutschen Tageszeitung" erschien. In diesem Artikel wurde eingangs betont, dass über das Aufsehen, das Cornelius Petersen erregt hätte, die wahren Führer Nordschlceswigs und besonders die markante Persöhnlichkeit Schmidt-WodderS allzu sehr in den Hintergrund getreten warcn. Dann heistt es wörtlich:

"Schmidt-Wodder hat eine ausgesprochene Begabung, deutsches Leben um sich zu sammeln und dessen Ansatze und Keime zu entwickeln und zu pflegen. Der Parlamentarier ist also nur die eine Seite dieses Mannes, und zwar in seinenr eignen Bewusttsein nicht die wesentlichste. Er wird seine Bedeutung als deutscher Führer haben ganz unabhangig davon, ob er Mitglied des Parlaments ist oder nicht. Dazu befähigt ihn zu allererst die unbedingte Gradlinigkeit, Lauterkeit und Unbeugsamkeit seines Charakters. Seit den ersten Tagen seiner Wirksamkeit hat er dagegen kampfen müssen, dass den Deutschen ihr Unterricht und ihre Kirche, und zwar in deutscher Sprache, aber mit danisscher Gesinnung aufgezwungen wurde. Der H. P. Haussen'sche Kurs der Aufsaugung des Deutschtums wird von den Dänen unverändert weitergesteuert und gerade gegen diesen richtet sich Schmidt-Wodders Forderung nach kultureller Selbstverwaltung."

Das Blatt erinnert zum Schluss an das mannhafte Eintreten Schmidt-Wodders für die deutschen interessen, als Deutschland durch die Wirkungen der Inflation in schwerster Not sich befand.

(Sonderburger Zeitung (Sønderborg) 29. november 1926).

København, 6. december.

Det vigtigste kendetegn for Tyskland ved det danske folketingsvalg den 2. december er den uventet stærke stigning i tyske stemmer i Nordslesvig, fra 7.715 til 10.426. Ved folkeafstemningen den 10. februar 1920 i den første slesvigske zone blev der afgivet 25.329 stemmer for at forblive i Tyskland, 25% af de afgivne stemmer. Ved folketingsvalgene efter Danmarks annektering af Nordslesvig blev antallet af tyske vælgere reduceret af de tyske embedsmænd og andre tyskere der var flyttet væk fra Nordslesvig. Ved valget i 1924 afgav 13,5% af alle vælgere i Nordslesvig deres stemme på tyske kandidater. Ved dette års valg er denne procentdel steget til 16,5%.

Det tyske parti har registreret den største stigning i stemmetal af alle partier i Danmark, cirka 35%, et resultat der langt overgik de tyske forventninger om at partiets position kunne opretholdes på trods af, og faktisk på grund af, den voldsomme agitation fra Cornelius Petersens parti. Samtidig modbeviste det øjeblikkeligt den udbredte opfattelse i den danske lejr om at tysk indflydelse i Nordslesvig var i langsom, støt tilbagegang. De dovne og ligeglade blev rystet vågne af landbrugskrisen og omfavnede det tyske program, hvis vigtigste punkter, udover "Væk fra Versailles!", var kravet om økonomisk integration med Tyskland. De mange danskere, der havde udtrykt sig arrogant og hånligt om dette punkt i programmet, har nu taget ved lære. Blandt dem der stemte på den tyske liste, var der måske folk hvis overbevisning vaklede, som følte sig mere danske end tyske, men som da de ikke ønskede at stemme på den karakterløse og fuldstændig uegnede Cornelius Petersen som leder, foretrak de tyske kandidater frem for alle danske for kraftigt at modarbejde ikke blot Staunings venstrefløjsregerings politik, men også det midlertidige borgerlige kabinets og alle danske parlamentspartiers, med undtagelse af det tysk-slesvigske parti.

For dem er den tyske rigsdagsrepræsentant Schmidt-Wodder ikke blot en repræsentant for det tyske mindretal, men også en forkæmper for rettighederne for alle nordslesvigere af tysk og dansk overbevisning, der befinder sig i en usikker situation. Stor politisk skarpsindighed og fremsynethed vil være nødvendig for at realisere kravet om at genvinde de økonomiske bånd med Tyskland og for at kæmpe for det i det danske parlament. Men vi har al mulig grund til at stole på Schmidt-Wodders dokumenterede lederegenskaber for at mestre denne vanskelige opgave. Tyskland vil gengælde loyalitet med loyalitet og gøre alt hvad der står i sin magt for at lette den tyske befolknings kamp i Nordmarchen for deres rettigheder og Nordslesvigs rettigheder, både økonomisk og kulturelt.

Allerede nu advares der fra dansk side, især inden for den konservative lejr, mod den tyske fremrykning i Nordslesvig. Men vi har al mulig grund til at stole på Schmidt-Wodders dokumenterede lederegenskaber for at overvinde denne vanskelige opgave. Dette skal modvirkes af dristig forsigtighed fra tysk side. En overvurdering af situationen og udsigterne for tyskerne, såvel som betydningen af ​​dette valg der fandt sted midt i en krisestemning, ville ikke være i det tyske mindretals interesse. Dette mindretal har dog tydeligst demonstreret sin sunde vitalitet for Danmark og hele verden.

Kopenhagen, 6. Dez.

Das für Deutschland wichtigste Charakteristikum der dänischen Folkethingswahl vom 2. Dez. ist das unerwartet starke Anwachsen der deutschen Stimmen in Nordschlwswig, von 7715 auf 10 426. Bei der Abstimmung vom 10. Febr. 1920 in der ersten Schleswigzone wurden 25 329 Stimmen für das Verblieben bei Deutschland abgegeben, 25% von allen abgegebenen Stimmen. Bei den Folkethingswahlen nach der Einverleibung Nordschleswigs in Dänemark war die Zahl der deutschen Wähler um de deutschen Beamten und andre Deutsche, die aus Nordschleswig weggezogen waren, verringert. Bei der Wahl von 1924 gaben 13,5% aller nordschleswigschen Wähler den deutschen Kandidaten ihre Stimme. Bei der diesjährigen Wahl ist der Prozentsatz auf 16 5 gestiegen.

Die deutsche Partei hat den grössten Stimmenzuwachs von allen Parteien Dänemarks zu verzeichnen gehabt, etwa 35%, ein Ergebnis, das die deutschen Erwartungen, dass die Stellung trotz und wegen der Marktschreierischen Agitation der Partei Cornelius Petersens gehalten werden könne, weit übertraf und zugleich die im dänischen Lager allgemein verbreitete Ansicht, dass das Deutschtum in Nordschlesxwig in langsamen, stetigem Rückgang begriffen sei, blitzartig widerlegte. Die Indolenten und Indifferenten sind curch die Landwirtschaftskrise wachgerüttelt worden und haben sich zum deutschen Programm bekannt, unter dessen wichtigsten Punkten neben dem "Weg vom Versailles!" die Forderung des wirtschaftlichen Anschlusses an Deutschland sich befand. Die vielen Dänen, die sich über diesen Programmpunkt überheblich-geringschätzig geäussert haben, sind nun eines Bessern belehrt worden. Unter denen, die für die deutsche Liste gestimmt haben, mögen Leute sein, deren Ueberzeugung schwanked war, die Mehr dänisch als deutsch empfanden, die aber, da sie nicht für den charakterlosen und als Führer ganz und gar ungeeigneten Cornelius Petersen stimmen mochten, die deutschen Kandidaten allen dänischen vorzogen, um damit energisch gegen die Politik nicht nur der Linksregierung Staunings zu opponieren, sondern auch gegen die des vorbergehenden bürgerligchen Kabinetts und sämtlicher dänischen reichtagsparteien, mit Ausnahme eben der deutsch-schleswigschen Partei.

Ihnen gilt der eutsche Reichtagsabgeordnete Schmidt-Wodder nicht nur als Vertreter der deutschen Minderheir, sondern zugleich als ver Vorkämpfer für die Rechte aller in kritischer lage sich befindlichen Nordschleswiger deutsche und dänischer Gesinnung. Zur Verwirklichung der Forderung, den wirtschaftlichen Anschluss an Deutschland zurückzugewinnen, und zu ihrer Verfechtung im dänichen parlament, wird grosser politischer Scharfsinn und Weitblick notwendig sein. Aber wir haben allen Grund, auf die bewährten Führereigenschaften Schmidt-Wodders für die Bewältigung der schwierigen Aufgabe zu bauen. Deutschland wird Treue mit Treue vergelten und alles daran setzen, um dem Deutschtum in der Nordmark Seinen Kampf um sein und Nordschleswigs Recht in wirtschaftlicher wie kultureller Beziehung zu erleichtern.

Schon werden auf dänischer Seite, besonder im konservativen lager, Warnrufe gegenüber dem deutschem Vormarsch in Nordschleswig laut. Dem muss vom deutscher Seite kühe Besonnenheit entgegengestellt werden. Eine Ueberschätzung der Lage und der Aussichten des Deutschtums, sowie der Bedeutung dieser Wahl, die in Krisenstimmung vor sich ging, läge nicht im Interesse der deutschen Minderkeit. Dänemark und der ganzen Welt hat diese minderheit jedoch ihre gesunde Lebenskraft aufs deutslichste vor Augen geführt.

(Münchner neueste Nachrichten. 10. december 1926).

Johannes Carl Schmidt udgav "Stimmen aus Nordschleswig", var hovedmedarbejder ved bladet "Nordschleswig" og fra 1927 medudgiver af bladet "Nation und Staat". Slesvigsk Parti fik i perioden 13-15 % af stemmerne i Nordslesvig. Hans arbejde for kulturelt selvstyre for hjemmetyskerne blev delvis opfyldt med folkeskolen i Nordslesvig 1939.

Skønt formentlig ikke nazist, skrev han under besættelsen artikler for besættelsesmagten i "Nordschleswigsche Zeitung" og holdt radioforedrag 1941 og 1943. Han blev derfor 1946 arresteret mistænkt for højforræderi og hvervning for besættelsesmagten, men løsladt uden retssag.

Af en københavnsk Overbetjents Erindringer. (Efterskrift til Politivennen).

Overbetjent Johannes Toxværd har i 40 Aar arbejdet i Københavns Politi og har i Halvdelen af dette Tidsrum været Leder af Bevillingskontoret. Gennem dette Arbejde er han blevet Vidne til den Omvæltning i Kobenhavns Forlystelsesliv, som Krigsperioden medferte. Morsomt skildrer den jubilerende Politimand det Tidsafsnit af Byens Historie, da en Kæmpedame i en lejet Butik paa Vesterbrogade og et "Cyklevæddeløb" i en Variété var store Attraktioner, og Filmen betragtedes som en forbigaaende Børnesygdom.

Da jeg blev straffet for at synge Nationalsangen

I Efteraaret 1886 havde jeg indsendt en Ansøgning om Ansættelse i Københavns Politi, og for at undgaa genere Misforstaaelser havde jeg i Ansøgningerne skrevet, at jeg som Soldat havde faaet to Dages lys Arrest.

Gamle Politidirektør Crone sendte Bud efter mig.

- Naa, sagde han, De er nok en oprigtig Natur. Sig mig, unge Mand, hvorfor er De straffet i Militærtjenesten?

- Fordi jeg sang "Kong Christian", svarede jeg.

Politidirektøren lagde sig tilbage i Stolen og lo:

- Hvornaar sang De da Nationalsangen?

- Klokken 10.10 Aften, Hr. Politidirektør! Altsaa 10 Minutter for sent.

Faa Dage efter blev jeg antaget og begyndte straks at stampe ude paa Vesterbro. Det var den ungen Betjents Lod i hine Tider. Først paa Gaden, senere inden for Muren.

Valgslaget i Rømersgade.

Den første større Affære, jeg var med i, var Valgslaget i Rømersgade først i Januar 1887. Afstemningen fandt Sted i Gothersgades Eksercerhus, og gamle Borgmester Hansen var Formand for Valgbestyrelsen i 5. Kreds. Ved Midnatstid var Resultatet klart: Socialdemokraterne havde faaet valgt deres første Mand P. Holm, og af den Grund var Begejstringen uden Grænser. Ved 1-Tiden ryddede vi, 200 Mand under senere Politiinspektør Theodor Petersens Ledelse, Eksercerhuset. Naa, "ryddede", det er maaske for stærkt. "Gaa nu hjem. Folkens", sagde Theodor Petersen, men han talte for døve Øren. I sluttet Trop stormede Vælgerne Forsamlingsbygningen i Rømersgade, de fyldte skiftevis Gaden og Huset. Hver Gang vi var nede, var de oppe - og omvendt. Først langt hen paa Morgenstunden faldt der nogenlunde Ro over Gemytterne -.

Da den kinesiske Legation klagede over en Film og Overbetjenten blev sendt ud for at censurere.

Tiden gik, og fra Gaden var jeg kommet ind i Bevillingskontoret, Stedet hvorfra Politiet kontrolerer Forlystelseslivet.

Filmen var dukket op, og rundt om begyndte Biografteatrene en Række daglige Forevisninger, men endnu betragtede Lovgivningsmagten Filmen som en Børnesygdom. og saa sent som i 1912 eksisterede der hverken Biograflov eller Filmscensur. Vi var et Par Mand oppe paa det gamle Domhus, der tog sig af de Grejer. Og en Morgenstund, jeg tror, det var i 1910, laa der en Ordre paa mit Bord: "Gaa hen og se Filmen i (jeg husker ikke længer Teatrets Navn) .... og aflæg Rapport til Politidirektøren."

Den kinesiske Legation havde gennem Udenrigsministeriet meddelt Justitsministeriet, at den paa den kinesiske Nations Vegne maatte protestere mod den paagældende Film, der, efter Legationens Opfattelse. "var egnet til at nedsætte den kinesiske Nations Ære....".

Jeg gik altsaa derud og stiftede Bekendtskab med en saare indviklet Historie om en gammel Kineser, der holdt en ung europæisk Pige indespærret. Det var Handlingen i Filmen, og jeg skrev i min Rapport, at jeg intet fornærmeligt fandt i den.

Paa Natkafé i islandsk Trøje og Træsko.

Med Krigs-Restriktionernes Indtræden døde hele det smaaborgerlige, humørfyldte Natteliv. Til Gengæld blomstrede det stærkt den første halve Snes Aar efter Aarhundredskiftet. Alene paa Strøget havde 4 Natkaféer til Huse: "Kongens Klub", "Blanchs Kafé", "Klosterhallen" og "Kafé Riise". Her kunde Københavnerne komme og gaa Natten igennem, og jeg tør roligt sige, at Præget af Verdensstad var ikke overvældende. Her sad jævne Folk ved Siden af det København, der morer sig. Jeg har hyppigt paa disse Natkaféer set Mænd i islandske Trøjer og Træsko, de kom fra deres Arbejde og følte Trang til en Hjertestyrkning, inden de gik hjem. Ingen tog Forargelse af denne Tingendes Tilstand. 

Jo, jo. det var Dage! Vel var det sjældent. at Champagnen skummede, men Humøret var ikke af den Grund mindre frodigt. Natteravnene morede sig kongeligt ved en Gammel Carlsberg eller en Romtoddy. Hvad gør de nu? Jeg husker, at da jeg første Gang stiftede Bekendtskab med Begrebet "en Sjus", havde jeg været mere end 20 Aar i Politiets Tjeneste. Det skete under en Nattevagt. En overstrømmende glad Herre var indbragt til Stationen.

- Hvad har De dog drukket. Mand? spurgte jeg.

- Sjusser .... stammede han.

- Sjusser?

- Ja, Whisky og Sodavand blandet sammen.

Den Gang var jeg saa uvidende....

Kæmpedamen paa Vesterbro.

I samme Grad som Restaurantlivet var smaastadsagtigt, var Forlystelserne set med Nutidsøjne naive. I mange, mange Aar fik vi oppe paa Domhuset Besøg af Verdens sværeste Dame, hun kom for at opnaa Tilladelse til at give "Forestillinger" paa Vesterbro. Damen, der den Gang var midt i Trediverne, vejede 380 Pund. og naar hun aabnede sit "Teater", som Regel i et øde Butikslokale, strømmede Publikum til. Man havde intet imod at iagttage en Kvinde, der med tilsyneladende Glæde lod en voksen Mand staa op paa sit Bryst.

Et "Cyklevæddeløb" i White Star i 1913 var ligeledes et af Byens Trækplastre.

En skolepligtig Pige paa 40 Aar.

Dermed være dog ikke sagt. at de rigtige Teatre ikke ombølgedes af Folkets Interesse. Men denne Interesse var nu og da en Smule nærgaaende. En Publikummer havde meddelt Politiet, at der ude paa Nørrebros Teater optraadte to Børn i dens skolepligtige Alder.

Jeg ringede til Anton Melbye og forelagde ham Klagen.

Da han havde leet ud, indrømmede han, at det muligvis var galt med den ene Skolepligtige, men for den andens Vedkommende, sagde han, har jeg en ren Samvittighed. Den lille Pige har i hvert Fald en Søn paa 17 og en Datter paa 13 Aar, og er en lykkeligt gift fyrretyveaarig Dame.

Den nidkære Tilskuer havde altsaa været ude for el optisk Bedrag.

Da Betjentene ogsaa skulde være Lygtetændere.

Den gamle Overbetjent slutter med et lille personligt Minde:

- I Slutningen af Firserne kom Politiets Lønforhold til Behandling i Borgerrepræsentationen. Det kunde nok siges at være nødvendigt, for en ung Betjent lønnedes den Gang med 58 Kroner maanedligt. Alligevel var Byens Raad betænkeligt ved at gaa med til Lønforhøjelser, og denne Betænkelighed fandt Udtryk i et Forslag, der gik ud paa at paalægge Betjentene at tænde Gadelygterne, saafremt de fastholdt Kravet om en linjere Løn. Saa kunde man afskedige Lygtetænderne og give Betjentene det sparede Beløb...

Saaledes saa man den Gang paa Politiets Arbejde. Senere blev ogsaa dette anderledes - som alt fra gamle Dage er blevet det.

(Nationaltidende, 28. november 1926).

Foto fra Aftenbladet (København), 22. oktober 1926 i anledning af Toxværds 40 års jubilæum.

Toxværd blev ansat i politiet i 1886. Han døde i 1933, og hans stilling blev overtaget af Carl Petersen.

Folke-Børnehaveforeningen fylder 25 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Hvor Barnesindet formes under Leg.

Øverst: Legetime i Fru Baggers Børnehave paa den gamle Ladegaard. Bag Dørene ses i den lyse Kjole Bestyrerinden, Fru Mia Johnsen. Nederst: Børnene i Tibirkegades Børnehave leger. Til venstre staar Forstanderinden, Frk. Andersen.

I Morgen kan Folke-Børnehaveforeningen fejre 25 Aars Jubilæum. Andet Steds i Bladet fortæller vi lidt om den Virksomhed af Sofus og Hedvig Bagger, der gennem Aarene er bygget op paa Grundlag af Frøbels Metoder.

Ovenfor bringer vi Billeder fra et Par af Børnehaverne.

Hvor Barnesindet formes under Leg.

Folke-Børnehaveforeningen fylder 25 Aar.

Skoleinspektør Sofus Bagger og Hustru.

Navnet "Folke-Børnehave" er ofte gledet Øret forbi, uden at man nærmere har beskæftiget sig med Tanken, hvad et saadant Foretagende er - og betyder.

Og saa er forholdet i Virkeligheden det, at der indenfor disse Institutioner gøres et Arbejde, som maa kaldes meget betydningsfuldt, baade rent menneskeligt og derigennem ogsaa samfundsmæssigt.

Hvad foregaar der da disse Steder

Jo, her lægges den første Grund til Barnets aandelige Udvikling. Her kommer Barnesindet i den første Støbeform, den, der gennem Leg giver den begyndende Viden, den, der næsten umærkelig skaber Broen over til Skolens Alvor.

Dette var den tyske Pædagog FrøbeIs Kongstanke. Paa denne Basis er den danske Frøbelforening bygget op, og ud af den er Folkebørnehaverne groet frem, de, der i Morgen som Forening kan fejre 25 Aars Jubilæum.

Let var Begyndelsen ikke. Haardt og utrætteligt maatte det Ægtepar, der slog til Lyd for Sagen, Skoleinspektør Sofus Bagger og Hustru, kæmpe for at finde Ørenlyd for det saa betydningsfulde Spørgsmaal.

Nok var man fra forskellige Sider omkring Aarhundredskiftet bleven opmærksom paa, at Kampen for Tilværelsen i mange Henseender medførte en Opløsning af Hjemmene, idet baade Mand og Hustru maatte arbejde ude for at skaffe det daglige Brød, saa at Børnenes Opdragelse blev forsømt.

Men det var Ægteparret Bagger som tog Kampen op for Alvor - og førte den til  Sejr.

Den første Børnehave aabnedes i 1901 i en lille Villa, der hørte til "Folkets Hus" paa Enghavevejen. Her samledes Smaabørnene i Alderen fra to til seks Aar fra det omliggende store Kvarter. Fra denne Stamme voksede Bevægelsen ud i Forgreninger, der nu under Navnet Folke-Børnehaver ligger spredt over hele Storstaden.

I den lille Villa blev de første unge Piger uddannede til denne specielle Gerning, der ogsaa kræver specielle Evner - der først og fremmest kræver sin Person helt og fuldt i Kærligheden til de smaa og Taalmodighedens uvurderlige Gave. Kvinder og Mænd af alle Samfundsklasser staar nu samlet om Sagen. Mennesker, der kan se det vidunderlige i saadan et lille groende Væsen, følge dets vaagnende Opfattelse og ønsker at værne dets Sjæl og Sind mod de Skygger, selv de alIetidligste Barneaar ofte ikke forskaanes for i en Storstad.

For Tiden er følgende Børnehaver i Virksomhed: Ejderstedgade 12, Tibirkegade 17-19, Skarøgade 3 med særlig Afdeling, Hjortøgade, Fischersgade 23, Aaboulevard 5, Frederiksholm P. Sabroesgade 19, Egevang 2 samt under Frederiksberg Folkebørnehaveforening Yrsavej 19. Det hele Antal af indskrevne Børn er som Regel ca. 400.

Vi gjorde i Gaar et lille Strejftog til et Par af Hjemmene. Trods Graavejret var det, som om Solen Iyste inde i de smaa Stuer. Disse store spørgende Barneøjne, disse smil og denne fortrolige Snakken med Lærerinderne, der fortalte dem om Dyrene paa Vægkortene, om hvad Menneskene beskæftiger sig med i By og paa Land, lod dem nedkrasse smaa ubehjælpsomme Tegninger, for saa at afbryde Undervisningen med ordnede Lege, alt det virkede saa forfriskende, at man maatte glæde sig derover.

Man har ganske vist nogen offentlig Støtte, men alligevel er Midlerne, der arbejdes med, saare beskedne. Hvad kunde der ikke udrettes, hvis man havde flere Penge at raade over?

Det er jo dog et lille Stykke af det danske Samfunds Fremtid, som formes her i de første spæde Spirer.

(Aftenbladet (København) 27. november 1926.)

Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen (5/7). (Efterskrift til Politivennen)

 En Holmgang mellem Statsministeren og Corn. Petersen.

Cornelius Petersen paa slap Line. - Han truer med Sabotage overfor Rigsdagen og fremsætter Iøse Paastande.

Nordborg, Tirsdag.

De to Ærkefjender, Statsminister Stauning og Cornelius Petersen mødtes i Aftes til det politiske Møde paa "Nørherredhus", som var arrangeret af Socialdemokratiet. Det blev ikke det Opgør, man kunde vente. Stillet Ansigt til Ansigt med Hr. Stauning forsøgte C. P. at klare sig med nogle meningsløse Paastande, der kun kan være paa fri Fantasi eller løse og pjankede Rygter. Der var mødt 6-700 Mennesker, hvoriblandt en hel Del Hjemmetyskere, som sikkert aldrig før har sat deres Ben i det danske Forsamlingshus. De applauderede Cornelius Petersen stærkt, naar han fremsatte nogle af sine Kraftudtalelser.

Statsminister Stauning var første Taler. Han indledede med et stærkt Angreb paa Madsen-Mygdal og efter en Omtale af Krisesituationen omtalte han Selvstyrebevægelsen og hævdede som i Aabenraa, at Socialdemokraterne vilde opnaa deres Maal ad lovlig Vej og ikke ved Anvendelse af Trusler og Vold. Hr. Stauning undlod dog - som han gjorde det i Aabenraa - at tale om Bander.

Folketingsmand J. P. Nielsen var næste Taler. Han omtalte de sociale Udgifter, som Socialministeriet ikke ønskede skaaret ned, og fremhævede, at de sociale Udgifter dels blev baaret af Fagorganisationens Medlemmer selv. Den socialdemokratiske Regering havde ikke brudt sit Løfte til Vælgerne, men den havde intet kunnet gennemføre paa. Grund af de andre Partiers og Landstingets Stilling. Folketingsmanden korn derpaa ind paa en Omtale af, hvad Regeringen havde gjort for Sonderjylland.

Cornelius Petersen sammenligner Bismark med Stauning.

Efter at Redaktør Finnemann Bruun havde haft Ordet, talte Cornelius Petersen. Han holdt sit sædvanlige Foredrag, med de kendte Bemærkninger om Krydset paa Stemmesedlen, og at Rigsdagsmændene vælger sig selv. Hvem skal saa vælge Corn. P.? Han overraskede med at sammenligne Stauning med Bismarck. Bismarck var Datidens Stauning, sagde han.

J. P. Nielsen imødegik stærkt Cornelius Petersen og udtalte, at han havde skadet, den nationale Sag. Han paatalte stærkt Udtalelsen paa Selvstyremødet i Aabenraa om Grænseflytning.

Cornelius Petersen afbryder: Det har jeg aldrig sagt. Det er Løgn, hvad der staar i alle de parlamentariske Blade!

Stauning er skuffet over Cornelius Petersen 

Efter at J. P. Nielsen havde afsluttet sin Tale fik Hr. Stauning paany Ordet. Han udtalte sin dybe Skuffelse over, at Cornelius Petersen ikke fremkom med sin sædvanlige Skylle: Røverkaptajn, Løgnhals, Idiot og Kæltring, som han plejede at titulere Taleren med. Han var øjensynlig lidt mere forsigtig Og naar man som C. P. havde gjort i Aften, fremkom med Beskyldninger som "Vælgerbetaling" og lignende, plejede hæderlige Mænd at fremkomme med en Bevisførelse.

Cornelius Petersen fremsætter Iøse Beskyldninger og truer med at sabotere Rigsdagen.

Iver Møller, Rinkenæs, havde derpaa Ordet og angreb Folketinget, hvorpaa Cornelius Petersen paany fik Ordet. Beskyldningen om "Vælgerbetaling" vilde han bevise med en indirekte Beskyldning om, at Stauning havde faaet Betaling for i 1920 at gaa i Spidsen for Toget til Amalienborg for dermed at bane Vejen for Ministeriet Friis. Kan man faa Penge for at foretage en saadan Handling, eller gør man det gratis, spurgte Cornelius Petersen.

Rigsdagsmændene fik ogsaa et Hip. De sad, sagde Taleren, i Snapstinget og drak hinanden saa fulde, at de kunde prikke hinanden paa Øjnene. løvrigt udtalte han, at hvis Selvstyrefolkene kom ind paa Rigsdagen med en 2-3 Mand, kunde de blive Tungen paa Vægtskaalen ved at stemme med det ene eller det andet Parti, for derved at hindre, at Lovene gennemføres.

Efter at Hr. Finnemann Bruun endnu engang havde haft Ordet, sluttede Mødet, uden at Hr. Stauning tog til Genmæle mod Cornelius Petersens Udtalelser.

(Hejmdal, 16. november 1926).

Fotograf Holger Damgaard, Holger (1870-1945): Cornelius Petersen (1882-1935) slesvigsk bondefører. Det kongelige Bibliotek.

I Fattigjord med Fyrstekranse. (Efterskrift til Politivennen).

En hjemfalden Grav og et gammelt Københavnerminde.

Den blomstersmykkede Kiste med Prinsesse Maries Krans.

Det er i disse Dage 20 Aar siden, at en fattig kvinde, en af Københavns fattigste, som Lig blev bragt ud paa Set. Johannes Stiftelsen. Hun blev lagt i en tarvelig, sortmalet Fattigkiste, men dem, der paa Begravelsesdagen kom ind i Stiftelsens lille Kapel ved Blegdamsvejen, maatte nærmest faa det Indtryk, at det var en fremragende Personlighed, en af Samfundets Store, der her skulde jordfæstes. Den fattige Kone var fuldstændig skjult under et mægtigt Væld af Blomster - der hvælvede sig store Palmegrene over Hovedgærdet, og paa Kistens Fodende laa en stor, kostbar Dekoration med brede rødhvide Baand. paa hvilke det i Guldbogstaver stod "Fra Prinsesse Marie og Børn". Og langt ud over Gulvet bredte Kransene sig. Værdien af denne Blomsterhyldest repræsenterede maaske flere Penge, end den fattige Kvinde, der laa i kisten, selv nogen Sinde havde haft i sine Hænder.

Og det var et mærkeligt Følge der samledes om Kisten. Det lille kapel var fyldt til sidste Plads, og Folk stod i Kø langt ud paa Blegdamsvejen. Det var mest kvinder, elegant klædte Damer, side om Side med kvinder i tyndslidte Sjaler, og der var pelsklædte Herrer med høje Silkehatte, ved Siden af lusede, forsumpede Individet fra den indre Bydels skumle Gader.

Men havde man spurgt de Folk der flokkedes om Kisten, hvad den Døde hed, vilde de fleste blive Svar skyldige. Jomfru Juliane Marie Elise Hansen stod der i den officielle Dødsliste, men det Navn kendte kun de færreste af de Mennesker, der mødte til Ligfærden. De kendte kun et andet Navn, der ganske vist ogsaa var kendt af hvert Barn i Byen - de vilde svare: Det er "Jomfru Tidsfordriv", der bliver begravet1

Hverken hendes Øgenavn eller hendes mærkelige skikkelse er glemt endnu. Ingen vidste rigtig, hvem hun var, eller hvorledes hendes Livsskæbne havde formet sig. Selv fortalte hun aldrig noget, men Folkesnakken havde efterhaanden omgivet hende med et Skær af Romantik og Mystik. Hun havde kendt bedre Duge, var af "god Familie", sagde man. Det var en ulykkelig kærlighedshistorie, der havde giort hende sær, fortaltes der. Maaske var det sandhed, maaske Fantasi, man fik det aldrig at vide. Men man husker hende som det mærkelige, halv forstyrrede Individ, der færdedes paa Gaderne, altid glad smilende, i en besynderlig Beklædning, pyntet med Masser af falmede Tøjblomster, med en stor kurv paa Armen og fulgt af en Flok Børn.

Hun var ikke Tiggerske - langt fra men der var altid Folk, der stak noget til hende, og hun havde en Gang hos en Mængde Handlende der betragtede hende som "fast Kunde" og gav hende den Smule, hun behøvede. Navnlig Bolscher! Dem brugte hun en Mængde af til at dele ud mellem de Børn, der altid flokkedes om hende, og hvis Drillerier hun aldrig opfattede fornærmeligt.

Saa laa hun en Dag og døde stille inde i sit fattige Kammer i den allerinderste By. Og det var pludseligt, som om Københavnerne kom til al tænke paa, at de skyldte dette fattige Kvindemenneske en sidste Opmærksomhed. De tænkte paa, at hun, der selv var et af samfundets Skumpelskud, aldrig havde gjort andet end godt, og hvis mærkelige Liv i al Fabl havde været præget af Kærlighed til Børnene. Og saa dækkede de hendes fattige kiste med Blomster!

Men efter Talen kørte Ligvognen alene, uden Følge, ud til Bispebjerg Kirkegaard, hvor Kisten blev sænket i Fattigjord. Nu er der gaaet 20 Aar - det Tidsrum der tilstaas et "Fattiglig" at hvile i Jorden og Graven er hjemfalden til Sløjfning. Men maaske faar "Jomfru Tidsfordriv" Lov at ligge i Fred endnu nogle Aar. Henover det Stykke "linjebegravelse", hvor hun ligger, er der plantet Graner, en hel smuk Tykning dækker alle de fattige Hvilesteder, blandt hvilke ingen mere kan paapege det enkelte, der er den mærkelige Københavneroriginals. Hende, der tog sit Liv Hemmelighed med sig i Graven.

O. B.

(Aftenbladet (København) 15. november 1926).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Jomfru Tidsfordriv. Fredericiafesten, 6. juni 1899. Det kongelige Bibliotek.