Kvindehjemmet i Læssøesgade jubilerer. (Efterskrift til Politivennen)

Vuggestuens mindste. I Forgrunden Plejemoderen, Frk. Louise Jørgensen (x).

Det kendte Kvindehjem i Læssøesgade Nr. 8 har paa Tirsdag d. 1. Februar bestaaet i 25 Aar.

Det har jo faaet adskilligt mere ind under sin Virksomhed end den Gang, Fru Vibeke Salicath og "Hjemmet"s Redaktør, Frk. Valborg Andersen første Gang aabnede "Herberget for hjemløse Kvinder" i en gammel Bindingsværksbygning paa Graabrødretorv.

Lokalerne her viste sig hurtigt at være for smaa, og allerede Aaret efter flyttede man til Ejendommen i Læssøesgade og forandrede samtidig Navnet til "Kvindehjemmet".

Senere har det med Støtte baade fra Stat og Kommune udviklet sig til en stor Institution, der foruden det oprindelige "Herberg" omfatter Vuggestue, Folkekøkken, Systue og Optagelseshjem.

Sidste Aar fik henved 700 Kvinder her billigt Nattelogi, og Vuggestuen har Plads til 66 Børn i Alderen fra 14 Dage til 7 Aar. Naar Forældrene gaar paa Arbejde, kan de aflevere deres Børn her og vide dem under et godt og aarvaagent Opsyn. De mindste Tuller under 2 Aar kravler paa Gulv og i Senge, de lidt større samles i en stor Legestue med lave Stole og Borde, og de ældste endelig beskæftiges i en nydelig indrettet Børnehave Samtidig faar Børnene Maaltider Mad om Dagen, og for det hele betales kun 70 Øre pr. Dag. Er der flere Børn fra samme Hjem, gaar Prisen ned til 55 Øre pr. Barn

Endvidere kan der paa et særligt Optagelseshjem modtages yderligere 12 Børn, hvis Mødre er syge. Maaske kan der endda knibes Plads til et Par Stykker til, thi Plejemoderen, Frk. Louise Jørgensen har et stort Hjerte, og saa véd man jo, hvordan det gaar med Husrummet.

Det havde ogsaa Stifterinden, Fru Salicath, der utrætteligt arbejdede for Kvindehjemmet. Hendes Efterfølgerske som Hovedleder og Formand, Fru Nyrop, følger energisk i hendes Fodspor.

(Aftenbladet (København) 29. januar 1927).

Vibeke Salicath. Foto Julie Laurberg & Gad, Dagbladet (København) 23. januar 1927.

En betyden Side af Kvindehjemmets Virksomhed. Her afleveres Barnet, mens Moderen gaar paa Arbejde. Foto fra Dagbladet (København) 23. januar 1927.

Et moderne Garageanlæg. (Efterskrift til Politivennen)

 

Efterhaanden har der jo omkring i Byens ydre Dele rejst sig store Garagekomplekser. Et af de største er i disse Dage blevet fuldført ude paa Hjørnet af Enghavevej og Matthæusgade, hvor en Række lave Butiker danner Rammen om et helt lille Garage-Gadeanlæg.

Indkørslen sker lige paa Hjørnet gennem et stort Benzintankanlæg, og inde i Gaarden straaler der 3 brede Gader ud med Garager paa begge Sider. For Enden af Gaderne ligger en meget stor Vaskehal med Vaskemaskiner, hvor 20 Automobiler paa én Gang kan renses. Garagerne har Plads til ca. 100 Autoer. 

Naturligvis er der ogsaa et Reparationsværksted, og overhovedet findes der overalt de mest moderne Indretninger og Bekvemmeligheder. 

Komplekset er opført af Murmestrene Kr. Kristensen og Martin Olsen efter Tegninger af Arkitekt Jens Jørgensen.

(Aftenbladet (København) 19. januar 1927).

Kvindernes Handelshøjskole. (Efterskrift til Politivennen).

 

Højskolen paa Julius Thomsens Plads.

Medens de unge Mænd, der gik I Handelsvejen, i snart 25 Aar har haft deres egen Højskole ved Nørre Boulevard, har de unge Kvinder haft deres Skole i lejede Lokaler, nemlig i tysk Skole i Larslejstræde.

Lokalerne var store og gode, men bedst er det jo altid at have Foden under eget Bord. Det faar de nu. Tirsdag den 11. Januar - lige 25 Aar efter Købmandsskolens Indvielse - indvies nemlig Kvindernes Højskole paa Julius Thomsens Plads ved Markus Kirken og ligeoverfor Kæmpehallen.

Her blev den 8. November 1925 Grundstenen lagt til den store, røde Bygning med den smukke, monumentale Granitportal, der saa heldigt bryder den lange, ensartede Facade.

Her er rigelig Plads til de 1100 unge Kvinder, der i Øjeblikket søger Højskolen, og som foreløbig om Dagen maa afgive den øverste Etage til de unge Mænd.

Foruden Skolelokalerne er der Bolig til Portner og en smuk Gymnastik- og Festsal, hvor Skolens dygtige Forstanderinde, Frk. Rosengaard, paa Tirsdag med Stolthed og Glæde kan byde de mange Elever Velkommen i deres eget Hus

(Aftenbladet (København) 4. januar 1927).

Bibliotekssalen. Ved den ene side en af de nydelige marskaller. Foto fra indvielsen i Aftenbladet (København) 12. januar 1927.

Handelshøjskolen på Julius Thomsens Plads 6 var tegnet af arkitekt Jesper Tvede. Grundstenen var lagt 3. november 1925. Skolen havde 24 klasseværelser, et bibliotek og et auditorium for 75 elever. Aftenskolen var beregnet til 12-1400 elever. Den officielle titel var "Den handelsvidenskabelige Læreanstalt".

Mellem Bølgebliksskure og Præstegaardshaver. (Efterskrift til Politivennen)

Den gamle Ladegaards Idyl afløses af Storbyens Cementørken.

Hos Kineseren, som taler Kinesersprog og har gode, gamle kinesiske Arbejdsteorier.

Der er Ting helt uden for Baedekers stjernebesaaede Vej gennem København, som Turisterne lægger Mærke til - de røde Postbude, Cyklehærene f. Eks. I gamle Dag var det Indkørselen til Byen først og fremmest - ikke som ellers ved Indkørselen til Storbyer en Grav af høje, graa Huse, der lukkede sig mere og mere over Taget, - men stille, smukke Provinshaver, gamle rødtagede Huse, Syrener og blomstrende Æbletræer, et Par blinkende Søer til begge Sider - og saa var man der, i selve Storbyens Hjerte. Ikke noget Sted tumlede fremmede Tilrejsende saa overraskede og forbavsede ud af Toget som paa den gamle Hovedbanegaard.

Underligt nok blev den liggende i Aarevis langs Jernbanen, denne gammeldags Stribe Provins, den nye Tid susede med Jernbanen ind i Byen, men Idyllen skulde den igennem først.

Saa valgte Jernbanen andre Veje ind i Storbyen, - og Idyllen derude ved de gamle Jernbanespor har efterhaanden maatte give op. Brede Asfaltboulevarder maser sig Vej hen over den, og det allermest moderne Stykke By ligger nu, hvor den var.

- - - Tilbage ligger kun den gamle Ladegaard og forsvarer sig haardnakket. Store Millionpaladser, Kæmpehallen, Fagforbundenes Bygning, Handelsskolen, rejser deres kvælende Mur omkring den, og Fremskridtets letbenede Pionerer er allerede dybt inde paa dens Enemærker - lange Rækker af firkantede Cementgarager, Automobilværksteder, som har flyttet hele deres hvæsende Mekanik ind i de gamle, stille Huse og saa Rædslernes Rædsel, Bølgebliksskurene, som altid myldrer frem paa den Slags Terræn, hvor man skal være klar til at komme væk igen i en Fart.

Inde bag Rædslerne gror stille, fredelige Haver med Stenhøje og Søer, det ene Styke Præstegaardsidyl ved Siden af det andet - midt i Byens Cementørken.

- - - Men den varer nok ikke længe - den gamle Ladegaards Kamp for Livet. De gamle Bygninger har været brugt til alt - Pesthus, Sindssygehospital, straffeanstalt og Fattiggaard - til alt, blot aldrig til noget anstændigt er der blevet sagt om dem. Men nu er de snart ude af Brug.

Allerede i denne Vinter skærer Kloakarbejderne deres dybe Render tværs geimem Terrænet til et lille Forvarsel om, hvad der skal ske.

- Det er et stort Kloakarbejde, siger Arbejderformanden til mig. Men der skal jo ogsaa ligge en hel lille By her.

God Jord for Resten at grave i. Opfyldningen, som næppe har set Spade i 4-500 Aar. Men nu kommer det. Det maa jo da snart ryddes alt det gamle derovre - og saa peger den Rydningens og Fremskridtets Mand med en overlegen Haandbevægelse det gamle og faldefærdige ud.

Inde i en af de skumleste gamle Ronner bor Kineseren. Han har lige netop saa stort et Vindue, at der kan falde Lys over hans Kurvebinderarbejde, men ellers ruger Mørket over Værkstedet med dets Kurve af Duer, og Høns og Hunde - jeg elsker Dyr, siger han.

Mørkemand er han ellers ikke. I Sommeraftenerne lyder der tit Spektakel og Lattersalver fra de gamle Rønner - det er Kineseren, der "laver Sjau", som han kalder det.

Vi lister ind i Mørket og forsøger en Samtale, men det kniber. Han taler "Kinesersprog", netop saadan som enhver Provinsskuespiller kan det paa Fingrene - med Sløjfning af alle andre Ord end netop Substantiver og Verber og med ophøjet Foragt for svære Konsonanter.

Men det værste er, at han kan ikke finde 2/3 af de Ord, han skal bruge, og vi kan ikke forstaa 2/3 af de Ord, han finder. Og ind imellem blander han engelske og fantastiske Kineser-Gloser.

Først da han faar Lov at sludre løs, gaar det - Fingrene løber paa ham under Kurvebindingen, han raaber og ler, og af og til slipper han Kurvene, lægger sig helt tilbage mod Væggen og slaar sig paa Laarene af Henrykkelse over det, han fortæller.

- Jag nu været her tyve Or, Ikke først her, England. Tyskland, Olland, sidst her. Tyve Or her.

Nu jag garmel. Men i Ungdom, Sjau, Ballade, hele Nat, kiss, danse, De ved, hele Nat. Aah, Sjau. Nu jag garmel, to hal tres Or, maj garmel. Ungdom - by - by. 

- Tjener De noget ved Kurvebindingen?

- Nej, dolig Tid, men før, jaj Mester selv. Hos Mester, jeg lærte, tysk Svend sige. Du Lærling, gi Øl, tjene mere end maj. 

- Naj, jeg sa. Jaj bli Mester, det du aldri bli, - du drik Øl. Jaj før, fire Sven, Heste, Vagn. Jaj lav 14 Kurv paa Dagen en Sven lav 7. Han drik Øl.

Da vi igen dukker ud i Dagens Lys og friske Luft, er Taget blevet helt snavset, men saa kommer Kineseren farende med en Børste. Selv er han ren og pæn, og helt fortvivlet raaber han: Snavs, fy, pæn Frak, paa Gade, aldrig.

- - Hvordan han egentlig er skyllet op her, og hvorfor - det maatte jeg ikke faa at vide. Men han hører nu til det Stykke Idyl, som vil overleve Rydningen. Hans Teorier om Arbejde og Øldrikning er stabile nok!

(Nationaltidende, 4. januar 1927, 2. udgave).

Fra den gamle Ladegaards Enemærker. Udviklingen har taget Fart ude paa Terrænet omkring den gamle Ladegaard. Der rejser sig store Komplekser og brydes nye Færdselsaarer igennem, og det meste er allerede ukendeligt nu. Men Kærnen i det hele, selve Ladegaards-Komplekset og en Rest af Inspektor Hosts gamle Have, er endnu i Behold med al den Skummelhed, der er Tradition herude. Der er installeret mange mærkelige Smaavirksomheder herude. Her møder man blandt andet den gamle Kineser Gom-Wai-Ban, der med en uudgrundelig Mine sidder lavs og verdensfjern over sit Kurvefletter-Arbejde i el gammelt forhenværende Hønsehus.

Øverst: Ejendommen paa Hjørnet af Blaagaardsgade (x), som skal nedrives. Nederst: Retningslinien for den nye Gade ved ladegaardsterrænet, set fra Aaboulevarden. Foto fra Aftenbladet (København) 27. januar 1926.

Man havde dengang planer om at føre Sct. Marcus Alle fra Rosenørns Alle over det gamle Ladegårdsterræn til Blågårdsgade og regnede med stor trafik. Her havde Beck-Olsen engang et cirkus. 

I 1926-1927 blev der langs Ladegården anlagt en kloak fra den nyanlagte Rosenørns Alle over Ladegårdsgrunden. Det var på dette sted Bech Olsen havde sit cirkus. Herfra fortsattes ud til boulevarden mod Blågårdsgade. 

Foto fra Aftenbladet (København), 8. februar 1927 som viser kloakarbejdet.

Irene Holms Grav - og Danske Kvinders Velfærd. (Efterskrift til Politivennen).

"Irene Holm"s smukke, lille Gravsted paa Vestre Kirkegaard.

Julemorgen var det et Aar siden den lille, ensomme, gamle Dame, Danselærerinden, Frøken Alvilda Bach afgik ved Døden paa Kommunehospitalet efter et trangt Liv i Kamp og med store Skuffelser.

Det var bekendt at hun var Modellen til Herman Bangs berømte Irene Holm, og i mange Henseender stod hun som en Type paa den ukendte ensomme, gamle Kvinde, der strider Livets haarde Kamp til Ende - uden nogen Ven ved sin Side. Da dette Blad paatog sin at indsamle de tilstrækkelige Midler til at skaffe hende en smuk Begravelse, strømmede Bidragene straks ind fra alle Sider, og meget hurtigt var det tilstrækkelige Beløb sikret ....

Begravelsen arrangeredes under smukke og højtidelige Former fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard i Samarbejde med den udmærkede Institution "Danske Kvinders Velfærd", hvis Formaal det fortrinsvis er at hjælpe ensomme syge Kvinder - just af Irene Holms Type. Siden paatog D. K. V. sig ogsaa hele Anlæggelsen og Vedligeholdelsen af Graven.

Et smukt hvidt Kors, skænket at Stenhuggermester Anders Larsen, staar for Gravens Fodende, og nu ved Julen havde Danske Kvinders Velfærd lagt et stort, smukt Moskors paa Graven.

Irene Holms Grav bør Aar for Aar bevares i samme pæne Stand, den vil tale til os om de stille Eksistensers gribende Skæbne . . . omtrent som den ukendte Soldats Grav i Paris taler til enhver, som standser ved den om de Tusinder af Krigeres Lidelser og Kampe, Ansigt til Ansigt med Døden. Den vil blive et Symbol for os.

Men det nette, lille Gravsted symboliserer heldigvis ogsaa noget andet, nemlig Menneskekærligheden, og det erindrer os om, at der her i Byen findes saadanne Institutioner som Danske Kvinders Velfærd, der gør meget godt i det stille. Aaret rundt modtager Hjemmet, som ligger i Kronprinsessegade 4, mange ensomme syge og nødlidende Kvinder. Der er Plads til 30, og Hjemmet arbejder helt uden Statsstøtte - kun holdt oppe ved de Bidrag som gode Mennesker skænker til dette Arbejde. Sidste Aar har Forplejningsdagene været 10.420. 

Et smukkere Symbol end Irene Holms Grav kan Foreningen ikke vælge for sit fremtidige Arbejde.

(Nationaltidende, 26. december 1926).

Annonce af Alvilda Bach, for et afdansningsbal i Sakskøbing, Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 23. marts 1875.

Ifølge Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 27. april 1912 var der lagt en buket pinseliljer på Herman Bangs grav med kortet: "Min inderligste hilsen til forfatteren H. B. fra Irene Holm". Ved forfatterens død blev det oplyst at virkelighedens Irene Holm var halvgammel og fattig på en lille kvist. Der blev sat en indsamling i gang, så hun kunne "knibe sig igennem verden igen".

Alvilda Bach døde 25. december 1925 på Kommunehospitalet, efter at have boet på "Ensomme Gamles Værns" alderdomshjem "Rahbechs Minde". Hun blev begravet den 31. december 1925. Trods et veritabelt regnskyl var kapellet fyldt med mennesker. 

Herman Bang skrev novellen "Irene Holm" 1890 til sin novellesamling "Under Aaget".  Hun rejser rundt og giver danseundervisning. Uddannet som danserinde, uden dog at få roller på Det Kongelige Teater. Til latter og ydmygelse for de lokale, kun en præstefrøken giver hende kortvarigt anerkendelse.