Da det rigtige Juleskib kom. (Efterskrift til Politivennen).

 

"Frederik den VIII" bugseres ind, medens Folkeskarerne paa Kajen venter. - De Hjemvendte vinker den første Hilsen ind til Byen.

Naar der i Gaar Middag var mødt hen mod 20.000 Mennesker op i Frihavnen for at byde Aarets "rigtige" Juleskib - den sidste Amerikadamper før Jul - Velkommen, var det ikke, fordi de alle havde Paarørende med Skibet, men fordi det efterhaanden er gaaet op for Københavnerne, at det er lidt af en Oplevelse at overvære dette Skibs Ankomst Det er et københavnsk Folkelivsbillede af en egen, hjertevarm Stemning, - Skibet med Juletræet i Mastetoppen. Skibsorkestrets Julesange og Fædrelandsmelodier, de Hjemvendendes og Modtagerens Glæde danner tilsammen et Billede, der uvilkaarligt griber, river med og bider sig fast i Mindet. Det kan ikke beskrives, det skal ses, og i Gaar blev det altsaa set af en mægtig Folkeskare med selve Kronprinsen i Spidsen. Han var den første til at gaa om Bord, og de ca. 600 Passagerer tog dette som en fin Opmærksomhed, en lille ekstra Oplevelse, straks ved Ankomsten. Det var hovedsagelig jævne Folk, Farmere fra de forskellige Stater, der i Gaar kom hjem for at holde Jul i "det gamle Land".

(Aftenbladet (København) 20. december 1926).

Kæmpen, der faldt. (Efterskrift til Politivennen)

En Sørgefest paa St. Hans Torv.

Vor alvise Magistrat, der som alle andre længe har været klar over de vanskelige Trafikforhold, der hersker paa St. Hans Torv paa Grund af de mange sammenstødende Kørselslinier, resolverede forleden, at der ved Udløbet af Elmegade og Guldbergsgade i Torvet skulde rejses en Lysmast, fru hvis Top der skulde udkastes saa stærkt et Lys, at hele dette Hjørne af Torvet fra Mørkets Frembrud vilde være belyst som af den klareste Dag.

Evnerne indenfor vor kommunale Administration staar imidlertid som bekendt ikke altid paa Højde med den gode Vilje. Ordren til Teknikerne lød paa. at der skulde rejses en høj, "en mægtig Mast". Og en skønne Dag - eller rettere en skønne Aften - rejstes der vel den højeste Lysmast, der fandtes i Byen, paa det udpegede Sted en Mast, hvis Lys tillod Beboerne af 4 og 5. Sals Lejlighederne i omliggende Huse at Iæse om Aftenen og den hele Nat, uden at bruge deres egen Elektricitetsmaaler, medens hele Gadekrydset nedenunder, der var det, der skulde belyses, fortsat henlaa i et ægyptisk Mørke, i hvis Midte Masten stod som en undersøisk Klippe til den største Fare for Trafiken og til største Rædsel for Bilkørere og andre kørende Folk.

Nu staar Masten der imidlertid ikke mere. Den blev nedlagt i Aftes.

Ved 18-Tiden kom Taxadroske K 1304 godtronde og intetanende jollende fra Guldbergsgade ind paa Torvet for at hugge sig en af Stadepladserne dér. Og midt I Gadekrydsets Mørke stod Masten høj og fræk og spærrede Kørebanen, saa det var Bilen plat umuligt at slippe udenom.

Den brasede lige løs paa Fodstykket. Og med et Brag, der hørtes over det ganske St. Hans Torv,  væltede Kæmpen og lagde sig til Hvile i hele sin mægtige Længde, medens Bilen, der havde faaet Køleren og hele Forpartiet shinet fladt, stillede sig til Hvile ved Siden af, som en dybtsørgende Paarørende. 

Politiet kom i stort Tal. Man forsøgte at løfte paa den faldne Kæmpe. Men han var urokkelig. Han blev liggende, hvor han Iaa, og Politiet maatte gaa hjem med uforrettet Sag efter, af Hensyn til Nattens kommende Trafik, at have afmærket Pladsen med Lygter og Tovværk og Stakit.

I Morges tidligt, da Politiassistent Vindinge paa sin Inspektionsrunde kom forbi den faldne Kæmpe, standsede han brat ved Synet af en mægtig Halmkrans, der i Nattens Løb var henlagt paa Graven. Og ved Kransen var hæftet et stort Stykke hvidt Karton, paa hvilket der med 4-Tommers Bogstaver var skrevet følgende lidt ubehjælpsomme men uhyre velment

Gravskrift.

Ingen havde paa Dig kaldt,
derfor din Levetid blev kort
Du skal have Tak for alt,
hvad Du gjorde, før Du gik bort.

En, der lykkeligt undgik Dig.

Gravskriften samlede i Løbet af ganske kort Tid en mægtig Sørgeskare omkring Stedet. Og da Trafiken truede med at gaa rent Staa, maatte Politiassistenten til sidst give Ordre til at fjerne Kransen og Plakaten, der foreløbig er bleven taget i Forvaring paa Fælledvejens Station.

Hvornaar Kæmpens Begravelse finder Sted, er endnu ikke bestemt.

Den laa paa Valen endnu i Formiddags ved Redaktionens Slutning.

Svip.

(Aftenbladet (København), 16. december 1926).

Allerede dagen efter blev masten imidlertid rejst igen, så Aftenbladet kunne den 17. december 1926 bringe ovenstående foto af den. Og digteren - bladet antog det var en chauffør eller bilist - var på spil igen: Velkommen tilbage, Du kære Ven. Lad os haabe Du snart bliver væltet igen. Men skulde det ske Du igen vil opstaa. Da vil vi ej køre, langt heller gaa.

Af en københavnsk Overbetjents Erindringer. (Efterskrift til Politivennen).

Overbetjent Johannes Toxværd har i 40 Aar arbejdet i Københavns Politi og har i Halvdelen af dette Tidsrum været Leder af Bevillingskontoret. Gennem dette Arbejde er han blevet Vidne til den Omvæltning i Kobenhavns Forlystelsesliv, som Krigsperioden medferte. Morsomt skildrer den jubilerende Politimand det Tidsafsnit af Byens Historie, da en Kæmpedame i en lejet Butik paa Vesterbrogade og et "Cyklevæddeløb" i en Variété var store Attraktioner, og Filmen betragtedes som en forbigaaende Børnesygdom.

Da jeg blev straffet for at synge Nationalsangen

I Efteraaret 1886 havde jeg indsendt en Ansøgning om Ansættelse i Københavns Politi, og for at undgaa genere Misforstaaelser havde jeg i Ansøgningerne skrevet, at jeg som Soldat havde faaet to Dages lys Arrest.

Gamle Politidirektør Crone sendte Bud efter mig.

- Naa, sagde han, De er nok en oprigtig Natur. Sig mig, unge Mand, hvorfor er De straffet i Militærtjenesten?

- Fordi jeg sang "Kong Christian", svarede jeg.

Politidirektøren lagde sig tilbage i Stolen og lo:

- Hvornaar sang De da Nationalsangen?

- Klokken 10.10 Aften, Hr. Politidirektør! Altsaa 10 Minutter for sent.

Faa Dage efter blev jeg antaget og begyndte straks at stampe ude paa Vesterbro. Det var den ungen Betjents Lod i hine Tider. Først paa Gaden, senere inden for Muren.

Valgslaget i Rømersgade.

Den første større Affære, jeg var med i, var Valgslaget i Rømersgade først i Januar 1887. Afstemningen fandt Sted i Gothersgades Eksercerhus, og gamle Borgmester Hansen var Formand for Valgbestyrelsen i 5. Kreds. Ved Midnatstid var Resultatet klart: Socialdemokraterne havde faaet valgt deres første Mand P. Holm, og af den Grund var Begejstringen uden Grænser. Ved 1-Tiden ryddede vi, 200 Mand under senere Politiinspektør Theodor Petersens Ledelse, Eksercerhuset. Naa, "ryddede", det er maaske for stærkt. "Gaa nu hjem. Folkens", sagde Theodor Petersen, men han talte for døve Øren. I sluttet Trop stormede Vælgerne Forsamlingsbygningen i Rømersgade, de fyldte skiftevis Gaden og Huset. Hver Gang vi var nede, var de oppe - og omvendt. Først langt hen paa Morgenstunden faldt der nogenlunde Ro over Gemytterne -.

Da den kinesiske Legation klagede over en Film og Overbetjenten blev sendt ud for at censurere.

Tiden gik, og fra Gaden var jeg kommet ind i Bevillingskontoret, Stedet hvorfra Politiet kontrolerer Forlystelseslivet.

Filmen var dukket op, og rundt om begyndte Biografteatrene en Række daglige Forevisninger, men endnu betragtede Lovgivningsmagten Filmen som en Børnesygdom. og saa sent som i 1912 eksisterede der hverken Biograflov eller Filmscensur. Vi var et Par Mand oppe paa det gamle Domhus, der tog sig af de Grejer. Og en Morgenstund, jeg tror, det var i 1910, laa der en Ordre paa mit Bord: "Gaa hen og se Filmen i (jeg husker ikke længer Teatrets Navn) .... og aflæg Rapport til Politidirektøren."

Den kinesiske Legation havde gennem Udenrigsministeriet meddelt Justitsministeriet, at den paa den kinesiske Nations Vegne maatte protestere mod den paagældende Film, der, efter Legationens Opfattelse. "var egnet til at nedsætte den kinesiske Nations Ære....".

Jeg gik altsaa derud og stiftede Bekendtskab med en saare indviklet Historie om en gammel Kineser, der holdt en ung europæisk Pige indespærret. Det var Handlingen i Filmen, og jeg skrev i min Rapport, at jeg intet fornærmeligt fandt i den.

Paa Natkafé i islandsk Trøje og Træsko.

Med Krigs-Restriktionernes Indtræden døde hele det smaaborgerlige, humørfyldte Natteliv. Til Gengæld blomstrede det stærkt den første halve Snes Aar efter Aarhundredskiftet. Alene paa Strøget havde 4 Natkaféer til Huse: "Kongens Klub", "Blanchs Kafé", "Klosterhallen" og "Kafé Riise". Her kunde Københavnerne komme og gaa Natten igennem, og jeg tør roligt sige, at Præget af Verdensstad var ikke overvældende. Her sad jævne Folk ved Siden af det København, der morer sig. Jeg har hyppigt paa disse Natkaféer set Mænd i islandske Trøjer og Træsko, de kom fra deres Arbejde og følte Trang til en Hjertestyrkning, inden de gik hjem. Ingen tog Forargelse af denne Tingendes Tilstand. 

Jo, jo. det var Dage! Vel var det sjældent. at Champagnen skummede, men Humøret var ikke af den Grund mindre frodigt. Natteravnene morede sig kongeligt ved en Gammel Carlsberg eller en Romtoddy. Hvad gør de nu? Jeg husker, at da jeg første Gang stiftede Bekendtskab med Begrebet "en Sjus", havde jeg været mere end 20 Aar i Politiets Tjeneste. Det skete under en Nattevagt. En overstrømmende glad Herre var indbragt til Stationen.

- Hvad har De dog drukket. Mand? spurgte jeg.

- Sjusser .... stammede han.

- Sjusser?

- Ja, Whisky og Sodavand blandet sammen.

Den Gang var jeg saa uvidende....

Kæmpedamen paa Vesterbro.

I samme Grad som Restaurantlivet var smaastadsagtigt, var Forlystelserne set med Nutidsøjne naive. I mange, mange Aar fik vi oppe paa Domhuset Besøg af Verdens sværeste Dame, hun kom for at opnaa Tilladelse til at give "Forestillinger" paa Vesterbro. Damen, der den Gang var midt i Trediverne, vejede 380 Pund. og naar hun aabnede sit "Teater", som Regel i et øde Butikslokale, strømmede Publikum til. Man havde intet imod at iagttage en Kvinde, der med tilsyneladende Glæde lod en voksen Mand staa op paa sit Bryst.

Et "Cyklevæddeløb" i White Star i 1913 var ligeledes et af Byens Trækplastre.

En skolepligtig Pige paa 40 Aar.

Dermed være dog ikke sagt. at de rigtige Teatre ikke ombølgedes af Folkets Interesse. Men denne Interesse var nu og da en Smule nærgaaende. En Publikummer havde meddelt Politiet, at der ude paa Nørrebros Teater optraadte to Børn i dens skolepligtige Alder.

Jeg ringede til Anton Melbye og forelagde ham Klagen.

Da han havde leet ud, indrømmede han, at det muligvis var galt med den ene Skolepligtige, men for den andens Vedkommende, sagde han, har jeg en ren Samvittighed. Den lille Pige har i hvert Fald en Søn paa 17 og en Datter paa 13 Aar, og er en lykkeligt gift fyrretyveaarig Dame.

Den nidkære Tilskuer havde altsaa været ude for el optisk Bedrag.

Da Betjentene ogsaa skulde være Lygtetændere.

Den gamle Overbetjent slutter med et lille personligt Minde:

- I Slutningen af Firserne kom Politiets Lønforhold til Behandling i Borgerrepræsentationen. Det kunde nok siges at være nødvendigt, for en ung Betjent lønnedes den Gang med 58 Kroner maanedligt. Alligevel var Byens Raad betænkeligt ved at gaa med til Lønforhøjelser, og denne Betænkelighed fandt Udtryk i et Forslag, der gik ud paa at paalægge Betjentene at tænde Gadelygterne, saafremt de fastholdt Kravet om en linjere Løn. Saa kunde man afskedige Lygtetænderne og give Betjentene det sparede Beløb...

Saaledes saa man den Gang paa Politiets Arbejde. Senere blev ogsaa dette anderledes - som alt fra gamle Dage er blevet det.

(Nationaltidende, 28. november 1926).

Foto fra Aftenbladet (København), 22. oktober 1926 i anledning af Toxværds 40 års jubilæum.

Toxværd blev ansat i politiet i 1886. Han døde i 1933, og hans stilling blev overtaget af Carl Petersen.

Folke-Børnehaveforeningen fylder 25 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Hvor Barnesindet formes under Leg.

Øverst: Legetime i Fru Baggers Børnehave paa den gamle Ladegaard. Bag Dørene ses i den lyse Kjole Bestyrerinden, Fru Mia Johnsen. Nederst: Børnene i Tibirkegades Børnehave leger. Til venstre staar Forstanderinden, Frk. Andersen.

I Morgen kan Folke-Børnehaveforeningen fejre 25 Aars Jubilæum. Andet Steds i Bladet fortæller vi lidt om den Virksomhed af Sofus og Hedvig Bagger, der gennem Aarene er bygget op paa Grundlag af Frøbels Metoder.

Ovenfor bringer vi Billeder fra et Par af Børnehaverne.

Hvor Barnesindet formes under Leg.

Folke-Børnehaveforeningen fylder 25 Aar.

Skoleinspektør Sofus Bagger og Hustru.

Navnet "Folke-Børnehave" er ofte gledet Øret forbi, uden at man nærmere har beskæftiget sig med Tanken, hvad et saadant Foretagende er - og betyder.

Og saa er forholdet i Virkeligheden det, at der indenfor disse Institutioner gøres et Arbejde, som maa kaldes meget betydningsfuldt, baade rent menneskeligt og derigennem ogsaa samfundsmæssigt.

Hvad foregaar der da disse Steder

Jo, her lægges den første Grund til Barnets aandelige Udvikling. Her kommer Barnesindet i den første Støbeform, den, der gennem Leg giver den begyndende Viden, den, der næsten umærkelig skaber Broen over til Skolens Alvor.

Dette var den tyske Pædagog FrøbeIs Kongstanke. Paa denne Basis er den danske Frøbelforening bygget op, og ud af den er Folkebørnehaverne groet frem, de, der i Morgen som Forening kan fejre 25 Aars Jubilæum.

Let var Begyndelsen ikke. Haardt og utrætteligt maatte det Ægtepar, der slog til Lyd for Sagen, Skoleinspektør Sofus Bagger og Hustru, kæmpe for at finde Ørenlyd for det saa betydningsfulde Spørgsmaal.

Nok var man fra forskellige Sider omkring Aarhundredskiftet bleven opmærksom paa, at Kampen for Tilværelsen i mange Henseender medførte en Opløsning af Hjemmene, idet baade Mand og Hustru maatte arbejde ude for at skaffe det daglige Brød, saa at Børnenes Opdragelse blev forsømt.

Men det var Ægteparret Bagger som tog Kampen op for Alvor - og førte den til  Sejr.

Den første Børnehave aabnedes i 1901 i en lille Villa, der hørte til "Folkets Hus" paa Enghavevejen. Her samledes Smaabørnene i Alderen fra to til seks Aar fra det omliggende store Kvarter. Fra denne Stamme voksede Bevægelsen ud i Forgreninger, der nu under Navnet Folke-Børnehaver ligger spredt over hele Storstaden.

I den lille Villa blev de første unge Piger uddannede til denne specielle Gerning, der ogsaa kræver specielle Evner - der først og fremmest kræver sin Person helt og fuldt i Kærligheden til de smaa og Taalmodighedens uvurderlige Gave. Kvinder og Mænd af alle Samfundsklasser staar nu samlet om Sagen. Mennesker, der kan se det vidunderlige i saadan et lille groende Væsen, følge dets vaagnende Opfattelse og ønsker at værne dets Sjæl og Sind mod de Skygger, selv de alIetidligste Barneaar ofte ikke forskaanes for i en Storstad.

For Tiden er følgende Børnehaver i Virksomhed: Ejderstedgade 12, Tibirkegade 17-19, Skarøgade 3 med særlig Afdeling, Hjortøgade, Fischersgade 23, Aaboulevard 5, Frederiksholm P. Sabroesgade 19, Egevang 2 samt under Frederiksberg Folkebørnehaveforening Yrsavej 19. Det hele Antal af indskrevne Børn er som Regel ca. 400.

Vi gjorde i Gaar et lille Strejftog til et Par af Hjemmene. Trods Graavejret var det, som om Solen Iyste inde i de smaa Stuer. Disse store spørgende Barneøjne, disse smil og denne fortrolige Snakken med Lærerinderne, der fortalte dem om Dyrene paa Vægkortene, om hvad Menneskene beskæftiger sig med i By og paa Land, lod dem nedkrasse smaa ubehjælpsomme Tegninger, for saa at afbryde Undervisningen med ordnede Lege, alt det virkede saa forfriskende, at man maatte glæde sig derover.

Man har ganske vist nogen offentlig Støtte, men alligevel er Midlerne, der arbejdes med, saare beskedne. Hvad kunde der ikke udrettes, hvis man havde flere Penge at raade over?

Det er jo dog et lille Stykke af det danske Samfunds Fremtid, som formes her i de første spæde Spirer.

(Aftenbladet (København) 27. november 1926.)

En Renaissance for Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

EN RENAISSANCE FOR RUNDETAARN

Den øverste Del at Taarnet, hvor det gamle Observatorium laa, skal nu føres tilbage til sin oprindelige Skikkelse.

Det gamle planetarium og instrumentresterne er restaurerede og færdige til opstilling i tårnet.

Saaledes ser Skiven ud til det gamle Planetarium, der omtales i Artiklen paa Forsiden om en Renæssance for Rundetaarn.

Rundetaarn, den vældige Kolos midt i Byens pulserende Liv, blev i fordums Tider taget med Storm. Der var en sand Valfart dertil, saa snart det store Bygningsværk i Efteraaret 1642 stod færdigt. Ikke alene Københavnere og Folk fra Provinsen, men ogsaa Udlændinge i Mængde strommede til for at se denne Mærkværdighed.

Siden, som Aarhundrederne svandt, faldt der mere Ro over Kolossen. Astronomerne, som havde haft deres Observatorium overst oppe i Taarnet, forlod det, og Opsynsmanden indrettede i Stedet sin lille Lejlighed deroppe, det hele blev blot en Kuriositet, som vi i Ny øg Næ besøgte.

Nu skal Rundetaarn have sin Renæssance. Der skal bringes nyt Liv indenfor de gamle Mure, hvor Fortidens Astronomer i stille, stjerneklare Nætler syslede med evige Beregninger over Himmellegemernes Færden. Og Rundelaarn skal atter faa en Attraktion, som vil skabe Valfart derop.

De mærkelige Fund i det gamle Taarn. 

Det, der sker nu, har et Forspil, som ligger mere end et halvt Aarhundrede tilbage. Da gik en lille Dreng med sine Forældre hver Søndag i Rundetaarn og kiggede paa en mærkelig rund Jernskive, som fandtes anbragt øverst oppe paa en Trævæg der, hvor Snegleopgangen ophører. Den lille Dreng var nuværende Taarnurfabrikant Bertram Larsen. Paa den mystiske Skive var der malet sære Figurer og Tegn, Bjørne og Stjerner, og med bestemte Mellemrum var der aabne Cirkelrifler i Skiven. Øjensynlig fandtes her en gammel Planetskive, en Rest fra Observatoriets Tid; men dens nærmere Anvendelse var dunkel.

Bertram Larsen glemte ikke Skiven i Rundetaarn, og mange Aar senere, da han havde faaet et fint Navn som Taarnurmager i København, søgte han Inspektionen for Trinitatis Kirke om Tilladelse til at anstille nogle nærmere Undersøgelser oppe i Rundetaarn. Han fik Tilladelsen, og det lykkedes ham over Hvælvingen ved Skiven og bag en Bræddevæg i et Rum, der brugtes til Vaskerum for Kirkebetjenten, at finde to velbevarede Værker og en ligeledes velbevaret kunstfærdig 5 Fod lang Akse, som havde forbundet Værkerne og staaet i Forbindelse med Planetskiven.

Nye Undersøgelser viste, at man stod overfor en Kopi af Ole Rømers gamle Planetarium, udført af J. J. Linche i 1742 efter Tegninger og Beskrivelser af Horrebow - dog afvigende fra Originalen, som brændte i 1728, derved, at Rømer tænkte sig Skiven set fra Jorden, Linche derimod fra Solen.

Ved samme Lejlighed fandt man tre gamle astronomiske Instrumenter, bortgemt i en Krog paa Trinitatis Kirkeloft, hvor Carl Lund havde sin Malersal. Astronomerne havde ladet dem blive tilbage, da de forlod Rundetaarn, fordi de var umoderne allerede den Gang - uden at tænke paa deres kulturhistoriske Værdi.

Planetmaskinen er rekonstrueret.

I de følgende Aar fik Bertram Larsen omsider efter mange og besværlige forhandlinger de fundne Sager udleveret og tog dem under Behandling paa sine Værksteder i Lykkesholms Alle. For 3-4 Aar siden opnaaede han hos Magistraten en Bevilling paa 4625 Kr. til at istandsætte og forny det morsomme gamle Planetarium, og i disse Dage er han ved at fuldende Arbejdet, der saa kan afleveres med kortest muligt Varsel.

Desværre lod det sig ikke gøre at tage den gamle Planetskive i Brug, men en ny af ganske samme Udseende, men af bedre Metalkonstruktion er fremstillet, og det rigtige Horrebowske Værk sat i Forbindelse med Skiven. Et lille Urværk, som Bertram Larsen jun. har lavet som Svendestykke, driver Planetværket, og man ser i Cirkelrillerne de forskellige Planeter, Jorden, Mars, Jupiter, Venus o.s.v. dreje rundt som små blanke Messinghoveder omkring Solen i Centrum .... Maskinen fortæller Iagttageren om Legemernes evige Vandringer gennem Verdensrummet, den viser os den ene Planets proportionelle Gang mod den anden til et hvilket som helst Tidspunkt af Døgnet. Det er som at kigge Stjerne en Høstnat, hvor Himmelen er lysende fuld af Prikker .... ogsaa Ansigt til Ansigt med Planetriet bliver man ydmyg i Sindet og føler Menneskets Lidenhed.

Samtidig har Bertram larsen sat de gamle Instrument-Rester i Stand. De svære Mahogni -Staiver, hvorpaa Fortidens danske Astronomer hvilede deres Kikkerter, staar smukke og statelige opmagasineret paa hans Loft mellem gamle Urværker og Spilleværker, og den store Messingkvadrant, som er lavet efter engelsk Konstruktion, ligger pæn og blankpudset og venter paa af blive afhentet.

De paatænkte Ombygninger i Taarnet.

Før Planetmaskinen og de gamle astronomiske Instrumenter føres tilbage til Rundetaarn og opstilles i Nicherne øverst oppe, er det imidlertid Meningen at foretage forskellige indvendige Ombygninger af Taarnet, saaledes at det føres tilbage til sin tidligere Skikkelse.

Rundgangen skal fortsættes helt  op - ligesom den gjorde i gamle Dage, hvilket sandsynligvis vil medføre forskellige Indgreb i Opsynsmandens Lejlighed.

Forhaabentlig vil disse Ombygninger blive foretaget inden længe, saa at de gamle Instrumenter og Planetmaskinen i sin nye Skikkelse kan komme til Ære og Værdighed paa det Sted, hvor de hører hjemme.

Under Hvælvingerne deroppe vil de minde os om, at her laa "Københavns Stjerneborg" - som Rundetaarn kaldtes i fordums Tider - og foran Planetskiven vil unge og gamle undrende standse, Slægt efter Slægt.

Clerk.

(Nationaltidende, 28. september 1926)

Op og kig i Rundetårn

En kraftig tilslutning til "Kl. 5'"s plan om folkeobservatorium på Rundetårn.

Kiggestjerner

En ny ære for det gamle Rundetårn.

KLOKKEN 5 rejste for nogen Tid siden Spørgsmaalet om at indrette et Folkeobservatorium paa Rundetaarn. Medens den øvrige Presse har forholdt sig tavs Indtil nu, fik vi fra mange Sider den varmeste Tilslutning til Tanken. Og det er lykkedes os at føre Sagen saa langt frem, at den om nogen Tid vil blive rejst paa kompetent Sted. Derfor glæder det os naturligvis ikke mindre, at Planen efterhaanden finder Tilslutning i den øvrige Dei af Pressen. "Berllngske Tidende" beskæftiger sig i Aftes i en stor Artikel med det af os fremsatte Forslag. Det hedder heri:

Manden paa Raadhuspladsen 

Interessen for astronomiske Fænomener er meget stor herhjemme. Man behøver blot at se den Tilstrømning, der finder Sted, naar en smart Mand stiller sig op mod en astronomisk Kikkert paa Raadhuspladsen en Sommeraften. Folk strømmer til i hundredvis for at faa Lejlighed til at "kigge Stjerner".

Denne sunde og lærerige Interesse burde kunne dyrkes under mere ordnede og officielle Former paa vort gamle Rundetaarn. Alt, hvad dertil kræves, er dette, at Taarnets øverste Afsats føres tiltage til sin oprindelige Form, og at det lille Hus, som nu staar paa Afsatsen fjærnes. Dermed vil hele Afsatsen blive en stor Flade, paa hvilken 2-3 Kikkerter kan føres frem og tiltage og stadig staa til Publikums Disposition.

Taarnet under den ny Æra, 

Bladet slaar tillige til Lyd for at indrette et Musæum paa Kirkeloftet - og skriver videre:

At dette vilde kunne indrettes uden overvældende Bekostning, ja, naar Københavnernes Interesse for Astronomien tages i Betragtning, vilde man antagelig tilmed faa en saa stor Tilstrømning til Musæet og Folkeobservatoriet, at Udgifterne ved en lav Entré let kunne dækkes.

Man vilde tilmed herved have den Tilfredsstillelse, al Rundetaarn paa en Maade førtes tilbage tiI sin oprindelige Hensigt. Christian IV Pførte det, for at det skulde tjene Astronomien og -Astrologien - og benyttes som Observatorium. Indrettet som Folkeobservatorium vilde det gamle Taarn hurtigt opnaa en kolossal Popularitet blandt Københavnerne.

- - -

Det er altsammen svært hørt - og vi takker for Tilslutningen.

(Klokken 5 (København), 30. september 1926)

.

Rundetaarn.

Forleden gik jeg ind ad Rundetaarns skumle Portaabning og henvendte mig til Herren ved Indgangen, som sidder bag Glasruden og sælger Billetter til Taarnet. Han saa hen ad Gangen og greb Billetrullen.

- Hvormange?

En!

- Naa, saa har De med i Dag? sagde han. Nu skal vi jo til at rydde op her i Taarnet, og det er jeg glad for!

- Saa?

- Ja, saa kan man maaske faa Øje paa Larsen. Kender De ikke Larsen, næ, hvor skulde De osse kende ham fra. Det var før Deres Tid. Det var i 78, han gik op i Taarnet efter at vi havde vekslet et Par Bemærkninger om Vejret. Men han gik sgutte ned igen!

- Saa er han faret vild!

- Vi havde jo en Kirkebetjent, der gik og snusede i Krogene for at se om der var noget, han kunde sælge. Saa siger jeg til ham en Dag, hør Jensen, siger jeg saa, De skulde vel ikke tilfældigvis ha' set en blond Herre med Trikaalorebaand om Hatten ligge i en af Krogene?

- Næ, siger han. Men der ligger et Selskab inde i Hulningen paa femte Etage. Det kan være, at han er der imellem, siger han.

- La' ham saa bare være, siger jeg, han ha'de Abonnement, og det er rart at vide, hvor man har Abonnenterne.

- Nu har jeg forresten solgt Rundetaarn paa Roden! siger saa Jensen pludselig. Det kan ikke betale sig at sælge den i Smaadele. Det faar man ikke noget ud af.

- De har aldrig været nogen fin Mand, Jensen, siger jeg bebrejdende, og det Anstrøg af Gudelighed, De burde ha' som Kirkebetjent, har De solgt for længe siden.

Men heldigvis saa gik Jensen og faldt ned ad Taarnet før han fik Pengene, og Handelen gik tilbage. Men nu skal der altsaa ryddes op i alle Krogene, og saa glæder jeg mig til at se et Par gamle Abonnenter og Venner, der gik op en Søndag i forrige Aarhundrede, navnlig Larsen.

Saa gaar jeg op ad de spiralformede Gange, der dufter af hundredaarigt Støv, og tilsyneladende har Jensen kun faaet solgt enkelte løse dele.

Pipperup.

(Social-Demokraten, 30. september 1926)