Mellem Bølgebliksskure og Præstegaardshaver. (Efterskrift til Politivennen)

Den gamle Ladegaards Idyl afløses af Storbyens Cementørken.

Hos Kineseren, som taler Kinesersprog og har gode, gamle kinesiske Arbejdsteorier.

Der er Ting helt uden for Baedekers stjernebesaaede Vej gennem København, som Turisterne lægger Mærke til - de røde Postbude, Cyklehærene f. Eks. I gamle Dag var det Indkørselen til Byen først og fremmest - ikke som ellers ved Indkørselen til Storbyer en Grav af høje, graa Huse, der lukkede sig mere og mere over Taget, - men stille, smukke Provinshaver, gamle rødtagede Huse, Syrener og blomstrende Æbletræer, et Par blinkende Søer til begge Sider - og saa var man der, i selve Storbyens Hjerte. Ikke noget Sted tumlede fremmede Tilrejsende saa overraskede og forbavsede ud af Toget som paa den gamle Hovedbanegaard.

Underligt nok blev den liggende i Aarevis langs Jernbanen, denne gammeldags Stribe Provins, den nye Tid susede med Jernbanen ind i Byen, men Idyllen skulde den igennem først.

Saa valgte Jernbanen andre Veje ind i Storbyen, - og Idyllen derude ved de gamle Jernbanespor har efterhaanden maatte give op. Brede Asfaltboulevarder maser sig Vej hen over den, og det allermest moderne Stykke By ligger nu, hvor den var.

- - - Tilbage ligger kun den gamle Ladegaard og forsvarer sig haardnakket. Store Millionpaladser, Kæmpehallen, Fagforbundenes Bygning, Handelsskolen, rejser deres kvælende Mur omkring den, og Fremskridtets letbenede Pionerer er allerede dybt inde paa dens Enemærker - lange Rækker af firkantede Cementgarager, Automobilværksteder, som har flyttet hele deres hvæsende Mekanik ind i de gamle, stille Huse og saa Rædslernes Rædsel, Bølgebliksskurene, som altid myldrer frem paa den Slags Terræn, hvor man skal være klar til at komme væk igen i en Fart.

Inde bag Rædslerne gror stille, fredelige Haver med Stenhøje og Søer, det ene Styke Præstegaardsidyl ved Siden af det andet - midt i Byens Cementørken.

- - - Men den varer nok ikke længe - den gamle Ladegaards Kamp for Livet. De gamle Bygninger har været brugt til alt - Pesthus, Sindssygehospital, straffeanstalt og Fattiggaard - til alt, blot aldrig til noget anstændigt er der blevet sagt om dem. Men nu er de snart ude af Brug.

Allerede i denne Vinter skærer Kloakarbejderne deres dybe Render tværs geimem Terrænet til et lille Forvarsel om, hvad der skal ske.

- Det er et stort Kloakarbejde, siger Arbejderformanden til mig. Men der skal jo ogsaa ligge en hel lille By her.

God Jord for Resten at grave i. Opfyldningen, som næppe har set Spade i 4-500 Aar. Men nu kommer det. Det maa jo da snart ryddes alt det gamle derovre - og saa peger den Rydningens og Fremskridtets Mand med en overlegen Haandbevægelse det gamle og faldefærdige ud.

Inde i en af de skumleste gamle Ronner bor Kineseren. Han har lige netop saa stort et Vindue, at der kan falde Lys over hans Kurvebinderarbejde, men ellers ruger Mørket over Værkstedet med dets Kurve af Duer, og Høns og Hunde - jeg elsker Dyr, siger han.

Mørkemand er han ellers ikke. I Sommeraftenerne lyder der tit Spektakel og Lattersalver fra de gamle Rønner - det er Kineseren, der "laver Sjau", som han kalder det.

Vi lister ind i Mørket og forsøger en Samtale, men det kniber. Han taler "Kinesersprog", netop saadan som enhver Provinsskuespiller kan det paa Fingrene - med Sløjfning af alle andre Ord end netop Substantiver og Verber og med ophøjet Foragt for svære Konsonanter.

Men det værste er, at han kan ikke finde 2/3 af de Ord, han skal bruge, og vi kan ikke forstaa 2/3 af de Ord, han finder. Og ind imellem blander han engelske og fantastiske Kineser-Gloser.

Først da han faar Lov at sludre løs, gaar det - Fingrene løber paa ham under Kurvebindingen, han raaber og ler, og af og til slipper han Kurvene, lægger sig helt tilbage mod Væggen og slaar sig paa Laarene af Henrykkelse over det, han fortæller.

- Jag nu været her tyve Or, Ikke først her, England. Tyskland, Olland, sidst her. Tyve Or her.

Nu jag garmel. Men i Ungdom, Sjau, Ballade, hele Nat, kiss, danse, De ved, hele Nat. Aah, Sjau. Nu jag garmel, to hal tres Or, maj garmel. Ungdom - by - by. 

- Tjener De noget ved Kurvebindingen?

- Nej, dolig Tid, men før, jaj Mester selv. Hos Mester, jeg lærte, tysk Svend sige. Du Lærling, gi Øl, tjene mere end maj. 

- Naj, jeg sa. Jaj bli Mester, det du aldri bli, - du drik Øl. Jaj før, fire Sven, Heste, Vagn. Jaj lav 14 Kurv paa Dagen en Sven lav 7. Han drik Øl.

Da vi igen dukker ud i Dagens Lys og friske Luft, er Taget blevet helt snavset, men saa kommer Kineseren farende med en Børste. Selv er han ren og pæn, og helt fortvivlet raaber han: Snavs, fy, pæn Frak, paa Gade, aldrig.

- - Hvordan han egentlig er skyllet op her, og hvorfor - det maatte jeg ikke faa at vide. Men han hører nu til det Stykke Idyl, som vil overleve Rydningen. Hans Teorier om Arbejde og Øldrikning er stabile nok!

(Nationaltidende, 4. januar 1927, 2. udgave).

Fra den gamle Ladegaards Enemærker. Udviklingen har taget Fart ude paa Terrænet omkring den gamle Ladegaard. Der rejser sig store Komplekser og brydes nye Færdselsaarer igennem, og det meste er allerede ukendeligt nu. Men Kærnen i det hele, selve Ladegaards-Komplekset og en Rest af Inspektor Hosts gamle Have, er endnu i Behold med al den Skummelhed, der er Tradition herude. Der er installeret mange mærkelige Smaavirksomheder herude. Her møder man blandt andet den gamle Kineser Gom-Wai-Ban, der med en uudgrundelig Mine sidder lavs og verdensfjern over sit Kurvefletter-Arbejde i el gammelt forhenværende Hønsehus.

Øverst: Ejendommen paa Hjørnet af Blaagaardsgade (x), som skal nedrives. Nederst: Retningslinien for den nye Gade ved ladegaardsterrænet, set fra Aaboulevarden. Foto fra Aftenbladet (København) 27. januar 1926.

Man havde dengang planer om at føre Sct. Marcus Alle fra Rosenørns Alle over det gamle Ladegårdsterræn til Blågårdsgade og regnede med stor trafik. Her havde Beck-Olsen engang et cirkus. 

I 1926-1927 blev der langs Ladegården anlagt en kloak fra den nyanlagte Rosenørns Alle over Ladegårdsgrunden. Det var på dette sted Bech Olsen havde sit cirkus. Herfra fortsattes ud til boulevarden mod Blågårdsgade. 

Foto fra Aftenbladet (København), 8. februar 1927 som viser kloakarbejdet.

Irene Holms Grav - og Danske Kvinders Velfærd. (Efterskrift til Politivennen).

"Irene Holm"s smukke, lille Gravsted paa Vestre Kirkegaard.

Julemorgen var det et Aar siden den lille, ensomme, gamle Dame, Danselærerinden, Frøken Alvilda Bach afgik ved Døden paa Kommunehospitalet efter et trangt Liv i Kamp og med store Skuffelser.

Det var bekendt at hun var Modellen til Herman Bangs berømte Irene Holm, og i mange Henseender stod hun som en Type paa den ukendte ensomme, gamle Kvinde, der strider Livets haarde Kamp til Ende - uden nogen Ven ved sin Side. Da dette Blad paatog sin at indsamle de tilstrækkelige Midler til at skaffe hende en smuk Begravelse, strømmede Bidragene straks ind fra alle Sider, og meget hurtigt var det tilstrækkelige Beløb sikret ....

Begravelsen arrangeredes under smukke og højtidelige Former fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard i Samarbejde med den udmærkede Institution "Danske Kvinders Velfærd", hvis Formaal det fortrinsvis er at hjælpe ensomme syge Kvinder - just af Irene Holms Type. Siden paatog D. K. V. sig ogsaa hele Anlæggelsen og Vedligeholdelsen af Graven.

Et smukt hvidt Kors, skænket at Stenhuggermester Anders Larsen, staar for Gravens Fodende, og nu ved Julen havde Danske Kvinders Velfærd lagt et stort, smukt Moskors paa Graven.

Irene Holms Grav bør Aar for Aar bevares i samme pæne Stand, den vil tale til os om de stille Eksistensers gribende Skæbne . . . omtrent som den ukendte Soldats Grav i Paris taler til enhver, som standser ved den om de Tusinder af Krigeres Lidelser og Kampe, Ansigt til Ansigt med Døden. Den vil blive et Symbol for os.

Men det nette, lille Gravsted symboliserer heldigvis ogsaa noget andet, nemlig Menneskekærligheden, og det erindrer os om, at der her i Byen findes saadanne Institutioner som Danske Kvinders Velfærd, der gør meget godt i det stille. Aaret rundt modtager Hjemmet, som ligger i Kronprinsessegade 4, mange ensomme syge og nødlidende Kvinder. Der er Plads til 30, og Hjemmet arbejder helt uden Statsstøtte - kun holdt oppe ved de Bidrag som gode Mennesker skænker til dette Arbejde. Sidste Aar har Forplejningsdagene været 10.420. 

Et smukkere Symbol end Irene Holms Grav kan Foreningen ikke vælge for sit fremtidige Arbejde.

(Nationaltidende, 26. december 1926).

Annonce af Alvilda Bach, for et afdansningsbal i Sakskøbing, Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 23. marts 1875.

Ifølge Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 27. april 1912 var der lagt en buket pinseliljer på Herman Bangs grav med kortet: "Min inderligste hilsen til forfatteren H. B. fra Irene Holm". Ved forfatterens død blev det oplyst at virkelighedens Irene Holm var halvgammel og fattig på en lille kvist. Der blev sat en indsamling i gang, så hun kunne "knibe sig igennem verden igen".

Alvilda Bach døde 25. december 1925 på Kommunehospitalet, efter at have boet på "Ensomme Gamles Værns" alderdomshjem "Rahbechs Minde". Hun blev begravet den 31. december 1925. Trods et veritabelt regnskyl var kapellet fyldt med mennesker. 

Herman Bang skrev novellen "Irene Holm" 1890 til sin novellesamling "Under Aaget".  Hun rejser rundt og giver danseundervisning. Uddannet som danserinde, uden dog at få roller på Det Kongelige Teater. Til latter og ydmygelse for de lokale, kun en præstefrøken giver hende kortvarigt anerkendelse.

Da det rigtige Juleskib kom. (Efterskrift til Politivennen).

 

"Frederik den VIII" bugseres ind, medens Folkeskarerne paa Kajen venter. - De Hjemvendte vinker den første Hilsen ind til Byen.

Naar der i Gaar Middag var mødt hen mod 20.000 Mennesker op i Frihavnen for at byde Aarets "rigtige" Juleskib - den sidste Amerikadamper før Jul - Velkommen, var det ikke, fordi de alle havde Paarørende med Skibet, men fordi det efterhaanden er gaaet op for Københavnerne, at det er lidt af en Oplevelse at overvære dette Skibs Ankomst Det er et københavnsk Folkelivsbillede af en egen, hjertevarm Stemning, - Skibet med Juletræet i Mastetoppen. Skibsorkestrets Julesange og Fædrelandsmelodier, de Hjemvendendes og Modtagerens Glæde danner tilsammen et Billede, der uvilkaarligt griber, river med og bider sig fast i Mindet. Det kan ikke beskrives, det skal ses, og i Gaar blev det altsaa set af en mægtig Folkeskare med selve Kronprinsen i Spidsen. Han var den første til at gaa om Bord, og de ca. 600 Passagerer tog dette som en fin Opmærksomhed, en lille ekstra Oplevelse, straks ved Ankomsten. Det var hovedsagelig jævne Folk, Farmere fra de forskellige Stater, der i Gaar kom hjem for at holde Jul i "det gamle Land".

(Aftenbladet (København) 20. december 1926).

Kæmpen, der faldt. (Efterskrift til Politivennen)

En Sørgefest paa St. Hans Torv.

Vor alvise Magistrat, der som alle andre længe har været klar over de vanskelige Trafikforhold, der hersker paa St. Hans Torv paa Grund af de mange sammenstødende Kørselslinier, resolverede forleden, at der ved Udløbet af Elmegade og Guldbergsgade i Torvet skulde rejses en Lysmast, fru hvis Top der skulde udkastes saa stærkt et Lys, at hele dette Hjørne af Torvet fra Mørkets Frembrud vilde være belyst som af den klareste Dag.

Evnerne indenfor vor kommunale Administration staar imidlertid som bekendt ikke altid paa Højde med den gode Vilje. Ordren til Teknikerne lød paa. at der skulde rejses en høj, "en mægtig Mast". Og en skønne Dag - eller rettere en skønne Aften - rejstes der vel den højeste Lysmast, der fandtes i Byen, paa det udpegede Sted en Mast, hvis Lys tillod Beboerne af 4 og 5. Sals Lejlighederne i omliggende Huse at Iæse om Aftenen og den hele Nat, uden at bruge deres egen Elektricitetsmaaler, medens hele Gadekrydset nedenunder, der var det, der skulde belyses, fortsat henlaa i et ægyptisk Mørke, i hvis Midte Masten stod som en undersøisk Klippe til den største Fare for Trafiken og til største Rædsel for Bilkørere og andre kørende Folk.

Nu staar Masten der imidlertid ikke mere. Den blev nedlagt i Aftes.

Ved 18-Tiden kom Taxadroske K 1304 godtronde og intetanende jollende fra Guldbergsgade ind paa Torvet for at hugge sig en af Stadepladserne dér. Og midt I Gadekrydsets Mørke stod Masten høj og fræk og spærrede Kørebanen, saa det var Bilen plat umuligt at slippe udenom.

Den brasede lige løs paa Fodstykket. Og med et Brag, der hørtes over det ganske St. Hans Torv,  væltede Kæmpen og lagde sig til Hvile i hele sin mægtige Længde, medens Bilen, der havde faaet Køleren og hele Forpartiet shinet fladt, stillede sig til Hvile ved Siden af, som en dybtsørgende Paarørende. 

Politiet kom i stort Tal. Man forsøgte at løfte paa den faldne Kæmpe. Men han var urokkelig. Han blev liggende, hvor han Iaa, og Politiet maatte gaa hjem med uforrettet Sag efter, af Hensyn til Nattens kommende Trafik, at have afmærket Pladsen med Lygter og Tovværk og Stakit.

I Morges tidligt, da Politiassistent Vindinge paa sin Inspektionsrunde kom forbi den faldne Kæmpe, standsede han brat ved Synet af en mægtig Halmkrans, der i Nattens Løb var henlagt paa Graven. Og ved Kransen var hæftet et stort Stykke hvidt Karton, paa hvilket der med 4-Tommers Bogstaver var skrevet følgende lidt ubehjælpsomme men uhyre velment

Gravskrift.

Ingen havde paa Dig kaldt,
derfor din Levetid blev kort
Du skal have Tak for alt,
hvad Du gjorde, før Du gik bort.

En, der lykkeligt undgik Dig.

Gravskriften samlede i Løbet af ganske kort Tid en mægtig Sørgeskare omkring Stedet. Og da Trafiken truede med at gaa rent Staa, maatte Politiassistenten til sidst give Ordre til at fjerne Kransen og Plakaten, der foreløbig er bleven taget i Forvaring paa Fælledvejens Station.

Hvornaar Kæmpens Begravelse finder Sted, er endnu ikke bestemt.

Den laa paa Valen endnu i Formiddags ved Redaktionens Slutning.

Svip.

(Aftenbladet (København), 16. december 1926).

Allerede dagen efter blev masten imidlertid rejst igen, så Aftenbladet kunne den 17. december 1926 bringe ovenstående foto af den. Og digteren - bladet antog det var en chauffør eller bilist - var på spil igen: Velkommen tilbage, Du kære Ven. Lad os haabe Du snart bliver væltet igen. Men skulde det ske Du igen vil opstaa. Da vil vi ej køre, langt heller gaa.

Helge Bonnen 1896-1983. (Efterskrift til Politivennen)

Helge Bonnén lærte at spille klaver Agnes Adler, Edgar Henrichsen og Anders Rachlew og teoriundervisning af Vilhelm Rosenberg og Edgar Henrichsen. Han debuterede som komponist og pianist i 1916. Bonnén gav i 1922 den formodentlig første danske opførelse af Claude Debussys Suite bergamasque (komp. 1890, rev. 1905) samt af Maurice Ravels Le tombeau de Couperin (1914-17).  I årene 1925-1929 var Bonnén den første redaktør af Dansk Musik-Tidsskrift. 

Før "Unge Tonekunstneres" Musikfest i Tivoli.

De vil spille ind i Sommer, hvad de koncerterede ud i Vinter.

Tivoli bliver et eneste Brus af Sang og Musik paa Tirsdag.

Komponisten og Klaverspilleren Helge Bonnén.

- I Morgen bliver der stor Musikfest i Tivoli - i dejligt Vejr og med Assistance af Kammersanger Peter Cornelius som Gæst, "Bel Canto", der synger for første Gang efter Hjemkomsten fra Finland, de centraliserede Sangforeninger, som tæller to Hundrede Mand, "Arion", "Forsvarsbrødrenes Sangkor", "Dur og Moll" og atten syngende Solister foruden et stort Antal spillende.

Det var Foreningen "Unge Tonekunstnerens Formand, Komponisten og Klaverspilleren Helge Bonnén, som talte saaledes, og han havde en Varme og Begejstring i sin Stemme, som maatte kunne overbevise selv den værste Skeptiker.

- Hvor kan De vide, at det bliver dejligt Vejr? spurgte vi.

- Jeg er vis paa, at alle, ogsaa Vejret, vil støtte os, fortsatte han - for vort Formaal er godt, og vort Underskud er stort.

Om Vinteren giver vi vore Penge ud til Abonnementskoncerler, ved hvilke vi bringer unge Talenter frem, og til de internationale Koncerter, franske, czekiske o. s. v.  som vi har faaet saa megen Anerkendelse for. Nu skal vi samle Kraft til den kommende Sæson - og vi møder med et Kæmpeprogram paa Tirsdag. Tivoli bliver eet eneste Brus af Sang og Musik lige fra Kl. 7,30 til Kl. 11,30

- Hvem er det, der bruser?

- Sangeren Anker Olsen synger nye Sange af Riis Magnussen og mig i Koncertsalen, og der opføres Lange-Müllers "Niels Ebbesen" for Soli, Mandskor og Orkester. Violinisten Mogens Hansen spiller vor Formand, Launy Grøndahls nye Violinkoncert, og kgl. Kapelmusikus Vilhelm Aarkrogh spiller hans nye Koncert for Trækbasun. Paa Pantomimeteatret synger tresindstyve Sangere under Ledelse af Richard Østerfeld, og der opføres Gades "Elverskud" med Frk. Stella Hellemann som Moderen, Emil Friis som Oluf og et Solistkor med Kunstnerinder som Frk. Else Schøtt. Frk. Ebba Søgaard-Larsen, Fru Kamma Jordan -

- Det er nok I Det er nok! afbrød vi. 

- Det bruser allerede af saa megen Musik inde i vort Hoved, at vi er overbevist om, at det vil blive prægtigt Vejr paa Tirsdag.

- Kgl. Koncertmester Peder Lynged bliver Dirigent for det forstærkede Orkester, fortsatte Helge Bonnén -,

- Det er utænkeligt at Vejret skulde svigte saa megen talentfuld Ungdom, sagde vi - og det er endnu mere utænkeligt, at Publikum skulde gøre det.

Hélas.

(Nationaltidende 29. juni 1925).

Foto fra Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 26. juni 1925 der bragte en stort set enslydende artikel.

Koncerten i Haandværkerforeningen paa Søndag.

Haandværker- og Industriforeningen aabner paa Søndag sin Vintersæson med en Koncertaften, hvortil man har engageret saa kendte Navne som Koncertsangerinde Fru Dagmar Samuel Hahn og Operasangerinde Frøken Gerda Goll samt Pianisten Helge Bonnen. Frk. Gerda Goll gjorde sidste Vinter Springet fra Koncerttribunen til Scenens skraa Brædder, idet hun uden Varsel overtog Titelrollen i "Grevinde Mariza" paa Scala. Forsøget faldt heldigt ud. Kritikerne var enige om, at Debutantinden var et dramatisk og sangligt Talent. Efter denne Sukces to Gerda Goll paa Tourné i Norge, og overalt roses hun for sin smukke Stemme.

Fru Samuel Hahn har jo tidligere sunget her i Byen, saa hun er ikke Horsenianerne ukendt. Hun har fejret store Triumfer baade her og i Udlandet, og hun gælder for at være en Sangerinde af Rang.

Endelig er der Helge Bonnen, der vil akkompagnere de to Sangerinder og spille Ting bl. a. af Mendelssohn, Bartholdy, Cesar Frank og Claude Debussy. Et Blad skriver om ham: "Helge Bonnen er modnet kunstnerisk set, og han har bevaret sin herligt ungdommelige Forkærlighed for det overraskende, det nye, det, der ikke er Allemandssag. Hans Tekniks Properhed taaler Koncertsalens skarpeste Lys"

Uden Tvivl har man Lov til at vente sig en virkelig udbytterig Sang- og Musikaften.

(Horsens Social-Demokrat 1. oktober 1925).

Han medvirkede som en af første i radioen i Ryvang Radios festkoncert for P. E. Lange-Müller hvor han såvel holdt festtalen som spillede klaver. 

- Det er i Aften, "De unge Tonekunstneres Selskab" holder deres Festkoncert til Ære for Komponisten Lange-Müller i Anledning af hans forestaaende 75-Aars Fødselsdag.

Vi moder Selskabets Formand, Helge Bonnén, som fortæller os følgende om det Forløb, Aftenen vil faa, hvis den kommer til at gaa programmæssigt:

- Det bliver i Odd Fellow-Palaiets mindre Sal, og det bliver den eneste Festkoncert, da selve Fødselsdagsfesten er henlagt til Det kgl. Teater. Lange-Müller kommer til Stede, og jeg indleder med at henvende en lille Tale til ham, en Hilsen fra Ungdommen.

Derefter træder Ungdommen selv frem paa Tribunen for at synge og spille hans Toner. Fru Lilly Gade, Ove Peters og Erik Rytter vil spille hans Trio, Fru Stella Hellemann synger "Sulamiths Sange", Fru Gudrun Seligmann spiller nogle Klaverstykker, Fru Lis Mogensen synger, ledsaget af en Damesekstet, Aria Pastorale, og hun akkompagneres paa et sjældent, gammelt Hammerklaver, Hornung & Møller har laant os, og som endnu aldrig har været udenfor Firmaets Lokaler.

Der er endnu flere Medvirkende - 

- Det bliver, kort sagt, Ungdommens Hyldest til den gamle Mester?

- Det bliver det! siger Helge Bonnén med et Udtryk, der viser, at de Unge glæder sig til i Aften. - Og jeg kan betro Dem. at Koncerten, som vi forhaabentlig faar fuldt Hus til, skal slutte med Touche og Laurbær!

(Nationaltidende 26. november 1925).

I 1920 var Bonnén medstifter af Unge Tonekunstneres Selskab og dets formand i to perioder: 1920-22 og 1925-28. Selskabet var blevet dannet i 1925 ved sammenslutning af to solistforeninger og havde ca. 250 medlemmer.

Unge Toner.

Helge Bonnén fortæller om Kammeratskabets Indflydelse paa Kunsten og paa Kunstneren - og om UngeTonekunstneres Selskab.

Helge Bonnen tager sige Briller af og lægger dem foran sig paa bordet:

- Jo - for jeg skal jo tale, siger han ivrigt, og ikke spille .... der er Forskel ....

- Hvor stammer Deres Navn fra?

- Vi er gamle .... fra det 15de-16de Aarhundrede, og vi er Vestfrisere .... vores Forfædre var alle Haandværksmestre, uden Spor af Sjov i .... det er først begyndt med Folmer og mig .. Min Far, som bor paa Fyn, giftede sig med en rigtig Skibsrederdatter, og det er fra Mor, vi har, min Broder og jeg, vore kunstneriske Evner og Interesser .... men hvad der er det allervigtigste: Mor er et enestaaende elskeligt Menneske .... det er ogsaa hende, som har næret vore Kunstneriske Længsler .... ; Jeg løb af Skole, inden jeg blev Student og jeg tudede mig til at blive Pianist, Mor kan ikke holde ud at se nogen græde....

- De har stiftet Unge Tonekunstneres Selskab, hvad er det ?

- Ja, det har jeg .... jeg fik Idéen ved at læse Rostands vidunderlige Bog om Musiken i vore Dage .... Han aabnede mit Blik for, hvad Sammenslutning og Kammeratskab betyder, og saa vilde jeg forsøge saadan noget her i Landet .... og nu arbejder vor Forening - fuldkommen internationalt.

- Hvad vil det sige

- Det vil sige, at vi hvert Aar, paa vor slunkne Pengekasses Bekostning, beder nogle udenlandske Kolleger her op for at lade deres Toner lyde til Gengæld giver vi dem saa en lille Prøve paa vore egne.

- Bliver det ikke let en selskabelig Forening?

- Næ - æ-h - og - jo. Stundom er vi kun kammeratlige, til andre lider bliver vi Musikforening i almindolig Forstand. Vi giver ogsaa Koncerter til Fordel for trængende Kolleger, men først og fremmest, saa hæger vi om vort Kælebarn: de internationale Koncerter .... Vi trænger til herhjemme athente Inspiration hos baade nære og fjerne Dyrkere af Musikens Kunst.

- Er vi ved at staa stille?

- Nej, absolut nej .... det kan man da ikke sige, naar vi har et saa stort Navn som Carl Nielsen.

Helge Bonnén.

- Er et Navn nok ?

- Næh, naturligvis ikke .... men der ligger mange Muligheder i det opvoksende Slægtled af Musikere .... Man har Lov at haabe, at netop det, at vi her i Landet kan modes med Kolleger udefra, at det vil sætte Spor Fremtiden ....

- Har De set Resultater?

- Ja - a hos flere af vore unge Komponister .... Knudåge Riisager er en af dem.

- Vil De kalde ham typisk dansk?

- Absolut nej .... han repræsenterer, i Øjeblikket, det spekulativt moderne, hos ham spiller Intelligensen og Tanken Hovedrollen .... men .... efter met Kendskab til ham, saa haaber jeg, at Hjertet ogsaa engang vil trarnge igennem og skabe den helt ægte Kunstner.

- Er dansk Tonekunst ikke for Tiden ude i Eksperimenternes Fare?

- Egentlig ikke andre end ham .. eller bygger vi paa Carl Nielsen og hvad han har skabt og lært os

- Er der slet ingen, som ønsker at fortsætte i Gades, Hartmanns, Heises og Weyses Spor ?

-Nej .... vi har kun saa faa Romantikere Siegfried Salomon med sin Leonora Christina, jo, og saa Riis-Magnussen .... om ham har Kammersanger Hansen sagt, at han var den moderne Heise .... og det maa man dog sige betyder noget

- Har den internationale kammeratskabsfølelse bragt den Lykke, De ventede Dem?

- Jeg vil sige, at blandt et lille Mindretal finder man de Venner, man kan sætte sin Lid til Livet ud ... men de er, desværre, saa faa... Vi haaber jo, al den Dag kommer, hvor vi alle gaar op i en større Harmoni af kammeratskab og Forstaaelse, da først betyder vor Forening noget ....

- Det gør den altaa ikke nu?

- Ak, det er saa menneskeligt. . . .

- Skabes den bedste kunst ikke ud af Ensomhed og Bitterhed?

- Af Ensomhed - og Kærlighed .... men for mig er det en Livsbetingelse. at jeg møder Sympati uden den kan jeg ikke arbejde .... og jeg ved, der er mange, som føler paa samme Maade ... derfor har jeg stiftet vores Selskab ....

Christian Houmark.

(B. T. 30.november 1926).

Han var medarbejder ved blade Radio Magasinet 1927-29, Ugens Radio 1928 og Radiolytteren. Samt stifter og kunstnerisk leder af Operaselskabet af 1932, hvor han i øvrigt også fungerede som kapelmester. Han stod 1933-1934 i spidsen for de første danske opførelser af Maurice Ravels opera L’heure espagnole (komp. 1907-1911) og Kurt Weills og Bertolt Brechts Mahagonny (komp. 1927). Han stiftede Tonekunstnerfondet af 1941 og var første formand til 1950.

Bonnén udgav i 1946 biografien P.E. Lange-Müller og i 1960 Bogen om Folmer Bonnén, Helge Bonnéns bror, som foruden at være maler også komponerede.

Helge Bonnén skrev klaverværket Variationer og Finale op. 10 fra 1922, hovedværket Spoon River Antologien over Edgar Lee Masters' berømte digtsamling (1937). Desuden skrev og udgav han en del sange hos Wilhelm Hansen

I 1946 fik Bonnén udgivet København: Billeder fra en Storby med illustrationer af Alex Garff.

Helge Bonnens gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling 6, række 17, nummer 15. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Se også:

Vor Tids danske Musikere og Tonekunstnere (København: Forlaget Vort Land, 1937), s. 84f.

Vagn Kappel: ”Helge Bonnén”, Ejnar Jacobsen og Vagn Kappel: Musikkens Mestre. Danske Komponister. København: Jul. Gjellerups Forlag, 1947, s. 472f.

Musikken Hvem Hvad Hvor. Biografier bd. 1. København: Politikens forlag, 1961, s. 79.

Michael Fjeldsøe: Den fortrængte modernisme – den ny musik i dansk musikliv 1920-1940. København: Hr. Nilsson, 1999.