Kolonihaverne ved Enghavevej ryddes. (Efterskrift til Politivennen)

 

En Kolonihaveejer flytter.

Der skal, som bekendt, anlægges en Park ude ved Enghavevej mellem denne og Vester Fælledvej. 

Terrænet har i mange Aar været lejet af Det københavnske Haveselskab, som igen lejede det ud til Kolonihaver.

Da Borgerrepræsentationen havde vedtaget Anlæget af Parken, blev Haveselskabet naturligvis sagt op, og Lejerne maatte forberede sig paa inden Udgangen af 1921 at rydde deres Haver,

Selvfølgelig var det kun med Sorg, at de gik til dette Arbejde. Her havde de nu skabt dem hyggelige Haver, som de havde plejet og hæget om, og hvor de havde brugt saa mange gode Timer. Intet Under derfor, at det gaar smaat med Rydningen. Fristen er for længst overskredet, men endnu kan man se en Kolonihaveejer være i Gang med at flytte Møbler ud af og nedrive det Lysthus, hvis Opførelse han har lagt baade Penge og mange Fritimers Arbejde. 

Naa, Magistraten tager det ikke saa nøje med Redningen - endnu. Men til 1. April skal alt være væk thi den Dag dukker Stadsgartneren og hans Folk ind og begynder paa Anlæget af Parken, hvori der bl. a skal være en Musikpavillon. Det eneste, der bliver staaende under Arbejdet, er Plankeværket, som Kommunen har lejet af Haveselskabet for 700 Kr. Den skulde jo alligevel sætte et Plankeværk op. Saa kunde den jo lige saa godt bruge det gamle. Men saa snart Parken er færdig erstatte det med et let Gitter.

Men hvor faar Kolonihaveejerne nye Haver?

Kolonihaveforbundet for Danmark har tilbudt dem Jord ude i Enghaven ved Køgelandevej, men foreløbig har de ikke akcepteret. Det ligger for langt ude, mener de, naar de bor omkring paa Vesterbro.

Det er selvfølgelig rigtigt, men jo mere Storbyen breder sig, jo længere ude maa Kolonihaverne ligge.

(Aftenbladet (København), 5. februar 1927).

Den nye Park ved Enghavevej

Den store Plæne tilsaas, og Frugttræerne staar hvide af Blomster.

Der var Taarer i Øjnene paa Ejerne af de mange gamle Haver ved Enghavevej, da Magistratens Folk kom og lagde Øksen til Rødderne af de frodige Træer og Buske, som flittige og nænsomme Hænder Aar efter Aar havde plejet, og som hver Vaar og Sommer havde dannet en herlig Ramme om de smaa Fristeder, hvortil Familierne tyede efter Dagens Slid. Men allerede nu er Sorgen antagelig ved at blive glemt, eftersom det jo viser sig, at den gamle Havekoloni, som kun var for de enkelte Lykkelige, er i Færd med at opstaa af sin Ruin som den "Fugl Fønix", under hvis Vinger alle Københavnere, men naturligvis først og fremmest Vesterbros travle Befolkning, kan søge Ly, Skygge og Skønhed, naar Livet i de store Stenørkner i Nærheden bliver altfor trist. 

Allerede i dette foraar kan man danne sig et Billede af den nye Park, i hvilken Arkitekten har bevaret alle de gamle skønne Træer, som paa nogen Maade kunde passe i Rammen.

(Aftenbladet (København) 25 maj 1928).

Udsigt over kolonihaverne på nuværende Enghaveplads. Grunden tilhørte staten. Foto fra Aftenbladet (København) 20 marts 1925.

Kvindehjemmet i Læssøesgade jubilerer. (Efterskrift til Politivennen)

Vuggestuens mindste. I Forgrunden Plejemoderen, Frk. Louise Jørgensen (x).

Det kendte Kvindehjem i Læssøesgade Nr. 8 har paa Tirsdag d. 1. Februar bestaaet i 25 Aar.

Det har jo faaet adskilligt mere ind under sin Virksomhed end den Gang, Fru Vibeke Salicath og "Hjemmet"s Redaktør, Frk. Valborg Andersen første Gang aabnede "Herberget for hjemløse Kvinder" i en gammel Bindingsværksbygning paa Graabrødretorv.

Lokalerne her viste sig hurtigt at være for smaa, og allerede Aaret efter flyttede man til Ejendommen i Læssøesgade og forandrede samtidig Navnet til "Kvindehjemmet".

Senere har det med Støtte baade fra Stat og Kommune udviklet sig til en stor Institution, der foruden det oprindelige "Herberg" omfatter Vuggestue, Folkekøkken, Systue og Optagelseshjem.

Sidste Aar fik henved 700 Kvinder her billigt Nattelogi, og Vuggestuen har Plads til 66 Børn i Alderen fra 14 Dage til 7 Aar. Naar Forældrene gaar paa Arbejde, kan de aflevere deres Børn her og vide dem under et godt og aarvaagent Opsyn. De mindste Tuller under 2 Aar kravler paa Gulv og i Senge, de lidt større samles i en stor Legestue med lave Stole og Borde, og de ældste endelig beskæftiges i en nydelig indrettet Børnehave Samtidig faar Børnene Maaltider Mad om Dagen, og for det hele betales kun 70 Øre pr. Dag. Er der flere Børn fra samme Hjem, gaar Prisen ned til 55 Øre pr. Barn

Endvidere kan der paa et særligt Optagelseshjem modtages yderligere 12 Børn, hvis Mødre er syge. Maaske kan der endda knibes Plads til et Par Stykker til, thi Plejemoderen, Frk. Louise Jørgensen har et stort Hjerte, og saa véd man jo, hvordan det gaar med Husrummet.

Det havde ogsaa Stifterinden, Fru Salicath, der utrætteligt arbejdede for Kvindehjemmet. Hendes Efterfølgerske som Hovedleder og Formand, Fru Nyrop, følger energisk i hendes Fodspor.

(Aftenbladet (København) 29. januar 1927).

Vibeke Salicath. Foto Julie Laurberg & Gad, Dagbladet (København) 23. januar 1927.

En betyden Side af Kvindehjemmets Virksomhed. Her afleveres Barnet, mens Moderen gaar paa Arbejde. Foto fra Dagbladet (København) 23. januar 1927.

Et moderne Garageanlæg. (Efterskrift til Politivennen)

 

Efterhaanden har der jo omkring i Byens ydre Dele rejst sig store Garagekomplekser. Et af de største er i disse Dage blevet fuldført ude paa Hjørnet af Enghavevej og Matthæusgade, hvor en Række lave Butiker danner Rammen om et helt lille Garage-Gadeanlæg.

Indkørslen sker lige paa Hjørnet gennem et stort Benzintankanlæg, og inde i Gaarden straaler der 3 brede Gader ud med Garager paa begge Sider. For Enden af Gaderne ligger en meget stor Vaskehal med Vaskemaskiner, hvor 20 Automobiler paa én Gang kan renses. Garagerne har Plads til ca. 100 Autoer. 

Naturligvis er der ogsaa et Reparationsværksted, og overhovedet findes der overalt de mest moderne Indretninger og Bekvemmeligheder. 

Komplekset er opført af Murmestrene Kr. Kristensen og Martin Olsen efter Tegninger af Arkitekt Jens Jørgensen.

(Aftenbladet (København) 19. januar 1927).

Kvindernes Handelshøjskole. (Efterskrift til Politivennen).

 

Højskolen paa Julius Thomsens Plads.

Medens de unge Mænd, der gik I Handelsvejen, i snart 25 Aar har haft deres egen Højskole ved Nørre Boulevard, har de unge Kvinder haft deres Skole i lejede Lokaler, nemlig i tysk Skole i Larslejstræde.

Lokalerne var store og gode, men bedst er det jo altid at have Foden under eget Bord. Det faar de nu. Tirsdag den 11. Januar - lige 25 Aar efter Købmandsskolens Indvielse - indvies nemlig Kvindernes Højskole paa Julius Thomsens Plads ved Markus Kirken og ligeoverfor Kæmpehallen.

Her blev den 8. November 1925 Grundstenen lagt til den store, røde Bygning med den smukke, monumentale Granitportal, der saa heldigt bryder den lange, ensartede Facade.

Her er rigelig Plads til de 1100 unge Kvinder, der i Øjeblikket søger Højskolen, og som foreløbig om Dagen maa afgive den øverste Etage til de unge Mænd.

Foruden Skolelokalerne er der Bolig til Portner og en smuk Gymnastik- og Festsal, hvor Skolens dygtige Forstanderinde, Frk. Rosengaard, paa Tirsdag med Stolthed og Glæde kan byde de mange Elever Velkommen i deres eget Hus

(Aftenbladet (København) 4. januar 1927).

Bibliotekssalen. Ved den ene side en af de nydelige marskaller. Foto fra indvielsen i Aftenbladet (København) 12. januar 1927.

Handelshøjskolen på Julius Thomsens Plads 6 var tegnet af arkitekt Jesper Tvede. Grundstenen var lagt 3. november 1925. Skolen havde 24 klasseværelser, et bibliotek og et auditorium for 75 elever. Aftenskolen var beregnet til 12-1400 elever. Den officielle titel var "Den handelsvidenskabelige Læreanstalt".

Mellem Bølgebliksskure og Præstegaardshaver. (Efterskrift til Politivennen)

Den gamle Ladegaards Idyl afløses af Storbyens Cementørken.

Hos Kineseren, som taler Kinesersprog og har gode, gamle kinesiske Arbejdsteorier.

Der er Ting helt uden for Baedekers stjernebesaaede Vej gennem København, som Turisterne lægger Mærke til - de røde Postbude, Cyklehærene f. Eks. I gamle Dag var det Indkørselen til Byen først og fremmest - ikke som ellers ved Indkørselen til Storbyer en Grav af høje, graa Huse, der lukkede sig mere og mere over Taget, - men stille, smukke Provinshaver, gamle rødtagede Huse, Syrener og blomstrende Æbletræer, et Par blinkende Søer til begge Sider - og saa var man der, i selve Storbyens Hjerte. Ikke noget Sted tumlede fremmede Tilrejsende saa overraskede og forbavsede ud af Toget som paa den gamle Hovedbanegaard.

Underligt nok blev den liggende i Aarevis langs Jernbanen, denne gammeldags Stribe Provins, den nye Tid susede med Jernbanen ind i Byen, men Idyllen skulde den igennem først.

Saa valgte Jernbanen andre Veje ind i Storbyen, - og Idyllen derude ved de gamle Jernbanespor har efterhaanden maatte give op. Brede Asfaltboulevarder maser sig Vej hen over den, og det allermest moderne Stykke By ligger nu, hvor den var.

- - - Tilbage ligger kun den gamle Ladegaard og forsvarer sig haardnakket. Store Millionpaladser, Kæmpehallen, Fagforbundenes Bygning, Handelsskolen, rejser deres kvælende Mur omkring den, og Fremskridtets letbenede Pionerer er allerede dybt inde paa dens Enemærker - lange Rækker af firkantede Cementgarager, Automobilværksteder, som har flyttet hele deres hvæsende Mekanik ind i de gamle, stille Huse og saa Rædslernes Rædsel, Bølgebliksskurene, som altid myldrer frem paa den Slags Terræn, hvor man skal være klar til at komme væk igen i en Fart.

Inde bag Rædslerne gror stille, fredelige Haver med Stenhøje og Søer, det ene Styke Præstegaardsidyl ved Siden af det andet - midt i Byens Cementørken.

- - - Men den varer nok ikke længe - den gamle Ladegaards Kamp for Livet. De gamle Bygninger har været brugt til alt - Pesthus, Sindssygehospital, straffeanstalt og Fattiggaard - til alt, blot aldrig til noget anstændigt er der blevet sagt om dem. Men nu er de snart ude af Brug.

Allerede i denne Vinter skærer Kloakarbejderne deres dybe Render tværs geimem Terrænet til et lille Forvarsel om, hvad der skal ske.

- Det er et stort Kloakarbejde, siger Arbejderformanden til mig. Men der skal jo ogsaa ligge en hel lille By her.

God Jord for Resten at grave i. Opfyldningen, som næppe har set Spade i 4-500 Aar. Men nu kommer det. Det maa jo da snart ryddes alt det gamle derovre - og saa peger den Rydningens og Fremskridtets Mand med en overlegen Haandbevægelse det gamle og faldefærdige ud.

Inde i en af de skumleste gamle Ronner bor Kineseren. Han har lige netop saa stort et Vindue, at der kan falde Lys over hans Kurvebinderarbejde, men ellers ruger Mørket over Værkstedet med dets Kurve af Duer, og Høns og Hunde - jeg elsker Dyr, siger han.

Mørkemand er han ellers ikke. I Sommeraftenerne lyder der tit Spektakel og Lattersalver fra de gamle Rønner - det er Kineseren, der "laver Sjau", som han kalder det.

Vi lister ind i Mørket og forsøger en Samtale, men det kniber. Han taler "Kinesersprog", netop saadan som enhver Provinsskuespiller kan det paa Fingrene - med Sløjfning af alle andre Ord end netop Substantiver og Verber og med ophøjet Foragt for svære Konsonanter.

Men det værste er, at han kan ikke finde 2/3 af de Ord, han skal bruge, og vi kan ikke forstaa 2/3 af de Ord, han finder. Og ind imellem blander han engelske og fantastiske Kineser-Gloser.

Først da han faar Lov at sludre løs, gaar det - Fingrene løber paa ham under Kurvebindingen, han raaber og ler, og af og til slipper han Kurvene, lægger sig helt tilbage mod Væggen og slaar sig paa Laarene af Henrykkelse over det, han fortæller.

- Jag nu været her tyve Or, Ikke først her, England. Tyskland, Olland, sidst her. Tyve Or her.

Nu jag garmel. Men i Ungdom, Sjau, Ballade, hele Nat, kiss, danse, De ved, hele Nat. Aah, Sjau. Nu jag garmel, to hal tres Or, maj garmel. Ungdom - by - by. 

- Tjener De noget ved Kurvebindingen?

- Nej, dolig Tid, men før, jaj Mester selv. Hos Mester, jeg lærte, tysk Svend sige. Du Lærling, gi Øl, tjene mere end maj. 

- Naj, jeg sa. Jaj bli Mester, det du aldri bli, - du drik Øl. Jaj før, fire Sven, Heste, Vagn. Jaj lav 14 Kurv paa Dagen en Sven lav 7. Han drik Øl.

Da vi igen dukker ud i Dagens Lys og friske Luft, er Taget blevet helt snavset, men saa kommer Kineseren farende med en Børste. Selv er han ren og pæn, og helt fortvivlet raaber han: Snavs, fy, pæn Frak, paa Gade, aldrig.

- - Hvordan han egentlig er skyllet op her, og hvorfor - det maatte jeg ikke faa at vide. Men han hører nu til det Stykke Idyl, som vil overleve Rydningen. Hans Teorier om Arbejde og Øldrikning er stabile nok!

(Nationaltidende, 4. januar 1927, 2. udgave).

Fra den gamle Ladegaards Enemærker. Udviklingen har taget Fart ude paa Terrænet omkring den gamle Ladegaard. Der rejser sig store Komplekser og brydes nye Færdselsaarer igennem, og det meste er allerede ukendeligt nu. Men Kærnen i det hele, selve Ladegaards-Komplekset og en Rest af Inspektor Hosts gamle Have, er endnu i Behold med al den Skummelhed, der er Tradition herude. Der er installeret mange mærkelige Smaavirksomheder herude. Her møder man blandt andet den gamle Kineser Gom-Wai-Ban, der med en uudgrundelig Mine sidder lavs og verdensfjern over sit Kurvefletter-Arbejde i el gammelt forhenværende Hønsehus.

Øverst: Ejendommen paa Hjørnet af Blaagaardsgade (x), som skal nedrives. Nederst: Retningslinien for den nye Gade ved ladegaardsterrænet, set fra Aaboulevarden. Foto fra Aftenbladet (København) 27. januar 1926.

Man havde dengang planer om at føre Sct. Marcus Alle fra Rosenørns Alle over det gamle Ladegårdsterræn til Blågårdsgade og regnede med stor trafik. Her havde Beck-Olsen engang et cirkus. 

I 1926-1927 blev der langs Ladegården anlagt en kloak fra den nyanlagte Rosenørns Alle over Ladegårdsgrunden. Det var på dette sted Bech Olsen havde sit cirkus. Herfra fortsattes ud til boulevarden mod Blågårdsgade. 

Foto fra Aftenbladet (København), 8. februar 1927 som viser kloakarbejdet.