Bolignødens Svøbe. (Efterskrift til Politivennen).

25,000 Mennesker lever stadig under Bolignødens Svøbe og der mangler 17-18,000 Lejligheder

Borgmestrene Viggo Christensen og Hedebol udtaler sig om Boligsituationen. - Huslejelovens Ophævelse vil skabe en stærk Strøm af Husvilde.

Grundejerforeningerne udfolder i denne Tid en stærkere Agitation end nogensinde for at komme Boligloven til Livs og faa den afskaffet, og det hænger selvfølgelig sammen med, at de haaber at skaffe sig Gehør hos den nuværende Regering, i hvilken de har en femte Prioritet i Sundhedsministeren, Dr. Rubow, der for at blive genvalgt til Borgerrepræsentationen søgte at fiske saa mange Grundejerstemmer som muligt. 

I denne Agitation anvender Grundejerforeningerne to Argumenter, nemlig at de mange ledige  Andelslejligheder viser, at der faktisk ikke længere er nogen Bolignød i København, og at Boligloven staar hindrende for det private Byggeri, derved at den opretholder en saa lav Leje i de gamle Ejendomme, at Folk foretrækker at blive boende der, fremfor at betale de højere Lejer i nye Huse. Men kunde man sætte Lejen op i de gamle Ejendomme efter Behag, vilde Folk foretrække at komme til at bo i nye Lejligheder, og da kunde der atter blive Profit for Private ved Byggeriet.

Bolignødens bitre Tal.

Er det nu virkelig saaledes, at der ikke længere er Bolignød i København, eller er den dog taget kendeligt af?

V i spørger Borgmester Viggo Christensen, der svarer:

- Vi mangler 8 a 9000 smaa Lejligheder i København, der kan lejes ud til en forholdsvis billig Pris, og der er desværre ingen Nedgang i Bolignøden.

Fraset de mange Mennesker, der bor i Lysthuse, er vore Husvildeafdelinger stadig stærkt optagne, og vi er fremdeles kun i Stand til at tage os af de Familjer, der bliver sat paa Gaden. Dem maa vi jo anbringe, men andre kan vi ikke skaffe Plads til, hvor nødvendigt det end kan være, og hvor daarlige og usunde Boliger, de end har.

I vore Husvildeafdelinger har vi 1750 Familjer med tilsammen 7500 Personer.

Der er 3300 Familjer paa ialt 900 Personer, der er indlogeret hos andre Familjer.

I Lysthuse og usunde Lejligheder bor der 2700 Familjer med 8 a 9000 Familjemedlemmer. 

Af disse er der mange, der bor i daarlige og usunde Kælderrum og i Pulterkamre paa Lofter, der er indrettet til Beboelse. Det er Familjer, som vi har faaet opgivet fra Boligtilsynet, men foruden dem er der sikkert mangfoldige Familjer, der bor i saa usle og usunde Lejligheder, at de ikke vilde blive taalt som Beboelse under normale Forhold. 

Overfor denne Bolignød staar de 600 Lejligheder til normal Beboelse, som nu hører under Husvildeafdelingerne, og det Antal Andelslejligheder, der er ledige, og hvis Tal jeg ikke kender.

Der er saaledes stadig stor Bolignød her i København. Den er ikke væsentlig forandret.

Hertil kommer, at Byens normale Tilvækst kræver 3000 nye Lejligheder hvert Aar. Saa mange bygges der ikke for Tiden.

Derfor er der i den nuværende Boligsituation ikke nogen Basis for en Agitation for at faa Boliglovene ophævet, og der er heller ingen Grund til at ophæve de nuværende Restriktioner for Tilflyttere. Det er vistnok her en almindelig Anskuelse, at vi har givet noget efter her. Det er en Misforstaaelse. Der er kun sket det, at Kommunen har givet Tilladelse til Indflytning i nogle af de dyreste Lejligheder. Men det er kun sket i et minimalt Antal Tilfælde, og Kommunen er fremdeles nødt til paa Grund af Boligforholdene at opretholde Forbudetmod Tilflyttere.

Boligsituationen er bleven end alvorligere paa Grund af Erhvervskrisen og den deraf følgende Arbejdsløshed, idet der er mange, der ikke kan svare en normal Husleje. Dette har skabt forøgede Vanskeligheder, og derfor er der nu Bestræbelser i Gang for at faa dannet et socialtfilantropisk Selskab for om muligt derigennem at skaffe Boliger til en billig Leje.

Borgmesteren slutter med at betone at den stigende Husleje allerede nu bringer Folk ind under Kommunens Boligforsorg, men ophæves Boligloven og faar Grundejerne Lov til yderligere at forhøje Huslejerne, er der Fare for, at denne Strøm kan blive stærkere, og at der skabes et større boligproletariat.

Der mangler 17-18,000 Lejligheder.

VI taler derefter med Borgmester Hedebol, som udtalte:

Jeg kan ud fra min Erfaring sige, at der fremdeles hersker stor Bolignød i København. Det er vanskeligt at gøre op, hvor mange Lejligheder vi mangler. Jeg har nylig set, at en statistiker paa Grundlag af Befolkningstatistiken over Personer som er gifte eller har været gifte har udtalt den Anskuelse, at vi endnu mangler 17 a 18000 Lejligheder for at tilfredsstille det tilstedeværende Behov og tilvejebringe en rimelig reserve. Hertil kommer, at der nu i en Snes Aar næsten ingen gamle Huse er nedbrudt i København, og alle ved, at der findes et meget, betydeligt Antal Huse, hvor Lejlighederne i Virkeligheden er ganske utjenlige til Menneskeboliger. Af Færdselshensyn haaber jeg, at Kommunen indenfor en ikke altfor fjern Fremtid kan gaa i Gang med den besluttede Udvidelse af Torvegade. Herved vil yderligere et stort Antal Familier miste deres nuværende Bolig.

Hvad Kommunen har udrettet.

Kommunen har for det først i størst mulig Udstrækning udnyttet Statsboligfondsloven, ligesom den hidtil fuldt har udnyttet de tidligere tilsvarende Love, og Kommunen fortsætter i størst mulig Udstrækning sit eget Boligbyggeri.

Kommunen har saaledes indtil nu ved Tilskud og Laanegaranti til et Beløb i af 87 Mill. Kr. fremskaffet og bidraget til at fremskaffe 21000 Lejligheder. Paa Grund af den forringede Statsboligfonds-Lov har det i nogle Tilfælde været nødvendigt, at i Kommunen uden Statens Medvirkning og bagved Statslaanet støtter Laan eller tilsiger Laan for at det private Boligbyggeri ikke skal gaa i staa. Desværre har det borgerlige Mindretal i Kommunalbestyrelse ikke kunnet give denne Støtte sin Tilslutning.

Det kommunale Byggeri

Med Hensyn til Kommunens eget Byggeri er der at sige, at vi nys har fuldført to store Karréer, ved Ny Carlsbergvej med 224 Lejligheder og ved Strandboulevarden med 116 Lejligheder. I Løbet af Foraaret og Sommeren vil tre nye store Karréer blive færdige, ved Kirkegaardsvej med 168 Lejligheder, ved Sdr. Boulevard med 196 Lejligheder og i Sjællandsgade med 215 Lejligheder.

Under Opførelse er en endnu større Karré ved Enghaveplads med 348 Lejligheder.

Kommunen har saaledes fortsat henved 1000 Lejligheder under Opførelse, og forhaabentlig vil Kommunen se sig i Stand til fortsat i størst mulig Udstrækning at øve denne Virksomhed, der jo tjener det dobbelte Formaal at afhjælpe Bolignøden og at modvirke Arbejdsløsheden.

De nye Lejligheder kan lejes ud.

Vi bemærker, at Grundejerne paaberaaber sig de mange ledige lejligheder som et Bevis paa, at ingen Bolignød er mere.

Hertil svarer Borgmesteren:

Den sidste Opgørelse, nemlig den 1. Decbr. 1926, viste, at der var 1520 ledige Lejligheder i nye, privat førte Huse. I de samme Huse er der endnu ledige Lejligheder, men Antallet er dalet betydeligt.

Vanskelighederne her er denne, at disse Huse er opført eller delvist opført under Inflationsforhold, men er kommen frem paa Boligmarkedet i  Deflationens Bølgedal, hvor Befolkningens Købekraft er væsentligt forringet ved Lønreduktioner og Arbejdsløshed, men alle Vanskeligheder tiltrods viser det sig dog, at Antallet af disse Lejligheder stadig bliver mindre. 

Nu begynder nye Huse at nærme sig deres Fuldendelse. De er opført helt eller delvis i Deflationstiden, og altsaa til noget lavere priser, og her viser det rig glædeligvis, at Afsætningen af Lejligheder gaar langt lettere.

Jeg har saaledes foran mig liggende en Opgørelse over fire Byggeforetagender af denne Kategori. Det første ventes færdigt omkring 1. April og omfatter 84 Lejligheder. Disse var alle udlejede den 1. Marts. Det næste, der omfatter 158 Lejligheder, ventes færdig den 1. Maj, og alle disse Lejligheder var ogsaa udlejet d. 1. Marts. Det tredje ventes færdig den 1. Maj og omfatter 169 Lejligheder. Disse var udlejede den 1. Marts paa 27 Lejligheder nær. Endelig har vi det Fjerde, der ventes færdig den 1. Juni. Her er alle 70 Lejligheder allerede udlejede.

Disse 4 Byggeforetagender, hvis FuldendeIse ligger et Stykke frem i Tiden, omfatter saaledes 481 Lejligheder, der alle paa 27 nær er udlejede. Ogsaa Indskudene i disse noget Billigere Huse synes efter Omstændighederne at gaa bedre ind, end man havde turdet vente. Af et samlet Indskud paa 215,000 Kr. var der pr. 1ste Marts Indbetalt 87,000 Kr. 

Borgmesteren fortsætter:

Det, der nu efter min Mening tiltrængt nu, er, at Indenrigsministeren imødekommer det Ønske, som Københavns Kommunalbestyrelse enstemmigt har fremsat om, at Statsboligfondslovens Prgf. 5 bringes i Anvendelse eer »In Forudsætning, saaledes at Huslejen i Inflationens dyre Huse kan bringes ned saa vidt muligt til de ca. 10 Kr. pr. Kvadratmeter, som svarer til de nuværende Byggeomkostninger. Efter dette, tror jeg, at det vil være muligt efterhaanden dog at vinde noget Ind paa Bolignøden og i tilsvarende Grad at af hjælpe de sociale og moralske Onder, som den volder, men en ubetinget Forudsætning herfor maa det være, at den nuværende Huslejelov opretholdes, samledes som Forudsætningen hele Tiden har været.

(Social-Demokraten 15. marts 1927).

Hundreder af Familier i usunde Lejligheder.

De kan tiltrods for Lægeattest ikke faa nogen anden Beboelse.

Hvorledes Folks Sundhed undergraves paa Grund af Bolignøden.

Der kom i Gaar en Mand op paa Social-Demokratens Kontor og spurgte, om vi ikke kunde skaffe ham en Lejlighed i en af Kommunens nye Ejendomme. Hans Hustru havde nu ligget syg paa Hospitalet i 8 Maaneder af en Sygdom, der var foranlediget af den fugtige og usunde Lejlighed, de maa bebo, og Lægen har erklæret, at det er absolut sundhedsfarligt for hende at opholde sig i denne Lejlighed.

Vi talte derefter med Kontorchef Halmind, der leder den kommunale Afdeling for Huslejemaal, og Hr. Halmind svarede straks: Nej, vi kan ikke stille ham bedre end de andre ca. 400 Familier, der har Lægeattest for, at den Lejlighed, de bebor, er sundhedsfarlig, foruden alle de mange, som Boligtilsynet har indstillet til at faa en anden Lejlighed, fordi den de har, nærmest er uegnet til at tjene som Menneskebolig.

VI maa gaa frem paa den Maade. at vi først og fremmest, naar vi faar en Ejendom færdig, sørger for at anbringe de Husvilde der, som kan betale Lejen og ønsker at komme ind under ordnede Boligforhold. I anden Række maa vi derefter sørge for de Mennesker, der bor i usunde Lejligheder, men her maa vi jo desværre ogsaa tage al dem. der kan betale Huslejen.

Men der er Hundreder af disse Familier, som vi absolut Ikke for Tiden kan gøre noget for. De bor i elendige Lejligheder i Baggaarde, hvor de maaske betaler en Snes Kroner om Maaneden, og de kan ikke betale mere i Husleje. Vi er klar over, hvor forfærdeligt det er i sanitær Henseende, at disse Mennesker maa blive boende, men hvad skal vi gøre? Vi har ingen Steder, hvor vi kan anbringe dem til den Leje, de kan betale.

Det er jo endog saaledes, at vi maa lade Folk blive boende i usunde og daarlige Baggaards-Lejligheder i de gamle Ejendomme. Kommunen efterhaanden har erhvervet sig, Vi har ingen andre Steder at anbringe dem.

Saavidt Kontorchef Halmind som med sine Udtalelser har aabnet et nyt Indblik i den herskende Bolignød og dens ødelæggende Følger. Hundreder, ja maaske Tusinder af Familier, der maa leve i sundhedsfarlige Boliger, fordi det er umuligt for Tiden at skaffe dem bedre Boligforhold, og hvis Sundhed Dag for Dag undergraves, saaledes at de maaske faar Mén deraf hele deres Liv.

Og saa vover Grundejerne af Poul Rasmussens Støbning at paastaa, at der nu ikke længere er Bolignød i København.

(Social-Demokraten, 18. marts 1927).

Einar Holbøll. (Efterskrift til Politivennen)

Julemærkets Fader død

Postmester Einar Holbøll

Tidligt i Gaar Morges er Postmester Einar Holbøll, Skaberen af Julemærket, død i sit Hjem paa Posthuset i Charlottenlund, et Par og treds Aar gammel. Holbøll var just vendt hjem efter at have fulgt I sin Hustru til Toget, da Døden overraskede ham. Et Hjerteslag gjorde Ende paa den svære, joviale Mand, hvis Helbred længe havde været undermineret af en Hjertefejl.

Holbølls Navn vil til alle Tider være knyttet til Julemærket, som kendes af ethvert Barn i Danmark. Han har selv fortalt at han fik ideen en Aften, da han stod og sorterede Julebreve. Det gik da pludselig op for ham, at denne Mængde Hilsener kunde indgaa som et praktisk Led i Filantropiens Tjeneste ved at de paaklæbedes et lille Mærke.Han forelagde Planen for daværende Generaldirektør Svendsen, og denne Henvendelse resulterede i Dannelsen af en Komité, sotn udsendte det første Juleniærkft i 1904. Det har den gamle Dronning Louises Billede øg var fremstillet i en lyslilla Farve. Mærket fik en uventet Succes og indbragte allerede det første Aar 74,000 Kr en Sum, der holdt sig jævnt stigende, indtil den i 1924 naaede 223,000 Kr, det hidtil største Bjløb.

Ialt har Julemærket indbragt godt 3 ½ Million Kr., som en Række Institutioner har nydt godt ar. Størsteparten af Pengene anvendtes til Bekæmpelsen af Børnetubetkulosen, og en Række Sanatorier, deriblandt Julemærkesanatoriet ved Kolding,

Holbøll blev naturligvis en kendt og berømt Mand, og hans ide blev optaget og slog igennem hele Jorden over, senest i Amerika og Japan. Personlig hædredes han paa forskellige Maade, og alle mulige filantropiske Foreninger sloges om at faa ham ind i Ledelsen. Ved sin Død var han saaledes i Bestyrelsen for flere Børnehjem, Ensomme Gamles Værn, Røde Kors osv.

Karakteristisk for Holbøl var hans stadige Syslen med nye filantropiske Idéer. Da han Ina syg af en smertefuld Øjensygdom for nogle Aar siden, kom han til at tænke paa en Hjælp til Blinde. Han fandt da paa Barnets Lykkeskilling, der skulde bindes om Halsen paa alle raske Børn og minde dem om, at deres blinde Medmennesker trængte til Hjælp.

Paa Bunden var Holbøll et stort Barn, lige let til Taarer og Smil. Han var i besiddelse af en brændende Evne til at hjælpe alle lidende og svage. Børnene elskede ham, og der var Jubel paa Børnemærkesanatorierne, naar han ankom paa Besøg. I et hyggeligt Lag var han den fødte Selskabsbroder, jovial og hyggelig. Der skulde ikke megen Overtalelse til for at faa ham til at trække Luthen frem og ynge nogle af sine egne Sømandssange. Thi Holbøll dyrkede ogsaa Forfattervirksomheden. I Fjor udgav han saaledes et Bind Skitser fra Sømandslivet, betitlet Søstjerner". Det var smaa, fordringsløse Historier, præget af lians gode. rørende Barnesind og friske Humør.

Holbøll var taknemmelig og rørt  over den megen Paaskønnelse, lian nød, og da han paa sin 60 Aars Fødselsdag fejredes ved en stor Fest, var han den mest bevægede af alle Deltagerne. Endnu for faa Dage siden besøgte han sammen med Julemærkekomitéens Sekretær. Kontorchef Rosenørn, et Julemærkehjem ved Fakse, indrettet til 60 Børn. Her spøgte han og lo som sædvanlig, og ingen mærkede noget sygeligt eller usædvanligt ved ham.

Holbølls Livsgerning prægedes af en sjælden Uselviskhed. Medens hans Mærke indbragte Millioner, vedblev han til sin Død at være Postmanden med de beskedne Indtægter.

*

Einar Holbøll fødtes i København d. 20. Debr. 1865 som Søn af Lodsinspektør Caelheger Holbøll. Som ung fo'r han til Søs, men havnede omsider i Postvæsenet og var i en 'lang Aarrække Assistent. I 1905 blev han Postmester i Gentofte og fra 1909 i Charlottenlund. Hans Karriere som Postmand frembyder intet usædvanligt. Det er som Julemærkets Fader, at Einar Holbølls Navn vil mindes og æres.

(Social-Demokraten, 24. februar 1927).

Filantropen Einar Holbøll in memoriam.

Fra mange forskellige Sider mindes man i disse Dage Einar Holbøll; hans lyse Idéer, først og fremmest Julemærket, havde gjort hans Navn kendt langt ud over Danmarks Grænser, men disse Linier skal vies Manden med det varme Hjerte ... Mennesket, man uvilkaarligt kom til at holde af ... den sjældent brave og vennesæle danske Mand Einar Holbøll.

Man kunde møde Postmesteren en Foraarsdag efter en lang, sur og trang Vinter, og intet Steds afspejlede Solen sig saa herligt som paa hans Ansigt. Han lagde ikke Skjul paa sine Følelser. Det er hændt mig mere end een Gang, at han under Foraarets Virkning kunde bryde ud: .Kan De forstaa, at nogen, der oplever en Vaardag, kan nægte, der er en Gud hvor herligt. Saadan en Dag er Livet, trods al Modgang rigt og dejligt. 

Det er typisk for Einar Holbøll. En Lysseer var han i et Samfund, hvor ellers meget er trangt og svært. Det var ogsaa det, der gjorde, at han gerne vilde være hjælpsom i Livets forskellige Forhold. En kendt dansk Kirkemand sagde i sin Tid om ham, at han var saa "hittepaa-som". Og det er rigtigt - men han var egentlig mere end det. Han forstod at lægge Eventyrets Glans om sine Idéer. Derfor trængte ogsaa ikke faa af dem sejrrigt frem til Gennembrud. Han var en æstetisk Natur. Det bedste af Kunst, Poesi og Ædelsind var ikke for godt, naar det gjaldt at fremme en stor Samfundssag. Men han var indforstaaet med, at dette kun var Midler - Maalet var intet mindre end Sagen selv.

Selvfølgelig blev det Julemærkekomitéens Arbejde, der først og fremmest havde hans Hjerte - sent, mange vil mene for sent, naaede han selv at blive Formand i sin egen Komité. Men han var saa rummelig en Natur, at han ogsaa fik Interesse for andet Arbejde - det gælder saaledes Arbejde for de Gamle, som det udgaar fra Ensomme Gamles Værn.

Her har jeg en Aarrække haft den Glæde at samvirke med ham. Jeg mindes en Aften, da vi sammen stod paa Talerstolen i Københavns Kommunelærerforening for at bryde en Lanse for de Gamles Sag. Han forstod godt Grundlinien i hele dette store Arbejde, der sigter paa at faa gamle Folk ud af deres Ensomhed og give dem Del i Livets kulturelle og aandelige Værdier. Ved hans Død skal det mindes, at ogsaa han har bidraget til at præge Sagen.

Som Menneske var Einar Holbøll en Falstaffnatur, i glade Timer rig og sprudlende. Det kunde være noget af en Oplevelse i et privat Hjem at høre ham synge Sange til sin Luth.

Jeg tror, der er mange, der nu ved hans Død glæder sig over, at vi for et godt Aars Tid siden paa hans 60-Aarsdag dag naaede ved en smuk Fest at faa sagt ham Tak for, hvad han har været i vort Samfund som Filantrop og som Menneske.

Hermann Koch

(Nationaltidende, 24. februar 1927).

Ved Postmester Holbølls Baare.

Naa ja, det maatte vel blive Vor Frue Kirke og kgl. Konfessionarius Provst Fenger, naar Julemærkekomitéen vilde hædre sin døde Formand og tage Begravelsen i sin Haand. Holbøll sele havde ikke skænket den sidste Parade nogen forfængelig Tanke. Han var straalende glad for Anerkendelse og Hædersbevisninger i levende Live, men han var for stor en Lysalf til at ville tale om Døden med sinee Kære. Kun det ene Ord har han engang sagt. at han gerne vilde hvile, hvor der var Sol.

Nej, den store og fine Højtidelighed harmonerede ikke med Holbølls jævne Livsvaner, det vilde jeg gerne fortælle Arbejderne paa hans Begravelsesdag. Han, der har været til snu megen VelsigneIse for andre Mennesker, døde som en ubemidlet Mand. Efterlader sig ikke anden Arv end gode Minder.

Han fortalte fra sit Ophold for et Par Aar siden i Amerika, hvor han var indbudt som Æresgæst vod en Aarskongres for Tuberkulosesagen, at Amerikanerne troede, at han var en rig Mand. Det mente de, han maatte være bleven paa sin Idé, som i Parentes bemærket overført til U. S. A. har indbragt mange Millioner Dollars til Bekæmpelse af Tuberkulosen. Disse Amerikanere, der har en vældig Respekt for Opfindsomheden, saa i Danskeren Einar Holbøll en paa sin Vis lige saa genial Opfinder som Edison. Men Holbølls "Opfindelser", Julemærket saa vel som Barnets Lykkeskilling, gik jo kun ud paa at gavne andre.

Fra Hædersdagene i Amerika kan berettes en lille Episode, udspillet paa et Hotel en Aften, da Kongresdeltagerne havde en festlig Sammenkomst med Hal bagefter. En ung Pige, som havde et kunstigt Ben, kom under Festen rødmende hen til Holbøll og bad ham, om han ikke vilde gøre hende den Glæde at lægge Armen om hendes Liv og svinge hende én Gang rundt, saa hun kunde fortælle, at hun havde haft den Oplevelse at danse med Julemærkets Fader! Det var et af de lykkeligste Øjeblikke i Postmester Holbølls Liv.

Og saa - saa vendte Verdensberømtheden tilbage til sin stille Gerning i Charlottenlund, til sit tredje Klasses Kørekort paa Jernbanen, trak i sin gamle og veltjente Vinterfrakke, ja, det var hans Stolthed, at Frakken skulde vare i mange Aar.

Nøjsomheden laa ham i Blodet fra Drengeaarene til Søs, hans bedste Tid, sagde han tit, og den, hvorom han da ogsaa opnaaede at faa udgivet en lille Samling Skitser under Titlen "Søstjerner". Han var ikke saa lidt stolt, da Bogen udkom; Nu er man Kollega med Øhlenschlager! sagde han med en Skælm i Øjet og var den første til at le.

Ved hans Bortgang finder vi, hans Venner, en Trøst i, at, der blev forundt ham den lykkelige og bratte, smertefri Død. Han havde lige sat sig tilrette i en Kurvestol og havde foldet Avisen ud for at læse det sidste Nyt - da Hjertet standsede sit Slag.

Hans lille Søn Carlheger, som legede i samme Stue, havde spurgt Faderen om noget og havde faaet til Svar: Ja, min egen Dreng.... Det var det sidste Ord, der udgik af Einar Holbølls Mund.

Han har gjort sit Fædreland Ære og kan rejse trygt til andre Strande. Portene ind til et solrigt Paradis staar ham aabne, det store herlige Barn som han var.

Og naar han til. næste Jul skuer herned, saa vil han, tænker jeg, se sit kære Julemærke prydet med hans eget Billede, og han vil se, at vi alle kappes om at købe det. hans Minde ti! Ære og syge Børn til Lindring.

Det sket

Olaf Linck

(Social-Demokraten, 1. marts 1927)

Klokken 5 bragte den 2. marts 1927 ovenstående fotoer fra bisættelsen fra Frue Kirke. En æresvagt af røde postbude fra Charlottenlund. 

Herefter blev hans kiste ført til rustvognen som det fremgår af fotoet herover fra Bornholms Avis og Amtstidende, 2. marts 1927. Den blev kørt til Ordrup kirkegård. Der står et mindesmærke over Holbøll på Charlottenlund Stations forplads. 

Krig i Rantzausgade. (Efterskrift til Politivennen)

Politiets 4. Afdeling, hvis Chef er Inspektor Buch og hvis Arbe|de, som ligeledes bekendt, væsentlig er Bil-, Paternitets-, Skilsmisse og andre "indvendige" Affærer, har i disse Dage faaet en Sag af en ganske ekstraodinær og usædvanlig Natur til Behandling.

Forskellige Næringsdrivende ude i Rantzausgade paa Nørrebro, saaledes Indehaveren af Kafeen i Nr. 8, Restauratør I. C. Andersen, Mejeriejer J. Thomsen i Nr. 43 og Indehaveren Af Varehuset paa Hjørnet af Brohusgade, er bleven indklarede for Øvrigheden, fordi de som Navnebetegnelse for og Skilt over deres Forretninger har benyttet Navnet "Rantzau": "Kafé Rantzau", "Mejeriet Rantzau" osv.

Klageren er, som man kan tænke sig, ikke den for mange Aarhundreder siden afdøde berømte Feltherre Daniel Rantzau der vandt sit Ry og en fremtrædende Plads i Fædrelandshistorien ved sine bloddryppende Sejre over Svenskerne, efter hvem Gaden blev kaldt op, da man i sin Tid kasserede dens gamle, romantiske men maaske nok lidt for meget om Rhabarberkvarterets Bøller mindende Navn, Nordvestvej.

Nej - Klageren i Sagen er en Ætling, en af de sidste, efter Daniel, nemlig Oberstløjtnant O. Rantzau fra Sølvgadens Kaserne, der forleden, efter endt Ridetur ude ved Ladegaardsaaens Kilder Nordvest for København, kom travende gennem Rantzausgade da gjorde den forfærdende Opdagelse, at hans Navn, hans, hans højadelige Slægts Navn prangede i grelt skrigende Farver, ikke alene over et Manufakturbutik og en Mælkeforretning, men - o, Himmel! - ogsaa over en Beværtning, ved hvis umalede Egetræsbord, der serveredes Øl, Whisky og "smaa Sorte" for al Kvarterets jævne Borgerskab.

OberstIøjtnanten holdt sin Hest an, kaldte paa sin Oppasser og beordrede ham til at trænge ind selve Fjenden Lejr, sondere Terrænet, d. v. s. Beværtningen med det Maal for Øje at skaffe oplyst, hvem der var Fæstningens Øverstkommanderende.

Ikke fordi Oberstløjtnanten noget Øjeblik troede paa den Mulighed, at Beværteren virkelig skulde hedde Rantzau - dertil kender han sin Slægts Historie og dens Stamtavle alt for godt - men han vilde som klog Feltherre vide, hvem og hvordan hans Modstander var, for ret at kunne vurdere ham under den forestaaende Kamp.

"Melder Hr. Oberstløjtnanten" kom Oppasseren lidt efter hæsblæsende tilbage og traadte an med Ølskummet hængende endnu i Skægget: Melder Hr. Oberstløjnanten, at Øverstkommanderende, Beværterens Navn er J. C Andersen, slet og ret og lige ud! Han sidder i øjeblikket og spiller "Idiotseksogtres" med en Bryggerknægt fra Carlsberg om to Sorte. Og han er lige ved at vinde, saa ethvert Barn kan gaa til ham! - Befaler Oberstløjtnanten, at jeg afhører ham og fritter ham ud?

- Nej, nej, svarede Oberstløjtnanten. Dette vilde han dog ikke. En kamp mellem ham og en hel københavner-Bataillon paa den ene Side og en arm Værtshusholder med to smaa Sorte og en Bryggerknægt paa den anden forekom ham dog for ulige og upassende. Han løftede sin Sabel mod Himlen ligervis som Stamfader Daniel før Slaget ved Svarteaa (1569), svingede den i en Hvirvel over sit Hoved, hvorefter han med sin Oppaser i Ilmarscb drog hjem til den gamle Kaserne ved Østervold og satte sig til at udarbejde Klageskrivelsen til Politiet over det formentligt ulovlige Misbrug af Navnet Rantzau.

Og i Gaar fik Rantzausgade Besøg af to Opdagere, der aflagde Visit baade i Varemagasinet, i Mejeriet og - i Synderlighed - i "Kafé Rantzau" i Gadens Nr. 8, hvor de rettede  den direkte Forespørgsel til Værten, Hr. J. C. Andersen, om han, saafremt han fik en Anmodning derom fra Oberstløjtnanten, maatte være villig til fredeligt og uden Protest at aflægge Navnet Rantzau og omdøbe sin Beværtning.

-Gu' vil jeg nikke Nej, lød Værtshusholderen djærve Svar: Jeg viger kun for Bajonetterne! - Enten for hele Sølvgadens Kaserne med Faner og fuld Musik eller ogsaa for en Dom af den allerhøjeste Ret, vi har her i Kongens Riger og Lande!

Med denne Besked maatte Politimændene gaa igen. Og herpaa staar Sagen nu, uden at det i Øjeblikket er muligt at forudse dens videre Udvikling, endsige dens endelige Udfald.

Et synes imidlertid givet. Oberstløjtnant Rantzau vil søge at føre sin Krig igennem, om ikke med Militærmagt saa med Loven i Haand og Politiet ved Haanden!

Svip

(Aftenbladet (København 23. februar 1927).

Om det var denne sag, eller noget andet, der rystede oberstløjtnant så meget at han døde, er uvist. Han afgik ved døden i november 1929. Nordvestvej var indtil 1904-1905 Borups Alle.

Rantzausgade hvor oberstløjtnanten førte et forgæves felttog mod butikker der bar Rantzaus navn. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Cyklet op i Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

 København.

Den kendte cykelrytter Charles Nielsen kørte i går op i Rundetårn på cykel (gear 22). Det varede 2 minutter at komme op og ½ minut at køre ned.

(Herning Avis, 15. februar 1927).

På cykletur i Rundetårn.

En ung mand, Carlo Nielsen, cyklede i går op i Rundetårn. Han var to minutter om at komme op og 2½ om at komme ned.

Den første cykletur i Rundetårn blev allerede foretaget i firserne på en af de gammeldags høje maskiner. Det var den senere New York sagfører Fischer-Hansen der dengang foretog køreturen.

(Klokken 5 (København), 15. februar 1927).

Byen i sne set fra Rundetårn. Foto fra Social-Demokraten 28. december 1927.

Husrækken forrest i billedet (Pilestræde) er for længst revet ned og erstattet af en etagebygning. Den store bygning i midten af billedet er Belysningsvæsnet hvor tidligere Brøndstræderne var.

Dagens vers.

En ung mand har kørt op til toppen af Rundetårn på cykel

At køre på cykel er slet ikke let,

og navnlig på Købmagergade,

der skal man skam være forfærd'lig adræt,

ikke i mængdens ens lemmer komplet

bli'r knækked' og masede flade.

Men nu har en mand haft en pragtful ide:

ifald der på gaden er mange,

så blæser han på, hvad der kan ske

og kører på cykel afsted, en-to-tre,

Ja, sikken færdsel nu Rundetårn får.

Betjenten kan ikke os tøjre.

Og når vi med cyklen på platformen står,

vi si'r til os selv, at trafikken i år

kan ikke så let komme høj're

Passe-partout.

(Folkets Avis - København, 16. februar 1927).

Når Magistraten smykker en Plads. (Efterskrift til Politivennen)

Et ældre Nødtørftshus opstilledes paa Pladsen ved Linje 10's Endestation ved Trekronergade.

Der var Røre i Gaar blandt Beboerne ude paa den Plads ved Trekronersgade, hvor Linje 10s Vogne vender om.

Magistraten havde aabenbart pludselig faaet Øje paa Pladsen og vilde sørge for dens Udsmykning.

Om Formiddagen kom nogle Tømrere kørende med et gammelt, halvraadddent Nødtørftshus, som de havde hentet omme i Vigerslev Alle, hvor det havde staaet i adskillige Aar. Nu skulde det rigtignok på sine gamle Dage faa en bedre Plads, hvor alle kunde beundre dets Skønhed og fine, rene Linjer.

Og saa gik Tømrerne i Gang med at opstille og afstive dette arkitektonisk skønne Værk. der staar saa godt til Omgivelserne, og som maa give Beboerne høje Begreber om Magistratens Skønhedsans.

Men om dens Begreber i saa Henseende falder sammen med Forskønnelsesforeningens er et stort Spørgsmaal, eller rettere sagt: Det behøver man ikke at spørge om.

Og for øvrigt heller ikke med Borgernes.

De vil nemlig sige:

Væk med det Monstrum!

(Aftenbladet (København), 8. februar 1927).

Skuret stod i hvert fald i 1917 hvor Trekronergade 1-3 blev opført i 1924 (det ses på ældre fotoer).