Politiets 4. Afdeling, hvis Chef er Inspektor Buch og hvis Arbe|de, som ligeledes bekendt, væsentlig er Bil-, Paternitets-, Skilsmisse og andre "indvendige" Affærer, har i disse Dage faaet en Sag af en ganske ekstraodinær og usædvanlig Natur til Behandling.
Forskellige Næringsdrivende ude i Rantzausgade paa Nørrebro, saaledes Indehaveren af Kafeen i Nr. 8, Restauratør I. C. Andersen, Mejeriejer J. Thomsen i Nr. 43 og Indehaveren Af Varehuset paa Hjørnet af Brohusgade, er bleven indklarede for Øvrigheden, fordi de som Navnebetegnelse for og Skilt over deres Forretninger har benyttet Navnet "Rantzau": "Kafé Rantzau", "Mejeriet Rantzau" osv.
Klageren er, som man kan tænke sig, ikke den for mange Aarhundreder siden afdøde berømte Feltherre Daniel Rantzau der vandt sit Ry og en fremtrædende Plads i Fædrelandshistorien ved sine bloddryppende Sejre over Svenskerne, efter hvem Gaden blev kaldt op, da man i sin Tid kasserede dens gamle, romantiske men maaske nok lidt for meget om Rhabarberkvarterets Bøller mindende Navn, Nordvestvej.
Nej - Klageren i Sagen er en Ætling, en af de sidste, efter Daniel, nemlig Oberstløjtnant O. Rantzau fra Sølvgadens Kaserne, der forleden, efter endt Ridetur ude ved Ladegaardsaaens Kilder Nordvest for København, kom travende gennem Rantzausgade da gjorde den forfærdende Opdagelse, at hans Navn, hans, hans højadelige Slægts Navn prangede i grelt skrigende Farver, ikke alene over et Manufakturbutik og en Mælkeforretning, men - o, Himmel! - ogsaa over en Beværtning, ved hvis umalede Egetræsbord, der serveredes Øl, Whisky og "smaa Sorte" for al Kvarterets jævne Borgerskab.
OberstIøjtnanten holdt sin Hest an, kaldte paa sin Oppasser og beordrede ham til at trænge ind selve Fjenden Lejr, sondere Terrænet, d. v. s. Beværtningen med det Maal for Øje at skaffe oplyst, hvem der var Fæstningens Øverstkommanderende.
Ikke fordi Oberstløjtnanten noget Øjeblik troede paa den Mulighed, at Beværteren virkelig skulde hedde Rantzau - dertil kender han sin Slægts Historie og dens Stamtavle alt for godt - men han vilde som klog Feltherre vide, hvem og hvordan hans Modstander var, for ret at kunne vurdere ham under den forestaaende Kamp.
"Melder Hr. Oberstløjtnanten" kom Oppasseren lidt efter hæsblæsende tilbage og traadte an med Ølskummet hængende endnu i Skægget: Melder Hr. Oberstløjnanten, at Øverstkommanderende, Beværterens Navn er J. C Andersen, slet og ret og lige ud! Han sidder i øjeblikket og spiller "Idiotseksogtres" med en Bryggerknægt fra Carlsberg om to Sorte. Og han er lige ved at vinde, saa ethvert Barn kan gaa til ham! - Befaler Oberstløjtnanten, at jeg afhører ham og fritter ham ud?
- Nej, nej, svarede Oberstløjtnanten. Dette vilde han dog ikke. En kamp mellem ham og en hel københavner-Bataillon paa den ene Side og en arm Værtshusholder med to smaa Sorte og en Bryggerknægt paa den anden forekom ham dog for ulige og upassende. Han løftede sin Sabel mod Himlen ligervis som Stamfader Daniel før Slaget ved Svarteaa (1569), svingede den i en Hvirvel over sit Hoved, hvorefter han med sin Oppaser i Ilmarscb drog hjem til den gamle Kaserne ved Østervold og satte sig til at udarbejde Klageskrivelsen til Politiet over det formentligt ulovlige Misbrug af Navnet Rantzau.
Og i Gaar fik Rantzausgade Besøg af to Opdagere, der aflagde Visit baade i Varemagasinet, i Mejeriet og - i Synderlighed - i "Kafé Rantzau" i Gadens Nr. 8, hvor de rettede den direkte Forespørgsel til Værten, Hr. J. C. Andersen, om han, saafremt han fik en Anmodning derom fra Oberstløjtnanten, maatte være villig til fredeligt og uden Protest at aflægge Navnet Rantzau og omdøbe sin Beværtning.
-Gu' vil jeg nikke Nej, lød Værtshusholderen djærve Svar: Jeg viger kun for Bajonetterne! - Enten for hele Sølvgadens Kaserne med Faner og fuld Musik eller ogsaa for en Dom af den allerhøjeste Ret, vi har her i Kongens Riger og Lande!
Med denne Besked maatte Politimændene gaa igen. Og herpaa staar Sagen nu, uden at det i Øjeblikket er muligt at forudse dens videre Udvikling, endsige dens endelige Udfald.
Et synes imidlertid givet. Oberstløjtnant Rantzau vil søge at føre sin Krig igennem, om ikke med Militærmagt saa med Loven i Haand og Politiet ved Haanden!
Svip
(Aftenbladet (København 23. februar 1927).
Om det var denne sag, eller noget andet, der rystede oberstløjtnant så meget at han døde, er uvist. Han afgik ved døden i november 1929. Nordvestvej var indtil 1904-1905 Borups Alle.
